link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 1,9


                          IX (s. 58-64)

           Ah! quel plaisir d'etre soldat! 
                                E. Scribe. 

   [s58] Henad Eftermiddagen havde Alt ved Kilden et festligt Udseende. Paa den grønne Plads, hvor om Natten de Syge havde sukket og læst Bønner, dandsede nu de Sunde, medens en Violin og en Clarinet græd en gammel Engelskdands. Ved Kilden drak Piger og Karle en Kjærligheds Skaal, den Kjærlighed, som Blodet, men ikke Sjælen kjender.
   I Landsbyen var broget Marked. Støvler og Potter, Comedie og Kramvarer, Alt stilledes til Skue. Christian havde da gjort sit Marked, saae man: i Haanden bar han sin gamle Hat, men paa Hovedet den nye; Avispapiret, bundet fast med Seglgarn, sad endnu om den. Han stod med Forældrene foran en glimrende Boutik, hvor Silkehuer, broderede med Pallietter, blændede Øinene; deilige Nürnberger Billeder med preussiske Soldater og Tyrken i sit Serail vare udhængte. Det saae ud som en Pigeskole, sagde Maria. Her stod en omvandrende Italiener med sit Brædt fuldt af Gips- Figurer, de almindelige Slags, som Folk her have Sands for: en grønmalet Papegøie og en Napoleon. Skrædderen begyndte strax at tale Italiensk saa godt han kunde med Mund og med Fingre, og Maria sagde til Commandeersergeanten, at saameget kunde hun forstaae, at det ikke var Tydsk, de talte. Hjemmets Sprog, hørt i fremmed Land, har samme Virkning paa Hjertet, som Barndoms Melodier have for den Ældre, selv om en skurrende Stemme synger dem. Italieneren lo, nikkede og pluddrede, ja forærede Christian en Papegøie, som var knækket i Halen.
   Silkebaand og tærnede Tørklæder flagrede tæt ved paa en Stang, der var bundet til Bordet bag hvilket en Bekjendt stod og tilraabte sit: God Dag! det var den gamle Joel, som tjente hos Naomis Bedstefader og siden bragte sin Herres kulbrændte Levninger til Fædrenes Grave.
   »Ja, Datterdatteren gaaer det godt!« sagde han, »den lille Naomi har [s59] ingen Nød! hun gaaer i Silke og Musselin, hun faaer nok Guldringe paa Fingrene og Diamanter paa Brystet; hun bliver en Deilighed som Dronning Esther.«
   »Har I nylig været paa Gaarden?« spurgte Maria.
   »Nei, der kommer jeg ikke, det er saadan en Aftale. Jeg har ikke været der, siden den Dag min Herre var Kul og Aske, og jeg kom som Sendebud, for at sige, hvor forladt det stakkels Barn stod. Da talte jeg med den unge Greve og den gamle Grevinde, hun kan være bedsk som Medicinen, hun drikker. Men jeg er dog den jeg er! der er Veie nok for mig at gaae, uden at træde paa hendes Grund. Naomi har det godt, - ak hendes stakkels Moder; deiligere Qvinde saae jeg aldrig, nu er den Blomst bleven Jord, hendes hvide Tænder er nu en hæslig Skjønhed!«
   »Det Tørklæde, Maria, vil gjøre Dig til en deilig Skjønhed!« sagde Skrædderen og pegede paa et af blaat Katun med store røde og gule Blomster. »Tag det kun! nu ere vi rige!« han slog paa Lommen, hvori den halve Sum, de 500 Rdlr. og Forskrivningen, at træde i den unge Bondes Sted, havde Plads.
   Maria rystede med Hovedet, drog et dybt Suk, men Øinene vendte dog tilbage til Tørklædet, Farverne vare saa glimrende, Mønstret saa aparte.
   »Er jeg idag den første, som kjøber af Eder,« sagde Skrædderen, »saa vil det siden gaae godt af, for jeg har god Handsel! Vær nu ikke saa tankefuld Maria! vor Herre veed, naar vi komme til Kildemarked igjen, og om vi da have saadant Solskin og saamange Penge i Lommen!« Han kastede hende det smukke Tørklæde om Halsen, og hun smilte med store Taarer i Øinene, saaledes, som hun siden i Hjemmet smilte, da Manden udbredte Sedlerne paa Bordet og med tilfreds Mine sagde: »See det, og dobbelt saa meget er Din Mand værd! naa, græd dog ikke! det salte Vand drypper jo paa Pengene, saa er der ingen Lykke og Velsignelse ved dem. Underofficeer er jeg blevet, det er jo Begyndelsen til Officeer, see, saa nær er Du ved at blive Frue!«
   »Om fjorten Dage skal Du til Odense og lære Exercice!« sagde Maria, »kun een Maaned vil det vare, siger Du, saa har jeg Dig igjen! ja, vor Herre veed det! Du har ingen Ro paa Dig! ja Du kan ikke andet! Troer Du ikke, jeg mangen Nat har hørt Dig isøvne sukke og tale om fremmed Land! Du har grædt som et Barn, og det har skaaret mig i Hjertet! Den gamle Almanak, hvori Du udenlands optegnede [s60] hvor Du var den Dato og det Aar, den Almanak, siger jeg Dig, som Du saa tidt tager frem, kigger i og fortæller mig: Herre Gud, i Dag for de Aar siden var jeg der, da sad jeg ikke her paa Bordet, den synes mig Cyprianusbog, hvori Du intet Godt læser. Nu kan Du skrive deri den Dato, Du forlod Kone og Barn! Kjendte jeg Dig ikke bedre, vilde jeg troe, at Du ude havde givet Dit Hjerte bort, og at hun der havde Gryden paa at kaage efter Dig, derfor lider Du af Uro. Ingen holder dog af Dig, som jeg, og Drengen er Din egen, det veed jeg med en frelst Samvittighed!«
   »Maria,« sagde Manden, »Du vil jo ikke bedrøve mig! har jeg gjort noget galt, saa hjælper det nu ikke at sørge. Lad os hellere see det fra den fornøieligste Side. Iaften kommer Commandeersergeanten og Gudfaderen herhen, bed Handskemageren og den gamle Heimerandt og lad os faae en Bolle Punsch, ligesom paa vor Bryllupsaften.«
   Aldrig havde Christian seet saa mange Fremmede i deres lille Stue, der vare Ni i det Hele. Gudfaderen havde Violinen med, og han spillede Dandse og fortalte Historier om Konen, som snøvlede og Manden, som talte fiint, og det vidste han ganske accurat at gjøre efter paa Violinen. Der blev leet og sunget, det var en lystig Aften.
   Men Dagen, som fulgte, var desmere sørgelig, men værst var den Dag, da Faderen skulde til Odense. Maria og Christian fulgte til Qværndrup, og da Vognen derfra rullede videre, stode de To oppe ved Kirken, paa den høie Banke, for endnu, saalænge de kunde, at see Vognen, hvor Faderen svingede med Hatten. Men Veien dreiede af, de kunde ikke mere see ham, da trykkede Maria Hovedet mod Kirkemuren og græd. Siden vandrede hun stille om mellem Gravene, lagde de visne Krandse tilrette, og lugede hist og her Græsset bort.
   »Hvo der sov saa godt, som de sove her!« sagde hun. »Det er dog en tung Vei, man har, før man kommer derned!«
   Rundt om Kirken paa den grønne Banke staaer en Krands af høie, gamle Træer; paa hvert af disse har Præsten hæftet smaa Plader med fromme Indskrifter til Opbyggelse og Vederqvægelse.
   »Det er ikke trykte Bogstaver!« sagde Maria, »jeg kunde ellers have læst dem! Kan Du, mit Barn?«
   Og Christian læste de fromme Ord; det var hende som hvert Træ gjemte paa den lille Tavle en Trøstens Bjergprædiken.
   »Vor Herre kan gjøre Alting godt!« sagde hun, »Vidste jeg kun, hvad der vilde skee frem i Tiden!« Og hun vandrede ned i Byen, gik [s61] til et af de yderste Huse, hvor Bagerovnen som en Halvkuppel stod ud mod Veien. Hesteskoen paa Dørtrinet og det halve Fyrstaal i Karmen tydede paa, at herind vilde man ingen onde Aander have. Det var den kloge Kones Huus.
   Kaffekjedelen blev sat paa, og i den grumsede Kop læste Seersken Haab og Mistrøst; dog Haabet var det overveiende, Haabet, som lægger Fløiel mellem Slavens Lænker og hans udmagrede Lemmer, Haabet, som skriver Benaadning paa Bøddelens dræbende Sværd, Haabet, hvis bløde Tunge synger de søde, falske Sange. Maria turde haabe.
   Fra hvert Brev, som siden kom, dryppede Fortrøstningens Olie. Tiden gik. »Han kommer i næste Uge!« fortalte hun Venner og Naboer. »I Dag har jeg kun sex Dage!« og samme Dag kom han just, det var en Glæde, en Overraskelse. Den stakkels Christian laae syg, Kildens Kraft havde endnu ikke hævet hans Onde. Men Fader var jo kommet hjem, og derfor jublede Maria, men det var kun i Minuter; Glæden blev til Sorg, Sorgen til Taarer. Kun denne Nat kunde han blive hos hende; som en Naade var det forundt ham at være 48 Timer i Hjemmet. Regimentet skulde bryde op, Marchen gik til Holsteen, hvor de skulde støde sammen med de franske Tropper; den nordtydske Armee med svenske Hjælpetropper truede Grændsen.
   »Vær ikke bedrøvet Maria! Du skal faae Ære af mig! og naar vi gjøre Bytte, vil jeg tænke paa Dig, rige kunne vi blive! Græd dog ikke, nu er det jo eengang saa. Vi ville have en fornøielig Aften iaften, derpaa sover jeg to à tre Timer og saa til Odense. Jeg er ikke mere træt af Marchen, end om jeg kun havde gaaet hertil fra St. Jørgensgaard! - Det er en Ynk at see Dig i Taarer og Drengen der syg og elendig! Skal den sidste Aften staae saa bedrøvelig for mig!«
   »Nei!« sagde Maria, »det skal den ikke!« og de sidste Taarer bleve knuste mellem de mørke Øienhaar. Bordet blev dækket, Gudfaderen kom, og han priste Soldaterlivet, sagde, at det kunde være, han var selv med, før man mindst troede det. Den stakkels Dreng laae syg og lidende i sin lille Seng; han var faldet i Søvn, da Faderens Kys vaagnede ham i Morgenstunden, deres Øine mødtes, en brændende Taare faldt paa Drengens Læber, og Faderen ilede ud af Døren. Maria fulgte.
   Hele den øvrige Deel af Dagen sad hun stille og tankefuld. »Du har mistet Din Fader!« det var hendes eneste Ord.
   Et dansk Corps paa 10,000 Mand skulde forene sig med den franske Armee under Marschal Davoust's Commando. Til det Holsteenske [s62] og Meklenborgske gjaldt Marchen. Fremad! hvirvlede Trommerne, og Hæren fulgte; men i hurtigere Flugt steg Trækfuglene, som alt paa Sommerens varme Dage forudfølte Nordens Vinterdød. »Der flyve Storkene!« sagde Skrædderen, »Men iaar flyver jeg med,« og han stirrede efter dem, til de som en Myggesværm forsvandt i den blaae Luft.
   Ved den danske Grændse laae fjendtlige Hære; Steppens Søn, Asiateren fra Dons Moradser jog i flagrende Kaftan med fældet Landse henover danske Agre; Krigens Gud, Tidsalderen kaldte ham Napoleon, kæmpede alene med alle Landenes Riddere. Det var en stor Tournering, det var det sidste Ridderspil, han gav, og derfor kæmpede han alene; det lille Danmark var hans Gangerpilt: et trofast, begeistret Hjerte, men Kraften var ei, som Villien.
   Dage og Uger glede hen i Uvished og Forventning for dem her hjemme; flere hæderlige smaa Affairer forefaldt i det Meklenborgske; paa andre Steder i Tydskland lede de Franske Nederlag, og Davoust maatte derfor trække sig tilbage, forfulgt af Bernadotte, som førte den nordtydske Armee. Idelig frem og tilbage Marcheren, Forpostfægtninger og Uvished om den kommende Dag. Det danske Corps stod under Prinds Frederik af Hessen og var deelt i tre Brigader, een af disse blev anført af General Lallemand, han besatte Lübeck, de andre trak sig til Oldeslohe, medens en Deel af den nordtydske Armee med svenske Hjælpetropper forfulgte det danske Corps.
   Hvor var Christians Fader, han, hvem Længsel efter Venusbjerget havde lokket fra det stille Hjem? - Har Du seet Colonnen af Soldater bevæge sig hen over Marken, har Du seet den, naar Feltraabet er »Død!« Som en uhyre Crokodil med broget, blinkende Ham af Uniformer og Bajonetter, udstrækker den sit store Legeme. Kanonernes Lyd er Kæmpedyrets Stemme, Kruddampen dens Aande. Du seer ikke de enkelte Skjæl, som i Kampen falde fra det uhyre Legeme, og dog er hvert Skjæl et Menneskeliv. Det hele, store Legeme maa splittes ad, da bliver Dødshugget først synligt; som den sønderhuggede Orm i sprællende Flugt bæve Delene hen over Marken.
   Der kom et stort, forseglet Brev til Maria, tæt beskrevet og meget kostbart i Postpenge. Det lød saaledes:

   »Min kjære Madamme!

»Bliv ikke bedrøvet, naar De har læst min Skrivelse, skjøndt De [s63] vistnok har Aarsag dertil. Vi laae i Lübeck, Generalen vilde gjerne skaane Byen og trak derfor over Segeberg til Bornhoved. Nu er, som De maa vide, Terrainet mellem Byerne en aaben Hede. Det havde regnet flere Dage, Veiene vare elendige, to Skridt frem var eet tilbage, det tappede Kræfterne fra os; lige i Hælene havde vi det svenske Cavalleri, som var stærkere end vi, dog kom det ikke videre end til nogle smaa Skærmydsler mellem Blænkerne. Endnu skal Madammen ikke være bedrøvet, det Sørgelige kommer neppe før paa den anden Side af Brevet. Jeg kunde jo ligesaa gjerne sige hende det strax, men Sligt faaer man tidsnok at vide. Om Eftermiddagen nærmede vi os Bornhoved; Hedestrækningen hørte op og Terrainet blev mere gjennemskaaret, vi vare altsaa i større Sikkerhed for det fjendtlige Cavallerie. Nu maa De vide, Prindsen af Hessen havde ladet Bornhoved besætte og var opmarcheret med de to andre danske Brigader, for at optage os. De polske Lanciers, som man her kalder Landsenererne, sluttede vor Trup. For nu at opholde Fjenden, medens Brigaden passerede, stillede han paa Veien udenfor Byen to Kanoner og en Bataillon Skarpskytter ved Siden, mellem dem var min Ven, hendes Mand, for det er om ham Brevet gjælder, kan hun sagtens vide. Men bliv bare ikke forskrækket; heute mir, morgen dir! Ligeover for os opmarcherede det svenske Cavalleri; vor Bataillon paa hver Side stod i sluttede Divisions-Colonner, den Ene vilde formere Quarré, men det fjendtlige Cavalleri var sprængt forbi og attakerede Bornhoved, den anden Deel stod ligefor os; der kom Uorden i vor Række, og havde Fjenden benyttet sig deraf, da havde det været forbi med os, men den gjorde det ikke. Kjære Madame, dette bliver et langt Brev, men De bør vide alle Omstændigheder, og derfor udskriver jeg største Delen af min Rapport, for at De ret kan indsee Omstændighederne: Vi formerede Bataillon, men en Deel af det fjendtlige Cavalleri var, som sagt, sprængt frem mod Bornhoved, de polske Lanciers, som sluttede vor Brigade, bleve forskrækkede og sprængte ind paa de holsteenske Ryttere, disse igjen paa de foran. Artilleriet i Spidsen spærrede aldeles Veien, og nu opstod en skrækkelig Trængsel, over hundrede Mand bleve nedtraadte og massacrerede. Trængselen gjorde, at ingen Fægtning kunde finde Sted. Side om Side blev Fjenden trykket op mod hinanden. Imidlertid fyrede det danske Infanteri saa godt det lod sig gjøre, Svenskerne maatte trække sig tilbage ad den Vei, hvor vore Batailloner stode, de joge langs Grøfterne, bukkede sig ned [s64]langs Hestehalsen, men to Hundrede bleve nedskudte, idet de fore forbi. Besætningen ved de to Kanoner forsvarede sig tappert og vedblev til sidste Mand at fyre med Kartetscher, men kun en Eneste, en Lieutenant, blev levende tilbage. Og saaledes er Madamen Enke. Dette er mit sørgelige Brev.

Ærbødigst, med Venskab,

Jordsach, Commandeersergeant.


H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek