link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 3,4


                         IV (s. 227-232)

        Naturen var ikke de Fattiges Ben, 
        Den var os en haardhjertet Amme: 
        Deres Naade kan gjøre det godt igjen, 
        Gjør De Naturen tilskamme. 
                            Carl Bagger. 

   [s227] I den franske Literatur findes en genial Afhandling over »les mansardes,« hvori Forfatteren siger, at ligesom hos Mennesket Aand og Genialitet har sit Sæde øverst i Mennesket, nemlig i Hovedet, saaledes er det ogsaa Tilfældet med Forfattere og Kunstnere i Paris: de boe paa Tagkamrene. Scribe har givet os en Vaudeville om Kunstnerlivet i Paris og kaldet den les mansarde des artistes. I alle store Stæder, som i Paris, er det den fattige Kunstners Lod kun at sættes høit med Hensyn til Bopælen.
   Saaledes var Christian placeret i Kjøbenhavn paa femte Sal i en lille Qvist ud til Gaarden hos den Enke, som han med Luzie og hendes Moder Aaret forud havde boet hos de fjorten Dage, de vare her. Udsigten strakte sig over Skorstene og Tage til det høie Kirketaarn, hvor Vægteren spadserede. Hagvde de rigere Folk, som boede under ham paa Sal og i Stue, hele den muntre Gade for sig, da havde han den store Himmelstrækning, hvor Stjernerne tændtes i den klare Aften.
   Hvad hans Værelse angaaer, da var dette langt mindre, end det havde været hos Hr. Knepus; det dannede egentlig med Loftet en Trekant, thi fra Døren, man kom ind af, gik Taget skraat ned med et eneste fremspringende Vindue; Sengen var et Slags Alkove, i Taget lige over den sad en Glasrude, gjennem hvilken han om Natten see Maane og Stjerne.
   Med taknemmeligt Hjerte priste han den gode Gud for sin sjeldne Lykke; han havde erholdt fire Musikinformationer, og for de to af disse fik han en Mark Timen, for de to andre, der bestod hver i to Timer ugentlig, erholdt han Middagsmad fire Dage, altsaa var der kun [s228] tre Dage at leve ved Smørrebrød; men nu matte man see ordentlig ud, og derfor børstede og syede han selv paa sit Tøi; kom der en hvid Traad tilsyne, da blev den strax farvet med Blæk; Støvlerne syedes sammen med Naal og Traad; at Saalerne vare hullede, gjorde Intet, naar kun Overlæderet saae heelt ud. Lidt keitede vare Bevægelserne, og de bleve det endnu mere, thi snart var der et lille Hul, der maatte skjules, snart huskede han ogsaa paa, at Kjolen ikke taalte nogen dristig Armbevægelse; han lod det hellere see ud som Mangler ved sin Personlighed, end at man skulde mærke hans Armod. At der var tre Dage om Ugen, han ingen Middagsmad fik; skjulte han for Vertinden og lod, som om han gik ud at spise, men saa vandrede han enten ud af Castellet langs Søen og spiste sit Brød, eller sad i Kongens Have og saae med Ammer og Børn paa det uskyldige Springvand.
   Hos Krigsraaden, der engang seilede med Peter Wik til Kjøbenhavn, spiste han Fredag og Søndag. Det var et fornemt Huus, men mest fornem var den ældste Søn, Studenten, der ved sine gode Klæder blev et smukt Menneske og ved sine smaa Tractementer fik et Slags Anseelse hos sine Kammerater. Aldrig talte han til Christian, aldrig hilsede han, naar han kom eller gik. Moderen talte om hans Dyd, og Syjomfruen rødmede over den. Var der engang Fremmede, da fik Christian Afbud. Det kunde jo ikke fornøie ham at komme mellem Folk, han ikke kjendte. Han kunde heller ikke have børstet sin Kjole saaledes, at den blev smuk nok til det øvrige Selskab.
   Tirsdag og Torsdag spiste han hos Laquaiens, den kongelige Laquai: et Bekjendtskab, som han haabede vilde føre ham til Lykke og Hæder; thi den Mand kunde tale for ham hos de Store, noget, som Laquaiens Frue hvert Øieblik slog paa. Hendes Mand kunde gaae ud og ind, hvor Krigsraader og langt fornemmere Folk maatte staae udenfor og vente. Hun sagde heller aldrig, at han var Laquai, nei, han var om de høie Herskaber.
   Deres lille Datter var det, Christian lærte at spille; hun havde et Navn efter hver af alle de kongelige Personer og var døbt: Maria Caroline Wilhelmine Charlotte Amalie Juliane Frederikke; til dagligdags blev hun kaldt Mikke, en Forkortelse af Navnene: Marie Frederikke.
   Hyggeligt fandt han det kun i sit lille, snevre Kammer, skjøndt her var koldt, da Vinteren kom. Tørv og Brænde kjøbte han i skillingviis, og der frøs store Iisblomster paa Ruden. Heller ikke var det hver Aften, [s229] man havde Raad til et Spiddelys, men i Mørke phantaserer man jo meget godt paa Violinen.
   »Der staaer en Jomfru til Dem paa Ruden!« sagde Pigen, som ryddede op, og viste hen paa Iisbillederne paa Vinduesglasset; Vertinden rystede paa Hovedet; accurat saadan en Jomfru havde der for syv Aar siden staaet frosset paa Ruden, hvor hendes Mand sad og syede Støvler. Han havde da sagt: seer Du Moder, hvilken kjøn Jomfru der staaer og vinker ad mig; og to Maaneder derefter laae han i sin Grav; det var den kolde Dødsjomfrue, som hentede ham; dog her kunde det jo ikke beetyde det, da Christian var et ganske ungt Menneske. Men han maatte tænke derpaa, og midt under Øieblikkets Savn og en Fremtid uden Forhaabninger vaktes Livslysten; han greb Violinen, og Hunger og Kulde glemtes under de bløde Melodier.
   Mangen eensom Aften vare Tonerne hans Nadvere, til Kulden tilsidst forbød Fingerne at bevæge sig. Sjæl og Genialitet laae der i disse Phantasier, men Ingen hørte dem; Lykken, den ene afgjørende Lykke, vilde ikke stige saa mange Trapper op for at finde Geniet paa Tagkammeret.
   Mendelssohn-Bartholdy har givet os nogle musikalske Compositioner: »Lieder ohne Worte«; ethvert beslægtet Bryst vil i sin Sjæl opfatte Texten til disse. Christians Violinspil kunne vi ogsaa underlægge Ord; gid de hørtes i de Mægtiges Sale, gid i hvert Aarhundrede dog eet sandt Talent frelstes fra Savn og Mangel: Du Mægtige! Du fatter Malerens og Billedhuggerens Værker, thi disse pynte hine Sale; men Digterens Frembringelser, Tonekunstnerens Værker ere Dig endnu en Leg; Aandens rigeste Tapeter, som et Møl eller Rust kunne fortære, begriber Du ei ret, et Aarhundrede maa først have fortalt Dig om deres Guddommelighed. Lad ei det sande Talent jordisk gaae til Grunde! - Ordene blive hørte, - ja vist, som Christians Violinspil blev det.
   I Laqauiens Huus, hvor han kom, herskede det Elegante, det vil sige: det udtalte sig i Møbler; der var en brillant Bogsamling, alle Bøgerne vare i Safian med Guldsnit; men tog man dem ud, ja da var det flere Aargange af Borgervennen, der saaledes vare indbundne.
   Fruen læste gjerne, hun var derfor i et Læsebibliothek, hvorfra hun fik to Bøger ad Gangen, altid en gruelig Røverhistorie til at læse ved Dagen og een om Kjærlighed til at læse om Aftenen. Hun spillede Comedie i et tydsk dramatisk Selskab, for hun var confirmeret paa tydsk.
   [s230] Iøvrigt paaskjønnede hun Christians Talent, enhver Kunstner har ligesom Goethe, sin Bettina, men de skrive ikke allesammen; hun var saaledes den, der beundrede ham mest, eller rettere den eneste, som udtalte sin Roes. Havde hun Selskab, blev han altid inviteret, at sige med Violinen, og han spillede for dem og maatte siden følge dem hjem til langt ud paa Natten, et Hoveri, der endnu ikke ganske er afskaffet hos os. Ofte, naar han var lidt veemodig, forsikkrede hun ham: »o, De er jo et lykkeligt Menneske! her ere tusinde fattige Stakler, der have det ganske anderledes!«
   Der er meget betegnende sagt om en stor Deel Recensenter, at de »gjennemtygge en Bog, for at mærke om nogle Smaastene knase under Tænderne«, [*Note] Oluf Worms Breve til Nyerup, aftrykte i nyt theologisk Bibliothek, 19de Bind. [*] denne Gjennemtyggen var bleven Krigsraaden en Nødvendighed; men da det var Maven, som var slet, og ikke Hjertet, deelte han Bøgerne i to Portioner, de som skulde gjennemtygges ved mildt Veir, i hvilket han var kjærlig stemt, og de, som skulde for i slet Veir. Krænkende Personligheder gjorde han sig aldrig skyldig i. Krigsraaden ærgrede sig og ærgrede mange Andre; de huskede ikke paa, at i den anden Verden, naar vi allesammen skulle recenseres, vore Trykfeil rettes, og de urigtige Læsemaader forbedres, ville vi staae Haand i Haand og vist smile over vor fælles Iver i Jordlivets Drengeaar. En Kritik er enkelt Mands Mening, der tidt kun viser os, om den Dømmende staaer over, eller under den, han bedømmer.
