H. C. Andersen: Kun en Spillemand, 1,11

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 1,11

                       XI (s. 71-76)

                      - Vorbei 
             Sind diese Träume. 
                         Schillers Don Carlos.

   [s71] Dagen før selve Bryllupet er en Torturdag for Bondebruden; hun skal pyntes, det vil sige, for første og maaskee eneste Gang i sit Liv, vise sig med bart Haar; det bliver vasket ud i Lud, hvoraf det bliver stift og stridt og endnu piinligere at faae ordnet, sædvanligviis daaner da ogsaa Bruden under denne Pynten. Dette var ikke Tilfældet med Maria. »Hendes Haar var som den fineste Silke!« sagde Een i den Gruppe, med hvilken vi beskue Toget til Kirken. At hun som Enke ei vilde være hueklædt, men prange med sit kjønne Haar, det viste Stolthed, meente man. Hele Brudgommens Familie havde da ogsaa meget imod hende, for hun bragte jo ingen Ting med i Huset, uden en lang Dreng.
   Æreporten var reist paa Veien; Ledene, de skulde igjennem, pyntede med grønne Grene; Stadsekarlene, som de kaldes, joge allerede til Hest frem og tilbage paa Veien foran Toget. Først kom Bruden med sine »Stadsepiger,« der holdt deres store Urtekoste ud af Vognen, som Marschalsstave; klingende Bjelder og smaa Speile blinkede deri; prægtigere Urtekoste havde Ingen seet. Trompeter og Violiner klang og det lige ind i Vaabenhuset og overdøvede Orgelet. Brudepigerne havde megen Ære af Kirken, den var pyntet med Grønt og med »hvad der gloer,« som Bonden siger: Kongen tilhest paa et fire Skillings Billede, en couleurt Recept med Flasken til, hvorpaa endnu læstes, »for sex Skilling Enebærdraaber,« en gammel rød Silkemuffe og mange andre Pragtsager hang mellem de grønne Grene og Krandsene. Hvert Bryllup hos Bonden, naar det skal være ret stadseligt, viser os denne barnagtige Pynten.
   Mellem de indbudne Koner, som sad i de forreste Stole, kjende vi to, Moder og Bedstemoder, som vi traf ved Kilden, Datteren Luzie var med. Intet Forvirret var mere at see i hendes blaa, talende Øine, [s72] from og stille sad hun hos de Andre. Som Uveiret hiin Nat, havde ogsaa hendes Sjælekamp lagt sig. Christian, der havde Plads paa Mandfolkesiden, kjendte hende strax; hun derimod saae fremmed paa ham og sang med klar Stemme den hellige Psalme.
   Brudeparret gik til Alteret, Følget stillede sig i Choret. De to Qvinder hviskede sagte til hinanden:
   »Pas nu paa Brud og Brudgom, hvo af dem, der først gjør en Bevægelse, den døer først!«
   »Eia, det gjorde hun!«
   »Men det stemmer ikke med det Andet!« sagde den Yngre. »Det har jeg mere Tro til! det er aldrig slaaet feil! Af Brud og Brudgoms Navn kan man see, hvo der først døer. Man tæller Bogstaverne sammen og siger da: »Adam døer! Eva døer!« see det er det samme, som man sagde han døer, hun døer, den man standser sidst ved, døer først. Men det træffer jo ogsaa, hun hedder Maria, det er fem Bogstaver, dersom det ikke skrives med to r, og han hedder Peter, det er ogsaa fem, det bliver ti, som er et lige Tal, og ved lige Tal bliver det Eva, som døer!«
   »Men han kaldes jo Peer og ikke Peter!« sagde den Yngre.
   »Men hvorledes er han døbt?« spurgte den Anden. »Hedder han Peer, saa døer han først, men hedder han Peter, saa døer hun først, og saa stemmer det med Bevægelsen, hun gjorde!«
   De bleve afbrudte ved, at i Nærheden af dem opstod en lille Strid, som dog, ihvor stille den gik af, forstyrrede deres Andagt. Brudgommens Søn, Niels, en Dreng paa tolv Aar, med et fladt, ondskabsfuldt Ansigt, stødte temmeligt ublidt sin Halvbroder Christian tilside, for selv at komme foran, den Anden gjorde en uvillig Bevægelse, Qvinderne antydede dem ved Miner Taushed, og Christian saae forlegent ned paa sine skinnende hvide Strømper, men Niels satte i det samme sin sværtede Sko hen over Vristen; Christian fik Taarer i Øinene, Luzie sendte Niels et straffende Blik.
   Vielsen var endt. Som Dommedags Basuner klang Trompeterne i Vaabenhuset. Brudgommen kjørte i største Fart afsted, for at kunne tage mod sin Kone i Brudehuset. I Forstuen der stode Spillemændene opstillede. Ægteparret var her og hver Gjest lagde paa Tallerkenen foran det sin Brudegave; hver stor Seddel glemte man ikke at brede ud, som Bonden aldrig siden glemmer at give en ligesaa stor Gave, naar den Givende eller hans nærmeste Slægt holder Bryllup. Maden [s73] blev spiist, Psalmen sunget, og Skafferne dandsede Bruden i Brudgommens Favn.
   Luzie, lidt ældre end Christian, tog sig ene og alene af ham, de To dandsede og spadserede sammen; den smukke Skolemesterdatter kaldtes hun.
   Ved anden Dags Gildet sad de i Haven, hvor Busknellikerne stode i Blomster, og hun fortalte ham om sin Mo'rmo'rsbroder Peter Wik, som hun ogsaa kaldte Morbroder, og som havde det deilige Skib, der hed Luzie, ligesom hun; det seilede baade til Tydskland og Kjøbenhavn. O, den Morbroder var saa god og saa morsom; eengang hver Sommer, naar Skibet laae ved Svendborg, besøgte han dem; han havde foræret hende Historien om den taalmodige Helena, der, som der stod, var »meget lystelig, men derhos bedrøvelig at læse.« Christian hentede da sin Bog om Ræven, som Gudfaderen havde foræret ham, og de saae de mange Træsnit og Luzie læste Overskrifterne, og de forstode godt hvorledes Ræven narrede baade Bjørnen og de andre Dyr.
   Som de bedst sad, kom Niels, han listede sig sagte bag ved dem, og ved et Spark med Foden fløi Bogen dem ud af Hænderne, høit i Veiret og hen i Stikkelsbærbuskene. Christian græd, men Luzie skjændte og sagde til Niels, at han var, ligesom Ræven i Bogen, et ondt Dyr.
   Drengen saae paa hende med sit intetsigende Ansigt. »Gale Luzie!« var hele hans Svar. Da blev Pigens røde Kinder blege, han havde ved disse Ord rørt hende bittert, tydet hen paa den ulykkelige Stilling, hun tidligere havde været i, men nu var helbredet for. Med et Udtryk af Veemod saae hun paa ham og gik ind i Brudehuset, hvor Alt var Lystighed.
   Ved tredie Dags Gildet saae man Luzie og Christian dandse, Niels var med i Kjæden. Solen gaaer ikke ned over Børns Vrede. Skafferne takkede af med den sædvanlige Formel: »imorgen er her ikke mere Fornøielse!«
   For Ingen laae der en saa profetisk Sandhed i disse Ord, som for Christian. I de første Uger gav vel det nye Hjem, Haven og Markerne nogen Afvexling og Fornøielse, men inde var der ei det Hjem, som i Svendborg. Stedfaderen holdt ikke af hans Violinspil, og Maria hang derfor Instrumentet høit over Døren, hvor det ikke strax kunde tages ned. Niels oversaae Kjøbstaddrengen, der var bange for Qvæget, tog en Ko for en Tyr og ikke kunde sidde fast paa et stadigt Malkeøg, [s74] der gik til Vands. Grinende fortalte han det til Faderen og Karlene, og deres Latter krænkede den Lille. Det eneste Punkt, hvori begge Drengene nogenlunde mødtes, var ved Billedbogen. Dyrene interesserede Niels, men at de kun vare sorte og hvide, fandt han var en stor Feil. Det var saaledes slet ikke Ondskab, men snarere en velmeent Tanke, at han en Dag, da Christian var ude, tog Bogen frem og i den Forvisning, at han gjorde noget fortjenstfuldt, overmalede alle Træsnittene med de grelleste røde og gule Farver. Han gjalt jo ogsaa for, som Faderen og Karlene sagde, at have Greb paa at ridse. Paa Porte og Døre stode hans Skizzer af Mennesker og Dyr, men det, som gav disse Relief hos hans Publikum, var den platte Betydning, det Gemene, som hver udtrykkede. Træsnittene gav han ved enkelte Streger og Tilsætninger samme Characteer, og lo selv deraf, tilfreds med sin Opfindsomhed.
   »Vil Du nu see!« sagde han til Christian, da denne kom. »Nu gloer det!«
   »Hele Bogen har Du fordærvet!« sagde Christian, og hans Bedrøvelse og Vrede derover skabte hos ham en vild Hæftighed, der ikke var hans Natur egen. Han styrtede ind paa Niels, men denne kastede ham i samme Nu til Gulvet.
   »I skulde begge have Prygl!« sagde Maria. »Niels vil jeg ikke slaae, men Du er min egen, Dig har jeg Lov til at banke!« og saa fik han for dem begge To.
   Faderen fandt ogsaa, at Bogen nu var meget kjønnere, og de gemene Tilsætninger afpressede ham et fornøiet: »Den Satans Dreng veed god Besked!«
   Overladt til sig selv og sine egne Tanker listede Christian sig omkring. Dag for Dag blev han mere stille. Stundom havde han vel Moderens hele Kjærlighed, især naar Noget gik hende haardt imod, eller naar hun hørte Mandens Familie tale ilde om hende, fordi hun Intet havde bragt i Gaarden. Stundom turde da Violinen komme ned, og saa spillede han Stykkerne i Nodebogen, den var ham en Skat, som han for Intet i Verden vilde miste; og dog maatte han miste den.
   En deilig Drage fløi en Dag henover Huset, Niels havde sammenklistret den af gamle Aviser og af Nodebogen, som for ham intet Værd havde. Dragen fløi høit i Veiret, Drengene kunde ikke holde den, Flugten blev stærkere; og den fløi ad Tørvemosen til.
   Vinteren kom - og gik. Det blev Sommer; Christian skulde ogsaa [s75] gjøre Gavn. Ude paa Engen, hvor Bækken løb mellem Ellebuskene, maatte han og Niels skifteviis passe Gjæssene; men han var gjerne i denne Eensomhed. Paa en stor Elletrunte, tæt ved hvor Bækken dannede en lille, stillestaaende Bugt, Dam kunde det kaldes, omskygget af store Hasler og Elle, der speilede sig i det klare Vand, sad han i sine Drømmerier og saae paa Luftens Afspeilning i Vandet. Dernede svømmede Skyernes Billede, dernede fløi Fuglen med udbredte Vinger, netop saa dybt, som den svævede høit over Vandspeilet. Træerne rundt om viste sig med Toppen nedad, Roden opad; hans egen Skikkelse kom tilsyne ligesaa omvendt; nu forstod han hvorledes der maatte see ud paa den anden Side af Jorden. Boblerne, som hist og her skjød op, kaldte han sine Vand-Stjerneskud. Fladen selv var ham et Verdenshav; de store Vandmyg, som strøge hen derover, vare Corsarer. Hvilken Fart de dog toge! I Forhold hertil fik da Breddens Grønt og Vandplanterne en Kæmpestørrelse, som Træerne i de tropiske Lande. Andemadet var grønne, svømmende Øer; og kom pludselig en Frø tilsyne og svømmede hen over Vandspeilet, da var den et Uhyre, som de, han havde hørt om i »Tusind og een Nat.« Hvor han sad, gik Vandet just ind under Elletrunterne mellem de fremspringende Rødder; i Hullerne saae mørkt og hemmelighedsfuldt ud; ingen Fisker aner mere ved at seile forbi Capris Klippehuler, end han ved at see de sorte Huller mellem Rødderne og Græstørvene, som hang ud over Vandet uden at berøre det. Ved at slaae med sin Stok fik han Bevægelse i det hele Ocean, og han saae Verdenshavets lange Bølger, Ebbe og Flod, hvorved Kystens Huler skjultes eller bleve større. Hvad han kjendte af Faderens eller Gudfaderens Fortællinger, meente han, at de andre Bønderbørn ogsaa kjendte; hvad han saa i Vandet og i det Grønne rundtom, maatte de jo ogsaa kunne see, og han talte til dem derom, som var det en Virkelighed. De begrebe Intet, hørte paa ham med Forundring og Nysgjerrighed; de vidste ikke, om han var klogere end de, eller om han var ganske gal.
   »Jo, han er gal!« sagde Niels. Dette var Tegnet til en ganske ny Anskuen. Alle overvældede de Christian, En bandt med den grønne, seie Bark en lang Pileqvist bag i Halskluden paa ham, Andre besatte ham med Borrer, og Niels fløitede og raabte: »Hurra for gale Christian!«
   Da greb Fortvivlelse ham, og som et skrækket Raadyr jog han i vild Flugt hen over Marken, alle Drengene fulgte skrigende efter og kastede ham Huer og Træskoer om Ørene. Han naaede Haven, kom [s76] over Grøften, Drengene vare tæt ved, han udstødte et Skrig; Maria stod i Haven, han søgte hen til hende, Niels og de Andre stode alt paa Grøften.
   »Hvad er der nu i Veien!« sagde hun. »Kan Du ikke lege med dem! vil Du nu strax være ordentlig!«
   Hun gik ind. Kammeraterne loe ham ud, og han maatte høre paa det.
   En Dag sad han eensom paa Marken og fandt paa ved Gjærdetorne at sammenhæfte Blomster og Blade, saa at de dannede menneskelige Skikkelser. Et lille Skræppeblad var Damens struttende Skjørt, lange, røde Blomster dannede Armene, en vild Rose var Ansigtet; Mændene derimod havde Been og Arme af Fugleribber; Veibredbladet var deres grønne Jakke. Det saae virkeligt ud af noget! Han stillede dem op rundtom en Trærod og betragtede derpaa sit deilige Selskab.
   Midt under denne Leg blev han afbrudt af den kloge Kone fra Qværndrup, hun, hans Seerske og Læge, kom for at plukke Bukkeblade og skære Angelikerod. Hun saae paa Dukkerne.
   »Ih, hvad er det, Du der har gjort?« spurgte hun, »Det er jo Menneske-Spøgelser! Men en Sjæl har Du dog ikke kunnet give dem! Hvad vil Du nu svare dem paa Dommens Dag, naar de anklage Dig, fordi de kun blev Legemer?« Hun rystede med Hovedet og forlod ham; men hendes Ord: »De vil kræve en Sjæl af Dig!« vare trængte dybt ind i hans Phantasie.
   Jo mere han saae paa sine Dukker, des ængsteligere blev han; rive dem itu, vovede han ikke, da rykkede han en Græstørv op, gravede et Hul, lagde dem alle derned og Græstørven ovenpaa. Nu vare de begravede. Men hele Natten drømte han derom, og han syntes, at de smaa Blomster-Mænd og Koner kom til hans Seng, hoppede op paa den og sagde: Du skal give os en Sjæl. Hans Drøm forekom ham en Virkelighed, men til Ingen turde han fortælle den. Næste Dag gik han hen til det Sted, hvor Græstørven laae, løftede den op; Blomsterne vare visnede og sammenkrympede, han tog dem op, bredte dem ud, saa godt det lod sig gjøre, lagde dem paa et stort Skræppeblad, læste et Fader vor derover og satte dem ud paa Bækken, hvor da det grønne Dødsskib seilede afsted, saa kunde de jo ikke komme tilbage og skrække ham.

H. C. Andersen Homepage