V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 180-189

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 180-189

   [s180] Da vi senere hen paa Aften sad ved Middagsbordet og drak et Glas sammen paa nærmere Forstaaelse, maatte jeg næsten smile ved mig selv over den Maade, hvorpaa vi Mennesker her i Livet betragte hverandre. Det er altid det Ydre, Masken, der lægges til Grundvold for vor Opfattelse, og hvor feil og falsk bliver saa ikke den Bygning, som vi opføre derpaa. Og paa den anden Side, hvor hurtig taber ikke denne Maske sin Betydning, saasnart vi komme i nærmere Forstaaelse med det, den skjuler? Hiin Aften i Caféen forekom det mig, at han ikke havde anden Bestemmelse her i Livet end at gaae omkring som en levende Reclame for Punch, og nu, da jeg havde talt med ham i fem Timer, syntes det mig, at han vel var hæslig, især naar hans Ansigtstræk vare i Ro, hvorimod der under Samtalen næsten altid kom et Spil og et Liv, hvorved man hurtigt forsonedes med Formernes Uregelmæssighed.
   Da vi senere under en gemytlig Passiar nød vore Cigarer i hans Studereværelse, udtalte jeg mig i denne Retning og spurgte, om han ikke havde gjort lignende Erfaringer.
   »Meget hyppigt hos mine Nærmeste,« svarede han, »sjeldnere hos Mænd, med hvem jeg kom i lettere Berøring, og næsten aldrig hos Kvinderne. Det er ikke uden Grund,« føiede han til med et Suk, »at man kalder dem det smukke Kjøn, thi Forfængeligheden hos dem lægger saa megen Vægt paa det Skjønne, at Hæsligheden kommer til at staae som en Modstander, der maa vige eller falde, netop fordi den er deres egen Modsætning. Jeg har aldrig kunnet lege med Børn! De blive bange for mig, skrige og løbe deres Vei; men naar mange Menneskekjendere paastaae, at Kvinden i hele sin Livsopfattelse bevarer Barnets Natur, saa maa jeg desværre give dem Ret i denne Paastand.«
   Jeg følte, at her var et smerteligt Punkt, en Lønkrog i hans Hjerte, hvortil han ligesom modstræbende ogsaa i senere Samtaler kom tilbage. Han tilstod i disse aldrig, at han var blevet skuffet og bedraget, aldrig, at han vist ingensinde var blevet elsket; men jeg havde paa Følelsen, at her laae den mørke Skygge, det Eneste, der maaskee kunde bringe ham ud af hans Ligevægt og kaste ham i Ulykken. Senere Begivenheder viste desværre, at min Opfattelse var rigtig.
   Jeg blev den Aften hos ham til hen imod Midnat, skjøndt det var forbundet baade med Uleilighed og Fare at komme tilbage igjen. Trods vor livlige Samtale kunde jeg dog ikke undgaae at lægge Mærke til, at han af og til kastede et hastigt Sideblik henimod det tilhyllede Maleri. Ved disse Leiligheder kom der ligesom en let Distraction over ham, hvorved han tabte de finere Ender af Dialogens Traad, hvilke han da hyppigt gjenoptog med forceret Heftighed, som om han derved troede at kunne dække sin Mangel paa Opmærksomhed. Hvergang dette skete, kom der noget Usikkert tilsyne i hans Træk, som ikke klædte ham, og som satte mig i en høi Grad af Spænding efter at erfare, hvad der skjulte sig under det grønne Draperie.
   Da jeg endelig tog Afsked, vilde han følge mig et Stykke paa Vei. Jeg afslog det med den Bemærkning, at Veien var usikker og Natteluften kold.
   »Jeg har en god Beskytter mod begge Dele,« sagde han leende, idet han trykkede paa en lille Klokke, som stod paa hans Skrivebord. Den Skilte traadte ind, Sir Henry hviskede et Par Ord, og jeg kunde ikke Andet end beundre hans praktiske Sands og forundre mig over hans bizarre Paafund, da vi kort efter, hver iført sin Franciscanerkutte, i det deiligste Maaneskin vandrede henad Veien til Rom. Ved Porta Pia skiltes vi fra hinanden, idet jeg bestemt maatte love ham at see ud til ham i Løbet af den følgende Dag.
   Vort Bekjendtskab, der var sluttet under saa originale Auspicier, antog efterhaanden en mere og mere fortrolig Form, og Alt, hvad jeg fik at vide, deels gjennem ham selv, deels gjennem Andre, tjente kun til at godtgjøre, at hans personlige Characteer og moralske Vandel vare lige saa hæderlige som det Ydre, hvori Naturen havde præget ham, var phantastisk og forunderligt. Han eiede en colossal Formue og udviste en colossal Godgjørenhed, men samtidigt med, at han rolig udstedte Anviisninger paa et Par tusinde Pund til Vand- eller Brandlidte etsteds i Storbritannien, kunde det falde ham ind at afvise en Tigger, der bad ham om en Bajocco. Medens han til daglig Brug levede næsten tarveligt i Forhold til sin Formue, kunde han paa enkelte Dage faae i Sinde at udfolde en næsten fyrstelig Pragt, indbyde Eliten af den reisende og romerske Adel, for Dagen derpaa at lukke sig inde i sit Værelse uden at ville see et eneste levende Væsen undtagen Monkey, der var hans bestandige Ledsager.
   En Dag, der netop var en af dem, hvorpaa Tungsindighedens Taager lagde sig om Sir Henry og pligtskyldigst fordunklede den Skrammereredes, de Galloneredes og den Skiltes ellers saa smilende Ansigter, indfandt jeg mig i Villaen, skjøndt jeg allerede i Portnerhuset kunde see Spor af den Spleen, der hvilede paa Bjergenes Toppe. Den Gallonerede havde en frygtelig Hovedpine, og den Skilte syntes at lide af et Slags St. Veitsdands, under saa mange Skuldertrækninger krympede han sig, da jeg spurgte til hans Herres Befindende. Ligesom jeg vilde tage Afsked klang Sir Henrys Stemme fra Cabinettet og syntes at virke paa samme Maade paa den ulykkelige Kammersvend, som Gjenfærdets Stemme paa Leporello i Don Juan. Han tumlede fra mig saa bleg som en Hvideroe, og kom tilbage saa rød som en Reddike, og meddeelte mig under en Masse Kvælningssymptomer, at Sir Henry ønskede at tale med mig. Jeg dukkede øieblikkeligt ned i det blaae Fløiel og stod kort efter hos Sir Henry, der laae udstrakt paa sin Sopha. Han saae mat og lidende ud, men foer dog øieblikkeligt op, da han hørte mig, og raabte med næsten lidenskabelig Heftighed, idet han traadte tæt hen til mig:
   »Jeg kan jo stole paa Dem, ikke sandt? Fuldkomment stole paa Dem i Et og Alt?«
   »Ja, Sir Henry,« sagde jeg, »det kan De.«
   »Siig mig da,« spurgte han, idet hans Stemme med Eet blev usikker, »hvor lang Tid behøver De for at copiere det Maleri, som hænger der?«
   Med disse Ord pegede han paa Gjenstanden for min Nysgjerrighed.
   »Det kan jeg ikke sige Dem, Sir Henry, før jeg har seet Billedet og derved kan bedømme, hvor udført det er. Maaskee kan jeg slet ikke copiere det.«
   »Jo De kan,« svarede han, »jeg veed bestemt, at De kan det. Lov mig at copiere det saa hurtigt, som det er Dem muligt, arbeid paa det baade Nat og Dag, gjør det saa godt, De kan, og De kan forlange derfor, hvad De vil. Jeg skal sende Dem Billedet endnu i Aften.«
   Med disse Ord skjød han mig lempeligt ud i det blaae Fløiels Ocean, og hjemad seilede jeg da med blandede Følelser og med den tungsindige Bevidsthed, at Sir Henry vist var paa gode Veie til at blive gal, og syntes at finde en sørgelig Tilfredsstillelse i at tage Andre med sig paa Veien til Bedlam.
   Om Aftenen kom en elegant Vogn kjørende og holdt udenfor mit Studie, til stor Ærgrelse for de italienske Placatsmørere, som jeg havde til Gjenboere. Ud steeg først den Gallonerede, derpaa den Skrammererede, som atter ved fælles Hjælp og med megen Ærbødighed fik den Skilte hjulpet ud af Carossen, medens en Flok romerske Gadedrenge med forskjellige, meget upassende, men skjemtefulde Bemærkninger og Tilraab overværede den høitidelige Act. Sandsynligviis havde de tre Herrer i længere Tid siddet ovenpaa hverandre; thi efter at have rettet paa deres Toiletter, forenede de sig i en fælles Kraftanstrengelse, hvis Hovedformaal bestod i at afmaale mine Trapper i de længst mulige Sæt. Kort efter rumlede en anden Vogn for Døren, hvilket fik dem til at rutsche ned ad Trapperne, omtrent paa samme Maade som Cimbrerne, da de satte ned ad Alperne, og uden noget synligt Hensyn til Liv og Lemmer, Gallonering eller Rangforordning. Derpaa slæbte de sig atter op ad Trapperne, sukkende og stønnende, som Pilgrimmene paa Scala Santa, og Resultatet af al denne Møisommelighed fremstod da i Form af en stor, flad og firkantet Kasse, som med megen Høitidelighed blev anbragt paa mit Stafelie. Paa Laaget stod »Aabnes næste Morgen«, hvilket gav mig skjellig Anledning til nye Gisninger og til at kvæge disse ved en dobbelt mezzo caldo hos Giuseppe.
   Aftenen tilbragte jeg i Caféen under høist forskjellige Tanker. Jeg sad paa min gamle Plads, drak min sædvanlige mezzo caldo af mit sædvanlige Glas og brugte tre Gange i Distraction Giornale di Roma istedetfor mit Lommetørklæde. Hvergang Døren gik op, ventede jeg at see Sir Henry træde ind, og da jeg endelig, henimod Klokken Tolv, var blevet skuffet omtrent et halvhundrede Gange, forlod jeg min Plads og min sidste mezzo caldo, der havde faaet en ubetydelig Afsmag ved uforsigtig Anvendelse af et Saltkar. Saa sejlede jeg ud ad Døren, i hvilken Ariella til Afsked betroede mig, at jeg var et brutto animale, der ikke fortjente at være elsket af en saa dolce giovanotte, som hun vidste om sig selv, at hun var. Jeg gik hjem og i Seng, phantaserede om smaae Kasser og store Kasser, fiirkantede Kasser og ottekantede Kasser, faldt i Søvn og drømte, at jeg begik Kassesvig og var paa Veien til Amerika.
   Jeg har overhovedet gjort den Opdagelse, at naar en vis, fix Tanke bliver kvæget med varm Toddy, saa avler den i Forening med denne en ustyrlig Masse smaae Tanker, der alle ligne deres Moder, og som blive ved at prikke, pine og plage Een, indtil man vaagner, bearbeidet af, hvad I Danske kalde Tømmermænd, men vi Svenske, maaskee mere passende, kopparslagere, thi Rabalder gjøre de. Efter at jeg havde moret mig med at drukne disse Herrer i den nærmeste Fontane, og prisbelønnet mig selv med en Kop sort Caffe, kjøbte jeg mig en Skruetrækker og begav mig dernæst til mit Studie.
   Det var med en vis hevngjerrig Følelse, at jeg kilede løs paa den ene Skrue efter den anden, og da endelig den sidste rullede hen ad Gulvet, og jeg løftede Laaget af - hvad saae jeg da? Netop det, som den franske Dommer altid lagde som Motiv til en hvilkensomhelst Forbrydelse, naar han udraabte: »Hvor er Fruentimmeret?« Ja, det var et Fruentimmer og ovenikjøbet et saare kjønt Fruentimmer, der smilede ud til mig, lige saa frisk og lige saa levende, som om hun blot ventede paa at træde ud af Rammen. Jeg stirrede paa hende, og hun saae paa mig, men jo længere vi stirrede paa hinanden, desto klarere blev det mig, at vi i Grunden vare gamle Bekjendte. Jeg havde før seet dette cendré Haar, der ligesom en Bølge rullede tilbage fra Panden for at udgyde sig i et Fossefald af Nakkekrøller, lige saa bløde, som Carnationen paa hendes blendende Hals og Skuldre. Jeg kjendte jo saa godt disse store, violblaae, lidt fugtige Øine og dette halvt smægtende, halvt ironiske Smiil, der næsten bedaarede lige saa meget som hendes Blik. Jeg kjendte Stoffet i hendes aristokratiske, hvide Atlaskes Kjole, Blonderne om hendes Hals, Ringen paa hendes Finger, ja selv Rosen i hendes Haand; jeg kjendte den lille Hund, der hoppede iveiret, snappende efter den Rose, hvormed hun smilende tirrede den; jeg kjendte dens Pels, dens Halsbaand og nydelige Tænder. Og alt dette var ikke saa underligt; thi Hunden var Monkey, min Arvefjende, Damen Comtesse G., og Kunstneren, der saa uforligneligt havde fremstillet det Hele, var, mine Herrer - mig selv, Deres allerydmygste Tjener. Først nu kunde jeg forstaae, at Sir Henry saa haardnakket og dristigt havde paastaaet, at jeg fuldkomment egnede mig til at copiere Maleriet.
   Men der var adskillige andre Ting, som jeg derimod ikke forstod. Dette Maleri havde jeg for henved tre Uger siden gjort færdig til Afsendelse, og troede det i det Mindste halvveis imellem Rom og Kjøbenhavn. Comtessen og hendes Familie vare endnu i Rom eller rettere paa en Villa i Nærheden, og jeg vil ikke negte, at det altid gjør et underligt Indtryk, naar man har faaet Roes af Moderen, Penge af Faderen og Regning fra Spediteuren, da at see sit Aandsfoster spadsere ind ad Døren i en Trækasse, sendt fra en engelsk Lord. Der var kun to Udveie: den ene den, at Sir Henry var bleven forlovet med den unge Pige; men deels syntes dette at være en Omgjængelse imod Naturen, imod hvilken Comtessen vistnok vilde have nedlagt den alvorligste Protest, og hvorfor vilde han i saa Tilfælde have hende in duplo? Den anden var den at antage, at han var dødelig forelsket i den unge Pige og havde anvendt sin Skarpsindighed og Lordsgage paa at bestikke baade Spediteur og Postvæsen for at tilvende sig et Portrait af sin Elskede, og jo mere jeg tænkte derover, desto klarere gik det op for mig, at dette maatte være Grunden. Stakkels Sir Henry! Nu forstod jeg hans store Middagsselskaber og hans Extravagance med Caviar fra Astrakan og Ananas fra Madeira; nu forstod jeg hans mørke, eensomme Timer i det stille Studereværelse; nu forstod jeg det grønne Flor over Maleriet, Munkekutten om Aftenen og Grundene, hvorfor han altid vilde ledsage mig lige til Byens Port. Stakkels, stakkels Sir Henry!
   Saa gav jeg mig da til at male, men det gik ikke saa hurtigt fra Haanden, som da hun selv, ung og smilende, leende og smaasnakkende sad for mig, og vi begge havde det største Besvær med at forhindre Monkey i at aflive sig selv ved at springe paa Hovedet ned fra det lille Marmorbord. Dengang var den ikke saa pyntelig, heed ikke Monkey, men Joli, og var ikke en engelsk Lords Favorit, men tilhørte en Bager i Trastevere, og Maleriet var ikke til Sir Henry og skulde ikke hænges op i en forgyldt Ramme med et grønt Flor, men pakkes godt og forsvarligt ned, og »saa maatte det endelig gaae over Marseille, thi det var den korteste Vei, og hvor det vilde glæde den gamle Grev G., naar han saae det velsignede Ansigt over sit Skrivebord« o.s.v. o.s.v. »Ja, Fanden troe Fruentimmerne!« sagde jeg ved mig selv, medens jeg grundede Copien. »Hvem er nu blevet narret her? Er det Sir Henry eller den unge Comtesse. Er det den samlede Familie eller er det den gamle Grev G.? Hvem Pokker kan hitte Rede i Alt det?«
   Da jeg var kommen saa vidt, fik jeg en frygtelig Hovedpine, og samtidig dermed opstod der en stærk Lyst hos mig til lige paa Øieblikket at spadsere ud til Villaen og meddele Sir Henry, at han vistnok var Gjenstand for et skjændigt Complot; thi fra Kilder, som jeg ikke nærmere behøver at omtale, havde jeg hørt ymte om, at Comtesse G. allerede for længe siden havde forelsket sig i en østerrigsk Lieutenantsuniform, der hang paa en Fyr, som følte sig for høibaaren til at kunne tjene i sit Fædrelands Rækker. Desuden var Sir Henry rig, styg og høimodig - tre vægtige Grunde til at blive et Offer for Kvindelist.
   Imidlertid havde jeg jo lovet ham at arbeide Dag og Nat. Jeg lettede derfor mit beklemte Hjerte med et Par velmeente og velvalgte lyriske Udbrud, greb et Stykke Kul og skrev med store Bogstaver paa Væggen lige overfor mig:

    »MULIERI NE MORTUÆ QVIDEM CREDENDUM«, 
         [*Note] »Tro ei Kvinden, selv ikke naar hun er død!« 
         (For hun kunde vaagne op igjen). Björcks Oversættelse.

og satte mig saa til at arbeide.
   Saaledes gik otte Dage. Hver Aften ventede jeg i Caféen, og hver Aften svigtede Sir Henry. Endelig, da jeg den niende Aften havde lagt sidste Haand paa Arbeidet og stod i Begreb med at forlade Studiet, hørte jeg en Vogn rumle op for min Dør, og et Øieblik efter stod Lorden i mit Værelse.
   »De er færdig, ikke sandt?« spurgte han hastigt, idet han speidede efter Maleriet.
   »Jo«, svarede jeg, »De har fuldkommen rigtigt vidst at bedømme Tiden; nu skal jeg aabne Skodderne.«
   Jeg lukkede op, og den røde, varme Aftensolglands strømmede pludseligt ind som et bredt Lysbælte, og farvede begge Portraiterne, der stode tæt ved Siden af hinanden. Jeg havde ikke før seet denne Aftenens Solvirkning, da jeg i Reglen paa den Tid var borte fra mit Studie, men uden at rose mig selv, forekom det mig, at de to Billeder aldrig saaledes havde baaret Livets Præg, som netop i dette Øieblik. Fra Billedet, fra den unge, livsfriske Pige, der holdt Kjærlighedens Symbol i sin Haand, faldt mit Blik paa den mørke Indskrift i Baggrunden, og fra denne vandrede det atter tilbage til Sir Henry, der stod taus, hensunken i Beskuelsen, uden at lægge Mærke til de Ord, som den gamle Digter ligesom syntes at tilraabe ham.
   »Det er godt, det er ganske fortræffeligt!« udbrød han, idet han pludseligt løsrev sig fra Beskuelsen. »Det er ikke muligt at see, hvad der er Original og hvad Copie.«
   »Det er ogsaa vanskeligt for mig,« bemærkede jeg, »da jeg har malet begge Stykkerne selv, men de ville kunne skjelnes derved, at mit Navn mangler paa Copien.«
   »Det er en stør Feil!« raabte Sir Henry. »Uden Deres Navn kan jeg ikke modtage det. Sæt det i Høire Hjørne, ganske som paa det andet; saaledes. - - Hvad er det, De har malet paa Deres Væg? Er De Latiner?« Og idet han nærmede sig til Maleriet, gjentog han ved sig selv: »MULIERI NE MORTUÆ QVIDEM CREDENDUM.«
   Han blev staaende tankefuld og stirrede paany paa det unge, livsfriske Ansigt, der lidt efter lidt tilligemed Indskriften tabte sig i det begyndende Tusmørke. Hvor saae han dog underlig ud, som han der stod hensunken i Beskuelsen af al den Ynde og al den Skjønhed, som Naturen formaaer at yde! Tænkte han i dette Øieblik paa sig selv, der var bleven saa mishandlet af den samme store Moder, som havde ødslet saa megen Skjønhed paa hende? Tænkte han maaskee paa Muligheden af at kunne knytte sin Skjæbne til hendes, eller tænkte han paa den mørke, truende Indskrift, der altid vilde staae meest truende for Den, der selv besad saa meget af det Modsatte? Det veed jeg ikke; men han blev staaende ubevægelig, indtil det indtraadte Mørke havde udslettet de sidste Spor af Indskriftens Linier og af Lærredets Indhold. Han blev staaende, lige til Skumringen faldt paa, og jo mere Mørket utydeliggjorde hans Træk og viskede Contourerne ud, desto mere forekom han mig at ligne en besynderlig Kobold, en Dæmon eller Asmodæus, der bevægede sig gjennem Livet i en usalig Halvhedstilstand, for god til Helvede og forskudt fra de lysende Engle.
   Jeg lagde tilsidst Haanden paa hans Skulder, thi det var næsten blevet fuldkomment mørkt. Han foer op, som af en Drøm, og sagde halvt adspredt, som for at sige Noget: »Er det Deres Valgsprog, som staaer skrevet der paa Væggen?«
   »Sommetider,« svarede jeg.
   »Troer De paa dets Gyldighed?«
   »Sommetider,« gjentog jeg smilende.
   Han stirrede et Øieblik taus hen for sig og gjorde en underlig Grimace, som om han slugte noget Bittert, idet han hviskede: »Jeg vil dog forsøge det.«
   »Hvad tænker De paa, Sir Henry?« sagde jeg ligefrem; thi jeg følte, at jeg burde advare ham. Ja det Forhold, hvori vi stod til hinanden berettigede mig endog dertil.
   »Det svarer jeg ikke paa,« sagde han undvigende, »men hvad tænker De paa?«
   Der laae noget Koldt, Fornemt, ja Afvisende i den Maade hvorpaa han sagde dette, men jeg lod mig ikke seile agterud og svarede roligt:
   »Paa forskjellige Ting, Sir! Først, hvorledes De har kunnet bemægtige Dem et Maleri, som jeg troede var paa Veien til Danmark, saa paa Motiverne til denne Handling, og endelig paa Følgerne deraf. Tilsidst paa Dem selv, der har viist Dem saa god og elskværdig imod mig. - Jeg troer«, vedblev jeg varmt, idet jeg greb hans Haand, »at De er paa Veie til at gjøre Dem ulykkelig; - jeg har ligesom en Forudfølelse deraf. Hvis De formaaer det, da betro denne Hemmelighed til mig; hvor ringe jeg end er, kan jeg i dette Tilfælde dog maaskee vise Dem en Tjeneste.«
   Han greb min udstrakte Haand og sagde sørgmodigt, idet han trykkede den: »Nei, nei, ikke et Ord derom. Maleriet er virkelig paa Veien til Danmark; det vil være der den syv og tyvende Mai, saa sikkert som vi idag skrive den trettende. Men een Tjeneste kan De endnu vise mig, det gaae nu, som det kan. Vil De imorgen overlade mig Deres Studie fra Middag? Vil De lade Alt staae i den Orden, hvori det i Øieblikket befinder sig, og vil De love mig, at Ingen forstyrrer mig, samt at De ikke siger et Ord til Nogen derom?«
   Disse Spørgsmaal kom saa overraskende, at jeg ganske uvilkaarligt svarede ja. Han syntes at blive meget tilfreds med Tilladelsen og aftalte med mig, at jeg skulde lægge Nøglen ind til Bartolomeo. Derpaa trykkede han min Haand venligt, og et Øieblik efter rullede Vognen atter afsted.
   Den Aften, der nu fulgte, var den sørgeligste i Ariellas Liv; i det Mindste har hun senere betroet mig, at hun var furiosa og havde stor Lyst til at dolke mig med en Brødkniv. Forgjeves vimsede hun i alle Slags smaae Hensigter omkring mig, forgjeves satte hun sig hen i den mørkeste Krog og formede sin nydelige Mund til den yndigste lille Mule, som man kunde tænke sig, forgjeves vimsede hendes Smalbeen med nærmeste Slægtninge op og ned ad den lille Trappe, ja forgjeves gjorde hun Tegn og underlige Gjerninger fra den lille Sidestue - jeg var og blev urokkelig som en sand Cato. Men var min Dyd end den Aften som Catos, saa negter jeg ikke, at jeg stærkt savnede Plato for at holde Styr paa det Chaos af Tanker, der krydsede igjennem min Hjerne og oversvømmede min Forstand som et forvildet Udvalg af Bybude under en ny Expedition. Som den fortvivlede Geronte, der ideligt og ideligt vender tilbage til det samme Spørgsmaal, saaledes varierede jeg omtrent det Samme, naar jeg undtager, at jeg ombyttede Ordet Galai med det mere maleriske - Studie. »Hvad Djævlen vil han i mit Studie?« Dette var Spørgsmaalet Nummer et, men saa kom en heel Legion af Underspørgsmaal og »ikke virkelige« Spørgsmaal, som det hedder i Rangforordningen. Hvad vil han alene i Studiet? Og det den hele Eftermiddag? Og uden Vidner? Mine Tanker krydsede som en Fiskerbaad i Modvind. De slog snart et Slag over mod hemmeligt Stevnemøde, snart et ned mod Selvmord, saa et mod romantisk Bortførelse, gigantisk Duel o.s.v., indtil jeg opdagede, at Tankestrømmen havde sat mig langt nedenfor det Punkt, hvorfra jeg var gaaet ud. Saa gav jeg mig til at analysere Sir Henry. Jeg pulveriserede enhver af vore Samtaler til dens fineste Details, udrørte det i Nøgternhedens destillerede Vand, inddampede det igjen til Tørhed, tog paany Prøver deraf, udsatte dem for Contraprøve ved alle mulige Reagenser, og fik endelig, som Analysens Resultat, et stort Quantum Excentricitet i saa nøie Forbindelse med en heel Mængde andre Egenskaber, at det ikke ved noget anvendeligt Middel lod sig skille derfra. Det faldt mig ind, at Sir Henry havde været noget bleg den Dag, da han besøgte mig i Studiet; ligeledes havde hans Væsen de sidste Gange paa Villaen været adspredt og vexlende, stundom endog vægelsindet. Lagde jeg hertil hans dybe Grublen foran Maleriet og hans besynderlige Begjæring om at tilbringe Tiden uforstyrret i Studiet, da turde jeg neppe tilbagevise den Tanke, at Sir Henry, den brave, fortræffelige, men melankolske Sir Henry nu havde lidt saa meget under Livets Tryk og Besvær, dets Kummer og Gjenvordighed, at han var paa Veien til Bedlam.
   Jeg havde etsteds læst eller hørt om en Englænder, som lukkede sig inde paa et mørkt, uhyggeligt Sted af ubestemt Natur, hvor han delicaterede sig med at spise smaae fede Pattebørn under det uskyldige Navn af Svinecoteletter. Han blev senere hængt, parteret, og hans Adelsmærke sønderbrudt af en rød Bøddelknegt paa et sort Skafot, hvilket øvede en saa mægtig Indvirkning paa en yngre Barbeersvend, at den poetiske Aare aabnede sig hos ham i Form af en ny og sørgelig Vise, som blev trykt samme Aar, forsynet med en Titelvignet, der forestillede den rædselsfulde Henrettelse, som dog for et uøvet Øie tog sig ud som en Skorsteenfeier med en Stige, gjørende et Forsøg paa at børste en Kat ned af en Skorsteen. Visen blev ikke alene sunget samme Aar, men endog flere derefter. Den gik ud i Verden som Middelalderens Troubadoursange, blev oversat paa Chaldæisk og Hindostansk, saaledes som alle gribende Eventyr blive det, og havnede endelig i Sødertelje, hvor den blev sunget ved min Vugge, mig til Skræk og Advarsel for mit kommende Liv.
   Medens jeg laae i min Seng, stadigt dannende Carré mod det lette, sorte Kavalleri, der er saa almindeligt i Italien, kunde jeg ikke faae de blodtørstige Tanker ud af Hovedet, om ikke af anden Grund, saa fordi mine Fjenders Blodtørst holdt mig i en stadig Tilstand af Spænding og hindrende Aarvaagenhed. Henimod Morgenen kom der imidlertid større Rolighed i de lidenskabelige Kampe, og jeg besluttede til Punkt og Prikke at opfylde Sir Henrys Begjæring.
   Altsaa lagde jeg Nøglen ind til Bartolomeo og gik derpaa en Tour, hvori alle de Fristelser, som nogensinde have hjemsøgt den hellige Antonius, Augustinus, Josef, Potifar, og hvad de gamle Kirkefædre nu hedde, stormede ind paa mig. Jeg skal ikke nærmere meddele Noget om det Opløb af Formodninger, hvori jeg hiin Formiddag befandt mig, men jo mere den store Viser paa Maria Maggiore nærmede sig [s190] Tolv, desto uroligere blev jeg, og da Allarmkanonen fra S. Angelo brændte af, gav det et Sæt i mig, som var jeg en ung Pige, der blev forstyrret i den første Gjennemlæsning af det første Kjærlighedsbrev.

Vilhelm Bergsøe Homepage