   Krigsraaden viste Christian Godhed og derfor holdt han af ham; ved Krigsraadens Indflydelse var det, at han blev hædret med, som det kaldtes, at skulle lade sig høre paa Violin mellem Acterne en Aften i det dramatiske Selskab, for hvilket Krigsraaden var een af Directeurerne. Det vilde være et stort, et afgjørende Skridt for Christians Lykke; hos Mange haabede han herved at vinde Interesse.
   »Jeg har talt for Dem hos mine Meddirecteurer«, sagde Krigsraaden, »de ere alle derfor, selv Regisseuren, og han har ligesaa meget at sige som en Directeur.«
   Op af en smudsig Bagtrappe steg man til fjerde Sal, hvor Thalias Tempel stod, og i hvilket de Spillende saae ud, som om de gik paa en Præsenteerbakke. Her var just Prøve, og altsaa stor Uenighed. Elskeren truede med strax at gaae sin Vei, dersom han ikke maatte sætte til, hvor han ei kunde huske. Det, han sagde, var ligesaa godt, som det, [s231] der stod i Bogen, og han meente, han havde ligesaavel Lov til at putte ind som Krigsraaden. Den trediveaarige Dame, der skulde spille Bedstemoder, vilde ikke lade sig male ældre; hun saae vist gammel nok ud, snerpede hun, men meente det naturligviis ikke. Alt var Strid og Forvirring.
   Endelig kom da Fredagaften; Christian fik sorte Klæder at laane, og hans Vertinde krøllede ham med Ildklemmen. Hans Kinder brændte, hans Hjerte slog Slag i Slag, da Teppet rullede op, og hele det for største Delen spidsborgerlige Publikum stirrede paa ham.
   Han spillede godt, og Directeurerne toge imod ham i Coulisserrne, trykkede hans Hænder og sagde ham Behageligheder. En Barbeersvend, der selv behandlede Violinen og en Lottericollecteur, som slog paa Pauker kom styrtende op og takkede, hævede ham i den syvende Himmel for hans Flageolettoner og hans Buestrøg i Applicaturen.
   »Min Lykke er gjort!« tænkte han; »iaften ville vist Alle kun tale om mig, kun tænke paa mig. Enhver af de Spillende, lige ned til Drabanten, som kun havde den ene Replik: »tilbage!« var i samme søde Drøm om sig selv. Klokken halvtolv var Forestillingen først forbi, og det er alene i den Henseende, man kan sige om disse Glæder, at de holde sig i Længden.
   Christian kunde ikke sove, da han kom hjem; han saae ud i den stjerneklare Nat, tænkte paa sin Lykke, paa Luzie og Peter Wik, paa varme Sommerdage og paa Naomi.
   Ethvert Brev, han skrev til Hjemmet, aandede kun Glæde og Ungdomsmod, enhver Forhaabning udtalte sig levende deri. Hans Moder inddrak allerede Tanken om, at hans halve Lykke var opnaaet, han kom jo i store Huse, og han havde spillet Violin paa et Theater. I sin Armod saae hun et glimrende Liv deri. Hun kjendte hans gode Hjerte, og da nu vor Herre tog hendes lille Barn, satte hun sig som blind Passageer op hos Postillonen og, skjøndt lidt sygelig, rullede hun ved Vintertid til Kjøbenhavn, for der at hygge og boe hos sin Christian, om hvis Lykke hun havde fortalt Naboer og Venner.
   Det skulde være en Overraskelse, at hun kom til den søde Dreng, og det var det ogsaa.
   Der sad Moder og Søn paa det lille, skraae Tagkammer. Sneen fygede paa Ruden, og Vertinden saae suurt.
   [s232] »Det gaaer Dig godt!« sagde Maria. »Mig gaaer det ilde, men Du er en god Sjæl, jeg takker vor Herre for Dig!«
   Hun blundede paa hans Seng, og Christian græd ved de frosne Ruder og bad: »Du Naadens Gud, forbarm Dig over os!«
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek