V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 140-149

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 140-149

   [s140] »Malm kan ikke have maalt sin Tid rigtigt. Naar Frøken Olaisen vil sidde Model for Hovedets Vedkommende, kan Figuren være færdig til Støbning ved Carnevalets Begyndelse og vil kunne staae færdig i Marmor i Slutningen af August. De vil da kunne have den i Midten af November, og den vil ved Deres Død blive solgt for det Dobbelte af, hvad De her byder.«
   Fruen tilkastede mig et taknemmeligt Blik, og nu var det Sigrid, der fik travlt med at lugte til Blomsterne. Olaisen meente uden Tvivl, at et Mæcenat, der erstattede Driftsomkostningerne, endda var ganske billigt, og saaledes blev Handelen sluttet til alle Parters fuldkomne Tilfredshed.
   Om Aftenen vare vi alle forsamlede i Trastevere i det Osterie, der senere fik Navn efter Thorvaldsen. Denne sad, som sædvanligt, for Enden af det lange Bord, men rykkede venligt tilside, for at give Plads for Olaisen og hans Familie, af hvilken Sigrid især syntes at tiltale ham. Malm satte sig beskedent ved den nederste Bordende. Nyheden om hans Psyche var allerede trængt igjennem, og Alles Blikke rettedes paa ham, idet han traadte ind. Henimod Slutningen af Maaltidet reiste Thorvaldsen sig og hævede sit Glads iveiret. Der opstod en spændende Taushed; endnu havde Ingen hørt Thorvaldsen tale. Han lod sit Blik glide henover Forsamlingen og fæstede det endeligt paa Malm, der sad i den dødeligste Forvirring.
   »Din Skaal, Malm!« sagde han, idet han tømte sit Glas tilbunds og atter satte sig ned.
   Det var den eneste Tale som jeg nogensinde har hørt Thorvaldsen holde.
   Den Periode, der nu fulgte, var den lykkeligste i Malms Liv, og det var vidunderligt at see, hvor hurtigt hans Arbeide skred fremad. Henimod Slutningen af Carnevalet stod Psychen i Gibs, og kort efter vilde den Olaisenske Familie forlade Rom for at tilbringe Sommeren i Neapel og Sorrento.
   Lige før Olaisens reiste, hændte der en lille Begivenhed, som jeg her kun fortæller, fordi den ligesom gav mig et Glimt af, hvad der vilde komme. Olaisen havde taget en Vetturin i Ripettaen, Tøiet var bragt derhen, og for sidste Gang spadserede Malm og jeg tilligemed den Olaisenske Familie hen over det skjønne Monte Pincio. Jeg siger med Villie for sidste Gang; thi ligesom der er Søndagsbørn, fødte med Seiersskjorte, for hvem den usynlige Verden er aabenbar, saaledes skal jeg med temmelig Vished kunne sige, om jeg seer et Menneske for sidste Gang i Rom, eller om han kommer igjen. Jeg veed ikke, om de samme Følelser rørte sig hos Malm, men jeg troer det ikke; trods Afreisen saae han høist lykkelig ud, som han der gik ved Siden af Sigrid. Jeg talte med Fru Olaisen, der yttrede det Ønske endnu en Gang at see de blaa Bjerge fra Steenegehøien i Villa Medici, meest maaskee for at undgaae Dahlkvist, som hendes skarpe Blik havde opdaget ved Obelisken foran Trinità de' Monti, hvor han kom ansættende i fuld Fart. Vi vandrede endnu en Gang igjennem disse skyggefulde Haver, hvor Pinien og Cypressen næsten lukke sig over Een; vi besøgte endnu en Gang den lille Lund med sine ældgamle Steenege og kastede fra Toppen af Monte Pincio endnu et Afskedsblik over Byen, der rødmede i Aftensolen. Sigrid og hendes Moder vare stærkt bevægede. Malm var alvorlig, kun Olaisen syntes ligegyldig og drev paa at komme afsted. Idet vi gik ned ad Høien, hørte jeg Malm sagte bede Sigrid om at give ham en Blomst til Afsked. Hun bar en rød i Haanden og vilde række ham den, men i det Samme faldt hendes Blik paa en deilig himmelblaae Blomst, hvis Navn jeg ikke kjender; den ligner en stor Forglemmigei, men har smaae, hvasse Torne og bruges i Rom som Troskabstegn imellem Elskende. Hun bøiede sig rask ned, greb om Blomsten, men trak Haanden tilbage med et let Skrig.
   »Come è bruto«! sagde hun til Malm, efterabende paa det Nydeligste sin lille romerske Kammerpige.
   Derpaa brød hun en Kvist af det nærmeste Træ, bøiede den sammen i en Krands og satte den smilende paa Hovedet af Malm, der gik med Hatten i Haanden. Malm rev Krandsen bort med et halvt uvilligt, halvt forskrækket Udtryk, og saae paa hende med en Mine, som jeg ene forstod. Det var en Cypresgreen, hun havde givet ham, og det er Dødens Tegn i Rom. Sigrid saae spørgende paa os begge, men vi fik ingen Tid til Forklaring; thi i samme Øieblik presenterede Dahlkvist sig og rakte hende under en Strøm af Complimenter en Bouket i det yndigste Klatpapir, der var ligesaa kunstlet, ligesaa siirligt og ligesaa slikket som han selv. Hun trak en halvt udsprungen Rosenknop ud af den og rakte den til Malm; men denne kastede den over Myrthehækken ud paa Veien.
   »Come è bruto!« sagde hun coquet til Dahlkvist, rakte ham sin Camelia og modtog hans tilbudte Arm.
   I Taushed vandrede Malm og jeg til Piazza del Popolo, hvor Vetturinen holdt; men det var ligesom der var en anden Sol i Luften, end da vi gik inde i Villa Medici. Vi tog Afsked venligt og hjerteligt, men dog ikke anderledes, end at Dahlkvist endnu formaaede at kaste sin Skygge imellem os. Han skulde dog ikke genere os længe; thi kort efter hørte jeg, at han havde forladt Rom.
   Efter Olaisens Afreise kom Alt snart igjen i de gamle Folder. Malm arbeidede ivrigt, og det var en Fornøielse at see, hvor let og behændigt han forstod at tumle baade Meislen og Filen. Selv syntes han ligesom nyskabt. Han lo og sang under sit Arbeide, og naar vi om Aftenen mødtes i Osteriet, var han ikke længere den forlegne og menneskeskye Cumpan, men talte frit og livligt med de Andre. Aldrig hørte jeg ham gjøre sig til af sine Fortrin, aldrig saae jeg ham ifærd med at træde Andre paa Nakken. Hans onde Dage vare endte, og de gode havde, ligesom en Vaarluftning, bragt ham til at sætte Blomst paa en Tid, hvor hans Jevnaldrende neppe havde sat Skud. Fra Olaisens hørte vi jevnligt. Malm stod i Correspondance med dem Alle, det vil da sige, navnlig med Fruen, men i hendes Breve var der næsten altid tilføiet et Par Ord af Sigrid selv. Malm havde nu ikke længere nogen Hemmelighed for mig. Paa en Tour i Campagnen havde han med en Elskers sædvanlige Naivitet, som en kostbar Hemmelighed betroet mig det, jeg allerede havde seet, da vi den første Aften traf sammen ved Nemi; men hvad jeg ikke vidste var, at Sigrid en Aftenstund havde modtaget hans Erklæring og uforbeholdent tilstaaet ham sin Kjærlighed. Dog havde hun dertil knyttet den Betingelse, at det ikke maatte aabenbares for Forældrene, førend hans Psyche var færdig, og hun lidt efter lidt havde forberedt sin Fader derpaa. Jeg kunde ikke sige Noget imod Valget; men det forekom mig dog underligt, at hun ikke havde meddeelt Moderen det, skjøndt hun godt kunde vide, at denne ikke vilde modsætte sig Partiet. Heller ikke holdt jeg af, at hun under mange falske Foregivender havde mødt Malm om Aftenen, snart i Villa Borghese, snart i Doria Pamfili, men herom sagde jeg Intet til ham. Han var næsten ellevild af Glæde, hvergang der kom Breve fra Neapel, og havde dannet en heel lille Samling af Sigrids Efterskrifter. Disse vare bestandigt næsten uforstaaelige for Trediemand, idet de tog deres Udgangspunkt fra en eller anden lille Begivenhed, som kun hun og Malm kjendte, og fortsattes i Udtryk og Vendinger, der altid pegede tilbage paa bestemte Ytringer af ham eller hende ved de omtalte Stævnemøder. De vare sande smaa diplomatiske Kunststykker, som Malm bestandigt maatte dechiffrere for mig; det var »Hjertesprog i Kragemaal«, som hun selv udtrykte sig. Kragens Forsigtighed og List var gjennemgaaende i denne mærkelige Correspondance, men det Sprog, som Hjertet taler, fandtes kun i enkelte af de første Breve, og senere syntes jeg tidt, at Kragen talte høiere end Hjertet. Derpaa kom en Periode, hvor begge Røster forstummede og gav Plads for en let, men fristende, æggende Satire, der i Omfang naaede lige fra Faderen til Malm, og i Styrke gjennemløb alle Grader fra Godmodighed til Malice. Endeligt hørte disse Efterskrifter reent op, da Fru Olaisen i Begyndelsen af Forsommeren var bleven syg i Sorrento; der kom nu kun sparsomme og tørre Efterretninger fra Olaisen, holdte i en reent forretningsmæssig Stiil. Paa dette Stadium tog jeg ud til Ariccia; Malm blev tilbage i Rom.
   En Dag i Juli førte Forretningssager mig atter tilbage. Paa Veien til Malms Studie mødte jeg Consulens Tjener, der gav mig et Brev med Anmodning om at tage det med til ham. Jeg fandt Malm beskjæftiget ved sit Arbeide, glad og tilfreds som sædvanligt. Han fortalte mig, at han med Villie havde tilskrevet Olaisen, at han var langt længere tilbage med Figuren, end han i Virkeligheden var. Om fjorten Dage kunde den være færdig, og saa vilde han selv reise til Neapel for at bringe Olaisens denne Overraskelsens Nyhed. Han haabede at kunne vende tilbage til Rom med dem, og vilde saa anholde om Sigrid hos Faderen. Paa hans Samtykke var han nu temmelig vis; thi ikke faa Fremmede havde før deres Afreise gjæstet hans Studie, og han havde allerede faaet tre store Bestillinger, hver for sig af en saadan Betydning, at selv en enkelt vilde have sikkret hans første Fremtid. Efter at have endt denne glædelige Beretning, trak han mig hen foran Cavallettoen, og aldrig har jeg dybere end i dette Øieblik følt Sandheden af den gamle Sætning: »Leret er Liv, Gibsen Død, men Marmoret Opstandelsen.«
   Der stod hans Psyche - fri og let i hver en Linie, bunden til det kolde Marmor, men dog ved Kunstens Magt løst fra dette, beredt til, i Foryngelsens Øieblik, at flyve med til de salige Guders Himmel; en levendegjort Antike, ikke bestemt, som de andre, til at gjemmes af Jorden. Medens jeg betragtede denne rene og ædle Form og beundrede det aandige Udtryk i dette jomfruelige Ansigt, faldt Brevet mig pludseligt ind; jeg rakte det over Skulderen til Malm, der stod bagved. Jeg hørte ham bryde det, mumle nogle uforstaaelige Ord og derpaa udbryde i en Latter, saa skingrende og forfærdelig, at Ruderne klirrede derved. Forbauset vendte jeg mig om og saa til min Forfærdelse Malm, kridhvid i Ansigtet, med blaalige Læber og med stive, stirrende Øine, der uafbrudt vare vendte paa det usalige Brev. Han svarede ikke paa mit Spørgsmaal; men alt som han blev hvidere og hvidere, blev hans Blik mere og mere forvildet, og han vedblev at lee, indtil han segnede i Knæ, og Papiret gled ud af hans Haand. Jeg vilde ile ham til Hjælp; men pludseligt rettede han sin muskelstærke Skikkelse, greb en Hammer, der laa foran paa Cavallettoen, og svang den over sit Hoved med et saa truende Udtryk, at jeg var vis paa, at han var afsindig. Han gjorde et Skridt fremad. Den tunge Hammer hvirvledes i hans Haand, let som et Rør, indtil den med et knusende Slag ramte Figurens Hoved og splintrede det i Stumper og Stykker. I samme nu styrtede Malm livløs til Jorden.
   Da han vaagnede af sin lange Besvimelse, var han mat og svag som et Barn. Han vinkede mig til sig med Haanden og pegede paa Lægen og de Folk, som jeg havde tilkaldt.
   »Lad os være ene,« hviskede han til mig, »ganske alene; jeg skal ingen Ulykker gjøre.«
   Jeg bragte ham tilrette i en Stol, sendte Folkene bort, idet jeg hviskende bad Lægen om at opholde sig noget endnu i det lille Værelse ved Siden af. Malms Blik gled hen over Studiet, indtil det faldt paa den skjønne Torso, der stod tilbage paa Cavallettoen.
   »Knuust!« sagde han, idet han med et stirrende Udtryk betragtede de adspredte Levninger. - »Hvem har gjort det? - Ak, hvem har gjort det?« vedblev han at gjentage og rokkede med Hovedet frem og tilbage.
   Jeg vovede ikke at svare. Jeg knælede ned ved Siden af ham, jeg lagde Haanden paa hans Pande - den brændte som Ild. Pludseligt faldt hans Øie paa Brevet, der i Forvirringen var blevet liggende paa Gulvet. Han syntes ligesom at samle al sin Kraft for at ordne sine Tanker, men pludseligt gav det et convulsivisk Ryk i ham, og den krampagtige Latter vendte tilbage, vildere end før. Lægen kom ind, og ved fælles Anstrengelser bragte vi ham tilsengs, men det blev forbudt mig at være længere hos ham, da Lægen frygtede for et pludseligt Krampeslag, hvis han ikke kom til Ro. Ved min Bortgang stak jeg Brevet til mig; det lød i al sin laconiske Korthed saaledes:

             »Hr. Billedhugger Malm!

Idet jeg tilstaaer og takker for Deres sidste Ærede, giver jeg mig den Frihed at tilmelde Dem, at min Datter Sigrid Othilia Olaisen igaar er bleven forlovet med Billedhugger Dahlkvist, hvem jeg alt i Rom lærte at erkjende som en udmærket Kunstner. Jeg beder Dem derfor paaskynde Arbeidet, da jeg ønsker Deres Psyche som Brudegave til min Datter i Efteraaret. Lad den blive forsvarligt emballeret og i dobbelt Kasse, da jeg ønsker den afsendt med mit Barkskib »Ørnen«, som for Øieblikket udlader Tømmer i Livorno.

              Deres meget forbundne  
                     Niklas Olaisen.«

   Da jeg henad Aften saae til Malm, laa han i en heftig Feber. Han kjendte mig ikke, og hans forvildede Tanker vandrede skiftende mellem Sigrid i Rom, hans afdøde Moder og Granehytterne i den snevre Fjeldbygd. Lægen var atter hos ham. Han ansaae Tilfældet for meget farligt, men lovede at vaage den første Deel af Natten hos Malm; jeg derimod skulde ubetinget gaae bort. Paa Veien til mit Hjem mødte jeg atter Consulens Tjener, der under mange Undskyldninger overrakte mig endnu et Brev til Malm, som han havde glemt at levere mig om Formiddagen. Jeg saae strax paa Udskriften, at det var fra Fru Olaisen; men under de forhaandenværende Omstændigheder tog jeg ikke i Betænkning at bryde det; det kunde maaskee indeholde en Haabets Draabe for min ulykkelige Ven, der bedre end alt Andet vilde kunde helbrede hans dybt rystede Sind. Det var et omfangsrigt Brev, fiint og tæt skrevet, men uden et Ord fra Sigrid. Uvilkaarligt vandrede jeg ind i Villa Medici's skyggefulde Have, og her, hvor jeg saa tidt havde samtalet med hiin elskelige, gamle Dame, her, hvor jeg vidste, at Malm og Sigrid saa ofte havde søgt hen i stille Eensomhed fra det larmende Monte Pincio, her gjennemlæste jeg paany disse Linier, der vare udsprungne af hendes fulde Hjerte og gjennemstrømmede af en Fiinhed i Følelsen, saa riig paa sorrigfuld Trøst og smerteblandet Veemod, som kun hun formaaede at give. Desværre, det var altfor sandt. Det Utrolige laae her som en uomstødelig Virkelighed, men Maaden, hvorpaa det var skeet, fik jeg først nu at vide. I Neapel havde de truffet Dahlkvist, der ved en Slægtnings Død havde arvet en betydelig Formue. Dette havde strax indtaget Olaisen for ham, og desværre, hun negtede det ikke, ogsaa Sigrid syntes at være bleven paavirket deraf; i det Mindste havde hun tidt talt om det Held, Dahlkvist havde med sig. I Sorrento var Fru Olaisen bleven farligt syg, og Sigrid var derved ganske unddragen hendes Opmærksomhed. Dahlkvist havde i denne Periode udviklet en ganske usædvanlig Energie, og hun tilstod aabent, at hun for en stor Deel havde ham at takke for sit Liv. Omtrent samtidigt med hendes Sygdom var Generalinden med Datter ankommen dertil. Denne var bleven Sigrids Fortrolige og havde vidst at fortælle saa meget om Malm, hvem hun skildrede som et Uhyre af Brutalitet og Mangel paa Dannelse, at Sigrid havde faaet Betænkeligheder. Dahlkvist, der baade blev støttet af Faderen og af sine to gamle Velyndere, havde fordoblet sine Opmærksomheder, indtil Sigrid, under et Par Dages Ophold paa Capri, havde givet ham sit Minde, og Declarationen var kort efter festligt bleven feiret paa den lille Villa, som Olaisen havde leiet ved Sorrento. Slutningen af Brevet var det, der rørte mig meest.
   »Kjære Malm,« skrev hun, »fortvivl ikke i Deres Sorg, og lad mig bringe Dem al den Trøst, jeg kan, selv om den i Øieblikket volder Dem Smerte. Sigrid er mit Barn, det eneste, jeg har tilbage. De veed, hvor en Moder hænger ved sine Børn; men De aner neppe, hvorledes hun elsker Den, der bliver tilbage, naar Døden har udslukket alle de Forhaabninger, som de andre havde vakt. Og dog, hvormeget mit Hjerte end krymper sig, vil jeg betroe Dem Sandheden, fordi kun denne og Tiden vil bringe Dem Lindring. Sigrid er ikke Den, som De anseer hende for. Gud veed, hvor ulykkelig jeg tidt har været over hende, og hvor det nu piner mig, at jeg, hendes Moder, skal staae frem som hendes Anklager; men De var aldrig bleven lykkelig med hende. Sigrid er ung, er smuk, munter og begavet; men alt dette ligger paa Overfladen - der er ingen Dybde derunder. Hun lever for at glimre og glimrer for at beundres, men hun er et forkjælet Barn, der griber efter nyt Legetøi, naar hun er kjed af det gamle. Hun har ingen Sands for det stille Liv, der fødes af Ideen og næres af Tankernes Rigdom; hun vil aldrig kunne forstaae Dem, og De vilde desværre for sildigt opdage, at De aldrig havde forstaaet hende. Det var Deres mandige Skikkelse, kjære Malm, der først fængslede hende. Det var over Deres opgaaende Berømmelse, at hun søgte, ikke Dem, men en Afglands af den Glorie, der fra Dem vilde omstraale hende. Det var efter Beundringen, ikke efter Kjærligheden, hun tragtede. Gud veed, hvor tungt mit Hjerte vaander sig ved at skrive dette, men jeg gjør det, fordi jeg altid har betragtet Dem som en Søn og nu seer Dem som hendes Broder. Beed til Gud, kjære Malm, beed og arbeid! Han vil velsigne Dem.«
   Jeg skrev samme Aften et kort Brev til Olaisen, hvori jeg tilmeldte ham, at Bestillingen maatte udsættes, da Malms Psyche ved et sørgeligt Uheld var styrtet ned fra Cavallettoen og sønderbrudt. Den samme Historie lod jeg med Villie udsprede i Rom. Den øvrige Tid af Natten anvendte jeg paa et Brev til Fru Olaisen, men havde det første været let, saa var dette saa svært, at jeg hellere hugger ti Figurer, end gjør det Kunststykke om endnu en Gang. Jeg vilde først stille Alt paa Skruer, dølge Malms Sygdom og Psychens Undergang; men det gik ikke, dertil var min Pen ikke fiin nok. Saa faldt det mig ind at skrive Alt, hvad jeg saadan i mit Hjerte tænkte, baade om hende og om Sigrid, og da Morgenen kom, havde jeg tre Ark færdige paa Bordet og dobbelt saa mange iturevne under det. Det var det sørgeligste Brev, jeg nogensinde har skrevet, men det var, som hendes, sandt og uden Omsvøb. Dog dulgte jeg to Ting - Malms Forlovelse og de enlige Aftenmøder med Sigrid. Jeg vilde ikke for Alt i Verden, at hun til sin dybe Sorg over Datteren skulde tvinges til at føie Foragten.
   Efter tre Ugers Forløb var Malm helbredet saa vidt at jeg efter Lægens Raad kunde tage ham ud til Ariccia, men han var kummerfuld at see paa. Hans ranke Figur var bleven bøiet, hans klare Blik havde tabt sin Glands, og han talte aldrig, uden at han var tvungen dertil, og da kun i enkelte Ord. Selv mit Selskab var ham besværligt. Om Dagen vandrede han alene omkring i Skovene ved Nemi og Albano. Mødte han mig eller Andre, veg han ud af den slagne Vei og fordybede sig i Skovens vildsomme Enlighed. Jeg saae ham aldrig smile, hørte ham aldrig tale med Bønderne eller Hyrderne, som han ellers holdt af; kun af og til klappede han et Barn paa Hovedet, gav det en Bajocco og vandrede saa i Taushed videre. Ofte kom han ikke hjem om Natten, og naar jeg da urolig søgte ham, kunde jeg være vis paa at finde ham, enten siddende i en eller anden af de mange Grotter, hvorpaa Egnen er saa riig, eller liggende paa en af de store Steen ved Bredden, hvor han drømmende stirrede ud for sig og tankefuld betragtede de lette Aftentaager, der i allehaande Skikkelser droge hen over Søen.
   En Morgen betroede jeg ham Alt; jeg gav ham Fru Olaisens Brev og bad ham læse det. Han modtog det i Taushed, nikkede til mig og vandrede bort. Mod Middag kom han ikke tilbage. Aftenen kom uden ham, og noget urolig gik jeg ud for at søge ham, thi jeg kunde jo ikke vide, hvilken Virkning Brevet havde frembragt. Uvilkaarligt lagde jeg Veien gjennem Genzano, bøiede af til Venstre og slog ind paa den lille Fjeldsti, der fører ned til Nemi-Søen. Her vidste jeg, at Malm havde flere Yndlingssteder, men jeg søgte ham forgjæves paa dem alle. Mørket begyndte at falde paa, enkelte Stjerner tittede frem, og Taagerne steeg over Søen, men endnu havde jeg ikke seet noget til Malm. Jeg havde næsten opgivet Haabet, da jeg ved en pludselig Omdreining af Stien saae ham lige foran mig. Han sad ved den samme lille Bæk, hvor jeg for tre Aar siden havde truffet ham, sad i den samme drømmende Stilling med Hovedet støttet paa begge sine Hænder; men Bækken løb frit og uhindret, sladdrende og rislende uden at være standset af nogen Dæmning, og der laae ingen omstyrtet Kau i hans Nærhed. Han mærkede ikke, at jeg blev staaende og betragtede ham. Sammensunken i sig selv, stirrede hans Øie sløvt og villieløst ud over Søen, uden at være rettet paa nogen Gjenstand. Nu først gik det op for mig, at han var blevet meget ældet, siden vi første Gang traf sammen her. Jeg rørte et Par Gange ved hans Skulder, inden han mærkede det; da foer han pludseligt op som udrevet af et langt bortliggende Drømmeland, men sank næsten lige saa pludseligt sammen igjen.
   »Det er seent,« sagde han. »Skal jeg hjem?«
   Jeg rystede paa Hovedet og satte mig hos ham. Vi sad nogen Tid i en Taushed, som jeg haabede, at han maaskee i Aften vilde bryde; men jeg fik intet Ord af ham. Da stræbte jeg at gjøre det sidste Forsøg. Jeg forestillede ham, hvor svagt og umandigt det var, saaledes at give sig hen i Sorgen; jeg skildrede ham, hvor rigt et Liv der endnu ventede ham; jeg bad ham om at glemme Sigrid, den forfængelige og dødelige Kvinde over den sande og evige Kunst, og bønfaldt ham til Slutningen om atter at tage fat, om at bede og om at arbeide.
   Han hørte paa mig i Taushed, men i den samme sammensunkne Stilling som før; der var den samme Slaphed i hans Træk, det samme sløvede Udtryk i hans Øie.
   »Bede?« gjentog han sagte, ligesom talende med sig selv. »Jeg kan ikke bede, det er umuligt. Hun skyder sig ind derimellem.«
   »Saa kan Du arbeide,« svarede jeg.
   »Arbeide?« gjentog han sløvt. »Jeg kan fælde Tømmer, hugge Steen. - Der sprang engang en Fiber i min Arm, og det varede sex Uger, inden den lægtes. Hvor lang Tid, troer Du, det tager, naar alle Hjertets ere sprungne?«
   Jeg vilde svare ham, da klang i det Samme et Maageskrig hen over Søen. Skarpt og klagende, eenligt og fortvivlet lød den bortdragende Fugls Stemme hen over Vandet.
   Malm foer op med Rædsel i alle sine Træk, bleg som Marmor og med forvildede Blikke. Han greb mig i Skulderen, pegede ud over Søen og hviskede forfærdet:
   »Hørte Du? Det var Huldrens Stemme, der klang. Husker Du Guldstenene? Tre kunde jeg kaste over Søen. Tre, o min Gud, ikke flere!«
   Han skjulte Ansigtet i sine Hænder og brast i en krampagtig Graad. Lidt efter blev han roligere, og da han havde grædt ud, vendte vi i al Taushed tilbage til vort Hjem - jeg saae, der var Intet at gjøre.
   Et usædvanligt regnfuldt og koldt Efteraar fulgte ovenpaa denne bedrøvelige Sommer. Malm saaes aldrig mere mellem de øvrige Kunstnere; ja han var ikke engang at formaae til at leie sig noget Studie for den kommende Vinter. I Ripetta havde han faaet sig et meer end tarveligt Bagværelse. Det var raat og fugtigt, skummelt og koldt, men han syntes ikke at bryde sig derom. Der indløb vel et Forskud paa Figuren fra Olaisen, men Malm sendte det ufortøvet tilbage. Verden var bleven ham en Modbydelighed, Eensomhed en Nødvendighed. Kun for at friste Livet tog han Arbeide hos en romersk Gibser, hvem han hjalp med at gjøre Afstøbninger efter Antikerne. Her arbeidede han kun for at tjene de faa Paoli, som han behøvede til sit Ophold. Resten af sin Tid anvendte han paa eensomme Vandringer i Campagnen, hvor han under Klippeblokkene og de gamle Ruiner fangede Scorpioner og Tusindbeen. Han havde ligesom fattet en Forkjærlighed for dette afskyelige og giftige Kryb, som han i store Glas opbevarede i sin Stue. Her kunde han sidde hele Timer og see paa, [s150] hvorledes de kom frem i Mørkningen, snigende og luskende, kæmpende og overlistende hverandre med deres afskyelige Giftvaaben.

Vilhelm Bergsøe Homepage