link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 1,13


                     XIII (s. 84-89)

      Boer jeg paa det vilde Hav - 
      Hvor Forklædet er en Gjøs, 
      Særke Seil og kun Fiskene Fiske, 
      Der min Skjemt ta'r Buxer ei paa, 
      Som den er, jeg lader den gaae, 
      Der jeg koger ingen Ord, 
      Kammeraterne sluge dem raae. 
                             Baggesen. 

            Hurra for de begede Drenge! 
                      Folkecomedien »Capriciosa«. 

   [s84] Foran sig saae Christian en Kone og en ung Pige; han naaede dem, de nævnede ham ved Navn. Det var Luzie og hendes Moder, som i den tidlige Morgenstund var paa Vandring, for at besøge Morbro'er Peter Wik, der laae med sin Jagt ved Svendborg.
   Christian fortalte i forvirret Orden om Gudfaderen inde i Skoven, og med den Almuen egne Angst for en Selvmorder og Frygt for at indvikles i nogen Politisag, gik Luzies Moder endnu hurtigere til, uden at Samtalen derved standsedes.
   »Men Du Himlens Gud!« sagde hun, »har I To da været sammen der i Nat?«
   »Jeg mødte ham der!« sagde Christian og tilstod nu, at han havde forladt Hjemmet uden sine Forældres Vidende.
   »Men, vor Herre bevar' os! De maae jo være i en stor Skræk for Dig! Du maa ikke gaae med os! De vil nok skjænde paa Dig, Du vil vel faae en Dragt Prygl, men saa er det jo forbi!«
   »O, nei!« sukkede Christian, »maa jeg blive hos Eder! slaa ikke Haanden af mig! Jeg vil passe Høns og Ænder! jeg vil sove paa det bare Foder ude i Loen! Lad mig dog ikke komme hjem!« Han brast i Graad, kyssede Konen paa Haand og Forklæde.
   Da stod Taarerne ogsaa Luzie i Øinene, og hun bad for ham. »Lad [s85] ham blive hos os! husker Du ikke nok, hvor ond hans Halvbroder var mod ham i Kirken!«
   »Men jeg har jo ingen Magt over ham! jeg kan ikke tage ham fra Forældrene!«
   »Men han kan nok følge med os til Svendborg. Morbro'er lader ham sove i Nat paa Skibet og imorgen gaaer han hjem med os; saa taler Du først med Forældrene, taler for ham, og naar de saa ikke længer ere meget vrede, gaaer han hjem. Det vil Du jo nok?«
   Christian saae veemodig paa hende; hun tog hans Haand.
   »Vær ikke bedrøvet! min Moder kan godt lide Dig!« og hun saae med et bedende Blik paa Moderen.
   »I Guds Navn!« sagde hun. »Vor Herre har ført Dig til os; saa bliv da! Du skal ingen Nød have inat i Svendborg. Imorgen følger Du tilbage med os!«
   »Ja!« sagde Christian med et dybt Suk.
   Nu spurgte hun igjen om Gudfaderen, og hvad denne var, og Drengen svarede derpaa saa godt han kunde. Luzie talte om den kjære Morbro'er og om Skibet, som de skulde ombord paa, den nydelige lille Kahyt med de smaa Vinduer, som der var røde Gardiner om, og midt imellem hang Silhouettet af Morbro'ers afdøde Kone, der var en Svensker, ovre fra Malmø. Hun fortalte om Hylden med Bibelen, Psalmebogen og Albert Julius og om den gamle Violin.
   Ved dette Ord funklede Christians Øine: »Violin!« udbrød han; nu forstod han først, hvor kjær denne Mand kunde blive En.
   Hen paa Formiddagen naaede de Svendborg. Med hvilken Henrykkelse gjensaae han ikke Thorseng, Bugten og hele den kjære By; han havde Lyst til at nikke til alle Husene, de vare jo gamle Bekjendte. De gik op ad Møllegaden, han saae ned til Gudfaderens Huus, Vinduesskodderne vare oppe, Døren lukket. De kom til Skibsbroen.
   »Der ligger Luzie!« sagde Moderen og pegede paa Skibet.
   »Og der staaer Morbro'er!« raabte Luzie. De fordoblede deres Skridt.
   I en blommet Kattuns Nattrøie stod en lille tyk Mand med et rødt, jovialt Ansigt. Det var Morbro'er Peter Wik.
   »Nei, er I der!« udbrød han, »det maae vi skrive paa Bjelken! Lisbeth og min egen lille Landseiler. I komme Norden fra med Søndenvind. Naa ud paa Brædtet!«
   »Kan det bære?« spurgte Lisbeth.
   [s86] »Bærer det en Last som mig, saa holder det nok Kyllinger som I! Hvor Du er bleven stor, Luzie! næsten Kjæreste voxen! Skal det være Manden, det lille Been, Du der har med?« han pegede paa Christian. »Naa, af Smaat kan blive Stort! Tag Dig iagt min Gut, at hun ikke løber fra Dig, før Du byder hende Fæstensring!«
   »Nei, hvor net og ordentlig Alting dog er herude!« sagde Lisbeth.
   »For Satan, troer Du, at mit Skib er en Svinesti! nei, min Sø- Luzie bliver hver Morgen vasket og pudset som en anden Kjællingunge, og gaae vi i en strygende Fart hen over Søen, saa vasker den hendes Krop endnu bedre. Dækket maa være reent! om Hverdagen er det min Spadseresal og om Søndagen min Kirke. Men at I saaledes komme, det er uventet! det var et godt Indfald af Dig Lisbeth!«
   »Ærligt talt!« svarede hun, »var det Luzie, som først kom paa det; jeg fik ingen Ro før vi kom afsted!«
   »Over eet Aar har jeg ikke seet Dig, Morbro'er!« sagde Pigen.
   »Var jeg tyve Aar yngre, Luzie, og Du havde en Slump Aar til, ja, veed Du hvad, jeg vil ikke bande, saa kunde Du maaskee komme til at hedde Madam Peter Wik! Herre Gud, man er en gammel Sælhund, naar de smukkeste Piger voxe til! - Men Esben skal løbe op og bestille tre Portioner Suppe og en lille Steg, for I skal spise her ombord. Esben koger en Kaffe med Cichorie, som man kan sætte for en Keiser! jeg har lært ham at klare den med Flynderskind. Kom nu med ned i Kahytten. Jeg maa gaae lidt paaskønds for min Smule Trivelighed. Med ingen Mo'ers Sjæl har jeg lagt mig ud, undtagen med min Kahytdør, hun kniber mig i Siderne. Engang var jeg tynd, som en Kakerlak!«
   Alt var herinde, som Luzie før havde beskrevet det. De korte, røde Gardiner bevægede sig foran de smaa Kahytvinduer, mellem hvilke Madam Wiks Silhouet hang. Ovenover, paa Hylden, laae Bøgerne og Violinen, denne tiltrak sig Christians Opmærksomhed; hvor simpel og uanseelig den end saae ud, den var jo dog en Alladdins Lampe, der beherskede Aander, Tonernes mægtige Aander.
   »Vinduerne skulde gaae noget længere ned, saa var her lysere!« sagde Luzie.
   »Længer ned?« svarede Peter Wik, »saa gik jo Søen ind i Livet paa hele Fartøiet! Du har ikke saamegen Forstand paa Søvæsenet som en Gaas, den kan dog roe med Benene! I Landsbyfolk -! jo, det er meget rigtigt, som der staaer i Historiebogen om Baaden eller Skib-Ungen. De havde ikke Raad til at kjøbe et stort Skib, og derfor kjøbte de en [s87] lille Baad, der hang bag ude; de troede, at det var en Unge, som kunde voxe; de satte den paa Græs, men den aad ikke, saa tænkte de, at den var syg eller havde Længsel, og derfor betalte de Skipperen, for at lade den gaae endnu et Aar hos Moderen, til den lærte at æde selv. Hei hvor lystig den bliver! sagde de, da den vippede paa Vandet efter det store Skib! Jo, I Landsbyfolk ere gode Sømænd!« Nu spurgte han om Christian og fik da hans Historie og Bortløben at høre, men hvad Gudfaderen angik, da, som han udtrykkede sig, var det bedst, at den Historie gik sin egen Sø, de vilde ikke ind i det Kjølvand. For inat skulde Lisbeth og Luzie sove i hans Logis oppe i Byen, selv blev han ombord, hvor ogsaa Christian kunde faae en Køie. Det var først, da disse to vare alene, at Bekjendtskabet blev lidt nøiere.
   »Naa min Gut!« sagde Peter Wik, »saa skal vi to slaaes med Ole Lukøie! men han vipper os, kan Du troe! vipper os op i den syvende Himmel. Nu skulde jeg have min Grog og min Pibe, og slaae en lille Sladder af med de To! Du sagde jo, at Du kunde spille Violin! Lad mig høre, hvordan Du gnider!«
   Christian bævede af Fryd, idet han berørte Strengene, han gjorde nogle af de kunstigste Løb, Gudfaderen havde lært ham.
   »Ja vist!« sagde Peter Wik leende, »det er en ganske net Melodie, naar den gik paa en anden Tone! det er nok norsk- arabisk, Du spiller! det gaaer i Hovedet som gammel Cognac! kan Du ikke en, som gaaer i Benene og giver Dandseskoe?« Han tog selv Violinen og spillede en Molinaski. Nu spurgte han ham om Hjemmet og om Halvbroderen. »Men hvorfor er Du en daarlig Karl!« sagde han. »Du skal slaae fra Dig! giv ham een paa Theepotten, saa han vender Tuden til en anden Kant! - Sælge Din Violin? Det var Synd! Du maa staae paa Dine egne Been; nu, staae kunde Du ikke, og derfor løb Du. Satan! hun kuler tidt værre paa Landet end paa Søen! Hvad var Din egen Fader?«
   Christian fortalte det.
   »Ham kjendte jeg!« sagde Peter Wik. »Han havde jo været bagom, tillands dernede ved Livorno. Det var ingen Skrælling, skjøndt han var Skrædder.«
   »Kunde jeg dog ogsaa komme til fremmede Lande!« sukkede Christian. »O, maatte jeg blive her paa Skibet!« han greb Sømandens Haand, og Øinene fik Veltalenhed som hans Læber.
   »Sagde Din Moder ja til det, saa kunde Du gjerne blive, jeg skal saa have En, men det vil jeg sige Dig; vi ligge ikke hver Dag i Havn! vi [s88] komme ogsaa ud, hvor Luzie vipper, hvor Du faaer en kold Overhaling, og imellem kan Du ogsaa gjerne faae af mig en Lussing eller et solid Nakkedrag, og da kan Du ikke løbe igjen, min Dreng! Det er heller ikke hver Dag, som idag, at vi drikke Kaffe og spise Suurbrød! Sov Du nu i den lille Køie, der ligger Du, som om Du laae i Din Moders Dragkisteskuffe!«
   Peter Wik sad paa Dækket med sin Grog og sin Pibe, Christian gik til sin lille Seng. From Tillid til Gud opfyldte hans Tanker, det var som om det Hellige svævede ham nærmere.
   I den tidlige Morgenstund steg han, som han var vant til, ud af Sengen, det gjorde et godt Indtryk paa Skipperen.
   »Du har det nok, ligesom Hønsene, Du er tidlig tilbeens. Det maa jeg lide! men bedst bliver det dog, at Du seiler landværts, til Du faaer Papirerne klarede, og Mutter siger, at Du kan stryge! Gud hjælpe mig, nu flæber han! Du er en rigtig Saltvandsfisk!«
   »Han bliver hos Dig, Morbro'er!« bad Luzie, da hun kom og hørte Christians Sorg. »Min Moder gaaer endnu iaften over til hans Forældre og fortæller det Hele. Han har ingen hjemme, der er ham en god Morbro'er, som Du er mig!« og hendes lille Haand gled kjærligt over Morbro'erens rynkede Kind.
   »Nei see, kan Du ikke allerede salig Madam Peter Wiks Manerer, naar hun vilde have mig i smult Vande! De Fruentimmer ere nogle løierlige Spilleværker!«
   Luzie vedblev sin sikkre Overtalelseskunst, og Christian maatte blive, til man hørte Forældrenes Bestemmelse med ham.
   Allerede næste Dags Middag kom Maria til Svendborg, hun var alene og søgte strax til Skibet, kyssede Drengen og skjendte tillige.
   »Herre Gud, saaledes at løbe fra os! ja, Du er Din Fader opad Dage! ham havde jeg ogsaa Sorg af! Du skal ikke troe, at jeg vil prygle Dig, skjøndt Du kunde have ganske godt af det. Prøv Du nu paa, hvorledes det er ude mellem Fremmede. Jeg veed nok, hvad jeg har gaaet igjennem med Din Fader! og troer Du, at jeg havde giftet mig igjen, dersom Du ikke havde været. Jeg dandser ikke paa Roser, kan Du troe, men Du er et Pib, det er Du! Seil kun bort med Skibet, og naar saa det forgaaer med Top og Tavl, saa har jeg den Sorg til!«
   Det var omtrent Samtalen og Christian var nu Matrosdreng. Et Slags Contract blev sluttet; det eneste i denne, han ret havde inde, [s89] var, at han turde laane Skipperens Violin, denne Bøn havde han fremstammet, da man spurgte ham, om han havde begrebet Alt.
   Nu maatte han gjøre Bekjendtskab med Nathuus, Stagfok og Klyver, og snart hang han som en Strandmaage i Tougene, skjøndt Klattren og Springen aldrig havde været hans Øvelser.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek