link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 2,8


                        VIII (s. 157-162)

    Hon satt bredvid hans hufvudgärd -
    Och fäste på de bleka dragen 
    Ett Blick, ett kungarike värd. - 
    Men ack! hur går det med ditt hjerta. 
                               Tegnérs Axel. 

   [s157] »Den gamle Grevinde har bedraget mig!« tænkte Naomi. »Hun har villet krænke mig! Opdigtet er hele Historien, eller hun har grebet et løgnagtigt Rygte! Jeg maa vide det, vil vide det!« Og hun hang indsmigrende ved Greven, der talte om, hvor snart de nu skulde skilles.
   »I to Aar faae vi ikke hinanden at see, men naar vi saa sees, da flyver Du med mig til Paris og London, det levende, prægtige London!«
   »Du er god imod mig!« sagde Naomi. »Du er ogsaa den Eneste, som mine Tanker, min hele Villie bøier sig for. De andre Mennesker, jeg kan lide, lider jeg dog kun for min egen Skyld, for den Morskab, de gjøre mig, og fordi jeg ikke kan undvære dem, de ere mig tidt utaalelige!«
   »De føie Dig ikke som jeg!« sagde Greven.
   »Du?« gjentog hun og saae ham ind i Øiet. »Du føier mig? Nei, ikke i min uskyldigste, min mest brændende Bøn! og derfor lider jeg Krænkelser, som jeg ikke engang tør sige Dig, thi da er Du haard og kold!« og hun lagde sin Kind til hans, snoede hans Haar om sine Fingre og syntes at holde sit Aandedrag tilbage - »Du skammer Dig ved for Verden at sige, at jeg er Din sande Datter! er jeg det ikke, saa siig mig i det mindste hvem jeg skal elske som min Fader!«
   »Mig!« sagde Greven, »mig! Du er mit Barn!« men hans Blik blev mørkt, Panden rynkede sig, som vilde Blikket nægte, hvad Tungen sagde.
   »Og for Verdens Øine, hvem er da mine Forældre?« spurgte hun. »En Jødes Datter, en -?« hun taug, og Læberne bevægede sig krampagtigt.
   [s158] »Et Menneske, Du aldrig skal høre nævne!« svarede Greven, »fra Norge var han! - han er død! død paa den Maade, han fortjente!«
   »O fortæl mig!« sagde Naomi.
   »Nei!« svarede Greven og gik bort.
   »Ogsaa han er grusom!« sagde Naomi. »Menneskene pine hinanden. Normann alene er mig tro og god og holder mere af mig end af Nogen, og ham have de sat i Lænke!« og hun gik ud i Gaarden til Hunden, klappede og kyssede den, løste Lænken og førte Dyret omkring i Gaarden; det væltede sig af Glæde, logrede med Halen og sprang høit iveiret, mens den røde, dampende Tunge hang den ud af det vide Gab.
   »Du kjære Normann!« sagde hun. »Ha, Nordmanden maa jo holde af mig! for Dit Navns Skyld kunde jeg alene gjøre Dig fri!«
   Christian havde just endt sin eensomme Vandring gjennem Haven. Den ene af de prægtige Sneemænd, som igaar kneisede saa stolt, havde det indtrufne Tøveir bragt til at synke i Knæ, saa Landsen var som fældet. Middagsklokken ringede; Christian traadte ud af Haven! han havde netop aabnet Laagen, da han blev Naomi og Hunden vaer, den gjøede og viste sine skarpe Tænder. Naomi lo høit af Christians Skræk. Hunden gjorde en Bevægelse henimod ham, han sprang igjen tilbage i Haven, idet han bad hende binde Hunden.
   »Cujon!« raabte hun.
   Hunden rev sig i det samme løs, sprang mod Laagen, som gik op, og foer nu hen imod Christian, der udstødte et Skrig, idet han saae det store Dyr med det røde, dampende Gab og de skarpe, hvide Tænder. Instinctmæssigt søgte han at springe op paa Sneemanden og greb derfor med begge Hænder om den fældede Landse, da han i det samme følte Hundens Bid. Sneeklumpen styrtede med dump Lyd til Jorden, og det var en Lykke, thi Larmen heraf og den rundtomflyvende Snee jog Hunden bort.
   Nogle af Gaardens Folk kom løbende til. Naomi stod taus ved den aabne Laage.
   »Han bløder! Hunden har bidt ham!« raabte man.
   »Der seer Du Følgerne af Din Vildhed!« sagde Greven med et strængt Blik paa Naomi.
   Man løftede Christian op.
   »Hunden skal skydes!« sagde Greven.
   Da styrtede Naomi grædende frem, bad for den, greb Christians [s159] Haand, og med en sorgfuld Sjæls bedende Blik anraabte hun ham at bede for Dyret. Hendes Læber rørte ved Drengens Kind, og han bad, som hun vilde det.
   Lægen fra nærmeste Kjøbstad blev hentet. Christian var farligt bidt; særdeles Pleie og Omsorg savnede han ikke. Naomi besøgte ham; stille og alvorlig satte hun sig ved Sengen, han rakte hende tilgivende Haanden, og for at sige hende noget kjært, gjentog han sit Ønske, at Hunden maatte beholde Livet.
   »Jeg troer, jeg kunde elske Dig!« sagde Naomi med en forunderlig Heftighed, idet hun med sine funklende Øine saae ham ind i det blege Ansigt.
   Greven skulde reise, men det var ei at tænke paa, at Christian kunde følge med ham til Odense. Herr Knepus blev i et Brev underrettet om det Skete.
   »Skræk og Sorg tage Livet af mig!« sagde den gamle Frue. »Nu reiser Du fra os! jeg føler det godt, at vi aldrig mere faae hinanden at see! Naar Du om eet eller to Aar kommer tilbage, da maa Du søge til Landsbykirken, lukke det lille Capel op, og Du finder een Kiste mere!« »O Mama, det staaer i en Roman!« sagde Greven leende.
   »Det staaer i Din Moders Hjerte!« svarede Grevinden alvorligt.
   Grevens Afreise var en stor Begivenhed paa Gaarden, en vigtig Begivenhed, og dog ville vi kun give den med: han reiste.
   Naomi sad i Værelset hos Christian. Alt sagde hende, hvor kjær hun var ham, og det gjorde, at hun for første Gang fik nogen Interesse for ham. Hun spurgte, af hvem han havde lært at spille.
   »Af min Gudfader, Nordmanden i Svendborg!« og nu fortalte han det Særegne ved denne Mand. »Jeg hørte engang en Historie om en Troldmand, der spillede Violin igjennem Gaderne, og alle Børn kom løbende ud af Husene og fulgte med. Han gik ind i Bjerget, og Børnene forsvandt med ham. Ligesaadan, syntes jeg, min Gudfader kunde spille. Han havde lært det af Nøkken, sagde vor Nabo. Jeg har ogsaa tænkt paa, om det ikke var om ham selv, hvad han engang fortalte mig. Der var i Norge en fattig Bondedreng, som havde saa megen Lyst til at spille Violin; hans Fader kunde ikke lide det, men vilde have, at han skulde arbeide; saa stjal han sig en Aften med Violinen ud til Elven; Nøkken kom op og lovede at lære ham at spille endnu smukkere, tog ham da om Fingrene og klemte saa Blodet sprang ud [s160] af dem, men fra den Tid kunde Ingen gjøre prægtigere Musik end han. Alle vilde høre ham; han fortjente mange Penge, og derfor lod hans Fader ham have Lov til at spille Men en Morgen, han kjørte fra Bryllup, sad Nøkken ved Broen og sagde, han skulde nu komme ned i Vandet til ham, blive hos ham, thi ham hørte han til. Da løb han hurtigere end Hestene vilde løbe, og Nøkken bagefter; han maatte søge ind i Kirken, op til Alteret, ellers havde Nøkken taget ham.«
   »Men maaskee har Din Gudfader været Nøkken selv!« sagde Naomi leende. Hendes Øine funklede, Blodet brændte i hendes smukke Kinder. Altid spurgte hun om mere; det var jo hendes Fader, hun hørte ham tale om; Christian saae derimod kun Deeltagelse i hans Skjæbne, og derfor greb han gjerne ved hvert nyt Besøg Traaden til at fortsætte. Hun fik at høre om Reisen til Thorseng, Mødet ved Glorup og Morgenen, da Gudfaderen hang paa Træets Green, og Naomi smilede forunderligt og lagde sin fine Haand over Panden.
   »Han har været et ualmindeligt Menneske, men ulykkelig, dog er det langt interessantere, end at være et lykkeligt Hverdagsmenneske. Du har ogsaa tidlig oplevet et heelt Eventyr; nu er det Interessante forbi med Dig, nu er Du i den kjedsommelige Ro, hvor den ene Dag springer naturlig ud af den anden. Noget Udmærket i Verden bliver Ingen paa den jævne, rolige Vei; idetmindste blive de da stødte til det, de skyde ikke selv ret ud. Var jeg som Du, da bandt jeg Violinen i mit Tørklæde og listede mig bort fra alle de kjedelige Mennesker, som ligne hinanden lige til Sløifen paa Kjolen og Bindet om Halsen!«
   »Hvad skulde der saa blive af mig?« spurgte Christian. »Jeg er fattig -!«
   »O, det var Du jo endnu meget mere, da Du gik hjemme fra Dine Forældres Huus! Da kunde Du ikke spille som nu, og den Vandring blev jo dog Veien til Din Lykke. Om Du ogsaa maatte sulte en Dag, eller ligge Natten over i en Lo; hvad var det? Det var just høist interessant! Tænk Dig hvor glimrende det vilde staae for Dig, naar Du, efter at være blevet en stor Mand, tænkte tilbage derpaa. Verden vilde just beundre Dit raske Skridt, og jeg, ja da troer jeg, at jeg kunde elske Dig! Men ellers ikke! nei! nei! Du maa blive noget Udmærket!« Hun greb hans Haand og udmalede meer og meer sine romantiske Anskuelser af Livet, hun ikke kjendte. Det smigrede det stolte, egenraadige Barn at kunne lede en Anden, Christian var blevet hende i Dukkens Sted. Ved ham vilde hun realisere sine romantiske Drømme. Der opstod [s161] saaledes hos hende en stærk Følelse, der dog var meget forskjellig fra Kjærlighed. Hun fortalte ham om fremmede Lande, om berømte Mænd og Qvinder og sukkede da over, at hun skulde være en Pige, »men jeg vil da idetmindste,« forsikkrede hun, »ikke ligne de Andre!«
   Meer og meer gled Christian ind i den Trolddoms Kreds, hun havde draget; alle hans Tanker, alle hans Drømme dreiede sig kun om Eventyr, Berømthed og Naomi.
   Der var Feber i hans Blod. Natlampen, som brændte ved Sengen, var ved at slukkes; Luen sad kun som et tegnet Punkt paa Vægen.
   »Kan jeg nu læse mit »Fader vor« ud, før Lampen slukkes, da faaer jeg engang et berømt Navn, og Naomi bliver min Kone, men slukkes den, da er jeg fortabt her og hisset!« Han foldede sine Hænder og læste mechanisk Bønnen; Øiet var heftet fast til Lampen, Luen zittrede, hurtigere læste han Ordene; Bønnen var endt, og Lampen brændte endnu.
   »Men jeg har sprunget over: frels os fra det Onde! saa gjælder det ikke! endnu engang maa jeg læse Bønnen, det gjælder da dobbelt!« og han læste, og Lampen brændte. »Jeg bliver lykkelig!« jublede han, og Lampen sluktes.
   Det var midt i Ugen.
   »Paa Søndag forlader Du os!« sagde Naomi. »Lægen siger, at Du meget snart vil være saa rask, som alle vi Andre. Tænk da paa Dit Løfte! jeg veed nok, Du elsker mig, men et almindeligt Menneske kan jeg ikke elske, og Du bliver kun noget ganske almindeligt i det spidsborgerlige Odense hos den naragtige Hr. Knepus! Gjør et dristigt Skridt ud i Verden! Der har Du, hvad Ingen veed og Ingen skal faae at vide Noget om, hundrede Rigsdaler af mine egne Sparepenge! Husk paa, som Du har fortalt mig, vort første Møde i Haven, da jeg tog Dine Øine og Din Mund i Pant; Du tilhører mig endnu, jeg har Part i Dig! Saasnart Du føler Dig fuldkommen rask, da vover Du et dristigt Skridt! Underret mig om det, og den Nat, Du gaaer paa Vandring, vil jeg vaage og tænke paa Dig!«
   »Alt vil jeg!« udraabte han og slyngede sin Arm om hendes Hals; hun sad stille med det stolte Smiil og lod ham kysse sin glødende Kind.
   Som Livsfarven er i Hjertet, saaledes afspeiler sig der Verden. Skulde vi denne Aften have examineret Christian, Naomi og for Exempel [s162] Grevinden, da vilde hver have givet sin bestemte, men høist forskjellige Dom over den. For Christian var den et Guds Tempel, hvor Hjerterne oplades for Kjærlighed og Gud, hvor Tilliden voxer, og Forvisningen grundfæstes. Naomis Kys var hans Daab, Tonernes Magt den Orgelklang, som gav hans Sjæl Vinger.
   »Verden er en stor Maskeradesal,« meente Naomi. »Man maa vide at give sin Rolle med Værdighed; man maa imponere! kun det, man ret forstaaer at representere, det er man! Jeg vil være en Amazone! en Staël-Holstein, en Charlotte Corday, ja en saadan, hvilken Omstændighederne nu bedst tillade!«
   »Verden er et Hospital!« meente den gamle Grevinde. »Idet vi fødes, begynder vor Sygdom! ved hver Time, som gaaer, komme vi Døden nærmere! Man kan læse sig endnu sygere i Doctorbøger; i et uskyldigt Glas Vand kan findes et lille Dyr, der voxer inden i os! man kan faae Kræft, Koldbrand, Cachexie og de forskrækkeligste Sygdomme, der ende med Døden, og det er derfor man lever. Alle ere syge, men Mange skjule deres Sygdom, Andre foragte den, og »verstümplede« Mennesker, uden Nerver, med usundt Blod, som gjør Kinderne røde, gaae med den Sindssvaghed, at de ere sunde!«
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek