V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 110-119

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 110-119

   »Sludder!« sagde han kort.
   Det gav et elektrisk Stød i en gammel Generalinde, der sad ved Siden af mig. Lidt efter traadte jeg Malm paa Foden; det var umuligt, at han kunde taale saa meget Marsala.
   »Tag Benene til Dem!« tordnede han til Dahlkvist.
   Generalinden rystede og skjød uvilkaarligt sin Stol tilbage. I det Samme kom Tjeneren for at skjænke Marsalaen rundt til Desert. Han betragtede først den tomme Caraffe og derpaa Malm med et Blik, som om han vilde spørge ham, naar han sidst havde været i godt Selskab. Dahlkvist loe himmelhøit, snappede den tomme Caraffe fra Tjeneren og lod den gaae videre. Jeg saae først nu, at Ingen havde Marsala i deres Glas. Alles Blikke rettedes paa Malm, hist og her lød en undertrykt Latter. Jeg kunde i dette Øieblik have dræbt Dahlkvist, og jeg troer, at Malm havde stor Lyst til at gjøre det Samme.
   Efter Bordet gik vi ind i Sideværelset, der ligesom Salen var decoreret med Grønt. Malm følte Nederlaget i hele dets Udstrækning og traadte hen i en Vinduesfordybning bag nogle blomstrende Oleanderbuske. Et Øieblik efter kom Dahlkvist ind med Generalinden under Armen.
   »Hvem var dog den mærkværdige Erscheinung, som sad ved Siden af mig?« spurgte hun Dahlkvist, idet hun glattede paa sin svære Silkekjole.
   »Behager Deres Naade ikke at tage Plads? Tillader De? Her er stole. Ønsker Deres Naade café nero eller café con crema? Ah, con crema, det er ægte dansk.«
   »Men hvem var det bête noire?« spurgte paany den gamle Dame, øiensynligt smigret af Dahlkvists Galanteri.
   »Hvem mener Deres Naade?«
   »Ih, den ivrogne, som drak Marsalaen, og som bad Dem tage Benene til Dem, da De var saa høflig at lade ham vide, at han syndede mod al bon-ton.«
   »Ja, hvad skulde jeg gjøre? Jeg var bange for, at Skandalen skulde blive større, end den allerede var.«
   »Han syntes at være noget unique i sit Slags. Meget gauche og temmelig brutal. Jeg troer endogsaa, han mødte i Frakke. Uden Halsbind var han idetmindste, og det er dog impardonnable paa vor allernaadigste Konges Fødselsdag.«
   »Deres Naade har fuldkommen Ret, men man maa holde slige Folk Lidt tilgode; man kunde neppe vente Mere af en Bondekarl fra Thelemarken.«
   »Bonde!« gjentog Generalinden med ufordulgt Forbauselse. »Det er dog mærkværdigt, med hvilken Frækhed al Slags Pøbel trænger sig ind her i Selskabet. Hvad er da denne norske Parvenu? Han maa da have et enorme Talent, siden vor Consul har fundet det passende at invitere ham?«
   Dahlkvist trak paa Skuldrene og gjorde den Bevægelse med Haanden, hvormed man afviser de romerske Tiggere.
   »Talent!« sagde han smilende. »Deres Naade vil bedst selv kunne dømme derom, naar jeg fortæller Dem, at han har tilbragt et Aar i Rom, og i al den Tid kun gjort en eneste Figur, der var i den Grad mislykket, at han selv brød den ned igjen. Det er ubegribeligt, hvorledes han har kunnet erhverve sig et af de største Legater, men dette er ogsaa kun gaaet til en Tid. Han har ikke faaet det fornyet.«
   I dette Øieblik lød et Brag igjennem Salen. Generalindens Turban og Paradiisfugl begravedes tilligemed det Halve af hendes Person under de omstyrtende Oleanderbuske. Med et Spring var Malm ude af den gjorte Bresche og stod med sin gigantiske Figur bleg og truende foran Dahlkvist. Han løftede Haanden som til Slag, derpaa lod han den pludseligt synke og sagde med lav, næsten klangløs Stemme: »De er en Pjalt!«
   Hvor sagte disse Ord end vare udtalte, blev de dog hørte rundtom i Salen, hvor de opvakte almindelig Forvirring. Da Røret et Øieblik efter havde sat sig, saae jeg mig forgjæves om efter Malm - han var forsvunden.
   Da jeg om Aftenen passerede forbi hans Studie, var der Lys derinde. Jeg bankede paa, men fik intet Svar. Studiet var lukket den næste Dag og ligeledes Dagen efter, og min Uro for Malm dæmpedes først, da jeg i Trattoriet fik at vide af Stefano, at han hver Middag bragte et Maaltid hen til ham. Jeg spurgte ham, hvorledes han havde det, og fik det trøsterige Svar:
   »Udmærket! Han arbeider som bare Satan.«
   Dette overraskede mig i høi Grad. Jeg havde troet, at Malm, skamfuld over Scenen ved Festen, vilde holde sig inde nogle Dage, indtil den første Bølgegang havde sat sig; men at han i hiin Sindsstemning og under det Tryk, hvoraf han kuedes, vilde og kunde arbeide, det forekom mig næsten utroligt. Da jeg den fjerde Dag efter hiint bedrøvelige Selskab om Morgenen gik forbi hans Studie, stod Døren paaklem. Jeg tittede ind. Malm var ikke derinde, men paa Cavallettoen thronede en mægtig Figur - jeg vil ikke sige den bedste, men en af de bedste, jeg har seet i Rom. Det var Achilles, som rasende over Briseis Rov grunder paa Hævn over Achæerne. Det var en siddende Figur uden Draperi, i omtrent halv overnaturlig Størrelse; Hjelm og Skjold laae ved dens Side og et brudt Sværd ved dens Fødder. Jeg vil ikke dvæle ved nogen Beskrivelse af denne Figurs Enkeltheder, thi de vare smeltede sammen i en saa fuldendt Harmoni, at ingen enkelt Deel lod sig løsne fra det Hele. Det var en mægtig Figur, lige gribende i sin Lidenskab, hvad enten man saae hen til Ansigtets Udtryk eller til Holdningen. Jeg stod aldeles fortabt i Beskuelsen, da paa eengang en Haand rørte ved min Skulder; det var Malm, der kom med en Spand Vand, som han havde hentet ved Brønden ude i Gaarden.
   »Hvorledes er Du kommen ind?« spurgte han i en Tone, som om Intet var forefaldet.
   Jeg pegede hen imod Porten, der endnu stod paaklem. Han gjorde en Bevægelse imod den med Haanden og sagde: »Du maae gaae.«
   »Hvordan!« udbrød jeg forbauset. »Du viser mig bort?«
   »Ja, jeg gjør,« sagde han roligt, men uden Spor af Vrede; »ogsaa Du har havt Din Skyld deri. Du sagde, at den Arm paa Faunen var for kort; den var den ikke. Jeg maa arbeide ene.«
   Dermed lagde han Armen om mit Liv og skjød mig lempeligt hen imod Døren, som jeg hørte ham laase og lukke forsigtigt efter mig.
   Den Skandale, som Malm havde gjort ved Gildet, var naturligviis gaaet hele Rom over. Man vidste nøiagtigt, hvor mange Glas Marsala han havde drukket, og hvormange Fjedre, der vare knækkede i Halen paa Generalindens Paradiisfugl. Den mandlige Deel af Saisonens Publicum var overbeviist om, at Malm var, hvad man nutildags vilde kalde en Rod, og Damerne vare lige saa enige i at finde ham ækel, som Dahlkvist sød, og erklære dennes Figurer for de nydeligste Ting af Verden. Jeg maatte døie det hele Væv overalt, hvor jeg kom hen, og kunde tilsidst hele Visen udenad; men hvergang man sang det almindelige Omkvæd: »Gud, jeg kan saa godt forstaae, at han ikke mere tør vise sig i anstændigt Selskab,« gottede jeg mig indvendigt ved at tænke paa den Forbauselse, som hans prægtige Achilles nødvendigviis maatte vække, naar den kom for Dagen, udsendt fra hans Studie, lige saa pludseligt som Minerva fra Jupiters Pande. Gjennem Stefano fik jeg daglig Underretning. Arbeidet skred rask frem og maatte om en tre Ugers Tid staae færdigt til at støbes i Gibs.
   Vi nærmede os stærkt henimod Carnevalet. Paa denne Tid kommer der gjerne endnu nogle Fugle derhjemmefra, navnlig af de lystige, som ville tage Commersen og Paaskefesten med. Der kom rigtignok kun Een det Aar, men han var saa god som ti; jeg har ham endnu til Dato i taknemmelig Erindring. Det var en rigtig Papegøie; en af dem, som lære allerbedst udenad, hvad Andre have sagt, og som med ufortrøden Paastaaelighed vedbliver at gjentage det samme Omkvæd til en hvilkensomhelst Gjenstand, man stiller for ham. Somme Tider slaaer det til, og man beundrer det geniale Dybsind; men i Reglen slaaer det feil og bliver til, hvad vi Kunstnere i vort grove Maal kalde for Sludder, men saa trækker man det Geniale frem og lader det Sidste drukne det Første. Der var dengang en meget elskværdig, norsk Dame hernede; hun fortalte mig, at hendes Fader havde eiet en Papegøie, som snakkede beundringsværdigt. En Dag kom en fattig Savoyard til Bygden og fremviste en Abe, som han havde lært at dandse. Han kom ogsaa hjem til hendes Fader for at vise sin Elevs Kunster. Som det var bedst i Gang, entrede Papegøien ned ad sin Stang, hvorfra den tidligere havde været en rolig Tilskuer, og hoppede hen til Aben. »Kan Du snakke?« spurgte den, idet den baskede med Vingerne. Aben blev forskrækket og slog af lutter Angst sin bedste Saltomortale. »Skidt, ikke Andet!« sagde Papegøien, idet den gravitetisk entrede op igjen.
   Dette »Skidt, ikke Andet!« var netop Svingbergs Valgsprog; thi han heed Svingberg og var Kunstcritiker. Et taknemmeligt Publicum havde rimeligviis foræret ham den mægtige Guldlorgnet, som altid dinglede lidt nedenfor hans Vest i en tilsvarende Kjede. Den stod forresten godt til de øvrige Farver, som altid vare valgte med stor Critik; thi naar man traf ham i flaskegrønne Beenklæder, rød Fløiels Vest og lyseblaae Kjole med blanke Knapper, kunde man endda sige, at man var sluppen for en billig Penge. Men det Mærkværdigste af Alt var den nye Passiar, som han bragte med sig derhjemmefra, og som rimeligviis en eller anden lærd Professor havde hittet paa. Det var en ny Philosophi, hørte jeg siden, som de havde opfundet et Sted i Tydskland, og som nu skulde prædikes for de Romere. Han var den første Apostel, og jeg kan ikke negte, han prædikede mageløst. Nu kan jeg kun huske Lidt af hans lange Passiar, og snakke som han, kan jeg naturligviis ikke; men det veed jeg, at hele Rom deelte sig i to Leire. Svingbergianerne og Anti-Svingbergianerne eller Jøderne, som de ogsaa kaldtes, et Udtryk, der maaskee er arvet fra hiin Tid, men som nu gjælder for et heelt andet Parti.
   En Deel andre Kunstnere og jeg hørte dengang til Jøderne. Dahlkvist og Flere af hans Caliber lod sig døbe af Svingberg, og nu gik det ligesom i gamle Dage, hvor Jøderne først havde havt Magten, men senere bleve flaaede og stegte af de Christne, da disse kom ovenpaa. Det var en reen Jødefeide, som dengang herskede i Rom, og naar man een Gang har været under Persen, glemmer man ikke let Trykket, hvor latterligt det end kan forekomme Een siden. Nu vil De rimeligviis lee, naar jeg fortæller Dem Lidt om Svingbergianismen; men jeg kan paa Ære forsikkre Dem, at saaledes blev den ikke alene prædiket, men ogsaa troet af forskjelligt Godtfolk udi Byen, og, som jeg snart mærkede, ogsaa af den bløde, barnlige, men udannede Malm.
   Svingberg kunde i og for sig selv være mig temmelig ligegyldig. Hans megen Tale rokkede ikke min Overbeviisning, og hans Beviser og Paastande prellede af paa mig, som Kuglerne paa en Rhinoceros. Derimod havde jeg en hemmelig Frygt for, at han skulde træffe sammen med Malm. Jeg havde længe seet, at denne trods sin Alder havde bevaret en mærkelig barnlig Natur. Hertil kom, at han, trods sin naturlige, sunde Dømmekraft paa Kunstens Omraade, havde en stor Mangel paa Kundskab i Almindelighed, og endelig var han et varmt, troende Gemyt, endog med nogen Hang til Mysticisme, en naturlig Følge af hans Opdragelse i det simple Hjem, og hans Opvæxt i den snevre, mørke Fjeldbygd, hvor Haugianernes Sect længe havde floreret. Jeg følte, at der kunde være en virkelig Fare, dersom han kom i Berøring med Svingberg, men jeg trøstede mig med, at Malm for Øieblikket hørte til de Forskudte, og jeg vidste desuden gjennem min stadige Hjemmelsmand, Stefano, at han haardnakket vedligeholdt sit Afspærrelsessystem.
   Det skulde ikke vare længe, inden min Anelse gik i Opfyldelse. Jeg havde gjennem Stefano faaet at vide, at Sebastiano Paccini, en berømt Model paa den Tid, atter var ledig efter at være bleven benyttet af Malm, og jeg sluttede deraf, at Statuen maatte være færdig til Støbning. Tidligt den næste Morgen gik jeg op i Via della Purificazione, længselsfuld efter at see Malm, og glad over at kunne bringe ham en hjertelig Lykønskning. Jeg var imidlertid neppe dreiet om Hjørnet, førend jeg langt oppe i Gaden opdagede Svingberg, stirrende gjennem sin Lorgnet efter Huusnumrene. Jeg fortsatte min Gang noget langsommere; thi, oprigtigt talt, skjøttede jeg ikke om at træffe sammen med ham, da jeg til min store Forbauselse saae ham banke paa Porten til Malms Studie. Jeg standsede uvis og i stærk Spænding; jeg havde igjen denne underlige Følelse af, at der var et Uveir i Luften, og at Lynet lige vilde til at slaae ned. Det var ganske den samme underlige Beklemthed, som kun vi gamle Romere have, inden Sciroccoen kommer. Til min Glæde saae jeg, at Porten ikke blev aabnet; men Fjenden var lige udenfor Murene, og nu begyndte han at parlamentere. Jeg saae Svingberg trække en rød Portefeuille frem, aabne den og deraf udtage et Papir, som han holdt i Haanden, medens han samtidig talte gjennem det gittrede Porthul. Hvad der stod i den fordømte Lap, vidste jeg dengang ikke; men til min store Forbauselse saae jeg Porten blive aabnet, Malm komme ud i Arbeidsdragt, og efterat der var vexlet et Par Ord, forsvandt de begge i Studiet. Jeg forcerede min Gang og bankede et Øieblik efter paa hos Malm. Der kom intet Svar. Jeg bankede paany, samme Resultat. Jeg formodede, at de maatte være gaaede ind i det inderste Værelse, saa at de ikke kunde høre mig, og dundrede derfor løs af alle Kræfter, men Alt forblev taust som i Graven. Hverken den Dag eller de følgende saae jeg Noget til Malm; men af den gamle Generalinde erfarede jeg, at hun var ganske frappée over den Hardiesse, hvormed denne obscure Person, denne Malm, forstod at trænge sig ind i Selskabet. Hun havde nu i tre Aftener maattet renoncere paa den amusante Svingberg som fjerde Mand til sin sædvanlige Whist, og det alene fordi denne Malm havde forstaaet at insinuere sig hos Hr. Svingberg for at benytte ham ved et Arbeide, som uden hans Hjælp vilde blive altfor horribelt; det vidste hun fra hendes stadige Cicisbeo, den vakkre Dahlkvist. - Nu var Spillet gaaende, det indsaa jeg desværre altfor klart.
   Et Par Dage efter Carnevalet vandrede jeg seent paa Eftermiddagen ud til Trattoria tavolata for at drikke et godt Glas Viin; jeg gaaer somme Tider noget langt efter den Vare. Det var næsten blevet mørkt, inden jeg naaede derud. Skjenkestuen var fuld af Bønder og Campagnuoler, og jeg forlangte derfor et Værelse ovenpaa for at drikke min Viin i Ro. Jeg gik hen til Vinduet for derfra at beundre den grønne Campagne og den funklende Horizont, der er saa eiendommelig for de romerske Solnedgange. Idet Værtinden bragte mig Vinen, hørte jeg fra det tilstødende Værelse:
   »Encore un mezza di vino, mais la bonnissima qualité.«
   Baade paa Røsten og det fortræffelige Italienske kjendte jeg min Mand - det var Svingberg. Jeg lyttede uvilkaarligt, og et Øieblik efter hørte jeg den samme demonstrerende Stemme paany.
   »De kan til en vis Grad have Ret, - jeg benegter det ikke. Spørgsmaalet staaer endnu bestandigt aabent. Men har De Ret, har De kun Ret i det Subjective, ikke i Realiteten. Thi hvad er det, der gjør Rom saa interessant, at den bliver ligesom Historiens Rede, hvorfra Phantasiens evigunge Phønix dukker op, som Violerne, naar Vaarvinden vifter hen over Campagnens Sletter? Er det Antiken? Jeg benegter det! Jeg har drømt ved Parthenons Ruiner og ikke følt det. Er det Katholicismen? Er det dens Vievand, der renser Sjælen som en lutrende Ild, eller er det dens Viraksdamp, der søvndysser de ulmende Drifter med magnetisk Kraft? Jeg benegter det! Thi Katholicismen har søvndysset sig selv; den har med andre Ord, om jeg saa maa udtrykke mig, magnetiseret sig bort fra Christus, som er det sande Gudsbillede og følgelig ogsaa det sande Ideal. Er det mon det stille, indadvendte Kunstnerliv, eller er det den rige, yppige Natur, eller er det Afspeilet af Mindernes Glands, der fængsler Sjælen saa mægtigt i Rom? Jeg benegter det! Benegter det fuldkomment! Det indadvendte Kunstnerliv fængsler overalt; den yppige Natur kan ikke fængsle, da den er Forkrænkelighedens Værk, som staaer idag og imorgen kastes i Ovnen. Selv i Gosen, det fede Gosen, hvor Jøderne sukkede under Pharaoernes Aag, følte jeg ikke dette Indtryk. Jeg har været i Gosenland, men jeg følte det ikke! Er det da Afspeilet af Mindernes Glands! Umuligt! Minderne i Rom ere dunkle, som det Mørke, hvori Hedenskabet vandrede; blodige som den giftige Damp fra en liigbestrøet Valplads; hævnraabende, som de titusinde Martyrers Røst fra Cæsarernes Colosseum!«
   Jeg hørte et dæmpet Suk, og en dyb Stemme, der andagtsfuld svarede: »Ja, De har Ret.« Det var mig nok. Jeg kjendte Røsten i disse Ord - det var Malm.
   Svingberg havde imidlertid trukket Veiret og fortsatte igjen:
   »Hvad er det da, der giver Rom denne magnetiske Kraft, som uvilkaarligt stemmer Sindet til Andagt? Ikke, som vi have seet, et enkelt Led i den elektriske Kjæde, for at blive i Sammenligningen, heller ikke de samlede Led, men netop Leddene i deres Modsætning. Thi ligesom Leddene i den elektriske Kjæde, Kobber og Zink, netop ved deres Modsætning frembringer den diabolske - eller hvad jeg vilde sige - den diamagnetiske Strømning, der til Slutning, naar Spændingen voxer, slaaer ud i den elektriske Gnist, saaledes frembringe i Rom netop de to modsatte Elementer, Hedenskabet og Christendommen, den magnetiske Strømning, som uvilkaarligt binder de opadstræbende Sjæle, indtil den endeligt, naar Overbeviisningen voxer, slaaer ud i Troens elektriserende Lue. Derfor forædles de ædle Naturer bestandigt i Rom, medens de slette fortabes og med Nødvendighedens Magt gaae tilgrunde. Har jeg ikke Ret?«
   »Jo, ganske sikkert,« hørte jeg Malm sige.
   »Og hvilke colossale Modsætninger,« vedblev Svingberg, »findes der ikke i den hellige Stad; colossalere end selve Colosseum! I den ene Ende Hedenskabet, Antiken og Mørket, i den anden Christendommen, Christus og Lyset. Og hvor slaaende ere ikke disse Modsætninger gjengivne i Architekturen? See vi ikke de hedenske Templer sjunkne i Gruus, mørke, og med snevre, trange Lysaabninger? Og hvorfor? Sjunkne i Gruus fordi Hedenskaben selv er sjunket. Mørke, fordi Hedningerne vare bestemte til at leve i Hedenskabets Mørke, indtil Christus, det eneste sande Lys, kunde trænge igjennem. Men, hvorfor stræbe de christne Templers Spiir imod Himlen, og hvorfor hvælve deres stærke Vinduesbuer sig saa dristigt? Fordi Spirene, med Korset som Symbolum, stræbe opad mod Christus! Fordi hans Lys, gjennemtrængende og kraftigt, i fuldt Maal kan falde paa hans hellige Alter!«
   »Ja, det er smukt,« hørte jeg Malm sige.
   »Smukt?« gjentog Svingberg. »Ja, hvad Mere er, det er sandt, og netop derfor er det skjønt. Jeg gjorde igaar en Vandring gjennem det hedenske Rom. Jeg gik fra Republiken til Keisertiden, og derfra kom jeg lige ind i Colosseum. Hvad troer De, det var, som der imponerede mig meest? Var det disse favnetykke Mure, disse engang marmorklædte Loger, disse optaarnede Etager, som slog mig ved deres colossale Storhed? Ingenlunde! Jeg tænkte paa Martyrernes Blod, der havde strømmet hen over denne Arena; paa de Suk, den Sveed og de Taarer, hvoraf disse mægtige Mure ere reiste, og da i det Samme en enkelt Solstraale faldt igjennem de blytunge Skymasser, som netop dengang dækkede Himlen, og traf det store Jernkors, som forgyldtes af dens Glands, da blev jeg grebet af en mægtig Begeistring. Jeg forstod Tegnet fra oven og satte mig stille hen paa et af de hellige Alterer, og jeg troer, jeg græd!«
   »De er et godt Menneske,« sagde Malm bevæget.
   Der indtraadte et Øiebliks Pause, hvori jeg hørte Svingberg snyde sin Næse og skjænke i sit og Malms Glas. Derpaa rømmede han sig og vedblev:
   »Ja, jeg græd: thi det hellige Sted var profaneret af de jordiske Levninger, som Nutidens Hedninge-Romere med en mærkværdig Taktløshed altid aflægge paa slige Steder. Jeg følte, at over Tidernes svundne Storhed, over Republikens Dyder og Keiserdømmets Laster, over Caracallas vellystige Bade og Titus' blodige Colosseum svævede hiint Haabets, Fornyelsens og Forjættelsens hellige Banner, straalede hiint hellige Kors som et seirrigt Tegn over Hedenskabets Rester!«
   Svingberg drak et Glas og fortsatte derpaa:
   »Netop derfor er det aabenbart, at Kunsten i Rom maa blive christelig Kunst og Kunstnerne christelige Kunstnere, dersom de ret forstaae Tegnet fra oven. Hvad Hellenerfolket virkede i Hedenskabets Mørke, var kun Vantroens Gjerning og Fordømmelsens Værk; ogsaa de hørte med til den syndige Menneskeslægt, hvis Ideal var bleven formørket ved Adams og Evas usalige Fald. Vel vare de ikke, som Jøderne, aldeles uden Kunst; men deres Idealer vare, som deres Guder, kun Mennesket; lidt større, lidt kraftigere, lidt skjønnere maaskee, men dog kun Mennesket. Derfor kan ogsaa Thorvaldsen - hvormegen Respect jeg iøvrigt nærer for den gamle Mand - kun meget uegenligt kaldes Kunstnernes Konge; thi ogsaa han staaer paa Antikens Standpunkt og har overhovedet ikke havt Øie for det, hvorpaa det egentligt kommer an. At fremstille Christus og de hellige Mænd er en syndig Gjerning og overhovedet et Misgreb, hvorfra enhver Kunstner vil tørne tilbage, som fra en Klippemuur. At fremstille Grækenlands Guder og Mythernes Helte saaledes, som han har gjort det, i en usædelig Blottelsestilstand er vel rigtigt fra det antike Standpunkt, men fordømmeligt fra det christelige. Antiken har overhovedet overlevet sin Tid; den har gjort, hvad den kunde, men dens Traad er haspet af, om jeg saa maa sige. Hvad det nu gjelder om, er den hellige Kunst, den christelige Fremtidskunst, og der bliver Draperiet en absolut Fordring. Seer De, kjære Malm, Deres Achilles er ikke christelig, og derfor er det, at jeg ikke synes om den, hvor fortræffelig den end kan være fra det antike Standpunkt. Den mangler Draperi og Draperiet er en absolut Fordring; en conditio sine qua non, om jeg saa maa udtrykke mig. Derfor, endnu engang, bryd med Antiken, bryd med de forældede Former! Viis Verden, at Kunstens Foryngelsestid endelig er kommen! Vie Dem til den ene, den sande, den hellige Kunst, hvis Hovedhjørnesteen er Christus, som bærer ham paa sit Høialter og stræber op til ham gjennem sine gothiske Spiir!«
   »Amen!« hørte jeg Malms dybe og rolige Stemme sige.
   Det var det opbyggeligste Foredrag, jeg nogensinde havde hørt. Det lod ogsaa til, at Svingberg fandt, at det nu kunde være nok, thi de forlod Værelset, og kort efter saae jeg Malm gaae ned ad Veien med Svingberg under Armen - han med en rolig, eftertænkende Holdning, Svingberg endnu docerende og fegtende i Luften med sin Stok. Jeg havde ikke smagt en Draabe af den gode Viin; men jeg havde en Følelse af, at dersom jeg blot drak et halvt Glas, vilde jeg blive fuld. Saa lod jeg være og naaede seent paa Aftenen til Rom.
   Den følgende Søndag skulde Svingberg prædike paa Capitolium. Det var en stor Begunstigelse, men Forholdet mellem Danske og Tydske var dengang meget hjerteligt, omtrent som mellem Skandinaverne nu. Imidlertid vakte det dog stor Opsigt, da det var første Gang, det skeete. Svingberg viste sig ikke i tre Dage, saa travlt havde han med sin Prædiken, og da endelig den høitidelige Dag oprandt, var Protestanternes lille Forsamlingssal saa propfuld, at den paa det Ivrigste protesterede mod at optage Flere. Imidlertid kom dog ogsaa jeg derop for mine Synders Skyld, eller snarere for Malms Skyld, da jeg [s120] ganske sikkert haabede at træffe ham deroppe, thi i sit Studie var han endnu bestandig utilgjængelig. Svingberg var bleven coifferet og parfumeret af den bedste Friseur i Corso; han havde laant en Præstekjole af den vindøiede Capellan og lavet sig en Præstekrave af egen Opfindelse, der saae ud som en Mellemting af et Kalvekryds og en Kappestrimmel. Kort sagt, han var superbe, sagde Generalinden, der nu aldeles ingen Notits tog af de Lidelser og den Overlast, som hendes kjære Paradiisfugl leed i Trængselen. Svingberg begyndte sin Tale og holdt saa ved i stive syv Kvarteer. Jeg kunde Gangen i den udenad fra Trattoria tavolata; den var en Fritto misto af Philosophie, Kunsthistorie og Christendom, Altsammen bagt ind i præstelig Salvelse og spækket med poetiske Lignelser og oratoriske Vendinger. Den var en Strøm af Ord, en sand Syndflod af forvirrede Billeder og amputerede Bibelsteder; men Damerne fandt, at den var yndig, og det kan et russisk Dampbad jo ogsaa være, navnlig naar man er værkbrudden i Forveien.

Vilhelm Bergsøe Homepage