link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 3,1


                  Tredie Deel<

                     I (s. 203-213)
Isenburg. - Wie bist Du worden bleich, Seit ich Dich sah' zum letztenmal. Faust. - Ich habe Gift getrunken, Des Zweifels Gift in Starken Zügen, Und meine bösen Würfel liegen. Lenaus »Faust.«

   [s203] Kjender Du Hinduernes Fædreneland? Der brænder Solen varmt, men Luften vifter Køling fra Himmalayas Gletscher; de duftende Skove indbyde til Hvile; Figentræet bøier sine Grene til Jorden, skyder nye og danner en Hytte; Cocuspalmen byder Dig Melk, Daddelen rækker Dig Frugt, brogede Fugle omfalgre Dig: purpurrøde Papagøier, guldgule Nectarinier. Her er Farvernes Rige! Det seer Du paa Insecternes Vinger, paa Pragtblomsternes Blade. Den svulmende Flod, hvor den blaae Lotus voxer, er hellig som Daabens Vande. Hinduernes Fædreneland! Hvad eier Du mest klart, mest gjennemsigtigt? Din Himmel, eller Dine stille Indsøer, hvor Antilopen og Leoparden lædske deres Tørst?
   Her, siger Sagnet, laae Paradiset, hvorfra Adam og Eva bleve forjagne. Her blomstrer endnu Paradiset, og det er den forskudte, ulykkelige Parias Hjem. Mongolernes vilde Horder bortjoge Landets Børn. Pariaen deler Ahasverus's Skjæbne. Ægyptere, Tatere, Zigeunere, forskjellige Navne fik det omvandrende Folk. Selv mod Norden, paa Jyllands golde Heder vandrer Pariaens yngste Slægt. Taterfolk, Kjæltringer kalde vi dem. Kornageren er deres Sommertelt, den dybe Grøft deres Vinterkammer. Pariens Børn har ei som Ræven sin Hule, ei som Fuglen sin Rede. De vandre i Slud og i Storm paa den golde Hede. Der føde de, som Dyret, deres Slægt. Fødestedet er Forsørgelsessted, derfor søger altid Landboen at faae den frugtsommelige Qvinde over paa Naboens Dristrict, hvorfor hun ofte føres fra Sted [s204] til Sted paa den usle, skrumplende Pindevogn, uden Straa til Leie, og føder der sit til FOrdærvelse indviede Barn. [*Note] See N.B. Dorphs: De jydske Zigeunere. [*] Med den første tilbagevendende Kraft maa hun reise sig, binde Barnet paa Ryggen; støttende sig paa Staven vandrer hun med Manden over den ujevne Lyngmark; den kolde Havguse blæser, Himlen er graa og vaad; men hun kjender ei bedre!
   Kjender Du Hinduernes Fædreneland? Der brænder Solen varmt, men Luften vifter Køling fra Himmalayas Gletscher. De duftende Skove indbyde til Hvile, Figentræet bøier sine Grene til Jorden, skyder nye og danner en Hytte, Cocuspalmen byder Dig Melk, Daddelen rækker Dig Frugt. Her er Farvernes Rige! Hinduernes Fædreneland!
   Paa Jyllands Lyngheder, som ved Alhambras Mure findes Pariaens adspredte Slægt, dog størst er Skaren i Ungarns Skove og paa de store Stepper. Zigeunerkongens Throne er den mosgroede Steen tæt ved Kjedelen, som koger det stjaalne Lam. Træt af Vandringen strækker Hoben sig i det høie Græs, hvor de sortøiede Børn lege med Blomsterne.
   Ingen Troup vover sig ind i Keiserstaden Wien, men Enkelte kan man see dem snige sig gjennem Gaden, endnu mere mistænkte end den fattige Slavonier. [*Note] Denne er det ikke tilladt at blive Natten over inde i Staden Wien. [*] Hyppigst seer man dem i Forstæderne, der hver for sig udgjør en større By end det gamle Wien, den egentlige Stad.
   I Forstaden Mariahilf, hvor Alleen fører ud til Schönbrunn, gik i de varme Sommerdage 1820, det Aar Naomi begyndte hvad hun med Rette kunde kalde sin »Løbebane«, to Zigeunerne, i deres hvide Dragt, med det store, brune Gevandt; den Ene var en ganske ung Mand med en bred Hat paa, som Slavonierne bære den; den brede Skygge hang ned paa Ryg og Skulder. Den Anden var meget ældre, høi og mager; han var barhovedet. Hans tætte, sorte Haar, som dog havde enkelte graae Pletter, var ham Beskjærmelse mod den brændende Sol. De gik gjennem een af de mange Sidegader, som føre fra Mariahilf til Sommerslottet Belvedere.
   »Forstæderne kunde artigt klemme Byen, hvis de vilde!« sagde den Yngre. »Jeg drømte inat en artig Drøm: at Mariahilf, Josephstadt, ja [s205] alle fire og tredive Forstæder vare bevægelige og rykkede ind mod Byen, som blev anført af Stephanstaarnet. De sloges, saa der rullede hvide og gule Penge ud i Donau!«
   »Saa havde Du vel drukket for meget af det stærke Vand!« sagde den Gamle. »Vær forsigtig, Czekles! fortæl ikke saadanne Drømme, Politiet har lange Øren. Er det ogsaa Noget for en ung Karl at drømme? Nei, om Pigerne skal Du drømme!«
   »Men jeg drømmer mere om Krig!« sagde Czekles. »Gid jeg var Soldat! kunde præsentere for Keiser Frands, den gode Keiser Frands! Han har taget til Hatten for mig, da jeg blottede mit Hoved. Det var for mig alene, Ingen uden jeg gik paa Veien. Mig hilsede han. Ellers hvad min Drøm angaaer, den var løierlig nok! Stephanskirken med sin spidse Hue paa Snur var General. Den har brede Skuldre og gamle Kræfter. Trefoldighedsstøtten, »am Graben,« havde den taget som Commandostav. Keiser Josephs Statuen jog paa sin Kobberhest gjennem »Kohlmarkt« og »Kärnthnerstrasse;« den raabte alle Billederne ud af Skildtene, [*Note] I Wien er ved hver Boutik et Skildt, efter hvilken den har Navn; saaledes: der Cardinal, Madam Catalani, der König von Dänemark o.s.v.; disse have som oftest Portraitlighed, og enkelte kunstnerisk Værd; saaledes et udenfor Apotheket, der viser den unge Tobias, som kommer tilbage. [*] og de fulgte med. Marmorkæmpen fra »Volksgarten« [*Note] Canovas Theseus. [*] stillede sig i Spidsen for Marmorbillederne fra Capucinerkirken, og de stege op paa Volden og op paa Taget af Keiserborgen og saae efter Forstæderne, hvorledes de rykkede nærmere. Byerne Hitzing og Währing vare med; det var en Mylren, værre end i Volksgarten og Prateren paa en lystig Dag!«
   »Hvad dog en Menneskehjerne kan brygge sammen!« sagde den Gamle. »Vogt Dig for Drukkenskab, Czekles! Dunsterne af den stærke Drik slaaer en Trolddomskreds om os. Først seer den deilig ud, men hælder man flere Skaaler i, saa trækker den sig nærmere, spinder os ind, som i Edderkoppens Væv, og viser udenfor kun hvad vi bilde os ind. Den binder sig saa fast om os, at vi ikke ere vore egne Lemmer mægtige; saa sove vi, og da løser Dunsten sig, men Lemmerne føle, naar vi vaagne, at de have været i Strikke, og at Forstanden har sovet for haardt under Gildet, saa at den ikke ret kan komme sig og gjøre Regnskab for hvad der er skeet, medens den laae paa sit grønne Øre!«
   [s206] Under Samtalens Løb gik de imidlertid rask frem; først da de naaede den lange »Heugasse,« hvorfra de kunde see Slottet, som grændser til Forstadens Barriere, sagtnede de deres Gang.
   »Du vilde være Soldat, Czekles!« sagde den Gamle.
   »Ja, her i Wien, udenfor Keiserborgen vilde jeg helst bære Geværet!«
   »Det blev et tvungent Liv, Czekles! Du vilde længes efter at komme afsted. Uroen sidder i vore Been, som Tyvelysten sidder i Musen under vor Tommelfinger. Løb Du Din Vei, blev Du hængt!«
   »Nu vel da!« svarede den Yngre, »at ligge i en Ormemave eller i en Fuglekro, det er vel lige herligt! desuden hvorfor tænke det Værste!«
   »Ligge i Fuglens Kro!« gjentog den Gamle. »Du siger noget. Det er en stolt Liigkiste; altid paa Vandring, som vcort Folk er det her i Livet. Selv af Ungdommen kan man lære! jeg vil tænke paa Dine Ord, naar jeg gaaer i de ungerske Skove og hører Fuglene synge. Maaskee har jeg hørt den Ravn, som havde i sin Kro Øinene af ham, jeg elskede mest. Tro mig, Czekles! klarere Øine end min Søn, min Bela havde, saae jeg ikke. Du har jo seet hans Dreng? Ladislaus er sin Faders udtrykte Billede, kun stoltere, mere sort Blod. Bela var bedre, skjøndt de hængte ham; Sønnen derimod raabe de Hurra for, naar han jager paa Hesten og foragter dem i sit Hjerte!«
   »Han har jo dog forladt sin Stamme!« sagde den Yngre.
   »Men han har intet blivende Sted!« sagde den Gamle, »større Reiser end vi gjør han, over det store Hav har han været, det er bredt som hele Ungarerlandet! tænk Dig en saadan Donauflod! Alle de Keisere og Konger, vi saae samlede ved Congressen her, har han seet i deres egne Lande. Han flyver vidt som Trækfuglene, og Lykke har han i alle sine Handlinger.
   Under Samtalens Løb vare de komne foran Slottet, hvor det vender ud til den aabne Slette; Soldater sad i Grupper og sladdrede, Fremmede og Byens Folk besøgte og forlode den prægtige Malerisamling, her findes. Zigeunerne stode tause og betragtede Bygningen, der ikke udmærker sig ved noget Særegent; men hvo der var vant til den Gamles Blik vilde have seet, at han søgte Noget ved Vinduerne. De stillede sig ved den aabne Haveport, dog uden at gaae ind; Folk spadserede i de stivt beskaarne Gange, i den hele beklippede Natur, der er accomoderet à la Louis quatorze.
   Hele første Etage er smykket med en fortræffelig Malerisamling, [s207] ypperlige Sager, især af den hollandske Skole. Her vare mange Fremmede denne Eftermiddag. En Gruppe beundrede Gherardinos mesterlige Basreliefsmalerier, en anden den rige Samling, her findes af Rubens.
   Mærkværdig ved den Flygtighed, hvormed han gik fra Stykke til Stykke og derpaa betragtede, som det lod, den vide Udsigt over Haven, hvor man seer Keiserstaden og Ungarns Bjerge, var en ung Mand med Moustacher, temmelig fine Træk og kloge Øine. Det er en af Beriderne i Prateren, sagde Enhver, som saae ham. Vi ville sige, det er Naomi.
   En ganske anden Interesse, end den Malerierne frembyde, havde kaldt hende til Belvedere; derfor var hendes Beskuen saa flygtig, kun eet Maleri syntes at have nogen Interesse for hende, og til dette vendte hun ideligt tilbage. Det var van Dyks Samson, som forraades af Delila; et ganske fortrinligt Arbeide. Den smertelige Bebreidelse i Samsons Blik er saa menneskelig talende, at den vil forstaaes fra Grønland til Otaheiti. Delilas Ligegyldighed, Vertindens Interesse - ja, det er Virkeligheden selv. Om det var Malerens Kunst alene, der her fængslede Naomi, eller Sujettet selv vakte Ideeforbindelser af dyb Virkning hos hende, tør vi ikke forraade. Hvert Øieblik gik hun til Vinduet, saae ud over Sletten, men vendte derpaa tilbage foran van Dyks Samson. Urolige Tanker hævede hendes Bryst.
   Da hun atter nærmede sig Vinduet, blev hun Zigeunerne vaer; hurtig forlod hun Salen og steg ned af Trappen. Zigeunerne saae hende komme, men intet Tegn blev gjort; kun vandrede de mere langsomt, Naomi fulgte efter.
   Tæt udenfor et lavt Huus, hvor Stien snoede sig hen over Marken, blev den Gamle staaende, for, som det syntes, at binde sine Skobaand; den Yngre gik videre. Naomi nærmede sig Gubben. De talte sammen om Ladislaus. Den Gamle talte intet Godt.
   »Du lyver!« sagde Naomi.
   »Lyver!« gjentog den Gamle. »Han er mit eget Kjød og Blod, men det er et ondt Saar, som volder mig Smerte. Hans Fader var min Søn. Ladislaus seer haant til sin Fa'rfa'r og til sin hele Slægt. Han hader ei den, som hader hans. Jeg har sagt ham Sandheden, og hans Pidsk har staaet en Vable paa min Skulder. Jeg husker det! Mennesket kan glemme det friske, klare Vand, han fik til Lædskedrik, men han glemmer aldrig det muddrede, det bittre! Ladislaus kan elske Dig idag; men [s208] imorgen lider han Dig ikke, og fordi han har elsket Dig, vil han pine Dig! Jeg veed nok, at Du ikke er en Mand! Jeg har faaet Tegn nok til at kunne see det Forbigangne; det Tilkommende vil jeg ikke sige Dig: det er let at gjætte. Hav Øie med ham! og har Du en Sjæl, som Du har Klædning, saa straf ham, om Du kan. Derfor har jeg stævnet Dig herud! Iaften kan Du finde ham i Hitzing. Der er smukke Qvinder!«
   »Men jeg er ingen Qvinde!« sagde Naomi. »Du har taget feil! Ladislaus er ond, det kan være muligt; men lad ham elske Qvinderne, det gjør ogsaa jeg! Ingen nyder sin Ungdom bedre end jeg! og jeg har Lykken med mig!«
   »Alligevel stiger Blodet Dig op i Kinderne!« sagde den Gamle. »Mit Øie seer ikke feil, og mit Ord har ogsaa naaet Dit Hjerte!« Han nikkede og gik.
   Naomi stod tvivlraadig, om hun skulde følge ham, eller blive; snart fattede hun en Beslutning og gik til Slottet gjennem den gammeldags, stive Have og ind til Byen.
   Fra »Petersplatz« rullede »Selskabsvognen« til Schönbrun og Hitzing. [*Note] Hver halve Time paa Dagen kjøre her de saakaldte »Gesellschaftswagen.« [*] Naomi tog Plads. Hun smilede med de Andre; Alle skulde de jo ud at fornøie sig. De ærlige Wienere talte begeistret om deres gode Keiser, om »Würstl« og »Händl«, om Brødrene Schuster, Alt imellem hinanden, som det gaaer i Conversationens Tohuwabohu. Ligefor Naomi sad en ung Kunstner med et næsviist Blik. Han hørte paa hendes Udtale, at hun ikke var en Indfødt, han havde seet hende i Prateren og fortalte, at hun vist fandt sin Herre i Hitzing, der kom han tidt. »Hendes Herre!« gjentog hun for sig selv, og den Fremmede nævnede Ladislaus. De naaede Sommerslottet Schönbrunn, i hvis duftende Alleer Mandens Søn har vandret med sine skjulte Tanker, [*Note] »Le fils de l'homme«, par Barthelemy. [*] hvor Silvio Pellico traadte bag Hækken, for ei at skræmme ved sine sygelige, lidende Træk; [*Note] Mie Prigioni. [*] nogle fattige Børn løb langs med Vognen og kastede Bouquetter ind i den, for at faae et Par Kreutzer; Kunstneren greb en Bouquet og kastede den leende i Naomis Skjød; hun gjorde uvilkaarlig en qvindelig Bevægelse for at gribe den, han smilede, og hun følte Blodet brænde i sine Kinder.
   Tæt op ved Schönbrunn ligger den lille Kjøbstad Hitzing med sin [s209] Kirke og sine smukke Lyststeder. Musiken klang livligt fra Casino, der dengang var ligesaa besøgt som nu, men ikke saa berømt ved Strauss's og Lanners Orchester. Den lille Have, indknebet mellem Husene, og den muddrede Bæk havde samme Bepakning af Borde og Telte, samme Trængsel, som vi kjende den.
   Ladislaus sad med to unge Piger ved et Bord, Naomi tog Plads tæt derved; hun havde Sauls mørke Tanker, men den jublende Musik var ei for disse en Davids fredvirkende Harpeklang. De svævende Dandsemelodier aandede Folketheatrenes bevægelige Phantasie, hele Glæden paa Schönbrunn og i Prateren; alle Hjerter maatte synge med: »Es giebt nur ein Keiserstadt, 's gibt nur ein Wien!« men for Naomi klang det som Suk og Spot, det var den kolde Luftning fra Spiegelbergs fugtige Fængsler, det var den trykkende Hede fra Venedigs Blykamre.
   Ladislaus saae paa hende med sit stolte, overmodige Blik, hun saae paa ham, men de syntes ei at kjende hinanden, og dog fulgtes de, som Skyggen følger Legemet.
   Den menneskelige Tankes Elasticitet har ingen Grændse, den er umaalelig som Verdensrummet, hvis Udtrækning Astronomen har viist os som ubegrændset; Aandens Stormænd udvider os Tankens Synskreds, men ogsaa Lidelser, store Livsmomenter have samme Kraft; og saaledes svæve vi med Tanken ind i en Himmel eller i et Helvede. Naomi skuede som en Newton, men skuede i et diabolisk Dyb.
   Da den frie Luft ombyttedes med den oplyste Salon, mødtes hun og Ladislaus i Dandsen. Hun maatte dandse med en Qvinde, hendes Dragt bød det, og der stod Spot derover paa Ladislaus's stolte Læber; men han talte ei til hende, hun ei til ham. Under de jublende Toner, dreiede hun sig rundt som Irion paa Hjulet. Hendes Bryst hævede sig, hendes Øine funklede, Ladislaus syntes kold, en mandlig Turandot med det stolte, haanlige Smiil. O hvilke Qvaler kan ikke et Menneskehjerte selv skabe sig. Altid slaaer det, altid bløder det - og det er nødvendigt for at leve.
   Ladislaus forsvandt i Trængslen; forgjæves søgte hun efter ham. Det var allerede sildigt, den sidste Selskabsvogn var kjørt til Staden, kun et Par Bønder holdt endnu med deres Linievogne. [*Note] De kaldes saaledes, fordi de kun tør kjøre til Linien. Det er sædvanligviis hvad vi kalde Kurvevogne; over hver er spændt et lavt Telt. [*] En Herre [s210] med to Damer steg i Vognen; ja det var ham; hurtig fulgte hun efter og fik Plads; de rullede afsted.
   Fra Hitzing og Slottet Schönbrunn skinnede Lysene imellem de mørke Træer; et Par skikkelige Borgerfamilier sade i Vognen nok saa glade; de talte om Alfer og Feer, som de gode Wienere godt kjende fra Folketheatrene; de citerede Indfald af Kasperl og Pumpernickel og sladdrede om deres tre Schustere, [*Note] Tre Brødre, berømte Comikere paa Leopoldstadts Theater, størst Navn har imidlertid den ene Broder Ignaz. De gave Anledning til Leilighedsstykket »die drei Schuster,« hvori var følgende Rollebesætning: »Herr Anton Schuster, ein Schustermeister, Herr Anton Schuster; Herr Joseph Schuster, ein Schustermeister, Herr. Joseph Schuster; Herr Ignaz Schuster, ein Schustermeister, Herr Ignaz Schuster.« [*] især Ignaz, den velsignede, morsomme Ignaz!
   Vor Generation kjender ikke Schusternes comiske Kløverblad, kjender ikke Pragttiden for Leopoldstädtertheatret, men vi kunne tænke os det; saae vi ikke Bäurles Muse, da kjende vi Raimunds og Restroys og kunne vel med de gode Wienere i Linievognene sladdre om Feeverdenen paa Folketheatrene, Feeverdenen, som de ærlige Borgerfolk naivt drømme sig ind i en Sommeraften, naar Lysene blinke mellem Træerne fra Hitzin og Schönbrunn.
   I eet af disse nyere Stykker seer man Aandernes Konge sidde i sin Seng, han ringer og spørger Kammertjeneren: »hvad det er for vaade Skyer, han har givet ham at ligge i?« - »Det er umuligt at faae dem mere tørre dette Aar, her er ogsaa fra Politiet i Wien indkommet Klage desangaaende. Aarstiderne løbe mellem hinanden, det er ikke længer som i gamle Dage.« - »Kald mig Aarstiderne herind!« Disse komme. Vinteren er en gammel Mand med Stok i Haanden. Kongen kalder ham for sig: »hvad er det jeg hører,« siger han. »Du har jo begyndt at blive saa fugtig paa Din gamle Alder! det maa Du vænne Dig af med! Enhver af Eder maa passe Eders Post bedre, end I nu gjøre det, ellers faae I Afsked, og det uden Pension!« Aarstiderne blive forlegne; ærbødigt kysse de Kongen paa Haanden og love at ville forbedre sig. I et andet Stykke seer man en skikkelig Wienerfamilie, som har læst formeget i Ridderromaner og nu anseer Riddertiden for at have været langt herligere end vor. De falde isøvn, og da de vaagne, ere de klædte i Ridderdragter; de ere flyttede tilbage i den forønskede Riddertid. En Røverridder lader sig melde, han frier til Datteren, og de ere høist lykkelige over et saa romantisk Partie. Men snart lære [s211] de at føle al hiin Tids Raahed; de maae savne alle vore Beqvemmeligheder, ja føres tilsidst ned i Borgfængslet, hvor de ere dømte til at lide Hungersdød. Da ønske de sig igjen i vore lykkelige Dage, da man faaer gebratene Händl, kjører til Hitzingen, og kan komme paa Comedie i Forstaden. Helbredede fører Trylleriet dem igjen til vor bedre, vor glædeligere Tid.
   O hvor ønskede ikke Naomi, at hiin Feeverden, de ærlige Borgerfolk talte om, greb ind i Virkeligheden! som Bjergaanden, der forstenede den forhadte Brudeskare, vilde hun da forstene Ladislaus med begge Qvinderne, men han skulde kun forneden være den kolde, døde Steen som Prinds Agib i Eventyret; Hovedet skulde tænke, Hjertet skulde bløde, for at han ret kunde føle sin hele Qval.
   Ved Barrieren stege de af Vognen; Ladislaus løb, som om han nu først blev Naomi vaer, slog sine Arme om hendes Skuldre, saa hun følte det, og vist bar Mærke af Omfavnelsen. »Christian!« sagde han leende, »Du er ogsaa paa Eventyr! det kan jeg lide min Dreng! Hvor jeg kunde klappe Dig! hvor jeg kunde kysse Dig, at Du dog engang er med, som vi Andre!« og voldsomt kjærtegnede han Naomi.
   »Slip mig!« sagde hun, »jeg gjør Følgeskab!« og med et Blik, mere talende end Ordet, vendte hun sig fra ham, bød den ene af Qvinderne sin Arm, og hun modtog den; Qvinden talte Syndens bløde Ord, men Naomis Kinder brændte derfor ikke rødere, hendes Hjerte slog ikke mere voldsomt end før.
   Inde i selve Staden Wien staae flere Gader i Forbindelse ved Porte og Forstuer gjennem enkelte Huse. Enhver, som er fremmed hermed, kan træde op af en Trappe og troe at være inde i Gaarden, men staaer da ude i en Sidegade.
   Ladislaus med den ene af Qvinderne smuttede ind i et Huus; Naomi fulgte efter.
   »Hvor blev de af?« spurgte hun sin Ledsagerske.
   Denne lo og førte Naomi op af den hvirvlede Steentrappe, men her var ingen Ladislaus at see. Qvinden greb i Harefoden, som hang paa Døren.
   »Hvor ere de Andre?« spurgte Naomi.
   »De er her, og vi er her!« svarede Qvinden. Døren aabnedes, en gammelagtig, velklædt Kone med en Sølvarmstage i Haanden bød dem Velkommen.
   »Djævel!« udbrød Naomi og sprang halv tumlende ned af Trappen; [s212] hun saae paa Lysskjæret, at de fulgte efter; hurtig var hun paa Gaden, Ingen saae hun, Ingen var der. »Ladislaus!« stammede hun og bed sin Læbe, saa den blødte derved.
   En halv Time efter stod hun i sit Hjem i Prateren; han var endnu ei kommen; paaklædt kastede hun sig hen over Sengen, men der var ingen Graad i hendes Øine, der kom intet Suk fra hendes Læber. Nu lød Fodtrin; Ladislaus kom.
   Tause saae de paa hinanden.
   »Du har vel moret Dig godt!« sagde han med et ondskabsfuldt Smiil.
   Hun taug og betragtede ham med sit stolte, harmfulde Blik; haanligt saae han paa hende og lo.
   Hendes Læber bevægede sig for at tale, men hun taug.
   »Har Du ikke nok seet,« sagde han, »at gaaer jeg igjennem Stalden, og min Hoppe der er løs, da vrinsker den og følger efter mig. Det er af reen Kjærlighed, og derfor klapper jeg den paa Manken. Du følger ogsaa efter mig, men af en modsat Drift. Dig kunde jeg ogsaa have Lyst til at klappe paa den Maade, Du fortjener det!« og han greb om Pidsken, der laae paa Bordet, gjorde et Smeld i Luften med den, men henimod Naomi, saa at Snerten rørte hendes Hals.
   Det var som Tarantelens Bid; iiskold stirrede hun paa ham. »Ladislaus!« var hendes eneste Ord, og hun forlod Værelset.
   Josephine sov.
   Udenfor var Alt mørkt og stille, kun Lyden af en Vogn, som tungt rullede hen ad Veien forbi Prateren, naaede hendes Øre. Det var stjerneklart Veir. Carlsvognen pegede mod Norden. Tænkte hun paa Hjemmet der, eller var hendes Tanke endnu i Plankehuset hos Pariaens Søn, den stolte Ladislaus? Ingen Taarer kom i hendes Øine, intet Suk fra hendes Læber, med Blikket mod Stjernebilledet gik hun grundende nogle Skridt. Saaledes har Ariadne stirret over Havet, da hun vidste, Theseus havde stukket hende. Dette Smiil havde Medea, da hun hilsede Jason hos Creusa.
   I samme Time, i selvsamme Nat, men paa Sjællands eensformige Landevei, hvilede to andre Øine paa samme Stjernebillede, men med Haab og Fortrøstning som Leanders, da han sprang i Hellespontens Bølger og svømmede mod Fyret, Hero havde tændt.
   Paa Sjællands Landevei kjørte Christian denne Nat alene til Kjøbenhavn. Han var kommet til den Erkjendelse, at han hos Hr. Kenpus intet [s213] stort kunde lære, og at han maatte ud i Verden for at bringe det til noget. Peter Wik var vred derover og havde sagt, at han kunde seile sin egen Sø! Luzie havde grædt; men Christians Tanke var modnet. Anbefalingsbreve havde han med, og eet var til en kongelig Laquai, han drømte derfor om ganske Andet end kun Løfter og Haandtryk. Det var en deilig, stille Sommernat, Postillonen blæste, og Hornets Echo svarede fra Antvorskovs Høider. Een Stjerne funklede saa smukt; det var Cygnus, Svanen, som hver mand i Syden kalder den. »Det er min Lykkestjerne!« tænkte han og spurgte sin Nabo om Stjernens Navn. »Aftenhønen kaldes den.«
   Christian tænkte paa Naomi; hun derimod lod sin Tanke flyve ud som Bien, lod den søge hver Bitterheds Blomst, der i de sidste Maaneder var skudt frem i hendes Hjerte, og af hver Blomst samlede hun Gift.
   Hun lyttede og syntes at høre Donauflodens Bølgeslag. Et Stjerneskud fløi, som engang Dampballonen vil flyve gjennem Luften.
   Hun vendte igjen tilbage til Huset, hvor Ladislaus sov; men i Gangen blev hun, paa Trappens nederste Trin satte hun sig, lagde Armen paa Rækværket og heldede Hovedet til den. Hun blundede, som Araberen blunder, der veed, at hans Dødsfjende sover under det samme Telt som han; de havde drukket og spiist sammen; Gjestfrihed er det hellige Skjold, som staaer imellem begge, de række hinanden Haanden og - sove, men deres sidste Tanke er: vi mødes et andet Sted! Pariaens Søn og Israels Datter have asiatisk Blod, den hede Sol brænder deri.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek