link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 2,11


                      XI (s. 176-181)

        Schöne Bilder, schöne Sachen, 
        Halb zum Weinen, halb zum Lachen, 
        Wie sich's dreht und steht und geht; 
        Kommt und seht. 
                            F. Rückert. 

   [s176] Ligesom den fattige Kone altid for Nemhedens Skyld har siddende paa Tenen en lille Traad, som hun kan knytte sit nye Spind til, saaledes har Almuesmanden i sin Brevstiil altid en bestemt Traad at begynde med og udspinde videre: »Jeg er frisk og vel og ønsker at høre det samme fra Dig!« skjøndt denne Begyndelse tidt aldeles modsiges ved det Følgende i Brevet. Saaledes begyndte da ogsaa den ærlige Peter Wiks Svar paa Christians Skrivelse; Resten lød, som følger:

   - »Naar tog Du ind at blive gal paa?« skrev han. »Sæt mig ikke alle Klude til, før der er Ladning ombord! See vel til, at Du bevarer den Smule, Du har i øverste Etage! forresten er jeg Din indtil Døden tro Ven.

Peter Wik

Eier og Fører af Skibet Luzie.«

   Vennens Haand slaaer haardere end Uvennens! og havde Peter Wik dog ikke nogen Ret? Christian kunde ikke ganske nægte det, og han var saaret, men ikke krænket, som da Naomi i Vrede forlod ham, fordi han ikke blindthen fulgte hendes eventyrlige Planer. Hans Selvfølelse var bleven vakt, og det fortrød ham dybt, at han ei havde kastet hendes Penge til hende. Nu havde han hundrede kjække Svar, han vilde have givet! Morgenen efter var det, at han kun saae en Gruushob, hvor Hjemmet var, han hørte den forladte Moders Klage og gav hende det Halve af Pengene, de kunde vel erstattes igjen ved Gunst eller Gave, ved egen Flid; det var den øieblikkelige Tanke. Tag et Raad af Din Ven, men aldrig en Gave, som Du ei kan give igjen. [s177] Sandheden heraf følte han dybt og tilbagekaldte i sin Erindring, hvor ofte Naomi var traadt ham kold og haard imøde. »Jeg elsker hende ikke mere!« sagde han. »Hun er smuk, men det er det Hele!« og dog dvælede hans Tanker altid ved hende, dog drømte han, hvorledes hun havde siddet ved hans Seng, rakt ham Haanden, og hvorledes han engang trykkede sit Kys paa hendes Kinder. Det var en deilig Drøm. Halvdelen af Naomis Penge havde han givet sin Moder, det var Lænken, som trykkede, og dobbelt tung laae den, thi hans Moder var jo dog ikke bleven lykkeligere.
   I Huusmandens fattige Kammer sad hun med sit lille Barn. Mandens rige Slægt havde aldrig været hende god, nu var jo Baandet hævet, meente de; Barnet vilde de tage til sig, men det vilde hun ikke slippe, og derfor talte hun haarde Ord i sin Fattigdom. Niels sad ved Bordet og hørte derpaa.
   »Saa kan Du jo tage Din Skrædder igjen!« sagde han. »Hundrede Rigsdaler løb han da af med -!«
   »Han fik mange flere!« sagde Maria, »men han gav sit Liv og Blod derfor!«
   »Han tog sig nok iagt!« sagde Niels. »Du skal ikke troe, at han er død, jeg har seet ham for Aar og Dag siden. Han kom jo om Aftenen til Gaarden, og Fa'er gav ham en Hundred- eller Halvhundreddalersseddel, for at faae ham ud af Landet! Klynk derfor ikke for ham! Du kan blive Madame endnu!«
   »Herre Jesus, hvad siger Du, Barn!« sagde Maria med foldede Hænder.
   »Jeg siger, at Du skal ikke tale ondt om min Slægt, fordi den ikke vil føde Dig! Du har jo Ingenting bragt i Huset, saa kan Du vel ogsaa gaae bort uden Noget! Din første Mand er ilive, Du kan vel nøies med ham!«
   »Vor Herre være os naadig!« sagde Maria og lyttede med tungt Aandedrag til hvad Niels fortalte. »Du er et ondt Dyr!« sagde hun. »Ikke et sandt Ord gaaer fra Din Tunge!« og hun brast i en hæftig Graad.
   I Odense var ankommet en Beridertroup, der vilde gaae til Kjøbenhavn. De smukke Mennesker, de prægtige Heste bleve meget omtalte; Christian og flere Dilettanter assisterede dem.
   Naomi og den gamle Grevinde vare i Odense. De vare Begge fyldestgjorte. Den eneste Dame i Selskabet havde noget saa anstændigt, [s178] som Grevinden kaldte det, at man slet ikke blev forlegen ved at see paa hendes smukke Lemmer; hun stod med vaiende Fjer i Hatten og Faner i hver Haand, medens den sorte Hest syntes at flyve. Naomi misundte hende dette Øieblik. Mændene vare Alle saa herligt udviklede, muskelstærke og kraftige; de sværeste Kunster syntes en Leg, og dog sagde man, at der var En endnu mere udmærket mellem dem: Ladislaus, en Polak paa 21 Aar. Hans Mod skulde gaae til Forvovenhed, forsikkrede man; nylig var han kommet op af en svær Sygdom, derfor kunde han endnu ikke vise sig for Publikum. Han ledte en af Hestene frem, og Alles Opmærksomhed var henvendt paa den virkelig idealsk-skjønne Mand, hvis Ansigt Sygdommen havde gjort magert og guulblegt, men Trækkene vare saa kjække, overmodige kunde de kaldes. De sorte Øienbryn forøgede just det dristige Udtryk, men Øinene vare saa uendeligt sorgfulde, muligt Spor endnu af den lidende Tilstand, han havde været i. Han var dem Alle interessantest, skjøndt man slet ikke havde seet Prøver af hans Kunst. Rygtet glemte da ikke at udsprede Historier om ham, at han var af Adel, at han havde ved et Vaadeskud dræbt sin Brud, Andre vilde vide, at han for en Duel havde forladt sit Fædreland; en Tredie sagde, at han af Kjærlighed til en smuk Beriderske havde forladt sit rige Hjem, og at hans Brud var nylig død! Alt var Gisninger, som Rygtet gjorde til Vished, men hvorledes det nu stod eller ikke stod, interessant var den blege, alvorlige Kunstberider.
   »Ja, han har været meget syg!« sagde Grevinden, »og hvad Pleie kan det stakkels Menneske have havt! jeg føler det, som veed hvad Sygdom er! det maa være et skrækkeligt Liv, saaledes intet Hjem at have, jage afsted fra Land til Land; ikke engang at kunne faae en Smule Havresuppe!«
   »Det er et lyksaligt Liv!« sagde Naomi. »Jeg kunde misunde hende med de vaiende Faner og bølgende Fjer!«
   »Tilsidst knække de dog en Arm eller et Been!« sagde Grevinden, »de blive ulykkelige Krøblinge, hvis de ikke døe!«
   Naomi rystede med Hovedet og tænkte meget paa den smukke Berider Ladislaus. Med Christian havde hun ikke talt siden hiin Aften, da hun i Vrede tog bort fra Vertshuset; naar hendes Øine hvilede paa Berideren, fæstede han sit Blik paa hende; »Amor et melle et felle est fecundissimus!« siger Plautus; i Christians Hjerte stod Sandheden heraf.
   Naomi og den gamle Grevinde havde faaet Plads tæt ved Orchestret, [s179] Hr. Knepus talte med den naadige Frue, Christian maatte gjøre sin Compliment, men til Naomi sagde han ikke et Ord. Forestillingen var næsten forbi, da bøiede hun sig halv over mod ham. »Følg med denne Troup som Capelmester!« hviskede hun. »See nu er der en Leilighed!«
   »Hvad vandt jeg derved?« spurgte han med haard Stemme, thi hans Hjerte var alt blødt som Vox, han kunde have bøiet sig i næste Nu, for at kysse hendes Haand og bede om Tilgivelse for hver vred Tanke.
   »Du vandt i det mindste, at Du skiftede Climat!« sagde hun koldt og talte ei mere til ham.
   Ja Climatet, det var Hjælpethemaet i Conversationens evige Stridsconcerter i det grevelige Hjem. Lad Poeter og Patrioter synge og sige saameget de ville om Danmarks Deilighed, Naomi erklærede dog, at vi leve i et usselt Clima. »Havde Himlen tænkt paa,« sagde hun, »at vor Beundringssands for Naturen skulde have hævet sig til denne Potens, da vare vi ganske vist, som Sneglen, blevet skabte med Huus paa Ryggen, og vi havde været frie for den evige Passen paa Kapper, Kaaber og Parapluier, som nu udgjøre en kostbar Deel af vor Person. Vort Aar bestaaer, som i de tropiske Lande, af den tørre og den vaade Tid, kun med den Forandring, at den tørre hos os er om Vinteren, og det er Kulden som binder, den vaade Tid derimod kalde vi Sommer, og den giver os friske, duftende Skove, som vi med Ret ere stolte af; den skaber de deilige Skyformationer, som ikke nok blive beundrede, da Mængden ikke seer saa høit. Vi kunne endnu faae deilige Sommerdage, hedder det ind i September, men kommer der da heller Ingen, saa trøster man sig med, at nu er det for seent paa Aaret til at kunne forlange stadigt Veir. Det er godt, at det Onde kommer ned. »Naar bare vor Herre vil give os en god Regn, det seer ellers sørgeligt ud for Landmanden!« Denne vor egentlige Nationalsang synges hver Sommer, naar Jorden ikke staaer i en Velling. Mennesket, som to eller tre Gange i sit Liv bedrager sin Næste kalde vi, og med Rette, et slet Menneske; Sommeren derimod, som lumskelig gnaver paa vor Sundhed, Sommeren, der ikke et Par Dage er at stole paa, saa man altid maa føre sit Sneglehuus med sig, tør vi derimod ikke kalde slet. Vi skulle tænke paa Bondens Fordeel, ikke paa vor Glæde! siger man altid til mig, men Bonden er jo heller ikke fornøiet; er det virkelig for ham et daarligt Aar, da siger han, og har Grund dertil: Herregud, [s180] iaar faae vi Ingenting! men er Høsten velsignet, da sukker han ogsaa: Herre Gud, ja nu er der saa meget, hele Landet over, at man faaer Ingenting for det! Han klager og klager! skulde vi da ikke have Lov dertil, vi, som have Sands for Naturskjønhed, ak, den er hos os flygtig som Regnbuen, i det mindste see vi dem begge under samme Betingelser - altid med en Byge over Hovedet!«
   Det var Naomis Anskuelser. Fædrelandskjærlighed eiede hun ikke, sagde den gamle Grevinde, og Christendom havde hun ikke heller, forsikkrede Herr Patermann. Kunde han end ikke gjøre hende til selve Antichristen, saa erklærede han hende dog i Forhold til denne som en qvindelig Jean Baptist, der tydede paa hiins snare Fremtræden. I religieus Henseende var hendes Anskuelse hverken ascetisk eller hellenisk, snarere var hun en forudflyvende Partigængerske af »det unge Tydskland«; man vil indvende herimod, at hun intet Indblik havde i Philosophien, men man behøver kun ganske homøopathisk at have nydt den, for at være saa god som største Delen af denne Skole, kun at man eier Veltalenhed, samt veed og tillige følger det saakaldte ellevte Bud.
   Hr. Patermann brummede den gamle Vise: »ein schlechter Christ!« og den gamle Grevinde sang sit: »Danmark, deiligst Vang og Vænge!« og meente, at intet andet Land overgik vort; hun kjendte rigtignok intet uden det.
   »Jeg er ingen Digter, som synger for at faae Dannebrogsorden!« sagde Naomi, »jeg er ingen patriotisk Taler, som vil have Plads i de Danskes Characteerbog: Statscalenderen; hvad der er smukt erkjender jeg, og gjorde de Andre ikke formeget deraf, vilde jeg maaskee ogsaa være begeistret!« Det var Sandhed, hun beundrede maaskee mere end hine den grønne, duftende Skov, de dristigt formede Skyer, Havet og Kæmpehøiene med de blomstrende Brombærranker, men hun vidste ogsaa, at der fandtes større Skjønheder i Guds Verden, og at Climaet hos os er elendigt.
   »Du skulde rigtig reise hen, hvor der var bedre!« blev saaledes altid Grevindens Omqvæd til Naomis Climavise.
   »Jeg tænker ogsaa paa det!« var Svaret.
   Saaledes gik Sommeren 1819; en Reise, rigtignok en ganske lille, et Vinterophold i Kjøbenhavn forestod. Naomi skulde være i et med det grevelige beslægtet adeligt Huus, hvor alt Rigt og Prægtigt mødtes, hvor naturligviis ogsaa Landets skjønne Aander kom, hvis Humor [s181] og Aand oftest i slige Kredse betragtes som et Slags offentligt Springvand; de blive indbudne for at lade det springe for de andre Gjester. Naomi glædede sig især til denne aandige Skueret, ja var alene lykkelig ved Tanken om Overgangen fra Sygestuen til Selskabssalen, fra Hr. Patermanns Taler til Skuespil og Opera. Nu var hun jo Dame, hun saae sin Skjønhed, hun begreb sin Forstand, men det faldt hende dog ikke ind, at hun i det høitfornemme Huus kun havde disse to at støtte sig paa, eftersom Stamtavlen manglede.
   »Endelig skal jeg da begynde at leve!« jublede hun. »Endelig slipper jeg da ud af Bastillen!« Om vi for hendes Lykkes Skyld skulde ønsket hende, at hun idetmindste havde blevet der et Aar endnu - ja, det vil Tiden lære.


H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek