H. C. Andersen: Kun en Spillemand, 3,5

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 3,5

                        V (s. 233-243)

      Prächtiger, als wir in unserm Norden, 
      Wohnt der Bettler an den Engelspsorten, 
      Denn er sieht das ewige, einzige Rom. 
                              Schiller.

   [s233] Der var saa uhyggeligt, saa koldt paa det snevre Tagkammer, hvor Moderen blundede, og Sønnen led; derfor ville vi flyve bort derfra, bort fra den kolde Luft, fra de dybe Suk, flyve til store, prægtige Sale, i det varme Syden, søge Naomi, og vi ere i Rom, Mindernes Stad, »Verdens Colosseum«. [*Note] O Rom Du werldens Colisé. (Nicander). [*]
   Den milde Luft vifter os imøde, Lampen brænder foran Madonnabilledet, hvor de smukke Børn knæle og synge med Sydens bløde Stemmer deres Aftensang. Lysene skinne gjennem de brogede Kirkeruder, hvor indenfor Messerne læses, og Elskende mødes. Bonden og Tiggeren svøbe sig i deres Kapper og søge Leie paa de brede Trapper. Den formummede Procession med brændende Lys skrider gjennem de snevre, bugtede Gader. Paa piazza venezia brænde Faklerne, heftede i Jernspigerne paa Muren, pavelige Soldater til Hest holde udenfor. Der er Bal hos Hertuginde Torlonia. Største Delen af de Indbudne ere Fremmede fra hiin Side Bjergene. Colonnaderne ere blændende oplyste, Buster og Statuer synes levendegjorte i det bevægelige Fakkelskjær; Hovedtrappen er smykket med blomstrende Træer og brogede Tepper; Billedgalleriet selv er til Promenade. I de to største Sale bliver dandset paa de speilglatte, glindsende Gulve; Sideværelserne ere for Spillebordene og for Conversationen. Kobbere, engelske og franske Aviser findes i Læsekabinettet. Vi træde ind i den største Dandsesal, rundtom straale Lys i prægtige Kandelaber, sexten Lysekroner hænge under Loftet. I den store Nische foran os staaer den [s234] colossale Herkules, som i sin vilde Smerte har grebet Lyechas ved Foden og Haaret for at slynge ham mod Klippen, en sælsom Contrast til de bløde Dandsemelodier og den glade Ungdom rundtom.
   Greven stod i Samtale med en Italiener af et smukt Udvortes, Ansigtet havde ædle Former; det var Billedhuggeren Canova, Italiens Stolthed. Han pegede paa Naomi, som svævede henad Gulvet med en ung, fransk Officeer.
   »En sjelden Skjønhed!« sagde han, »et fuldkommen romersk Blik! og dog hører jeg, hun er fra Norden.«
   »Hun er min adopterede Datter!« sagde Greven, »den unge Officeer, hun dandser med, er en Søn af Marquis Rebard, et af de mest glimrende Huse i Paris; han er en ung Mand af Aand og af Talenter; jeg har kjendt ham, fra han var sexten Aar!«
   Naomi, livsglad og i al sin Ungdomspragt, syntes en yngre Søster til Titians Flora eller en Datter af Raphaels Fornarina, noget Beslægtet havde hun med disse Portraiter. Hendes runde, hvide Arm hvilede paa den unge Marquis' Skulder. Han var høi og slank, hans Blik fuldt af Aand og Liv, han var neppe meer end tre og tyve Aar. Livsnydelse havde vel bleget Sundhedsfarven, men forhøiet Lidenskabet i Øiet. Han førte Naomi til den prægtige Divan og bragte hende Forfriskninger.
   I Norden, hvor nu Sneen fog, drømte Christian paa det fattige Tagkammer om Naomi; hun sad paa Sengefjællen hos ham, slyngede sine Arme om hans Hals og kyssede ham paa Panden. I Prateren drømte Ladislaus i Plankehuset, Ridepidsken hang ved Sengen; ogsaa han drømte om hende og lo haanligt i sine Drømme. Han havde i den glade Virkelighed glemt dem begge.
   »Man troer sig endnu at være i Paris!« sagde Marquien. »Det Hele her minder om vore Salons. Vil man derimod i Rom selv have Idee om de gamle Romeres Feste, deres lystige Bacchanaler inden fire Vægge, da maa man tage Deel i de unge Kunstneres Gilder. De drikke med Vedbendkrandse om Hovedet og køle Panden med friske Roser. Af de mange Kunstnere her ere, udgjøre Tydskerne største Delen, og derfor har denne Lystighed mest Præget af Tydskhed. De Franske, Engelske og Danske slutte sig enkeltviis til: som Kunstnere blive de jo en stor Nation, Aandens. Ved mit førs te, korte Ophold her, eller rettere paa min første Gjennemreise, deeltog jeg i deres Cervaro, et Slags moderne Bacchanal i Campagnen. De Fleste klæde [s235] sig ud, og det i de mest barokke Costumer og ride saaledes paa Heste eller Æsler i den tidlige Morgenstund ud af porta maggiore. Vi havde Zoroaster trukket af Løver, disse vare et Par gamle Æsler vel udmaiede med Papmasker og uldne Masker. Don Quixote og Sancho Pansa toge sig godt ud i Følget. Det var et heelt Carnevalstog, vel bevæbnet med Spyd og Træsabler; Sange i alle Nationers Sprog løde i den friske Luft. Derude ved Hulerne, hvor vi gjorde Holdt, stod den trehovede Cerberus. Smaa Nisser dandsede paa de grønne Høie; Pistoler plaffede, og Baal brændte; Æslerne sloge mangen Rytter af: der laae den chinesiske Tschang-Tsching-Tschu ved Siden af hendes Majestæt Dronningen af Saba. Veddeløbene glemmer jeg aldrig, hveranden Jockey var salig Magister Syntax opad Dage.«
   »Komme ogsaa Damer med der?« spurgte Naomi.
   »Ja, af alle Nationer!« svarede han, »jeg saae baade Indfødte og Fremmede. Derimod i Osterierne, hvor Kunstnerne hver Aften samles, findes ingen Damer! Der er da ogsaa en Tobaksrøg, saa en Franskmand knap kan aande! desuagtet har jeg moret mig der de faa Gange, jeg tilbragte Aftenen der. Alt maa man jo kjende! Var jeg Maler, da skulde jeg sætte de brogede Grupper paa Lærredet, og var jeg Digter, skrev jeg strax en Vaudeville om hvad jeg havde seet.«
   »De giver mig en stor Lyst til at komme der,« sagde Naomi. »Findes der ikke et Kighul, hvor man useet kunde være Tilskuer?«
   »Kun naar De forklædte Dem som Herre, vilde jeg vove at føre Dem derind!«
   »En Dame fra Norden vover ingen Forklædning,« sagde Naomi.
   »En af mine Venner,« begyndte Marquien, »bliver imorgen indført. Der er Pontemolle, som det hedder. Han føres over Tiberbroen. Før brugte Kunstnerne, naar en bekjendt Landsmand kom, at kjøre ham imøde ved Pontemolle, [*Note] Pons Milvius. [*] og i Vertshuset der drikke Velkomst; nu skeer det herinde i Rom, i selve Osteriet, hvor de hver Aften samles. Enhver Kunstner, stor eller lille, er Broder af Ordenen, naar han kun giver Pontemolle, det vil sige, betaler al den Viin, Enhver denne Aften behager at drikke der i Selskabet. Cammerieren sætter den ene fyldte Fogliette paa Bordet efter den anden. Der finder endeel Ceremonier Sted, som ere ret lystige, og den Indtrædende erholder sit Diplom som Medlem, bliver Ridder af Bajoccoordenen, [s236] det er den almindelige Kobberskilling, hængt i et Baand, som siden bæres ved hver ny Pontemolle. Horace Bernet, Overbeck og Thorvaldsen bære ogsaa denne Orden.«
   En ny Dands begyndte, Conversationen afbrødes, og Arm i Arm fløi de hen af det blankbonede Gulv.
   Næste Middag holdt Marquien med en let Cabriolet udenfor Hotellet paa den spanske Plads, hvor Greven boede. Naomi var indbudet til en Kjøretour i Haven ved Villa Pamphilia. Uagtet man her er tæt op til Roms Mure, forekommer det, som om man var langt ude paa Landet. Intet af Rom selv er synligt, og den vide Udsigt aabner sig over Campagnen, hvor den sex Mile lange Vandledning paa murede Buer, flere Favne høit over Jorden, leder Vandet hertil fra Bjergene, som i smukke Bølgelinier begrændse Horizonten.
   Uagtet det var hen i Januar skinnede Solen varmt, det var som en smuk Septemberdag i Norden. De stolte Pinier reiste deres altid grønne Skjærm op i den rene, blaae Luft. Underskoven af Laurbær, især laurus cerasus, gav Alt et sommerligt Udseende. Orangerne hang gule mellem det grønne Løv, Roserne og Anemonerne blomstrede, og rundtom i Alleerne fra Vaser og Statuer sprang Vandet i klare Straaler. Naomi talte igjen om sin Lyst til denne Aften at følge Marquien i Osteriet; hun havde ladet sig gjøre Mandedragt og Blouse til det forestaaende Carneval, sagde hun; forresten, men det sagde hun ikke, havde hun endnu sin Jockeydragt fra Wien, dog den kunde hun aldrig iføre sig, den vilde minde hende og Greven om en Tid, der skulde være glemt; det var nu kun om at faae hendes Fader overtalt, og at faae ham til at gjøre Følgeskab. Det lod sig meget let arrangere, meente Marquien.
   De havde kjørt Haven igjennem og holdt atter ved Gitterporten, som fører ud til Landeveien. Paa en sønderbrudt Capitæl sad en Capuzinermunk i sin brune Kutte, en hvid Straahat beskyggede hans Hoved; paa de bare Fødder havde han Sandaler.
   Marquien hilsede ham bekjendt og fortalte Naomi, at han undertiden havde Munkens Besøg; »jeg seer ham,« sagde han, »naar han samler ind til Klosteret; er han da tilfreds med min Gave, da tracterer han mig med en Priis Tobak. Forøvrigt maa De vide, at han er Deres Landsmand; han er fra Danmark.«
   »Min Landsmand?« gjentog Naomi spørgende og betragtede Manden, der i [s237] det samme reiste sig, lagde Lærredstversækken over Skulderen og vilde vandre videre.
   Naomi tiltalte ham paa Dansk. Manden rødmede.
   »De er fra Danmark?« spurgte hun.
   »O Gud, det er Dansk, De taler!« udbrød han, og hans Øine funklede. »Det Sprog hører jeg aldrig. Med Landsmænd kan jeg, efter de Forhold, jeg staaer i, ikke omgaaes, og derfor mødes vi ikke. O Gud, De er fra det kjære Danmark?«
   »Der er De født?« spurgte Naomi.
   »Ja født og baaren!« sagde Munken. »Mange glade Dage har jeg levet der, men siden har jeg prøvet meget, før jeg kom hertil og i denne Dragt!«
   »Naar De samler ind til Klosteret,« sagde Naomi, »da besøg ogsaa mig i Hotellet paa den spanske Plads!« hun nævnede sin Pleiefaders Navn.
   »De er hans Datter!« sagde han, »kjender De mig ikke? Jeg boede i Svendborg, havde Kone og Søn! - O, der er gaaet mig megen Ulykke over! Her var jeg sultet ihjel, havde ikke Klosteret taget mig som tjenende Broder.«
   Det var Christians Fader; Naomi kjendte ham. -
   Ved Solnedgang, da Klokkerne ringede til Ave-Maria, stod allerede Naomi i sin klædelige Mandsdragt, og med de smaa Moustacher over den fine Mund. Carnevalstiden var nær, desuden var en saadan Forklædning her i Rom jo ikke noget sælsomt, meente hun. Greven rystede dog lidt paa Hovedet. Nu meldte Tjeneren den unge Marquis; og ingen halv Time efter vare de alle Tre paa Veien til Osteriet, hvor Kunstnerne samledes.
   Tæt op til en af Roms smaa Kirker, laa Osteriet; om Dagen faldt hele Lyset kun ind gjennem den aabne, dobbelte Dør; Gulvet var brolagt med almindelige Kampesteen; hele den ene Vægs Brede indtog Skorstenen, hvor Baal ved Baal blussede under de forskjellige Retter, som Kone, Mand og to Sønner under en evig Latter og Sladdren tillavede. Paa de skraae Diske laae nok saa malerisk Fiske og Kjød, pyntet med grønne Blade; man kunde udpege hvad man ønskede sig, og strax blev det tilberedt. Ved de lange Træborde sad Bønder og deres Fruentimmer med Viin foran sig i de store straaomvundne Flasker. En Krands af røde Glaslamper brændte om Madonnabilledet, [s238] som temmeligt grelt var malet paa Muren. Et Æsel, med hele sin Oppakning, havde ogsaa Plads herinde, hvor det vistnok ventede paa sin Herre. Bønderne improviserede, og Fruentimmerne sang med i Chor. Nær ved Skorstenen, hvor Osteriets Signora stod, hang i sin Kurv paa Væggen et lille, levende Barn, det spillede med de smaa Arme og saae ud paa hele den brogede Lystighed.
   Greven, Marquien og Naomi gik igjennem Stuen til den høie Steentrappe, som førte dem ind i et andet større Værelse, der engang havde været Klosterets Refectorium; men Klosteret var nu nedlagt, kun Kirken stod tilbage. Her var, hvad der er usædvanligt i Syden, Trægulv. Det hvælvede Loft dannede flere Buer. Paa Væggene hang visne Krandse, og midt for dannedes ved en Sammenfletning af Egebade et O og et T. Det betydede Navnene Overbeck og Thorvaldsen, begge disse havde tidligere havt Pontemolle, og til en Erindring herom hang endnu Navnetrækkene.
   Ligesom i det forreste Værelse stode ogsaa her lange Borde endnu med Dug paa, rigtignok lidt graaladne. Messinglamper, hver med sex tændte Bæger, brændte i kort Afstand fra hinanden; en stærk Tobaksrøg bølgede hen under Loftet. Paa Bænke sad langs om Bordene unge og gamle Kunstnere, dog var der flest af Tydskere, fra hvem dette egentlige Kneipeliv skriver sig. Alle havde de Moustacher, Hage- og Fipskjæg, enkelte bare lange Lokker. Nogle sade i Skjorteærmer, Andre i Bluser. Her saae man den gamle, berømte Reinhardt i Skindtrøie, med rød, ulden Hue paa Hovedet. Hans Hund var bunden fast til Stolebenet og bjæffede lystigt af en anden Hund tæt ved. Der sad Overbeck med bar Hals og de lange Lokker ud over den hvide Skjortekrave, klædt som Raphael gik klædt, og det var slet ikke Costume, det var Mandens daglige Dragt. Hans Genialitet lod ham i sin Kunst nærme sig Perugino og Raphael hans Svaghed lod ham efterligne disse, ogsaa i Klædning. Tyroleren Kock, den gamle Kunstner med det joviale Ansigt, rakte Marquien Haanden; man tog Plads. Snart saae man de til Pontemolle festligt klædte Embedsmænd; de havde Sæde midt for Bordet, først Generalen, som han kaldtes; hans Uniform var overdynget med Ordner og Stjerner af Papir; dernæst paa hans høire Side Skarpretteren med nøgne Arme, Tigerskind over Skulderen, og i Haanden Fasces og Øxe; paa venstre Minnesangeren med Baret og med Guitar. Han greb i Strængene nogle stærke Akkorder, de bleve igjen besvarede udenfor Døren. En Art Duet begyndte, [s239] en Kunstner var der, som vilde over Tiberen. Et harmonisk »Herein!« lød, og nu traadte den Fremmede ind med Randsel paa Ryggen, hvidmalet i Ansigtet og med et langt Haar og Skjæg af Hør, Neglene derimod af Pap. Man førte ham hen til Bordet, Alt under en dertil særegen Sang. Et Glas Viin raktes Vandringsmanden, og man oplæste for ham Love, hvoriblandt de vigtigste vare: »Du skal elske din General og tjene ham alene! Du skal ikke begjære din Naboes Viin o.s.v.!« Nu steg han op paa Bænken og paa Bordet, hans falske Negle, Haar og Skjæg bleve afskaarne, hans Reisedragt blev ham afført, og han stod i de sædvanlige Klæder og steg derpaa ned paa den anden Side af Bordet; det var Pontemolle. Faner med Foglietter, Ørne og Kunstneremblemer vaiede. En blæste i Trompet, en Anden slog Tintalerkner som Bækner, Hundene gjøede, og Tyrolerne jodlede; nu begyndte Bacchanalet. Hver lagde sin Serviet over Hovedet, og en Munkeprocession, med tilhørende Sang begyndte; de gik rundt om Bordene og hen over Bordene, verdensberømte Kunstnere og Ephemerer. Nu gav hver sit Talent til Bedste: en Lattersang blev givet, en characteristisk Bødkervise, hvortil Hænderne hamrede Takt paa Bordbladet, og den morsomme »Schnitzelbank,« hvor Billederne med Kridt paa den sorte Tavle give hver Linie et Pointe. Midt under Lystigheden styrtede fire virkelige Gensdarmer ind med Bajonetterne i Geværerne; de grebe en af de ældre, anseete Kunstnere; han skulde arresteres. Der blev Forvirring, Skrig og Opposition; een af Gensdarmerne brast i Latter, og det Hele opklaredes som et aftalt Spil med Kunstnern selv, det var hans Bidrag til Lystigheden iaften. Nu bleve fire dampende Boller med Punsch bragte paa Bordene, en Gave fra En i Selskabet, men man vidste ikke hvem, og derfor istemte alle den gamle Vise: »Der unbekannte Geber soll leben!«
   En fattig Italiener kom tilfældigviis derind, han vilde gjerne gjøre Kunster og fik Tilladelse dertil. Han forstod at efterligne Dyrenes Stemmer, noget som Hundene derinde toge meget ilde op; han kunde gjøre Lynild og Torden med Øine og Mund, og det gjorde stor Lykke; men Mandens Svaghed var, at han helst af alt vilde synge; dersom hans Stemme i Ungdommen var bleven dannet, da kunde han maaskee have vundet et berømt Navn, nu var det Jammerlighed! han sang Duetter, og det baade Elskerindens og Elskerens Partie, vendte Øine og gjorde Stillinger, men ideligt afbrød Publicum ham og forlangte Dyrestemmer eller Tordenveir, noget han satte meget [s240] lavere, men skilte sig bedst ved. Der var noget Ynkeligt deri. Talerkenen gik rundt for ham. Naomi maatte tænke paa Christian; han havde længe ikke været i hendes Tanker, men Stakkelen her, i hvem hun saae noget beslægtet, bragte hende til at tænke paa ham.
   »Have vi ikke seet hinanden i Wien?« spurgte en ung Mand med store Moustacher og Fipskjæg, idet han nikkede til Naomi. »Vi have nok kjørt i Selskabsvogn til Hitzing!«
   Naomi rødmede; hendes Øine hæftede sig gjennemskuende paa den Fremmede, hvis næsvise Blik var hende bekjendt; ja hiin Aften, da hun søgte Ladislaus i Casino, var denne Mand i Vognen og havde sagt, at han hørte paa hendes Udtale, at hun var en Fremmed, at han havde seet hende i Prateren, og at hun vidst fandt sin Herre i Hitzing. Alt stod levende i hendes Erindring.
   »Er Berideren Ladislaus ogsaa her i Rom?« spurgte han med uforskammet Blik og Stemme. Greven blev urolig.
   »Hvad siger den Herre?« spurgte Marquien.
   »Det er ellers ikke den Art Kunstnere, her samles!« sagde Tydskeren og hviskede sagte til sin Nabo.
   Naomi følte en Angst, som hun aldrig havde følt. Om man her viste hende ud; om man her fortalte høit, at hun var et Fruentimmer, der for ikke længe siden havde staaet i en lavere Omgivning! Tydskeren drak Skaal paa Skaal; hans Kinder blussede, og altid hvilede hans næsvise Blik paa Naomi. Nu begyndte en Rundsang med Procession om Bordene. Idet Tydskeren gik hende forbi, hviskede han: »De er et Fruentimmer!«
   »Skal det betragtes som et Skjældsord?« spurgte hun.
   »Som De vil,« svarede han og gik forbi.
   Marquien hørte Intet deraf, han forstod ei heller det tydske Sprog og var ogsaa ganske inde i Øieblikkets Lystighed; Greven selv syntes at have glemt det foregaaende Øieblik, hvori Navnet Ladislaus blev nævnet; oprømt tog han Deel i Munterheden; man havde igjen sat sig ved Bordet, hans Blik faldt paa den tydske Kunstner, der bøiede sig over mod Naomi og hviskede hende med et ondt Smiil nogle Ord i Øret; hun blegnede, hendes Haand knugede sig fast om Kniven, hun holdt, og Armen hævede sig.
