V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 150-159

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 150-159

   I Begyndelsen af November indtraf et usædvanligt voldsomt Regnskyl. Jeg havde besøgt Malm om Middagen og blev derfor noget overrasket, da han pludseligt henimod Midnat traadte ind i mit Værelse. Han var drivvaad. Hans gamle Hat var regnet sammen til en næsten uformelig Pjalt, hans Støvler vare tilsølede af Leer og Dynd, og Vandet dryppede ned paa Gulvet fra hans Haar og lange, uredte Skjæg.
   »Lad mig sove hos Dig inat,« sagde han. »Mit Værelse staaer under Vand.«
   Jeg vilde hjælpe ham af med hans vaade Klæder, men han vilde ikke tillade det; jeg troer, fordi han ingen Skjorte havde paa. Trods alle mine Protester tog han et Par Bundter Rør fra Studiet, bredte min Kappe derover og kastede sig derpaa. Spise vilde han ikke; han drak kun et Glas Viin og faldt kort efter udmattet i Søvn.
   Det var et Herrens Veir den Nat, næsten værre end det havde været om Dagen. Det stormede stærkt med sydvestlig Vind, og dog vare Regndraaberne saa tunge og store, at de næsten faldt lodrette til Jorden. Noget efter brød et Tordenveir løs, hvis Mage jeg aldrig har hørt, hverken før eller siden. Jeg talte firsindstyve Lyn i Minuttet. Huset rystede i sin Grundvold, og Regnen udenfor løb som et Fossefald, men dog vaagnede Malm ikke derved. Det var heller ikke saa underligt. Han havde vandret henimod sex danske Miil i Slud og Storm og kun holdt en kort Hvile i et Kloster omtrent en Miil fra Ostia, hvor han havde Bekjendtskab til en Munk, Fra Domenico, som jeg vidste, at han i det sidste Efteraar hyppigt havde besøgt. Endelig gik jeg tilsengs, men hver Gang de blaalige Lyn blinkede gjennem Vinduet og oplyste Malms slumrende Skikkelse, kunde jeg ikke lade være at tænke paa den Nat, da jeg fandt han i Colosseum. Hver Gang Lynene lyste, kastede de en spøgelseagtig Glands hen over hans blege, sammenfaldne Ansigt. Han saae ud, som han var død, og jeg begyndte næsten at ønske, at han maatte være det.
   Henad Morgenstunden faldt jeg dog i Søvn. Da jeg vaagnede, var Malm borte; Klokken var henad Syv. Kort efter hørte jeg hastige Trin paa Trappen, og Malm traadte ind. Han var om muligt endnu vaadere end Aftenen i Forveien, men der var en Ild og en Energie i hans Bevægelser, som i høieste Grad forbausede mig.
   »Floden stiger!« sagde han. »Ghetto staaer under Vand; til Middag vil den naae Corso.«
   Saa stærk en Oversvømmelse havde vi endnu aldrig havt. Jeg sprang hurtigt op, klædte mig paa og fulgte med Malm, der stod utaalmodigt ventende i Døren.
   Fra Via della Purificazione, hvor jeg dengang boede, kom vi hurtigt ud i Via Sistina, som vi iilsomt tilbagelagde for over spanske Trappe at komme ned til Condotti; men allerede her saae vi de mægtige Virkninger af de nedstrømmende Vandmasser. Spanske Trappe var en Cascade, hvor Vandet skummede fra Trin til Trin. Hele Vandmassen fra Trinità de' Monti søgte denne Vei og bredte sig med hvidguult Skum ud over Piazza di Spagna, hvorfra de søgte Floden gjennem Condotti. Vi vendte om, vadede paany igjennem Via Sistina, indtil vi gjennem Capo le Case naaede Due Macelli; men allerede paa dette korte Stykke var min Hat forvandlet til en drivende Uting, og jeg selv gjennemblødt af Regnen. Forbi Fontana Trevi og Pantheon naaede vi endelig Begyndelsen af Ghetto; men jo mere vi nærmede os Floden, desto høiere stod Vandet i Gaderne, og desto unyttigere blev det at vende om eller anvende nogen Skaansel mod os selv; thi vi vare nu saa vaade, som om vi havde svømmet i Floden.
   Jeg har været i Ghetto mangfoldige Gange. Jeg har gjennemvandret disse snevre og fugtige Gader baade ved Midnattens Maanelys og i Middagens brændende Solskin, men aldrig har jeg seet dens Nød og Elendighed, dens dybe Fattigdom og grændseløse Uhumskhed i et grellere Lys end den Gang. De snevre, mørke Gyder vare forvandlede til lige saa mange muddrede og stinkende Canaler, hvor Kaalstokke og Orangeskaller, Korktolle og Sengehalm flød om i broderlig Forening med lurvede Klude og meer end luvslidte Hattepulle. Fra de snevre, forrøgede Vinduesaabninger tittede det foragtede Folks blege Ansigter ængsteligt frem. De kulsorte Øine fulgte uroligt med den lunefulde Flods Stigen, og naar den mægtige Flodbølge skred igjennem Gaden, taarnende sig høiere og høiere, eftersom den pressedes mere og mere sammen i de snevre Bugtninger, lød et Angstskrig fra Kvinder og Børn, og de blege Ansigter forsvandt fra Vinduerne. Hist havde man lagt Brædder ud tvers over de smalle Gyder, for at Beboerne af de ved Flodbredden liggende Huse kunde redde sig hos Gjenboerne, hvis Grunden skulde undermineres af Vandet. Her fiskede man med lange Stænger og krogbesatte Touge efter gamle Stole og andet undergaaet Bohave. Af og til saae man to Politisoldater i en fladbundet Baad, lastet med Viin, Frugter og Brød, som uddeltes med mathematisk Nøiagtighed af den ene, medens den anden lige saa nøiagtigt noterede de pavelige Gaver og med et langt Rør styrede Kurven, naar den gik tilveirs til Elendighedens og Hungerens Bolig. Vi kunde ikke trænge videre frem mod Floden og søgte derfor over Montanarapladsen at naa den Fabriciske Bro. Det lykkedes os virkeligt at komme forbi S. Gregorio, men ved at kaste et Blik ned ad Via della Fiumara saae vi et Syn, der tydede paa, at her var virkelig Fare paafærde.
   Fra tredie Etage var der tvers over Gaden kastet et skrøbeligt Brædt, en gyngende Bro, hvis hele Rækværk dannedes af en tynd Line, der holdtes udspændt af Beboerne i de modsvarende Vinduesfag. Et Par unge Piger havde alt ængsteligt passeret den smalle Sti mellem den blytunge Himmel ovenover og det hæslige, gule, muddrede Vand underneden. Nu kom en ung Jødinde med sit Barn paa Armen, som hun, bleg af Rædsel, trykkede op til sig. Der opstod en forfærdelig Allarm. Latter og Smæderaab fra Romernes Side blandede sig med ængstelige Advarsler og høie Angstskrig fra Jødekvarteret. Den unge Kvindes Ansigt var næsten krampagtigt stivnet af den høieste Rædsel; hendes Klæder drev af Vand, og hendes lange, kulsorte Lokker flagrede for Vinden. Midt paa det gyngende Brædt tog hun et krampagtigt Tag i Linen, som derved reves ud af Hænderne paa dem, som holdt den. Hun svingede og svaiede et Øieblik, da styrtede hun med et Udtryk som et forpiint Dyr om paa Brædtet; det brast, og under uendelige Jubelraab og skingrende Piben forsvandt hun og Barnet i det muddrede Vand. Et Øieblik efter dukkede hun atter op, endnu holdende Barnet i sin Favn; hun fik fat i et tilkastet Toug, og under Latter og Hujen droges hun op i en tililende Baad.
   Pludseligt standsede den vilde Jubel; thi man hørte et dumpt Drøn som af en underjordisk Torden. Huset, hun havde forladt, revnede fra øverst til nederst. Tagstenene raslede ned, Bjelkerne knagede, og med en knittrende Bragen styrtede Huset ud i Tiberen, tagende sin Nabo med i Faldet og efterladende en øde, tom Plads, der lynsnart fyldtes af den rasende Flod, som truede med at undergrave den øvrige Huusrække. Under Sammenstyrtningen splittedes Mængden til alle Sider. Skummet fløi mig om Ørene, pidsket af den rasende Storm, og Vandet steeg gjennem den frembragte Aabning saa pludseligt, at det stod mig til Knæene. Jeg saae mig om efter Malm, der hidtil havde staaet ved Siden af mig, og som tillige med mig vistnok havde været den Eneste, der ikke havde leet over den ulykkelige Jødinde. Han stod alene midt ude paa Broen med Haanden over Øiet. Hatten var blæst af, og hans lange, mørkebrune Lokker flagrede omkring ham. Det var ingen Spøg at gaae derud; thi Stormen tog af og til saadanne Tag, at man maatte klamre sig til Rækværket, og Sammenstyrtningen af Ponte rotto havde viist, at Tiberbroerne ikke ere murede for Evigheden. Jeg kæmpede mig ud til ham og bad ham om at vende tilbage; men han syntes at være bleven en ganske Anden. Hans høie, herkuliske Skikkelse stod rank og let, og hans mørkeblaae Øine funklede med deres gamle Glands, idet han pegede ud over Floden.
   »See,« sagde han, uden at agte paa min Bøn, »er dette ikke prægtigt? See, hvor Vandhvirvlerne vride og snoe sig. Hør, hvor det larmer og bruser, bobler og rinder. See Pinien der, hvor den hvirvles afsted, snart med Toppen, snart med Roden iveiret, indtil den knuses i tusinde Splinter!«
   Jeg maatte give ham Ret. Aldrig havde jeg seet et frygteligere og mere ophøiet Syn. Floden kom, fuld og svulmende, bølgende som et Hav og rivende som en Elv, frem under Ponte Sisto, hvis Brobuer den næsten fyldte. Derpaa skjød den sig i rivende Fart under en let Krumning hen imod den Fabriciske Bro, hvorpaa vi stod, oversvømmende Haverne i Trastevere, hvis gyldne Oranger syntes at voxe frem af Vandet. Alt reves med i dens Løb. Flydebroerne med Belisars gamle Vandmøller havde sprængt deres Fortøininger og laae som splintrede Vrag indfiltrede i hverandre, blandede med Bjelkeværket fra de nedstyrtede Huse i Ghetto og med løsrevne Buske og Træer, som Floden havde ført med sig. Herved dannedes en Barriere, der strakte sig fra Tiberøen over til Ghetto, og over denne brødes og sprøitedes Flodens Bølger, medens de paa den modsatte Side havde frit Løb. Pludseligt hørte vi en dump Brølen, en forunderlig, sønderrivende Lyd, som af et stort Dyr, der er i den høieste Livsfare. Vi stirrede begge ud over de oprørte, bleggule Bølger, men kunde i første Øieblik Intet opdage. Lyden kom nærmere, og med Eet saae jeg, omtrent et halvhundrede Favne fra Ponte Sisto, Hovedet af et Dyr, som reves med af Strømmen. Det var en af de prægtige Oxer fra Campagnen, der ved et eller andet Ulykkestilfælde var kommet ud i Floden. Det havde endnu saa megen Kraft, at det kunde holde Hovedet oppe, hvis mægtige Horn ragede høit over Bølgerne; men hver Gang det grebes af en Vandhvirvel, snurrede det rundt som en Bold og udsendte da, inden det dukkede under, sine hjerteskjærende Dødstoner. Malm stirrede paa Dyret, som om Øinene vilde træde ud af deres Huler; han fulgte hver Dreining af Offeret, hver Svingning af Strømmen med næsten tilbageholdt Aandedræt. Nærmere og nærmere kom det ulykkelige Dyr, snart rullende paa Siden, snart dreiende sig rundt, hvirvlet af Strømmen med en saadan Hurtighed at jeg selv svimlede derved. Noget foran Tiberøen var Vandet tilsyneladende roligt; thi her virkede Modstrømmen fra Land stærkt, og det var klart, at Dyrets Redning afhang af, om det vilde drive mod Barrieren eller følge det frie Løb af Strømmen ved Trastevere. Neppe følte Dyret det rolige Vand, førend det gav sig til at arbeide og reiste sig paa ret Kjøl igjen. Det nærmede sig rask Tiberøen, men knap havde det naaet Bredden paa en tre Favne nær, før vi saae det gjøre en Svingning, vælte om paa Siden, og paany føres afsted af den rasende Strøm. Vi ilede over til den anden Bro, der kaldes Ponte S. Bartolomeo, og som forbinder Tiberøen med Trastevere. Da vi naaede den midterste Bue, hørte vi Dyret udstøde et forfærdeligt Brøl, saae det gribes af Brohvirvelen, males rundt som i en gigantisk Møllekværn, synke og forsvinde. Et Minut efter øinede vi det som en uformelig Masse, omtrent tre hundrede Alen paa den anden Side af Broen. Det flød kun et Øieblik, saa forsvandt det for stedse.
   Malm var bleg; han greb mig i Armen og sagde med et underligt Udtryk i Stemmen:
   »Troer Du, at et Menneske kunde frelses, hvis det nu faldt i Floden?«
   »Umuligt,« svarede jeg; »selv den bedste Svømmer vilde hvirvles bort som et Halmstraa.«
   »Ja, det vilde han,« sagde Malm dæmpet, ligesom til sig selv.
   Vi vendte om og bemærkede paa den modsatte Side af Broen ved Ghetto en stor Sammenstimlen af Mennesker, der Alle med spændt Opmærksomhed stirrede ud over Floden. Vi saae over mod Ponte Sisto, hvor et andet Huus maatte være blevet undergravet, thi en mægtig Hob Drivtømmer, næsten Sparreværket af et heelt Tag, tildeels endnu sammenhængende, kom i rasende Fart ned ad Floden.
   Pludseligt greb Malm mig voldsomt i Armen, pegede ud over Vandet og raabte:
   »Seer du hende paa Taget? Gud hjælpe hende, hun er fortabt!«
   Jeg saae i første Øieblik Intet; men Malms skarpe Øie havde desværre Ret. Midt i den rasende Flod, med Klæderne indviklede i Sparreværket, og klamrende sig fast til dette, saae vi en ældgammel Kvinde komme drivende. Hun var liigbleg, Øinene stirrede mod de mørke, drivende Skyer, og det staalgraae Haar flagrede i korte, uredte Tjavser for den rasende Vind. Hun var øiensynligt Jødinde, Beboer af det foragtede Ghetto.
   Malm tilkastede mig et Blik, som fik mig til at lægge Haanden fast paa hans Arm; derpaa fulgte vi begge i aandeløs Spænding det drivende Vrag.
   Det var en frygtelig Hurtighed, hvormed det nærmede sig Tiberøen. Af og til hvirvledes det rundt i Malstrømmene, vi hørte Tømmeret knage og brage derved, men det holdt, og den Ulykkelige, hvem vi flere Gange troede fortabt, dukkede op paany. Endelig kom det afgjørende Øieblik, hvor Vraget, der havde holdt sig temmeligt midt i Floden, kom ind i Modstrømmen foran Øen. Det laae et Øieblik roligt, som om det betænkte sig paa, hvilken Vei det skulde tage, og vi saae den ulykkelige Kvinde langsomt arbeide sig noget høiere op paa det. Derpaa gjorde det en Svingning, dreiede sig ganske langsomt rundt og foer med fuld Fart ned mod Barrieren, hvor det heftigt tørnede sammen med Mølleflaaderne og det øvrige Vraggods.
   Det Hele foregik ikke fem Favne fra Broen, hvorpaa vi stod. Vi kunde tydeligt skjelne hendes Ansigt, hvis indfaldne og rynkede Træk vare fordreiede af den høieste Dødsangst. Hun udstødte ikke et Klageskrig, gjorde ikke en Bevægelse; kun een Gang hævede hun de matte, gulgraae Øine iveiret og stirrede paa Malm og mig med et Udtryk af haabløs Fortvivlelse.
   Malm holdt Haanden for Øinene og sænkede Hovedet, som om han ikke kunde udholde Synet. Broen var fuld af gabende Tilskuere. Jeg vendte mig til en af dem, en ung, stærk Haandværker fra Trastevere, og sagde:
   »Er det muligt at frelse hende?«
   »Hvor vil De hen?« svarede han haanligt, idet han trak paa Skuldrene. »Det er jo en Jøde!«
   »Jeg redder lige saa gjerne en Hund, som hende,« sagde en Anden, idet han skjød sin Hue tilbage. »Hun hører til dem, som slog vor Frelser ihjel.«
   »Det Rak svømmer altid ovenpaa,« bemærkede en Tredie, der saae ud til at være en Frugtsælger. »Hun sidder godt, hvor hun sidder, og vil blive ordentligt luftet ud til imorgen, hvis Tømmeret ikke splintres forinden. See der! Nu kravler hun høiere op; hun er nok bange for at blive vasket.«
   Jeg saae paa ham. Mine Fingre brændte efter at vaske ham saaledes, at han hverken skulde see imorgen eller iovermorgen. Jeg saae paa de sløve, ligegyldige Ansigter, som, uden at fortrække en Mine, kunde betragte en Kvindes fortvivlede Dødskamp og gjøre den til Gjenstand for Spot.
   Lige i samme Øieblik tumlede Haandværkeren til en, Frugthandleren til en anden Side, begge ramte af Malms kraftige Haand.
   »Nederdrægtige, hjerteløse Uslinger!« raabte han. »Gjør Plads, eller jeg kyler Jer i Floden, saa hurtigt mine Arme kunne formaae. Hvem der ikke gjør Plads, slaaer jeg til Jorden.«
   Den tæt sammenpakkede Mængde veeg øieblikkeligt tilside for Malm, hvem de rimeligviis ansaae for gal, og med eet Spring var han nede for Enden af Broen.
   Jeg fulgte ham lige i Hælene, og da jeg mærkede hans Hensigt at springe ud i Tiberen fra de Ruiner, der endnu vare tilbage af de sammenstyrtede Huse, greb jeg ham om Livet og sagde saa roligt, som det var mig muligt:
   »Malm, veed Du af, at dette er Selvmord?«
   »Nu, og om saa var?« spurgte han.
   »Saa vil jeg gjøre Alt for at forhindre Dig deri.«
   »Hvad vil Du gjøre?« spurgte han næsten haanligt, idet han rettede sin athletiske Skikkelse iveiret.
   »Ikke hindre Dig ved Vold, ikke brydes med Dig paa Randen af Graven; men saa sandt der er en Gud, springer jeg ud efter Dig, dersom Du vover Dit vanvittige Forsøg, og Du skal kræves til Regnskab for os Begge.«
   Han betænkte sig et Øieblik, derpaa sagde han: »Jeg giver Dig mit Æresord paa, at jeg vil gjøre Alt, hvad der staaer i min Magt for at skaane mit Liv. Forsøget er desuden ikke vanvittigt. Der er Modstrøm tæt inde ved Huusrækken, fordi Hovedstrømmen bryder sig mod den midterste Bropille. Skaf mig et Reb, og jeg vil vente fem Minutter.«
   Jeg vadede tilbage gjennem Gaden, næsten i Vand til Bæltet. En Politisoldat, fulgt af et halvt Dousin Folk fra Broen, kom med Reeb og en Bøie, som de havde i Sinde at sende ud med Strømmen. I Selskab med dem begav jeg mig tilbage til Malm; han havde kastet sin Frakke og stirrede med anstrengt Opmærksomhed paa Strømmens Bevægelser. Den romerske Gendarme tog ingen Notits hverken af mig eller Malm, men begyndte med embedsmæssig Langsomhed at gjøre Rebet fast til den medbragte Bøie.
   »Lad det være!« sagde Malm til ham. »En Bøie kan ikke frelse hende, men det kan jeg.«
   »Han er gal, den Englænder,« hørte jeg Gendarmen hviske til sin Sidemand. »See saa, ud med den!«
   Bøien fløi ud i Vandet, men svømmede til Gendarmens store Forbauselse et Stykke i modsat Retning; derpaa blev den et Øieblik liggende stille der, hvor Modstrømmen sagtnedes, dreiede sig saa pludseligt rundt og førtes af Hovedstrømmen ned mod Broen med en saadan Fart, at Touget neppe kunde stikkes hurtigt nok ud. Lige foran Barrieren grebes den af en Hvirvel, dukkede under og kom atter frem mellem Noget af Vraget, omtrent en Snees Alen fra den Forulykkede.
   »Kap den Line,« sagde Malm rolig. »Bøien sidder fast, og der er Reeb nok alligevel. Det maa lykkes,« hviskede han til mig paa Dansk, »nu veed jeg, hvad jeg skal gjøre; jeg kjender Elvene fra Norge.«
   Jeg bandt selv Linen om ham og forsikkrede mig om, at den sad fast. Derpaa hjalp jeg ham med langsomt at lade sig glide ud i Strømmen. Han hviskede til mig: »Paa lykkeligt Gjensyn!« og førtes afsted paa samme Maade som Bøien. Da han kom til det farlige Punkt, gjorde han tre eller fire stærke Tag ud i Hovedstrømmen, derpaa vendte han sig om og arbeidede af al Magt imod den. Sjeldent har jeg seet Nogen maneuvrere med saa megen Kraft og Snildhed, men Strømmen rev ham dog temmelig hurtigt afsted. Pludseligt saae jeg ham hæve sig iveiret, hvirvles rundt og forsvinde under Vandet; men han kom op igjen omtrent et Par Alen foran Barrieren og kun et Par Favne fra den ulykkelige Kvinde. Vi saae ham arbeide sig hen til hende, løsgjøre hendes Klæder fra Bjælkeværket og binde Linen om hendes Liv. Jeg hørte ham raabe: »Hal ind!« og to Minutter efter laae hun frelst ved vore Fødder. Mængden paa Broen stod i aandeløs Spænding. Malm sad roligt paa Vraget, som om Intet var paa Færde. Vi vare just ifærd med at fastgjøre en ny Bøie paa Rebet, for at kunne kaste den ud til ham, da vi fra Broen hørte larmende Raab og saae Alles Hænder pege ud paa Floden. Jeg kunde ikke see, hvad der var paafærde, da en fremspringende Muurkant dækkede Udsigten op mod Ponte Sisto; men en iiskold Gysen foer igjennem mig, thi jeg anede, at det nu gjaldt Liv eller Død. Pludseligt saae jeg Malm hæve sig iveiret, springe fra Bjælke til Bjælke og med et favnelangt Spring styrte sig ud i Bølgehvirvlerne under Ponte Quattro Capi. Næsten i samme Øieblik skjød en vældig Masse af sorte, forrøgede Bjælker forbi os med en rasende Fart. De ramte Barrieren, sprængte den med et eneste Stød, knækkedes, knustes og splintredes med et Brag, der overdøvede Rædselsskriget paa Broen og fik den til at ryste i sin Grundvold. I et Secund maledes og hvirvledes de svære Bjælker bort som Halmstraa for Vinden; de opstemmede Bølger skummede fraadende og larmende gjennem Brobuen.
   Saaledes endte Malm. - Faa kjendte ham, Færre forstod ham, og kun jeg begræd ham. Det mørkeblaae Middelhav ruller nu over hans Been; men med større Ret end hiin engelske Digter, der hviler paa den protestantiske Kirkegaard, kunde man sætte til hans Minde: Her hviler Een, som paa Grund af sine Fjenders krænkende Had og Livets uforsonlige Bitterhed ønsker disse Ord indgravede paa sin Liigsten:

                         »Herunder slumrer Een, 
                   hvis Navn er skrevet paa Bølgen.«

   Der opstod en lang Pause efter den gamle Kunstners Fortælling, en Taushed, som Ingen syntes at ville bryde, førend han, der havde rullet et saa rystende Ungdomsbillede op, selv henvendte sig til os. Han havde i Slutningen af sin Fortælling blottet sit Hoved. Om det var for at hædre Malms Minde eller blot tilfældigt, skal jeg ikke kunne afgjøre; nu satte han sin Hat paa igjen, foer med Haanden over Øinene, og idet han glattede sit mægtige, staalgraae Skjæg, sagde han i en lettere Tone:
   »Undskyld min Tragoedie, mine Herrer! Jeg troede ikke, at den skulde blive saa lang, da jeg begyndte. Jeg mærker, at jeg bliver tilaars, thi det er gaaet mig, som det pleier at gaae gamle Folk, det ene Minde river det andet med sig, og inden man veed af det, har man en Roman, hvor man kun vilde give en Fortælling.«
   »Hvad siger saa Critiken?« spurgte jeg smilende.
   »Ja Hillemænd! Den havde jeg ganske glemt. Hvad siger Berthelsen? Bare han ikke gaaer hen og sætter den i Bladet.«
   »Jeg er bange for,« bemærkede Aabye, »at De har givet ham for stærk en Dosis af de Svingbergske Piller. De synes at virke afførende; i det Mindste er han ikke her paa Pladsen.«
   »Aa, det troer jeg dog ikke. Berthelsen er ung og kan taale en heel Deel, og vi ere ikke saa ilde Venner, som det seer ud til. Han løber ikke for saa lidt.«
   »Er det ikke ham, som staaer derhenne ved S. Maria og snakker med en Hyrde fra Campagnen?« bemærkede jeg.
   »Jo, ganske rigtigt,« svarede den Gamle. »Jeg kan kjende ham paa det fordømte Kakkelovnsrør, han har paa Hovedet, una bomba, som Romerne kalde den. Det lader til, at han tager Timer i Italiensk, og det kan han sandelig ogsaa trænge til; han har allerede sat nogle slemme Blokke i Bladet.«
   I samme Øieblik saae vi Berthelsen komme hen imod os, efterfulgt af den romerske Hyrde. Det var en rank og kraftig Mand, klædt i Campagnuolernes sædvanlige Dragt og med den lange Lanse, hvormed Bøflerne drives, i Haanden. Han blev staaende omtrent en halv Snees Alen fra Obelisken, stolt og ubevægelig, medens Berthelsen nærmede sig til os med en tvivlraadig Holdning, læsende paa et Stykke Papir, som han holdt i Haanden.
   »Jeg er bange for,« raabte han til os, »at det er reent galt fat med Verner. Her er en Hyrde, der snakker en heel Deel i en fordømt Dialect, som Ingen kan forstaae, og her er en Seddel, dateret fra Bjergene og trykket i Rom, som jeg ikke kan læse.«
   »Lad mig see,« sagde den Gamle, idet han rask svang sig ned fra Løven og tog Seddelen fra Berthelsen. »Det er jo heelt opbyggeligt at høre en Critiker bekjende, at han ikke kan forstaae, hvad man siger, og ikke kan læse, hvad der er trykket. Det er ogsaa et upoleret Folk, disse Hyrder, de forstaae aldrig den norsk-italienske Dialect, men ville dog have, at man skal forstaae deres. Vær nu snild, Berthelsen! Sæt ikke det sure Ansigt, men giv mig Documentet.«
   Det var maaneklart nok til at see, og til vor store Forbauselse oplæste [s160] den Gamle følgende Kundgjørelse, der paa Dansk omtrent lød saaledes:

Vilhelm Bergsøe Homepage