V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 50-59

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 50-59

   Seer De Advocaten her i Krogen og ovenpaa ham den høilærde Doctor Farniente? Som Marionetter ligge de der med de puklede Polichineller, de liigblege Pjerrot'er og de brogede Harlequiner. Seer De den nydelige, lille Columbine? Hun er falden baglængs over sin Elsker, hendes Dragt er kommen noget i Uorden, og Masken er halvt gleden af det blaaligblege Ansigt, der seer ud, som det i et Nu er blevet hundrede Aar ældre. Ha! ha! ha! Er det ikke et morsomt Billede, min Herre, og nok sine fem Francs værd? Ikke sandt: »Vive le champagne, l'amour et la folie!« - Ha, ha! Det er en ægte Scene fra Livets store Opéra comique.«
   Medens han gav denne Forklaring, og med stort Liv udpegede hver enkelt Figur i Billedet, tindrede hans Øine paany med en saa uhyggelig Glans, at jeg blev ganske underlig tilmode derved. Han saae med sin lange, tynde Skikkelse, med de magre, udrakte Hænder og det udtærede, rynkede Ansigt næsten selv ud som hiin uhyggelige Figur, der spillede Violinen paa Galleriet.
   »Hvad vil De nu have Bjørnen til?« spurgte jeg, »Billedet er jo ganske færdigt.«
   »Ikke ganske, ikke ganske,« sagde han med en uhyggelig Latter og pegede paa en lille, ikke udfyldt Plet tilvenstre i Forgrunden. »Seer De, jeg har paa Billedet faaet alle de Nationaliteter stillede sammen, som det store Paris hvert Aar med magnetisk Kraft trækker til sig. De seer, at jeg har faaet dem alle anbragt i deres Nationaldragter. Kun om de Danske var jeg i Uvished, hvorledes jeg skulde fremstille dem saaledes, at Enhver strax kunde gjenkjende dem. Jeg har aldrig seet deres Nationaldragt; maaskee have de ingen, og saa fandt jeg paa at sætte deres vigtigste Huusdyr istedet. Naar Pariserne see et Billede med en Sælhund, Hvalfisk eller Isbjørn, vide de strax, at det forestiller noget fra Danmark. Nu skal De see, hvor det vil tage sig ud.«
   Hurtigt klippede han min Tegning ud af Papiret og satte den ind paa den tomme Plads.
   »Nei,« sagde han, »den er for stor og skader derved Ensemblet. Vent lidt, saa skal jeg gjøre det om.«
   Da han atter rakte mig Papiret, dansede Bjørnen i Forgrunden paa den meest overgivne Maade sin Cancan med den lille, flotte Pariserdame, der figurerede foran den. Han havde forandret Noget ved dens Hoved og lagt enkelte menneskelige Træk deri; der kunde ikke være nogen Tvivl derom, det var Felsløvs Ansigt, det var Felsløv, der som Bjørn var afbildet paa Billedet.
   Jeg bemærkede dette og han svarede smilende:
   »Javist, jeg vil ikke negte, at jeg har tænkt paa denne unge Danske, der for nogen Tid siden besøgte mig og besaae mine Apparater. Jeg har senere et Par Gange seet ham baade paa den store Opera og paa Opéra comique, hvor han bestandig danser med Mademoiselle Leonie, som jeg har tegnet her.«
   »Mademoiselle Leonie!« udbrød jeg forundret. »Det er da ikke den berømte Leonie, hvorom der har været saa megen Tale -?«
   »Jo netop,« afbrød han mig. »Hun er et deiligt Fruentimmer, et af de skjønneste, der findes i Paris; men hun lever kun for sine Luner. Den ene Dag kan man møde hende i Boulogneskoven, farende afsted i sin Phaëton med en eller anden engelsk Lord, tydsk Hertug eller russisk Bojar, og samme Aften kan man træffe hende i en af Qvadrillerne paa bal Mabille sammen med en eller anden ung Student, som hendes Blik tilfældigt er faldet paa. For Øieblikket morer hun sig med Deres Isbjørn.«
   »Siig mig,« sagde jeg, medens han atter omhyggeligt indpakkede sin Tegning, »kjender De ellers noget til denne unge Danske? Har han været hos Dem flere Gange end den ene Aften?«
   »Nei,« svarede han kort.
   »Jeg troede det,« sagde jeg spydigt. »Siden De kjender ham saa godt, at De endogsaa nu, efter næsten et Par Maaneders Forløb har formaaet at tegne hans Ansigt; siden De har udspeidet hans Veie og kjender hans Forbindelser, maa De vistnok nære en særlig Interesse for ham, og det forundrer mig nu ikke længere, at De har kunnet sige ham saa god Besked den Aften, han besøgte Dem.«
   »Har han fortalt, hvad der foregik her?« spurgte han, idet han traadte mig et Skridt nærmere og saae mig skarpt ind i Øiet.
   »Nei,« svarede jeg, »han har ikke fortalt mig Sagen i dens Detailler; men saameget veed jeg, at De har skræmmet ham med Deres Charlatanerie, og at hans nuværende Levemaade staaer i Forbindelse dermed.«
   »Charlatanerie!« gjentog Fader Bernot med et ubestemmeligt Smiil. »Ah, min Herre, De veed ikke, hvad De taler om. Charlatanerie! Ja, hvorfor ikke? Enhvert Phænomen, som de Lærde ikke kunne forstaae, er naturligviis Charlatanerie for dem, indtil den virkende Aarsag bliver kjendt, saa er det en Opdagelse. - Hør, hvad jeg siger Dem, min Herre, og agt vel derpaa! Den Dag vil komme, da dette Charlatanerie vil tage et saadant Opsving, at det forrykker Verdens sædvanlige Orden. Der vil komme den Dag, hvor man ikke længere kjender noget Maal og nogen Afstand, fordi Ordet vil flyve Jorden rundt paa magnetiske Vinger. Den Tid vil komme, hvor man med Lynets Hurtighed besøger de fjerneste Kloder paa Firmamentet, fordi man vil forstaae at skille Aanden fra det tunge Jordstøv, der holder den tilbage her nede, saa at man vil kunne lade den flyve alene afsted med Tankens Hurtighed og atter ved Magnetismens Hjælp kalde den tilbage. - Ja,« vedblev han, idet han næsten med et Spring foer ind paa mig og lagde Haanden paa min Skulder, »den Tid vil komme, hvor man ikke længer kan have sine Tanker i Fred, hvor de ikke mere ville være toldfrie, fordi den mægtigere og bedre Begavede alene i Kraft af sin Villiestyrke vil kunne bringe dem under sine og lade dem trælle for sig. Havde jeg levet i de Tider, som ville komme, da var jeg ikke bleven bestjaalet, forurettet og forfulgt, saaledes som jeg nu er blevet. Det er mindre Aander, for hvilke jeg er bukket under, blot fordi de ved Nepotisme vare stillede høiere i Statstjenesten end jeg; men i de Tider, som jeg spaaer om, vil Rigdom, Magt og Indflydelse vel ikke forsvinde, men de ville tilhøre den bedst Begavede i Kraft af det Princip, at det er Aandens Herredømme, som alene vil seire. Det er min nyeste Idee, min Herre. Jeg arbeider Dag og Nat for at løse denne Opgave; jeg har allerede opnaaet Meget, men jeg skal løse Opgaven fuldstændigt - naar blot Ingen stjæler min Idee fra mig.«
   Jeg trak paa Skuldrene, og skjøndt jeg ikke kunde undertrykke en let Gysen ved hans exalterede, næsten vanvittige Holdning og Ord, sagde jeg koldt:
   »De blander der aldeles forskjellige Kræfter til et chaotisk Virvar, hvori der ikke er nogen Mening. Den elektromagnetiske Kraft, der strømmer igjennem sin Ledning, er noget ganske Andet end Hjernens Virksomhed, hvoraf Tanken er Frugten; det er Kræfter, der slet ikke kunne sammenlignes.«
   »Javist, min Herre!« udraabte han og greb fastere i min Arm. »Det mener nu De og Deres Samtidige; men jeg forsikkrer Dem om, at det er netop Grundprincipet i min Idee, at disse Kræfter ere aldeles ensartede, og at man, ligesom man nu kan frigjøre Elektriciteten under Form af en funklende Gnist, saaledes vil man i kommende Tider kunne frigjøre Tanken og hele den aandelige Virksomhed, og sende den hvorhen man lyster. Jeg veed vel, at De anseer mig for gal ligesom alle de Andre - jeg har kun talt med Een, der deelte min Anskuelse.«
   »Og hvem var det?« spurgte jeg spottende.
   »En ung Amerikaner, Samuel Morse, som netop iaar besøgte mig i Paris, før han gik til Amerika. Jeg arbeider nu paa min Deel af Opgaven, og han paa sin. De skal see, vi ville faae underlige Ting at høre der ovre fra.«
   »Og hvorvidt er De kommet med Deres?« spurgte jeg i samme Tone.
   Det lod til, at min sarkastiske Holdning irriterede ham, thi han svarede stolt: »Saavidt, at jeg kan sende en Aand, som jeg behersker, hvorhen jeg lyster, for at den kan bringe Budskab tilbage.«
   »Kan De ogsaa sende den ind i Fremtiden?«
   »Til en vis Grad,« svarede han roligt.
   »De maa undskylde,« svarede jeg, »at jeg ønsker at see dette Experiment, førend jeg kan troe derpaa; men,« lagde jeg smilende til, »det gjør De vel neppe, af Frygt for, at jeg skal løbe bort med Opdagelsen.«
   Han saae et Øieblik taus paa mig, som om han vilde studere mit Ansigt, derpaa vendte han sig mod det mørkegrønne Tæppe og raabte med bydende Stemme: »Tutelle, kom herind!«
   Jeg hørte Nogen bevæge sig inde i Værelset ved Siden af og derpaa en blid Stemme, som i en klagende Tone udbrød: »Jeg er iseng, Fader.«
   »Kom ind alligevel, saa hurtig Du kan,« raabte han igjen.
   »Det forundrer mig,« sagde jeg, »at De, som er ifærd med at løse saa store Problemer, søger Ophold og Erhverv paa Pont neuf.«
   »Udflugter,« svarede han, »ikke andet end Udflugter for at lede Academiets Lærde paa Vildspor. Saalænge jeg staaer der og viser mit Mikroskop frem for et Soustykke, er jeg Ingenting; de lee i det Høieste ad mig. Trak jeg mig derimod tilbage, for i Ro og Stilhed at kunne arbeide paa mine store Ideers Udførelse, vilde jeg strax omringes af deres elendige Spioner, og mine Ideer vilde fra Academiet blive forelagte Europa i halvraa Form, længe førend jeg selv var blevet færdig med at gjennemarbeide dem. Det er den ene Grund, min Herre, til mit stadige Ophold der; men jeg har endnu en anden. Jeg studerer der den Maade, hvorpaa Menneskene opføre sig mod den Ulykkelige, den Forladte. Lavater har skrevet sit store Værk om Physiognomien og stræbt gjennem Ansigtstrækkene at udfinde Menneskenes virkelige Charakterer. Jeg har et uhyre Arbeide for, thi jeg gaaer -«
   Her afbrødes han i sin Forklaring ved Indtrædelsen af den unge Pige, der ogsaa strax lagde Beslag paa min udeelte Opmærksomhed. Hun var lille af Væxt, med udmærket smaae og veldannede Hænder, og den hvide Natdragt, hvori hendes spæde Skikkelse var hyllet, og som hun ængstelig holdt sammen foran Brystet, gav hende i Forbindelse med hendes jomfruelige Tøven og den høie Rødme, der farvede hendes Kinder ved Synet af mig, en forøget Ynde. Hvad der imidlertid meest forundrede mig, var noget mærkeligt drømmende eller rettere sløret ved hendes Blik. Det var, som om disse prægtige, sorte Øine mere vare byggede til at skue ind i sig selv end udad mod Verden, og kun sjeldent, og da langsomt og med et vist Besvær, hævede hun de lange Øienvipper iveiret, der ligesom skinsyge rugede over de mørke Diamanter, som de beskjærmede.
   »Nu skal De see, nu skal De see, min Herre!« raabte Fader Bernot fornøiet, idet han først gned sine Hænder og derpaa hurtigt rullede en lav Lænestol hen til Bordet. »Sæt Dig der, Tutelle! Det er en fremmed Herre, en dansk Læge, som er kommen for at see, hvorvidt jeg har bragt det.«
   »Fader,« sagde hun med klagende Stemme og et bedende Blik, »lad mig være fri iaften, jeg er saa træt.«
   »Passiar, sæt Dig ned!« raabte han barsk og pegede paa Lænestolen.
   Hun sank ned i den med et bønligt Blik paa mig. Jeg havde den største Lyst til at afbryde denne Scene; men Clairvoyanterne vare ikke saaledes paa Mode i Paris dengang som nu, og dette, i Forbindelse med hvad der var hændet Felsløv, bevirkede, at jeg blev staaende som en tilsyneladende ligegyldig og rolig Tilskuer. Fader Bernot skruede Lampen, der var begyndt at døse hen, høit op, og skjød, ligesom tilfældigt, Udladeren paa den store Elektriseermaskine hen imellem Lampen og den unge Pige. Derpaa satte han sig ned paa en høiere Lænestol ligeoverfor og begyndte at betragte hende med et ufravendt, stikkende Blik.
   Jeg har engang i min Fattigpraxis havt en afskyelig Sag med en Kone, om hvem det paastodes, at hun havde dræbt sine Pleiebørn ved Krampetilfælde, som hun fik til at opstaae ved i Halvmørke ufravendt at stirre paa de ved Spøgelseshistorier forkyste Børn. Der var ingen Tvivl om, at dette virkeligt var Sandhed, og kun med denne Kones graagrønne, stikkende Øine kan jeg sammenligne det Blik, som Fader Bernot ufravendt rettede paa den unge Pige. Hun syntes at føle sig besværet derved. Af og til foer en let Skjælven gjennem hende, og flere Gange slog hun med Haanden hen over Ansigtet, som for at bortjage en Flue eller andet Insect, som hun rimeligviis antog at svæve foran sine Øine. Derpaa sank hun mere og mere sammen, Hænderne faldt magtesløse ned paa hendes Skjød, Hovedet bøiede sig tilbage, den smukke lille Mund aabnede sig halvt, og Øinene, der nu stode vidt aabne, stirrede uden Liv, uden Bevægelse, uden Seekraft stivt ud i Rummet.
   »Bruger De ingen Bestrygninger?« spurgte jeg Fader Bernot, der nu havde hørt op at stirre og pirrede ved Lampen, som synes at mangle Olie.
   »Nei,« svarede han og reiste sig, »det overlader jeg til Charlatanerne. De vil altid kunne kjende Charlatanerne paa disse Fixfaxerier, som ingen Betydning have. For mig er Tanken og Blikket tilstrækkeligt. Nu er hendes Aand fri!«
   Han førte Lampen tæt hen foran hendes Øie. Pupillen var stærkt udvidet, som paa en Død og aldeles uimodtagelig for Lysindtryk. Han løftede først hendes ene Arm, derpaa den anden, og de bleve ubevægeligt staaende i den Stilling, hvori han havde sat dem, som om de vare unddragne Tyngdens Alt overvindende Love. Derpaa hævede han hende op og bar hende som et Barn hen paa Sophaen, hvor han lagde hende ned, idet han sagde: »Naa, min Herre! Har De saa Lyst til at overbevises?«
   Jeg havde dengang aldrig seet Noget til Det, som senere under Navn af Mesmerisme, Hypnotisme og dyrisk Magnetisme har sat saa mange Penne i Bevægelse og bragt Forstyrrelse i saamangen, ellers sund Hjerne. Intet Under derfor, og jeg følte mig lidt uhyggelig tilmode, thi det er altid en egen Sag at være ene sammen om Natten med en Mand, der er gal, og et Fruentimmer, som er paa Veie til at blive det. Imidlertid mandede jeg mig op; den fremherskende Tanke hos mig var den, ikke at lade mig bedrage. Jeg greb hendes Haand for at føle, hvorledes Pulsen slog. Det var med en vis Gysen, at jeg hurtigt slap den igjen. Haanden var tung som Bly, kold som Iis og Pulsen næppe til at føle.
   Han trykkede atter den hævede Haand ned mod Sophaen og raabte triumpherende: »Hvad siger De nu?«
   »At hun lider af et kataleptisk Tilfælde, som De er istand til at fremkalde ved at sætte hende i en nerveus Spænding,« svarede jeg, bestemt paa ikke at lade mig overvinde.
   »Ah, ja vist,« raabte han med en haanlig Gebærde, »det er Katalepsi, det kjende vi saa godt; det sagde ogsaa Deres Landsmand, da han var heroppe. Men vent lidt, vi ville faae at see! Har De ikke Eet eller Andet hos Dem, som hun kunde give Dem Besked om?«
   Jeg lukkede min Tegnebog op, og det Første mit Blik faldt paa, var en lille Billet fra Felsløv. Jeg krøllede den sammen, for at han ikke skulde see Udskriften, og rakte ham den. Hurtigt lagde han den i den unge Piges Haand, som han lukkede fast sammen; derpaa greb han hende om den anden Haand, og spurgte med en eiendommelig gjennemtrængende Betoning i Stemmen: »Hvad er det, jeg har givet Dig?«
   Der gik en convulsivisk Sittren hen over hendes Træk, før hun aabnede Læberne. Med klangløs Stemme svarede hun: »Et Brev.«
   Jeg smilede og trak paa Skuldrene - det Svar havde man ogsaa kunnet faae uden Magnetisme.
   »Fra hvem?« spurgte han skarpt, uden at bryde sig om mine ringeagtende Tegn.
   »Fra en Afdød,« sagde hun med den samme matte, klangløse Stemme.
   »Det er ikke Tilfældet,« raabte jeg, glad over allerede ved det andet Svar at kunne gribe hende i en Feiltagelse. »Den, der har skrevet dette Brev, lever og befinder sig i bedste Velgaaende.«
   Fader Bernot rystede paa Hovedet med en vantro Mine, og idet han trykkede hendes Haand mod Hjertekulen, spurgte han: »Seer Du skarpt?«
   »Ja,« svarede hun, »fuldkomment.«
   »Naar og hvor er denne Person død, som har skrevet Brevet?« spurgte han.
   »I Nat Klokken Tolv, paa Lasareth St. Lazare,« svarede hun.
   Jeg foer tilbage, som om jeg var bleven ramt af et usynligt Slag - det var den tredie Marts - nu huskede jeg det.
   »Hvoraf er han død?« raabte jeg, idet jeg, uden at agte paa Fader Bernot, greb den unge Pige om Haanden.
   Hun svarede mig ikke og syntes ganske uimodtagelig for min Stemme; men Fader Bernot stødte mig tilside og sagde uden at agte paa min Bevægelse:
   »Af Cholera naturligviis! Hvilken Død skulde det ellers være? Der kommer jo ingen andre end Cholerapatienter paa Lasareth St. Lazare.«
   Jeg stod som lamslaaet og bestræbte mig for at vedligeholde Følelsen af, at jeg stod foran et Par udlærte Taskenspillere, og dog var der Noget, som greb mig med Gru, en Fornemmelse af noget Ubekjendt, som jeg ikke kunde beherske.
   »Ønsker De endnu en Prøve?« spurgte Fader Bernot med et haanligt Smiil.
   »Ja,« svarede jeg, »thi denne Prøves Sandhed kan jeg ikke constatere. Jeg veed ikke, om vedkommende Person virkelig er død i Nat; men her er noget Andet, siig mig, hvad det er?«
   Jeg fremtog af min Lomme en lille, men tung Pakke, indsvøbt i flere Lag Papir, emballeret med Bomuld og endelig omsluttet af Voxdug, der var sammensyet heelt rundt og forseglet i begge Ender. Her var jeg vis paa, at hverken den kløgtige Fader Bernot, eller hans snilde Elev skulde narre mig.
   »Hvad er det?« spurgte Fader Bernot atter, og lagde den tunge Pakke i den unge Piges Haand, der næsten tyngedes til Gulvet derved.
   »En Steen,« svarede hun sagte.
   Jeg smilede paany; heller ikke til dette Svar behøvedes nogen magnetisk Søvn.
   »Hvilken Steen?« spurgte Fader Bernot, idet han lagde den under hendes venstre Bryst.
   Hun skjælvede stærkt, da den kolde, tunge Masse berørte hende og svarede et Øieblik efter:
   »En Kalksteen. Den er guliggraa med røde Aarer, ligesom en Slibesteen.«
   »Beskriv den,« sagde han skarpt.
   »Det er en fiirkantet Steen,« sagde hun tøvende og ligesom ledende efter det rette Udtryk. »Dens tre Sider ere lige, som om de vare afskaarne med en Kniv, men den fjerde er brudt og ujævn. Paa Overfladen af Stenen, henimod den ujævne Side, seer jeg et fiint og skarpt Indtryk, som af en stor Blomst paa en kort Stilk. Underneden dette Indtryk er der, henimod det ene Hjørne, klistret en lille Seddel, hvorpaa der staaer - -«
   »Hvad staaer der?« udbrød han, da hun pludselig standsede. »Læs det, skynd Dig!«
   »Jeg kan ikke,« sagde hun mat, »der er ligesom en Taage for mine Øine.«
   »Prøv nu!« raabte Fader Bernot, idet han, uden at agte min Nærværelse, rev hendes Natdragt tilside og lagde Pakken under det blottede venstre Bryst.
   Hun skjælvede endnu stærkere end første Gang, men svarede rask og næsten øieblikkelig: »Pentacrinus clavatus, Geoffroy.«
   Jeg stirrede næsten forvildet paa Fader Bernot. Min Forstand stod aldeles stille lige over for disse Resultater, hvis Gyldighed jeg ikke kunde benegte, men som jeg var saa langt fra at kunne forklare. Jeg havde ganske denne Forbauselsens Stupiditet, som man modtager lige over for en øvet Taskenspiller, men skjøndt jeg ikke vilde troe paa, hvad jeg havde seet, begyndte der dog at gjære en Følelse hos mig af, at her var noget mere end Taskenspillerkunst, at der maaskee fandt et længe forud beregnet Bedrageri Sted, og at Fader Bernot havde udspeidet mine Veie, ligesom han alt tidligere havde gjort ved Felsløvs.
   »Ønsker De flere Prøver?« spurgte Fader Bernot i en halv sarkastisk, halv triumpherende Tone.
   »Nei, jeg har faaet nok af dette Charlatanerie,« raabte jeg, irriteret over bestandig at tørne med min Forstand mod denne Uforstaaelighedens Jernmuur. »De kan vise mig, hvad Pokker De vil; jeg troer dog ikke en Tøddel deraf.«
   »Nei, naturligviis,« svarede han, med et næsten sørgmodigt Smiil. »Verden er den samme nu, som for to tusinde Aar siden, og det Ord, som den største af alle Philosopher dengang udtalte, gjælder endnu. Selv om den saae de Døde opstaae af Graven, de Værkbrudne at blive helbredede, og de Blinde seende, selv da troede Menneskene ikke. Hvorfor skulde De være bedre end de andre, De, som hører til de Skriftkloge?«
   »Lad mig prøve selv,« sagde jeg, »og hvis det da slaaer til, vil jeg troe Dem.«
   »Jeg tør ikke love Dem, at det slaaer til,« svarede han. »Mediet kjender Dem ikke, og da De stiller Dem fjendtlig lige over for det, bliver Forbindelsen altid vanskelig.«
   »Javist, jeg forstaaer Dem,« sagde jeg spottende; »det er det gamle Middel til at knibe ud med. Hun og jeg have ingen Aftaler havt i Forveien, og uden disse gaaer det galt med Experimentet.«
   »Nu vel,« svarede han, ligesom efter en Kamp med sig selv; »prøv da selv. Jeg har aldrig forsøgt det før, men hvad De har seet, kan ikke svækkes derved, at maaskee et eller andet Svar gaaer tabt.«
   Han greb min Haand og lagde den i hendes, efter først at have taget den lille Pakke bort og givet mig den tilbage. »Spørg nu,« sagde han, »men i saa kort og bestemt Form som muligt, og gjentag Spørgsmaalet uforandret, dersom det ikke bliver besvaret.«
   Jeg omfattede den unge Piges Haand, der først havde været iiskold, men nu syntes at brænde inden i min, og spurgte: »Hvorfra har jeg denne Steen?«
   Der kom intet Svar, og jeg gjentog paany mit Spørgsmaal høit og bestemt. Fader Bernot stod omtrent ti Skridt fra mig henimod Døren og betragtede os med et Udtryk, der var lige saa spændt som mit eget.
   Pludseligt følte jeg hendes Haand sittre, der kom en Bevægelse i Musklerne omkring hendes Mund, som om hun gjorde sig Umage for at tale, men endnu ikke kunde.
   »Hvorfra har jeg denne Steen?« gjentog jeg for tredie Gang.
   »Fra Mr. Derolle, Naturaliste, Rue St. Honoré, Numero 38,« svarede hun med mat Stemme, som om det kostede hende stor Overvindelse at finde dette Svar.
   Det var fuldstændig rigtigt. Jeg tabte imidlertid ikke Modet og spurgte rask: »Har han flere af samme Slags?«
   »Ja, tre endnu,« svarede hun uden at betænke sig.
   Derolle havde rigtignok erklæret mig, at det Exemplar, jeg havde modtaget, var det sidste han havde af en større Samling fra Rhinegnene; men dette kunde maaskee være et Handelsfif, og jeg spurgte derfor: »Hvor meget har jeg betalt for den?«
   »Fem og halvfjerdsindstyve Francs,« svarede hun lige saa sikkert som før.
   Prisen var rigtig, og den fiffige Naturaliehandler havde rimeligviis [s60] benyttet et Paaskud for at sælge mig den saa dyrt. Jeg spurgte derfor: »Kan De sige mig, hvor han gjemmer de andre tre Exemplarer?«

Vilhelm Bergsøe Homepage