link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 2,12


                          XII (s. 182-188)

       »Hep! hep!« ein Spottruf, dessen man sich neuerer Zeit 
       bei tumultuarischen Auftritten gegen die Juden bediente. 
       - Unerwiesen ist es, dass der Ruf schon bei den 
       Judenverfolgungen des Mittelalters angewendet worden sei, 
       und die Deutung durch Hierosolyma est perdita, wovon die 
       Anfangsbuchstaben das feltsame Hep allerdings gebildet 
       wurden, ist eine völlig verunglückte. Wahrscheinlich ist 
       Hep das landschaftliche Wort für eine Ziege und soll auf 
       eine spöttische Weise den bärtigen Juden bezeichnen. 
       Sonderbar bleibt es, dass sich dieser Ruf selbst über die 
       Gränzen unseres Vaterlandes verbreitete, z. B. in Kopenhagen. 
               Allgemeine Encyclopädie der Wissenschaften und Künste.  

   [s182] Ud paa Aftenen den 4de September 1819 rullede Naomi ind i Kjøbenhavn. Hvilket Liv, hvilken Bevægelse i Gaderne, dobbelt slaaende, naar man kommer fra Provindserne. Saa levende som her var, syntes det heller aldrig før, under de tidligere Besøg, at have forekommet hende. Alle Mennesker vare i stor Bevægelse, som Blodet i en Febersyg. Enkelte Folkesværme stimlede sammen i Sidegaderne, Soldater joge forbi, som vare de Stafetter, der bragte Depescher til det kongelige Sommerslot. Det Hele bebudede noget Usædvanligt.
   Naomi lod Glasset i Karreetvinduet glide ned og stirrede ud. Østergade, som de skulde igjennem, var aldeles spærret af Mennesker; vilde Skrig løde, Ruder klirrede, der faldt Skud. Kudsken maatte dreie af til een af Sidegaderne. Et Par ældre fyenske Damer, som gjorde Reisen med Naomi, kunde neppe aande af Skræk.
   »Hvad er det!?« raabte Naomi ud af Vognen; Lygten oplyste ganske hendes Ansigt. En Karl af den simplere Classe stirrede paa hende.
   »Hun hører ogsaa til Moses's Familie!« sagde han, »det er nok en heel Jøderede, der kjører bort!«
   »Hep, hep!« skreg en vild Skare, som strømmede til; Karlen rev Karreetdøren op og kigede derind; Naomi stødte den modsatte Dør [s183] op og sprang i sin første, øieblikkelige Forvirring ud paa Gaden; Kudsken derimod smældede med sin Pidsk og kjørte til; et Par Husarer med dragne Sabler trængte ind paa Skaren, midt i hvilken Naomi stod; hurtigt samlede hun sin Fatning, tilbageholdt sit Skrig og lod Sløret falde for sit Ansigt, idet hun endnu ikke vidste mere, end at her var et Folkeopløb.
   »For Guds Skyld kom!« hviskede en Stemme tæt ved hende; en Mand greb hendes Haand, drog hende ud af Vrimlen og ind i den nærmeste Forstue.
   »Her er smult Vande,« sagde han, »nu stikke vi over Gaarden, og saa er Jomfruen som i sin Moders Dragkisteskuffe!«
   »Hvem gjælder dette Opløb?« spurgte Naomi.
   »Det er Deres Folk, de ville have overbord!« svarede Manden og nævnede nu et Navn, af hvis Familie han antog hende at være, og med hvilken han havde et Slags Bekjendtskab. Gjennem Gaarden kunde han føre hende til dette Hjem.
   »Jeg er ingen Jøde!« sagde Naomi.
   »Saa lyver s'gu' Flaget!« svarede Manden. »Jeg saae Dem jo ogsaa springe ud af Vognen. Mit Navn er Peter Wik, mit Skib ligger i Nyhavn. De kan roligt betroe Dem til mig!«
   Naomi smilede. »Vi have engang før reist sammen over Isen fra Sverrig!« sagde hun.
   »Javist! da var der ingen Bjælker under!« Nu vare de gamle, gode Bekjendte.
   Hun nævnede ham det Sted, hvor man ventede hende, og de gik igjennem en af de mindre Sidegader.
   »Det er en god Tid for Glarmestrene!« sagde Peter Wik. »Der gaaer flere Vinduer end Jødernes! ja, de have det godt, som boe paa Qvisten. Der har jeg ogsaa mine Qvindfolk. Ja, jeg har to med, som skal see Byen, eftersom jeg kun ligger her et Par Dage. Drengen er her ogsaa; ja nu er han løbet op og kan bedre knibe paa Violinen! deroppe sidde de!« og han pegede paa een af Sidebygningerne.
   »Er det iaften at Urolighederne ere begyndte?« spurgte Naomi.
   »Ja det er! men de lægge sig nok ikke saa gesvindt. I Hamborg har de begyndt med Commercen, og det er gaaet som en Løbeild hertil; nu siger man, at der ligger paa Rheden to Skibe med Jødefamilier, som ville nedsætte sig her i Byen. Løgn er det, men Folk troe det alligevel!«
   [s184] Idet han talte strømmede en Vrimmel af Mennesker fra den nære Hovedgade ind i den, hvor de vare, og spærrede dem Veien; enkelte Skud faldt. Peter Wik stod et Øieblik tvivlraadig. Nu hørte han en Flok Drenge jage lige imod dem. Tæt ved klirrede Ruderne.
   »Jeg troer, at vi ere slupne fra Asken og ind i Ilden!« sagde han.
   »Men vi maae igjennem!« meente Naomi. »Ja, naar vi kun ikke faae en Steen i Nakken!« sagde Peter Wik. »Jeg er bange for, at ikke alle Stenene komme fra Gaden. Der kan nu saa grumme let falde een fra Gjenboens Loft. Disse Landorkaner ere værre end de paa Søen! Hvad jeg troer var det bedste er nok, om Frøkenen vil tage tiltakke med mine Fruentimmers Selskab, medens jeg skaffer en Karreet fra Vognmanden.«
   Trængselen for og bag tog mere og mere til, idet de smaa Stræder, som forenede Hovedgaden med denne, ligesom Canaler afledte her den overvældende Mængde.
   »Dersom Frøkenen vil holde mig i Kjoleskjødet,« sagde Peter Wik, »saa skal jeg være Lanterne!« og de steg op af den mørke, smalle Trappe. Han bankede paa en Dør, og en qvindelig Stemme spurgte frygtsomt, hvem det var. »Mig, Din Gaas!« sagde Peter Wik, og de traadte ind i det lille Værelse.
   Luzie stod med Lyset i Haanden, hendes Moder, halv bondeklædt, sad med Værtinden og Christian ved det tarvelige Aftensbord.
   »Visk en Stol af til Frøkenen!« sagde Peter Wik, »nu skal jeg hente Kjøretøiet!« og han sprang afsted fra det lille Selskab, hvor den gjensidige Forundring omtrent var lige stor. Alle Tre havde imidlertid reist sig op, men endnu ikke sagt et Ord.
   Naomi bad om Undskyldning for den Uleilighed, hun gjorde, og fortalte sit Eventyr; først da bleve de Andre lidt mere meddelelige.
   Alle vare de i Angst, men især Luzie, der med Moderen første Gang var kommet til Kjøbenhavn, for dog ogsaa at see den prægtige By. Enken, de boede hos, var en gammel Veninde af Moderen; de To havde i deres unge Dage tjent i Gaard sammen. Peter Wik havde taget dem og Christian med, eftersom hans Ophold her kun blev en 8-14 Dage; den halve Tid var alt hengaaet.
   Som Paris i Julidagene har forekommet den rolige Nordbo, syntes Kjøbenhavn disse stilfærdige Provindsbeboere; men hvilken Rigdom og Pragt havde de dog her seet! det afgav Stof nok til Tale for et heelt Liv. De kongelige Stalde med Marmorpiller og hvælvet Loft [s185] overgik langt hver Landsbykirke, de kjendte. Børsen med alle dens Boutiker, der ordentligt dannede to Gader, var jo en lille By under Tag. De havde seet Kongehuset seile med Musik gjennem Canalerne i Frederiksberg Have; de havde været ombord paa et Linieskib, der var saa stort og vildsomt, at man der ret kunde gjøre sig en Forestilling om Noæ Ark, som rummede alle Jordens Dyrearter.
   Alt dette blev meddeelt Naomi i et Slags Taleduet mellem Moder og Datter, men Moderen havde første Stemme, der afbrødes kun ved et enkelt Skrig fra Gaden, eller ved Lyden af Hestenes Hov, naar Patrouillerne rede forbi; da korsede hun sig og udaandede sagte et »Herre Jesus!« Luzie kunde ikke noksom betragte Naomi, om hvem Christian havde talt saa meget.
   Næsten en Time gik, men Peter Wik kom endnu ikke tilbage. Det var vist vanskeligt at faae en Vogn. Alt syntes igjen stille udenfor. Man ventede forgjæves. Hver Vogn, der lod sig høre, troede man var den bestilte, men de rullede Alle forbi. Forgjæves begyndte man paa en ny Samtale; den vilde ikke ret gaae; uroligt stirrede de til Døren, men Peter Wik kom ikke. Naomi begyndte at finde det uhyggeligt heroppe hos de fremmede Mennesker paa det lille, snevre Kammer.
   Vægteren raabte Elleve; endnu sad de i deres Eensomhed.
   »O Gud!« sukkede Luzie, »om de har skudt ham. Hvor let kunne de dog ikke skyde feil!«
   »Det er jo med løst Krud!« sagde Naomi. »Forresten er jeg ikke længer bange for at gaae, naar kun Christian vil følge med mig!«
   »Nei, nei!« sagde de Andre, »det gaaer ikke an! lad os dog endnu vente.«
   Værtinden bragte et Spil Kort, for at de kunde fordrive Tiden med det.
   »Men om Christian gik ned og saae efter ham,« sagde Naomi. Han var villig dertil og lovede at komme snart tilbage.
   »For Guds Skyld, tag Dig iagt!« sagde Luzie. »O, jeg er saa angest for ham!«
   »Det er jo et voxent Menneske!« sagde Naomi, »kjender jeg ham ret, gaaer han nok ikke længer end ned i Gadedøren!« Det var imidlertid ikke Tilfældet.
   Fruentimmerne vare nu alene.
   »Hør, Vægteren piber!« sukkede Luzie. »O, hvor her dog er ængsteligt i saa stor en By! og man boer saa høit oppe; den ene Familie [s186] høiere end den anden! Gid vi vare hjemme igjen i vort rolige Hjem!«
   »Men der kjeder man sig!« sagde Naomi.
   »O nei!« svarede Luzie. »Om Sommeren er man jo altid ude i det gode Veir, og om Vinteren er der saa meget at pusle med. Jeg længes nu ordentlig efter igjen at see kun paa Gjenboens Gavl og hans skjæve Vindue, som Aar ud og Aar ind har været Udsigten fra mit Kammer; ja, det længes jeg ordentlig efter, thi der har jeg ikke den Hjerteangst, som her. Strax fornøiede det mig nok, at see alt dette Nye og Prægtige, men selv medens jeg saae det, havde jeg dog en sær, en ængstelig Følelse mellem disse mange Mennesker; ikke Een af dem kjender mig! jeg er dem Alle ligegyldig. Det er en underlig Tanke!«
   Christian var imidlertid paa Gaden. Alt var for Øieblikket stille; Porte og Døre vare efter Befaling lukkede; men gjennem Vinduerne skinnede allevegne Lysene ud og viste, at man ikke var tilsengs. Hvert Huus syntes en stum Søvngænger, i hvis Indre Liv og Tanke rørte sig. Kun i Dandseboden var mørkt; ingen Straale faldt igjennem de udskaarne Hjerter i Vinduesskodderne. Christian tænkte paa Steffen-Karreet. Nu laae den kolde Jord alt længe over hendes Kiste. Peter Wik saae han intet til, og hos Vognmanden var lukket, Ingen aabnede Porten, da han bankede. Det blev altsaa kun en sørgelig Besked, han bragte de Ventende.
   Naomi opfattede sin Situation fra den romantiske Side, og det var den eneste, hvori den havde noget Behageligt. Luzie var nær ved at græde.
   »Kommer Mo'rbro'r ikke til den er Tolv,« sagde hun, »da Gud forbarme sig! da er en Ulykke skeet!«
   »Vor Herre er god og naadig!« sagde Luzies Moder og lagde Kortene op, for at see, hvad de sagde.
   »O, Moder!« udbrød Luzie, »læg Kortene bort! Jeg synes, der er noget Gudsbespotteligt deri, at sidde med Kort en Aften som denne!«
   Klokken slog tre Qvarteer til Tolv; de talte hvert Slag. Som Columbus's Mandskab havde de sat en bestemt Tid, paa hvilken Haabet maatte aldeles opgives; hine satte Dage, disse en bestemt Time, og denne var Klokken Tolv.
   Den ærlige Peter Wik havde ogsaa talt Qvarteerslagene, men to Timer tidligere end de; nu var han resigneret; forresten befandt han sig i stort Selskab, paa hvilket man i ingen Henseende kunde anvende Goethes Ord:
      [s187] »Gute Gesellschaft hab' ich gesehn, man nennt sie die gute, 
      Wenn sie zum kleinsten Gedicht keine Gelegenheit giebt.« 
nei, godt kunde det aldeles ikke kaldes, men det var særdeles brugbart for Poesien, især den romantiske, og bestod af en Art blandede Characterer, et lille Selskab, som Politiet i en urolig Nat kan samle det. De befandt sig Alle i en stor, rummelig Sal, der om Dagen blev afbenyttet til Forhør; gjennem et Glasvindue over Døren skinnede en Lygte ind til dem. Alle de, der i denne Aften vare grebne som Forstyrrere af den offentlige Rolighed, sade og laae her i forskjellige Grupper.
   »Loven maa have sin Gang!« sagde Peter Wik, »det var et lille Feilgreb, at jeg kom herop! men hvad skal man sige. Imorgen vil det nok gi'e sig!« Han tænkte paa dem derhjemme og paa Naomi, som ventede, at Vognen skulde komme! »Ja hun fik længe Lov at vente!« Havde han ikke tydeligt nok sagt det til Husarerne, da de i Trængselen tog ham med. De vare nu altid saa raske paa det! Ingenting vilde de høre! det vilde ikke heller Vægtervagtmesteren. Ind til Krapylet skulde man, og Jernstangen strax for Døren. Der var ikke Andet at gjøre end at sove. Imorgen skulde han nok klare Papirerne.
   Da Klokken slog Tolv sov han en god Søvn, men i hans Hjem var Forvisning om, at en eller anden Ulykke var hændt ham. Hvad skulde de gjøre? Naomi resignerede; hun lagde sit Hoved op til Ryggen af Lænestolen, og træt af Reisen sov hun snart ind. Først da hun sov, lod Luzie sine Taarer faae frit Løb, til ogsaa hendes Hoved bøiede sig; men hun drømte ikke som Naomi om enkelte Solskinsdage i Fyen, om Kæmpehøie og luftseilende Skyer, hun drømte om den urolige Sø, hun havde seilet over, og om den urolige By, hun var i; derfor drog hun sit Aandedrag saa dybt, og hendes Bryst hævede sig som hos en Syg. Den stille, milde Pige var sovende et Billede paa Lidenskab, medens den vilde Naomi syntes en stille, yndig Skabning, hos hvem Alt aandede Fred og Hvile. Christian betragtede dem begge. De urolige Drømme, som med galvanisk Kraft virkede paa Luzie, tilbagekaldte hos ham Erindringen om hiin Nat ved Kilden, og det forekom ham, som om hun i sin Søvn vuggedes tilbage i hiin Sjæletilstand. Det var ham ængsteligt at see.
   Uvilkaarligt stillede han sig tæt ved Naomi, stirrede paa hende, til hans Blod blev Ild; han følte en Trang, et vildt Instinct til at trykke sine Læber til hendes. I Beskuelsen inddrak han Kjærlighedens stærke [s188] Gift. Hun laae ubevægelig; det deilige Medusahoved forstenede ikke, men smeltede hans Bryst, medens Luzie kun indjog Skræk og Angst.
   Lyset brændte ned i Stagen; han mærkede det ikke, før det blussede op, idet det sluktes.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek