link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 2,4


                          IV (s. 127-130)

      Leb wohl, - ich wandre von hier! 
      Vergebens! Es regt sich keine Gardine; 
      Sie liegt noch und schläft und träumt von mir. 
                                      H. Heine. 

   [s127] Gjennem Blomstens tætte Blad bryder Lyset frem i Farver, her rødt, der blaat, hver Farve, vi kjende; med samme Kraft lyser Guddommen fra alt det Skabte; som Lyset i Blomsten straaler dens Almagt frem i den hele Skabning. Alt er et Underværk, som vi ikke begribe, men vænnes til og da finde almindeligt. De digtede Eventyr faae deres Overnaturlighed kun ved Kjædens Overbrydning, ved Mangel paa den vise Orden, vi daglig have for Øie i det større, guddommelige Eventyr, hvori vi selv leve.
   »Her i Verden er det ikke som i Historierne, man har fortalt mig!« sukkede Christian. »Her ere ingen mægtige Feer!« Men her er en Gud, som er mægtigere; om hans Viisdom fortæller det Skabte omkring os, og hans Godhed det Skabte i os.
   »Om fjorten Dage,« sagde Peter Wik, »skal vi see at faae Mutter igang igjen! nu har hun havt Vinterfornøielse nok i Kjøbenhavn!«
   Tilbage til Svendborg skulde de; det var alt den første Marts. Christian følte en sælsom Angst, en brændende Ulyst ved Tanken om at skulle see Hjemmet igjen. Erindringen derom syntes ham en hæslig Drøm. I Kjøbenhavn maatte han blive, her kom dog vist engang Lykken ham imøde. »Naar jeg gaaer i Land og ind i den Hvirvel af Gader, hvor skal man da kunne finde mig? Det maa være den sidste Dag jeg gjør det, da bliver der ikke Tid til at søge. Men hvem vil tage sig af mig? Dog, naar jeg er reent forladt, kan man jo dog ikke lade mig døe, og det vil Gud heller ikke!«
   Medens denne Beslutning alt mere og mere modnedes i hans Sjæl, følte han tillige ret nagende, hvor utaknemmeligt det var imod Peter Wik, der havde været saa god og kjærlig imod ham; denne Anger bragte ham til at vise en endnu større Iver for at behage Manden.
   [s128] »Maaskee Greven venter alene paa, at jeg skal gjøre et saadant Skridt, for ret at overtydes om, hvor stor min Lyst er! Gjør jeg det, da vil han hjælpe mig.« Denne Tanke var en vigtig Fornuftgrund. Saaledes kom han da til den Beslutning, at Natten før Skibet skulde hales ud, vilde han forlade det. Vor Herre sørgede nok for Resten.
   Det var den sidste Eftermiddag Skibet laae i Havnen; Christian stod ved Ankeret og saae op paa Huset, hvor Naomi boede. De prægtigste Foraarsblomster fyldte Vinduet. Sydafrikas Pragtværker have ikke rigere Farver for den Fremmede, end disse havde for vor lille Søfarer. Midt i sin Armod, i Begreb med at blive endnu mere forladt, end han var, udmalede han sig, hvilket prægtigt Slot han vilde bygge, naar han blev rig, hvorledes hvert Vindue, som disse, maatte prange med Blomster, og Naomi skulde sidde paa Silke og Guld midt i al denne Deilighed. Nu tænkte han igjen paa Peter Wik, og at det var den sidste Aften de vare sammen. Det laae ham som en Steen paa Hjertet.
   »Har Du faaet Pip, ligesom Hønsene?« spurgte Peter Wik. »Nu kommer Du jo hjem til Svendborg! Og Luzie vil tage fornøiet imod Dig. Hende holder Du jo dog af?«
   »Ja, meget!« sagde Christian, og den Spænding, hvori han var, gav sig Luft i Graad.
   »Hvad Satan græder Du nu for?« spurgte Peter Wik. »Du er nok ladet med Saltvand! jeg kan ikke have Dig paa Fartøiet, det har jeg tidt nok tænkt paa!«
   Christian blev brændende varm. Forlade Peter Wik havde vistnok været hans Tanke, men at denne vilde forlade ham, give slip paa ham, nei, det var aldrig faldet ham ind. Ordene indjog ham derfor en stor Forskrækkelse.
   »Jeg kaster Dig ikke overbord!« sagde Peter Wik og trak ham venligt hen til sig. »Du er en god Dreng! Jeg er kommet til at holde af Dig, men Søen har Du ikke Lyst til, det har jeg for godt mærket!«
   Christian ønskede at kunne modsige ham.
   »Du skulde nu egentlig have en Visker!« sagde Peter Wik, »for Du kunde gjerne sige til mig, hvad Du gaaer og brygger paa! Jeg har længe tænkt paa at tale med Dig om det, men jeg har ikke været oppe! nu skal Du faae det saa varmt, som jeg har det!«
   Vidste Peter Wik alting? Vidste han, at Christian denne Nat vilde liste sig fra Skibet. Synderen med den tunge Samvittighed saae mod Jorden.
   [s129] »Den Nat vi vare paa Saltholm,« blev Peter Wik ved, »da Du sad og pirrede i Ilden og havde Passiar med Greven om at blive en Fandens Karl, da sov Peter Wik ikke, fordi han lukkede Øinene. Jeg hørte nok alt det Vrøvl, han satte Dig i Hovedet, og som Du var dum nok til at troe paa! jeg hørte ogsaa nok, hvordan Du holdt Skriftemaal og gav Ansøgning. Det var inderlig simpelt af Dig! Da fik Du ogsaa Din Afsked af mig. Jeg kan ikke bruge Dig! men derfor skal Du ikke gaae for Lud og koldt Vand. Sende Dig til Dine Forældre bør jeg ikke, nei! jeg vil sætte Dig til Hr. Knepus i Odense, han er en Mand, som kan lære Dig Noget, han forstaaer sig paa Musik, og saa skal vi see, hvad Du duer til.«
   Christian trykkede hans Haand.
   »Naar Du bare vil lade være at pibe!« sagde Peter Wik. »Kan der blive Noget af Dig, saa skal det fornøie mig, men Matros duer Du ikke til!«
   Christian kunde græde ved Tanken om, hvad han denne Nat vilde have gjort; det laae ham tungt paa Hjertet, men han vovede ikke at skrifte sin Synd. Musik skulde han lære, Musik skulde han leve for! hans høieste Ønske skulde blive opfyldt, og Hjælpen kom fra Peter Wik, just ham, hos hvem han aldrig havde søgt den. Han knælede i den mørke Krog, kyssede i Luften og takkede den gode, kjærlige Gud.
   Ved Daggry skrabede Touget hen af Bolværket, Luzie haledes ud af Havnen. Christian saae med et glad og dog veemodigt Blik op til Naomis Vinduer. »Idag taler vist hun, Greven og de Alle deroppe kun om, at vi ere borte!« tænkte han. »Den stakkels Steffen-Karreet, som saa gjerne vilde seile hjem med os!«
   Og Skibet gled ud af Havnen.
   - »Vor Skipper er borte!« sagde Gouvernanten, da hun saae ud af Vinduet. »Der ligger en ny med bornholmske Uhre.«
   »Det er godt!« sagde Naomi, »saa er da Drengen borte med! han var saa paatrængende, saa næsviis -! jeg har som lille Barn seet ham, hans Forældre boede tæt ved os, da legede han engang med mig. Nu er der gaaet mange Aar siden, og saa styrter han lige her ind i Stuen. Han er bestemt ikke rigtig klog! Du veed ikke, hvorledes han plagede mig paa Isen, da vi kom fra Skaane! Det har virkeligt bedrøvet mig Noget, at jeg har maattet være saa uvenlig imod ham, men jeg kunde ikke Andet!«
   [s130] »Det var dog interessant, om han var et stort Genie og kom til at vise det! Claus Schall, som har componeret den smukke Musik til Galeottis Balletter, var en fattig Dreng, der kom paa Theatrets Dandseskole, blev Figurant og er nu en berømt Componist!«
   »Det er som i en Roman!« sagde Naomi, »men jeg vil have, at de skulle blive ulykkelige i Slutningen af deres Liv. Det er saa interessant!«
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek