H. C. Andersen: Kun en Spillemand, 3,3

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 3,3

                         III (s. 223-226)

         Leb' wohl! - Du schlingst den Arm um meinen? 
         Du hält'st mich fest, - ich soll nicht gehn? 
                                      Castelli. 

         Kennst Du das Land, wo die Citronen Blühn? 
         - Dahin! -
                                       Goethe.

   [s223] Næste Morgen, da Naomi kom ned til Theebordet, rakte Digteren hende venligt Haanden; hans Hund logrede med Halen for hende, og hun klappede den. Hundens Bjæffen af hende Aftenen forud havde jo dog været Introductionen til Bekjendtskabet.
   »Det er et trofast, mig hengivent Dyr!« sagde Digteren, »døer det før jeg, vil det bedrøve mig!«
   En Cabriolet rullede i det samme gjennem Gyden og holdt foran Indgangen til Haven. Et Morgenbesøg. Det var den unge Læge, Naomis Landsmand, som Castelli havde talt om; en Fremmed fulgte med, ogsaa en Dansk, som vilde gjøre Digterens Bekjendtskab. Det var Greven, ham Naomi kaldte sin Fader.
   Lægen besad, hvad der ude charakteriserer en stor Deel Danske, megen Modtagelighed for alt Nyt, forenet med en levende Kjærlighed til Hjemmet, og denne fødte en mægtig Portion Hjemvee. Især viste han en forunderlig Lyst til at gjøre Sammenligninger, og hvor gives der mere Leilighed hertil end i Wien. Beboerne her have saameget, saavel af det Gode som det Smaalige, tilfælles med Kjøbenhavneren, kun at Wienerne forene dermed en større Livlighed. Prateren med sine Gynger og Kunster blev til vor Dyrehave. Slottet Schönbrunn var jo livagtigt vort Frederiksberg. Stephanskirken med sit høie Taarn var rigtignok noget Aparte, men saa erindrede han sig Frelserstaarn; dette var dog ogsaa en egen Bygning, meente han, der kunde man gaae udenom Taarnet paa Spiraltrappen med det forgyldte Rækværk og komme lige op til den øverste Spids, hvor Kobbermanden [s224] staaer med vaiende Fane, og havde man fra Stephanstaarnet Udsigt til Ungarns Bjerge, saa var den ikke mindre prægtig fra Frelserstaarn, hvor man ud over Sundet øinede Sverrigs Kyster. Af alle fremmede Byer, han kjendte, behagede Wien ham mest, her havde han det saa hjemlig. Jägers og Sonnenleitners Huse [*Note] To Huse i Wien, hvor de Danske altid have fundet en venlig Modtagelse. [*] bragte ham ganske tilbage til det danske Familieliv, men hvor tidt var ikke just herved en veemodig Følelse bleven vakt hos ham, han var jo saa langt borte fra sin unge Kone og sin elskelige lille Datter. Det hændede ikke sjeldent, at naar han paa Wiens Gader mødte En med en lille Pige af Datterens Alder, var han nærved at faae Taarer i Øinene. Dette havde just denne Morgen været Tilfældet, da de holdt ved Bomhuset, hvor en ung Pige med sin lille Søster passede en Ged, der her græssede og blev malket, hvergang en Spadserende vilde kjøbe en Lædskedrik. Greven fortalte spøgende om den unge Mands Sentimentalitet, som han kaldte det.
   »De veed ikke hvad det er at have Børn!« sagde Lægen, »eiede De en Datter som jeg, da bar De Dem vist ligesaadan ad. En ganske ny Verden af Glæde vilde gaae op for Dem. Der ligger en Lyksalighed for os i Barnets Smiil! De skulde see, høre den første Pludren -! O jeg vilde ønske Dem en lille Datter som min.«
   Greven fæstede sit Blik forunderligt paa Naomi. »Jeg havde een,« sagde han, »hun er død!« Han blev taus, og Lægen forvirret, det havde ikke været hans Hensigt at saare ham.
   Samtalen dreiede sig nu om Hr. Grevens korte Ophold i Wien, hans forestaaende Reise til Italien, hvorfra han senere vilde lægge Veien hjem over Frankrige.
   Digteren fulgte dem ud i sin Have, Naomi var ikke med; Intet var naturligere, end at han betroede hendes Landsmænd, hvad han havde hørt, og hvorledes han selv var kommet ind i dette Eventyr. Lægen lo, Greven var alvorlig og tankefuld.
   De spadserede udenfor Haven paa den grønne Slette, som strækker sig til Bjergene; en lille Fodsti løb langs med Haverne; Veibredbladene tydede paa, at den just ikke var bleven til i det sidste Aar.
   Det var denne Sti, hvorpaa Greven og Naomi, kun en halv Time derefter, gik alene og, de talte i Hjemmets Sprog; Spurvene qvidrede [s225] lystigt dertil, Blomsterne stode saa duftende, som om Alt var Fred og Glæde; Snogene badede sig i det varme Solskin.
   »Naomi!« sagde Greven. »Hvor har Du saaledes kunnet glemme Dig selv, bringe mig Skam og Dig Skjændsel!«
   »Allerede min Fødsel indviede mig dertil!« svarede hun. »Dadles kan jeg, men jeg har ligesaa meget, der taler til mit Forsvar, dersom et saadant behøves. Min Tilværelse er en Ungdomssynd, og som Frøet er, bliver Frugten!«
   »Hvad vil Din Fremtid blive?« spurgte han.
   »Hvad Tusinders er!« svarede hun, »et Liv, der ei er værd at leve; men jeg har dog levet, om det endogsaa kun var Dage! jeg har følt mig fri, og det selv da, hvor man saarede mig dybest. Kun i dette Øieblik har Deres Øie en Magt over mig, som binder min Villie. Verden anseer mig ikke for Deres Datter, De selv troer jo heller ikke, jeg er det! ja, jeg er kun en Fremmed, De har gjort Godt imod, og saaledes kan De fordre, at jeg bør være Dem lydig; men jeg har ikke været det, og De opgiver mig. Vore Veie skilles ad. Ethvert Feiltrin, enhver Synd bærer Straffen hos sig, lad mig altsaa lide min. Kun en eneste Velgjerning beder jeg Dem endnu at lægge til de tidligere, og denne er: at De ikke kjender mig!«
   De vare blevne staaende under et Træ; Lægens Stemme kaldte dem igjen tilbage.
   »Verdens Domme bryder jeg mig ikke om!« sagde Naomi, »men Deres; ja, for Dem vil jeg gjerne staae saaledes, som jeg staaer for min egen Samvittighed!«
   »Man kommer!« sagde Greven, idet Digteren og Lægen nærmede sig.
   »Vi vare uenige!« udbrød Naomi med et leende Ansigt, »Hr. Greven kalder den lille, blege Blomst en Viol, jeg kalder den en vild Stedmodersblomst!« hun pegede paa en saadan, der voxte tæt ved.
   »I Haven,« sagde Castelli, »kan den opnaae en sjelden Skjønhed. Jeg veed ellers ikke, hvorfra den har faaet sit Navn, den er slet ikke stedmoderligt behandlet!«
   »Den udtrykker, hvad den kaldes!« sagde Naomi og plukkede Blomsten. »See, her ere fem Blade, de to bageste betyde Stedbørnene, de sidde begge paa een Stol!« Hun pegede paa det Grønne, som holder Bladene. »De to paa hver Side ere Moderens egne Børn, de have [s226] hver sin Stol at sidde paa, og dette store Blad forud er Stedmoderens selv; hun sidder paa to Stole!« og Naomi viste det paa Blomsten.
   »Det er en sindrig Forklaring!« sagde Digteren og smilede, »den har jeg aldrig før hørt!«
   »Saaledes hedder det i Danmark!« sagde Lægen. »Underligt er det ellers, at det altid er Stedmødrene, der ansees for at være saa onde, man hører aldrig Sligt om Stedfædrene!«
   »Deres Feil er maaskee Svaghed!« sagde Greven.
   Om vi skulle bebreide ham en saadan, vil beroe paa vor egen Livsanskuelse, idet vi gjøre et Spring fra Digterens Have mere ned mod Syd, mellem Tyrols Bjerge, hvor Landets unge Knøse med Blomster paa Hatten jodlede i den friske Morgenluft og sang om Hofer, som Schweitzerne synge om Tell og Winkelried.
   Det er ikke fem Dage siden, vi saae Grevens og Naomis Møde, hørte deres Samtale, hørte om onde Stedmødre og gode Stedfædre; Virkeligheden for os viser en tilgivende Stedfader.
   Henad Landeveien ruller den lette Reisevogn; Kjørende og Gaaende komme forbi; de mødtes for første og eneste Gang paa denne Klode, og dog lukker Greven sine Øine for at blunde. Ved hans Side sidder en ung Dame i qvindelig Reisedragt; Italiens Kort ligger paa Skjødet, og »Mariane Starke«, den bekjendte Guide for Reisende i Italien, har Plads ved Siden. Dybt under Veien skummer en brusende Flod, Skyerne hænge, som Fnug om den høie Bjergtop, Damen seer ud over den vilde Egn, og vi kjende Naomi. Hendes tanker drømme om Italien, derfor nyder hun mindre det Nærværende; til Virkelighedens »Fata Morgana« flyve de: Italien, Kunstens hellige Hal. Alperne er dets Portal, Ørnen den Spurv, som bygger i Karnissen; Pinierne løfte deres ranke Søiler med eviggrønne Capitæler. Her har Melodien sit Hjem, her blomstre Roserne ved Vintertid. Jorden under Din Fod er helliget ved Ædles Blod, ved Marmor af Oldtidens Templer. Stenen bliver Aand og Kjød, et Skjønhedsbilled, som beruser Din Tanke. Havet er blaat som Kornblomstens Blad, gjennemsigtigt som Kildens Draaber. Houris, skjønne som i Mohammeds Paradis, tilsmile Dig. Tonernes Land, Farvernes Hjem: Italia! - »derhen!« sang Mignons Digter, og tusinde Hjerter gjentage som klagende Echo den bittersøde Længsel, som aldrig opfyldes!

H. C. Andersen Homepage