V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 160-169

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 160-169

;»Jeg underskrevne Schiavone, Generalissimus for H. Maj. Kong Frants den Andens Armee, Beskytter af den legitime Ret og Forkæmper for vor allerhelligste Fader, Pius den Niende, gjør herved vitterligt, at jeg ved mine Forposter har ladet arrestere som Spion Signor Enrico, dansk Kunstner. Denne Fange vil blive skudt iovermorgen ved Solopgang, hvis ikke hans Venner i Rom imorgen Aften betale tohundrede Scudi til Overbringeren af dette mit Budskab.«

             Schiavone,  
       Generalissimus over H. Maj. Kong Frants den Andens Armee.

   Seddelen gik fra Haand til Haand. Den var trykket paa det samme daarlige Papir som Bladet »Armonia«, med de samme grove Typer, og paa den nederste Kant stod til Overflod »Stamperia di Roma«. Jeg kunde neppe troe paa en saadan Frækhed. Det var en ligefrem Blanket, trykket i det pavelige Trykkeri og med de Steder in blanco, hvor Navnet og Løsesummen skulde anbringes. Den bar ingen Udskrift, men under Schiavones Navn og Titel havde Verner skrevet det ene, betydningsfulde Ord: »Betal!«
   »Hvad skulle vi nu gjøre?« spurgte Aabye, der ganske havde tabt sit gode Humeur.
   »Gjøre?« gjentog den Gamle med et ironisk Udtryk. »Naturligviis betale, som Deres Ven allerede meget viselig har indseet.«
   »Betale!« skreg Aabye indigneret. »Betale den lumpne Karl fire hundrede Daler. Jeg vil see ham hængt, før jeg giver en eneste Hvid. Lad os kalde paa de franske Gendarmer og arrestere den Slyngel, der har bragt et saa uforskammet Budskab. Han maa jo vide, hvor de andre Kjeltringer ere henne.«
   »Javel,« sagde den Gamle, »lad os hente Politiet. Lad os slaae paa den store Tromme, sætte Byen paa den anden Ende og kalde paa Bræstrup. Saaledes vilde De gjøre i Kjøbenhavn, ikke sandt? Strax vilde et Dousin Stokkemænd tage Fyren ved Kraven, og den næste Dag vilde vi have fat i Ole Kollerød; men saaledes gaaer det ikke her. Pagar, o non pagar, that is the question, som Shakespeare siger. Jeg skal oversætte Seddelen for Dem endnu en Gang, saa troer jeg, De vil forstaae den:

»Jeg Schiavone, den største Banditslyngel i hele Italien, Anfører for det meest forvorpne og gemeneste Udskud af Menneskeheden, har været saa heldig at opsnappe Een, som jeg ikke kjender, men som seer mig ud til at kunne betale et Par hundrede Scudi for Livet. Hvis han ikke gjør det, bliver han skudt, og forresten kan De gjøre med mit Bud, hvad De vil. Det veed ikke, hvor jeg er imorgen, kan hverken læse Tryk eller Skrift og vil ikke engang blive arresteret af de pavelige Autoriteter, som ere mine allerærbødigste Tjenere.«

   See, det er Meningen, og den er tydelig nok.«
   »Men kunne vi ikke prutte med Karlen? To hundrede Scudi! Det er jo en uhørt Pris.«
   »Ingenlunde; den er tvertimod uhørt billig, og naar man betænker, hvad man har for det, saa er det slet ikke dyrt. Vor Ven har faaet et af sine Luner styret. Mands Villie er Mands Himmerig, og Himmerig kan aldrig kjøbes for dyrt; det er Nummer eet. Dernæst tilbringer han et Par smukke Dage i de deilige Bjerge imellem det meest udvalgte Selskab, og udvalgt Selskab kan heller ikke kjøbes for dyrt; see, det var Nummer to. Saa kommer han i Bladene, ligefra »Flyveposten« til »Fædrelandet«, hans Navn flyver fra Italien ud over det ganske Danmark, Norge og Sverrig. Tusinde Munde sættes i Bevægelse derved, tusinde Tanker knytte sig til ham og hans Eventyr; han bliver berømt, og Berømmelse kan heller ikke kjøbes for dyrt. See, det er Nummer tre. Endelig har han sit oplevede Eventyr. Som en Bi fra Campagnen, belæsset med Romantikens Blomsterstøv, flyver han tilbage til vor Kube. Han vil blive Løve i Rom, vil kunne fordrive os en Aften her ved Obelisken og lade sin Roman trykke, naar han engang sidder hjemme i sin rolige Stue - see det var Nummer fire. Lægger De alt dette sammen, maae De vistnok indrømme, at hvert af dem vel er hundrede Daler værdt imellem Brødre, og at han i Ordets egentlige Forstand har dem for Røverkjøb.«
   »Gaa Fanden ivold med Deres Vittigheder!« raabte Aabye. »Er det nu Tid at spøge? Hold De Fyren op med Snak; jeg henter imidlertid den franske Vagt i Ripetta og melder dernæst Sagen til Consulen.«
   »Bliv!« sagde den Gamle, idet han med et kraftigt Tag stoppede Aabye i Farten. »De har Ret; der er ingen Tid til Narrestreger, og De er ifærd med at begaae to. Kom med!«
   Med disse Ord tog han Aabye under Armen og gik hen mod den ventende Hyrde.
   »Bud til de danske Kunstnere?« spurgte den Gamle kort.
   »Ja, Signor!«
   »Fra Schiavone?«
   »Maaskee, Signor!« svarede Hyrden med et ironisk Smiil, der blottede hans smukke, hvide Tænder.
   Aabye knyttede Haanden og stampede i Jorden.
   »Siig Afsenderen,« sagde den Gamle, »at vi punktligt skulle møde her imorgen ved samme Tid, nemlig en halv Time efter Midnat og medbringe, hvad han ønsker.«
   »Siig Din Herre,« raabte Aabye ude af sig selv af Raseri, »at han er den infameste Skurk og nederdrægtigste Kjeltring, der findes paa Guds grønne Jord!«
   »Ja, Signor!« svarede Hyrden med den urokkeligste Alvor, idet han hilsede til Afsked og fjernede sig henimod Ripetta.
   »Han forstod ikke et Ord af, hvad De sagde, og det var ganske heldigt,« bemærkede den Gamle. »Hvor stort et Beløb lyder Deres Creditiv paa?«
   »Hverken Verner eller jeg har noget Creditiv, men Vexler paa Fould i Paris. For Øieblikket er vor Status ikke synderlig god; vor fælles Formue er neppe trehundrede Scudi.«
   »Saa sælg for tohundrede, og bring Pengene med imorgen Aften, men i Sølv. Det franske Guld gaaer ikke i Bjergene, og der er Opgjeld paa Sedler.«
   Med disse Ord lettede den gamle Kunstner paa sin Hat og vandrede op ad den dødsstille Corso.

   Den følgende Dag var en reen Modsætning til den forrige, idetmindste hvad Veirliget angik. Vi havde den forrige Dag havt en tung, trykkende Luft, men uden nogen egentlig Scirocco; nu blæste en frisk Tramontana velgjørende hen over Byen og pustede fornyet Liv i Romernes febersvækkede Nerver. Udenfor Café antico sad den Gamle, et aldeles usædvanligt Phænomen, da han ansaae dette for en utilgivelig Luxus, de gamle Romere uværdig. Men min Forbauselse steeg til det Høieste, da jeg saae Peppino bringe ham tre blødkogte Æg, Caffe med Fløde og fire udsøgte Exemplarer af de bekjendte pavelige Kvalmepinde, som bære det stolte Navn af scelti, de Udvalgte. Det var klart, at der maatte være noget Extra iveien.
   »Hvor kan det være,« spurgte jeg, idet jeg satte mig ved hans lille Bord, »at Overdaadighed og Vellevnet begynde at nedbryde den gamle Republiks strenge Sæder, saa at den alt mere og mere nærmer sig Forfaldsperioden, hvis yppige Smag i Forbindelse med Cæsarernes tøilesløse Liv lagte Spiren til Barbarernes Indfald.«
   Han saae smilende op og sagde tørt:
   »Kan De mere af Beckers Verdenshistorie?«
   »Hele Sider, hvis det behager Dem. Men jeg vil opgive det historiske Grundlag, der blot tjente som en oratorisk Piedestal for at udtrykke min Forbauselse over at see Dem her i en saa lucullisk Nydelse.«
   »Aa ja, Anretningen er maaskee ogsaa lidt lucullisk for en Kunstner, som jo i Grunden altid skulde være paa Vand og Brød; men idag for fem og tredive Aar siden skete den ulykkelige Hændelse, at jeg kom til Rom. Jeg betragter det som min egentlige Fødselsdag; den første har jeg næsten glemt.«
   »Det er en snild Maade, at skjule sin virkelige Alder paa.«
   »Aa ja, hvad man har saa sikkert, behøver man ikke at tælle. Peppino! Lad os faae to Glas Marsala!«
   Han stødte sit Glas imod mit, smilede godmodigt til mig og sagde:
   »Tab nu ikke den Smule Næse, De har, af lutter Forundring; Munden kunde det endda være det Samme med. Jeg skal meddele Dem den sande Grund. Jeg spiser til Middag nu, skjøndt Klokken kun er syv, og faaer rimeligviis Intet før til Aften.«
   »Hvor skal De hen?«
   »Aa, et lille Stykke ud ad Via Flaminia, saadan henved et Par Miil paa den anden Side af Columbarierne. Man har fundet en Augustusstatue, som jeg nok har Lyst til at tage lidt nærmere i Øiesyn. Gaaer De med?«
   Jeg vilde lige svare, da vi hørte lystige Stemmer bagved os. Det var Aabye, Berthelsen og de Andre, der kom for at indtage deres Frokost. Nyheden var snart meddeelt, og kort efter satte vor lille Caravane sig i Bevægelse over Monte Pincio for gjennem Porta del Popola at naae ud i det Frie.
   Det var som om den rene, friske Bjergvind havde luftet op i Humeuret paa os Alle og pustet hvert Støvgran af Forstemthed bort. Man syntes ganske at have glemt, at Verner rimeligviis var blevet taget tilfange paa den samme Vei, som vi nu tilbagelagde. Det var ogsaa umuligt at forene dette Solskin, denne Naturens Friskhed, denne Latter, Tale og Sang med Nattens mystiske Begivenheder. Alt straalede i Dagens blendende Belysning saa aabenhjertigt, saa venligt, saa indbydende, at det var umuligt andet, end at de Fyre, som havde fanget Verner, maatte være godmodige, skikkelige Fyre, som vilde bringe ham tilbage om Aftenen i høist egen Person og maaskee ovenikjøbet bede om Forladelse for den Frihed, de havde taget dem. Kun den ellers lystige og joviale Aabye havde nogle Rynker i Panden, men jeg var vis paa, at det var Bekymring for hans Ven og ikke Scudierne, der frembragte dem.
   Vi havde netop passeret den Milviske Bro; vi havde beundret den sindrige Idee at stille Johannes den Døber paa den ene Side af Broen og Christus, der modtager Daaben, paa den anden; vi havde drøftet Grundene til Forvanskningen af Navnet og nærmede os nu det bekjendte Trattorie Ponte Molle, hvor Aabye foreslog, at vi skulde anstille en Huusundersøgelse, for om muligt ved et Krydsforhør at erfare Noget om Verners Skjæbne. Dette førte imidlertid ikke til noget Resultat. Den tykke, joviale Vært grinte over hele Ansigtet og svang sin hvide Hue ved de oratoriske Vendinger i hans Tales Strøm. Opvarterne fore omkring og bragte Aabye til Fortvivlelse ved at slaae deres Papirshuer saa flade som Pandekager, afvexlende at ryste fem eller ti Fingre lige for hans Næse, for derpaa pludseligt at pege paa en Forskjærerkniv - Alt under en Talestrøm, hvori Ordet »Accidente« spillede en saadan Rolle, at det satte Aabye i den dybeste Fortvivlelse. Een pegede ned mod Tiberen, en Anden viste ud mod de blaalige Bjergrygge, der bølgede i Solskinnet, en Tredie gjorde nogle Bevægelser, som om han paa en galoperende Hest strøg hen over Campagnen; men det korte Resultat var og blev det samme, som et tidligere Bud havde bragt os, nemlig at Verner ved Midnatstid havde banket Folkene op, drukket sin Viin, faaet en Attest fra Verten, der ansaae ham for en gal Englænder, og at han rimeligviis paa denne Conto var blevet myrdet, plyndret og kastet i Tiberen, hvis man ikke havde foretrukket at presse Løsepenge af hans Venner i Rom, et Tilfælde, som den tykke Vært ansaae for det meest Forretningsmæssige, og som vi nu heldigviis havde tydelige Beviser paa.
   Vor Ransagelse af Ponte Molle havde imidlertid et andet og mere praktisk Resultat. Da vi nemlig kom ud i Haven, traf vi den svenske Maler Bjørck, der havde valgt samme Maal som vi til sin Morgentour. Han var just ifærd med at nyde en Fogliette af den gode Landviin, der har skaffet Trattoriet Ponte Molle dets Berømmelse, og af ham fik vi at vide, at Augustusstatuen saa langt fra var funden ved Via Flaminia, at den tvertimod befandt sig omtrent fire Miil borte henimod Ostia.
   Dette var en i alle Henseender fortredelig Efterretning, og vistnok det Eneste, der var istand til at bringe den Gamle ud af sit sædvanlige, halvt godmodige, halvt satiriske Lune.
   »Naa, saa det er der, den stikker Næsen iveiret!« sagde han ærgerlig, idet han sparkede til en af de lette Rørstole, saa at den skræmmede en sort Griis og en Flok Kyllinger, der øiensynligt ansaae Trattoriets Kjøkken for deres lovlige Opholdssted.
   »Nei, Kors beva's,« svarede Bjørck, »han ligger alls inte med Næsen iveiret, for han har ingen.«
   »Ikke det?« gjentog Berthelsen, idet han omhyggeligt noterede: »Tæt ved Ostia, Augustus, Mæcenas Ven og Beskytter, ved en Feiltagelse Ponte Molle, ingen Næse.«
   »Hvorfor har han ingen Næse?« spurgte Berthelsen, der holdt sig færdig til at notere paany.
   »Fordi han er fra Forfaldsperioden,« svarede Bjørck. »Alle Statuer fra Forfaldsperioden have ingen Næser.«
   Berthelsen saa sig lidt tvivlraadig om, men da han allevegne saae Ansigterne prægede af en urokkelig Alvor, noterede han: »Forfalden, ingen Næse.«
   »Hvoraf kommer det da, at Næserne mangle i Forfaldsperioden?«
   »Jo, jeg skal sige Dem,« svarede Bjørck, »i Forfaldsperioden, hvor Smagen, Kunsten, ja endog Critiken forfaldt, gik det naturligviis ogsaa ud over Sproget. Man talte ikke freidigt og frit som i Republikens Tid, men læspede og snøvlede i ydmygst Underdanighed for de mægtige Cæsarer. Denne Anvendelse af Næsetoner virkede høist naturligt ind paa Næsens Form. Den blev større, ligesom oppustet, og er derfor ved Omstyrtningen altid knækket af paa Statuerne fra denne Periode.«
   Berthelsen saae sig om med den usikkre Mine, der er eiendommelig for Den, som ikke veed, om han bliver mystificeret eller ei. Han havde allerede igjen grebet Blyantet, da han med Overbeviisningens hele Fylde, og som om en lys Idee pludseligt gik op for ham, udbrød:
   »Det er s'gu Løgn, Bjørck!«
   »Accurat,« svarede denne, »men den, der i Rom lader sig binde slige Historier paa Ærmet, giver Viin - det er en gammel Skik, som vi have arvet fra vore Fædre. Hei, Pietro! Fire Mezzoer Dolce til Signor Asciuto.«
   Berthelsens sure Ansigt blev ikke mildere ved Bjørcks sidste Hentydning. Han puttede Noteerbogen i Brystlommen og sagde henkastende:
   »Hvem sætter da Næserne paa igjen?«
   »Forskjellige,« svarede den Gamle. »Canova har gjort det ved nogle, Thorvaldsen ved andre; den Førstes kan man altid see, den Sidstes derimod ikke. Derfor sagde han ogsaa, at det var et utaknemmeligt Arbeide.«
   »Naa,« svarede Berthelsen, »om en Næse er lidt længere eller kortere, derpaa kommer det vel egentlig ikke an. Iøvrigt maa jeg bemærke, at Næsen i det Hele taget er et generende Stykke Meubel, og jeg maa oprigtigt talt bekjende, at jeg endnu ikke forstaaer, hvorledes man egentligt bærer sig ad med at kysse en ung, smuk Pige, og dog komme maneerligt derfra. Kysser man nemlig lige paa, saa kan det ikke undgaaes, at Næsetippene støde mod hinanden, og der bliver i saa Tilfælde Intet af Kysset. Kysser man derimod skraat for at undgaae Næsernes Berøring, saa skjære de to Linier, som Læberne danne, hinanden under en større eller mindre Vinkel, og det egentlige Kys vil da kun falde i Skjæringspunktet, men da Skjæringspunktet som ethvert Punkt hverken har Udstrækning i Længde eller Brede, men er uendeligt lille, saa bliver Kysset som en Følge deraf ogsaa uendeligt lille og Resultatet bliver da det samme som i første Tilfælde, nemlig at Kysset bliver en Umulighed. Kan De nu klare den Forskjel mellem Theori og Praxis, thi jeg har hørt, at det skal kunne lade sig gjøre?«
   »Har De da aldrig kysset?« spurgte den Gamle, medens Bjørck med tragi-comiske Miner varierede den norske Folkesang:

   »Og Jens Johansen, den væne Gutten, 
   Han kyste Jomfruen midt paa Trutten; 
   Han kyste een Gang, han kyste tom, 
   Og dog var Jomfruen lige god.«

   »Jo, een Gang har jeg forsøgt det,« sagde Berthelsen, »men det gik galt. Det var i Løb; hun kom lige imod mig, og det med saadan en Kraft, at vi begge fik et antageligt Næseblod. Siden den Tid har jeg aldrig kysset nogen Jente, men kan godt forstaae, at de i Lapmarken gnide Næserne imod hinanden, istedetfor at kysses; det er der dog en reel Fordeel ved, især om Vinteren.«
   De andre loe over Berthelsens originale Paradox, men Bjørck sagde alvorligt:
   »Der er ingen Ting paa Guds grønne Jord, den være nok saa ravgal, uden at den er blevet theoretisk fremsat, og forsvaret i Praxis. Berthelsens originale Sætning, som han kun er kommen frem med i Spøg for at dække Næserne fra Forfaldsperioden, har jeg hørt fremsætte i al Alvor af en forstandig Mand, hvis Sorg og Ulykke var hans - Næse. Han var rig, uafhængig, begavet og kunde have været det lykkeligste Menneske paa Jorden, hvis han ikke af Naturen havde faaet en Næse, der blandede sig ind i Alt, fordærvede Alt, selv hans Hjertesanliggender, og til Slutningen lod ham tilbage som en ulykkelig Særling, fuld af Sorg, Bitterhed og Skuffelse.«
   »Lad os faae den,« sagde den Gamle, idet han nippede til sin Viin. »Det er da vel ikke Signor Naso?«
   »Jo netop! - Jeg spiller just ikke den hæderligste Rolle i den Historie,« sagde Bjørck, »og naar jeg tænker paa den, veed jeg næsten ikke om jeg skal lee eller græde; men det er det Samme, her er den:


       Signor Naso.

   »Jeg har altid havt en Svaghed for Sukker, naar man kommer det i gammel Jamaica-Rom og helder lidt Vand oven paa. »Det styrker,« sagde min Fader. - »Og giver saadan en rar Søvn,« fortsatte min Moder, naar hun blandede det half and half, »det er meget bedre end Theevand.« - Saa stak hun sit Hovedvandsæg med den lille Svamp ned i sit Glas, og saa fik jeg Svampen at sutte paa. Dengang var jeg kun et Aar gammel, og naar min Moder lagde mig i Vuggen, pleiede hun at sige: »Nu sover han, det lille Skidt! Skulle vi saa ikke have en lille Dukkert til?« Og saa dyppede hun Svampen paany og stak mig den i Haanden, for at jeg kunde have Noget at suge paa, naar jeg vaagnede om Natten. Det var bedre end Ormepulver, som min Fader pleiede at sige; det skaffede en udmærket Nattero baade for min Moder og mig, og Skade har jeg ikke taget deraf, skjøndt jeg er henved de Treds; men min Toddy maa jeg have hver Aften. - -
   Naa, det kommer nu ikke Historien ved, men De kan tage det som en Indledning.
   Saa sad jeg da en Aften noget alene i Café antico og gjorde Commers med den lille Ariella, hvergang Fatter var ude for at passe paa, at de smaae Opvartere ikke slog hverandre fordærvede af Jalousie til Pigebarnet, da i det Samme Døren gaaer op, og en Fyr kommer ind, som jeg ikke rigtigt kunde see, fordi Ariellas Hoved var imellem hans og mit.
   »Hvad gaaer der af Ariella?« tænkte jeg; for i samme Øieblik sprang hun op fra mit Skjød, tog sine smaae, nysselige Hænder for begge Øine og satte i eet Spring op ad den steile Trappe til den høie Sidestue. Der kastede hun sig over to Rørstole og frembragte en Lyd, saa at man skulde troe, at hun var en ægyptisk Udrugningsmaskine for Høns og Kyllinger, og samtidigt dermed sparkede hun Gulvet med begge sine smaae Fødder og viste meget Mere af sine Bevægelsesorganer, end det er sømmeligt for Folk af hendes Kjøn og Alder. »Det er næsten et Knæstykke,« tænkte jeg ved mig selv; men lige i samme Øieblik vælter Carlo Caffekjedlen ned over Matteo, der dandsede omkring lige saa bruun som en Mahognidukke, medens hans Rival saa rød i Hovedet som en Ræddike stormede op ad Sidetrappen, snublede over Benene paa Ariella og tog hende og de to Rørstole med sig i Faldet. Matteo gjorde et svagt Forsøg paa at komme hende til Undsætning. Han aabnede Skydedøren halvt og saae et Øieblik ud med det alvorligste Ansigt af Verden. Derpaa gjorde han en Grimace, som om han havde faaet en koghed Kartoffel i Munden, smeldede Døren i og frembragte nogle Toner, som bragte mig til at troe, at han enten gurglede sin Hals med Gløder eller i langsomt Vanvid strangulerede sig i Haandklædet. Jeg saae henimod Disken; der stod vor trivelige Fader Giuseppe med et Par Øine, der saae ud til aldrig at ville komme i Orden igjen, medens han stammede det ene »Dio mio!« efter det andet. Jeg vendte mig rask om for at see, hvad der var paafærde, og medens Fader Giuseppe foer op i Sidestuen, deels for sin egen Bekvemmeligheds Skyld, deels for at klare Carlo fra Ariella, og om muligt, dunke noget nyt Liv i den sidste, var jeg ifærd med at løbe min Næse ind i en Hummerklo eller saadant Noget, der sad lige midt i Ansigtet paa en Mand, som ellers i andre Henseender var normal og velskabt.
   »Scudo!« sagde jeg af bare Befippelse.
   »Niente,« svarede han med stærk engelsk Accent, idet han tændte en Cigar med øiensynlig Fare for at svide sin Næsetip.
   Da han havde endt denne Forretning, greb han »Giornale di Roma« og holdt den saa tæt op for Ansigtet, som Cigarens Længde tillod det. Jeg saae intet Andet af ham end Gløden af Cigaren, der skinnede gjennem Papiret, Spalte op og Spalte ned, som en lille Fuldmaane. Medens han saaledes sad bag det pavelige Brystværn, hvorfra Røgen bølgede op som fra en Valplads, tænkte jeg paa den glædelige Ungdomstid, hvor man ved at lave sig et Gebis af Appelsinskaller, sætte en Hummerklo paa Næsen og spjælke Øielaagene op med kløftede Træpinde, frembragte et bedaarende Indtryk paa endnu yngre Sjæle, navnlig naar man lyste det Hele op ved under Form af glødende Svovlstikker at tage bengalske Flammer i Munden. Saa tænkte jeg paa, hvorvidt det var passende for en ældre Gentleman udenfor Carnevalstiden at sætte en Hummerklo paa Næsen, hvilket kan være en meget nyttig og behagelig Tidsfordriv, naar man staaer alene i sin Stue foran et Speil og agerer Polichinel, men som er mindre anvendeligt, naar man gaaer paa Caféer, hvor der er mange Mennesker, og hvor Hummerkloen let kan blive slaaet af. Saa faldt det mig ind, at det mulig kunde være en naturlig og rigtig Næse, der paa en høist unaturlig og urigtig Maade fra Punch var faret i Ansigtet paa den stille Gentleman, der haardnakket barricaderede sig bag det clericale Blad. Men ligesom jeg var ifærd med at afvise denne Tanke med den Foragt, som den fortjente, tog min Gjenboe Bladet fra Munden for at drikke en Slurk af sin Orangiata, og hvad skildrer min Rædsel, da jeg maatte bøie mig for mine Sandsers umiddelbare Indtryk og erkjende Næsen for at være et i Form, Fylde og Farve lige usædvanligt, men dog uomtvisteligt bestaaende Forbjerg, som jeg ikke troer man skal finde Mage til uden ved Cap Horn.
   Hvorledes han kom ud af sin vanskelige Maneuvre, om han som Bierne puttede denne formidable Sugesnabel ned i Glasset eller lod den blive udenfor, under hvilke Forhold jeg kom op i Sidestuen, og hvad der forresten skete i Caféen, har jeg endnu i dette Øieblik ikke den ringeste Anelse om. Saa meget veed jeg kun, at da mit Mellemgulv [s170] igjen var kommet i de behørige Folder, saae jeg Carlo ifærd med at opsamle Resultaterne af min Flugt, der i Form af tre smaae Borde, et Par Caffekander og nogle Comptoirkopper seilede i et Chaos af Fløde og hvidt Sukker, medens Ariella laae henstrakt i Sophaen ved Siden af mig, neppe istand til at aftørre de Taarer, som en krampagtig Latters sidste Gisp endnu formaaede at frembringe.

Vilhelm Bergsøe Homepage