V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 210-219

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 210-219

   Medens jeg anstillede disse Betragtninger, havde der samlet sig nogle flere Bønder og enkelte Politisoldater, som ved fælles Hjælp søgte at hæve Hjulet op af Sporet; men den svære Blok laae som et Bjerg, der trodsede enhver Anstrengelse. En lav, undersætsig, hjulbenet Fyr, der var bragt i Raseri over Bøflernes Gjenstridighed, greb pludseligt den svære Bjælke, der laae henslængt paa Veien, og nærmede sig de forreste Bøfler under idelige Tilraab og Tilskyndelser fra den ældre Herres Side, der commanderede ham staaende opreist i Vognen. Det var mig ikke rigtigt klart, hvad han vilde, før jeg saae ham hæve Bjælken langsomt iveiret med Anstrengelse af hele sin Kraft. Den sortklædte Dame, der hidtil havde spillet en fuldkommen passiv Rolle, reiste sig med et pludseligt Indignationsudraab op i Vognen, idet hun, vinkende med Haanden, gjorde en afværgende Bevægelse. Hendes Ledsager greb hende imidlertid haardt om Armen og kastede hende ublidt tilbage i Vognen, idet han fnysende af Raseri den ene Gang efter den Anden raabte: »Knæk Ryggen paa de Bæster!« Næsten i samme Øieblik faldt den centnersvære Bjælke ned over Ryggen paa de ulykkelige Dyr med et saa huult og drønende Brag, at jeg virkelig troede, at han bogstaveligt havde opfyldt den Andens Begjæring. De mishandlede Dyr stønnede frygteligt, men det varede kun et Øieblik. I det næste reiste de sig med en Kraft og et Raseri, der fik deres Øine til at lyne af Hevngjerrighed, kastede Bjælken over imod de urolige Heste, sønderbrød Aaget, og da Skimlerne i samme Øieblik steilede, styrtede en af de rasende Bøfler frem, borede med et Brøl det ene af sine opad krummede Horn ind under Bugen paa det ædle Dyr, der sank sammen med en stønnende Lyd, idet det farvede Jorden med en purpurrød Blodstrøm. Bøffelen saae sig et Øieblik om, som om den havde Lyst til at indlade sig med en ny Modstander, udstødte derpaa et triumpherende Brøl, og satte i en kluntet Galop op ad Via Flaminia, medens den anden tog Veien ad Ponte Molle, hvor Alt ærbødigt veeg tilside for den.
   Alt dette skete i langt kortere Tid, end jeg har brugt til at skildre det. Midt i den Skræk og Forvirring, der opstod ved Bøflernes rasende Angreb, var den ældre Herre sprungen ud af Vognen uden at bekymre sig om Damerne, der ligeledes vare stegne ud, og nu, rystende af Skræk, stode ved Veikanten med øiensynlig Fare for at blive overkjørte, dersom det ikke lykkedes Tjenerskabet og de tililende Sbirrer at tvinge den anden af Skræk og Rædsel ubændige Hest. Ligesom Bjørck og den Gamle kom ud for at hjælpe Damerne ind i Osteriet, saae vi den ældre Herre med rasende Miner nærme sig den Skurk af en Bonde, der havde mishandlet de ulykkelige Bøfler. Det var ikke let at sige, hvem af disse To der var den hæsligste, enten han, der holdt Equipage og Tjenere, eller han, hvis hele Rigdom rimeligviis bestod i de Pjalter, han bar paa Kroppen. Begges Ansigter vare i lige Grad fortrukne af Raseri, og saavidt jeg af enkelte Udtryk kunde dømme, syntes Bonden ikke meget tilbøielig til at tage mod Bebreidelser, da han jo blot havde adlydt den Andens Befaling. Skjenderiet antog stedse et større Omfang, og ligesom Bjørck nærmede sig for at gjøre Plads for Damerne, saae vi den ældre Herre tumle tilbage for et Stød, som Bonden havde givet ham. I eet Spring var han henne ved Vognen, snappede Pisken ud af Kuskens Haand, foer hen imod sin Modstander, og inden Nogen kunde lægge sig derimellem, tildeelte han ham tre eller fire Slag over Ansigtet, hvoraf hvert enkelt efterlod en lang, mørkerød Stribe. Bonden tumlede et Øieblik tilbage, bedøvet af Smerte og forvirret over det pludselige Angreb; derpaa famlede han under sin Trøie og trak den bekjendte, romerske Kniv frem. Vi hørte tydeligt Knækket, idet han smækkede den op. Den blinkede et Øieblik i Solskinnet, men blev i det næste slaaet ham ud af Haanden af en af de tililende Sbirrer. Bonden satte sig rasende til Modværge, slog, bed og sparkede om sig, indtil han endelig, bastet og bundet af Politisoldaterne, som syntes at adlyde den ældre Herre med overordentlig Ærbødighed, laae hylende af Raseri paa Veien.
   »Til S. Michele med det Aadsel!« raabte hans Modstander til Politisoldaterne, idet han sparkede til ham. »Og der, Din Hund, tag det, og det, og det!« føiede han fnysende til, og ledsagede hvert af sine Ord med nye Piskeslag over den Elendiges Ansigt.
   »Skam Dem!« hørte vi den Gamle raabe med Stentorstemme. »Skam Dem over at slaae en Mand, der ligger bagbunden paa Veien!«
   Han studsede ved disse uventede Ord og hørte op med at mishandle sin Modstander; men denne reiste sig op i en siddende Stilling, spyttede efter ham og raabte:
   »Skamme sig? Han skammer sig ikke ved at tage det sidste Maisblad af den Fattiges Seng og stikke det i sin Pengepung; men han skal faae en kold Død, og Græsset skal visne paa hans Grav!«
   Den hele Scene gjorde et høist uhyggeligt Indtryk, som ikke formindskedes derved, at den bagbundne Bonde med stor Brutalitet slæbtes bort af Gensdarmerne, medens den Fremmede vedblev at commandere og udskjelde baade Tjenerskabet og de Omstaaende.
   Idet Bjørck og den Gamle traadte ind i Osteriet med begge Damerne, hilsede den Ældre paa os med megen Venlighed og henvendte paa flydende Italiensk et Par takkende Ord til sine Ledsagere. Hun gjorde dette med megen Anstand, men med en vis Fornemhed, der ligesom syntes at være hende paatvungen, eller som hun maaskee fremkunstlede, fordi vor Nærværelse var eller kunde blive hende ubehagelig. Den Yngre derimod betragtede os Alle med et nysgjerrigt Blik, som om hun havde stor Lyst til at indlade sig nærmere med os; men den Ældre vinkede ad hende og tilhviskede hende et Par Ord, der bevirkede, at hun pludseligt fik en høi Grad af Interesse for det lille Mariabillede, som i sin brogede Pragt var hængt over Kjøkkendøren. Under den Pause, som derved paafulgte, greb vi Leiligheden til at fjerne os og vare kort efter igjen paa Veien til Rom.
   »Kjendte De noget til det Selskab?« spurgte jeg den Gamle, da vi paany passerede Ponte Molle. »Damerne vare vistnok ikke italienske?«
   »Det var Fyrst Pisani, den argeste Papist og den hæsligste Aagerkarl eller Banquier, som det jo nu hedder, der nogensinde er bleven benaadet af den hellige Fader.«
   »Benaadet! - Hvormed?« spurgte jeg.
   »Ih! Med Værdighed som Principe, med adeligt Skjold, hvor der i det ene Felt burde staae en falsk Vexel og i det andet et Par lange Fingre, medens der nu findes noget andet Rageri og Dingeldangel, som jeg ikke kan huske.«
   »Hvorledes er han da kommet til det?«
   »Ja, Gud veed det! Vist er det, at han begyndte som Skomager i Trastevere med at sætte Støvler paa Regningen, naar der skulde staae Sko, og senere drev han en solid, lille Forretning med smaae Procenter nede i Nærheden af Ghetto. Da han vilde udvide denne efter en større Maalestok, fandt den hellige Fader, at han aagrede for stærkt med de Pund, der vare ham anbetroede af engelske Lorder og Gentlemen. Der kom nogle Smaating frem, som gjorde det nødvendigt for ham at skaffe sig en større Verdenserfaring, og for at forbinde det Nyttige med det Behagelige gik han til Wien, hvor han gjorde Regjeringen god Tjeneste som østerrigsk Spion. Til Gjengjeld blev han indviet i dennes Planer og skaffede sig selv god Fortjeneste ved at speculere afvexlende i italienske og østerrigske Fonds, og da han altid vidste, til hvad Side Vippebrædtet vilde gaae, blev ved hans Tilbagekomst Synderegistret slettet ud, og hans Navn til Gjengjeld indført i Adelsregistret, hvor det nu straaler lige saa blankt og med sværere Forgyldning end Spadaernes, Colonnaernes og Savelliernes. Han laaner den hellige Fader hvert Aar to Millioner Scudi, og har til Gjengjeld faaet Rettigheder, hvorved han kan presse sex ud af hans Undersaatter.«
   »Og den unge, sortklædte Dame,« spurgte jeg nølende, »hun er da vel ikke hans Hustru?«
   »Chi lo sa!«, svarede den Gamle, idet han trak paa Skuldrene. »Nogle sige ja, Andre nei; det er et vanskeligt Forhold at bedømme. Om de ere ægteviede eller ei, veed jeg ikke. Kun saa meget ved jeg, at han for omtrent syv Aar siden bestræbte sig for at indføre hende i alle de fornemme Cirkler i Rom, hvor hun gik under Navn af Principessa og skulde agere hans Kone. Han maatte imidlertid hurtigt opgive dette Forsøg, thi Alle fik det Indtryk, at han snarere havde kjøbt sig en Slavinde eller anskaffet sig en stum Tjener, end en Ægtefælle. Dertil kom, at hun overalt viste sig stille, indesluttet og næsten melancholsk, medens hun ikke tog i Betænkning at behandle ham med en Foragt, der var saa meget mere iøinefaldende, som hun gjorde det endog ved de meest officielle Leiligheder. En Pokkers bestemt Charakteer maa hun have efter de Ting, jeg har hørt om hende.«
   »Hvorfra skriver hun sig?«
   »Ja, heller ikke derom veed jeg rigtig Besked. Nogle gjøre hende til Englænderinde, Andre mene, hun er fra Normandiet, Nogle, at hun er Dansk. Han gjorde hendes Bekjendtskab i Milano, hvor man siger, at han kjøbte hende af Faderen, der var nærved at gaae fallit. Da han havde forsøgt paa at indføre hende i Rom, og dette mislykkedes, sendte han hende til en af sine Villaer, eller rettere sagt, hun sendte ham nok til Rom efter gjentagne Gange at have meddeelt ham den glædelige Nyhed, at hun ikke kunde fordrage ham. Siden den Tid har hun ført et fuldkomment indesluttet Liv, beskjeftiget med at gjøre Godt der i Egnen til Gjengjeld for det meget Ondt, som hendes Gemal præsterer i Rom. Hvis den katholske Kirke tillod Skilsmisse, vare de vistnok skilte for lang Tid siden, og jeg troer næsten, at det er af reen Malice, at han ikke ansøger den hellige Fader derom, men morer sig med at holde Maanedsduer i sit Palads i Corso.«
   »Men den unge Blondine, er det hendes Søster?«
   »Heller ikke det veed jeg, thi jeg har aldrig seet hende før, og de ligne ikke hinanden synderligt. Det har vel snarere været en Kammerjomfrue eller saadan Een. Men siig mig en Gang til Gjengjeld for den Masse Spørgsmaal, som jeg har maattet besvare, hvad havde De egentligt at meddele om denne Henry Vernon, der var Helten i Deres afbrudte Skriftemaal? Veed De Noget om ham?
   »Ja, jeg fristes næsten til at betale Dem med Deres egen Mønt og give Dem Deres »Chi lo sa« tilbage; thi ligesaa tvivlsomt, som det undertiden kan være, hvad Romerne egentligt mene med dette Udbrud, lige saa lidt veed jeg med Vished, hvad der er Sandhed, og hvad der er Digt i Det, jeg har hørt om Henry Vernon. Efter Det, som jeg har faaet at vide om ham, staaer han som en skiftende Proteus med det ene Been i Virkeligheden og det andet i Poesien, og det er kun Frygt for at trætte Deres og de Andres Taalmodighed, som har bevæget mig til at holde mine Oplysninger tilbage. Men har De Lyst til at vide Noget om ham, saa mød iaften paa Piazza del Popolo. Jeg skal da tage et Manuskript og det mig idømte halve Lispund Voxlys med, og hvem der bliver kjed af at høre derpaa, skal have frit Lov til at gaae, naar ham lyster. Det er den eneste Betingelse, paa hvilken jeg kan indlade mig paa at meddele Noget om Henry Vernons Historie.«
   »Bravo!« raabte den Gamle. »Det er en fornuftig Maade at samle et Auditorium paa, og jeg skal sikkert komme, skjøndt jeg ellers ikke holder af Helte, som ere førte til Protocols.«
   Vi stod nu ved Indgangen til Villa Borghese, hvor vor lille Kreds opløstes. Idet vi skiltes ad til forskjellige Sider, rullede Fyrst Pisanis Vogn forbi os. Han selv sad henslængt i det ene Hjørne og bevægede Underkjæben frem og tilbage, som om han gumlede paa Hadets Bitterhed, medens hans Gemalinde laae henstrakt i det modsatte Hjørne i samme ubevægelige Stilling som under Scenen ved Osteriet, men med et sort, romersk Slør trukket tæt sammen om det skjønne, blege Ansigt. Paa Forsædet sad den unge, livlige Pige, smilende og nikkende, naar Hyrder eller Gensdarmer hilsede den fyrstelige Vogn; men det var let at see, at Kammerpige var hun ikke.

Vilhelm Bergsøe Homepage