   »Hutjehu!« gjenlød det gjennem Stuen; een af de ældre Kunstnere, udklædt som et Slags Befana, jog paa et Æsel midt ind imellem dem; Æselet, forskrækket over saa stort og larmende et Selskab, styrtede [s241] hen imod Bordet, hvor Naomi sad, Glas, Foglietter og brændende Lamper væltede ved Stødet; de, som sad, sprang op, og hverken Tydskeren eller Nogen af de Andre, saae Virkningen af den Vrede, som gjennemlynede Naomi, men som ved Greven og ved dette lykkelige Tilfælde hævedes. Lystigheden blev vildere; Marquien mærkede først, at hans Selskab var borte, da Camerieren klappede ham paa Skulderen og tilhviskede ham det.
   Klart Maaneskin var det udenfor, saa klart, at Nordens mørke Dage ikke ere lyser, end hvad her kaldes Nat.
   »Jeg frygtede det nok!« var alt hvad Greven sagde. Naomi hældede sig op til ham, aandede dybt og brast i Graad.
   »O bliv, nu er der allerlystigst!« raabte Marquien, idet han fulgte efter.
   »Vor unge Helt fandt det for qvalmt, for trykkende derinde!« sagde Greven, »nær havde han faaet ondt!«
   »O det er forbi!« forsikkrede Naomi leende; »men jeg vil dog ei tilbage! jeg har ret nydt denne Aften, og jeg takker Dem for den!«
   »Der er selv Genie i det Slags Lystighed!« sagde Marquien og udpegede hvad der ret havde moret ham. Ved Hotellets Port sagde de hinanden Godnat.
   »Det var, troer jeg, min bedste Aften i Rom!« hviskede Naomi til ham.
   En Time efter Midnat var Greven til Ro og sov dybt og fast efter denne Aftens Begivenheder. I Naomis Værelse var ogsaa Natlampen slukket; der syntes ganske stille, men Naomi var endnu oppe. Næsten ganske afklædt havde hun kastet Kaaben om sig og aabnet den ene Dør, som gik indad i Værelset fra den lille Altan; hun heldede Hovedet til Dørkanten og stod saaledes hensjunken i sine Tanker. Mødet i Wien med hendes Pleiefader havde ikke i den Grad rystet hende, som iaften denne Fremmedes overseende Mine, hans Henpegen paa en Tid, hun ønskede evigt maatte være glemt; i Wien havde hun opgivet Alt og havde derfor Rolighed; nu derimod var hun traadt ind i nye Forhold, i en glimrende Omgivelse.
   Hvo mægter vel at give et tydeligt Billede af en saadan Maaneskinsnat i Syden, som den der i dette Øieblik herskede; det er et Lys, der ikke ligner Dagen, men heller ikke Nordens maanelyse Nætter. Dersom man vil sammenligne Daglyset med Lampens klare Lue, og Nordens lyse Nat med Skjæret af et Lys, man aldeles ikke seer, da vil [s242] man mellem disse To finde et Udtryk for Sydens klare Nætter i det Lys, Astrallampen udbreder, denne forunderlige bløde Belysning. Men det bliver da kun Øiet, som har sit Billede; Sjælen føler ikke Indtrykket, thi vi indaande ikke Sydens Luft. Nordens bedste Sommeraftener ved Havet eller paa en af Landets Høider viste en mild, vederqvægende Luft, men kunde Du i samme Nu flyttes til Syden, da vilde Du erkjende Forskjellen; den er stor, som Nydelsen af en sandselig og reen aandelig Glæde. Den blaae Frosthimmel i Norden løfter sig som et høit, hvælvet Tag over os, men i Syden synes denne fjerne Begrændsning at være et gjennemsigtigt Glas, bag hvilket Rummet endnu udvider sig.
   Denne Luft indaandede Naomi, og dog drog hun sin Aande dybt og tungt; denne Belysning hvilede over Mindernes By, Cæsarers og Clerkers Rom, men ingen Tanke havde hun derfor. Nede paa Pladsen er et Springvand; det store Steenbassin er udhugget i Form af en Baad, der halv er sunken i Vandet, og der, hvor Masten skulde reise sig, fremvælder den tykke Straale; selv paa den larmende Dag hører man en stærk Pladsen, nu i Nattens Stilhed var den langt mere lydelig. Maanens Straaler skinnede paa Vandet. Under Madonnabilledet paa Hjørnet af Propaganda sov en Familie paa de kolde Stene. Naomi aabnede endnu et Vindue paa Siden af Værelset; den spanske Trappe, der er af en betydelig Brede og næsten af Hotellets Høide, laae foran hende; ogsaa her opdagede hun enkelte Sovende, indsvøbte i deres Kapper; den tætte Allee ovenfor Trappen stod dobbelt mørk mod den gjennemsigtige Luft; Nonneklosterets hvide Mure reiste sig spøgelsesagtift; uden Tanke for hvad hun saae stirrede Naomi derop; nu ringede Klokkerne i Klosterkirken, tjenstgjørende Søstre vare oppe i Taarnet og ringede i den natlige Time, medens andre af Søstrene bade for Alteret; Klokkeklangen vakte Naomis Tanke for de beslægtede Lidende, thi lide maatte de; hun syntes i Taarnets mørke Huller at see noget Hvidt bevæge sig, og hun tænkte paa de fangne Piger, som kun i de natlige Time fra det høitliggende Taarn kunde see ud over det dødliggende Rom, hvis Tage syntes et bølgende Hav, de mange Kupler seilende Baade. Engelens Billede høit oppe paa Engelsborg var for dem ingen Trøstens Cherub, der vandrede dem imøde over dette forstenede Hav; død stod han som Loths Hustru og mindede dem: for Eder ere alle Eders Kjære døde. »Der ere Flere end jeg, der lide!« sagde Naomi halv høit; »mellem disse vilde jeg dog være [s243] ulykkeligere, end jeg nu er! Paa vor egen faste Villie og Livsanskuelse beroer vor Tilfredshed! jeg veed, hvad jeg vil gjøre!« Hun stod endnu et Øieblik tankefuld og saae op mod Klosteret og den natsorte Allee, der syntes en Indgang til dette Dødens Hjem, og som dog om Dagen er en lystig Boulevard i det altid gjestede Rom.
   Tæt ved Alleen, hvor det murede Rækværk af den spanske Trappe strækker sig, stod en ung Mand, Hovedet støttede han paa Haanden og syntes at see ud over Staden; en Kunstner var det vist, der tabte sig i Beskuelsen af det prægtige Billede foran; kunde dette end ikke gjengives ved Farver, det vilde til hans egen Glæde og Nydelse altid staae i hans Erindring, hvor endog han som Ældre tumlede sig i Verden. Hvormange ville ikke misunde ham! Men han saae Intet; Vinen, han denne Aften i altfor rigelig Mængde havde nydt ved Lystigheden i Osteriet, havde forvandlet sig til drillende Nisser, af hvilke endeel hang sig blytunge ved hans Fødder, da han vandrede hjemad; den Tungeste havde sat sig paa hans Hoved, og derfor bøiede han det og frygtede for at gaae ned af den steile, spanske Trappe, ja da han ret betragtede den, saae den ogsaa ud som Cascaden ved Tivoli; alt dette gjorde Vinens Nisser; han lænede sig til Rækværket og blundede, og det har meer end een Kunstner gjort paa de syv hellige Høie.
   Naomi blev ham vaer; han havde en særegen Hue paa Hovedet, og den kjendte hun; en saadan havde just Tydskeren paa, da de gik i Procession om Bordet. Kun i Hitzing og iaften i Osteriet havde hun seet dette Menneske, og dog hadede hun ham næst efter Ladislaus.
   »Da man kun kjendte Pilenes Brug,« tænkte hun, »det var dog ogsaa et Gode!n Kuglen knalder høit om sin Bedrift, men Pilen suser sagte gjennem Luften og borer sig i Fjendens Bryst! Ingen kunde her høre dens Flugt, Ingen kjendte den! dette Menneske der kunde jeg ønske død! og hvad skulde jeg da ønske med Ladislaus -?«
   »Vore Tanker ere Blomsterne, Handlingerne derimod Blomsternes Frugt,« siger Bettina. Vi ere af samme Mening, men tilføie kun, at ikke alle Blomster blive til Frugt, største Delen falde som oftest til et Intet; den rige Flor, som denne Aften og Nat bragtes til Udvikling i Naomis Sjæl, ville vi see Virkningen af - naar Solen noget mere har skinnet paa Blomsterne, naar Livets area cattiva og Lidenskabernes Scirocco have aflagt deres Besøg, men til alt dette hører idetmindste Dage, ofte Maaneder og Aar.

H. C. Andersen Homepage