| Index | -1 |
H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 3,9
IX (s. 266-275)
»O, dies Leben ist eine ewige Entsagung - Und wofür? Nicht
vielleicht für eine Täuschung? Eine Dornenkrone für einen
Glauben, der vielleicht falsch berechnet ist? Wenn nun Alles,
wass Ihr dachtet, Ihr blassen Männer, die grausame Laune eines
Traumes wäre? - O vergiebt mir diesen grausamen Zweifel!
Gutzkow's Oeffentliche Charactere.
Storken sidder paa Bondens Tag;
Han seer over Mark og Enge.
Det bliver saa deilig en Foraarsdag;
Nu kommer den favre Tid, jeg vented saa længe.
B.S. Ingemann.
[s266] I Danmark paa Grevens Gods sad den gamle Grevinde med Medicinflasker og Pulvere, endnu ligesaa nær ved at døe, som for tolv Aar siden. »Hun er sei!« sagde Folkene, »ikke engang Apotheket kan faae Livet af hende!« - Landsbykirken havde erholdt nyt Spiir, og Skolen var reist fra ny; de blændende hvide Gardiner indenfor de klare Glasruder toge sig godt ud. To Smaadrenge legede udenfor Døren; de tørre Pinde, de havde stukket ned i Jorden, vare for dem en heel, blomstrende Have. I Døren sad en Kone paa nogle og tredive Aar, Sytøiet laa paa Skjødet, med kjærligt Blik nikkede hun til Smaadrengene hvergang de spurgte om Noget, og tyssende hævede hun Haanden, thi Fader læste Avisen høit for hende. Det var Luzie og hendes Mand.
»Det er jo Søndag imorgen?« spurgte den yngste Dreng, der med sine levende brune Øine og smukke Ansigtsform just bidrog til at vise den ældre Broders Mangel paa Skjønhed.
»Imorgen er det Søndag, saa kommer Spillemanden med Hvedebrød eller Billeder, han var her ikke forrige Søndag!«
»Ja imorgen kommer Christian,« sagde Manden og lagde Avisen hen, »han kunde gjerne komme hver Søndag, høre Præsten her og [s267] ikke gaae i Forsamling. Hr. Patermann talte forleden til mig derom. Øvrigheden forbyder slige hellige Sammenkomster. Det er hos Peer Hansen de samles, og imellem læser Christian op af Bibelen for dem. Det er et Uvæsen! Man siger, at de skal have i en Potte en Hundehvalp, som de kysse, for at vise deres Ydmyghed!«
»Det er Ondskab!« sagde Luzie. »Christian kommer der, og da veed jeg, der kan ikke skee saadan Taabelighed. Gid vi Alle vare saa gode Christne som han! Jeg har talt med ham derom, og han skriftede for mig og sagde, at han havde sin bedste Opbyggelse i Bibelen og i at samles med fromme Mennesker. Var der en Judas mellem de tolv Disciple, skulde der da ikke i et lille christent Samfund være flere af hans Slags, der kunde give Grund til ond Omtale? Det er bedre at troe for meget, end for lidet! den, som Verden ret gaaer imod, kan let udskeie, og lykkeligst er det kun at skeie til Bibel og Guds Ord!«
»Hvad Modgang har Christian havt?« sagde Manden. »Han var jo et fattigt Barn, Din Morbroder har været som en Fader imod! At han havde det lidt knebent i Kjøbenhavn, det have mange Mennesker havt det, og at han tog Moderen over til sig, det var ubetænksomt af dem begge To! Din Mo'rbro'r har fortalt mig, hvorledes han traf dem i Nød og Fattigdom; men nu er jo det forbi! han fik dem herover, og ved ethvert Gilde maa jo Christian spille; den, som ret forstaaer noget i Verden, kan det aldrig gaae galt! Paa hver Herregaard skal han styre Musiken, ved hvert Bryllup vil de have ham! Han har faaet sit gode Udkomme!«
»Men, det er ikke saameget hvordan vi have det om os, men hvordan vi have det inden i os, det kommer an paa i denne Verden!« sagde Luzie! - »Han satte Verdens Lykke i at faa et Navn, at tumle sig ret i Verden, men han havde Ingen der kunde føre ham frem, og det maa der vist til! en Spillemand paa Landet, det er ikke det, han tragtede efter. Men jeg troer, der er kommet Rolighed i Sindet. Da Verdens Haab svigtede, greb han til det himmelske.«
»Ja men med samme blinde Forestillinger!« sagde Manden. »Han skulde gifte sig, det kunde han have godt af; en Pebersvend, er en sørgelig Person; en god Kone som Du, Luzie, gjorde et gladere Menneske af ham, thi rigtig lykkelig er han dog vist ikke, i det mindste kommer der imellem en Stemning over ham, som ikke er god for Nogen! Eengang havde jeg noget imod ham, fordi jeg troede, han [s268] gjorde af Dig! Peter Wik saae det gjerne! Han vilde nok havt, at I To skulde have faaet hinanden.«
»Christians Tanke har i den Ting altid været langtfra mig,« sagde Luzie, »som Dreng holdt han alt af den lille Naomi, og til den voxne Frøken stod hele hans Hu. Men de vare i ingen Maade for hinanden! smuk var hun, og det var det, som bedaarede ham. Jeg fortalte ham det Rygte, som gik, og som nok var vist og sandt, at hun løb ud af Landet med en Kunstberider. Det gjorde et saa grueligt Indtryk paa ham, at jeg fra den Tid har aldrig nævnet hendes Navn for ham, han har heller aldrig siden talt om hende; men han tænker paa hende, det er jeg overtydet om!«
»Men nu siger man jo om hende,« sagde Manden, »at hun er en fornem Frue i Frankrige. Jeg har hørt det paa Herregaarden selv; de sige, at hun næste Sommer kommer her i Besøg. Saa har det gamle Rygte dog været falsk, eller maaskee, Berideren tilhørte en af disse emigrerede Familier, som i Revolutionen vandrede ud og nu igjen er kommet til Glands og Herlighed; det kan saamæn gjerne være, saaledes kommer der da Mening og Forbindelse i begge Rygterne!« -
Det var Søndag. Christian kom, Spillemanden, som de kaldte ham, og han kyssede Børnene, især den yngste, den smukkeste, med de mørkebrune Øine; det Ydre er det, som griber os, det følte han selv; »ja havde jeg været smuk som Du,« tænkte han, »da havde Alt været anderledes! selv den Ædleste, den Bedste hylder den Smukke. O, hvilken Gudsgave, hvilken Kilde til at føle sig tilfreds ligger der ikke i Skjønheden! For den er Verden et Kjærlighedens Eden. Enhver møder Skjønheden med Smiil paa Læben, man flokker sig om den. Ansigtet her indtager, han maa være fortræffelig! det Ansigt kan ei bedrage! her er Aand, her er Sjæl! O, Skjønhed er paa Jorden en lykkeligere Gave end Genie og Aandskraft!« og han kyssede den Smukkeste af Luzies Børn; det fik det kjønneste Billede og det største Stykke Kage, han bragte med.
»Skal Du ikke hilse os fra din Stork!« spurgte den mindste af Drengene.
»Jo mange Gange,« svarede han. »Nu er den frisk og stærk og kan vist flyve omkap med de andre! derfor er jeg bange, den flyver fra mig, naar de reise. Storken og Svalen ere gode Dyr, derfor tør de flyve til de varme Lande, naar Viben og Spurvene fryse. Har jeg fortalt [s269] Dig Historien om Stork og Svale. Det var paa Langfredag, vor Herre hang paa Korset, da kom der tre Fugle flyvende hen over ham; Viben skreeg: »piin ham, piin ham!« derfor skriger den det endnu; men den anden Fugl raabte: »sval ham, sval ham!« og saaledes fik den Navn af Svale. Storken raabte: »styrk ham, styrk ham!« derfor er her Lykke og Velsignelse ved de Fugle, derfor ere de fredede, og ingen gode Mennesker volde dem Fortræd!« Mens han fortalte, dvælede Tanken selv ved Storken, der forunderligt omflagrede hans Erindringer: Storken paa Jødens Tag, Storken paa Engen, der lokkede ham ud i Verden, og nu Storken, den eneste levende Skabning, han hjemme i sin Eensomhed havde om sig. Sidste Aar da Storkene reiste bort, hørte han en Aften en egen Lyd inde i Skorstenen, det var en Stork, som faldt ned og havde i Faldet knækket Benet; han forbandt det saa godt han kunde, pleiede den, og i Vinterens Løb bleve de bekjendte, gode Venner, saa at nu, da de andre Storke vendte tilbage, forlod den ham ikke, men hoppede fra Marken ind gjennem den aabne Dør og søgte hver Aften til Tørvehuset, hvor den havde sin Rede. Luzies Børn klyngede sig til Christian og sprang med ham paa Engen, hvor han af Sivene gjorde dem Grenadeerhuer; een Hue, sagde han, skulde Moder have; den bøiede han den høie Spids paa og fyldte den med smukke Markblomster; det var et Overflødighedshorn nok saa deiligt, derfor hang Luzie det over Speilet.
Middagsbordet var dækket. Dugen var skinnende hvid, og i Dag kom der noget Aparte, vidste Børnene; hver anden Søndag, naar Spillemanden besøgte dem, havde Moder altid noget, som de ellers ikke fik. Han kunde gjerne komme hver Søndag, meente de, det var jo kun to Mile, han havde at gaae.
Han var Barn med Børnene og hørte, som et taalmodigt Barn, paa Skolemesterens Drillerier, hvori laa en Braad af Sandhed.
»Du bliver en rig Mand!« sagde han, »Du maa kunne lægge op! det er ikke godt, at Mennesket er ene; tag Dig en Kone, hvem skal ellers have det, Du lægger paa Kistebunden? Dog ikke Forsamlingen, som vil føre os Catholicisme i Landet?« Og nu var Manden i sit Element, at ivre mod Paven og denne Religionssects Geistlighed.
»Catholicismen har udrettet meget Godt!« sagde Christian! »Den Sæd har nu givet sin Afgrøde, bragt os Næring og Styrke; i en barbarisk Tid vaagede den alene over Videnskaber og Kunst, den fødte [s270] den smukke Tanke om et stort Menneskeselskab, den hævdede det Aandelige imod den raae Kraft!«
»Men nu er den udartet!« sagde Skolemesteren, »den er bleven Aandens og Frihedens Undertrykker!«
»Jeg troer,« svarede Christian, »at vi hellere bør betragte det som et Drivhuus, der i Middelalderens Vinterveir var en Velsignelse! I Klostrene skjød Videnskaberne frodig op og vare sikkre mod den raae Kraft, som huserede udenfor; de udviklede sig for en kommende Sommertid. Og det er den, vi nu leve i: Aanden og Friheden har nu varmt Solskin ude; Alt grønnes og trives nu her langt anderledes end i det catholske Drivhuus; Varmen der, føle vi, er kunstig, der er lummert, og det Grønne er sygeligt grønt; vi have det bedre udenfor; her er Alt gaaet frem, inde er det derimod som før, ja der ere endogsaa færre ædle Træer, da disse have faaet deres Plads ude i Solskinnet.«
»Skjænds I nu igjen!« sagde Luzie halvspøgende.
»Han holder med de Catholske!« sagde Manden. »Der er intet Udkomme med ham.«
»Jeg vil kun have Kjærlighedskaaben bredt over alle Troessecter!« sagde Christian. »Jeg skal engang bringe Jer en catholsk Sang, som jeg har faaet af en Italiener, den synges ved Paasken af Bønderne fra Bjergene. Der er sand Christendom i den, som i vore gamle Psalmer.«
Solen var nede, og Børnene tilsengs før Christian begav sig paa Vandring til sit eensomme Hjem, to Mile derfra. Det var een af de smukke Maaneskins-Aftener, Maleren griber og fængsler paa Lærredet og Digteren indaander, og hans Sange blive da skjønnere og mere gribende. Ogsaa paa Christian indvirkede denne Aftenens Skjønhedsduft; det var et af de Øieblikke, hvori han endnu følte ligesom en stor aandelig Skat nedsunket i sig, og at han kun maatte vente paa den gunstige Midnatstime for at hæve den, men pludselig slukkedes Alt igjen og kun Haabet blev, at i en anden, Aandernes Verden Timen vilde komme. Den halve Vei til Hjemmet havde han endnu ikke gaaet, og han var igjen ikke længer stille, glad, som den smukke Natur havde villet det. Lykkelig maatte han jo dog være! intet Hjerte havde med udeelt Kjærlighed klynget sig til ham, og derpaa troløst revet sig bort. Man holdt af ham, sorgfri kunde han see den Dag imorgen! - Han var ikke en Skabning, draget frem ved en mægtig Mand, og som nu af Taknemmelighed maatte taale denne Skuen ned [s271] paa sig, Stakkelen, der kun var hvad han var ved dennes Almagt. Han saae jo heller ikke daglig den, han elskede, kysses af en anden, drømme om en anden, medens hun dog mod ham var mild og god! Han skulde ikke smile dertil for at skjule sin Liden. Hans Liv havde slet ingen store, rystende Ulykker; Præsten vilde sige ved hans Grav: »stille og lykkeligt henglede hans Dage! ingen Uveirssky gik tung og glimrende hen over hans Hoved!« nei, det var jevnt graat, altid graat, man kunne stirre derpaa, saa man indbildte sig, at det var blaa Himmel.
Der var Ingen i Hjemmet, som kunde byde ham velkommen! eensomt var der, eensomt havde han det, som alle Andre skulle faae det i deres Grave. Han tændte sit Lys, puslede om derinde, skjød de indvendige Træskodder op for Ruderne og lukkede nu Kammeret op til Storken; den sov. Nu aabnede han den store, blaamalede Kiste; i Læddiken laae to tunge Poser; han rystede dem sagte ud paa Bordet, talte de blanke Sølvstykker, lagde dem i Tutter og smilede, som han havde smilet til Luzies Børn.
»Saa mange har jeg allerede!« tænkte han. »Hvilken Skat! den er til hende! ja, i sin største Nød vil hun engang komme tilbage; de Andre ville ikke kjende hende, men jeg skal være hende en Broder! hun skal ikke lide mere!« og han smilede igjen, thi han tænkte paa Naomi.
Ungdommens lette Sind havde revet hende ud i Verden; det kunde aldrig ende godt. Engang kom hun vist, fattig og syg med en omvandrende Troup hertil. Han havde drømt det, og det var hans faste Tro. Hvorofte var han ikke gaaet til Kroen, eller til den nærmeste Landsby, naar han hørte, der var en omvandrende Gøglertroup; han søgte Naomi; det var for hende han samlede det blanke Sølv.
Bibelen, Violinen og Storken vare hans tre Venner. Dyret hoppede fra Haven ind i Stuen, fløi igjen til Skovkrattet hiinsides Engen, men vendte altid tilbage.
»Mon Du skulde overvintre hos mig!« sagde Christian, »ikke flyve med Din Slægt til de varme Lande! - O flyve! hvo der kunde flyve som Du! jeg havde ogsaa engang tænkt paa at komme langveis bort, men jeg er blevet her, jeg kommer aldrig ud! - - Du faaer maaskee hende at see! - Du flyver maaskee over min Faders Grav!« og han tog et rødt Baand, skrev derpaa: »Hilsen fra Danmark!« bandt det om Storkens Been og sagde: »flyv nu kun med de Andre, men kom igjen til Foraaret! - Tretten Aar er det nu siden, jeg saae hende. Hun har vist [s272] forandret sig meget! i mine Tanker staaer hun saa ung og smuk, med det stolte Blik! - O, havde jeg været smuk, som Berideren var det!« og hans Tanker fløi saa langt ud i Verden.
Hvor tidt see vi ikke Børn, Dreng saavelsom Pige, i deres Barnealder næsten at være hæslige, nogle Aar gaae hen, Træk og Former udvikle sig, og vi see Skjønhed, hvor vi før ingen fandt, og vi maae elske dem for denne. Saaledes efter Døden, i det nye Liv, vil den, som her ved sit Udvortes stødte os bort, vinde os, blive elsket af os, idet hine haarde Former just have udviklet sig til Skjønhedstræk. Vor Menneskelarve er jo dog kun en Klædning; den pjaltede Tigger kan være smuk som Adelsmanden, naar Armodens Dragt falder bort. Det var Christians stille Drømme. - -
Man var i September, Pragttiden for den danske Natur; da drømte han om Naomi en sælsom Drøm, den stod saa klart for ham, idet han pludseligt vaagnede, men i Morgenstunden var Erindringen aldeles slukket, kun det stod ham tydeligt, at hun havde hældet sit Hoved op til hans Bryst og sagt: »Jeg døer, begrav mig i Din lille Blomsterhave.«
Drømmen bragte ham i en underlig Stemning; han læste en Psalme og søgte Trøstens Ord i Bibelen.
Da han ud paa Eftermiddagen gik igjennem Landsbyen, hørte han foran sig Lyden af en Trompet, en lystig Raaben og Bønderdrengenes Skrigen. Bag Gjerdet om een af Smaahaverne stode nogle gamle Koner og saae ned af Veien.
»Hvad er det?« spurgte han.
»Comedianter, som ville gjøre Kunster i Kroen.«
Og nu saae han en Mand i Bajatsdragt, men fattig og smudsig; han red paa en ussel Hest og havde foran sig en lille Pige med smukke mørke Øine, hun holdt en Tambourin i Haanden. Manden raabte op, at den prægtigste Comedie med bevægelige Dukker blev i Eftermiddag presenteret i Kroen, hvor desuden flere høist forunderlige Kunster, som dog alle gik naturligt til, vilde blive givne. Manden var i Ansigtet overmalet med Hvidt og gjorde skrækkelige Grimasser; den lille Pige saae sygelig ud; hun slog paa Tambourinen hver Gang Faderen blæste i Trompeten.
Christian tænkte paa sin Drøm, tænkte paa Naomi: om det var hendes Mand, hendes Barn? Han gik til Kroen.
Ude i Gaarden stod Gøglerens Vogn med sit Skuur over, ovenpaa det laa en gammel Dyne og soledes. Inde i Sidelængen var det fattige [s273] Theater opreist, Dukkerne hang og laae imellem hverandre, i laset, smudsig Pragt. En fed, mørkladen Kone med bart Haar, der var sort og graat, sad med en lille Dreng paa Skjødet; Tøiet hang løst og uordentligt paa hende, hun gav Barnet at spise; en Kone, lidt yngre end hun, syede en Papirsstjerne paa Brystet af en stor Trædukke. Christian talte med dem; hans Stemme skjælvede, men han saae, at Ingen af disse var Naomi.
Hvor tidt var han ikke saaledes blevet skuffet, og dog følte han sig glad derved. Synet af disse Mennesker, Erindringen om hans Drøm bevægede ham dybt.
Da han kom hjem, savnede han Storken. »Den kommer vel!« tænkte han og lod derfor Døren til Tørrehuset staae aaben. »Hvo veed, maaskee er den alt over salten Sø med de Andre! Løvet gulner stærkt!«
Han sov uroligt den hele Nat; ved Solens Opgang var han i Klæderne og ude i sin lille Have, hvor jo i Drømme Naomi havde sagt, han skulde begrave hende; pludseligt hørte han en sælsom Lyd ude paa Engen, og han saae Storkene i hundredviis hvirvle mellem hinanden. De prøvede Kræfter, som Bonden siger. Han saae, at Enkelte bleve overvældede af de Andre og huggede ihjel med de stærke Næb. Under en Knebren steg den store Hob høit op i Luften og forsvandt.
Han gik ud paa Engen; der laae syv døde Storke, deres afrevne Fjer fløi endnu henover Græsset.
»Naturen gav Eder ikke Kræfter, og derfor maatte I døe, stakkels Dyr! I turde ikke følge med til de varme Lande!« sagde han og bøiede sig ned; der laae En med et rødt Baand om Benet; han tog den i sine Arme, den var endnu varm; Blodet plettede de hvide Fjer, den lange Hals hang død ned; det var hans Stork; han trykkede den til sit Bryst.
»Saaledes bliver min Drøm opfyldt! Dig og ikke hende, holder jeg som død i mine Arme! Du skal faae Din Grav under Blomsterne i Haven!« og han kyssede den døde Fugl, tog en hvid og en sort Fjer af Vingen, satte dem over Speilet, gravede en Grav, beklædte den med grønne Blade og lagde Storken deri. Rosentræet stod med guulgrønne Hyben over Fuglens Grav.
»Nu er jeg igjen alene! Du kommer ikke til mig med Vaaren! død! Alt skal døe! Alt skulle vi miste! - Hvorfor gribe vi ikke Minutet! hvorfor ville vi ikke være lykkelige? Jeg vil ret inddrikke dette Aars sidste Solskin, jeg vil glæde mig ved den klare Frostvinter og ved det kommende Foraar!«
[s274] - - Men Vinteren bragte kun Slud, Tøsnee og graae Dage; Skoven stod med drivvaade Stammer; de sorte Grene syntes i Taagen at være indspundne i Ædderkoppens Spind; ja, hele Naturen var i en Puppe, som først efter Maaneders Forløb vilde briste for Solstraalerne.
Christian skrantede, dog hver anden Søndag var han en sikker og velkommen Gjest hos Luzie, men kun hver anden Søndag, derfor overraskede det hende at see ham en Hverdag, og han saae blegere ud end sædvanligt.
»Det er godt med mig!« sagde han, »men jeg havde ikke stort at bestille, og jeg længtes meget efter Børnene, derfor kommer jeg!«
Han havde ellers hørt en Nyhed, men denne kom han først senere frem med. Gartneren paa Herregaarden havde fortalt ham, at i Foraaret ventede man her Fremmede: en fornem fransk Herre med sin Frue, og at just hun var Naomi; i mange Aar havde hun været gift med ham og var saa rig og fornem. Taarerne stod Christian i Øinene. »Nei, jeg er dog ikke rask!« sagde han, »enhver Ting bevæger mig strax!«
Luzie trykkede hans Haand.
Hvor eensomt var der ikke nu i Hjemmet! hvor ofte havde han ikke talt sin Skat ved Tanken om Naomi, nu kom aldrig Læddiken op, aldrig Sølvet frem.
Vinteren var saa lang, saa graa - men det var en god Vinter for de Fattige, sagde man, det frøs ikke stærkt, men Slud var det, graat, altid graat! det var et Efteraar, der gik langt ind i Foraaret.
Det var midt i Mai, den første smukke Solskinsdag, Luzies Børn stode bedrøvede ved Sengen, hvor Christian laa syg, deres Moder pleiede ham.
»Tak for al Din Kjærlighed, Luzie!« sagde han, »her er dog godt i denne Verden, og Menneskene ere gode! - jeg husker godt, hvad Du for mange Aar siden sagde til mig: Guds almindelige Gaver til os Mennesker ere saa store, at det er en Synd at ønske sig mere! - Den, som staaer høit, staaer just i den skarpe Vind, ikke vi dernedenfor. Husker Du ikke den smukke Psalme: »Roserne voxe i Dale, der faae vi vor Jesum i Tale!« Den udmærkede Mand staaer i Straaler, men Straalerne fortære ham! vi kunde misunde ham, at han fik større Modtagelighed for Alt omkring sig, men derved føler han ogsaa mere end vi det Forstyrrende. Han giver med sin varme Sjæl, hvad vi Andre modtage med en koldere, han indbyder os til Gjæst ved det [s275] Maaltid, han anretter, og vi komme, som de onde Fugle, jeg har læst om, Harpyerne, vi komme for at besudle!« ubevidst dadlede han nu en heel Menneskehed, som han nogle Minuter forud havde kaldet god og kjærlig.
»Vor Tanke er forfængelig, vor Gjerning er ingen!« sagde han. »Hvad vi kalde stort og udødeligt staaer engang for en anden Slægt kun som Kulindskrifter paa Væggen i Fængslerne; Nysgjerrige besøge dem og beskue det! - Giv Børnene, naar jeg er død, min Bibel! i den er Nøglen til en Skat, som ikke Møl og Rust kan fortære! - Jeg faaer Naomi at see før jeg døer,« sagde han med et forklaret Blik, »ja, jeg faaer hende at see, det føler jeg!«
»Tal ikke om at døe!« sagde Luzie, »Du døer ikke nu; vi skulle leve mange Aar med hinanden!«
- - Svalen var vendt tilbage; Storken sad i sin Rede; den Danske følte sig stolt af sine grønne Skove; da foldede Luzie den Dødes Hænder, lukkede hans Øine og viste Børnene for sidste Gang den kjære Christian, og de Smaa græd.
»Han har det godt!« sagde Luzie, »godt, som han aldrig ret havde det her!«
Laaget blev slaaet til, og Bønderne bare den simple Kiste ud af Huset; Luzie med sin Mand og Børnene fulgte. Veien var smal hen til Kirkegaarden; der kom en Herskabsvogn med fire Heste for jagende henimod dem. Det var Gjæster til Herregaarden, det var den franske Marquis og hendes Naade Naomi.
Bønderne gik ned i Grøften med Liigkisten, for at det fornemme Herskab kunde komme frem, de blottede deres Hoveder, og den naadige Frue, Naomi, med det stolte Blik, det indtagende Smiil, stak Hovedet ud og hilsede. Det var en fattig Mand, de begravede. Kun en Spillemand!
Ende.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek