link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 190-199


   Da jeg fik meeromtalte Sæt, befandt jeg mig i Bartolomeos Boutik for Grøntsager, siddende paa en Kurv med Blomkaal, som jeg i min dybe Distraction havde antaget for Vasketøi. Skuddet, der knaldede af, underrettede mig paa een Gang om, at Klokken var Tolv, at Sir Henry kom, og at jeg ved min Paatrængenhed havde forvandlet den stakkels Bartolomeos Hovedartikel til Noget, der i høi Grad lignede velpresset filbunka. Da Sir Henrys Vogn i det Samme kjørte op, blev jeg saa fortumlet, at jeg fulgte med Fader Bartolomeo op paa hans Altan istedetfor at gaae ud ad Porten, og herved gjorde jeg en Opdagelse, der slog Sømmet paa Hovedet af Fristelsernes Mangfoldighed. Kun tre Alen fra Altanen fandtes nemlig en Loggia, der hørte til mit Studie, og hvis Døre vare spærrede med Træskodder, som jeg kunde lukke op naar jeg vilde male i visse Belysninger. Det faldt mig strax ind, at jeg ved at benytte denne Loggia kunde oversee hele Studiet og saaledes faae at vide, hvad Sir Henry vilde foretage sig. Det var en slem En den. Jeg viste den bestandigt og ufortrødent fra mig med den dybeste Foragt, men samtidigt dermed klavrede jeg op paa Loggiaen og tittede ind ad hver Sprække, som frembød sig.
   Det Første, jeg saae, var naturligviis mine Venner, der begge endnu i skrammereret og galloneret Tilstand under et Overmaal af Anstrengelser og hvæsende som et Par Blæsebælge bragte en stor Reisekuffert ind i Studiet. Paa denne anbragte den Skilte atter et mindre Meubel, der for mine Øine havde en gribende Lighed med en Pistolkasse. Derpaa kom John og George op med to Kasser, hvoraf jeg gjenkjendte den ene som den, hvori mit Maleri havde været pakket, da jeg expederede det til Spediteuren. Saa kom Sir Henry op med en overordentlig deilig Blomsterbouket, som han lagde paa den morderiske Pistolkasse, og endelig bragte den Skilte en lille Cedertræes Kasse med damasceret Metalindlæg, som han forsigtig stillede paa en Stol. Sir Henry betragtede disse frygtelige Tilberedelser i Taushed, og da de vare færdige, sagde han blot: »George og John blive staaende ved Indgangen til Huset. Weaverscomb holder sig færdig til at komme op, naar jeg ringer.« Med disse Ord lukkede og laasede han Døren og lod John, George og Weaverscomb forsvinde i Mørket under overvældende Anfald af Allerunderdanigsthed.
   Da Sir Henry var blevet alene i Studiet, saae han sig forsigtigt om, rullede Gardinet ned og puttede Papir i Nøglehullet. Derpaa ransagede han hver Revne og hver Sprække, hvorigjennem Lyset kunde trænge ind, hvilket bevirkede, at jeg maatte lægge mig saa lang som jeg var paa Loggiaen, for at han ikke skulde opdage mig. Efterat han havde truffet alle disse Forberedelser, stillede han begge Billederne ved Siden af hinanden og faldt ligesom den foregaaende Dag saa aldeles hen i Beskuelse, at jeg troede, at han aldrig mere vilde vaagne op af sine Drømme. En Kat, der tilfældigviis spadserede hen over Taget, og i sin Forskrækkelse over at see mig lod sig plumpe ned paa min Ryg for derfra at tage videre Fart, udrev ham af hans somnambule Tilstand. Han foer op, saae sig forvildet om i Værelset, og efter at have raadført sig med sit Uhr, begyndte han at løsne Blindrammen paa det ene Maleri, som han udtog af dets brede, kostbare Guldramme. Derpaa greb han Copien, satte den ind i Guldrammen og anbragte det Hele i den Trækasse, som han havde medbragt, og som jeg med egen Haand havde mærket hos Spediteuren. Originalen blev lagt ned i en anden flad Kasse uden Paaskrift, og han udførte alt dette med en Hurtighed og Behændighed, som tydeligt viste, at det ikke var første Gang, han lod Malerier gaae paa Reise. Et Øieblik efter traadte George og John tilligemed den sirlige Mr. Weaverscomb ind og pressede sig i taus Ærbødighed saaledes ind ved Dørstolperne, at man maatte antage, at de ganske stillede sig til hans Herligheds Disposition, dersom han i et Anfald af romantisk Overgivenhed skulde faae i Sinde at indemure dem.
   »Weaverscomb!« raabte Sir Henry.
   »Mylord!« svarede denne, idet han ved at bukke sig saa kraftigt anbragte sit Gravitetscentrum mod Muren, at han ligesom ved en Springfjeder fløi et Par Alen frem og ved denne Leilighed fremviste sin Hovedskilsmisse paa den meest iøinefaldende Maade. »Hvad befaler Mylord?«
   »Du tager strax Cureerpost til Civitavecchia og siger til Mr. Steam, at Du har Ordre fra mig til øieblikkeligt at afgaae med Lystjagten til Marseille. Du medtager den ene af Kasserne, som ikke maa anbringes noget andet Sted end i Salonen. Du siger til Mr. Steam, at han sørger for at naae Marseille saa hurtig han kan. Fra Marseille tager Du strax med Cureerpost den korteste Vei til Hamborg og afleverer Kassen til Wolff & Co. tilligemed medfølgende Billet. Hvis jeg ikke inden tolv Dage har faaet Melding om Din Ankomst fra Wolff & Co., er Du ude af min Tjeneste. Har Du forstaaet mig?«
   »Jo, Mylord,« svarede Weaverscomb med det ynkeligste Ansigt af Verden, »men - -«
   »Hvad! Indvendinger?« raabte Sir Henry i en Tone, som jeg ikke havde tiltroet ham og med et Ansigt, der mildest talt var noget ubehageligt.
   »O, Mylord!« stammede Mr. Weaverscomb i en ynkelig Tone, medens Skilningen syntes at blive bredere og ligesom aabne enkelte Lyspartier til tyndere og mindre befolkede Egne. »Viis Barmhjertighed mod mig. Jeg er saa græsselig søsyg, og er bange for, at baade Kassen og jeg skal lide derved.«
   »Kryster!« tordnede Sir Henry. »Jeg kjender Dig. Du frygter for, at Steam skal kuldseile.«
   »O nei, Mylord, det gjør jeg sikkert ikke,« jamrede Mr. Weaverscomb, der blev ligesaa guul som en Citron. »Jeg frygter ikke derfor, skjøndt jeg tre Gange har seet Mr. Steam spigre Topseilet fast til Masten. Jeg frygter ikke for at kuldseile, men det er rædsomt at døe af Søsyge, og Mr. Steam har allerede to Gange maattet lægge mig i Bomuld og pakke mig ned i Blypapir, men tredie Gang, meente han, at ikke engang det vilde forslaae.«
   »Hm, det er dog en Grund,« sagde Sir Henry saa roligt, som om han selv mange Gange havde pakket ham ind under saa vanskelige Forhold. »Tag saa den anden Kasse og bring den øieblikkeligt til Villaen, hvor den sættes ind i mit Studereværelse indtil nærmere Ordre.«
   Mr. Weaverscomb foer op af sine Sjælslidelser, kastede sig liig en Tiger over sit Bytte og ilede ud ad Døren, som om han havde Mr. Steams Skygge i Hælene paa sig.
   »John,« sagde Sir Henry, »Du er en ærlig og paalidelig Karl og har jo hørt Ordren? Kan Du udrette, hvad jeg har sagt, bliver Du min Rideknægt, naar Du vender tilbage. Gaa strax og tag George med Dig.«
   »Vel,« svarede John, medens han krammede sin Hat, »men jeg faaer vel de hundrede Pund, De har lovet dem af deres Folk, som drukner?«
   »Javel, baade George og Du faae hundrede Pund, dersom I forulykke i min Tjeneste.«
   »Meget vel,« svarede John, idet han anbragte forskjellige Dunk paa sin Hat og syntes omhyggeligt at studere Linierne i Guldtressen, »men jeg ønsker ikke saa meget selv at faae de hundrede Pund, desformedelst jeg synes, at man har grumme lidt Fornøielse af dem, naar man først ligger paa Bunden og sanker efter Conchylier, men jeg ønskede saa meget, at De vilde sende dem til en lille Pige, som nok kjender lidt til mig, og som tjener paa Hjørnet af Bolingbrokestreet i London, for seer De -«
   »Meget vel, John,« afbrød Sir Henry ham, »nu afsted med Kassen, og siig Mr. Steam, at jeg ingen Spiger ønsker paa Topseilet denne Gang. Forresten have I begge mit Løfte.« Med disse Ord puffede han dem ud og laasede Døren omhyggeligt efter dem.
   Neppe var Sir Henry alene i Værelset, før han fremtog et lille Bundt Nøgler og hurtigt aabnede Laaget paa den store Reisekuffert. Ligesom en Taskenspiller til Publicums store Forbauselse tager et heelt Udstyr af en sort Silkehat, saaledes væltede der under hans Hænder en saadan Masse af Gjenstande frem, at jeg næsten troede, at Kufferten var uden Bund, og at Nogen langede ham Tingene op gjennem en eller anden underfundig Lem i Gulvet. Først kom et Sølv-Toiletetui, saa en sort Silkehat, saa en mechanisk Støvleknægt, saa et Par sorte Unævnelige, saa et halvt Dusin hvide Halstørklæder i et fortvivlet Vilderede med et ligesaa stort Antal Fadermordere, saa et Par Silkestrømper, derpaa en Knibtang af sort Klæde, saa nogle hvide Glacerede, derpaa en sort Lakeret, som lidt efter efterfulgtes af sin Mage, saa et Par Rageknive, der faldt ud af deres Fouderaler, og nær havde berøvet ham Fingrene forneden, saa en uhyre Krukke poudre de riz med tilsvarende Kvast, og nu troede jeg det kunde være nok. Det var derfor ikke min Skyld, at jeg ikke fik et eller andet pludseligt Tilfælde, da jeg atter saae Sir Henrys Hænder forsvinde i Kassen og derpaa dukke op først med en enorme Crinoline, saa med Noget, der havde en høist mistænkelig Lighed med et Snøreliv, saa med det Klædningsstykke, der pleier at bedække Damernes Inderste, hvorefter fulgte først en Klokke, saa nok en Klokke, saa et stivet, hvidt Skjørt, saa et sort dito med røde Striber, saa et sort uden røde Striber, saa et hvidt, ustivet, saa et lyserødt Silkedito med en Uendelighed af Læg, Garneringer, Kruseduller, Frynser og Falbelader, saa at jeg fik ganske ondt i Hovedet deraf. Oven paa dette fulgte en Atlaskes Kjole, et Par reent Unævnelige med Strømper og Sko, og endelig en Melkevei af Blonder, Strimler, Sløifer, Slips i forskjellige Mønstre, af Moll, Tyll, Silke, Flor, Fløiel og Kammerdug, saa at jeg næsten troede, at Sir Henry havde i Sinde at nedsætte sig som Modehandler, og antog, at mit Studie laae paa et bekvemt Strøg. Alle disse Sager blev meget ubehændigt anbragte rundt omkring paa Stole, Borde og Stafelier, hvorpaa Sir Henry atter lukkede Butiken og greb fat paa Pistolkassen, som han havde stillet ved Siden af paa en Stol. Jeg følte hos mig selv en hemmelig Gru; thi jeg havde en Anelse om, at der ud af denne Kasse vilde vælte et heelt Arsenal af Pistoler, Terzeroler og Revolvere med Tilbehør af Knaldhætter, Kugleforme, Rømmenaale og Krudthorn, ligesom jeg begyndte at frygte for, at det maaskee kunde falde ham ind at skyde tilmaals efter Lysstriberne i Skodderne eller lignende iøinefaldende Gjenstande; men ogsaa her viste det sig, hvor kortsynede vi stakkels Mennesker ere. Ud af Kassen halede han, ikke Pistoler og heller ikke gule og blaae Baand, men først en Diamantssnor, saa nok en, saa Brocher, Berloquer, Armbaand og Fingerringe, indtil han havde en ganske skjøn lille Capital svømmende mellem alt det Øvrige. Der stod nu kun den lille Cedertræes Kasse tilbage; men her blev jeg overladt til en ubehagelig Uvished, idet Sir Henry vel prøvede en lille Nøgle i dens Laas, men derpaa atter forsigtig satte den tilbage.
   Efter at han endnu en Gang havde forvisset sig om, at der Intet Mere var tilbage i Kufferten, og at intet menneskeligt Øie kunde belure ham, trak han en af Studiets faa Stole frem og begyndte ganske langsomt at afføre sig, først Gamascherne, derpaa de stortærnede Beenklæder, sin grønne Sportsmans-Jakke, indtil han kom i en Tilstand, som syntes at tyde paa, at han aspirerede til at vinde Medaillen for Druknendes Redning. Nu tvivlede jeg ikke paa, at Sir Henry var gal, og frygtede kun for, at han enten skulde sætte gjennem et af Malerierne, saaledes som de hos Astley sætte gjennem Tøndebaand, eller at han, hvad der var værre, skulde forsøge at komme ud paa Loggiaen og danse Fandango. Men atter skuffedes jeg i mine Forventninger, idet jeg saae Sir Henry med stort Besvær og med øiensynlig Trang til en Kammertjener at iføre sig alle de mandlige Munderingsstykker, som han havde taget op af Kufferten, indtil han stod i sin stiveste Dress med Stilken af Hovedet klemt ind i et umaadeligt stivt, hvidt Halsbind, hvori den sad saa fast som i en Skruestik. Han havde saa lykkeligt opnaaet den Stivhed og Stramhed, som er nødvendig for en rigtig engelsk Gentleman, der skal ud i Damebazaren, at jeg nu frygtede for, at han snarere tænkte paa Brudefærd end paa Liigbegjængelse. Med megen Vanskelighed fik han de afførte Klædningsstykker ned i Kufferten, og derpaa begyndte en Scene, hvis Detailler jeg neppe formaaer at gjengive, da den egentlig burde spilles af en yngre Comiker, istedetfor at fortælles af en gammel Maler. Sir Henry trak nemlig pludseligt min store Leddedukke frem af dens beskedne Krog, afrev det vilde Atlask, som jeg havde hængt paa den for at studere Lysbrydningen i Foldekastet, og gjorde de i en Haandevending lige saa bar, som den var kommen fra Mesterens Haand. Derpaa gav han den Damernes inderste Klædningsstykke paa, knubsede den i Hovedet, for at dette ikke skulde falde af ved den næste Maneuvre, og fik derpaa lykkeligt og vel anbragt nogle, baade af de stivede og ustivede Skjørter, der til Slutningen kronedes af den mægtige Crinoline, saa at den grangiveligt saae ud som en Beenrad i et Fuglebuur. Havde Sir Henry havt Vanskelighed ved at klæde sig selv af og paa, saa syntes han at være dobbelt vild i det Mysterium, som han nu havde trængt sig ind i, og hvis labyrinthiske Besværligheder han neppe syntes at ane. Det var navnlig Overdelen, det kneb med. Snørelivet satte han saaledes, at Dukken først fik Brystet paa Ryggen, og derpaa et paa hver Side af Armhulen. Saa blev det snørt op igjen, saa trillede Hovedet paa Gulvet, saa blev det sat paa og knubset, saa kom Rygstykket atter paa Brystet, blev atter vendt og rettet, Altsammen med en Taalmodighed, som man maatte kalde beundringsværdig. Endelig var Leddedukken færdig. Det lyserøde Silkeskjørt med de aristokratiske Falbelader blev hængt over sine borgerlige Colleger, den hvide Atlaskes Kjole trukken paa og, mærkværdigt nok, strax hægtet i Ryggen. Dernæst blev Juvelerne og hele den øvrige Besætning hængt paa og stukne fast, og endelig fremtog Sir Henry af den lille Cedertræes Kasse et fire Alen langt Brudeslør, indvirket med ægte Perler, saa klare som Dugdraaber, og vævet af det uforlignelige, fine Mousselin, som Hinduerne kalde »Morgenens Taager«.
   Da Sir Henry havde faaet dette befæstet paa Hovedet, ikke uden megen Anvendelse af Knappenaale og Knubs, var Figuren færdig, og det var i Sandhed en Billedstøtte, som ingen Modehandlerinde skulde have skammet sig ved, og som vilde have sat hundrede kvindelige Øine i Bevægelse og faaet hundrede Pigehjerter til at bæve af sød Befippelse. Aldrig havde mine Øine skuet en lignende Pragt, og hverken Windsor eller St. Paul vilde have behøvet at skamme sig derover. Sir Henry syntes at føle det Samme. Han blev staaende i taus Beskuelse efter at have dreiet Dukken saaledes, at den stod med sænket Hoved og udbredte Arme, som om den vilde tage ham i Favn.
   Paa mig gjorde alt Dette et høist smerteligt Indtryk. Situationen var comisk, af og til næsten burlesk, men er det piinligt at see en Mand gjøre sig latterlig for et større Publicum, saa er det uhyggeligt, naar han gjør det i Eenrum, og Sir Henrys hurtige Bevægelser i det halvmørke Studie foran den pyntede Dukke havde næsten noget Spøgelseagtigt ved sig. Flere Gange tænkte jeg paa at forlade min Plads; men Nysgjerrigheden og en hemmelig Følelse af, at det maaskee var nødvendigt at komme ham til Hjælp, tvang mig til at blive, og saaledes saae jeg det bedrøvelige Skuespil næsten til Ende.
   Efter at have faaet Figuren anbragt i den Stilling, han ønskede, trak han sig tilbage i den modsatte Krog af Værelset, greb Bouketten og rettede endnu engang paa sin Paaklædning. Derpaa gik han henimod Figuren, bukkede for den og fremsagde en Slags Bøn eller Formular, som det imidlertid var mig umuligt at høre. Da denne var tilende, overrakte han sin Bouket, tog Dukken i Favn, kyssede den, knubsede den i Hovedet, som var lige ved at falde af, fordi det kom i en altfor intim Berøring med hans Næse, og trak sig derpaa atter tilbage til sin forrige Plads. Da han havde gjort dette fem eller sex Gange, hver Gang med synlig Anstrengelse for at Hovedet ikke skulde berøres af Cap Horn, trak jeg mig tilbage og begyndte at fire mig ned for at naae Altanen paa Bartolomeos Huus; thi nu var det mig klart, at Sir Henry var gal.
   Min Nedkomst hørte imidlertid ikke til de heldigste. Idet jeg svang mig ud over Loggiaen, beholdt jeg en af dens raadne Træstænger i Haanden og dumpede ligesom Katten ned paa Tagskraaningen, hvorfra jeg atter med et anseeligt Brag og en Stab af Tagsteen rutschede videre, indtil jeg befandt mig i en Kurv med grønne Ærter, som af Glæde over min uventede Ankomst knaldede af som en Musketsalve.
   Under andre Omstændigheder og under fredeligere Forhold har det altid noget Irriterende at sætte sig i en Ærtekurv, naar man ikke specielt ønsker at faae sin Baggrund decoreret paa en lige saa forsvarlig som prisbillig Maade; men naar man kommer saadan otte til ni Alen oppe fra de høiere Regioner, og kun har Valget mellem et Jernrækværk og Steenbroen, negter jeg ikke, at man maae ansee en Ærtekurv baade for en bekvem og hensigtsmæssig Indretning.
   Jeg troer nok, at jeg gjorde denne Bemærkning til en ny skrammereret Udgave af Sir Henrys udvalgte Værker, som sad lige overfor mig paa en Træstol og af lutter Forskrækkelse var ifærd med at sluge den Agurk, han holdt i Haanden, og som han syntes at have udvalgt som Gjenstand for et dybere gaaende botanisk Studium. Fyren saae først paa mig, saa paa Tagstenene og dernæst paa Ærtekurven, hvorpaa han frembragte en Lyd, som om han havde faaet en Snaps forkeert i Halsen, hvilket overbeviste mig om, at han var en Irlænder. Da jeg ikke paa nogen menneskelig Maade kunde gjøre mig forstaaelig for ham, thi selv Tegnsproget og de paa min Pande anbragte stærke Hentydninger til en mindre vel forvaret Sindstilstand hos hans Herre opfattede han ikke, fandt jeg det meest passende at lade ham børste det Værste af mine Klæder, hvilket han udførte efter den nyeste Methode at strigle Heste paa. Saa vandrede jeg ud for nærmere at tænke over Det, jeg havde seet og hørt. Jeg kom imidlertid til samme Resultat som før og var ganske fornøiet over ved min Tilbagekomst at see, baade at Bartolomeo havde Nøglen, og at mit Studie var i Orden, saasom jeg underveis havde faaet en uhyggelig Anelse om, at Sir Henry muligviis kunde have faaet isinde at opføre sidste Act af Semiramis.
   En tilfældig Forhindring tillod mig ikke den Aften at besøge Villaen, og først den næste Dag henimod Solnedgang vandrede jeg ud til Sir Henrys lille Paradiis. Men det gik mig desværre paa samme Maade som Jordens første Mand. Som han havde jeg spiist af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, og som han gjorde jeg den samme sørgelige Opdagelse, nemlig at Eden var lukket og bevogtet af en Cherub, der hverken var bevinget eller havde Flammesværd, men til Gjengjeld en Mængde Guld paa høist unødvendige Steder, og i Haanden en brændende Svovlstik, hvormed han meget gemytligt tændte sin Cigar. Cheruben syntes heller ikke synderlig tilbøielig til at straffe mig eller paa anden Maade give sit Mishag tilkjende; men han viste sig som en tør, tvær, knarvorn og kjedelig gammel Tingest af en Paradiis-Bevogter, og gjentog bestandigt ligesom salig Kanitverstan sit »I don't know« med en Halstarrighed, som kun saadan en gammel Porthund kan gjøre det. At jeg imidlertid var faldet i Unaade, syntes mig klart; thi han skjød ikke Ryg en eneste Gang, men dampede mig mellem hvert af sine korte Svar lige i Næsen en Røgsky, der kun syntes at kunne hidrøre fra de Cigarer, som i Rom gaae under Navnet »Stincadoros infamos«.
   Da jeg saae, at ethvert Forsøg paa at klemme Noget ud af ham var lige saa frugtesløst som at presse Champagne af en Østers, gik jeg atter tilbage forbi den smilende Villa og ad den lille, bugtede Fodsti, hvor Roserne og Caprifolierne endnu duftede mig imøde lige saa oplivende som den første Gang, jeg betraadte den. Hver Situation, hver Samtale, jeg havde havt med Sir Henry, stod under disse Omgivelser saa levende for mig, at jeg hvert Øieblik syntes at see hans Ansigt i en Aabning af Hækken eller ham selv komme mig imøde paa den smalle Gangsti. Jo mere jeg gik, desto klarere blev det for mig, at jeg paany havde gjort ham høiligt Uret, og at min Opførsel lige over for hans aabne Adfærd kun var en Række af Fornærmelser, som jeg havde tilføiet Een, der i sit Inderste var ulykkelig, og derfor dobbelt maatte føle Det, som maaskee neppe vilde saare Andre. Jeg følte en brændende Attraa efter endnu en Gang at tale med ham for at bede om hans Tilgivelse for mit ungdommelige Lureri, og da jeg erindrede, at han en Gang havde meddeelt mig, at han undertiden spiste til Aften hos Spillmann, fattede jeg den Beslutning at gaae derop for om muligt at træffe ham der.
   Ved min Indtræden i de ædle Lorders Helligdom saae jeg kun to til tre Gjester, der i den pragtfulde Spisesal tog sig ud som lige saa mange Fluer paa en forgyldt Speilramme, og havde dernæst den aparte Fornøielse at see en af disse engelske Plumbuddingædere gloe paa mig med en Mine, som om han meente, at jeg ved en reen Feiltagelse var kommet mellem overnaturlige Størrelser. Jeg gjorde som Menneskens Børn altid gjøre ved slige Leiligheder. Jeg blev, istedetfor at gaae, og bestilte et Maaltid til tyve Francs, istedetfor at drikke en Flaske Sodavand.
   Medens jeg sad og ærgrede mig over min spildte Tid og mine spildte Penge, samt gav mig Udseende af at være en ligesaa ægte engelsk Nar og Beefsteakfordærver som de Andre, blev Døren pludselig reven op, og en heel Bande af grøntærnede Jakker, røde Whiskers, vandblaae Øine og glubende Fortænder styrtede under Latter og støiende Passiar ind i Spisesalen.
   »Har De hørt den nyeste Scandale, Pemfrithstone?« raabte Een, idet han fegtede med sin tynde, guldknappede Stok hen imod den nævnte Herre, der lige var ifærd med at tranchere en Agerhøne.
   »I don't know«, svarede denne, idet han paa en heldig Maade copierede Cheruben.
   »Den er guddommelig, udmærket, ganske mageløs!« raabte den Første, idet han kylede baade sin Hat og Stok paa Bordet, maaskee som en svag Antydning af, at Vest og Buxer snart vilde følge efter.
   »De kjender jo Sir Henry?« raabte en Anden, idet han fortsatte sine prisværdige Anstrengelser for at spise sin ene Knebelsbart.
   »Very well«, svarede Sir Pemfrithstone og begravede sin Gaffel i det Indre af Agerhønen med en Mine, som om han agtede selv at følge efter.
   »Tænk Dem,« raabte den Anden, idet han gjorde nogle fortvivlede Anfald paa Knebelsbarten, »hvilken Scandale! Sir Henry er -«
   »Lad Charles tale!« skreg de Andre i Munden paa hverandre. »Charles har Ordet, han kan den!«
   »Nuvel, mine Herrer!« raabte den Første, idet han paany snappede Spaserestokken og fegtede med den i Luften, som om han ved at kløve Ordene vilde forøge deres knusende Antal. »Scandalen er i Korthed følgende: Sir Henry, hvis ridderlige Anstand og legemlige Skjønhed vil være Dem Alle bekjendt, begyndte allerede tidligt i Saisonen at vise sig hyppigt i Lady Smithfirlewitz Soiréer, uagtet det var vitterligt for Alle, at han i de Vintre, hvori han besøgte Rom, ellers mulede i Eensomhed og morede sig med at polere antike Shillings. Et saa mærkværdigt Phænomen kunde naturligviis ikke blive ubemærket, og det varede derfor heller ikke længe, førend Lady Smithfirlewitz, der, mellem os sagt, har Øine som en Lærkefalk og Kløgt som en Ræv, opdagede den Magnet, som drog Sir Henry til Huset. Denne var ingen anden end Comtesse G., en ung dansk Dame, meget smuk, temmelig rig, men noget gauche, som de danske Damer jo pleie at være. Jeg dansede selv med hende et Par Gange hos Lady Smithfirlewitz. Hun blev rød lige op over begge Øren, hver Gang jeg fortalte en af Robert Witchwatchs forbandet flotte Historier, skjøndt i modererede Udtryk, og erklærede det for en afskyelig Skik, at de engelske Herrer drak Portviin efter Bordet og lod Damerne skjøtte sig selv. Saa lod jeg hende skjøtte sig selv, og hun gjorde overhovedet heller ingen Lykke hos Lady Smithfirlewitz, hvor hun ofte kom i et Toilette, der syntes mere skikket til Nonnedragt end til Bal; men Robert og de Andre saae godt, at Sir Henry bestandigt stod i en Krog og rokkede, ligesom en anden Rhinoceros, og snappede efter Veiret, hver Gang hun dansede forbi ham. Senere fik jeg at vide, at han ogsaa kom hos den gamle Grevinde G., og en Dag saae jeg hans Hund, [s200] Monkey, fare ud af Porten og ryge lige under Skjørterne paa den gamle Lady Smicksmack, der gaaer med Katteskind om Anklerne, fordi hun lider af Gigt. Det var et guddommeligt Syn! Monkey, der, mellem os sagt, er den flotteste Terryer i Verden, gik paa med Dødsforagt og vilde absolut have fat i Katten. Lady Smicksmack hvinede himmelhøit og sparkede ud som en gammel Carriolehest, og Sir Henrys Groom, en ganske lille Een, og sort i sit Ansigt som en Morian, halede og hev i Halen paa Monkey, der ikke kunde komme ud af Lady Smicksmacks Crinoline, hvor den løb omkring som en Rotte i et Hønsebuur. Det var en guddommelig Scene! Jeg loe, saa jeg maatte holde mig i Siderne, og var nærved at revne, da Lady Smicksmack, før hun faldt i Afmagt, dunkede Sir Henrys Groom i Hovedet med en saadan Vedholdenhed, at hun fik sin En-tout-cas gjort til Knækparasol. Naa, det var ikke det, jeg vilde fortælle, men nok er det, at Sir Henry vedblev at komme til Grevinde G., ja Nogle fortælle endog, at han gik i Munkekutte og blev malet sammen med Comtessen, men det tør jeg dog ikke indestaae for. Imidlertid gik det med Sir Henry som med alle Andre. Først forliebede han sig, saa forløb han sig, og saa forlovede han sig; men med det Sidste kneb det nok svært, saavidt jeg har kunnet erfare. Det er heller ikke let at sige, hvorfor en ung Pige netop vil tage en Snudebille, naar hun kan faae Een af os Andre, og det var nok ogsaa den gamle Grevinde, der lavede Partiet sammen. Det varede heller ikke længere end tre Dage, førend det gik overstyr igjen, og efter hvad jeg har hørt af Robert Witchwatch gik det til paa følgende Maade. Den første Dag holdt Sir Henry sig i Skindet og beundrede en distance. Den anden Dag vilde han efter dansk Skik kysse sin Forlovede, men bar sig saa keitet ad, at hun fik en Bule i Panden, saa at der var Spørgsmaal om, hvorvidt hun kunde tage paa Lady Smithfirlewitz store Bal den følgende Aften. Efter hvad Robert fortalte, var Sir Henry meget nedslaaet den Eftermiddag; men naar man er skabt som en Elephant, sagde han, burde man øve sig, inden man kysser en saa smuk Pige, som Comtesse G. Det følte rimeligviis Sir Henry, thi den næste Dag sendte han hende en saadan Baldragt, at Lady Smithfirlewitz to Døttre, der netop gjorde Visit, fik nerveus Hovedpine og maatte gaae hjem. Comtesse G. kom imidlertid til Ballet hos Lady Smithfirlewitz, og Sir Henry kom der ogsaa og saae ud som en Mastodont i Borgermesteruniform. Men ligesom han havde overrakt hende en deilig Bouket og vilde føre hende til Dansen, løber han Næsen mod en ung Mand i østerrigsk Lieutenantsuniform, som den gamle Lady Smithfirlewitz havde faaet snuset op, Pokker maa vide hvor, og faaet med til Festen. Ved Synet af ham blev der et grueligt Spektakel lige midt i Balsalen. Han truede Sir Henry med Pistoler, men Sir Henry, der rimeligviis vidste, at der skal mere til for en Rhinoceros, bad ham reise Pokker ivold. Saa blev den unge Officeer aldeles rasende og skjeldte ham ud paa Dansk, Engelsk og Tysk mellem hverandre. Comtesse G. græd, hendes Moder besvimede, Lady Smithfirlewitz Døttre kom af med deres Hovedpine, og den gamle Lady Smicksmack laante Lady Smithfirlewitz saadan et Par Øine, at hun nær aldrig havde faaet dem tilbage igjen. Den unge Comtesse G. græd og hulkede og erklærede Sir Henry, at hun var en ulykkelig Pige for Livstid. Men hvem kommer saa farende ind i Salen, ligesom hans Vogn er kjørt frem? - Det gjør Monkey, ingen anden end Monkey, det meest fordømte og grinagtige Dyr i hele Christenheden, og meget klogere end Sir Henry selv. Den havde siddet i Vognen, hvor den altid er, naar dens Herre tager ud; men ligesom Tjeneren lukker Vogndøren op, ryger den ud, op ad Trapperne, ind i Balsalen og lige i Benene paa den gamle Lady Smicksmack, som havde travlt med at helde Vinaigre paa Grevinde G. Ind ryger Monkey paa Katteskindene, ned dumper Lady Smicksmack og tager tre Garneringer fra Grevinde G. tilligemed Lady Smithfirlewitz med sig i Faldet; men neppe mærker Monkey, at den, skjøndt i uegentlig Forstand bliver overmandet, før den ryger ud igjen, farer mellem Benene paa to Tjenere med Ananasiis, vælter dem begge og sætter derpaa med et Spring op i Orchestret, hvor den giver sig til at tude som en Besat. Robert Witchwatch, der har fortalt mig det Hele, ligger endnu af et Mavetilfælde, som han fik den Aften, og Lægen har forbudt ham at fortælle Historien mere end een Gang om Dagen. Men Sir Henry tog Sagen fuldkomment som Gentleman. Han bukkede for Comtesse G., fløitede ad Monkey og gik ud af Salen lige saa strunk og stolt, som om Sagen ikke kom ham i fjerneste Maade ved. Skjønhed har han ikke, men megen Verden, det maa man lade ham. Han reiste naturligviis samme Aften, saa De kan faae hans lille Gig, Pemfrithstone. Den bliver opraabt paa Onsdag tilligemed Hestene; der ere nogle fordømt skjønne Tingester iblandt dem.«
Vilhelm Bergsøe Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek