V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 60-69

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 60-69

   »I en Sal med mange høie Glasskabe,« svarede hun. »De ligge paa den øverste Hylde og paa Hylden staaer Nr. 78.«
   Ogsaa dette forholdt sig fuldkommen rigtigt. Jeg huskede tydeligt, at han havde hentet en Trappestige for at tage den ned til mig. Alt løb i dette Øieblik rundt for mig. Jeg vidste neppe, om jeg var vaagen eller drømte, og det var ganske tankeløst, at jeg spurgte: »Hvem er jeg, og hvor boer jeg?«
   Hun nævnede mit Navn og tilføiede uden at nøle den lange Adresse: »La Cité, Quai des Orfèvres, au Coin de la Rue de Harlay Nr. 5.«
   »Hvad bestiller jeg her i Paris?« spurgte jeg paany.
   »De er ansat ved det nye Lasareth i Nærheden af Palais de Luxembourg og pleier de Syge,« sagde hun med svagere Stemme end forhen.
   »Staaer jeg der i nogen Fare for mit Liv?« spurgte jeg; thi jeg begyndte uvilkaarligt at troe paa de forunderlige Ting, der foregik omkring mig.
   »Nei,« svarede hun, »ikke der.«
   »Hvor da?« spurgte jeg, idet jeg i min Bevægelse bøiede mig næsten heelt ned over hende.
   Hun svarede ikke, og jeg maatte paany gjentage mit skjebnesvangre: »Hvor da?«
   Hun syntes at være træt eller ifærd med at vaagne; thi hun havde, ligesom før, Vanskelighed ved at finde Ordene, og først da jeg tredie Gang tilraabte hende det samme Spørgsmaal, svarede hun med langsom og afbrudt Stemme:
   »Der, hvor De træffer Epidemien næste Gang.«
   For at lytte efter hendes sidste Svar, der næsten var uhørligt, havde jeg bøiet mig saa langt ned over hende, at mit Ansigt rimeligvis maa have berørt hendes; thi pludselig foer hun op med et vildt Skrig og styrtede derpaa under Udraabet: »O, min Gud, jeg døer!« atter tilbage paa Sophaen. Blodet styrtede voldsomt ud ad hendes Næse og Mund. Jeg gjorde en Bevægelse efter Vandcaraffen, som stod paa Bordet, hvorved jeg kom til at støde til Lampen, der klirrende styrtede ned og knustes i Faldet. Forvirret af det pludselige Mørke og de Skrig, som hun under sit Krampeanfald udstødte, næsten bedøvet af det Virvar af Tanker, der strømmede ind over mig, mærkede jeg neppe, at Fader Bernot greb mig i Armen og puffede mig ud bag det grønne Forhæng.
   »Bryd Dem ikke derom!« sagde han hurtigt til mig. »Sagen er ikke saa farlig, som den seer ud til. Det er et simpelt Næseblod i Forbindelse med Krampetilfælde, som hun, med sin nerveuse Constitution, hyppigt lider af. Hun var træt, det vidste jeg, og jeg burde ikke have ladet Dem experimentere. Gaa ligefrem, saalangt denne Corridor rækker. De vil tilvenstre finde Trappen. Tag denne Nøgle med; den vil skaffe Dem ud ad Porten. De kan levere mig den imorgen paa Pont neuf - Farvel saalænge!«
   Med disse Ord hørte jeg ham gaae tilbage og hurtigt lukke Døren i Laas efter sig. Jeg stod et Øieblik tvivlraadig, om jeg skulde lade ham alene med den Syge, og listede derpaa, selv nerveus og i høieste Grad aandeligt angreben, ned ad den Trappe, han havde betegnet mig, og som i hele sin solide Elegance ingenlunde svarede til de faldefærdige Stiger, hvoraf jeg var klavret op. Da jeg kom ned og med en Deel Besvær havde aabnet den store Port, der afgrændsede et rummeligt Gaardsrum, forbausedes jeg endnu mere ved den Udsigt, jeg havde for mig. Foran rullede Seinen stille og rolig under de høie Bolværker, lige tilvenstre havde jeg Pont neuf og langt tilhøire hævede Notre Dame sine kullede Spiir op imod Nattehimlen - og Alt dette, medens jeg indbildte mig at være langt inde i Quartier latin.
   Langsomt og i underlige Tanker vandrede jeg hjemad. Ved Foden af min lille Lampe, der stod og brændte efter mig, laae en Billet, hvorpaa jeg strax kjendte Møllers Haandskrift. Jeg brød den og læste:

              »Kjære Ven!

Det gjør mig ondt at maatte meddele Dem, at Felsløv er død i Nat Klokken Tolv paa Lasareth St. Lazare. Jeg har skrevet disse Ord paa Deres Værelse, hvor jeg forgjeves har ventet Dem i flere Timer. Jeg haaber, at De kommer til Begravelsen, som finder Sted imorgen Klokken Syv paa Père la Chaise. Vi ere kun tre Danske til at følge.

               Deres hengivne  
                         P. Møller.«

   »Du forstaaer maaskee neppe, Poul,« sagde min Fader med en pludselig Overgang, »hvorledes slige gamle Minder pludseligt kunne dukke op igjen og blive ligesom levende? Du vil maaskee lee ad en gammel Mands Fortælling og ikke fatte, at Sligt kan slaae Rod hos Den, som Du maaskee meest af Alle har anseet for at være fordomsfri og fornuftig. Jeg kan imidlertid ikke gjøre derfor. Denne Epidemi ængster mig, ikke for min egen Skyld, thi jeg har alt opgjort mit Regnskab, men for Din og Dine Brødres. Jeg synes, at jeg har gjort saa Lidet for Eder.«
   »Fader!« raabte jeg, »hvorledes kan Du tale saaledes? Hvad have vi til Gjengjæld gjort for Dig? Nu først kommer den Tid, da jeg kan begynde at gjengjælde Dine Velgjerninger. Bliver Du syg, skal jeg pleie Dig; døer Du, skal jeg sørge for mine Sødskende. Men jeg haaber, at ingen af Delene vil blive Tilfældet; thi nu, da Du har faaet Din Afsked og har mig til at besørge Din Praxis, haaber jeg, at Du tager bort med Frits og Albert, inden de onde Dage komme.«
   Min Fader reiste sig, tog mig ved Skulderen og sagde halvt alvorligt, halvt venligt: »Grønskolling! Gaa nu iseng, Klokken er mange. Imorgen tales vi atter ved, men Frits og Albert maa undvære mit behagelige Reiseselskab; der bliver nu Andet at tænke paa end at tage paa Landet.«
   Med hver Dag som gik, følte jeg mere og mere den sørgelige Sandhed i min Faders Ord. Mine Brødre sendtes bort, vor gamle, venlige Huusholderske fulgte med dem tilligemed vor eneste Pige; thi det var et Grundprincip hos Fader, at rydde Huset saameget som muligt. »Kun de, som ere borte, ere i Sikkerhed«, gjentog han ofte. Selv fik jeg Ansættelse ved det Bureau, der blev oprettet paa Gjethuset, og hvor Arbeidet var overordentligt trættende og besværligt. Vi modtog dagligt Anmeldelser i hundredeviis, navnlig fra Byens østre Qvarteer, og jeg, tilligemed tre yngre Læger, vare i uafbrudt Beskjeftigelse med at gjennemstreife »Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger«, ligefra den øverste Ende af Gothersgade og ud til Nyboder. Fra Morgen til Aften, eller rettere fra Morgen til Nat piskede vi i Hede, Støv, Solskin og Regn om i de usle Boliger i Adel- og Borgergade, hvor Sygdommen krævede saa betydelige Offre. Aldrig var der et Øiebliks Ro eller et Minuts Hvile. Saasnart vi vendte tilbage til Bureauet, bleve vi sendte ud paany, og mangen en Dag spiste jeg baade Frokost, Middags- og Aftensmad enten paa Gaden selv, naar det kneb haardt, eller i en Port, naar Tjenesten lod En saamegen Tid tilovers, at man paa et Trappetrin kunde nyde sine to Tvebakker og drikke den Portviin, hvormed vi bleve saa rigeligt forsynede. Dog, den var i Sandhed suurt fortjent; thi, hvad jeg saae i flere af disse Huse, var saa frygteligt, at selv den dristigste Phantasi neppe kan udmale det værre, og havde ikke Anstrengelsen og den legemlige Træthed været saa stor, at den gjorde mig sløv og følesløs for Alt, hvad der foregik omkring mig, troer jeg knapt, at jeg vilde have holdt det ud.
   To Aftener hver Uge vare Friaftener, og i disse søgte jeg bestandig tilbage til min Fader, som trods sin høie Alder vedblev at færdes i sin sædvanlige Fattigpraxis uden at bekymre sig om den krænkende Skrivelse, som Directionen havde sendt ham, men efter hvilken der nu, da man trængte til ham, ikke fulgte noget yderligere Skridt.
   Disse Aftener i Hjemmet, der skulde være, jeg vil ikke sige viede til Fornøielse, men blot til Hvile og fortrolig Samtale, vare dog langtfra at opfylde dette Maal. Tvertimod, de vare næsten uhyggeligere end Tjenesten paa Bureauet. Der var Liv og Virksomhed, her havde jeg en Følelse som Soldaten, der efter en langvarig Marche maa staae stille paa Valpladsen og lade sig bestryge af en fjendtlig Ild uden at kunne svare igjen. Min Fader, som i disse Timer var den, hos hvem jeg skulde hente Adspredelse og Trøst, var næsten bestandig i en saadan Sindsstemning, at han ikke formaaede at yde mig nogen. Ikke, at han var bange eller frygtede for sin egen personlige Sikkerhed, thi jeg har kjendt Faa, for hvem Begrebet Angst var saa ubekjendt som for ham; men den Medlidenhed, han følte lige over for de Fattige, den Humanitetsaand, som han altid i saa høi en Grad havde været i Besiddelse af, og som nu saa uforsvarligt blev krænket af hans Overordnede, dette var det, som fyldte hans Sind med Bitterhed, ja Harme, og hvis Ærgrelse maa betragtes som en væsentlig Disposition til Cholera, som til enhver anden Sygdom, da fik han og de andre Læger i Fattigdirectionens Tjeneste rigelig Andeel deraf; thi Ærgrelse og Fortred koste ingen Penge. Imidlertid var det mig klart, at min Faders Helbred ikke i Længden kunde udholde saa besværlige legemlige Anstrengelser i Forbindelse med idelige Ydmygelser, og jeg bad ham flere Gange om dog idetmindste at søge et Par Ugers Permission, men han var ubøielig, og blev.
   En lummervarm Juliaften vandrede jeg hjem fra Bureauet, som sædvanlig overanstrengt og næsten ude af Stand til at kunne holde mig overende af Mangel paa Søvn. Et Par Dage iforveien havde jeg modtaget en drøi Irettesættelse, fordi jeg en Aften seent, da jeg vendte tilbage fra en Visitation i Helsingørsgade, havde hvilet mig ved en af Lygteopstanderne omkring Runddelen paa Kongens Nytorv og derved var faldet i Søvn, en Søvn, der, skjøndt begyndt medens jeg stod opad en Lygtepæl, dog var endt med, at jeg havde sovet videre paa Steenbroen, hvor man fandt mig den næste Morgen Klokken fem med tre forsømte Anmeldelser i min Journal. Siden hiin Nat, da jeg saa aldeles havde ladet mig overvælde, havde jeg ikke været af Klæderne, ikke faaet Søvn i mine Øine. Som Jerusalems evige Skomager havde jeg vandret om fra Dør til Dør i en Tilstand, der hverken var sovende eller vaagen. Da jeg kom hjem, og traadte ind i de øde Værelser, var Fader endnu ikke kommet. Forgjeves vandrede jeg, for at holde mig vaagen, fra Faders Arbeidsværelse, gjennem den tomme Dagligstue til min afdøde Moders lille Cabinet, hvor Alt endnu stod i den Orden, hvori det havde været, dengang hun levede. Forgjeves lukkede jeg hendes Yndlingsinstrument, det gamle Fortepiano, op. Det var som om Tangenterne løb imellem hverandre - jeg kunde ikke finde en Node, endsige en Melodi. Jeg gik ind i Faders og mit Sovekammer og saae med en vis tankeløs Stirren paa noget Brænde, som stod opstablet ved Siden af Kakkelovnen, paa Muurstenene og Varmedunkene, som vare anbragte ovenpaa den, paa det lille Bord mellem Faders og min Seng, der indeholdt et heelt Arsenal af Hyldethee, Camilleblomster, Opium og Campherdraaber. Det forekom mig i dette Øieblik saa dumt, at Alt det stod der. Det kunde jo dog ikke bruges, naar det kneb - det havde jeg alt erfaret. Jeg satte mig i den gamle, høiryggede Lænestol foran Faders Seng og stirrede døsigt paa Medicamenterne, og alt som jeg stirrede paa dem, havde jeg en sløv Fornemmelse af, at Tiden var voxet fast til sig selv, saa at den ingen Vei kunde komme, og at den dog var blevet lang, uendelig lang, saa lang, at dens enkelte Minutter nu veiede op mod hele Dage, og at det bestandig vilde blive ved at være saaledes, indtil man døde og gik over i en Tilstand, hvor Alt var gravsort Mørke, men dog Hvile og Ro. Jeg havde en dump Fornemmelse af, at det, der for os Mennesker var at gjøre, var at døe, men saa hurtigt, saa let som muligt, og jeg fandt det næsten fristende at række Haanden ud efter Opiumsdraaberne, som kun stod to Skridt fra mig, for med disse at inddrikke Søvn, Forglemmelse og Hvile. Jeg rakte Haanden ud efter dem, men det syntes mig, at de bestandigt gled længere og længere tilbage, uden at jeg var istand til at naae dem, og da jeg endelig havde dem i Haanden, forekom Flasken mig saa stor, saa tung og saa svær, at det laa langt over mine Kræfter at aabne den.
   Pludseligt hørte jeg Trin i det tilstødende Værelse, Trin af mange Fødder. Jeg foer op af min Søvn og sad endnu stirrende hen foran mig med Opiumsflasken i Haanden, da min Fader vaklede ind, understøttet af to mig ubekjendte Mænd og fulgt af Portnerens Datter, der bar et Lys i Haanden. Jeg havde endnu ingen Idee om, hvornaar jeg var faldet i Søvn, eller hvorlænge jeg havde sovet, men kun en uklar Bevidsthed om, at dette var skeet, og at Fader imidlertid var kommet hjem syg; thi han var bleg, usædvanlig bleg, og hang næsten i Armene paa de Mænd, der fulgte ham.
   »Læg mig der!« sagde han med svag Stemme, idet han pegede paa Sengen. »Og Du, Poul,« tilføiede han, idet han strakte Haanden ud imod mig, »skynd Dig at hente Etatsraad Thal, jeg ønsker at tale med ham.«
   »Er Du syg, Fader?« udbrød jeg, idet Virkeligheden pludselig gik op for mig. »Lad mig blive hos Dig og hjælpe Dig.«
   »Nar, som Du er,« sagde han, og gjorde et frugtesløst Forsøg paa at smile, »troer Du, at Du kan hjælpe, hvor selv Hippokrates maa erklære sig renonce. Løb efter Thal, det er det Hele, Du kan gjøre med Dine unge Been. Jeg ønsker at tale med ham, men skynd Dig.«
   Jeg foer ud paa Gaden og standsede et Par Øieblikke efter udenfor Porten hos den berømte Læge, der var en intim Ven og Barndomsbekjendt af min Fader. Porten stod aaben, Tjenestefolkene løb i Forvirring op og ned ad Trappen, uden at svare paa mine Spørgsmaal. Jeg traadte uanmeldt ind i Dagligstuen, hvor Graad og Hulken fortalte mig, hvad jeg alt havde anet - Etatsraad Thal var død for en halv Time siden, kort efter at han var vendt tilbage fra sin daglige Gjerning.
   Forvirret og bedøvet foer jeg i Galop afsted efter et Par af de nærmeste Læger. Ingen var hjemme, og Ingen, det vidste jeg desværre altfor vel, kunde i dette Øieblik yde nogen Hjælp. Jeg vendte tilbage med det smertefulde Budskab, som jeg havde modtaget, og dog skulde jeg ikke bringe min Fader det - han var død to Minutter, før jeg naaede til Hjemmet.
   Jeg skal ikke forsøge paa at skildre de Følelser, der gjennemstrømmede mig, da dette Budskab blev mig meddeelt. En saa rivende Dødshurtighed forekom mig næsten utrolig, og først da jeg saae ham ligge stiv og ubevægelig i Sengen, med Hænderne foldede over Brystet og med et Ansigt, som om han pludselig var blevet tyve Aar ældre, først da følte jeg Ulykken i hele dens Udstrækning, og først da forekom det mig, at jeg blev rigtig vaagen, fuldkommen revet ud af den Døs, hvori jeg de sidste Dage havde bevæget mig. Jeg sad hele den Nat, og en uendelig lang Nat var det, ved Siden af Liget, snart lyttende til Stormkrogenes melancholske Raslen, naar Nattevinden satte dem i Bevægelse, snart til Stueuhrets ensformige Tikken, der kun afbrødes af dets timevise Slag. Alt var saa dumpt, saa mørkt og saa stille omkring mig. Det forekom mig, som om hele Verden var død, som om jeg var Munken, der i Pestens Tid vandrede ud fra det afspærrede og uddøde Kloster og sled sine Sko op, før han traf Mennesker i Verden. Af og til troede jeg at høre et dæmpet Suk. Da foer jeg iveiret med en Straale af Haab, greb Lampen og stod bøiet over ham i den frygteligste Spænding for at opdage, om der endnu var en Gnist af Liv tilbage. Naar jeg da havde forvisset mig om, at jeg var bleven skuffet ved en eller anden af de Lyde, der om Natten ere ligesaa almindelige som uforklarlige, naar jeg paany med smertelig Bevægelse havde stirret paa disse rolige, faste og i Døden stivnede Træk, da sank jeg atter hen i min tungsindige Grublen og tænkte paa, hvorlidet Livet dog egentlig er værdt, og hvor dumt det er af os Mennesker at holde Læger for at bevare det, en Dumhed, der kun kunde overgaaes af min egen, selv at blive Læge. Hvor ussel og magtesløs er man i slige Øieblikke, og hvor dybt føler man, at Døden er en Naturlov, som det næsten er vanvittigt at ville bekæmpe?
   Den næste Dag hentede jeg, ifølge min Faders Ønske, en Rustvogn fra Hospitalet, og henimod Aften, en stille, varm og deilig Juliaften, vandrede jeg selv langsomt Fod for Fod ved Siden af Rustvognen, der skulde bringe Liget til Kirkegaardens Capel. Efter min Faders Bud var jeg den Eneste, der fulgte ved denne Leilighed, ligesom jeg var selvtredie ved den egentlige Begravelse, og da jeg hørte de tre Skuffer Sand falde paa Kistelaaget, under dyb Taushed af det lille Følge, kom jeg uvilkaarlig til at tænke paa Møllers Ord i Brevet til min Fader: »De kommer vel til Begravelsen, vi ere kun tre Danske til at følge?«
   Aftenen efter Begravelsen, da jeg havde fulgt Faders Liig til Kirkegaarden, var jeg ganske alene. Jeg husker godt, at medens vi kjørte hjemad - jeg var saa træt og mat, at jeg ikke tog i Betænkning at sætte mig op paa Rustvognen ved Siden af Kusken - forundrede jeg mig over, at Luften kunde være saa frisk, de speilklare Søer saa skinnende, at Byen kunde ligge saa rolig for mig i Aftenglansen, og at Fruekirkes Kors, dette Velsignelsens Tegn, kunde straale saa blankt og forjættende, medens Pesten og Døden rasede indenfor Byens Volde.
   Hvad jeg hidtil havde oplevet, var imidlertid kun et Forspil, en Prøveforestilling paa det Dødens Drama, som faa Dage senere skulde rulle op for mig. Da Sygdommen vedblev at gjøre større og større Fremskridt, ansattes yngre Læger til Tjeneste ved Gjethuset, medens jeg som Candidat blev engageret til at gjøre extraordinair Tjeneste som Choleralæge ved Almindeligt Hospital. Betingelserne vare glimrende. Ti Daler om Dagen, foruden Forpleining, kunde nok friste selv Andre end Den, der havde tre Brødre at forsørge, og dog vilde jeg ikke tage disse Dages Tjeneste paa mig igjen, om man saa bød mig nok saa Meget derfor. Stuegangen begyndte Klokken Otte om Morgenen for mit Hold og endte Klokken Elleve; men snart begyndte der hos det opvartende Personale at yttre sig Tegn paa almindelig Opløsning, og dette tvang de Overordnede til at møde Klokken Sex eller Syv om Morgenen, for ofte ikke at vende tilbage før Klokken Et eller To om Natten. Selv for mig, der havde været saa vant til at høre min Fader rette Klager og Bebreidelser imod dette Hospitals Administration, selv for mig staae de Ting, som jeg dengang hørte og saae, endnu som Noget, man ikke vilde troe, dersom man ikke selv havde oplevet det. Aldrig, om jeg end bliver nok saa gammel, glemmer jeg den første Stuegang, jeg gjorde derude. I den friske, klare og sollyse Morgen var jeg vandret over Volden og Esplanaden, men allerede den Luft, der slog mig imøde, da jeg aabnede Hospitalets Port, var saa kvælende, at jeg uvilkaarlig veeg tilbage for den. Dog, hvor skummel og uhyggelig end denne Caserne tager sig ud til dagligdags, med sine smudsige, faldefærdige Trapper, sine hvidtede, endeløse Corridorer, der i vanvittig Forvirring skyde sig saaledes ud og ind i hverandre, at man mere end tilstrækkelig forstaaer Dobbeltnumrene paa Dørene, saa er dette dog Intet mod det Skue, som Hospitalet frembød under de daværende Forhold. Man tænke sig Stuer saa overlæssede og stuvede, at Patienterne undertiden ikke havde hundrede Cubikfod Luft til at fylde deres Lunger med; man tænke sig denne Luft saa tung, saa stinkende og saa fortvivlet inficeret, at enhver Patient, som kom derind, døde; man tænke sig disse Dødsleier, hvor Hospitalet havde saa lidet af de nødvendige Requisiter, at Hovedpuderne ofte reves bort under de Døende, for at anvendes til de Nyankomne - og man faaer endda kun et svagt Billede af de Forhold, hvorunder vi virkede. Man maa hertil lægge Nødraabene og Skrigene af dem, der vaandede sig i de forfærdeligste Kramper; de stønnende Suk og de angstfulde Udraab af dem, der stod i Begreb med at forlade et Liv, som kun havde været dem til Jammer og Elendighed; den forstenede Ro og den Fortvivlelsens Resignation, der herskede hos de af Lemmerne, som endnu ikke vare blevne angreben, men som, liig Fangerne i Velfærdscomiteens Fængsler, hver Morgen ventede det Øieblik, da Slutteren skulde træde ind for at læse Navnene op paa dem, der paa denne Dag skulde bøie sig under Guillotinen. Hertil kom den mærkværdige Ligegyldighed, som Fattigdirectionen viste mod dem, der vare betroede til dens Varetægt; thi foruden den summariske Fremgangsmaade med de to hundrede Liigkister gjordes kun saare lidet af Det, som Lægerne ansaae for nødvendigt til Patienternes Tarv. Man tog det opvartende Personale blandt selve Lemmerne, ja drev det saavidt, at kvindelige Patienter paa een Stue bleve pleiede af mandlige Vaagekoner, hvorfor Directionen, maaskee for at faae dette Misforhold opveiet, paa en anden Stue lod mandlige Patienter pleie af kvindeligt Personale. Uden at tage Hensyn til hvilke Personer man derved fik, lønnede man disse med kun tolv Skilling daglig, ja gik endog til den Yderlighed, at man ikke engang for Patienternes Vedkommende forandrede det daglige Spisereglement, hvori Kaal, Ærter og Flæsk tilligemed Fattigvæsenets bekjendte spartanske Suppe spillede en overveiende Rolle. Da man, trods sin Fremsynethed, manglede Liigkister og derved fik Liighuset opfyldt, slog man nogle Bræder for Hospitalets Port ud til Amaliegaden og stablede Ligene op i Portrummet, uden at bryde sig om den Forraadnelsens Stank, som de udbredte.
   En Læges Gjerning er under enhver Epidemi tung og besværlig, men den bliver næsten uudholdelig, naar de Myndigheder, under hvilke han virker, af halstarrig Trods og i Bevidstheden om deres Magtfylde, sætte sig op imod det, som Fornuften og Menneskeligheden byder. Der begyndte lidt efter lidt at udbrede sig den Tro blandt Hospitalets Befolkning, at det var med Villie, at man vedligeholdt en saa slet Tilstand, for derved at rydde op blandt Personalet. - »Vi skulle jo døe, og her er jo Ingen at klage til uden Vorherre!« sagde en gammel Kone til mig en Aften, da jeg forlod Hospitalet, medens hun grædende tog Afsked med sin Søn, der var ansat ved den kongelige Porcellainsfabrik. Det var tunge Ord at høre paa, og dog gjorde man Intet, intet Andet end stoppe sine Øren for dem. Dog jo, man gjorde paa en vis Maade mere, thi da Epidemien endelig begyndte at sagtnes og viste Tegn til at ville ophøre, gav Fattigdirectionen Ordre til, at Patienterne fra Vartov, hvor Epidemien lige var udbrudt, skulde føres ud paa almindeligt Hospital, og derved bringes under Forhold, som i Byen almindeligt blev anseete for dødbringende, og som i ethvert Tilfælde kun kunde bidrage til, at den nys udslukkede Epidemi blussede op igjen med fornyet Styrke.
   Naar jeg tænker tilbage paa de Scener, som jeg oplevede under mit daglige Ophold paa Hospitalet, forbauses jeg næsten over, at alt Dette holdt sammen, at ikke disse svage, syge og elendige Mennesker gjorde Oprør og, drevne af Fortvivlelsens Raseri, sprængte Hospitalets Porte for at storme Byen med deres Krykker. I Begyndelsen døde Alt for os - Hospitalet saae ud som en Valplads. Senere reddede vi Enkelte, men kun ved at være paafærde baade Dag og Nat; thi naar vi ikke vare tilstede, forsøgte det tjenende Personale enten at knibe ud eller gjøre Ting, der vare endnu værre. Vante til Nød og Usselhed, forhærdede ved Laster og Udsvævelser, og ubarmhjertige af Vane, skete der Ting, hvis blotte Mulighed maatte banlyses af Tankerne. - »Tag Liigsedlen af ham,« hørte jeg saaledes en Vaagekone udbryde en Aften, da den Døende gjorde en svag Bevægelse for at skille sig ved det Tegn, der endnu ikke tilkom ham; »men stik den paa ham, naar Du kommer tilbage, saa er han færdig!«
   Opfyldt af de triste og sørgelige Tanker, som en saadan Tingenes Tilstand maa fremkalde hos Enhver, der i Fattigdommen seer noget Andet end en Forbrydelse, udpiint af Dagens Anstrengelser, nedtrykt ved Tanken om min Faders Død og de paa mig hvilende Forpligtelser, som jeg med min bedste Villie knapt formaaede at opfylde, vandrede jeg en Aften henimod Klokken Ti over Volden fra det sørgelige Hospital til mit næsten lige saa sørgelige Hjem.
   Det var en stille Aften med en underlig lummervarm, tung og trykkende Luft, der kun af og til sattes i Bevægelse ved enkelte mægtige [s70] Vindstød, som bragte Esplanadens gamle Træer til at vaande sig under den usynlige Haand, som af og til ruskende foer igjennem deres Toppe. Da jeg kom op paa Volden, og, for at rense Lungerne fra det Støv og Smuds, der hvirvlede om paa Gaden, gik over Bastionerne, saae jeg en Himmel saa mørk og truende, som jeg sjelden erindrer at have seet her hjemme hos os. Det ene Skybjerg syntes at være dynget ovenpaa det andet; de stode tunge og ubevægelige som blaasorte, takkede Skjær, der kun i de yderste Kanter farvedes gulige af de Straaler, som Solen, skjøndt under Horisonten, dog formaaer at give. Alt var saa stille, saa forunderligt stille, medens jeg gik over den øde Vold. Kun Ahornens brede Blade susede af og til, brusende op, naar et Stormstød fra det sig nærmende Uveir raslende foer igjennem dem. Jeg kunde høre Gjenlyden af mine egne Trin slaae an mod Sølvgadens Kaserne, en enkelt udelukket Hund tudede nede ved Volden, Skildvagten ved Rosenborg Bastion stod halvt sovende i sin røde Kappe, som han allerede havde gjort klar mod det sig nærmende Uveir, - da klang pludseligt Retraitens forunderlige, langtrukne Toner, først dæmpede, langt borte, fra Hovedvagten, saa livlige og klingende fra Casernen nedenfor mine Fødder. Der var en underlig vækkende Klang i disse Toner, først i det muntre Allegro, saa i de kaldende, lokkende og langsomt hendøende Toner, der fulgte efter. Jeg blev staaende og lyttede til. Jeg veed ikke, om det gaaer Andre ligesom mig, men jeg kan ikke lade være at lytte til disse Toner, og naar jeg hører dem, dukker en Række af Minder op i min Sjæl. Jeg husker dem saa vel fra det gamle Laboratorium paa Christianshavn. Dengang var jeg Barn, og naar Retraiten lød vidste jeg, at Dagens Anstrengelser vare tilende, og at Hvilen ventede mig. Hvormangen en Aften har jeg ikke hørt dem ude fra Castellet, eller fra Kronborgs gamle Mure udover Sundet, naar jeg i den stille Sommeraften kom vandrende fra Hornbæk eller Gilleleie med min Botaniseerkasse paa Ryggen. Nar jeg da hørte dem, vidste jeg, at Hjemmet var nær, og at lyse, glade og venlige Ansigter ventede mig. Jeg har hørt dem klinge fra Dannevirke, fra Dybbøl og fra Fredericia, dengang jeg som Underlæge fulgte Armeen, og da vinkede de mangen en Gang til et glad og lystigt Lag ovenpaa en trættende Marche eller en anstrengende Lasarethtjeneste. Dengang var der dog Liv, Tummel og Lystighed. Det kunde gjælde Døden, men det var en Død under Guds frie Himmel, under Kammeraternes Hurra, til Fanernes Flagren og Tonerne af den tappre Landsoldat - men nu! En afmægtig Kamp med en almægtig Fjende, en Kamp, hvor man stred mod en Magt, der skjød med forgiftede og usynlige Kugler - det var værre, tusinde Gange værre!

Vilhelm Bergsøe Homepage