V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 170-179

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 170-179

   »Per Baccho!« stønnede den joviale Giuseppe, »che mostro! - -« Han vilde have sagt noget Mere, men fuldendte Sætningen ved med Fingrene at beskrive en Bue fra Næseroden ned imod Knæerne og tilbage igjen, idet han forsvandt i Døren og fremviste en bred Ryg, der loe lige til Skuldrene. Jeg saae ned i Caféen, der nu var ganske tom. Han havde taget Bladet bort fra Ansigtet og stirrede med et underligt, halv lidende, halv resigneret Udtryk ud i Luften, uden at Blikket fæstedes paa nogen bestemt Gjenstand. Som han saaledes sad med Haanden hvilende paa det lille Marmorbord, med Avisen sunken ned paa sine Knæ, med de hængende Træk om den halvaabne Mund, forekom han mig saa umiddelbar comisk, at jeg ikke kunde modstaae Fristelsen til at faae Skizzebogen frem og tegne først ham og dernæst som Modsætning den lille Ariella siddende paa hans Skjød. Jeg gav ham et Par store Flagermusevinger paa Ryggen og et Par smaae Antydninger i Panden; paa Ariella fæstede jeg et Par lette Psychevinger og tegnede hendes Figur omsluttet af et Draperie, der var en Mellemting af en Balletdandserindes og Thorvaldsens Venus.
   Ariella blev vred og vilde rive Bladet fra mig. Jeg tog det, og da hun vedblev at snappe efter det, sprang jeg op og gik ned i Caféen til min forrige Plads. Hun forfulgte mig derned, men da hun kom i tre Skridts Afstand fra Signor Naso, som hun kaldte ham, gjorde hun Høire om og styrtede, under et nyt Latteranfald op i Sidestuen. Han reiste sig, saae efter hende og udstødte et saa dybt og smerteligt Suk, at jeg uvilkaarligt kom til at see paa ham. Hvor var han ikke forandret i dette Øieblik. Der var om hans Mund noget saa tungt Veemodigt, noget saa Resigneret og dog saa Smerteblandet, at jeg blev pludseligt grebet deraf. Der var ikke Spor af Vrede i hans Træk, uagtet han vistnok baade havde hørt og seet, hvad der var foregaaet omkring ham; hans smukke mørkebrune Øine lyste med en rolig Glans, men vare fugtige, som om han havde været i en stærk Bevægelse. Hans Pande, der var høi og bred, viste ikke Spor af Rynker, og havde man blot kunnet restaurere den fordømte Næse saa godt, som Thorvaldsen har gjort det i Braccia nuova, vilde han have været en af de kjønneste Mænd, jeg har truffet paa. Det faldt mig ind, at jeg havde handlet hjerteløst ved at tegne ham i samme Øieblik, som han rimeligviis selv allerbittrest følte sin Ulykke, og jeg skjulte derfor Tegningen under Skizzebogen, inden jeg vendte mig til Matteo for at betale. Da jeg paany dreiede mig om, stod han med Bladet i Haanden og betragtede det med en Kjendermine, hvori jeg blot kunde læse Opmærksomhed, ikke Spor derimod af Vrede eller Bitterhed. Det var en Pokkers flau Situation, og jeg følte den saa godt, at jeg vilde knibe ud bag hans Ryg uden at tage Bladet med mig.
   »Dem forglemmer min Portrait,« sagde han pludseligt til mig, idet han lagde Haanden paa min Skulder.
   Jeg tumlede overrasket tilbage, thi at erkjende min Caricatur for sit Portrait og tiltale mig, en Svensker, paa gebrokkent Dansk, vare to Ting, der røbede et saadant Kjenderblik og en saadan Liberalitet, at begge i høi Grad overraskede mig. Jeg stammede noget forvirret Tøieri paa Engelsk og blev saa rød som en Bonderose.
   »Dem tale kun Svensk, thi mig det forstaae særdeles vel. Mig har været paa Kjøbenhavn til over et halvt Aar, og derfor snak mig demlig godt Dansk.«
   »Det er der nu Maade med,« tænkte jeg ved mig selv, bukkede paany og stammede nogle Undskyldninger paa Svensk.
   »Hvad ønske Dem for denne min Portrait?« spurgte han, idet han lagde det ovenpaa Skizzebogen.
   Det var næsten at drive Liberaliteten vel vidt, og jeg betragtede ham skarpt, uden dog at kunne opdage Spor af Ironie i hans Ansigt.
   »Hvad ønske Dem?« gjentog han paany.
   »Kun Tilgivelse for en ilde anvendt Spøg,« svarede jeg, idet jeg rakte ham Bladet.
   Han svarede Intet hertil, men saae sig blot om efter et Stykke Papir til at svøbe Billedet i. Jeg gik op i Sidestuen for at hente en af de gamle Aviser; men da jeg kom tilbage, var han forsvundet tilligemed Giornale di Roma, og havde til Ariellas store Forbauselse paa Disken efterladt en blank Louisdor, som hun lumskeligt bemægtigede sig, inden Fader Giuseppe kom tilbage.
   »Han er gal,« sagde hun. »Og hvor han var grim, men god og rig, enorme rig.«
   »Men Du er jo en Tyv, Ariella,« sagde jeg, »en enorme Tyv, baade Hjertetyv og Pengetyv.«
   »Jeg stjæler ikke,« svarede hun stolt. »Hvad jeg finder, det beholder jeg. Jeg kunde godt see paa ham, at det var mig, han meente, og hverken Carlo eller Matteo. Desuden stjal han jo selv, baade den nye Avis med det deilige Vers til den hellige Jomfrues Navnedag, og Noget i Deres Skizzebog, det saae jeg meget godt.«
   Jeg gik hen og lukkede Skizzebogen op, hvor Alt var i den skjønneste Orden, kun med den Undtagelse, at under det første Blad laae en Anviisning paa ti »pu«, betalbar hos Torlonia i Rom. Dette var saa meget af det Gode, at det forekom mig som den bittreste Satire, ja som en Fornærmelse, jeg hverken kunde eller vilde tage imod. Jeg foranstaltede strax et Choc ned ad Corso, der i Hurtighed godt kunde lignes med Dragonernes i Karnevalsugen, og som forvoldte Publikum næsten ligesaa megen Uleilighed og Renden paa Ærmet som hiint. Jeg spurgte tilhøire og venstre efter Signor Naso, som Ariella allerede havde døbt ham, hvilket bevirkede, at Folk antog mig for mindre sober. Men lige saa snart jeg begyndte at beskrive denne vidunderlige Næses Form, eller blot antydede den ved en Gestus, udbrød der en saadan Latter, at jeg ansaae det for det Hensigtsmæssigste at gaae lige hjem for ikke i Droske at blive befordret til S. Spirito.
   De følgende Dage anvendte jeg til en storartet Jagt efter lange, røde og krumme Næser, og lige saasnart jeg øinede en saadan, virkede det som Færten af Vildtet paa Hundene. Jeg snusede afsted, stod for en Jøde, naar jeg meente, at have fundet min Lord, og foer saa afsted igjen for at falde over en Viinhandler fra Landet eller en Kneipevært fra Trastevere. Jeg ransagede alle Hotel-Lister, udspionerede Beboerne af ethvert casa mobiliata og bestak Droskekudske, camerierer og Portnere efter en Maalestok, som absolut vilde bringe mig til Betlerstaven i Løbet af en Maaned. Jeg pudsede mine Støverhunde paa ham i Form af Carlo, Matteo og Ariella, og bragte Fader Giuseppe i en Tilstand af Vexelfeber ved at meddele ham, at det gjaldt hans og hans Families Velfærd, dersom han ikke skaffede mig fat paa Signor Naso, som jeg paastod var en undvegen Galeislave. Jeg drak med Fortvivlelsens Koldsindighed den ene hede Toddy efter den anden hver eneste Aften ved samme Bord, i samme Café og bragte derved regelmæssigt baade Ariella, Carlo og Fader Giuseppe op i en kun for mig synlig Dobbeltgjængertilstand, der bestandig havde det sørgelige Resultat, at Matteo maatte følge mig hjem for at finde til hvilket af de sytten Nøglehuller min Portnøgle passede. Men Alt var forgjeves. Jeg begyndte næsten at ansee Signor Naso og hiin Aftens Begivenheder for en ved altfor hyppig Nydelse af mezzo caldo frembragt Aabenbaring, men den fordømte Tipundsnote og det manglende Blad i min Skizzebog spærrede haardnakket denne sindrige Udvei.
   Da jeg en Aften, under et Anfald af den Hypokondri, der siges at gaae forud for et sig nærmende Delirium, begav mig ud ad Via Pia, dreiede jeg ganske tilfældigt ind ad en lille Sidevei, hvor de kridhvide Vignemure afløstes af levende Hegn med Roser, Brombær og Caprifolier i Overflod. Veien snevrede sig lidt efter lidt ind til en smallere Sti, hvor Buskene fra de modsatte Sider næsten dannede et sammenhængende Løvtag, fuldt af vederkvægende Skygge. Jeg havde aldrig været paa denne Vei før, der syntes at maatte føre ud til Campagnen; men den havde noget saa Stille og Eensomt, noget saa Fredeligt, Hjemligt og Hyggeligt, at jeg ganske overlod mig til den oplivende Stemning, som den frembragte, og i Ro og Mag slentrede fremad, snart indsugende Duften af Blomsterne, snart frydende mig ved de vide Udsigter ud over Campagnen, naar der tilfældigt var en Aabning i Hegnet. Pludseligt blev jeg udrevet af mine Drømmerier ved en rasende Gjøen af en lille Hund, der var sluppet ud gjennem en tæt Myrthehække, og som paa en umenneskelig Maade syntes at misunde mig den Tilstand af Heelhed, hvori mine Buxer befandt sig. Det var en underlig Hund; thi den saae ud, som om man havde sat en Egernhale paa en graae Plydses Hat og moret sig med at børste begge Dele bagvendt.
   »Monkey!« hørte jeg En raabe bag Hegnet. »Monkey, here!«
   Men Monkey lod sig ikke forstyrre. Med en Utrættelighed, der var en bedre Sag værdig, bearbeidede den mit venstre Buxebeen og bragte det ved et Par Minutters Virksomhed i en Tilstand af Aabenhed lige op til Støvlestroppen. Jeg turde ikke sparke til den, af Frygt for, at den skulde gjøre en Attaque paa de ædlere Dele indenfor, og blev derfor meget fornøiet ved at høre en Mand nærme sig med hastige Skridt til det Sted, hvor jeg stod. Pludseligt dækkedes Aabningen i Hegnet af et menneskeligt Ansigt, og midt i dette sad igjen den store, røde Hummerklo, der havde været min fixe Idee om Dagen og mine Drømmes Fredsforstyrrer om Natten. Der var ingen Tvivl derom - det var Signor Naso.
   »Sir!« raabte jeg rasende, idet jeg sparkede op med Levningerne af mine nedre Regioner og derved bragte Monkey næsten i lige Høide med hans Herres Næse. »Hvor tør De vove at behandle mig som en Betler og lade mig sønderrive af Deres fordømte Marekat? Dersom De ikke kalder Hunden til Dem, slaaer jeg den ihjel!«
   Signor Naso fløitede paa en eiendommelig Maade, og strax reves Monkey ud af sine hævngjerrige Betragtninger, dumpede ned fra Ruinerne og forsvandt gjennem en Aabning i Hegnet.
   Jeg saae ned paa Ødelæggelsens Vederstyggelighed, derpaa saae jeg op paa Hummerkloen, men ingen af Delene syntes at egne sig til at mildne den Tilstand, hvori mit Sind befandt sig.
   »Sir!« raabte jeg, idet jeg overtænkte det Comiske i Situationen, naar jeg skulde vandre tilbage igjennem Roms Gader. »Vil De tage Deres fordømte Tipundsnote igjen, og vil De til Gjengjeld dreie Halsen om paa Deres forbandede Abekat og sende En af Deres Folk ud med et Par Breve Knappenaale eller med et Par Beenklæder, om De saa behager?«
   Signor Naso forsvandt fra Hegnet uden at svare et Ord, medens Monkey, der rimeligviis ærgrede sig over sin Herres Taushed, gjøede af alle Kræfter og af og til stak sin lille sorte Snude ud gjennem et eller andet Hul og frembragte en meget betegnende Lyd gjennem sine kridhvide Tænder. Selv blev jeg staaende uvis, om jeg skulde forfølge Sagen videre eller løbe Spidsrod tilbage til Quattro Fontane, da jeg i det Samme opdagede en skrammereret Gripominus, der kom styrende hen imod mig for at bede mig træde ind hos hans Herre, der meget beklagede det Uheld, som havde ramt mig.
   Efterat Fyren havde sagt dette i saa siirlige og pæne Ord som muligt, gik han i en Tilstand af Ydmyghed foran for at vise mig Veien, og jeg fulgte efter, idet jeg i mit stille Sind overveiede, hvorfor Monkey, naar den havde saadanne deilige silkevatterede Lægge at bide i, da kunde foretrække en saa tør Kost, som Nankins Beenklæder ufeilbarlig maatte være.
   Fyren aabnede en lille Gitterlaage paa en større Indgangsport og holdt meget ængsteligt fast paa Laasegrebet, som om han var bange for, at det skulde løbe fra ham, og morede sig derpaa med i en dukket Stilling at lade Trækvinden blæse Pudderet af sin Paryk. Derpaa sneglede han atter forbi mig, idet han med en oratorisk Bevægelse pegede hen mod en landlig Bygning, der laae omskygget af Pinier og Cypresser, og forsvandt saa pludseligt i en Afkrog.
   Jeg troer nok at have seet en Deel Villaer baade i og udenfor Rom, ligesom jeg smigrer mig med ikke at være ganske ubekjendt med det Topographiske, hvad denne By angaaer; men her blev jeg nødt til at knibe mig i Armen, for ikke at troe, at jeg ved et Trylleslag var bleven henflyttet til et eller andet Herresæde i England. Det gik mig som Holbergs Jeppe; jeg laae i Baronens Seng, gniggede mine Øine og sagde til mig selv:
   »Ei, hvad er dog dette? Hvad er dette for en Herlighed, og hvordan er jeg kommet dertil?«
   Istedetfor de stive snorlige Gange med Hækker paa begge Sider, der give de italienske Haver Udseende af Bagsiden paa et Dambrædt, istedetfor det Virvar af brogede Blomster, hvormed de ligesom brodere deres kjedelige, halvt afsvedne Grønsvær, krummede sig gruuslagte Gange mellem Plainer, hvis friske Græs stod saa blødt og tæt som Haarene paa en Hattebørste. Istedetfor de enkelte, adspredtstaaende Pinier og Cypresser, saae man her et rigt Løvtag af Alm, Platan og Løn, som kun af og til forraadte, at de befandt sig paa italiensk Jordbund derved, at Vinens lysegrønne Skud i lette Guirlander omkrandsede deres Stammer. Huset selv var fuldkommen engelsk. Ingen Vaser med Aloer, ingen Statuer med veirbidte Næser, ingen Hvidtning og Kalkning eller Oversmøring med Puzzulanjord; men derimod en lav, straatakt Cottage, omslynget og indhyllet i vild Viin, Vedbend og Caprifolier, forsynet med grønne Persienner, forgyldt Gitterværk og en Dørhammer, der funklede i Solskinnet.
   Da jeg nærmede mig Bygningen, fore to andre Fyre ud, der vare saa langt fra at være skrammererede, at de snarere i deres sorte Kjoler og hvide Halsbind lignede unge, velbørstede Videnskabsmænd, som et Øieblik forlade deres mystiske Celler, for at hengive sig til et Taffels mere forstaaelige Glæder. Den ene lukkede under et nyt Anfald af Ydmyghed Gitteret op for mig, den anden dunkede mig sagtelig i Ryggen for at frigjøre mig for et let Anstrøg, som jeg havde taget med mig fra en Villamuur. Derpaa snogede først Nummer et og saa Nummer to atter forbi mig og viste deres særlige Færdighed i at bukke og løbe op ad Trapper paa een Gang, hvorpaa de rev begge Fløidøre op og overlod mig til en tredie, velbarberet Gentleman, hvis brede Nakkeskilning gav mig en Idee om Resultaterne af den menneskelige Aands Udholdenhed gjennem Aarrækker, og tjente mig som Ledestjerne, medens han gravitetisk vandrede op paa første Sal. Her puffede han mig ind i et lille, men særdeles elegant Værelse, hvor han overlod mig til mine egne Betragtninger, der navnlig bestod i en dybere gaaende Reflexion, om jeg ogsaa havde benyttet de meest velvalgte Udtryk til Signor Naso, og om jeg ikke havde gjort bedre i at være lidt mere smigrende og lidt mindre intim. Jeg kom imidlertid ikke ret vidt heri, thi i samme Øieblik viste Skabningen sig paany, først seet forfra, derpaa bagfra, saa atter forfra, under en Række Bugtninger, Vridninger, Vendinger og Vrikninger, hvorunder jeg følte mig hensat paa en Stol og lempelig berøvet først Støvler, saa Beenklæder, saa blideligt iført først Beenklæder og saa Støvler, derpaa trukket op, knappet, børstet, gnedet med Pommade og overheldt med Eau de Cologne, og endelig forestillet for et aristokratisk Speil i forgyldt Ramme, der med photographisk Nøiagtighed gjengav hele min elskværdige Personlighed, bag hvis Ryg en galloneret Orm i sagte Vridninger bugtede sig hen imod Døren.
   Jeg sagde et Par venlige og forekommende Ord til Skilningen, der endnu med Haandklædet over Armen stod i stille Selvfortabelse over sit eget Værk, kastede et Blik til de gule Nankins, som jeg overlod til Monkeys fremtidige Bearbeidelse, og fulgte derpaa den Gallonerede, som gallopperede med mig først ned ad en Trappe, saa ind i et lille Værelse, derfra ind i et større, og endelig i et endnu større, hvor han havde den Forekommenhed at meddele mig, at han vilde betroe mit Navn og Stilling til Signor Naso, dersom jeg vilde have den Uleilighed at meddele ham det. Derpaa forsvandt han bag en svær Fløiels Portière og dukkede pludseligt frem igjen, idet han meddelte mig, at hans Herre var rede til at modtage mig.
   Det var ikke med de freidigste Følelser, at jeg dukkede ned i dette Hav af Silkefløiel og forgyldte Fryndser, men da jeg atter dukkede op, saae jeg Signor Naso sidde ved et stort Skrivebord, fuldt af antike Mønter, Gemmer, etruriske Oldsager og pompejanske Snurrepiberier, medens Monkey laa under Bordet paa et Leopardskind og betragtede mig med et Par Øine, som om den vidste, at jeg havde gjort Nar ad dens Herre og nu skulde modtage min velfortjente Løn. Værelset var i en vis Henseende uordentligt, men paa en saadan Maade, at det frembragte et høist hyggeligt Indtryk. Haandtegninger laae hulter til bulter paa et Bord, hvis Midte dannede et Slags Opsats, hvor Statuetter, Skizzer i brændt Leer og mindre Afstøbninger vare anbragte. Venus fra Milo stod i eet Hjørne, »Skraberen« i et andet; store Grupper af Bladplanter skyggede for Vinduet, og Væggene vare bedækkede med Malerier, hvoraf et strax tildrog sig min Opmærksomhed, fordi det var tilhyllet med et grønt Silkeslør.
   Jeg fik imidlertid ikke ret Tid til at betragte alle disse Herligheder, thi jeg var neppe traadt ind, førend Signor Naso skjød det store Kobberværk over antike Mønter, hvori han netop læste, fra sig og med en Haandbevægelse bød mig tage Plads i en rundrygget Lænestol, der saa høist indbydende ud. Han selv sad med Ryggen til Lyset, der brudt af de talrige Planter, faldt mildt og dæmpet gjennem det store Vindue, og det syntes mig, at han i denne Belysning og under disse Omgivelser ikke saae slet saa Punchagtig ud, som han havde forekommet mig i Caféen.
   »Dem tale Engelsk?« sagde han henkastende, idet han betragtede mig skarpt.
   »Ja, Mylord,« svarede jeg, idet jeg blev ganske stiv i Ryggen af Befippelse over al den Fornemhed, jeg alt havde gjennemgaaet.
   »Meget vel. Vi da tale Engelsk, hvis Dem behage,« sagde han.
   »Som De selv ønsker, Mylord,« svarede jeg, idet jeg følte Ængstelsens Stivkrampe kravle helt op i Halsen, saa at jeg neppe kunde faae Ordene frem.
   »Kald mig ikke Mylord, det er en Titel, der ikke tilkommer mig. Kald mig slet og ret Sir Henry. Kun under dette Navn ønsker jeg at forhandle med Dem, og siig mig saa, hvad De ønsker?«
   Der var i hele hans Stemme og Udtryk noget underligt Veemodigt, som fik mig til at glemme baade Tipundsnoten, Monkey og det store Slag paa Gangstien; men jo mere jeg glemte dette, desto klarere dukkede det op for mig, at jeg havde fornærmet denne Mand, at jeg havde angrebet ham paa et Punkt, der maatte være yderst smerteligt, fordi det var saa uforskyldt og stod i saa nær en Forbindelse med den af vore svage Sider, der mindst taaler en fjendtlig Berøring. Jeg havde faaet et bestemt Indtryk af, at han midt i al sin Herlighed og Pragt dog var ringere stillet end den laveste af hans gallonerede Tjenere. De kunde dog, dersom de satte Priis derpaa, finde et Væsen, der vilde elske dem og frede om deres Hjem; med ham var det umuligt. Caricaturens Hæslighed havde sat ham i Menneskehedens Ban, og den Dag vilde neppe komme, hvor en Præst lyste Fred over ham, før paa hans Dødsdag.
   »Sir Henry,« svarede jeg, medens alt dette som et Lyn foer gjennem mit Hoved, »jeg ønsker ikke Andet end Deres Tilgivelse for hiin Aftens Kaadhed. Jeg er ung og overgiven, og var den Aften i et Lune, som fik mig til at glemme, hvad jeg skylder mig selv og Andre. Jeg beder blot om Deres Tilgivelse og ønsker, at De som et Tegn paa den vil tage Deres Tipundsnote igjen. Jeg har ikke fortjent den og ønsker ikke at ydmyges ved at tage imod Penge for en Handling, som jeg nu erkjender for at være slet. Dernæst maa jeg bede Dem om Forladelse for, hvad der foregik paa Gangstien. Jeg var i daarligt Lune og troede at De for at hævne Dem havde pudset Hunden paa mig.«
   »Og dette troede De, fordi jeg er hæslig og vanskabt, ikke sandt?« spurgte han med sagte Stemme.
   Blodet foer op i Kinderne paa mig. »Ja maaskee,« svarede jeg, »jeg troer næsten, det var af den Grund.«
   Han sukkede dybt; det klang næsten som et jaget Dyrs Stønnen. Derpaa skjulte han sit Ansigt i begge sine Hænder og vuggede det sagte frem og tilbage.
   Jeg var frygteligt forpiint, og den korte Pause, der fulgte ovenpaa mit Svar, forekom mig næsten som en Evighed. Jeg kunde ikke holde det længere ud, foer op af Stolen, lagde Haanden paa hans Skulder og sagde:
   »Sir Henry, jeg kjender Dem ikke, og De kjender heller Intet til mig; men Eet føler jeg - at jeg i Ord, Handling og Tanker har gjort Dem den blodigste Uret. Der er en Afstand imellem os i Vilkaar, som maaskee kan bevirke, at jeg Intet kan gjøre for at vinde Deres Agtelse tilbage, men saa sandt jeg har fornærmet Dem, vil jeg gjøre Alt, hvad der staaer i min Magt for at udslette det igjen. Siig mig derfor oprigtigt, er der slet Intet, jeg kan gjøre for at tjene Dem?«
   Han tog Hænderne bort, og jeg saae da, at han havde grædt.
   »Jo,« svarede han sagte, »De kan gjøre Meget, saa Meget, at De fuldkomment vil kunne udslette, hvad De kalder Deres Brøde. Jeg har flakket Jorden rundt, jeg har vandret fra Sted til Sted, bestandig eensom, bestandig forladt, bestandig forhaanet af Menneskene og bedraget af mine Venner. Men Eensomheden er frygtelig i Længden, langt frygteligere end Latteren og Spotten. Vil De komme til mig og formilde disse Kvaler, vil De tale med mig som Deres Ligemand, da vil De gjøre en Gjerning, som fuldelig opveier den Maade, De har betragtet mig paa, en Maade, som jeg saa tidt har været Gjenstand for, at jeg kun i enkelte Stemninger føler dens Braad.«
   Jeg trykkede hans Haand i Taushed, men aldrig har jeg været saa skamfuld hverken før eller senere. Sir Henry bemærkede det maaskee, thi han reiste sig hastigt op fra Bordet, bød mig en Cigar og foreslog i almindelige Udtryk en Spadseretour i Haven; og medens vi spadserede der, aabnede han hele sit Hjerte for mig, og fortalte mig en stor Deel af sit i Sandhed ikke misundelsesværdige Liv. Men under hele denne Samtale udtalte han sig ikke en eneste Gang med Bitterhed om sin Skjæbne, beklagede sig ikke over sine Fjender og anklagede ikke med et Ord sine saakaldte Venner, der først havde benyttet sig af hans Stilling for siden at sparke ham bort og forhaane ham. Han var i Sandhed en Philosoph. Hans legemlige Hæslighed kunde maaskee en enkelt Gang overvælde ham, men han syntes at være kommen paa det Standpunkt, hvor Taalmodighedens Stoicisme, understøttet af Vanen, bryder seirrigt gjennem Gjenvordigheder, som vilde knuse, dersom de kom pludseligt og uventet. Han var dertil en i høi Grad dannet og elskværdig Mand at tale med. Han elskede Kunsten næsten lige saa meget som Naturen, og det var neppe hans Hæslighed alene, der havde drevet ham fra Sted til Sted. Han udtalte sig med megen Varme og Forstand om de Spørgsmaal, der kom paa Bane, hvad enten de vare af kunstnerisk, social eller videnskabelig Natur, og forenede med sine øvrige Fortrin en Anstand og Elegance, der viste, at han var en fuldkommen Gentleman.

Vilhelm Bergsøe Homepage