V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 120-129

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 120-129

   Paa den store Trappe, der fører ned fra Capitol, traf jeg Malm. Jeg vilde, som før, venskabelig tage ham under Armen; men han undveeg mig med et sky, næsten mistænksomt Blik og sluttede sig kort efter til den fordømte Svingberg, der betragtede mig med en Mine, som om jeg hørte til de Nederste i Michel Angelos Dommedag. Jeg følte nok, at der var lagt Steen i Veien for mig, og jeg kunde ogsaa nok vide, fra hvem de kom; men jeg vilde have Vished og sluttede mig derfor til Generalinden, der med Følge, Paradiisfugl og det Hele var vandret hen til den tarpejiske Klippe fra Paradiset paa Capitolium. Jeg attaquerede hende fiint, thi jeg vidste nok, hvad Lire jeg skulde dreie paa. Jeg istemmede den store Rundsang med Omkvædet: »Aa, hvor det var mageløst!«; beklagede den strenge Censur i Rom, der forhindrede en saa magnifique Prædiken fra at komme i Trykken, men haabede, at den i Danmark vilde finde en gunstigere Jordbund, og at den vilde bære gyldne Frugter. Endelig beundrede jeg Dahlkvist, fordi han havde faaet sine Nympher og Bacchantinder klædte christeligt paa i et saadant Draperi, at de end mere tiltrak sig de russiske Magnaters og de engelske Lorders Opmærksomhed.
   Da jeg saaledes havde fløitet fiint og viist mig som den omvendte Synder, lod jeg nogle Ord falde om den obscure Malm og den celebre Svingberg, og saa kom Generalinden paa Gled.
   Det var aldeles mærkværdigt, hvad der kunde være ved denne Malm, der om Hverdagen saae ud som en Muursvend og om Søndagen, som om Skomageren havde syet hans Frakke og Skræderen hans Sko, men der maatte dog være noget ravisaant ved denne forunderlige Personnage, siden monsieur Svingberg saa øiesynligt prefererede ham for alle de andre Artister. Han havde endogsaa bragt ham et Brev fra en soidisant Dame i Norge, rimeligviis en eller anden Grisette i Christiania, og det havde været Indledningen til Bekjendtskabet. Saa havde notre cher ami Svingberg i Malms Atelier fundet en Figur, som Generalindens fine Følelse krympede sig ved at omtale. Det var et Slags lieutenant fra den trojanske Krig, en Apelles, forklarede Generalinden, men horrible, næsten abominable, aldeles uden Draperi. Forresten havde dog Svingberg fortalt hende, at der var meget Godt ved denne Figur, naar man fraregnede den uanstændige Stiil, hvori den var anlagt, ligesom det heller ikke kunde negtes, at denne Malm havde et vist Talent, naar det blot blev ledet rigtigt. Det var derfor, sluttede Generalinden, at notre cher Svingberg havde taget sig saa ivrigt af Malm, der endnu var saa ung, at han kunde ledes hen til »det Maal, der har Christus som Hovedhjørnesteen, bærer ham paa sit Høialter og stræber til ham gjennem sine gothiske Spiir.«
   Nu blev det mig for galt. Jeg tog Afsked med Generalinden, idet jeg indvendigt ønskede, at de uhyre Modsætninger, Colosseets Mure og Peterskirkens Kuppel, hver for sig vilde begrave hende, Svingberg og hele det Svingbergianske Commers under deres sammenstyrtende Ruiner, og med dette fromme Ønske i Hjertet ilede jeg afsted for, om muligt at træffe Malm alene. Jeg havde haabet, at Svingberg efter Dagens Anstrengelse havde undt sig den fornødne Hvile, men til min store Ærgrelse hørte jeg hans Stemme skingre fra Malms Studie, da jeg langsomt vandrede op ad den søndagsstille Via della Purificazione. Døren stod paa vid Gab, og det straalende Solskin faldt paa en Gruppe, der paa mig gjorde et næsten tragisk Indtryk; tilvenstre, Malms herlige Achilles, indtørret, sprukken og øiensynligt i høi Grad forsømt; tilhøire, Malm med et underligt, ængsteligt Udtryk i Blikket, som halvt sky, halvt stirrende hvilede paa Svingberg, der vendte Ryggen mod Porten. Uvilkaarligt kom jeg til at tænke paa den gamle Historie om Klapperslangen, hvis stirrende Blik drager Offeret til sig i snevrere og snevrere Kredse. Jeg blev taus staaende i Døren; Ingen af dem bemærkede mig.
   »Ganske sikkert!« fortsatte Svingberg sin rivende Ordstrøm. »Tanken er Tanken - Ideen, Ideen! Men her har Tanken endnu ikke hævet sig op til at blive Idee; den har, om jeg saa maa udtrykke mig ikke gjennemgaaet den Metamorphose, hvor den af Puppens Svøb folder sig ud som Aandens evige Sommerfugl. Alligevel, jeg indrømmer det - De kan have Ret, men kun i det Specielle, ikke i Totaliteten. Jødedommen var en Gjennemgangsform for Christendommen. Den var, som jeg saa maa udtrykke mig, den Mistbænk, hvori Herren havde nedlagt det aandelige Frø, som en Gang skulde bære Forklarelsens Frugter. Paa samme Maade var Katholicismen, om jeg saa maa sige, det Klosterdrivhuus, hvori man havde indespærret Christendommens ædle Viinstok, hvor man tvang den til at sætte golde og geile Skud, indtil endeligt Morten Luther sprængte det skrøbelige Glastag og atter bragte Christendommens ædle Viin for Dagens Lys. Men, som sagt, i visse Maader har De ret, og jeg negter ikke, at seet fra et reent menneskeligt Standpunkt har Madonnadyrkelsen uendeligt Meget for sig. Det er det kvindelige Ideal, som man uvilkaarligt bøier sig for. Jomfrueligt og dog moderligt, moderligt og dog jomfrueligt, kan man tænke sig noget Skjønnere? Det er Modsætningerne, der her ere forenede til en, om jeg saa maa udtrykke mig, genial Eenhed, og jeg kan derfor, som sagt, reent menneskeligt seet, finde Madonnadyrkelsen høist tiltalende. Thi hvad stræber Manden, menneskeligt seet, hen til? Det kvindelige Ideal! Men Kvinden stræber ikke paa lige Maade hen til det mandlige; det vilde være hendes Natur og den kvindelige Blufærdighed imod. Ogsaa hun stræber hen imod Idealet, den rene, den skyldfrie Kvinde! Til hende alene han hun betroe de Sorger og Tanker, som ere specifike for det kvindelige Liv, og som hendes Blufærdighedsfølelse vilde genere sig for at frembære for Christus; thi hvor utallige Ting gives der ikke, som Kvinden blot kan betroe Kvinden, men aldrig en Mand?«
   Jeg leer overmaade sjeldent; men til Gjengjeld er jeg bleven født med en Eiendommelighed, at naar Latteren en Gang besøger mig, da fordrer den et frit, ustandset Løb, ugeneret af Tid og Rum. Jeg var ikke i noget Godt Humeur, men Svingbergs sidste Ord fremkaldte uvilkaarligt en Paroxysme, som ikke lod sig standse. Jeg husker endnu, at jeg til Malms store Forfærdelse dandsede rundt i Studiet, idet jeg, under forskjellige høist uchristelige Udbrud, tilkjendegav de Følelser, der gjennemstrømmede mig. Jeg troer ogsaa nok, at jeg under disse heftige Evolutioner maaskee bragte mine Støvlehæle mere i Berøring med Svingbergs Taaspidser, end menneskeligt og christeligt var; thi jeg erindrer, at Svingberg med et rasende Blik styrtede ud af Studiet, idet han lod mig vide, at Dueller under visse Omstændigheder kunde være, om han saa maatte udtrykke sig, saare ønskelige og nødvendige, reent menneskeligt seet, men at han, ifølge sin Opfattelse, maatte betragte dem som en Vederstyggelighed, der ikke engang fandtes hos Jøderne, men hørte hjemme i det vildeste Hedenskab.
   Nu var jeg ene med Malm.
   »Hvad vil Du her?« spurgte han i en Tone saa kold og saa fremmed, at den strax lagde Adskillelsens Kløft imellem os.
   »Tale med Dig, bringe Dig til Fornuft, redde Dig fra Undergang!« raabte jeg lidenskabeligt.
   »Redde mig fra Undergang?« spurgte Malm roligt. »Du, som selv er gaaet under, Du vil redde mig? Det kan Du ikke. Du kan kun drage mig dybere i Dit Fald, som Du alt een Gang har gjort, men det skal ikke skee tiere. Jeg veed nu Alt. Det var Misundelsen, der første Gang førte Dig til mig, og det var den, der fik Dig til at rette, hvad Du selv maatte indsee var rigtigt. Du var den Første, der ledte mig vild under mit første Arbeide; Du skal ikke faae mig til at fuldføre et andet, om hvilket Du selv veed, at det er slet og fordømmeligt.«
   Jeg havde længe mærket, at hiint ulyksalige Vink, som jeg efter mit bedste Skjøn dengang havde givet Malm, havde piint ham. At det var blevet exploiteret af Svingberg med saa meget Andet, havde jeg vel anet; men aldrig havde jeg formodet, at det skulde komme til at ligge som et Bjerg imellem os. Endnu engang søgte jeg at nærme mig Malm. Oprigtigt og venligt talte jeg til ham, og i de mildeste Former stræbte jeg at gjøre ham forstaaeligt, at Christendom og Kunst, dybere seet, ikke kunde og aldrig vilde kunne komme til at staae i noget Forhold til hinanden. Idet jeg halvt spøgende angreb Svingberg, tog jeg Sprøiten for at overstænke Figuren, inden den heelt faldt fra hinanden af Tørhed.
   Malm gjorde en afværgende Bevægelse og sagde koldt: »Rør ikke mit Arbeide! Du har fordærvet Nok i Forveien.«
   Nu tabte jeg Taalmodigheden. Det ene Ord tog det andet, og inden jeg ret saae mig for, følte jeg mig ved et kraftigt Tag slynget midt ud paa Gaden. Ja, jeg skammer mig ikke ved at tilstaae det, han smed mig paa Porten i Ordets bogstavelige Forstand.
   Det var et trist Foraar og en kjedelig Sommer, der fulgte paa denne Begivenhed. Jeg havde isoleret mig næsten fra Alle, og Malm, min eneste Ven, havde jeg tabt for stedse. Til Gjengjeld havde jeg vundet en uforsonlig Fjende i Svingborg, og hver Avis, der kom fra Danmark, bragte mig nye Mindelser derom. Der var lange Artikler, undertegne de S-g, hvoraf Enhver kunde see, at jeg havde misforstaaet mit Kald, at jeg var druknet i Materialismens muddrede Strømme, at jeg manglede Genialitetens Beaandelse, kort sagt - at jeg var et Bæst. Det var ordentligt en Lettelse, da Choleraen kom. Dødens mægtige Vingeslag pustede disse christelige Avner til alle Sider og overdøvede Svingbergianismen med sine Jammerskrig. Generalinden med Consorter flygtede over Hals og Hoved tilbage til Danmark, Svingberg reiste til Neapel og tog Malm med sig. Man sagde, at de i Forening vilde besøge Jerusalem og det hellige Land. Jeg blev omtrent ene tilbage i Rom; ikke fordi jeg havde mere Lyst dertil end de Andre, men fordi Svingbergs Artikler havde vendt Opinionen imod mig. Jeg havde gjort Gjeld, der bandt mig til Rom, og Ingen kjøbte mine Arbeider. Saa løierligt det end synes, kan en Recensent undertiden bringe det saa vidt, at man kun har Valget mellem Død af Sult eller Cholera.
   Hen paa Sommeren hændte imidlertid en uventet og for mig høist glædelig Begivenhed. En original Englænder, Signor Naso, som Romerne kaldte ham paa Grund af hans mærkværdig grimme Næse, kom tilfældigt ind i mit Studie og kjøbte min Niobe, et Arbeide, som Svingberg især havde rakket ned. Han betalte det saa rundeligt, at jeg pludseligt saae mig forvandlet til en Krøsus, der kunde ombygge det pestbefængte Rom med den rene Bjergluft i Ariccia og Genzano. Jeg flyttede derud i August og naaede først Rom i Begyndelsen af October. Da jeg kom tilbage, var det som til en ny Jord og en ny Himmel. Svingberg var død i Neapel af den Sygdom, som han havde stræbt at undflye i Rom; hans Lære var uddød, hans Recensioner glemte. Nye Ansigter kom mig imøde, nye Bekjendtskaber bleve stiftede; men Ingen kunde give mig Oplysning om Malm, den Eneste, efter hvem mit Hjerte længtes.
   En Aften først i November gik jeg henimod Midnat hjem fra en dansk Familie, der nylig havde bosat sig i Rom. Vinteren kom det Aar tidligt og var strengere end sædvanligt. Det frøs allerede et Par Grader, men Natten var saa usædvanlig smuk, Himlen saa stjerneklar og Luften saa frisk, at jeg halvt uvilkaarligt vandrede ud i Ruinqvarteret, istedetfor hjem. Rom var dengang langtfra saa civiliseret som nu. Man havde ingen Gas i Hovedgaderne, man havde ikke begyndt at pille og pynte paa Ruinerne, og man havde ikke de fordømte Franskmænd, der overalt trækker Paris's Overciviliation med sig. Til Gjengjeld var der maaske lidt flere Banditer, skjøndt vistnok ikke ret mange; men Rom var ganske sikkert mere Rom, end det nu er. Næsten uden at mærke det, var jeg over Piazza di Venezia og Capitolium kommet ud paa Forum, hvor jeg langsomt vandrede hen imod Colosseum. Idet jeg gik ind paa Arenaen, som dengang ikke var lukket om Natten, faldt mit Blik paa en Mand, der, indhyllet i en pjaltet romersk Kappe, sad og sov i en af Muurfordybningerne. Det var et altfor almindeligt Syn til at vække nogen Opmærksomhed, og jeg satte mig derfor roligt ned paa et Par nedstyrtede Blokke, idet jeg tankefuld betragtede den mægtige Colos, der af sine Mure alt har leveret Materialet til tre af Roms mægtigste Paladser. Idet jeg vilde gaae, strøifede mit Blik atter den Sovende Han havde gjort en Vending i Søvne, Kappen var gleden fra hans Ansigt, og en Lysstraale fra Lampen under det lille Madonnabillede ved Indgangen faldt lige paa det. Det var et blegt, sammensunket Aasyn, paa hvilket Sult og Kulde havde trykket sine umiskjendelige Tegn, og selv om man kunde tage Feil deraf, talte den tyndslidte Kappe og de hullede Støvler, høit om deres Eiermands Tilstand. Jeg lod et Par Bajoccher glide ned i hans, i Søvne udstrakte Haand. Han foer øieblikkeligt op og gjorde en Bevægelse, som om han vilde kaste Pengene langt fra sig; men pludseligt standsede han, hyllede Kappen tættere omkring sig og fremstammede med lav Stemme og sænket Ansigt et: »Grazia, Signor!«
   »Herre Jesus! Er det Dig, Malm?« raabte jeg forskrækket.
   Han ravede som en drukken Mand, og Bajoccherne faldt klingende ned mellem Muurgruset.
   »Christian,« raabte han, »kan Du tilgive mig?«
   Aldrig troer jeg, at jeg er blevet saa overrasket og saa glad i mit Liv. Jeg greb begge hans fremstrakte Hænder, trykkede dem hjerteligt og forsikkrede ham om, at Intet, selv ikke hans Mistanke til mig, skulde udslukke det Venskab, jeg altid havde næret for ham. Aldrig har jeg tilbragt nogen saa glædelig Aften og en saa fornøielig Nat i Rom, som denne. Stefano blev til sin store Forskrækkelse banket op midt om Natten og maatte levere et Maaltid ligesaa fuldstændigt, som om det havde været Klokken Tolv om Formiddagen. Min gamle Vertinde maatte rykke ud med en ny Seng, og jeg glemmer aldrig hendes forbausede Ansigt, da hun kom ind med Montefiasconen, og jeg, under Spøg og Latter, sendte det ene af Malms Klædningsstykker efter det andet ind i den blussende Kaminild. Aldrig har jeg seet et Menneske spise med stærkere Appetit, men jeg troer heller aldrig hverken før eller siden, at have været sammen med en Mand, der havde sultet i tre Dage. Dog, Sult er en let Sygdom at helbrede, naar man blot kan faae den nødvendige Medicin, og det var med en ublandet Tilfredsstillelse, at jeg under Maaltidet iagttog, hvorledes den friske Farve vendte tilbage paa Malms Kinder og den tindrende Glands i hans smukke, mørkeblaae Øine.
   Da Maaltidet var endt, og jeg havde faaet min Lazzaronpibe tændt, fik jeg Malm til at fortælle sin Historie, eller rettere sagt, jeg pumpede den lidt efter lidt ud af ham, thi han var ingen Ynder af sammenhængende Fortællinger. Med Svingberg var han ganske rigtigt taget til Neapel, hvorfra de begge vilde indskibe sig, for over Malta at gaae til Alexandria og derfra drage videre til det hellige Land. I Neapel havde Svingberg ventet Remisser fra Hjemmet, men disse vare udeblevne, og en let Forkjølelse havde, i Forbindelse med en stærk Frygt for Cholera, paadraget ham denne Sygdom, der i faa Timer gjorde Ende paa hans Liv. Malm havde trofast pleiet ham til det Sidste, og Svingberg havde viist sig ædelmodig nok til paa sit Yderste at overdrage ham de Penge, som han ventede fra Hjemmet. Malm vilde da friste Reisen alene, men deels havde han intet rigtigt Begreb om dens Kostbarhed og Længde, deels var han blevet trukket usædvanligt op med Begravelsesomkostningerne i Neapel, hvor Alt befandt sig i en halv Opløsningstilstand. Imidlertid indskibede han sig til Malta, men Sygdommen brød Dagen efter løs paa det overfyldte Skib, og Malm blev med saa mange Andre bragt halvdøende iland i la Valetta i Slutningen af Juni Maaned. Hans stærke Constitution havde vel modstaaet Sygdommen, men den var bleven rystet i sit Inderste, og først i Begyndelsen af October havde han naaet Neapel, næsten blottet for Alt. Hans Haab om at finde Landsmænd var fuldstændigt glippet, og med en høist tarvelig Understøttelse fra Consulen var han paa sin Fod vandret til Rom. I de to sidste Dage havde han bogstavelig ikke eiet en Bajoccho, og det var den bittreste Nød, der havde tvunget ham til at tage Natteleie i Colosseum.
   I Nattens Løb aftale jeg Alt med Malm. Da jeg endnu var Noget af en Krøsus, kunde jeg uden synderlig Opoffrelse tilbyde ham at dele Logis og Studie med mig, ligesom jeg ogsaa lovede ham, at jeg den næste Dag vilde henvende mig til Consulen for at erfare, om der ikke i hans lange Fraværelse skulde være indtruffet gunstige Efterretninger fra Norge. Denne sidste Mission lykkedes over al Forventning. Ikke alene havde der sammenhobet sig en tre til fire Breve fra hans Moder, men der fandtes tillige to Pengebreve, hvert indeholdende det sædvanlige Beløb, som hans forhenværende Herre og Huusbond, nu hans Ven og Beskytter, havde sendt ham; desuden var der et større Brev, hvis Haandskrift jeg ikke kjendte. Malm udstødte et Glædesskrig, da jeg triumpherende vendte tilbage med dette uventede Udbytte. Da han saae Udskriften paa det store Brev, skjød han Moderens Brevpakke tilside og gjorde en Bevægelse, som om han vilde aabne det, men pludseligt stak han det til sig, grundede et Øieblik og sagde derpaa med den alvorligste Mine af Verden:
   »Skal Du ikke ud iaften?«
   Jeg kunde see paa hans Ansigt, at han syntes, at han var kommet udmærket fiffigt derfra. Smilende slog jeg Kappen om mig; jeg vidste jo saa godt, at han ikke kunde læse sine Breve uden halvhøit for sig selv, og at han ønskede at være alene.
   »Du har mig igjen Klokken Elleve,« sagde jeg.
   Da jeg kom tilbage til den fastsatte Tid, sad Malm og læste høit for sig selv i den lille Bibel, som havde udgjort Hovedindholdet i hans tarvelige Randsel. Han var usædvanlig taus og stille den Aften.
   »Hvad godt Nyt fra Hjemmet?« spurgte jeg, da vort Aftensmaaltid blev sat frem.
   »Moder er død,« sagde han med lav Stemme.
   Der opstod en lang Pause. Jeg har aldrig været Mand for at kunne sige Noget ved den Slags Leiligheder.
   Endelig sagde Malm: »Niclas Olaisen skriver, at han reiser til Marseille for sin Datters Skyld.«
   »Niclas Olaisen!« spurgte jeg. »Hvem er det?«
   Malm saae paa mig med store Øine.
   »Det er min forrige Huusbond, ham, som jeg fortalte Dig om ved Nemi.«
   »Og Sigrid er hans Datter?«
   »Malm vilde skjenke et Glas Viin, men opnaaede blot at Dugen farvedes ligesaa rød som hans Ansigt.
   »Ja,« svarede han kort.
   »Er hun da syg?« spurgte jeg.
   »Ikke det jeg veed af,« sagde han, idet han med rystende Haand satte Foglietten fra sig, »men Luften er undertiden noget raa hos os mellem Fjeldene. Farvel!«
   Med disse Ord langede han min Kappe ned fra Væggen; thi vi vare i de Dage to om denne Luxusgjenstand. Jeg var altsaa nødt til at blive hjemme; først hen ad Formiddagen vendte Malm tilbage.
   »Alt er leiet bort,« sagde han fortrædeligt, idet han hængte Kappen op i en Krog.
   »Hvilket Alt?«
   »Alle Studierne; der er ikke eet tilbage.«
   Dette var nu ikke saa forunderligt, eftersom vi alt vare i November Maaned. Jeg tilbød ham at dele mit, men han afslog det, uden at angive nogen Grund. Da jeg kjendte hans Lyst til Eensomhed, foreslog jeg ham at dele det ved et Skillerum, men ogsaa dette afslog han. Der var hele denne Morgenstund noget underligt Uroligt, næsten Febrilt ved ham; han rørte ikke ved Maden og gik kort efter ud igjen. Henimod Middag kom han tilbage med glædestraalende Ansigt; han havde leiet et stort Studie i Via delle Quattro Fontane.
   »Nu skal vi arbeide!« sagde han.
   I den paafølgende Uge saa jeg ikke Noget til Malm. Jeg vilde ikke forstyrre ham; thi jeg anede, at hiint Brev fra Marseille havde indeholdt mere end det, som Malm havde berettet mig. Der var et Felt i Malms Hjerte, hvis Indhold jeg nok anede, men hvor han aldrig havde ført mig hen, og jeg ærede ham derfor. En Dag mødte jeg ham tilfældigviis paa Gaden, og vi fulgtes ad til hans Studie. Det var et stort, lyst og hyggeligt Rum, men Cavallettoen stod lige saa tom som før, og kun en Række smaae, halvtudførte Skizzer paa et Brædt under Vinduet viste, at Studiet var beboet. Malm selv var ikke modfalden eller forknyt, og spøgede med den gode Plads, som han havde; men der var imod Sædvane kommet en forunderlig Uro og Ustadighed over ham, saavel aandeligt som legemligt. Han var i bestandige, usikkre Svingninger ligesom Magnetnaalen, naar Uveiret nærmer sig.
   Vi havde denne Vinter leiet os et Lokale i Café Ruspoli, hvor Danske og Norske kom sammen. Svenskerne havde deres i Café della Constanza; thi Minderne fra Krigen, der havde kostet os Norge, vare endnu ikke glemte, og Nordmændene havde endnu ikke begyndt at sondre dem som Nordmænd. Dette Lokale, der dog var den første Spire til den senere skandinaviske Forening, var naturligviis meget tarveligt, da vi maatte holde det paa egen Bekostning. Det var egentlig kun en Afdeling af Caféen selv, bestaaende af et forhenværende Billardværelse, der nu havde faaet Titel af Selskabssal, og et mindre, der tjente deels til Opbevaring af de faa Bøger, vi dengang havde, deels til Rygeværelse for Herrerne. En Aften traf jeg ganske imod Sædvane Malm deroppe. Han havde hugget sig igjennem Aviserne paa sin sædvanlige Maade, det vil sige, han havde læst Titlerne paa Artiklerne og seet efter, om der var noget Nyt fra Thelemarken; det Øvrige brød han sig ikke om. Jeg foreslog ham et Parti Skak, hvoraf han var en stor Elsker, og han stillede i Taushed Brikkerne op. Vi havde lige for os Døren til det store Værelse saaledes, at jeg kunde oversee den største Deel af Selskabssalen, medens Malm vendte Ryggen dertil. Vi spillede et Spil. Malm blev efter Sædvane mat og foreslog et nyt; han tabte ogsaa dette og stillede Brikkerne op til et tredie med en Ivrighed, som om Liv og Død afhang af Udfaldet. Det var tilfældigt en Onsdag, den eneste Aften i Ugen, hvor Damerne besøgte Foreningen. Der blev leet og talt høirøstet i den store Sal; jeg hørte tydeligt Dahlkvists Stemme, men Malm hverken saae eller hørte, saa fordybet var han i Spillet. Pludseligt gik Indgangsdøren op, og et Selskab, bestaaende af Consulen, en ældre Herre og Dame, samt en ganske ung Pige, traadte ind. Det maatte være Nyankomne, thi ikke alene vare deres Ansigter mig ubekjendte, men jeg kunde ogsaa paa de Andre see, at de endnu ikke vare forestillede for Forsamlingen. Medens Consulen presenterede de to Ældre, nærmede Dahlkvist sig med megen Courtoisie den unge Pige og trykkede hendes Haand som en gammel Bekjendt. Rimeligviis sagde han hende nogle af sine fordømte, flaue Complimenter, thi hun blev blussende rød og bøiede Hovedet uden at svare et Ord. Det var en prægtig Pige. Hun var ikke ret høi, men dog havde hun denne Slankhed i Væxten, der er saa eiendommelig for de norske Damer, og som de arve fra den samme Jord, der fostrer Granerne paa Fjeldet. En Rigdom af guldgule Krøller, samlede ved et Baand efter antikt Mønster, bølgede om hendes Nakke og hendes lyseblaae Øine tindrede af Liv. Hvad der gav disse Øine et usædvanligt Præg, var de mørke Øienhaar og Øienbryn, der stod i stærk Modsætning til det lysegule Haar, og som i Forening med den meest fuldendte Ansigtsoval og en Hudfarve, der maaskee var [s130] lidt for gjennemsigtig til at være frisk, gjorde hende til en glimrende Skjønhed. Hvad der derimod forstyrrede Indtrykket noget, var hendes Næse, som krummede sig vel stærkt i Forhold til de øvrige Linier; ogsaa var der Noget ved hendes Smiil, som ikke ret huede mig. Hun smilede ofte, rimeligviis fordi hun vidste, hvor smukt de hvide Tænder stod til hendes purpurrøde Læber; men da kom der et Træk ved Mundvigene, som forstyrrede og gjorde samme Indtryk som Halen af en Snog, der krummer sig mellem Blomster. Den ældre Herre var høi og havde et eget, selvtilfredst Udtryk i sit blomstrende, men noget dumme Ansigt. Hans Ledsagerinde derimod var fiin og lille, og saae ældre ud, end hun vistnok var. Hun havde i sin Ungdom sikkert været udmærket smuk og var det tildeels endnu; men over dette fine, regelmæssige Ansigt havde Sorgen ligesom kastet et Slør, der blot tillod at skimte de Prøvelser, som Skjæbnen havde tilført hende. Jeg gjorde to Slutninger; den ene let, den anden dristig. Den første, at den unge Dame var hendes Datter; den anden, at hun maatte være den eneste, der var tilbage. Begge viste sig senere fuldkommen rigtige.

Vilhelm Bergsøe Homepage