V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 20-29

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 20-29

   »Farvel!« sagde Verner, idet han trykkede min Haand. »Deres Overtalelser nytte Intet. Jeg er kjed af disse storsnudede Nordmænd og især af denne Berthelsen, der altid vil have et Ord med i Laget. Han troer rimeligviis, fordi han selv smurte Haser i Via de' Pontefici og senere kun førte sin Arrieregarde i Ilden, at vi Danske bestandig maae gjøre det Samme.«
   »Blot to Ord til Afsked,« svarede jeg. »Giv mig den Diamantring, De der bærer. Forsvar Dem ikke, dersom De bliver angrebet, ja, raab ikke engang om Hjælp, thi det vil ikke nytte Dem Noget; men fremfor Alt, gjør intet Forsøg paa at flygte, dersom man fører Dem til Bjergene.«
   Verner skjød Ringen af Fingeren og stak den ind i en indvendig Lomme paa sin Vest.
   »Misforstaa mig ikke,« sagde han, idet han rødmede let, »men denne Ring kan jeg ikke, selv foreløbigt, skille mig ved. Den har rigtignok ikke bragt mig Held, men er dog et Minde om en Person, som er mig dyrebar. For Deres øvrige Raad takker jeg Dem; jeg skal følge dem punktligt, dersom det gjøres fornødent. Farvel, Farvel, felicissima notte!«
   Jeg trykkede hans Haand og vilde have gjentaget den romerske Afskedshilsen; men Gendarmen smeldede Laagen plumpt i, den lyse Maanestribe forsvandt, og Portrummet var atter mørkt som før.
   Jeg vendte taus tilbage over Pladsen. Ved Obelisken havde Selskabet leiret sig i forskjellige Grupper. Aabye sad øverst paa en af Løverne og rørte i Vandet med sin Stok. Det var aabenbart, at Verners Strid med Berthelsen og hans pludselige Bortgang havde frembragt den noget trykkede Stemning, der øiensynligt beherskede Alle.
   »Er det ikke faldet Nogen ind,« sagde jeg, idet jeg tog Plads paa det nederste Trappetrin, »hvor paafaldende hele denne Gruppering ligner et Maleri i Firenze, som hænger der i et af Gallerierne? Det er Decameronens første Nat. I Midten, lænende sig op til en Venusstatue, sidder dens udødelige Forfatter. Mandolinen er halvt gleden ud af hans Haand, idet han fortæller et af sine sandseglødende Eventyr. Paa Cascadens Trin gruppere sig til begge Sider hans Tilhørere, den rødmende Filomena, den muntre Elisa, den skjelmske Pampinea, og hvad de nu forresten hedde. Ved de Skjønnes Fødder hvile atter deres Elskere: Panfilo, Dioneo og Filostrato, medens de mørke Pinier og Cypresser i Baggrunden drage Tanken hen paa Firenze, den dødsdømte By, hvor Pesten kræver sine Offre. Hvormeget ligner dette ikke Situationen iaften? Der er nu Aabye paa Løven, det er aabenbart Boccaccio. Vi andre ere, sans comparaison, de Skjønne, der lytte til hans inspirerede Ord, og de mørke Pinier og Cypresser paa Monte Pincio drage uvilkaarligt Tanken hen paa Campagnen, hvis Røvere, Roms Pest, holde os indenfor Byens Mure. Jeg opfordrer derfor Dig, o Aabye-Boccaccio, til at fortælle et af Dine vidtberømte Eventyr, hvis Ry naaer saa vide omkring, at de ere kjendte fra Regensen til Capitolium, og naar Du er færdig dermed, da at overrække Laurbærkrandsen til en Anden. Men Den, hvis Liv har været saa usselt, at han ikke kan eller vil fortælle Noget, bør bøde en halv scudo til Fondet ad usus publicos, det vil sige, til Verners eller Berthelsens Gilde i Palombella.«
   »Jeg fortæller daarligt, navnligt à la Boccaccio,« sagde Aabye tankefuld, idet han med sine Hænder søgte at holde Vandstraalen tilbage i Løvens Mund.
   »Maae vi saa bede om den halve scudo,« sagde den Gamle af Dage, »og maae vi fremfor Alt være frie for, at De agerer Straalemester, istedetfor Boccaccio. De kan Intet? Hvor kan De sige det? Har ikke ethvert Menneske idetmindste eengang i sit Liv oplevet Et eller Andet, som er værd at meddele, og hvad Formen angaaer, da gjør som Edderkoppen: Spind en Ende ud af Dem selv, sæt Dem selv som Centrum i Deres Tankevæv, og lad os Andre være de Fluer, som fanges deri.«
   »Som De vil,« svarede Aabye. »De maa da tage Formen, som den falder; men Beskedenheden forbyder mig at lade Dem være de Fluer, der fanges i Phantasiens Spindelvæv. Jeg vil hellere fortælle en lille Begivenhed, som i lang Tid holdt mig fangen ved sine mystiske Traade, og som De kan tage som en Indledning til den nye Decamerone, som det lader til, at vi skulde begynde.«
   »Handler ogsaa den om Pesten?« spurgte den Gamle ironisk.
   »Ja,« svarede Aabye alvorligt, »netop; men ikke om den i Firenze. Har De Lyst til at gaae lidt tilbage i Tiden og følge med til Kjøbenhavn, saa er jeg færdig.«
   »Bravo!« raabte den Gamle. »Det er længe siden, at jeg hørte Krøniker derhjemmefra. Hvad kalder De den?«
   »En Titel er altid en vanskelig Sag,« svarede Aabye med et jovialt Smiil, »og navnlig i dette Tilfælde. Dog, da det lader til at trække op til et novellistisk Uveir, vil jeg kalde den:


         »Tordenskyen«

   »Den 24de Juni 1853,« begyndte Aabye, »var en usædvanlig smuk St. Hansdag, en af de skjønneste i denne for Kjøbenhavn saa rædselsfulde Sommer. Jeg bemærker dette udtrykkeligt, deels fordi Sommeren i al sin Pragt stod i en saa skjærende Modsætning til Alt, hvad vi senere skulde opleve, deels fordi jeg netop den Dag befandt mig i en af Sjællands skjønneste Egne og under Forhold, der vare særlig skikkede til at indprente denne Dag i min Hukommelse.
   En god Ven af mig havde taget sidste Deel af den medicinske Examen og havde indbudt mig, tilligemed en Deel Andre, til et Gilde i Nyholte Kro ved den saakaldte Røiels Bom. Det var, som sagt, en mageløs Sommeraften, i hvilken vort lille Selskab under Latter og Sang vandrede gjennem de tause og skyggefulde Skove ved Frederiksdal, for over Furesøen og Dronninggaard at naae det afsides liggende Nyholte. Da vi kom til dette Sted, fandt vi, at vor gjæstfrie Vært havde truffet saa storartede Forberedelser, at han over disse rimeligviis havde forglemt Tiden; thi Solen manglede endnu en halv Time i sin Nedgang, og før »den gamle Urostifter« havde forladt os, kunde vi ikke med Rette istemme hiin bekjendte Studentersang, der, idetmindste i den Tid, dannede Ouverturen til ethvert festligt Lag, hvad enten dette feiredes i det Grønne eller i den gamle Gaard i Boldhusgaden.
   Vi besluttede altsaa at bestige de høie Bakker, der danne Gjelteskovs nordlige Affald, og hvorfra man har en vid Udsigt over den stille Sø, det landlige Søllerød og de store Engpartier, der fra Sjælssø som et Lavdedrag med enkelte gamle Trægrupper strækker sig ned imod Furesøen. Vi vare just forsamlede paa Høiden, hvor vi i den landlige Stilhed nød vore Cigarer og morede os med det stærke Echo fra den lille Granskov paa den modsatte Side af Søen, da vi pludseligt nede ved Søkanten opdagede en talrig Forsamling af Bønder, Karle og Drenge, som flokkede sig tæt sammen om en Person, der sad paa en stor Steen lige ved Søbredden. Halvt af Nysgjerrighed, halvt fordi vi intet bedre havde at bestille, slentrede vi henimod Stedet, hvor vi bleve Vidne til et ganske eiendommeligt Skue.
   Paa en Steen, der laa et Par Alen fra Land, sad en ung Pige i en underlig, halv fantastisk, halv pjaltet Dragt, sammenrimpet af forskjellige brogede Klude, der hist og her igjen vare bedækkede med Pallietter og enkelte smalle Strimler uægte Guldbrocade. Hun sad paa Kanten af Stenen, som om hun red, og havde i den ene Haand en lang Stok, hvormed hun tankefuldt pjaskede i Vandet, medens hun med svag, halvdæmpet Stemme nynnede en monoton Sang, hvis enkelte Ord det var umuligt at forstaae. Hun var smuk, eller rettere sagt, hun havde været det; thi Formen, det Materielle, hvori Skjønheden er præget, var der tildeels endnu, men Det, som skulde besjæle den, var borte. Det underlig sløve og dog bestandig ustadigt søgende Blik, de usikkre Bevægelser, den virrende Rokken med Hovedet, Alt fortalte i et Øieblik det Sørgelige i hendes Skjebne. Hun var vanvittig - Enhver af os saae det ved første Øiekast.
   »Hvor rider Du hen, Karen?« raabte en lang, opløben Bondekarl med et bredt Griin. »Du skulde helst tage Skankerne til Dig, ellers kommer Hosetøiet i Bløde.«
   Hun svarede ikke, men vendte Hovedet om imod ham og løftede sin Kjole op med en Mine og en Bevægelse, som havde hun en Dames lange Ridedragt paa.
   En høi Latter paafulgte, og Karlen raabte igjen:
   »Pas paa Sløikjolen, Karen! Den er jo lige saa lang som Præstens, og lad os saa høre, hvor Du skal hen.«
   »Du faaer vente lidt, bitte Ole,« sagde den Afsindige og slog i Vandet med sin Stok, saa at Skaren veeg noget tilside. »Jeg skal have min Kjæreste med.«
   »Kan Du ikke ride uden at have Din sorte Rad med?« raabte Karlen igjen. »Jeg troede, Du havde lært at ride alene siden den Tid, Du var hos ham.«
   En raa Latter fulgte paa denne Hentydning, som Ingen af os forstod, men som den ulykkelige Pige syntes at føle; thi hendes Sang ophørte pludseligt, og hun stødte, bestandigt virrende med Hovedet, den lange Stok flere Gange ned i Vandet.
   »Maaler Du Bunden, Karen?« raabte den høie Karl spottende. »Her er lige saa dybt som i Stadsgraven og altid dybt nok til at drukne Kattekillinger.«
   »Hold nu Din Mund, Ole!« hørte vi en af Mængden raabe. »Vorherre har straffet hende haardt nok for det, hun har gjort - Du behøver ikke længere at være nidkjær for det.«
   Den høie Karl brummede nogle Ord ved sig selv, men den ulykkelige Bondepige sprang pludseligt af Stenen med et Sæt, som sprang hun ned fra en Hest og kastede sig i Armene paa Nogen. Derpaa vadede hun iland og gik lige hen imod Ole, der forskrækket herover tumlede et Par Skridt tilbage.
   »Tøv lidt, bitte Ole,« sagde hun, idet hun greb ham i Trøien, »jeg har noget at sige Dig, inden vi skilles. Du kan ikke leve mange Dage endnu, Ole!«
   Bondekarlen stirrede paa hende med en Gru, der næsten fik hans store vandblaae Øine til at træde ud af deres Huler, og hun vedblev:
   »Der kommer en stor Pest over Kjøbenhavn, Ole, og der er Ingen, der kan leve, som faaer den. Du kommer ikke til Høstgilde iaar, Ole, det kan jeg see, og han der heller ikke.«
   Med disse Ord vendte hun sig om imod os og pegede paa min Ven Jessen, der havde trængt sig frem for nærmere at iagttage den Vanvittige.
   »Hvad mener Du med det?« spurgte Jessen rolig, idet han fixerede hendes Blik.
   »Er han ikke en Doctor?« spurgte hun, idet hun betragtede ham skarpt.
   »Jo,« svarede Jessen forbauset.
   »Ja, saa faaer han curere sig selv, naar det gjøres behov, for de Andre kunne ikke gjøre det. Det er ingen god Sygdom, der kommer.«
   Jessen vilde indlade sig nøiere med hende, da Kredsen idetsamme aabnedes, en ældre Mand traadte til og lagde Haanden paa hendes Skulder.
   »Gaa nu hjem, Karen!« sagde han i en bestemt Tone.
   Hun saae paa ham, virrende med Hovedet, og med et usikkert Blik, som om hun frygtede for at træffe hans Øiekast, og gjentog flere Gange, medens hun gik afsted:
   »Hjem? Ak Gud, ja! Hjem! Der er ond Vei hjem.«
   Skaren adskiltes ved Synet af den Fremmede, opløstes og forsvandt efterhaanden. Et Par af os kjendte ham; det var Lægen fra Søllerød. Han fulgte os et Stykke paa Vei op gjennem Skoven, og Samtalen faldt ganske naturligt paa den Ulykkelige, som vi lige havde forladt. Hun var en Huusmandsdatter der fra Egnen, fortalte han, og Ole, den Samme som vi havde seet dernede, var Gaardmandssøn fra Gjentofte. De to havde holdt en Deel af hinanden, men Standsaristokratiet, der synes at være stærkere udpræget, jo dybere man kommer ned, havde sat sin Jernmuur imellem dem. »De Gamle vil nu it',« havde været Oles sædvanlige Omkvæd, og saa besluttede de at vente, til de Gamle vare døde. Hun tog Tjeneste i Kjøbenhavn hos en Restaurateur; han kom til en Brygger paa Nørregade, ikke saameget fordi han var bleven uklar med Forældrene, som for at være i hendes Nærhed. I Sommeren To og Halvtreds fik den Restaurateur, hos hvem Karen tjente, en god Forretning paa Tivoli, og hun skulde gaae tilhaande derude. Da var det, at hun stiftede Bekjendtskab med en ung, smuk Berider, som var Medlem af et Selskab, der den Sommer gjæstede Kjøbenhavn. Karen forlod Ole og sin Tjeneste paa Tivoli for at følge med ham, som hun havde skjænket hele sin Tillid, og som under sit Ophold havde ødslet Alt paa hende. Men en skjøn Dag var Troupen forsvunden, Karen forladt, og om Foraaret anlagdes der Sag imod hende for Fødsel i Dølgsmaal og Fostermord. Under denne Sag, hvori det blev godtgjort, at hun havde druknet sit Barn i Stadsgraven udenfor Tivoli, sløvedes hendes Forstand, der allerede havde været svækket om Vinteren og gjort hende saa godt som utilregnelig, saameget, at Retten frikjendte hende for videre Straf og lod hende vende tilbage til sin Fødeby, hvor hun nu fristede en kummerlig Tilværelse hos sine Paarørende under det Offenliges Tilsyn. Det var derfra, at hun den Aften var undløbet for at blive forhaanet baade af Fremmede og af ham, som aldrig havde villet tilgive hendes Brøde. Hvad hun havde spaaet Ole og Jessen var derimod noget Nyt og Usædvanligt; thi hun var i Almindelighed stille og indesluttet, ligesom hun i det Hele kun beskjeftigede sig med Tankerne om ham, der havde voldt hendes Ulykke. Men det var jo Galmandstale, som det ikke var værd at lægge sig paa Hjertet.
   Der var heller ingen af os, der tog sig Sagen videre nær. Vi vare altfor vante til at see den Slags Patienter, og da vi traadte ind i den store Sal i Nyholte, hvor Lysene blinkede og Punschen dampede os imøde fra de fyldte Boller, var der neppe nogen af os, som havde en Tanke mere tilovers for den ulykkelige Pige. Jessen loe og spøgte, vi andre drak, sang og holdt Taler, og Gildet varede til langt ud paa Natten; thi gjælder det for Menneskene overhovedet at gribe den flygtige Glæde i Momentet, da gjælder det dobbelt for os, der ere Vidner til saamegen Nød og Elendighed, at Livet ligesom faaer en høiere Værdi, naar vi ere udenfor Ulykkens Enemærker.
   Seent ud paa Aftenen, eller efter borgerlig Beregning en Deel ud paa Natten, naaede vi Kjøbenhavn, nogle i vaagen, men de fleste i drømmende eller endog i fantaserende Tilstand, der for min Ven Jessen havde yttret sig i en ubegribelig Lyst til fra Lyngby Landevei at vandre ud for at slukke Fyret paa Trekroner. Ved Østerport skiltes jeg fra det muntre Selskab, efter at have overgivet Jessen til dets videre Varetægt, og vandrede over den ensomme Vold hjem til Nørregade, hvor jeg dengang boede. Efter at have trukket Vægteren ud af den Droske, som tjente ham til hans sædvanlige Nattekvarteer, for at faae Porten aabnet, gik jeg ind i Gaarden, hvor jeg strax blev opmærksom paa en Omstændighed, der fyldte mig med en levende Uro. Min Fader, som var praktiserende Læge, boede tilligemed mine tre Brødre i Mellembygningen; men trods den usædvanlige sildige Tid og det begyndende Dagskjær, thi Klokken var næsten tre, saae jeg dog Lys i alle Værelserne ud til Gaarden, navnlig var min Faders Værelse stærkt oplyst, og i regelmæssige Mellemrum bevægede Skyggen af hans Skikkelse sig henover Gardinerne. Uagtet Vægteren intet Usædvanligt havde mærket, frygtede jeg dog for, at en Ulykke skulde være tilstødt under min Fraværelse, og den Mulighed, at En af mine Nærmeste pludseligt kunde være død, medens jeg havde tilbragt Natten under Glassenes Klang og i det overgivneste Selskab, jog mig som en Stormvind op ad Trappen. Sagte lukkede jeg Døren op og listede mig ind i Corridoren, hvor jeg stod et Øieblik, lyttende og med bankende Hjerte. Alt var stille, jeg hørte intet Usædvanligt, kun Lyden af min Faders taktfaste Trin, der afmaalt bevægede sig frem og tilbage i sit Værelse. Et eller andet Nattebesøg hos en Syg havde vistnok været den Aarsag, der holdt ham saa silde oppe; men selv denne rimelige Grund kunde jeg ikke bringe i Harmoni med de oplyste Værelser og den usædvanlige Omstændighed, at han ikke havde begivet sig til Ro igjen.
   Jeg blev staaende lidt i Tvivl, om jeg skulde snige mig op uden at faae Grunden at vide, eller om jeg skulde tilfredsstille min Nysgjerrighed og tage imod de Bebreidelser, som min sildige Hjemkomst rimeligviis vilde medføre, da Døren i det Samme aabnedes, og min Fader stod for mig med et tændt Lys i Haanden.
   »Er Du der, Poul?« sagde han i en Tone, som om han havde ventet længe. »Det er seent! Du er da ikke bleven forkjølet?«
   Jeg betragtede min Faders alvorlige Ansigt og vidste ikke ret, om jeg skulde tage hans Ord for Alvor eller Ironi; thi at det var mig, kunde han jo see; at det var seent, ja endogsaa meget seent, fortalte Uhret, der idetsamme slog tre Slag; men om jeg var forkjølet eller ikke, syntes mig i dette Øieblik den ligegyldigste Sag af Verden, naar jeg blot kunde komme til Ro.
   »Gaa op og skift Skotøi,« sagde han i den samme alvorlige Tone, »og tag noget Uldent paa Fødderne; det Bomuldspjank duer ikke. Kom saa ned igjen, naar Du er færdig.«
   Jeg var vant til at adlyde og forlod Værelset uden nogensomhelst Indsigelse; men da jeg kom op paa Kvistværelset, hvor mine Brødre sov trygt, og da jeg skiftede mine fuldkommen tørre Sko og Strømper og efter Ordre trak Uldsokker paa, kunde jeg ikke lade være med at tænke paa, om det ikke vilde glæde min Fader, hvis jeg iførte mig de gamle Kanereussere, som, forede med Puddelskind, laae ovenpaa Klædeskabet, som et talende Minde om vor Vinters Ubehageligheder.
   Da jeg kom ned, sad min Fader ved sit Skrivebord, ifærd med at undersøge nogle gamle Papirer, som han havde ordnet i fire Bunker. Han dreiede Hovedet om ved min Indtrædelse, pegede paa en Stol og sagde kort:
   »Sæt Dig der, til jeg er færdig!«
   Der var i hans Ansigtstræk, hans Stemme, ja selv i hans Holdning noget saa Usædvanligt og Ubekjendt, at jeg ordenlig blev greben af en uhyggelig Fornemmelse, en ubevidst Frygt for, at en eller anden Ulykke havde ramt ham, og alle mulige urimelige Historier om Fallit, Død og Undergang gik igjennem mit Hoved, medens jeg skarpt betragtede ham under hans Arbeide. Det var den samme rolige, alvorlige, lidt strenge Profil, som jeg var saa vant til at see; kun forekom det mig, at der ved Munden var et usædvanligt skarpt og bestemt Træk, som jeg kjendte saa godt, men som kun kom frem, naar en eller anden Gjenvordighed havde bragt ham i slet Humeur.
   »Hvad er det, Fader?« spurgte jeg ængstelig, idet jeg reddede den ene Manschet fra det nedbrændte Lys, i samme Øieblik som den anden sprang og med en klingrende Lyd faldt ned paa Bordet.
   »Lad det staae!« svarede han uden at hæve Hovedet op fra det Papir, hvorpaa han ivrigt regnede, og hvor jeg saae store Colonner af Tal opmarscherede.
   Som jeg saaledes sad i taus Spænding, betragtende Alt omkring mig - det gamle Chatol, den sorte Hestehaarssopha, de gammeldags Bogreoler og det mahogni Skrivebord - jeg benævner det netop saaledes, fordi det var det eneste Mahognimeubel, som Fader eiede, faldt det mig paa engang ind, eller rettere, jeg fik maaskee pludseligt Syn for, at han var bleven gammel, meget gammel i det sidst forløbne Aar. Han reiste sig op, rettede sig med Besværlighed, og idet han lod mig tage Plads ved Skrivebordet, skjød han et Papir hen til mig med den korte Bemærkning:
   »Underskriv dette, Poul!«
   Uagtet jeg var vant til ubetinget at adlyde min Faders Befalinger, kunde jeg dog ikke lade være at lade mit Blik løbe henover Papiret, inden jeg underskrev. Et eneste Blik sagde mig Alt. Det var en Ansøgning, stilet i mit Navn, om en Curatorbevilling for mine tre umyndige Brødre.
   »Hvad er det, Fader?« udbrød jeg, idet jeg lagde Pennen fra mig. »Du lever jo endnu; dette Document er overflødigt.«
   »Skriv under, Poul!« svarede han i en rolig, men sørgmodig Tone. »Skriv under, hvis Du ikke vil vægre Dig for den Pligt at sørge for Dine yngre Sødskende.«
   Han saae i dette Øieblik saa veemodig, ja næsten forknyt ud, at jeg uden videre Indsigelse satte mit Navn paa Papiret og rakte ham det.
   »Det er godt,« sagde han, idet han lagde det sammen og gjemte det under sin Brevpresser. »Vil Du dernæst sætte Dit Navn under disse her.«
   Han greb de Papirer, som i fire Bunker laae ordnede paa Bordet, og idet han rakte mig den første, sagde han med et kjærligt Smiil:
   »Det er Dine Brødres, Poul, vil Du sætte Navnet der, hvor jeg har skrevet.«
   Jeg fulgte Retningen af hans Fingre og læste de velbekjendte summariske Ord: »Denne Obligation maa ikke transporteres, sælges eller pantsættes uden mit Samtykke.« Som Curator o.s.v.
   Jeg havde aldrig anet, at min Fader eiede Noget; thi vore Kaar havde altid været knappe, og med Undtagelse af de Ting, der henhørte til vor Opdragelse, havde Fader sjelden eller aldrig bekostet noget særdeles paa os. Jeg underskrev Obligationerne langsomt, Stykke for Stykke, og med en Nøiagtighed, der tydelig nok tilkjendegav, at jeg hverken var født til Handelsmand, ei heller havde havt stadig Omgang med Værdipapirer, og hver Gang jeg greb en ny, satte min Fader Fingeren paa Papiret og sagde med en vis indre Tilfredshed: »Der, Poul, lige over det Sted, hvor jeg har sat Datoen.«
   Endelig blev jeg færdig med dette Finantsforetagende, der for et Øieblik fik mig til at glemme det Sælsomme i min Faders Opførsel, og rakte ham Papirerne med et Smiil.
   »Vi er ikke færdige endnu,« sagde min Fader, idet han kjærligt betragtede mig, »her er Dine egne, underskriv dem med det Samme.«
   Med en vis Bæven modtog jeg den lille Pakke, som han rakte mig, og satte ikke uden en vis Stolthed Navnet Poul Aabye under Ordene: »Denne Obligation tilhører mig.« Der var ligesom til mine Brødre ti Stykker, hvert lydende paa et hundrede Rigsdaler; saamange Penge havde jeg aldrig eiet i mit Liv.
   Da disse Formalia vare færdige, samlede min Fader alle Papirerne og lukkede dem med stor Omhu ned i sin øverste Skrivebordsskuffe.
   »Der seer Du, kjære Poul,« sagde han, »hele den jordiske Frugt af min Virksomhed som Læge. Firetusinde Daler for fyrgetyve Aars Anstrengelser, hvormeget er det?«
   »Det er hundrede Daler om Aaret,« sagde jeg noget forundret. »Det er en simpel Regning.«
   »Ja! Hundrede Daler om Aaret, læg vel Mærke til det, Poul,« sagde han, idet han lagde Haanden paa min Skulder og saae mig alvorligt ind i Ansigtet. »Det er fem og tyve Rigsdaler i Sparepenge for hver af Eder, og de ere surt fortjente. Husk paa det, Poul, naar jeg er død og borte.«
   Han saae igjen saa alvorlig ud, og det strenge Træk kom atter saa stærkt tilsyne om hans Mund, at Ængstelsen paany kom over mig, og idet jeg tvang mig til en Spøg, sagde jeg: »Du har gjort Regnskabet op i Utide, Fader! Du kan jo tjene mange Penge endnu og blive Millionair inden Du døer.«
   »Millionair?« gjentog han, og der kom i hans Træk et Udtryk af Bitterhed, som var ham usædvanligt. »Millionair? Aa ja, hvis jeg var Aagerkarl eller Actiespekulant, hvis jeg vilde suge Blodet af de Fattige og flaae dem de dybeste Saar, istedetfor at læge dem, saa kunde man maaskee tale om at tjene Penge; men en Læge, og en Læge som jeg, han døer fattig, det er saa Verdens Gang.«

Vilhelm Bergsøe Homepage