Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 200-209
»De har beluret mig i det svageste Øieblik i mit Liv. Dette kan jeg tilgive Dem, men see hinanden kunne vi ikke mere. For at De ikke skal tage feil af min Characteer, meddeler jeg Dem, at det er med Vedkommendes Tilladelse, at jeg har beholdt Originalmaleriet. Jeg fik denne Tilladelse under den Forudsætning, at jeg kunde indhente det afsendte Maleri, lade det copiere og afsende det saa betids, at det kunde naae sit Bestemmelsessted til den for Originalen bestemte Tid.
Henry Vernon.«
»Hvad kalder De ham?« raabte Aabye forbauset, idet han skød Glasset fra sig.
»Henry Vernon,« svarede Bjørck. »Det er jo et meget godt Navn. De har vel neppe kjendt ham? Det er henved en tredive Aar siden, at denne lille Historie foregik?«
»Nei,« svarede Aabye nølende, »kjendt ham har jeg ikke, men dog er Navnet mig bekjendt.«
»Og De veed ellers ikke Noget om hans Skjebne, thi jeg staaer paa mere end een Maade i Gjeld til ham og havde stor Lyst til blot at tale med ham endnu en Gang?«
»Det vil aldrig skee,« sagde Aabye; »han er død paa Jamaica.«
»Siden De veed det,« frittede Bjørck, »saa veed De maaskee mere? Blev han lykkelig? Blev han gift? Jeg spørger om det, ikke fordi den Slags Ting ellers interessere mig, men fordi jeg troer, at den Orm, der nagede Sir Henry, var Frygten for at blive Pebersvend. Han havde et varmt og rigt Hjerte, men hans høieste Ønske var at dele det med en Anden.«
»Han blev gift,« sagde Aabye sagte, »og jeg troer ulykkelig gift; thi det var en Forbindelse, der mere knyttedes af Lyst til at hjælpe en Ulykkelig, end af virkelig Kjærlighed, eller rettere, der var vistnok i Begyndelsen en sand Følelse tilstede, men som ikke kunde udvikle sig, fordi tidligere og bittre Erindringer, navnlig fra hendes Side, bestandig skjød sig iveiret ligesom Ukrudt og kvalte den dybere Tro paa hinanden.«
»De spænder min Nysgjerrighed med, hvad De siger,« vedblev Bjørck, »og jeg lider ingen halvkvædet Vise. Fortæl mig derfor det Hele, hvis De kan!«
»Naa,« sagde Aabye smilende, »siden De absolut vil have mig under Pumpen, skal jeg fortælle Dem, hvad jeg veed, skjøndt det er meget Lidt. Sir Henry traf paa sin Reise fra Rom sammen med en Familie, der var paa Touren hjem. Denne Familie bestod, saavidt det er mig meddeelt, af en Kjøbmand, hans Kone og Datter, der for sit Helbreds Skyld havde gjort en Reise til Italien, og som var helbredet saa godt, at hun var blevet forlovet dernede. Moderen er bleven mig skildret som en fiin, ædel Natur, og den Medfølelse, hvormed hun behandlede Sir Henry, der naturligviis var i en forknyt og forkuet Tilstand, vandt ham saa ganske, at han knyttedes nærmere til Familien og fulgte med den til Hjemmet. Der skete nu, hvad der neppe er ganske sjeldent - Følelsen for den ældre Moder overførtes paa Datteren, idet han i hende forenede Moderens sjælelige Skjønhed med Datterens ungdommelige Ynde, og dette gav Anledning til en Forelskelse, som i sin Styrke ikke syntes at ændse, at hun alt var bundet til en Anden. Neppe vare de komne hjem, førend Ulykken i et sjeldent Omfang brød løs over dette Huus. Faderen gik Fallit, og man siger, at han druknede sig, skjøndt det lige saa meget saae ud som et Ulykkestilfælde. Moderen, der alt tidligere var ramt af mange Sorger, døde kort efter. Datteren, der saaledes saae sig forladt, fattig og ulykkelig, skulde blive det endnu mere. Hendes Forlovede, der, skjøndt selv en rig Mand, vistnok havde speculeret i den Formue, som vilde tilfalde hende, hævede pludseligt Forbindelsen og trak sig ganske tilbage. Hun skildres af sine Samtidige som en særdeles smuk, men forfængelig og egoistisk Pige, og det vakte derfor almindelig Forbauselse, da hun afslog Sir Henrys Haand og colossale Formue; thi at Sir Henry ikke har været saa grim, som De fortæller, veed jeg bestemt, skjøndt jeg undskylder, at De som Maler og for Effectens Skyld har smurt lidt tykt paa. Imidlertid kom den virkelige Grund til Afslaget snart for Dagen. Fattig, ussel og forladt fødte hun et Barn, der vilde være omkommet tilligemed Moderen, hvis ikke Sir Henry havde opsporet det Skjulested, hun havde valgt sig, og paany staaet hende bi. Han lovede at glemme hendes Fortid, naar hun blot vilde knytte sin Fremtid til hans, og opfyldt af Erkjendtlighed og Taknemmelighed imod ham, piint af den Spot og Forhaanelse, der maatte ramme hende i Hjemmet, og vistnok fuld af de bedste Forsætter, gav hun efter. Men det slog ikke til. Hendes Characteer, der svømmede lige paa Overfladen, kunde ikke forsone sig med Sir Henrys noget latterlige Udvortes og kunde ikke vurdere den Fylde af Følelser, som gjemte sig under hans Stygge Maske. Hun agtede ham, men elske ham gjorde hun bestemt ikke, og al hendes Kjærlighed kastede sig paa det Barn, som hun havde efterladt i Hjemmet. I den Henseende var Sir Henry ubøielig. Det blev opdraget, som om det havde været hans eget, men selv saae han det aldrig og tillod heller ikke hende at besøge det, idet han strengt hævdede det Løfte, som hun havde givet ham før deres Forbindelse. Dette Punkt gav ideligt Anledning til Bitterhed fra hendes Side og kolde Bebreidelser fra hans, men det ødelagde et Forhold, som maaskee uden det kunde være blevet lykkeligt. Paa samme Tid, som han næsten fyrsteligt sørgede for et Barn, der ikke var hans eget, og saaledes paa sin Side overholdt sin Deel af Overeenskomsten, tvang han med ubøielig Bestemthed hende til at gjøre det Samme, og dette var Hovedgrunden til den Melancholi, der senere endte hendes Liv. Sir Henry døde kort derefter under et Besøg paa Jamaica, og hans store Formue gik deels over til en yngre Broder, deels til storartede, philanthropiske Øiemed. Dette er det Lidet, som jeg med Sikkerhed veed om ham.«
»Og hvem har fortalt Dem alt Dette?« spurgte Bjørck.
»En Patient,« svarede Aabye, »som jeg en Gang havde, en af de Faa, om hvilken jeg med Sikkerhed kan sige, at jeg har reddet hans Liv.«
»Og han hed?« spurgte Bjørck begjerlig.
»Jeg kan aldrig huske mine Patienters Navne,« svarede Aabye tørt, idet han gik ind i Osteriet.
»Der fik De den,« sagde den Gamle, »men derfor skal De ikke see saa muggen ud. Jeg kan ogsaa fortælle Dem noget om Henry Vernon, og det ovenikjøbet noget meget Mærkværdigt.«
Bjørck, der nok holdt af en Passiar, rykkede strax hen til Taleren, og denne vedblev:
»Hvad jeg betroer Dem, beder jeg Dem bevare som den dybeste Hemmelighed; thi vel har jeg ikke, som Aabye, aflagt nogen Doctoreed, men da min Meddelelse kan lede til de allervigtigste Oplysninger, beder jeg Dem ikke at misbruge den. Jeg var for to Aar siden ude i Albanerbjergene, hvor Fyrst Pisani, en af de meest rasende Bourbonister, eier en Villa. Denne frembyder i og for sig ikke noget videre af Betydning, men han havde det Held paa en dertil stødende Jordlod at opgrave en Sarkophag, hvis Sculpturarbeide hører til Noget af det meest Fuldendte og bedst Bevarede fra Oldtiden. Den staaer opstillet i Haven paa en Maade, der fuldkomment passer for den; thi jeg troer sjeldent at have seet et Sted, der saaledes stemmer til Alvor og sorgfuld Eftertanke som dette. Baggrunden dannes af en lille Lund af Cypresser, Forgrunden af mørke Stenege og bredkronede Pinier, som næsten ikke tillade Solen at skinne igjennem, og imellem disse staae som Symboler paa Livets Gjenvordighed skarptornede Figencactus, hvis Torne ligesom Livets Ulykker have Modhager, saa at de bore sig dybere og dybere ind. Da jeg havde taget Sarkophagen i Øiesyn, satte jeg mig paa en lille Bænk, og mit Blik faldt da paa en af disse Cactus, i hvis fine, grønne Bark Romerne med en Naal riste Elskovstegn, som ere saa ubeskedne at blive staaende, indtil Planten en Gang gaaer ud. De vil kunne tænke Dem min Forbauselse, da jeg ved nærmere at eftersee denne Cactus opdagede Navnet Henry Vernon indridset ikke ti eller hundrede Gange, men bedækkende Overfladen af hvert Blad fra Øverst til Nederst. Navnet var skrevet med en fiin og tydelig Haand, som var den samme overalt; men det kan ikke have været Deres Englænder, thi den lærde Naturforsker, som var med mig, og som kaldte den Opunsch eller saadant Noget, erklærede, at Planten neppe var femten Aar gammel. Dette er min meget vigtige Oplysning, som De ikke maa misbruge, Bjørck; thi naar De lægger den sammen med, hvad Aabye har fortalt, kunde De let risquere at faae for meget at vide.«
Bjørck saae ikke videre fornøiet ud ved den Gamles Oplysning, men Berthelsen raabte: »Det har naturligviis været et eller andet forliebt Kvindfolk, som har ristet Runer over sin ulykkelige Kjærlighed; der maae jo være Nok af det Navn. Kun et Fruentimmer kan falde paa slig en Taabelighed.«
»Jeg takker paa Kjønnets Vegne,« sagde den Gamle, »og for den Ærbødighed, som De bestandig viser det, men det var neppe en Dame, der havde indridset disse Runer; thi De, som kjender saa meget til Kjønnet, veed vistnok, at Damebilletter altid ere uden Dato. Det er kun os Mænd, som i karrig Følelse af Tidens Knaphed altid mærke vore Elskovsord paa denne Maade. Men ved Indskriften paa den Figencactus, jeg omtaler, var der tillige den Eiendommelighed, at der bagefter Navnet ligesom med et Stempel var indtrykket en lille Cirkel, og i denne Cirkel var Datoen fra Dag til Dag ufravigeligt anbragt, og det Hele var gjort saaledes, at de samlede Ringe paa hvert enkelt Blad dannede et H og et V, naar man saae dem i Afstand, medens de opløste sig til en tilsyneladende forvirret Masse ved at sees i Nærheden. - Hvad siger De dertil?« henvendte han sig til mig.
»Jeg maae tilstaae,« svarede jeg, »at Berthelsen vistnok har Ret, skjøndt ikke af den Grund, som han angiver. Baade en Mand og en Kvinde kunde falde paa at indridse Navnet paa den Elskede, thi Følelsen sætter dem i det Mindste i den Periode i det samme Niveau. Jeg ynder ikke den hjemme hos os almindelige Skik, der gjør, at man ikke kan sætte sig paa en Bænk eller i et Lysthuus uden at see to Elskendes Navne anbragte i et Hjerte eller en anden sindrig, allegorisk Figur. Det er uskjønt, fordi Det, som burde være en Hemmelighed, her træder lige saa offentligt frem, som om det var trykket med fede Typer i Adresseavisen; men jeg negter ikke, at jeg lider den beskedne, italienske Skik, hvor de Elskende vælge en ubemærket Plante, og hvor Bladet i Reglen afhugges, naar den har bragt Brev og Budskab. Jeg er vis paa, at den Figencactus, som De omtaler, ikke har været bestemt til at beskues af profane Blikke, ligesom der jo kun kommer meget Faa paa Fyrstens Villa; dertil er jeg næsten vis paa, at Den, der har indridset dette Navn, trods Datoen har været en Kvinde. En Mand vilde kun gjøre noget Lignende, naar han var ene eller i Fængsel; for en Kvinde er det nok at være ene og ulykkelig.«
»De laver jo en heel Roman ud af min lille Fortælling,« sagde den Gamle smilende, »og tilmed drøfter De det med en Grundighed, som om De havde Noget i Baghaanden, hvorved De kunde komme længere end vi Andre. Dersom De veed Noget, saa sæt ikke Deres Lys under en Skjeppe, men lad det skinne som Aabyes og mit.«
»Har De aldrig,« spurgte jeg den Gamle, »oplevet, at Begivenheder, der foregaae i vor umiddelbare Nærhed, tidt kunne have en saa slynget Intrigue og et saa romantisk Anstrøg, at selv Digteren ikke kan benytte dem, fordi de vilde synes for usandsynlige, dersom de overførtes i Romanen eller Novellen? Og har De dernæst ikke lagt Mærke til, at saadanne Begivenheder, der ramme Personer, som vi ikke staae i noget nøiere Forhold til, netop faae en forøget Interesse for os derved, at de pirre Phantasien, just fordi vi ved Hjælp af denne udmale os Situationerne og forme Charaktererne?«
»Aa jo,« sagde den Gamle, »der er nok Noget i, hvad De siger; men det forekommer mig, at De med Villie kjører udenom Maalet. Endnu seer jeg ikke, hvor De vil hen.«
»Det er heller ikke saa let. Jeg sigter til en Begivenhed, som neppe kan være Dem bekjendt, men som i lang Tid derefter satte min Phantasie i Bevægelse og efterlod et Indtryk, som jeg endnu ikke ganske har forvundet. Det forekommer mig dernæst som mere end en Tilfældighed, at disse Indtryk, som jeg den Gang modtog ved en Vens Beretning i Skyggen af Dyrehavens Bøge, nu skulle manes frem paa Campagnens Sletter netop ved det Navn, der idag ligesom en Gjenganger stiger op af Forglemmelsens Grav.«
»For Pokker,« sagde den Gamle ironisk, »De bliver jo ganske høitidelig. Nu har De spændt vor Nysgjerrighed for stærkt, til at De med Ære kan trække Dem tilbage, og jeg dømmer Dem derfor til at staae aabenbar Skrifte ligesom Aabye og jeg.«
»Skriftemaalet er en farlig Ting,« svarede jeg; »thi det bliver i Reglen Sandhed og Digt, uden at man rigtigt veed, hvor den første ender, og den sidste begynder, og forsaavidt vil Det, som jeg har at berette, komme Skriftemaalet meget nær.«
»Nuvel!« sagde den Gamle, idet han med et Par Kast slog sin Kappe om sig, saa at den kom til at ligne en Munkekutte, og derpaa andægtigt foldede Hænderne. »Her har De Munken. Rørhytten, hvori vi sidde, agerer Skriftestol, og De kan saaledes begynde, naar De vil.«
Med disse Ord slog han et Kors for sig, foldede sine Hænder over Maven og satte et saa andægtig-idiotisk Ansigt op, at vi alle uvilkaarligt brast i Latter.
»Nu,« svarede jeg, »siden det endelig skal være, faaer jeg vel krybe til Korset; men ligesom jeg selv føler mig andægtigt stemt ved den ærværdige Faders Aasyn, maa jeg bede de Andre gjøre det Samme. Altsaa Andagt og Taushed, mine Herrer, Skriftemaalet begynder:
»Omtrent for otte Aar siden begik jeg den Dødssynd at stige op paa en Kapervogn ved Østerport for ved Hjælp af den at føres til et Sted, hvor Fraadseri og Vellevnet i høi Grad var fremherskende. Det var nemlig hos en Grosserer, der eiede et Landsted i Nærheden af Dyrehaven, hvor man drev Livets Raffinements saa vidt, at man drak gammel Rhinskviin af nye rosenfarvede Glas. Det er en stor Synd. Er det ikke, ærværdige Fader?«
»En Dødssynd!« stønnede den Gamle med himmelvendte Blikke. »En Synd til et halvt Lispund Voxlys.«
»Dernæst bekjender jeg i Haab om Syndernes Forladelse, at jeg hengav mig til Vrede og Heftighed imod Kusken, fordi »Ferdinand« to Gange »lagde op«, uden at vi derved kom af Stedet, men at jeg stræbte at afsone denne Synd ved at sætte sig over paa en anden Vogn og vise mig lige saa kjærlig og elskværdig mod en nydelig, lille Dame, som jeg havde været grov imod Kusken. Var det ikke rigtigt, hellige Fader?«
»Fuldkommen rigtigt, min Søn,« svarede den Gamle med et sardonisk Griin. »Kjærlighedens Kaabe dækker Syndernes Mangfoldighed. Videre, min Søn!«
»Saa bekjender jeg med Anger og Ruelse, at jeg tog for mig af Retterne, deels fordi de i og for sig smagte godt, deels fordi Ingen hader sit eget Kjød, men føder og vederkvæger det. Ja, jeg vil endogsaa bekjende, at jeg ærgrede mig over min Ven, Frederik Holmgreen, der sad skraaes overfor mig og stak til Retterne ligesom en Kylling til en Regnorm, skjøndt han den næste Dag skulde foretage en Udenlandsreise paa flere Aar. Var det urigtigt, hellige Fader?«
»Høist urigtigt,« svarede den Gamle, - »af Din Ven naturligviis. Ingen maa foragte Herrens Gaver. Jeg frygter for, at vi maae sætte to Pund Voxlys paa hans Regning, som Du kommer til at betale. Videre, min Søn!«
»Saa bekjender jeg da endelig, at jeg var noget heed i Hovedet ovenpaa Middagen, og at jeg trængte stærkt til at lufte mig lidt ved en Cigar i Guds frie Natur, hvorfor jeg søgte efter Holmgreen, for - -«
»Hvad er det for en Larm?« afbrød den Gamle, idet han pludseligt faldt ud af Munkerollen og hurtigt ilede op paa den lille Platfond, der løb langs den indre Side af Osteriets Muur, hvorfra man havde Udsigt over Veien.
»Hvad er det, Aabye?« raabte vi Andre, da vi saae hans lille trivelige Skikkelse i fuldt Løb komme fra Osteriet og ile hen til Platfonden.
»Bøfler!« raabte han aandeløs, idet han foer forbi.
»Selv Bøffel!« sagde Bjørck, hvem han tørnede imod. »Lad os see, hvad det er! Jeg troer, ta' mig Fa'n, de slaaes.«
Larmen, som vi alt tidligere havde hørt i længere Afstand, tiltog i foruroligende Grad og lod sig ikke godt beskrive anderledes end som et samstemmigt Chor af Dyrene i Noæh Ark under en trerebet Mersseilskuling. Det var en Brølen, Grynten og Vrinsken, der i en Fart fik os Alle op paa Platfonden.
Hvad der frembød sig for vort Blik, var et ægte italiensk Genrebillede. Ude paa Veien var en svær Blokvogn, forspændt med et Ottespand af Bøfler og Stude, kjørt fast, saa at det ene Hjul næsten til Axen var begravet i Jorden. Et Par af de forreste Bøfler havde kastet sig plat ned, som disse Dyr gjøre, naar Byrden bliver dem for tung. Paa Blokvognen hvilede, skinnende og glinsende i Solen som en uhyre Sneebold, en Marmorblok fra Carrara, og ovenpaa denne sad en solbrændt, kraftig Guardiano, der svang sin lange Lanse i Luften, idet han under idelige Tilraab søgte at animere Dyrene, medens en Deel Bønder og Opvartere fra Osteriet bestræbte sig for at hæve Forhjulet op ved at anvende en svær Bjælke som Løftestang. Det lange Forspand spærrede Veien paaskraa, idet de forreste Bøfler i deres Fortvivlelse havde kastet sig næsten ind under Osteriets Muur, hvor de laae stønnende og med ludende Hoveder, tilsyneladende ligegyldige for al den Vold og Mishandling, som man tilføiede dem. En grel Modsætning til dette langsomme Forspand og til den plumpe, uformelige Blokvogn dannede en let, elegant Phaëton, forspændt med et Par deilige Graaskimler, der, utaalmodigt vrinskende, skrabede Jorden med deres Forbeen, idet de kastede skye Blikke til de foran dem liggende Bøfler. Hvad der imidlertid meest tildrog sig den fælles Opmærksomhed, var Vognens Besætning. Paa Forsædet sad en ung Pige, der halvt nysgjerrig, halvt utaalmodig hvert Øieblik kigede ud over det lave Kuskesæde. Hun var neppe nogen Romerinde, uagtet hun havde et let Anstrøg af den ingenlunde uklædelige Fyldighed, som charakteriserer disse; men hendes Teint var for klar, Rødmen i hendes Kinder for frisk, Øinene for lyse og Haaret for blondt, til at hun kunde tilhøre et saa sydligt Folkefærd. Hun var let og livlig som et Barn, fuld af Liv og Bevægelse, og dannede derved en skarp Contrast til en anden, lidt ældre Dame, der sad paa Bagsædet og, ligesom nedtynget af Bekymring, lænede sit Hoved til Calechen. Hun var en fuldendt Skjønhed, en mærkelig Modsætning til den Yngre. Hendes Ansigtsoval, der om Panden og Tindingerne omsluttedes af et glat, næsten blaaligsort Haar, var af en saa fuldendt Form, at den ikke gav [s210] Antikens noget efter. Hendes Pande var høi og ædel, Tindingerne let indbuede, Næsen noget krummet, dog ikke saa stærkt som hos Romerinderne, Munden lille, fyldig og af en Form, som jeg kun har seet hos Kvinderne paa Ischia. Hendes fine, lette Skikkelse var indhyllet i en sort, folderig Kjole, der paa en iøinefaldende Maade fremhævede den hvide Haand og den matte, klare Teint, der var eiendommelig for hendes Ansigt. Hvad der imidlertid henledede den fælles Opmærksomhed langt stærkere paa hende end paa hendes livlige Ledsagerinde, var det Udtryk af Lidelse og Sorg, der var udbredt over hendes Træk. Hvad enten det nu kom af Anstrengelse, Smerte eller fordi hun ikke vilde see, hvad der foregik omkring hende, holdt hun Øienlaagene halvt lukkede, og aabnede dem kun en enkelt Gang, naar hendes Ledsager, en ældre Mand, henvendte et Par Ord til hende. Hos denne laae maaske Nøglen til det forunderlige, ligesom hendøende Udtryk i hendes Træk; thi sjeldent har jeg seet et mere udpræget Skurkeansigt end det, der sad paa ham. Hvad enten man saae hen til hans lave, skraat tilbagefaldende Pande eller hans smaae, sorte, stikkende Øine, den raat formede Næse eller de fremstaaende Kindbeen, maatte man erkjende ham i Besiddelse af en fuldendt harmonisk Hæslighed; men hvad der navnlig gav ham et uhyggeligt Udtryk af dyrisk Begjærlighed, var det fremstaaende Underansigt, hvis kjødfulde Mund foroven begrændsedes af en svær, kulsort og strittende Knebelsbart, medens den forneden foruden, den svære, noget hængende Underlæbe, afsluttedes af et uformeligt Hageparti, der havde den eiendommelige og forunderlige Evne at kunne skydes frem foran Overmunden, saa at jeg maatte give Aabye Ret, da han bemærkede, at han vistnok havde Quadratbeen ligesom Fuglene. Hans matte, gulblege Ansigtsfarve tydede paa Udsvævelsernes Malaria og røbede ham som en indfødt Italiener, hvorimod den slanke, mørke Dame snarere syntes at være en Fremmed, der i længere Tid var blevet paavirket af Climaet, end en indfødt Romerinde.