V. Bergsøe Fra Piazza del Popolo (1866), 40-49

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 40-49

[s40] Han slog hastigt Kappen om sig, greb sin Hat og styrtede ud. Da vi kom til en lille Sidegade, dreiede han pludselig af, slog ud imod mig med Haanden til Afsked og forsvandt, idet jeg hørte ham synge:

  »Den skönsta nymf, som åt dig ler, 
  Inunder Armen tag!«

   Efter denne Aften foregik der en stor Forandring med Felsløv, ja jeg kan gjerne sige, et heelt Omslag i hans Vaner og Tilbøjeligheder. Han havde i sine første Studenteraar været noget paa Afveie, tildeels paa Grund af ulykkelige Forhold - det viste jeg heelt vel. Nu syntes pludseligt denne tidligere Periode at være vendt tilbage med forøget Styrke. Han kastede sig ud i Pariserlivet med en Iver og en Voldsomhed, der meget hurtigt vilde gjøre Ende paa hans, i Forveien noget svækkede Helbred. Aldrig traf jeg ham, som før, i hans Logis, sjeldent paa Hospitalerne, hvorimod han var en sikker Gjæst paa Bal Mabille, Chateau des fleurs og lignende Steder. Carnevalet nærmede sig; Folket, der endnu var seiersdrukkent efter Julirevolutionen, tumlede sig med større Livlighed og Frihed end før om i Maskeballernes brogede Verden og syntes for lutter Jubel og Lystighed at have glemt, at Døden ikke respecterer Maskeretten - da udbredte sig pludseligt det Rygte, at Choleraen, denne asiatiske Sygdom, som Ingen kjendte, og om hvis Rædsler man gjorde sig de frygteligste Forestillinger, nærmede sig Paris, og at flere Dødsfald allerede vare indtrufne i Forstaden St. Antoine. I Begyndelsen var der kun Faa, som bekymrede sig derom. De sorgløse Parisere lavede bons-mots over Sygdommen, som i de illustrerede Blade, i Figaro og Charivari, fremstilledes som en Beenrad i russisk Dragt, svingende sin frygtelige Knut af smaae Dødningehoveder, men som dog forfærdet veg tilside for de Batailloner af franske Læger, der, med uldne Mavebælter til Faner, Varmedunke paa Ryggen istedetfor Tornistre og med Klystersprøiter i Hænderne, jog den paa Flugt. Snart fik man imidlertid Andet at tænke paa. Som et splittet Lyn slog den med forfærdelig Voldsomhed ned i Byens forskjelligste Kvarterer, udbredte sig med rivende Hurtighed, dræbte i Løbet af faa Timer saa pludseligt og saa sikkert, at Folk, der glade og muntre i Carnevalsdragt vare dragne til den store Opera for at deltage i alle Overgivenhedens Orgier, døde, omgivne af Masker, i deres sidste Øieblik lyttende til Latter, Jubel og Spræl, der kun overdøvedes af Polkaen og Cancan'en fra det brusende Orchester. Da greb en næsten vanvittig Angst det jublende Paris. Stemningen slog om, og da endelig Skjemten, Latteren og Dandsemusikens Toner forstummede for Liigklokkernes alvorlige Klang fra Notre Dame og Byens øvrige Kirker, steg den lige til Panique. Man troede ligesom i Pestens Dage, at Brøndene vare forgiftede af Jøderne, Lægerne bestukne af de Rige, og der fandt Optrin Sted, hvor de uvidende Pøbelmassers blodige Handlinger paa en sørgelig Maade forøgede Offrenes Tal.
   Dreven af Lyst til at lære den nye Sygdom at kjende og tildeels ogsaa af Pligtfølelse, havde jeg sluttet mig til de franske Lægers Tal og var i idelig Activitet, først paa H“tel Dieu og senere paa et af de store Choleralasarether, som man snart blev nødt til at oprette. Felsløv saae jeg aldeles Intet til og troede halvveis, at han var krøben i Salveten og havde frelst sin Krop itide. Derimod traf jeg daglig sammen med en anden dansk Læge, Peter Møller, som lige var ankommen til Paris og strax havde tilbudt sin Tjeneste. Felsløv havde efter hiin Aften i Restaurationen ikke talt et Ord om, hvad der var foregaaet hos den gale Fader Bernot, og de enkelte Gange, hvor jeg var truffen sammen med ham og havde bragt denne Begivenhed paa Bane, havde han bestandigt trukket sig tilbage med en sky Ængstelighed, som han forsøgte at dække med en eller anden overgiven Spøg. De tunge Pligter, der paahvilede mig som Choleralæge, det strenge Arbeide og den idelige Spænding havde ganske jaget Mindet om hans lille Historie paa Flugt; den var for ubetydelig til at den kunde finde Plads i mit Hoved under den Tanketrængsel, som dengang opfyldte mig. Træt og udmattet vandrede jeg en Aften tilbage fra Lasarethet uden at vide, at det var den skjæbnesvangre tredie Marts, netop den Dag, som Felsløv havde udpeget som sin Dødsdag. Luften var kold og raa, det regnede jevnt, og de Vindstød, som af og til foer igjennem Gaderne, mindede langt mere om en Novemberdag hjemme hos os, end om Tegn til et begyndende Foraar. Gaderne vare øde og tomme. Alt hvad der kunde flygte var borte, og de, som Nøden eller Omstændighederne tvang til at blive tilbage, holdt sig paa slig en fugtig Aften forskandsede bag Husenes Mure. Ligesom jeg lagde Veien over Pont neuf, saae jeg gjennem Mørket en tynd, mager og noget krumbøiet Skikkelse, og det velbekjendte hæse Raab: »La science pour un sou, monsieur! Toute la science pour un sou, madame!« - klang atter i mine Øren. Mindet om Felsløv foer pludseligt gjennem mit Hoved. Jeg dreiede mig om og saae Fader Bernot staae under Lygten med sin gamle, grønne Kaskjet paa Hovedet og en Bunke Papirer i Haanden.
   »Hvor er Deres Teleskop henne iaften, Monsieur Bernot?« spurgte jeg og stak ham et Par Sous i Haanden.
   »Ak,« svarede han, »det gaaer ikke med Teleskopet i denne Tid. Folk bryde sig ikke om at være kloge paa Himlen, skjøndt den ene Sjæl vandrer op i den efter den anden. Heller ikke med Mikroskopet vil det længere gaae. Jeg viste en lang Tid Cholerafluer, og det gik meget godt. Folk vare meget begjærlige efter at see den sande Oprindelse til Sygdommen, og jeg tjente saa mange Sousstykker, at jeg neppe kunde bære dem hjem i min Lomme. Men saa blev det forbudt af Politiet. Man tog min Opfindelse fra mig og løb bort med Cholerafluerne, ligesom Leverrier stjal den nye Drabant, som jeg havde opdaget gik under Ringen paa Saturn, men som nu, paa Grund af den voxende Attractionskraft, forlængst maa være styrtet ned paa Planeten, hvorfor det ikke er saa underligt, at Arago forgjæves har bestræbt sig for at finde den igjen. De sagde, at mine Choleradyr kun tjente til at sætte Folk Fluer i Hovedet, og nu har en Tysker stjaalet min Opdagelse og skrevet et stort Værk derom i tre Foliobind. Jeg er et Offer for uafladelig Forfølgelse, min Herre! Jeg har de meest glimrende Ideer, men Ingen vil tro paa dem, og dog stjæle Menneskene dem fra mig - jeg er meget ulykkelig!«
   Han stirrede aandsfraværende hen for sig og svingede den lille Pakke Papirer frem og tilbage som en Pendul.
   »Hvad har De der?« spurgte jeg.
   »Det er en ny Idee,« sagde han, »men ikke af mig selv; den duer heller ikke meget, men jeg tjener dog gode Penge derved. Det er Fremstillinger af Choleraens Optræden i de forskjellige Lande - ikke videnskabeligt, men en reen populair Trafique - fire Sous for Arket, min Herre.«
   Jeg gik ind under Lygten og saae Billederne flygtigt igjennem. Det var store Træsnit; de fleste slet og raat colorerede, fremstillende Scener af Choleraens Optræden i Moskau, St. Petersborg, Wien og Berlin; men ingen vare de fire Sous værd, som han forlangte.
   »Har De ingen fra Paris?« spurgte jeg.
   »Nei, min Herre, endnu ikke,« svarede han med et uhyggeligt Smiil, »men jeg har en Idee, en Idee, som vil betale sig fortræffeligt. Naar det Billede kommer i Handelen, vil det betales med fem Francs pr. Stykke, og jeg vil faa et uhyre Honorar derfor - dersom man ikke stjæler det fra mig,« tilføiede han, idet han traadte lige hen til mig.
   »Dette Billede vil De altsaa ikke vise mig,« sagde jeg, vigende et Skridt tilbage, thi hans Blik havde noget uhyggeligt Lurende ved sig.
   »Jo,« sagde han, »De kan hjælpe mig dermed, og De vil ikke forraade mig. De er Dansk, og de Danske ere ærlige Folk, det veed jeg af Erfaring. Jeg trænger til en Isbjørn, min Herre! vil De love at skaffe mig en god Tegning af en Isbjørn, saa vil jeg vise Dem Billedet.«
   »Jeg skal tegne Dem en imorgen,« sagde jeg smilende, »skjøndt det forekommer mig, at De vil kunne faae ligesaa gode Billeder her i Paris, hvis De ikke foretrækker selv at tegne en efter den, som findes i Jardin des plantes.«
   »Ah, min Herre,« raabte han, »den er ikke ægte! Det er et Uhyre, et reent Monstrum, som Conservatoren har lavet efter en Tegning af Guérin-Meneville. Det er en tam Bjørn, som man har trukket over med Sælhundeskind og sat i en Vaskeballie. Jeg veed det meget godt, det er videnskabelig Humbug det Hele. Milne-Edwards, Valenciennes, ja selv Cuvier ere ikke bedre end de Andre. Det er Humbug og literairt Røveri Altsammen.«
   »Javist, javist,« svarede jeg for at komme løs, »det veed jeg nok. Jeg skal sende Dem en Tegning imorgen; thi De vil da vel ikke have, at jeg skal staae og tegne Isbjørne for Dem midt om Natten paa Pont neuf.«
   »Nei, nei,« raabte han ivrigt og greb fat i min Frakke; »men kom hjem med mig, jeg boer kun faa Skridt herfra. Jeg skal vise Dem mit Billede og hele min Samling af physiske Instrumenter, dersom De blot vil gaa hjem med og gjøre mig en Tegning af en Isbjørn.«
   Under andre Forhold var jeg neppe gaaet ind paa en Indbydelse af denne Natur; men Felsløvs Eventyr stod mig for Hovedet, og jeg havde Lyst til at see denne Tutelle og de forunderlige Omgivelser, hvori hun sikkert maatte leve. Jeg modtog Indbydelsen og fulgte Fader Bernot, der med hurtige Trin styrede over Broen henimod Quartier latin.
   Gjennem en Labyrinth af Gader og Gyder, som ikke syntes at skulle faae nogen Ende, og som i høi Grad modsagde Fader Bernots Angivelse om et nært Naboskab med Pont neuf, naaede vi omsider et temmeligt høit Huus, der havde den Eiendommelighed hverken at besidde Port eller Gadedør. Fader Bernot bukkede sig ned og slog med en Nøgle to Slag paa et af Skodderne, hvilket bevirkede, at Kjælderdøren aabnede sig ti Minutter efter for at fremvise en uhyre, kvindelig Skrubtudse med gulighvid Ansigtsfarve, uredt Haar og det svære Legeme indhyllet i det mindst mulige af kvindelige Beklædningsstykker. Hun brummede meget lydeligt over at være blevet forstyrret i sin Nattero, og under denne ingenlunde melodieuse Musik, som Fader Bernot fuldstændig syntes at overhøre, dukkede vi ned ad en Kjældertrappe og kom igjennem et stinkende Kjælderrum op ad en anden. Fader Bernot tændte en lille Lygte, for gjennem en Gaard, der syntes at være et Skakbræt af Rendestene, at naae til en Bagbygning, foran hvilken der viste sig en ganske lille Stump Himmel, paa hvilken en enkelt klartskinnende Stjerne straalede gjennem de nu sønderrevne Skymasser. Vi steg op ad Noget, der i Begyndelsen havde en fjern Lighed med en Trappe, hvorpaa den gik over til en Hønsestige, for til Slutning at ende i et af de Kragetræer, som jeg under andre Forhold kun har seet anbragt i Mølleværker og paa Flagstænger. Ved hver Afsats, om man ellers kunde give de smalle Dreininger dette Navn, standsede Fader Bernot og holdt Lygten ud imod mig med de fornemme Ord: »Encore un étage, s'il vous plait, monsieur!« - hvorpaa han trøstig kravlede videre, overladende til mig at knække Halsen paa den behageligste Maade, som jeg kunde udfinde. Endeligt standsede vi af den gode Grund, at Huset ikke var høiere, og da jeg kigede ud ad en Loftsluge, medens Fader Bernot aabnede Døren, forekom det mig, at jeg saae ned i en bundløs Brønd. Jeg hørte Klangen af en Guitar, som strax forstummede, da vi puslede ved Laasen, og et Øieblik efter stod jeg i et meget rummeligt Kvistværelse, der havde Vinduer til begge Sider. Jeg saae mig forbauset om; thi efter en saadan Opgang, under hvilken jeg havde havt rig Leilighed til at fortryde min Letsindighed, havde jeg ventet at komme ind i et eller andet usselt Hul og ikke i de Omgivelser, som jeg her forefandt. Et lille Bord bar paa sin renlige Dug, foruden en hyggeligt straalende Lampe, en Anretning, der øiensynlig syntes at være bestemt for Fader Bernot og som gav tilkjende, at han ikke var nogen Foragter af et godt Aftensmaaltid. Langs Væggene stode Reoler, deels med forskjellige Bøger, meest ældre videnskabelige Værker, deels med physiske Instrumenter, deels med Modeller til forskjellige Maskindele. Enkelte gamle Kobberstik vare anbragte hist og her, og paa Consollen over den aabne Kamin, hvori der brændte en lystig Ild, thronede med stille Værdighed en fortræffelig Buste af Archimedes. Det store Kaleidoskop, tilligemed dets to Brødre fra Pont neuf, stod henstillet i en Krog og syntes der at sørge over den ufrivillige Landflygtighed, hvortil dets Eiermand havde fordømt det. Hvad der imidlertid meest slog mig, var den umiskjendelige Orden og Reenlighed, ja selv den Hygge, hvormed Alt var arrangeret. Ikke en Plet paa de talrige Messinginstrumenter, ikke et Støvgran paa de tætopstillede Bøger, Blomster og Planter i Vinduet, sneehvidt Lærredsbetræk over de gammeldags Meubler, alt Dette tilkjendegav, at et kvindeligt Væsen maatte være i Nærheden, og jeg var kun uvis, om den Flig af en staalgraa Kjole, som jeg ved min Indtrædelse havde seet forsvinde bag et mørkegrønt Tæppe, tilhørte Tutelle, eller om der, foruden denne, gaves endnu et Væsen, som kunde holde ud at leve indespærret med en gal Mand.
   Fader Bernot satte sig uden videre Complimenter til Aftensbordet, og da han saae, at jeg, istedetfor at modtage den tilbudte Stol, foretrak at gjennemgaae Titlerne paa hans Bøger og undersøge Mekaniken i hans Modeller, begyndte han paany at conversere mig, alt som han lod den ene Ret forsvinde efter den anden.
   Enten det nu var en Følge af Vinen, eller fordi han med den stigende Interesse forglemte sig selv, nok er det, at han i sin Samtale begyndte at udfolde langt mere Fornuft, end jeg egentlig havde tiltroet ham, saa at jeg til Slutning kom i Tvivl, om hans Vanvid var af periodisk Natur, eller om det blot var en Maske, som han tog paa ved Ankomsten til Pont neuf, for ved Hjælp af den at vække Medlidenhed og lokke Sousstykkerne til sig. Endeligt var Aftensmaaltidet tilende, og jeg mindede ham med et Par Ord om hans Løfte. Han stirrede paa mig med det sædvanlige Pont neuf-Udtryk i sit Ansigt og sagde: »Ønsker De at udføre den med Blyant, Tusk eller Rødkridt?«
   »Jeg ønsker at see Deres Billede først,« sagde jeg kort.
   Han saae paa mig med det samme lurende, mistænkelige Blik, som jeg havde seet paa Broen, og i dette Øieblik forekom det mig igjen, at Manden bestemt maatte være gal, og for at gjøre en Ende paa det, sagde jeg mut: »Lad mig da faae et Blyant.«
   Han nærmede sig til sit Skrivebord, det eneste Bohave i Værelset, hvor Alt laa hulter til bulter, og efter længe at have rodet i de der liggende Papirer, vendte han tilbage med et Par Blyanter og et Stykke Tegnevelin. Jeg satte mig i Sophaen, greb Blyantet og tegnede efter Hukommelsen en Isbjørn paa alle Fire.
   »Meget godt,« sagde han, idet han med et Kjenderblik betragtede Tegningen; »men den duer alligevel ikke. Jeg maa have en Isbjørn, der sidder i en Sopha.«
   »I en Sopha!« udbrød jeg forbauset. - »Er De gal?« havde jeg nær sagt, men tog mig dog i det.
   »I en Sopha, en Canapé eller hvad De nu vil!« raabte han ivrigt; »men den maa sidde mageligt, med Benene strakte langt fra sig og rygende paa en lille Kridtpibe eller en Cigaret, hvis De hellere vil.«
   »Det kan jeg ikke tegne,« sagde jeg og reiste mig op, »jeg er ikke Kunstner.«
   »Jo, vist er De saa, De tegner jo udmærket; gjør mig den Tjeneste, ellers kan jeg ikke vise Dem min nye Idee.«
   Jeg greb paany Blyantet, og skjøndt det kostede mig en Deel Vanskelighed at udføre den i den angivne Stilling, gjorde jeg dog, som han forlangte, idet jeg blot antydede Omgivelserne.
   »Bravo, bravo, brillant!« raabte han, medens han med et graadigt Blik fulgte enhver Linie. »Jeg troer den kan bruges, nu skal vi see.«
   Han tog Plads ved Siden af mig, greb Blyantet og begyndte at tegne. I et Nu var Sophaen forandret til en elegant udstyret Canapé, bag hvilken et rigt Draperi slyngede sig med Speile og Gaslampetter paa begge Sider. Han gjorde endnu nogle dristige Træk og foran Isbjørnen stod et Bord med et Par tømte Champagneflasker og Levningerne af et rigt Maaltid. Endnu engang kradsede han løs paa Papiret, og da han hævede Hovedet iveiret, saae jeg en ung Pige i Debardeusedragt vellystigt henstrakt paa Canapéen med det blotte Bryst op imod Isbjørnens lodne Pels, som hun omfattede med sin venstre Arm, medens Bjørnens store Lab hang ned over hendes høire Skulder.
   Jeg saae forbauset paa ham, men han betragtede Tegningen med et misfornøiet Blik og udbrød:
   »Nei, det duer ikke; det var ikke saaledes jeg havde tænkt mig det. Nu har jeg fordærvet Deres gode Tegning med mit Fuskeri. De maa tegne mig en ny - en Isbjørn, der danser.«
   »Nei Tak,« sagde jeg, idet jeg greb efter min Hat, »nu er jeg kjed af at blive holdt for Nar. Vil De være saa god at lukke mig ud; det er jo allerede seent paa Natten.«
   Jeg greb, trods hans Modstræben, i Døren og havde allerede lukket den halvt op, da jeg saae Hovedet af en ung Pige titte frem bag det grønne Tæppe. Hun kastede et stjaalent, nysgjerrigt Blik ud i Værelset, og hendes Øiekast traf mit med et ligesom bedende Udtryk. Jeg studsede over dette uventede Syn. Hun var en fuldendt Skjønhed og i denne forunderlige Alder, som ligger lige imellem Barn og voxen Kvinde. Sorte, krøllede Lokker bølgede omkring et fiint, blegt Ansigt og legede med det hvide Florstørklæde, som omgav hendes Hals. Hendes store, sorte Øine, der maaskee vare lidt for fremstaaende, funklede af en forunderlig Ild, og hendes stærkt krummede Næse, med de store vidtaabne Næseboer, tydede tilligemed hendes svulmende Mund paa en sydligere Herkomst og en stærk Lidenskabelighed.
   Dette Syn bestemte mig. Jeg gik rask hen til Bordet, greb Blyantet og sagde med en afgjørende Betoning: »Nuvel, jeg tegner endnu en Isbjørn for Dem; men det bliver den sidste - forstaaer De?«
   »Javist,« sagde han, idet han med travl Ivrighed lagde et nyt Papir frem; »men De husker jo, min Herre, hvad De lovede mig: en Isbjørn, men een, der danser.«
   »Ja vel,« svarede jeg, »skal det være en serieux Bamsedans, eller vil De have noget vildt?«
   »Noget vildt,« gjentog han, idet han med øiensynlig Glæde gned sig i Hænderne, »noget rigtigt vildt, jo galere, jo bedre. Den maa helst hvile paa det ene Bagben, med det andet kastet op i Luften, Holdningen noget bagover, og med Forpoterne, som om den kløede sig under Armhulerne.«
   »Det er en vanskelig Opgave,« sagde jeg smilende; »imidlertid skal jeg forsøge derpaa.«
   Jeg gjorde et Par Udkast, og ved det tredie lykkedes det mig at gjøre Stillingen nogenlunde naturlig.
   »Bravo!« udraabte han, idet han greb Papiret og henrykt stirrede derpaa. »Ganske fortræffeligt! Aldeles saaledes som jeg har tænkt mig det - tillader De et Øieblik?«
   Han satte sig igjen ned i Sophaen, snappede Blyantet ud af Haanden paa mig og tilføiede hurtigt nogle Rettelser paa Bjørnen, foruden en Mængde Streger paa Kryds og Tvers, hvis Betydning jeg endnu ikke ret fattede. Derpaa rakte han mig Papiret og udbrød med ufordulgt Forfatterglæde: »Hvad siger De til det?«
   Jeg stirrede fuld af Forundring paa Papiret. Med raske, bestemte Træk var der, skjøndt skizzeret, antydet en Baggrund, hentet fra den store Opera, med Piller, Draperier, Speile og Gasblus. Min Bjørn havde faaet en af de bekjendte Studentercalotter paa og var, med en kort Kridtpibe i Munden, indviklet i den vildeste Cancan med en lille, ung Pariserinde, som i Dragt à la Columbine med en skjelmsk udfordrende Mine og sirlige Trin cancanerede foran den alvorlige Bamse, paa hvis trevne Ansigt man læste et helt Læs af Livets Gjenvordigheder.
   »Jeg forstaaer ikke,« sagde jeg, »hvorfor De bestandig carikerer mine Tegninger. Dette her er jo ikke noget Naturhistorisk, men passer i det høieste for »Charivari«.«
   »For »Charivari«!« gjentog han med et haanligt Udtryk. »Ah, min Herre, hvor vil De hen? Mit Billede vil gjøre mig verdensberømt, naar blot ikke En eller Anden stjæler Ideen fra mig.«
   »De frygter da ikke for mig?« spurgte jeg smilende; »jeg har maaskee tegnet saa godt, at De antager mig for en Rival?«
   »Nei, nei,« sagde han hovedrystende, »Danmark kan ikke bruge mine Ideer, det er for lille et Land dertil. Det kan kun frembringe Kunstnere og Videnskabsmænd af moderat Størrelse. Mine Ideer tilhøre Frankrig, som jeg selv, og det er kun mine Landsmænd, der med Fordeel kunne bestjæle mig. Nu skal De see.«
   Han gik hen til det gamle Chatol og trak en flad Skuffe ud, hvoraf han med megen Omhyggelighed fremtog en Tegning, der var omhyllet med Silkepapir. Derpaa skruede han Lampen op, rettede paa Skjærmen, og da han havde faaet Billedet i den rette Belysning, sagde han stolt: »Ja, her er det!«
   Jeg saae paa Billedet, der var tegnet med umiskjendeligt Talent, og sagde:
   »Det er jo et Carnevalsbal; men jeg forstaaer det ikke rigtigt. Det forekommer mig, at alt er i Opløsning og Forvirring, og at Folk flygte til alle Sider.«
   »Det er Choleraens Udbrud i Paris,« sagde han med pathetisk Stemme, »saaledes som jeg saae det den første Aften. Seer De, min Herre, det er Opéra comique - Lysene blinke, Musiken dundrer løs, de Dansende hvirvle sig rundt, alle Nationaliteter blandede mellem hverandre: alvorlige Englændere, kjedelige Hollændere, stive Spaniere, lærde Tyskere og guldudstrøende Russere. Seer De, Ballet er i fuld Gang, man tænker kun paa Lystighed og Glæde, paa Champagnen og l'amour. Her holder en Polichinel sine Taler, hist danser man paa sin Italiensk med Tambouriner og Castagnetter. Der i Forgrunden gjør man Nar af Vorherre i en Cancan, længere tilbage springer man Buk over Verdens Besværligheder og lader Damerne ride paa Skuldrene af Harlequiner og tykmavede Munke. Da opstaaer der pludseligt en Dødsstilhed i Salen. Orkestrets Instrumenter ere som forhexede, nogle ville slet ikke give Klang, andre frembringe kun skjærende Dissonanser. Ogsaa med Champagnen og Østerserne er det galt fat. Proppene paa den første ville ikke flyve tilveirs, skjøndt den gjærer og syder, og Østerserne indelukke sig haardnakket i deres Fængsel, skjøndt de ved deres Lugt forraade, at de for længe siden have givet Afkald paa Livet. Mængden bliver forbauset og forvirret, Gaskronerne blegne, og et Halvmørke begynder at opfylde Salen. Da hører man, trængende ind til Marv og Been, Tonerne af en eneste, en enkelt Violin, der bliver spillet høit oppe fra Galleriet. Der gaaer Jammer og Dødsraab gjennem disse Toner; de faae Blodet til at isne og Hjertet til at standse i sit Slag. Snart lyde de som Vindens Suk i Sivene ved Ganges, snart som den arabiske Hests hurtige Hovslag, snart som Pilegrimenes Sang, naar de fra Mekka og Medina vandre igjennem Ørkenen. Nu forandres Melodien - hører De - det klinger som Skovlhjulenes Raslen over Middelhavets Bølger, som den sammenpressede Damps hæse Stønnen, som den hvinende Klang af Locomotivets Signalpibe. Det var et fortissimo han spillede; men nu synker han ned, det bliver piano, næsten pianissimo. Hører De, min Herre? Det er Jammerens, Fortvivlelsens, de skuffede Forventningers Skrig, man hører, indtil det gjennem Trods og klynkende Beden synker ned til det sidste hendøende Dødssuk. Forstaaer De? - Denne magre, udtærede Skikkelse med Violinen i sin Haand og det hoverende Griin i sit Ansigt, det er Choleraen, der spiller op for Nationerne i Europa, og det er Livets Dans, som ender. Seer De, hvor de i vild Rædsel flygte til alle Kanter for at naae Udgangen? Kvinder og Svage trædes under Fødder, de brogede Pjalter flyve til alle Sider, Guldet har ikke længer noget Værd - det er kun Livet det gjælder. Men de komme ikke Alle ud. Nogle blive, hvor Lynet har lammet dem, og de døe, fare bort fra [s50] Livets Maskerade i den samme Mummedragt, hvormed de have dækket deres Feil, fare bort under Latter, Dødshyl og Cancanhvirvler.

Vilhelm Bergsøe Homepage