H. C. Andersen: Kun en Spillemand, 3,8

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 3,8

                        VIII (s. 258-265)

   Elle seigna tout ce sang du coeur qu'on appelle des larmes. 
         Nouvelle impressions de voyage par Alexandre Dumas.

   [s258] Kjender Du Tivoli? Ikke den maleriske By, Du fra Roms Campagne seer paa Bjergene, nei, Haven i Parises Forstad, ud til hvilken Placaterne, disse døvstumme Sirener, søge at lokke Dig. Fiacre, Kuku og Omnibus føre Dig for nogle faa Sous til Indgangen, og for Dine tre Francs faaer Du over Dig derude et Niagara af Lystighed. Musards Orchester giver Dig Gallopader af Gustave og af la Tentation, Valtse af Strauss og Qvadriller af le Philtre, Robert og Préaux clercs. For samme Udgift staae der to Theatre Dig aabne, paa det mindre seer Du physiske Experimenter og paa det større en heel Vaudeville; Kanerne flyve ned af Rutschbanerne, flere tusinde Lamper brænde mellem de grønne Grene, og efter Raabet: feu d'artifice! følger Du Strømmen af Mennesker ind paa den mørke Tilskuerplads, hvor snart trefarvede Raketter gjøre Nat til Dag.
   Derud i den klingende Malstrøm ville vi!
   Seer Du de nydelige Damer? Vistnok af den høie Adel, af Blodet? Ja Blodet! det varme Blod giver dem denne rige Dragt, til deres Kafte hørte Lais og Aspasia, verdensberømte Qvindenavne. De trefarvede Lamper kastede et falsk Regnbueskjær mellem de mørke Grene, Musiken klang noget borte fra, det var Dæmonernes Sang i la Tentation, og Støvets Døttre med Blodets Sønner hvirvlede sig i Dands.
   Det er et egent Skue, man her nyder ved at træde afsides i det tætte Krat og derfra betragte den brogede Belysning, de hvirvlende Skikkelser og Kanerne paa Rutschbanerne høit fra Træernes Toppe; man maa tænke paa Brockens natlige Sabbath.
   Mon han tænker derpaa, han, som sidder mellem Buskene tæt ved den mørke Skueplads, hvor Fyrværkeriet skal afbrændes. Han har netop fastbundet den sidste Raket. Han sidder i Græsset, og de magre, smalle Hænder skjælve, Ansigtet er guulblegt, de blaae Ringe under [s259] de kulsorte Øine, de slappede Træk vise, at Sjælen som en Flaggermuus kun spøger i Ruinen af et Legeme.
   Han, som vort Øie nu gjerne vilde vende sig fra, har engang bragt Skjønhedens Døttre til at rødme; disse indsvundne Former vare engang en Model for en Heros; dette onde Udtryk i Øiet var Stolthedens Blik. Han, der havde bragt den store Mængde til at juble, laa her syg, foragtet, glemt - binde Raketten paa det dreiende Hjul var en vigtig Bestilling. Pariaens Søn, Ladislaus!
   Naar Livsnydelse har udspændt Dine Nerver, da klinge de med rystende Melodier; disse vare det, der sang for ham en gammel Vise, som kommende Slægter maae gjentage:
   »Min Tanke søger ikke ud i Rummet, den vender tilbage til sit Legeme, som ligger dorsk og smertefuldt; den føler den vaade, klamme Taage hæfte sig ved Vingen, saa den synker i Døsighed; den føler den forfriskende Vind, men denne har en Dødskulde; de svækkede Nervetraade bæve, mine Been vakle, mit Hoved svimler, det er som Vinden blæste ind i Hjernen og der susede i et tomt Sneglehuus. Jeg føler kun Lyst til Søvnen, og den famler med sit slappede Legeme. Den varme Solstraale udbrænder mig. Vandrer engang min Tanke ud, da er den som en Syg paa Krykker; Engene kunne smile, Solen varme, han tænker dog i samme Nu paa sine Krykker!«
   Det var en glimrende, en lystig Aften i Tivoli. Den Rige gav sine Louisdorer, den Fattige sine Sous, og Ungdommen et Par af sin Sundheds friske Rosenblade, for en Gang at synge som Ravnen Ladislaus sang i den eensomme Hæk.
   Du, som gjæstede Europas store Stæder og i Paris søgte et Centrum for alle hines Eiendommeligheder, Du vil ofte have mødt Naomi. De offentlige Retsforhandlinger ere Dig en Erstatning for Spaniens Tyrefægtninger, som have samme Trængsel, samme Vrimmel af rigtklædte Damer, der vil Du ofte have seet hende, som en af de ivrigste Tilhørerinder. Ved Bicetre, naar de dømte Forbrydere lænkede sammen førtes til Galleierne, vilde Du mellem de smukke Eqvipager, som holdt, for at Herskaberne kunde see dette rystende Skue, gjenkjende Marquisens. I den eensomme Nat, naar kun den røde Lygte med Indskrift: »Ici on loge à la nuit,« brændte foran Vinduet, og den dagskye Chiffonier ragede i Skarndynger, indtog Naomi en Plads ved det rudrede Bord, hvor Guldet klinger, og Lidenskaber aande gjennem Blikket.
   [s260] Udenfor Paris lod Louis Philippe anlægge Forter til at befæste Staden, men Pariserne sagde, at disse bleve til kun for at beskyde dem selv. Borgerkongens Modpartier begyndte at hæve deres Stemmer. Julifesten nærmede sig; dristige Carricaturbilleder og betydningsfuld Henpegen paa Festdagene bleve udhængte, den kloge Regent forholdt sig rolig derved og lod Gemytterne faae Luft i slige Brandvabler. Man havde ventet ved denne Fest at see den ægyptiske Pyramide reist paa Ludvig den Femtendes Plads, men den var endnu ei indtruffet; en Efterligning i Træ blev derfor opstillet; Alt arrangeredes til at gjøre de verdensberømte tre Dage saa festlige som muligt; Glandspunktet blev Afslørelsen af Napoleonsstatuen paa Vend�mesøilen. Stilladserne saae man alt ophængte, og Haandværksfolkene viste stor Travlhed; ved Nattetid blev Statuen heiset op; et blaat Slør, med Solvbier bedækkede den til Festens Øieblik.
   Naomi var imellem de Mange, der forudsaae at paa disse tilstundende tre Dage vilde et politisk Uveir bryde løs, og hun længtes derefter. Kun i Revolutionsdagene, da ikke Frihedsphantomet, men Frihedsgudinden selv anførte det ædle franske Folk, havde hun følt sig rolig; dristigt affyrede hun fra Vinduet sin Pistol paa de kongelige Gardister. Hendes Sjæleuro trængte til Bevægelsen uden om sig.
   De tre Dage nærmede sig og bragte Glæde til enkelte af de faldne Heltes Døttre: et prægtigt Brudeudstyr. Alt ved Solopgang lød som Ouverture til Festen, Kanonskudene fra H�tel de Ville og fra Invalidernes Hotel. De trefarvede Bannere vaiede paa pont neuf og flagede fra alle Kirketaarne. H�tel de Ville samt pont d'Arc�le stode smykkede med Trophæer og Guirlander.
   Søvnløs lyttede Naomi til Skudene, lidende som hiin Nat i Prateren, hiin Nat i Rom og ak som saa mange Nætter i det livssvulmende Paris. Store Summer, forud optagne af hendes Indtægter, vare bortspilte. Ladislaus var her, og en Landsmand, der vidste om hendes Slægt.
   Paa Bastilpladsen, ved Fontaine des Innocens og foran Louvre vare Sørgealtre opreiste, smykkede med Flor, og Faner, Immortelkrandse og berømte Navne; Sørgemusik lød, og ved hvert Qvarteerslag faldt et Kanonskud. En sælsom Stilhed hvilede over det ellers larmende Paris. Fod for Fod kjørte Vognene som til en Sørgeprocession, langsomt skrede Fodgængerne hen over Sørgepladsen og kastede deres Bouquet paa Gravene.
   [s261] Naomi kjørte i aaben Vogn, Fodgjængerne bleve trykkede ind mod de dreiende Hjul, enkelte holdt sig derfor fast ved selve Vognen; Naomi følte en Haand berøre hendes, et lille Papir blev stukket til hende. Ansigterne rundt om vare hende ubekjendte.
   Om Aftenen, medens de lange sorte Flor vaiede fra Husene, hvor faldne Heltes Slægt og Venner boede, og de blaae Blus brændte over Gravene, læste Naomi Brevet, det var fra Ladislaus. Han havde søgt hende i hendes Hotel, men var bleven afviist, han forlangte paa det indstændigste en Samtale med hende og mindede ondskabsfuldt om lykkelige Minuter.
   »Hvor mange var det, der sidste Aar fandtes myrdede i Paris og i Forstæderne?« spurgte Naomi sin Kammerjomfru.
   »Tre og tyve, troer jeg! myrdede og kastede i Seinen! det er grueligt!«
   »Pariserne have sydligt Blod!« sagde Naomi. »Er Alt roligt?«
   »Alt! men jeg gruer for Festdagen imorgen!«
   »Jeg ogsaa!« svarede Naomi tankefuld, og Tanken var hos Ladislaus.
   I »Tusind og een Dag,« beskrives et Træ af Palmearten; den rige Skat, som skal vindes, gjemmes i Træets Krone; Enhver kan klattre derop; de brede Blade bøie sig opad smidige som Siv, men seer Du tilbage, vil Du atter ned, da er hvert Blad en uhyre Kniv, skarp og fast, og de trænge ind i dine Lemmer, er Du ikke reen og uskyldig; dette Billede foresvævede Naomi.
   »Hver lille Synd var et grønt, duftende Blad, som bøiede sig for min Haand!« sukkede hun; »nu er det Bødlens Knive, nu da jeg skuer tilbage. - O, jeg er syg, som den gamle Grevinde i Danmark, indbildt syg, og det er den pinligte Syge!«
   Det var Festens anden Dag. Den halvmilelange Boulevard var Paradeplads for Nationalgarden; langs med de grønne Alleer stode de pyntelige Rækker, og bagved i Husene vare alle Vinduer og Balkoner, som Boulevarden selv, opfyldt med Mennesker; kaade Drenge hang paa Træernes Grene, andre balancerede paa Springvandenes Steengelænder. Overalt var en Trængsel, som var man i een af Parises meest besøgte Passages.
   Louis Philippe, omringet af sine Sønner og Generaler, viste sig; han rakte Haand og gav Hilsen til sine Borgere; et »vive le roi!« gjenlød; det blandedes med Raabet: »à bas les forts!«
   Det blaae Teppe med Sølvbierne bedækkede endnu Napoleons- Statuen [s262] paa den høie Vendomesøile; Vinduer og Tage vare opfyldte med Mennesker. Kongen og Rigets første Mænd stode med blottede Hoveder foran Støtten; Tegnet lød, og Sløret faldt. »Vive la memoire de Napoleon!« var Beundringens Eruption.

       »Ou roulent les canons, ou les légions passent! - - 
       Le peuple est une mer aussi!«. 
            [*Note] »Ode à la colonne,« par Victor Hugo. [*]

   Naomis Øie sank ned paa den bølgende Mængde, og under Vinduet, mellem de opstillede Tønder, hvilke Udleierne solgte som kostelige Pladse, stod Ladislaus, den udtærede, syge Ladislaus; hans Øie var hæftet paa hende, han smilte som Dæmonen i Balletten smilede, bredte sin Haand ud, pegede med Fingerspidsen i dens Flade, ligesom om han skrev.
   Naomi traadte fra Vinduet. Revuen vilde tage flere Timer op, Pragtmomentet var jo forbi; hun tog Marquiens Arm, og de forlode Huset, men kun gjennem Bagbygningen var det muligt at slippe ud; de gik denne Vei. Paa Gangen gik en gammel Kone dem forbi, hun stak Marquien en Billet i Haanden, og han skjulte den. Naomi saae det.
   Om Aftenen var en stor, almindelig Concert i Tuilerihaven, femhundrede Musikanter, trehundrede Trommeslagere; paa Seinen var en Kamp mellem illuminerede Skibe; Kirketaarne og Kupler stode med Ildcontourer i den blaae Luft. Et prægtigt Fyrværkeri afbrændtes.
   »Larmende som disse Toner, henblussende som disse kunstige Lys er Livet!« tænkte Naomi. »Hvorfor da pine sig selv! min Mand er større Synder end jeg! - Om Brevet skal han give mig Besked. Et Minut af min Qval vil jeg, han skal prøve!«
   Udenfor var Alt kun Jubel, brusende Toner og blændende Blussen. Naomi stod i Hjemmet, saae henover Seine til Invalidekirkens Kuppel, der straalede som St. Peders den hellige Paaskeaften. Hun aandede dybt.
   »Jeg viser Dig ikke Billetten!« gjentog hun for sig selv, »den kunde forstyrre Din egen Rolighed! det var hans Ord, da jeg spurgte om Brevets Indhold! han var forlegen saae jeg! Blondinens smukke Skrift [s263] turde Marquisen ikke læse! Alle Mænd ere som han, nu vil jeg ogsaa engang ligne alle Qvinder!«
   Kammerpigen bragte den festlige Baldragt; næste Aften var jo Banquet og Bal i H�tel de ville, hvor alle Stænder, fra Fiskerkonen til Landets Dronning, vare tilstede.
   »Smuk vil jeg være imorgen!« sagde Naomi, »anvend Din hele Kunst! mine rigeste Smykker, alle mine Perler maa Du see at anbringe! - Det blonde Hoved kommer vel ogsaa til denne Fest!« tænkte hun, »simpel, yndig og uskyldig, som der staaer i Romanerne!«
   Det var den tredie og sidste Festdag; Naomi og Marquien kjørte til »Champs �lysées,« der i sin hele Udstrækning til »port étoile« [*Note] Denne var dengang endnu ikke ganske fuldført. [*] var opfyldt med Mennesker. Inde i selve Staden Paris var midt paa Dagen frit Skuespil paa alle Byens Theatre; Champs �lysées frembød Musik, Gynger og Kunster, Alt frit. Under aaben Himmel var her to Kunstberidertheatre med deres Circus; skifteviis gave de hver deres Forestillinger. Mange Aar var det siden Naomi havde seet nogen Beridertroup; heller ikke disse vilde hun see, men Marquien ønskede det, han roste saa meget en smuk Beriderske, som neppe var sexten Aar! Naomi følte sig piinligt stemt, hun lo, og drillende tydede hun hen paa den hemmelige Billet igaar, idet hun yttrede: »Ægtefolk bør Intet have skjult for hinanden, selv om det er en lille Synd!«
   Marquien saae stivt paa hende; hun smilede og fandt, at han blev forlegen, nu havde hendes Veltalenhed sit forønskede Thema. Rundtom var Alt Festlighed og Glæde; fire Orchestre spillede; Almuesfolk klattrede forgjæves op af den glatte Slaraffenstang. [*Note] M�t de cocagne. [*] En Tournering paa Seinen tiltrak sig Mængdens Opmærksomhed: Baade manoeuvrerede for hinanden; forud i hver stod en blaat- eller rødklædt Sømand med en lang Landse, paa hvis SPidse var en Flade, med denne stødte han sin Modstander overbord; den, som faldt i Vandet maatte svømme til Bredden, hvor Tilskuerne jublede for Seierherren.
   Naomis Blik fløi urolig omkring mellem Mængden, hun havde ikke Tanke for hele dette Skuespil; Marquien derimod interesserede det ret, hans Øie fulgte hver Vending, Baadene gjorde.
   »Saa rolig med Synd i Hjertet!« tænkte Naomi, og søgte rundtom efter en blond eller maaskee en sort Lok, men ingen saae hun.
   [s264] Ved Middagsbordet drak Naomi Blondinernes Skaal og lo dertil.
   Nu ventede Toilettet. Paradisfuglfjeren vaiede i den glimrende Turban, Ædelstenene funklede paa det svulmende Bryst; hun saae sig med et stolt Smiil i Speilet.
   Der blev banket paa Døren. Kammerpigen modtog et Brev til hendes Naade. det var fra Hr. Marquien. Kun to Linier stode deri, kun Naomis egne Ord denne Formiddag: Ægtefolk bør Intet skjule for hinanden, selv om det er en lille Synd! Indesluttet laa en Billet, netop den samme, hun saae Marquien skjule; den var fra Ladislaus. Alt stod deri, fra det første Kys til Pidskeslaget; ondskabsfuld hævede han ethvert Mysterium. »Det er af Hevn,« skrev han selv, »hun har viist mig bort fra sin Dør; hun er lykkelig, jeg elendig, som man kalder det! ved Himlens Sacrament, hvert Ord er Sandhed!«
   Naomis Læber bleve hvide. »Alt maa nu briste!« tænkte hun.
   »Vognen holder i Porten!« blev der meldt. »Hr. Marquien venter!«
   Hun var nær ved at synke om. Atlasket raslede, Diamanterne funklede; - Marquien førte hende til Vognen; to Herrer, Venner af Huset, fulgte med; Conversationen var almindelig, Hr. Marquien tog levende Deel i den.
   Gaderne gjenløde af Jubel; alle Taarne og Kupler vare, som Aftenen forud, illuminerede. Vognen holdt ved H�tel de ville, og man steg ud. Trapperne vare smykkede med brogede Tepper og duftende Blomster. Begge Dandsesalene i anden Etage forbandtes over Gaarden ved en hængende Have, som var smykket med Orangetræer og brogede Lygter; i Midten sprudlede et Springvand med eau de cologne. I den største Sal, hvor den kongelige Throne var opreist, hævede sig paa begge Sider Terrasser med Tabouretter, den ene Række høiere oppe end den anden; her sade Damerne, festligt klædte, alle Stænder, Borgerkonen, saavelsom Pairens Frue, et broget Skue var det, et Blomsterbed af Montaner! Musiken brusede fra det rigtbesatte Orchester; paa Gulvet selv var den største Trængsel og rundtom glimrede Lorgnetterne for at beskue de Skjønne. Vel kunde Naomi ikke længer regnes til Ungdommen, alligevel eiede hun en Skjønhedsfylde, der, i Forening med den smagfulde Pynt, bragte Unge og Gamle til at beskue og hylde hende, og hun smilede lykkelig, blændende i sin Pragt, som den sprællende Sommerfugl paa Naalen.
   De brede Fløidøre aabnedes. Kongen, Dronningen og deres Børn traadte ind; i den tætte Vrimmel var det dem kun muligt En efter [s265] Anden at nærme sig Thronen. Musiken spillede en Gallopade af Operaen Gustav, just den, under hvilken Sverrigs Konge bliver skudt. Det var vistnok tilfældigt, at netop denne blev spillet; man saae Virkningen deraf i Dronningens ængstelige Blik; hendes lidende Træk udtalte den evige Angst, hvori hun levede for Mand og Børn. Mange af de nærmeste Tilskuere begreb, hvad hun led, hun, smykket med Ædelstene og den vaiende Fjer a Paradisfuglen; omtrent den samme Pynt bar Naomi, den smilende, livsglade Skjønne, som man kaldte hende, og Enhver ønskede den ædle Dronning lykkelig som denne.
   Klokken var To om Natten, da man kaldte til Aftensbordet; Marquien og Naomi kjørte bort. Endnu var der levende paa Gaden; Illuminationen vedvarede.
   »Du har sendt mig et Brev!« sagde hun, »hvert Ord deri er Sandhed; hvad er nu Din Bestemmelse?«
   »At læse det for Dig, hver Gang Du træder imellem mig og mine Glæder, hvilke enhver Ægtemand i Paris kjender. Kysser jeg en blond Lok, saa tænk paa Brevet! iøvrigt skal jeg sørge for, at der ingen Scandale skeer! - Næste Sommer besøge vi Norden! jeg vil see det duftende Grønne, Du og Dine Landsmænd saatidt have talt til mig om! Det kan blive en interessant Tour for os begge, tænker jeg, men tag Brevet med, tag Brevet med, det kunde muligt gjøres behov!«

H. C. Andersen Homepage