V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 130-139

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 130-139

   Jeg var saa fordybet i at mønstre de Fremmede, at jeg først blev afbrudt af Malm, der rolig sagde: »Hvad seer Du paa?«
   »Der er kommet Fremmede,« sagde jeg forskende.
   »Saa,« svarede han ligegyldig. »Pas paa Din Dronning; den har kun eet Felt tilbage at staae paa?«
   »Pas hellere paa Din,« sagde jeg, »den staaer ugarderet!«
   »Der er en Bonde til at forsvare den; det er vel nok,« sagde Malm, idet han trak Brikken frem.
   »Tag Dem iagt for Springeren,« bemærkede Dahlkvist, der nærmede sig, »man veed aldrig, hvor den vil hen.«
   »Pas Dem selv,« sagde Malm.
   Jeg fulgte Dahlkvists Bevægelser, idet han fjernede sig; han avancerede hen imod den unge Dame og næsten tilhviskede hende et Par Ord. Hun smilede paa sin eiendommelige Maade og rystede paa sit smukke Hoved, saa Nakkekrøllerne dandsede om hendes Hals. Dahlkvist sagde igjen et Par Ord og pegede hen imod Fortepianoet. Hun gjorde med et skalkagtigt Smiil en afværgende Bevægelse med Haanden; han snoede sig forbi hende og bukkede med det sødeste Smiil for den ældre Dame, som kun hilste med et koldt Nik og ikke syntes at svare ham, medens hendes ældre Ledsager modtog hans Hilsen med øiensynlig Tilfredshed. I dette Øieblik nærmede Consulen sig til den unge Pige, idet han sagde hende nogle Ord og pegede hen imod Døren til det lille Værelse. Hun stirrede et Øieblik ufravendt derhen og nærmede sig derpaa med hurtige Fjed til Fortepianoet, hvorved hun kom ud af vor Synsvinkel. Kort efter gik Dahlkvist ogsaa derhen. Malm vedblev at spille uden at mærke Noget. Pludseligt løde et Par kraftige Accorder, der efterfulgtes af en norsk Folkemelodi, som jeg tidt havde hørt Malm synge, naar han troede sig alene, men aldrig med en saa reen og frisk Klang som den, der nu tonede gjennem Salen. Han skjød Brædtet fra sig, saa at alle Brikkerne væltede over hverandre, og lænede sig ganske bleg tilbage i Stolen.
   »Det er Sigrids Stemme det!« hviskede han til mig. Pludseligt foer han op og stirrede ind i Salen; men med et Ansigt, som var han bidt af en Slange, sprang han atter tilbage, ilede forbi mig og styrtede ned ad Trappen, der fra det lille Værelse førte ud til Gaden. Jeg reiste mig og saae ind. Dahlkvist sad accompagnerende ved Claveret, og Sigrid sang, bøiet over hans Skulder.
   Hun havde ganske sikkert kjendt Malm under sin Samtale med Consulen; men om det var en kvindelig Hævn, fordi han ikke havde taget Notice af hende, eller blot en Maade at gjøre sig bemærket paa, turde jeg ikke afgjøre. Dog forekom det mig, at Chancen laae for det Første, og jeg besluttede derfor at sondere Terrainet. Jeg traadte ind ad Døren, ligesom Sangen endte, og det forekom mig, at jeg i hendes Blik, der et Øieblik hvilede forskende paa mig, saae et Udtryk af Skuffelse eller utilfredsstillet Forventning. Jeg lod mig forestille for hende af Consulen. Hun neiede gracieust, men jeg lagde tydeligt Mærke til, at hun under denne Ceremoni havde Øiet henvendt paa min beskedne Kunstnerdragt, og at der, idet hun hævede Hovedet iveiret, atter spillede hiint ironiske Træk ved Mundvigene.
   »Gaaer man i Blouse her i Rom?« hørte jeg hende hviske til Dahlkvist, idet jeg vendte mig imod Moderen.
   Her nød jeg en langt venligere Modtagelse. Consulen havde neppe nævnet mit Navn, førend hun trykkede min Haand med Varme og deeltagende spurgte til Malms Befindende, om hvem hun paa anden Haand havde erfaret, at han havde ligget meget syg paa Malta. Skjøndt fuldendt Dame, var der i hendes Væsen Noget, som ret inderligt behagede mig. Det var vanskeligt at sige, hvori det laa; thi der var intet Paafaldende eller Særkjendeligt ved hendes Fremtræden, men der var en Fylde af virkelig følt Deeltagelse, der ligesom en lysende og varmende Atmosphære omgav hendes Ord og Vendinger. Talen faldt strax paa Malm; han havde stadigt staaet i Brevvexling med hende, og hun kjendte mig som hans fortroligste Ven i Rom. Hun fortalte mig om hans fattige Barndom i den eensomme Fjeldbygd, og omtalte hans gamle Moder med saamegen Ømhed og Varme, som om hun havde været hendes Veninde fra Ungdommen af. Hun berørte med saa megen Delicatesse det Forhold, hvori Malm havde staaet til hendes Ægtefælle, at jeg ikke ret vidste, hvad jeg meest skulde beundre, enten Formen, hvorunder det fremtraadte, eller Indholdet, der lyste frem af denne. Tilsidst spurgte hun med nogen Ængstelighed, hvorfor Malm aldeles Intet havde leveret i den lange Tid, han havde opholdt sig her. Paa dette Punkt blandede hendes Ægtefælle sig i Samtalen, og jeg saae nu tydeligt, hvorledes Sagerne stod. Det var ikke ham, der var Mæcenas, men hans Kone. Han havde en underlig Maade at tale paa, som ikke behagede mig. Jevn og fordringsfri var han, ikke synderligt kløgtig, men dog begavet med en Deel af, hvad vi Danske paa Tydsk kalde Mutterwitz. Der var for ham intet Høit eller Lavt, Alt flød ud i en jevn Vælling, og det syntes ham næsten at være lige Eet, enten Malm var bleven Brændehugger i Norge eller Billedhugger i Rom.
   »Ja, hvorfor arbeider han ikke?« udbrød han ved at høre sin Kones Spørgsmaal. »Det er netop det, jeg saa tidt har spurgt Jutta om. Geni har han s'gu nok af, som jeg sagde, da hans Moder bragte ham op paa Gaarden; men Flid og Stadighed, det er det, det kommer an paa. Man kommer længere med Transpiration end med Inspiration, som min gamle Bogholder sagde, da han havde brugt tre Uger til at finde en Feil i Aarsregnskabet, og deri havde han s'gu Ret. Det vil nu min Kone ikke vide Noget af, skjøndt det vilde være daarligt bevendt med min Bedrift, dersom jeg skulde vente paa Inspiration, hvergang jeg sendte en Tømmerflaade af. De Kunstnernykker kjender jeg nok. Der var en Steenhugger i Christiania, som aldrig kunde lave et Gravmonument, førend han blev inspireret af den kvitterede Regning, men saa gjorde han det ogsaa akkurat. Nei, seigt Arbeide og solid Conto, det har nu altid været mit Valgsprog!«
   Der gik en Skygge over Fruens Ansigt, og hun sendte mig et bedende Blik. Jeg forstod Vinket og skildrede Malms Ophold i Rom med de lyseste Farver; jeg fortalte om de to Arbeider, han alt havde paabegyndt, og om den Opsigt, de havde vakt iblandt Kunstnerne.
   »Hvorfor Fanden huggede han dem ikke ud i Marmor?« raabte Olaisen.
   »Aa nei!« svarede jeg. »Marmoret stod dengang høit; han vilde vente, til Prisen faldt.«
   »Virkeligt!« raabte Olaisen fornøiet, medens hans Kone vendte sig bort. »Ja, Malm er ikke saa dum endda; han hugger sig nok igjennem. Kan han gjøre Noget, medens jeg er i Rom, giver jeg ham Marmoret gratis. Jeg har altid havt Lyst til en Venus eller saadant noget Pilleri i Haven deroppe.«
   Den næste Dag besøgte jeg Malm og bragte ham Invitation fra Fru Olaisen til den kommende Middag. Han vilde i Begyndelsen aldeles Intet høre derom og sagde til Slutningen, at han ikke turde vise sig af Skamfuldhed over sin fuldkomne Uvirksomhed. Jeg trøstede ham imidlertid ved at omtale den ualmindelige Velvillie, som hans Beskytterinde havde lagt for Dagen, og slog paa Muligheden af, at Olaisen vilde gjøre en større Bestilling. Om Sigrid talte jeg ikke et Ord, da jeg ansaae det for det Klogeste.
   Henimod Middag begav jeg mig op i Via Sistina, hvor den rige Skoveier havde leiet en heel Etage, skraaes over for Thorvaldsens Studie. Ved min Indtrædelse traf jeg til min store Ærgrelse Dahlkvist, der gjorde et Buk for mig, som var lige saa stivt som hans hvide Halstørklæde, og lige saa ceremonielt som hans sorte Kjole. Derpaa kigede vi hver ud ad sit Vindue. Kort efter kom Sigrid ind. Hun var usædvanlig nydelig i den simple graae Silkekjole, der med megen Virkning fremhævede hendes slanke Figur. Hun gik mig venligt imøde, rakte mig Haanden og spurgte deeltagende til Malm.
   »Jeg troer, han er kommen sig efter igaaraftes,« sagde jeg smilende. »Det var blot en let Upasselighed, der tvang ham til at gaae hjem uden at hilse paa Dem eller Deres Familie. Jeg haaber iøvrigt, at han kommer her til Middag.«
   »Hvis ikke, maa De tage tiltakke med mit behagelige Selskab,« bemærkede Dahlkvist, idet han rakte Haanden ud.
   »Ja, men det vil jeg ikke, thi De var ikke snild igaaraftes. Til Straf faaer De intet Haandtag idag.«
   Hvortil denne Bemærkning sigtede, vidste jeg ikke, men jeg regnede den i Faveur af Malm, tilmed da Dahlkvist saae noget flau ud derved. I samme Øieblik traadte begge Forældrene ind i Stuen, og kort efter kom Malm. Han traadte ind uden Spor af den Frygt eller Keitethed, jeg havde været bange for, og jeg kunde ikke negte, at han gjorde et godt Indtryk. Han bar ikke fransk Dragt, men efter Datidens Skik Knæbeenklæder og en folderig, sort Fløielsblouse, der ved et bredt Læderbelte holdtes sammen om Livet. Hans lyse Haar var omhyggeligt ordnet og naaede næsten den bredt udtungede, hvide Krave, der fortil holdtes sammen ved en simpel Mosaikagraf. Han hilste halvt høfligt, halvt ærbødigt paa Olaisen og kyssede Fruens Haand med en Anstand, der var en Franskmand værdig. Derpaa nærmede han sig Sigrid og rakte hende Haanden. Han vilde sige hende nogle Ord, men hans Blik traf i det Samme Dahlkvist, der smilede paa sin overlegne Maade. Ordene døde paa hans Læber, og idet han gjorde en kort Vending forbi mig, knugede han Dahlkvist saaledes i Haanden, at denne blegnede derved.
   Ved Bordet kom Malm og Sigrid til at sidde sammen. Det var ikke nogen Tilfældighed; thi foran Malms Couvert havde Sigrid lagt en Gran- og en Fyrrekvist, korsviis over hinanden.
   »Det er Budskab fra Norge,« sagde hun, idet hun tog Plads.
   Da vi reiste os, tog Malm Kvistene og skjulte dem paa sit Bryst. Aldrig har jeg seet et smukkere Par end dem, og aldrig lysere Blikke end deres.
   I Dagligstuen blev der holdt Mørkning; det var ligesom de lange Vinteraftener hjemme hos os. Caffekjedlen surrede lystigt over den lille Spirituslampe; Caminilden kastede en bred Stribe hen over det blomstrede Gulvtæppe og sendte af og til, naar den blussede op, et Lysglimt hen over Malm og Sigrid, der talte dæmpet med hinanden. Olaisen skjendte over de moderne Indretninger og paastod, at Spirituscaffe var en Uting. Sigrid lagde sig paa Knæ foran Caminen; Malm byggede en Trefod af nogle løse Mursteen og hjalp med at puste til Ilden, medens Sigrid tragtede Caffen. Alt dette blev gjort under Spøg og Latter; det var som to lykkelige Børn, der legede med hinanden.
   Dahlkvist syntes at mærke sin fuldstændige Decadence. Han havde gjort et Forsøg paa at engagere Fruen, men jeg vidste at holde Samtalen paa et saadant Omraade, at han kort efter opgav Forsøget. Da det ikke lod til, at han havde nogen stor Lyst til at indlade sig med Malm og Sigrid, havde han faaet en Conversation igang med Hr. Olaisen, hvem han godt kjendte fra et tidligere Ophold paa Gaarden. Da Sigrid reiste sig for at vise Malm nogle Camelier, der i en Kurv stod paa Fortepianoet, bad Dahlkvist hende om at synge.
   »Man synger aldrig, naar der holdes Mørkning,« svarede hun kvikt, »saa taler Hver med Vennen sin.«
   »Men naar man nu ingen har?« spurgte Dahlkvist.
   »Saa maa man vinde en,« svarede hun, idet hun igjen satte sig ved Siden af Malm.
   Dahlkvist beed sig i Læben og gav sig til at tale om Caracallas Bade.
   »Er de dyre?« spurgte Olaisen.
   Dahlkvist svarede noget forskrækket: »Dyre? Man giver en halv Paolo.«
   »Død og Pine!« svarede Olaisen. »Lad os saa strax gaae derhen! I Paris maatte jeg bade i en Balle Vand og give to Francs ovenikjøbet, og i Marseille var jeg nær bleven stukket af en Scorpion, der plumpede ned i Karret. De viser mig jo nok Vei?«
   Dahlkvist saae meget befippet ud, men havde formegen Verden til at ville prostituere den rige Nordmand; han gik altsaa med, uden at de Andre lod sig forstyrre deraf. Jeg ragede op i Caminilden, lagde nogle Olivengrene til, og ved deres rødlige Lys og knittrende Lyd syntes Stuen at være bleven dobbelt hyggelig; meest dog maaskee, fordi Dahlkvist og Olaisen vare borte. Det var en smuk Gruppe, den paa Forhøiningen, halvt skjult af de grønne Gardiner, og en underlig Lysvirkning var der over den. Maanen var staaet op og kastede sit lysblaae Skjær hen over Sigrids guldlokkede Hoved og Malms brede, kraftige Figur. Af og til blussede en enkelt Flamme op gjennem Emmerne, spillede hen over Malms og Sigrids Ansigter, og dens varme, røde Lys brødes da paa en forunderlig Maade med de blege, blaalige Maanestraaler udenfra. Under den dæmpede Samtale forekom det mig flere Gange, at Sigrid skiftede Farve; men maaskee var det kun Belysningens Skyld. Det lod til, at Fruen havde mærket noget Lignende; thi kort efter kom Lampen ind.
   Henimod Theetid kom Olaisen tilbage. Han havde været i Caracallas Bade og var udmærket tilfreds. »De laae midt paa spanske Plads,« forklarede han, »men Dahlkvist havde taget feil, thi de kostede fire Paoli Stykket. Men saa vare de ogsaa ganske udmærkede. Badekarrene vare af Marmor med alt Slags Dingeldangel paa. Det var i det Hele taget mærkværdigt, hvor godt alt dette gamle Skramleri havde holdt sig. Vandledningerne vare ogsaa de samme, som i gamle Dage, og Karrene ogsaa. Paladset maatte ogsaa være uhyre gammelt, da det var bygget af Michel Angelo, og det eneste Moderne, der var, var Mahognihaandtagene paa de Touge, der hang ned i Karrene; men disse Haandtage vare ogsaa overmaade smukke.«
   Da vi havde drukket Thee, bad Malm Sigrid om at synge. Hun reiste sig strax og gik hen til Fortepianoet. Efter et Øiebliks Betænkning slog hun et Par Accorder an og begyndte en norsk Sang til en af disse gamle, forunderlige Folkemelodier i Mol, der altid have forekommet mig som gamle, velbekjendte Barndomsminder, selv om jeg aldrig har hørt dem før. Det var den forladte Jomfrues Sang om Gutten, der var dragen til de fremmede Lande for at vinde Hæder og Rigdom; aldrig havde hun spurgt Nyt fra ham. En smeltende Veemodslængsel, en uendelig Følelse gjennemstrømmede de Ord, jeg kjendte saa godt, da Sigrid sang:

   »Jeg sad alene ind under Fjeldet, 
   Hvor Maanen glimted paa Fossevældet; 
   Jeg saae paa den og de Stjerners Hær, 
   Men saae ei ham, som jeg havde kjær. 
   
   Jeg saae paa Birken, der hang saa ene 
   Ud over Elven med vaade Grene; 
   Fra hvert et Blad flød en Taare klar, 
   Maaskee dens Tanker som mine var. 
   
   Da klang en Langlur hen over Fjeldet, 
   Og Maanen sittred i Fossevældet. 
   Gud, hvor mit Hjerte tog i at slaae! 
   Jeg vidste nok, hvem der legte saa. 
   
   Thi det var Gutten, som kom tilbage, 
   Og endt var alle de onde Dage, 
   Hvor blev der favnet, hvor blev der kyst; 
   Men saa kom Natten - og Alt blev tyst, 
   Ja, saa kom Natten - og Alt blev tyst!«

   Ved de sidste Ord i Sangen hævede Sigrid sit Blik og fæstede det paa Malm. Hans Ansigt glødede, og jeg saae igjen et af disse Nordlysglimt, der vare saa eiendommelige for ham. Han gjorde et rask Skridt hen til Claveret og sang med sin sonore Stemme paa Ny Slutningsverset igjennem, medens Sigrid, med sænket Hoved, dæmpet accompagnerede dertil. Kort efter reiste vi os for at tage Afsked.
   Da Sigrid rakte Malm Haanden, sagde hun: »Moder længes efter at see Deres Studie. Naar kunne vi komme uden at volde Dem Uleilighed?«
   Malm blev blussende rød og saae et Øieblik mod Jorden; derpaa hævede han rask Hovedet og sagde freidigt:
   »Om tre Dage, altsaa paa Mandag.«
   Derpaa skiltes vi ad.
   De tre paafølgende Dage kom Malm ikke i vort sædvanlige Osterie, heller ikke besøgte jeg ham; jeg kjendte ham nu for godt dertil. Endeligt kom Mandagen, og henimod Middagstid begav jeg mig til hans Studie. Paa Piazza Barberini mødte jeg Olaisens, der kom fra Dahlkvists Atelier. Jeg troede paa Fruens Ansigt at læse en vis Uro, jeg kunde næsten sige Bekymring, der steeg, jo længere vi naaede op i Quattro Fontane. Olaisen derimod fandt, som sædvanligt, Alt udmærket. Han roste Dahlkvists Arbeider og var fuld af Beundring over alt det Slikkeri, som denne forstod at kaste over dem. Dog meente han, at de helst maatte have lidt flere Klæder paa, for man maatte dog være lidt varsom, naar man havde Pigebørn i Huset. Til hele denne Snak føiede hans Kone ikke et Ord. Af og til gled der vexlende et let Smiil eller en lille Sky hen over hendes fiintformede Træk. Sigrid sagde Intet og syntes usædvanligt beskjæftiget med sig selv.
   Da vi nærmede os Studiet, stod Malm allerede i Døren og bød os velkommen. Hans Ansigt lyste af Glæde, da han saae Sigrid, og der var over ham selv udbredt en Ro og Sikkerhed, som jeg hidtil ikke havde seet. Med spændt Forventning traadte idetmindste jeg ind i det velbekjendte Studie. Gulvet var paa norsk Maneer bestrøet med Gran, det vil da sige med Cypres- og Piniekviste. I Vinduet stod et Par antike Oliekrukker, fyldte med friske, levende Blomster; men paa Cavallettoen stod en Figur i Leer, hvis Mage jeg aldrig har seet, og som jeg aldrig vil glemme. Det var en Psyche. Lampen laae slukket ved hendes Fod, det folderige Gevandt var ved Bevægelsen gledet ned om de fine Hofter, og i en forover bøiet Stilling strakte hun begge Armene ud efter den flygtende Gud. Der var en Angst og Fortvivlelse i Blikket, en smertefuld Rædsel om den halvaabne Mund. Man syntes at høre det Fortvivlelsens Skrig, hun havde udstødt; man saae, at hun i næste Øieblik tilintetgjort vilde synke sammen paa det Leie, hun saa ubesindigt havde nærmet sig. Jeg betragtede Figuren fra alle Sider - overalt den samme levende Harmoni, overalt den samme Reenhed og Strenghed i Formen; der var ikke en Feil at rette. Fru Olaisen saae afvexlende med en glædeblandet Stolthed paa Figuren og paa Malm. Et Øieblik hvilte hendes Blik paa Sigrids glade, straalende Ansigt. Jeg troer, at hun, Malm og jeg i dette Øieblik tænkte det Samme.
   »Det er Fan' hakke mig nysseligt;« raabte Olaisen, der hidtil havde staaet ganske taus, »men det er, ta'e mig Fan', ogsaa min Datters Ansigt.«
   Sigrid rødmede dybt. Han havde Ret, det var hendes Træk, fuldendte til det høieste Ideal, og dog bøiede efter Antikens Mønster.
   »Fy, Faer,« sagde hun med et coquet Kast med Hovedet, »hvor Du er lej!«
   I dette Øieblik stak Snogen atter sin Hale frem; men i det næste var den igjen forsvunden.
   »Hvad vilde nu saadan en Tingest koste i Marmor?« spurgte Olaisen.
   »Ottehundrede Scudi,« sagde Malm kort.
   »Hille den,« sagde Olaisen, »jeg troede ikke, at Marmoret var saa dyrt i Rom. Saa kan jeg forstaae, at de andre to ikke bleve færdige. Hos Dahlkvist kan jeg forresten faae en, der er ligesaa stor, for firehundrede.«
   »Ja, jeg tog ogsaa feil,« sagde Malm, »jeg meente tusinde.«
   Olaisen saae ud, som om han havde faaet et Puf i Maven. Fruen vendte Hovedet om og betragtede Blomsterne i Vinduet; men Sigrid sagde kjækt:
   »Fader spøger; han kunde ikke lide en eneste af Dahlkvists Figurer.«
   Olaisen satte et Ansigt op, som om han paa det Bestemteste vilde modsige denne Insinuation og frigjøre sig for dens Følger, da der i det Samme bankedes paa Studiets Port.
   »Chi è?« raabte Malm, noget ærgerligt.
   »Signor Alberto!« svaredes der udenfor.
   Malm blev blussende rød og sendte mig et Blik, som om han vilde spørge mig, hvad han skulde gjøre.
   »Apre!« hviskede jeg sagte, og med et ængsteligt Blik paa Olaisen aabnede Malm Døren.
   Thorvaldsen traadte ind, som sædvanligt fulgt af sin store Hund. Han syntes et Øieblik at studse, derpaa traadte han, uden at hilse, lige hen foran Psychen. Han betragtede den nogle Øieblikke i Taushed med dette rolige, sikkert maalende Blik, der syntes at trænge lige ind i Figurens inderste Kjerne, og vendte sig derpaa mod Malm, der stod med nedslagne Øine, ubevægelig, som Billedstøtten selv.
   »De har en smuk Fremtid for Dem,« sagde han venligt, idet han trykkede Malm i Haanden. Derpaa hilste han paa Fruen og Sigrid, og tilsidst paa Olaisen, der af lutter Befippelse stod med Hatten i Haanden.
   »Et udmærket Kunstværk,« yttrede denne, »ta' mig Fan!«
   Thorvaldsen smilede bifaldende.
   »Jeg har lige bestilt det i Marmor!« sagde Olaisen noget hovmodigt.
   »Og Prisen?«
   Olaisen gjorde en Grimace, som om han sank en altfor stor Mundfuld.
   »Tusinde Scudi,« stammede han.
   »Saa er den ogsaa godt betalt,« sagde Thorvaldsen, »men det glæder mig for den unge Kunstner, som De saa velvilligt beskytter. Jeg ventede længere Tid og fik ikke saameget for min Jason.«
   Med disse Ord trak Thorvaldsen mig tilside, udspurgte mig med et Par Ord om Malm og de Tilstedeværende, og fjernede sig derpaa med en venlig Hilsen. Der opstod en kort Pause efter hans Bortgang; endelig sagde Olaisen, der allerede haardt syntes at fortryde sit Mæcenat:
   »Naar kan den saa blive færdig?«
   »Til Vinterens Begyndelse,« svarede Malm.
   »Ikke før,« sagde Olaisen, tilsyneladende yderst skuffet; »saa kan den ikke komme til Christiania før næste Sommer; det bliver meget for seent.«
   Malm saae noget forvirret ud, thi det syntes først nu at gaae op for ham, at Olaisen havde viklet sig ind i en Sag, som han helst vilde ud af. Jeg greb derfor hurtigt Ordet og sagde:

Vilhelm Bergsøe Homepage