link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 1,4


                      IV (s. 26-28)

  Jetzt noch, mein Püpchen, ist goldene Zeit, 
  Später, ach später ist nimmer wie heut'. 
                                 Wiegenlied. 

   [s26] Hvor let og snart glemmer ikke her Barnet sine Sorger, maaskee saa let og snart, som vi glemme vort Jordlivs, naar vi aande i hiin nye Verden.
   Naomi havde strax grædt saameget for Bedstefaderen, nu sad Smilet, hvor Taaren havde siddet; den store, blomstrende Jord havde jo alt dreiet sig eengang om sin Axe, og det er for Barnets Sorg hvad Uger og Maaneder er for den Ældre. I Skrædderens lille Stue, hos den venlige Legebroder var hun blevet hjemme. En Sørgekjole var bleven hende sendt, den var smuk, næsten ny og voldte hende megen Glæde.
   »Tør jeg hver Dag gaae med den?« spurgte hun. »Skal der ikke spares paa den? Ellers er den ikke ny, naar jeg skal sørge igjen!« Sit smukke Legetøi, Dukkehuset med Kjøkken og Stue, spurgte hun anderledes om, end om Bedstefaderen. Noget særegent hos hende var dette ikke, hun talte, som Barnet næsten altid taler. Nok saa fornøiet sad hun paa det høie Dørtrin og holdt i Haanden et stort Skræppeblad, det var Vifte, Løvhytte og Have; ja hele den deilige Blomsterhave med Farver og Duft erstattedes ved det store, grønne Blad.
   Uformelige Kampesteen, mere henkastede paa hverandre end ordnede, dannede den høie Trappe til Gadedøren, paa hvis Trin Naomi sad. Aabningerne mellem Stenene kaldte hun sin Mølle, og Sandet, Christian heldte derned, var Korn, som blev malet. De maatte lege, som de bedst kunde, thi alt hans egentlige Legetøi, indskrænkede sig til en Top, den maatte snurre rundt for hende, men den var ogsaa deilig; et Messing Søm skinnede midt i den, og uden om dette var malet med røde og blaae Farver.
   »Det er en Blomst, som dandser!« sagde Naomi.
   »Nei!« sagde Christian, »skal det ikke være vor Trold; han tjener i [s27] Møllen og vil ikke gjøre godt uden han faaer Pidsk! hør hvor han brummer! see, hvor han springer!«
   »Nu skal han døe!« sagde Naomi. »Saa begrave vi ham, ligesom min Bedstefader, og saa lege vi at sørge og holde Begravelse, det kan være saa morsomt!« Og Christian agerede baade Chordreng og Degn. Toppen lagde Børnene ned i et Hul i Trappen, strøede Græs over den og saa legede de Ildebrand, hvor Klokkerne gik, og Folk vilde redde. Et Par Nabobørn kom til, og Legen tog en ny Skikkelse; man forstod saa godt hinanden, var strax gamle Venner og Bekjendter, skjøndt Naomi aldrig før havde leget med dem, men det gaaer Barnet, hos sine Jævnaldrende, som os Ældre naar vi see Blomster af en bekjendt Art, vi hilse dem som en gammel Bekjendt, skjøndt selve Blomsten, vi da see, kommer os første Gang for Øie.
   Den Leeg, Børnene nu fandt paa, skulde ingen af os Ældre saa let have gjættet. Deres Skoe toge de af, stillede disse langs med Muren og gik derpaa op og ned. Det var Illumination, de vare ude at see paa.
   Den Gang var det Skik ved Brylluper i Svendborg at Gjesterne, fulgte med Fakler og Lygter Parret fra Brudens til Brudgommens Huus, derfor grebe nu ogsaa Børnene hver sin Skoe, den var en Lygte, og de ledsagede Christian og Naomi, Brudefolkene, som de kaldtes. Aldrig havde hun leget bedre, hvad var vel Dukkeskab, Billeder og Blomster imod de levende Legebrødre. Kjærligt klyngede hun sig til Christian, der slog sine Arme om hendes Hals og kyssede hende paa Munden; hun gav ham Medaillonen, hun bar paa sit Bryst, den skulde han pyntes med, saa var han Greve, sagde hun, og de kyssedes igjen medens alle de Andre stode og lyste med Skoene.
   Det var et eiendommeligt Genre-Malerie; den lille Svale over dem puslede nok saa symbolisk med sit Brudekammer under Tagskjægget, og i den blaae Luft syntes Skyerne at mødes og smelte sammen; men de fjernedes netop, de lavere gik mod Øst, de høiere mod Vest, som Luftstrømmene førte dem, efter Verdensordenens physiske Love.
   Børnenes Leg blev pludselig afbrudt. En Art Caleschevogn, som man for nogle og tyve Aar tilbage brugte dem, en klodset Maskine af Træ, blaamalet og indvendig beklædt med graat Muldum, rullede skrumlende hen over den ujævne Steenbro. Endnu, dog kun i Smaastæderne og paa Landet, hos velhavende Præstefolk, seer man et saadant Kjøretøi, der med Kudsken selv og med Hestenes Seletøi tyder [s28] paa en anden Slægt og synes at have overlevet sig. Hestene selv vare i god Stand og bare Topper, Kudsken i sit gammeldags Liberi førte ogsaa en Mine, der tydede paa, at han nok vidste, det var et adeligt Herskab, han kjørte for. Vognen gjorde Holdt udenfor Apotheket, hvorfra en heel Deel Smaaæsker, Krukker og Medicinflasker bleve afleverede, og nye modtagne, Alt i største Hast; nu kjørte Vognen til, men holdt atter udenfor Døren, hvor Børnene legede. Foruden Kudsk og Tjener var der to Damer, en yngre, underordnet, maaskee et Slags Kammerjomfru, og en ældre, høi, fornem Dame, med et magert, sygeligt Udseende; hun sad vel indpakket i Schawler og Kaabe og lugtede bestandigt til et Sølv-Hovedvandsæg.
   Det var kun et Øiebliks Sag, at Maria stod der og neiede; ydmygt kyssede hun den gamle, adelige Dame paa Haanden og forsikkrede, at hendes Forlangende skulde blive opfyldt i Minutet.
   Rundt om i Nabolaget kom Vinduerne strax paa Klem; i Dørene selv tittede et Par Kjøbmands-Madammer frem, ikke pyntede, som nu, i Silke og Krepflor, nei, som den Tid førte det med sig, i røde, uldne Trøier og med Hovedtøi. Børnene, som havde holdt op med at lege, stode beskuende, med Armene om hinandens Hals, opstillede langs Væggen. Af det Hele forstod Christian kun det, at Naomi i største Hast fik et Tørklæde om Halsen, kom op i Vognen til de fremmede Damer, og det var, som om slet intet Uventet skete; Maria neiede, og Skrædderen stod i Døren med Huen i Haanden.
   »Jeg vil ikke kjøre!« sagde Naomi. Men hun maatte, enten hun vilde eller ei, og derfor græd hun og rakte Armene ud, medens Vognen rullede afsted. Da brast Drengen ogsaa i Graad; Adskillelsen havde været saa pludselig, saa uventet.
   »Nu tier Du!« sagde Maria, »eller jeg skal give Dig Noget at græde for!«
   »Hvor skal min Kone hen?« spurgte han.
   »Ud at prøve Verden! Tak Du vor Herre, at Du har Fader og Moder! ja, eengang vil Du nok skjønne paa det! - Skulde Du saadan kjøre bort med Fremmede!« Hun saae forunderlig tankefuld paa Drengen og trykkede ham i det samme hæftigt til sit Bryst. »Naa, Du skal faae Lov til at besøge Din Gudfader i Hulgaden! Tag nu Benene med Dig!« Hun drog ham med ind i Stuen.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek