link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 2,13


                        XIII (s. 189-199)

                Rask sporer han sin Ganger 
                I den dæmrende Sol; - -
                Hans Lokker flagre prægtigt, 
                Hans Blik er kjækt og smukt, 
                Der ligger noget Mægtigt 
                I dets raske Ørneflugt. 
                               H.P. Holst. 

      Hab' ich doch einen Tag gelebt, einen Tag, wie Du Dir 
      nie einen gewähren, noch erschaffen kannst! Hab' ich 
      doch den Traum eines lustigen Daseins gehabt, kurz und 
      anmuthig wie ein Frühlingsmorgen, ein Champagnerrausch! 
      Aber dann - - 
                                Cavalier-Perspective. 

   [s189] Baronens Huus, i hvilket Naomi opholdt sig, var et rigt Huus; Alle gjaldt de for Patrioter og fandt, at Naomi ikke var det, og dog vilde ethvert Lands Armand Carrel have erklæret hende for den Dueligste af dem til at tjene som Recrut under Tidsalderens Frihedsfane. Der blev meget læst, og dog indskrænkede Bekjendtskabet med Landets Literatur sig kun til Adresseavisen og de originale Stykker, som Familien fik at see i Theatret paa dens Abonnementsaften; derimod hørte man altid her Begeistring over en eller anden engelsk Roman, »o den er ganske superb!« og tidt stod den dog meget under, hvad vor egen Literatur frembragte. Man huskede ikke paa, at Alt i Verden er underkastet Naturlove, saaledes ogsaa Digteren; hans Berømthed afhænger ikke af hans Værkers Fortrinlighed, men af hans Fædrelands Størrelse, denne og hans egen Storhed multipliceres med hinanden, og Fædrelandet er altid en Tier. Familien var meget religieus, det vil sige, de toge gjerne i Kirke og hørte, hvem Hoffet hørte. Naomi var derimod ganske en Kjætterske. Ligesom i vor Tid Kunstneren Adam har vovet, trods den parisiske Geistligheds Villie, at smykke Pantheon med Voltaires og andre Aandens Helgener, istedenfor med Genovevas [s190] og Legendernes fromme Billeder, anbragte hun i sin Religions Tempel Socrates ved Siden af Paulus, Mohammed ved Zoroaster. Smuk, men endnu mere bizar, fandt man Naomi; at de Alle kjendte hendes Slægtsregister var temmeligt vist, og saaledes manglede hun et Par Nuller bag efter sin Navneværdi. Alt var imidlertid Høflighed, den fine, iiskolde Høflighed, saa skinnende blank, at en egentlig Opposition blev gjort umulig. Havde Naomi nedstammet fra en eller anden berømt Slægt, da tør vi ganske sikkert troe, at hun vilde have sat Priis derpaa, ligesom det jo altid bliver et medfødt Gode at høre til en Familie, der har fortjent Udmærkelse fremfor Andre; neppe vilde hun have efterlignet hine Adelsmænd, som Historien viser os Exempler paa, der begeistrede over Frankrigs første Revolution, opgave deres Adelsdiplom og kun vilde være borgerlige; [*Note] I Sverrig gaves ligeledes et Par Exempler. [*] nu hyldede hun derimod disses Mod og erklærede, at de først herved havde viist Aandsadel. Havde den gamle Joel traadt ind i Salen til hende og de adelige Frøkner, vilde hun maaskee nu have sat en Stolthed i at sige: »jeg kjender ham!«
   En dansk Forfatter [*Note] Carl Bernhard. [*] har allerede gjort opmærksom paa, at i Danmark findes saa mange Kammerjunkere, at naar en Dansk kommer til Hamborg, og man i Hotellet ikke veed hans Titel, kaldes han Kammerjunker, da dette sædvanligviis slaaer til. Her i Huset kom næsten hele denne Kaste, og En var der, som med Hensyn til Naomi blev betragtet med ganske egne Øine, nemlig som hendes erklærede Tilbeder, det vil sige, han gjorde alle Krumninger, der betegne A, men hun vilde ikke sige B. Han var en Holstener, altsaa en Tydsker, og det med Liv og Sjæl; men derfor kan man ikke dadle ham, meente Naomi, »det er Sproget og ikke den politiske Grændse, eller Floder og Bjerge, som skiller Nationer. I Norden bliver Norge og Danmark Broder og Søster, Sverrig er en Halvbroder, Tydskland en Fætter og England en Slægtning langt ude.«
   Kammerjunkerens Fader var nylig blevet Jubelolding. »Det blev,« meente Naomi, »Alle de, som ei havde gjort Andet, end at vor Herre vilde have dem!« men Sligt skulde hun ikke sige.
   I Februar kom fra Sverrig en tydsk Beridertroup, der alt i Mai vilde gaae til Wien. Kammerjunkeren tog en Loge og inviterede i den [s191] hele Familien. Frøken Emma var især passioneret for Heste, hver fjortende Dag gav hun sine to Rigsdaler for at ride en Tour med en kongelig Berider, Ingen kunde altsaa være gladere ved Indbydelsen, end hun. Som Duenna for de mange unge Damer, Kammerjunkeren førte i sin Loge, var hans Tante, Grevinde Höhn, som, efter den blandt flere af den høiere Classe hos os antagne Maade at benævnes paa, istedenfor Titelen, tilføier ved Navnet Endelsen en, kom til at hedde Höhnen; under hendes Portrait kunde man med Betydning have anvendt Le Sages Ord:
   »C'est la perle des duegnes, un vrai dragon pour garder la pudicité du sexe.« [*Note] Gil Blas. [*]
   Kammerjunkeren udtalte sin Trang efter at see et Skuespil; hvad man gav paa vort Theater havde han jo seet bedre i Hamborg, dette egentlige Nordhjørne af vort civiliserede Europa.
   Med hvilken Hurtighed rullede dog Vognen afsted gjennem de vinterlige Gader. De fire Karreethjul dreiede sig mange hundrede Gange og med disse det store Skjæbnehjul. Gid dog at Karreten havde væltet, saa at Damerne havde faaet en lille Skræk, og Naomi havde brækket en Arm. Ja, det havde været en skrækkelig Ulykke, men naar hørte man vel, at der skete en Ulykke med Delinqventen, idet han kjørte til Retterstedet: aldrig løbe da Hestene løbsk, aldrig knækkes en Axel.
   Tilskuerpladsene vare særdeles godt besatte. Orchesteret spillede en af disse lette, hensvævende Melodier, der ved første Gang at høres, virker paa os, som Skuet af den smukke Baldame selv, idet hun træder ind: Alt er frisk, livsglad og svævende; men siden - ja, saa ligner den ogsaa Baldamen efter en hendandset Nat - Friskheden er borte.
   Prægtige Heste bleve førte frem. I det første Ridt deeltoge endnu ikke de mest Udmærkede ved Trouppen, men Naomi havde seet nok til at kjende, at det var de samme Beridere, hun havde seet i Odense; hun greb Placaten og læste Ladislaus's Navn.
   Damen med de vaiende Fjær stod allerede paa Hesten, Fanerne svingede i hendes Haand. Det forekom Naomi, som havde hun kun lukket Øinene og drømt en kort Drøm, siden hun sidst saae hende. Det var de samme Bevægelser, det var det samme Smiil og til den selvsamme Musik som sidst, og dog havde Damen siden den Tid været [s192] i Stockholm og Petersborg; endnu i denne Sommer skulde hun til samme Musik svinge de samme Faner for de godmodige, lystige Wienere. »O, hvilket lykkeligt, hvilket bevægeligt Liv! Hvor herligt maa det være, altid at tumle sig i fremmede Lande, altid Nyt! aldrig komme tilbage for at blive. »Komme tilbage,« ja, det betyder jo ogsaa i vort Sprog intet Godt: Nu er han kommen tilbage i det.«
   Trompeterne klang; Skranken aabnedes, og Ladislaus paa en stolt, sort Hest jog ind paa Banen. Han hilsede, som en Herre hilser sine Vasaller. Han var i polsk Dragt; en mørk Bræmme af Bjørneskind sluttede sig om Huen, men hans eget Haar traadte sortere frem. Hvert Spor af Sygelighed var forsvundet, men Blodet skinnede dog ikke igjennem Kinderne, en mørk Bronzefarve hvilede over de stolte Træk. Alvor og gjennemtrængende Tænkning laae i de mørke Øine.
   Idet han viste sig, havde strax den smukke, ungdomskraftige Mand hele det blandede Publicums Interesse; det hørte man i den mumlende Beundring; hans hele Opmærksomhed var derimod kun henvendt paa Hesten, ikke eet Blik faldt paa Tilskuerne. Nu svævede han i vild Flugt Banen rundt, legede i Luften med skarpe Sabler og gjorde de dristigste Spring; det syntes en Leg, det var, som om han og Hesten gjorde deres Kunster kun til gjensidig Fornøielse. Der viste sig hos Rytteren en Forvovenhed, som ængstede, medens hans Smidighed og Senekraft bragte den til Udseendet af en Leg. Man betragtede ham med den Ro, hvormed man betragter Fuglen, som svinger sig hen over et svimlende Dyb; vi vide, at dens Vingekraft vil ikke svigte den.
   Flere end een Qvinde lagde sin fine Haand for Øiet, medens Hoben tiljublede ham Bifald. Naomi strakte sig frem over Skranken; hendes Øine funklede, han var den første Mand, hun havde betragtet med Beundring, den Første, hun havde skuet op til i Erkjendelse af, at han i Noget var hende overlegen.
   Efter Ladislaus viste Andre deres Kunster, men Ingen var smuk som han, Ingen saa kjæk og dristig; han sluttede Forestillingen med at fremstille Mazeppa, der udstrakt hen af Hestens Ryg og med Hovedet nedad, jog i vild Flugt, som Kosakhøvdingen jog over de uhyre Stepper.
   Det var en herlig Aften; selv Kammerjunkeren var interessant, han talte kun om Ladislaus. Hele Natten drømte Naomi om - Christian. [s193] Det var ogsaa En at drømme om, meente hun, og tænkte ordentligt med et Slags Bitterhed paa sin Barndoms Ven.
   Et Par Dage efter fortalte Frøken Emma, at flere Damer af Stand vilde tage Ridetimer hos Ladislaus.
   »Jeg er med!« sagde Naomi, og da Husets ældste Datter var paa Partiet, kunde det ikke godt nægtes Naomi. Kammerjunkeren syntes dog, at de Landløbere havde for stor Lykke.
   Aaret 1820 havde for Danmark en stor Deel Begivenheder. Statsgjælden fik en Læk; [*Note] Venturinis Chronik 1820. [*] Dr. Dampe med nogle urolige Hoveder vilde give Statsskibet en Læk; Meningsstridigheder udviklede sig i Religionssamfundet, og hvert af disse Partier fandt en Læk hos sin Modpart; under saa mange og saa store Læk tør vi ikke tale om den, som Ladislaus gjorde paa mangt et qvindeligt Hjerte; et saadant er for Statsmaskinen hvad Vandboblen er for Møllehjulet. Imidlertid var Ladislaus sig sin indgribende Magt bevidst, dog yttrede han ikke mindste Tegn paa denne Bevidsthed. I Underviisningstimerne var han den mest chevalereske, men tillige den mest tause Lærer; hans Ord indskrænkede sig alene til de nødvendige, der maatte siges for at kunne belære; kun en enkelt Gang saae man et Smiil spille om den smukke Mund, som de mørke Moustacher beskyggede, og da lynede det mørke Øie. Emma fandt, at der i dette Udtryk laae noget Ondt, Naomi derimod, at det betegnede en undertrykt Smerte; hvorledes det nu var eller ikke var, han blev dem, ved denne Maade at være paa, langt interessantere, end han vilde blevet ved at besidde en Mirabeaus Veltalenhed.
   Ingen af de qvindelige Elever kunde sammenlignes med Naomi i Raskhed og i afgjort Talent til at være en fortrinlig Rytter, men Ingen af de Andre havde heller før, saaledes som hun, frit og uden Sadel, jaget over Mark og gjennem Skov.
   Middelalderens Gamle ridsede heroppe i Norden Elskovsruner i et Æble, og den, i hvis Skjød Æblet faldt, grebes af en hæftig Kjærlighed; men der kan ridses Runer i meer end i et Æble: paa Panden, i Smilet om Munden og om Øiet kan Runerne staae, siger Digteren. [*Note] Tragedien »Svend Dyrings Huus.« [*] Et Haandtryk, et Blik kan være Æblet, hvoraf den, som alt er grebet, kan suge Giften.
   [s194] Naar man elsker for første Gang, da seer man Verden gjennem et prismatisk Glas: paa hver skarp Kant, paa hver Begrændsning hviler det syvfarvede Haab. Hverdagsmennesket faaer poetiske Tanker, og Digteren giver os sine mest begeistrede Sange.
   En Mand paa to og tyve Aar, der allerede er interessant for en ung Pige paa atten, mangler kun et Par Dage i at være elsket af hende.
   Midt i April gave Beriderne deres sidste Forestilling. Endnu var Tilskuerpladsen ikke aaben. To af Staldknægtene stode i Stalden, beskæftigede med Hestene i Hjørnebaasen. Ved den smukke Hingst, som Ladislaus sædvanlig red, saae man den athletiske, smukke Mand selv med det bronzefarvede Ansigt; de ravnsorte Øienbryn trak sig frem over de mørke Øine. Endnu var han i sine daglige Klæder: den korte Jakke og de gule Skindbeenklæder, der som en Ham formede sig smukt over hver Muskel. Hans venstre Haand hvilede paa Hestens Bov og fremhævedes desto mere derved; den var stærk og dog ædelt formet. Ladislaus læste et Brev; det var kun et ganske lille Stykke Papir, men det var rosenrødt med forgyldt Snit og en broget Oblat klæbede endnu ved det. Man saae tydeligt, at Brevet var fra en Dame. Derfor spillede maaskee det fine Smiil om hans Læber.
   Vor Tids Kunstgrandskere ville paastaae, at i Oldtiden ere flere af Billedhuggernes fortrinligste Værker blevne malede. Den Indvending, at ved Malningen maatte Billedet faae det Stive i Udtrykket, som findes hos Voxfigurer, besvare de med, at i Almindelighed er ingen Voxfigur et sandt Kunstværk, saasnart det hæver sig til denne Rang, da er ogsaa Farverne af en forhøiet Virkning for de mesterligt givne Former. Om de have Ret eller ei, vide vi ikke, det er ogsaa kun den givne Idee, vi her ville holde os til. Vi ville tænke os den vaticanske Apollo, ligesaa kunstnerisk malet som formet, Ansigtsfarven bronzeagtig, som Napoleon havde den, og Øiet mørkt og talende, som hos Arabiens Sønner, da har vi Billedet af Ladislaus.
   Det var den sidste Forestilling, Beriderne gave, altsaa den sidste Aften, man saae dem; Publicum hilsede dets Yndling. Baronens Familie havde to Loger. Naomi og Frøken Emma manglede ikke.
   En Tournering blev givet. Ladislaus, ridderligt klædt, traadte i Skranken, han hilsede med Landsen, han hilsede netop mod den Loge, hvor Emma og Naomi sade, de vare jo hans Elever. Emma rødmede, Naomi smilede kun.
   [s195] O hvilken Nat med Drømme havde dog Emma den kommende Nat, Naomi derimod havde vist først sine Drømme den anden Nat, lange Drømme vistnok, thi Klokken var henimod Ti, og endnu viste hun sig ikke ved Theebordet.
   Pigen kaldte, men fandt ingen Frøken, derimod et Brev, der indeholdt en let Undskyldning, et Slags Bøn, at man ikke maatte blive forskrækket over, at hun iaftes var reist til Fyen; det var mere end et løst Indfald, skrev hun, Nødvendigheden bød det, og de skulde med næste Post faae Brev, der vilde opklare dem det Hele.
   Det vakte en almindelig Forbauselse; man skrev endnu samme Dag et Brev til den gamle Grevinde med Underretning om denne forunderlige Afreise. Iøvrigt var man ikke urolig; det stemmede jo fuldkommen overeens med Naomis Characteer, pludseligt at faae den flyvende Idee at reise til Fyen, og strax sætte det iværk.
   Et Par Dage efter indtraf Brev fra den gamle Grevinde; hun var høilig forskrækket, thi der var ingen Naomi indtruffet hos hende, ei engang en Skrivelse havde hun erholdt fra det forfærdelige Barn.
   Det var, som sagt, midt i April; Vaaren var ivente, Storken var ivente - ja Storken, det er en sælsom Fugl! naar den kommer fra Syden til os, føle vi Lyst til at reise derhen, hvorfra den kommer. Det varme Solskin lokker os ud af Stuen; vi have Lyst til at see, hvor store de grønne Knopper ere paa Træerne, og vi gaae da ud paa Gaden; Kjøbenhavneren gaaer til Havet og seer paa Skibenes Flugt. Dampskibet sender sin sorte Røgstøtte iveiret, Hjulene bruse og Skibet flyver; man bliver veemodig af Længsel, sælsom veemodig. Der kan jo være en og anden Sjæl, som siger: »jeg har det saamænd godt nok her hjemme!« men man reiser ikke for at have det godt, man lever ikke for at have det godt! men det begriber den gode Mand ikke. Dampskibet jager bort, forbi de stolte Seilskibe.
   Gutzkow siger i sin Wally: »für die schaalen Gemüther ist nichts genialer, als sich selbst zu zeichnen, wie sie sind; ihre Tante, ihre Katze, ihren Schawl, ihre kleinen Sympathien, ihre Schwachheiten. - Es giebt Kritiker und Literatoren, die sich nur für das Kopieren der Wirklichkeit enthusiasmiren können. - Die Poesie ist jetzt Selbstbefruchtung. Die Wirklichkeit nährt sich von ihrem eignen bürgerlichen, überquellenden Fette.« Baronens Huus kunde give os et stort Udbytte af denne Art, men vi ville ikke gribe det blot Hverdags i Hverdagslivet og maae altsaa flagre bort fra et Sted, hvor kun dette alene findes.
   [s196] Naomi tog sig den Frihed pludseligt at reise; vi ville gjøre det samme, vi ville ogsaa reise fra Kjøbenhavn, det er jo Vaar, Dampskibet er seilfærdigt - men det gaaer ikke til Fyen, vi kunne ikke besøge Christian, Luzie eller Nogen af alle vore Bekjendtere der; hen over Østersøen kjører Skibet paa sine to vandkløvende Hjul. Nu vel! for Originalitetens Skyld ville vi reise med; eet eller andet Udbytte maa der dog kunde gjøres, Noget maa der møde os! Vi gjøre den Aftale, at vi ikke vende tilbage til Danmark, før vi have prøvet et Eventyr, der nogenlunde lønner os Reisen; møder os Intet, da blive vi derude, vende aldrig hjem. Een Bekjendt, Christians Fader, den stakkels Skrædder, have vi jo i fremmed Land, maaskee han i dette Øieblik sender Hilsen hjem til Danmark med Storken, som gjester os.
   Vi ere ombord. Dampskibet seiler.
   Man siger:
  »Hvad i Havet er gjemt, 
  Det er udslettet og glemt.« 

   Nei, hvad Fladen har bevaret, det er anderledes udslettet og glemt. Naar Kjølvandet har lukket sig, da er der intet Spor mere af Skibets Vei; hvormangt et Ansigt vilde ellers ikke titte frem i Vandfladen, dersom dens Speil beholdt Indtrykket af hver, som havde seet ned deri. Da vilde det ogsaa vise os Ladislaus, vise os hans stolte, smukke Ansigt. Kun et Par Dage vare jo hengaaede, siden han med hele Trouppen seilede denne Vei. Selskabet var forøget med en dansk Mand, en Knøs, vistnok kun sine femten Aar og det er næsten at være for gammel til at begynde denne Kunstbane, men fine og smidige vare hans Lemmer, Øiet udtrykkede Kraft og Villie, fine Moustacher krusede sig om de friske Læber; - man kaldte ham Hr. Christian. I Passet stod, at han var en Fyenbo. Han havde hvilet sin Arm paa Ladislaus's Skulder; Arm i Arm stode de, da de nærmede sig Meklenborgs Kyster. Den Danske saae mod Nordvest, henover Havet, vor svømmende Alpekjæde, der skiller os fra - fjorten Dage tidligere Foraar.
   Ja, hele fjorten Dage vare Træer og Marker fremme, da Landtouren begyndte.
   Den danske Knøs trykkede et Kys paa Ladislaus's Læber. »Din!« sagde han, »Din alene!«
   [s197] Og Ladislaus smilede: »min! - min var Du alt derude paa Søen!« og det var, som om den danske Knøs rødmede, men Ansigtet skjulte sig ved Ladislaus, som gjengjældte Kysset.
   »Min var Du alt paa Søen!« - Ja, kunde Bølgerne fortælle, saaledes at vi forstode dem, da kom der vist mange artige Historier. Fiskene vide Besked, men de bleve gjorte stumme. Overalt seer man Viisdom i Naturen! Fiskene ere stumme, for ikke at fortælle, hvad Bølgerne sladdre, og Ormene i Jorden bleve stumme, for ei at fortælle, hvorledes de Døde kjede sig i Gravene. - - Vi ville ogsaa være stumme med Hensyn til Fortolkningen af disse Ord.
   Selskabet valgte den korteste Vei, det gik altsaa ikke over Lybeck til Hamborg, men lagde Reisen over den lille By Möln, bekjendt, som Verona og Assisi, ved en Grav, [*Note] I Verona Romeo og Julies, i Assisi den hellige Franciscus's. [*] her ligger Uglspil. Han skal være sat paa Hovedet ned i Graven; en Ugle og et Speil er hugget i Stenen. Engang stod her et Træ, som hver vandrende Haandværkssvend spigede et Søm ind i til Erindring og som en sød Forhaabning. Træet er fældet i Krigens Tid. Man dvæler ved Graven, selv Indskriften Ugle og Speil er jo en Calembourg. Det er gaaet Uglspil som Homer, man har betvivlet hans Tilværelse, tænkt sig at der stak flere Personer under dette Navn. Dog vi ville ei grunde derover, men vandre videre i Uglspils By, søge vor Uglspil og saaledes opsøge Naomi.
   Möln er en interessant gammeldags By. Vi gaae hen i en af de snevre Gader, ind i et Huus med tykke Mure, takket Gavl og faa og snevre Vinduer. I den rummelige Dile, vi træder ind i, staaer Beridernes Vogn, Værtens Vogn og en stor Rulle; Bordet er dækket; det seer ud, som om alle Husets Værelser, paa Sovekammeret nær, vare forenede i dette ene, som man kalder Dile.
   Trouppen havde siden den kom i Land havt en Reise af 6 Mile, derfor gjorde man sig nu tilgode. Den Danske, Christian, som han kaldtes, sad mellem Ladislaus og Josephine, Damen, vi kjende, med de vaiende Fjær og de brogede Faner. Alt var Latter og Glæde, selv Ladislaus saae mindre mørk og alvorlig ud, det stolte Blik var forunderligt talende.
   »Noch einmal die schöne Gegend!« sang Bajatzo og pludrede om »Gefrornes« og »gebackenes Händel,« Alt i den veritable Wienerdialect, og da den danske Christian hviskede om Træthed, om at sove og [s198] drømme, lo Bajatzo, saae paa ham, nikkede til Ladislaus og sang i østerrigsk Dialect:
     »A Trambiachl kaffa? 
     I wisst nid: Zwegn we; 
     I hå nur dan oanzing Tram: 
     Dan woas i eh.« 
               [*Note] »Kjøbe en Drømmebog? Jeg veed ikke hvorfor. 
               Jeg har kun en eneste Drøm, den veed jeg hvad er.« 
               Denne tydske Folkevise er af Seidl. [*] 

   Der staaer i den hellige Skrift en Historie om Frelseren i Templet, man førte for ham en Qvinde, som havde feilet; hun skulde dømmes, og han bød da den, som var feilfri, kaste den første Steen paa hende, da sneg de sig Alle bort. Lader os tænke derpaa, idet vi i den danske Christian kjende Naomi, lader os erindre hendes Opdragelse, hendes Omgivning og især hendes Anskuelser.
   Hun var ene med Ladislaus.
   »Jeg har gjort meget for Dig!« sagde hun med en Veemod i Stemmen, som aldrig før havde ligget i den. »Mon Du vil glemme det.«
   »Du vil ellers nok erindre mig derom!« sagde han med et Smiil.
   »Nei aldrig!« svarede hun, »hvad Ende det endogsaa tog! jeg har handlet med min fri Villie; jeg led ikke de Mennesker om mig, jeg agtede dem ikke! Dig elsker jeg! Du kan dræbe mig, jeg elsker Dig dog! Det er som en Feber, der er i mit Blod! men aldrig har jeg følt mig lykkeligere! Et langt, eensformigt Liv med gode Dage, som de kalde det, væmmer mig! heller leve kort, men leve!«
   »Mange Qvinder have elsket mig!« sagde Ladislaus, »jeg skal fortælle Dig naragtige Historier! Der er ei stort ved den hele Slægt! men Du er mere Mand end Qvinde, og derfor lider jeg Dig! ja elsker Dig, saa at jeg kunde blive skinsyg! - Dine Feil kjender jeg endnu ikke, men før vi komme til Wien have vi vel studeret hinanden. Deilig er Du! varm som en Qvinde skal være det, og Tanke har Du som en Mand!« Han kyssede hendes Læber og Pande. »Ved mit Bryst maa Du troe paa Madonna; for hende maa Du bøie Dig!«
   Naomi slyngede sine Arme om ham og gjengjældte hans Kys. »Din Kone maa for det første endnu bære Moustacher!« sagde hun med et Smiil. »Som den danske Christian er jeg ikke bange for at tumle min [s199] Hest. Men Du vil altid gjøre større Lykke end jeg, det kan jeg misunde Dig.«
   »Og jeg,« svarede han, »jeg vilde maaskee ikke tilgive Dig, dersom Du vandt mere Bifald!«
   Man hørte Fodtrin ude paa Gangen. »Det er Bryllupsgjester,« sagde Kjeldermesteren; »imorgen skal der staae et prægtigt Bryllup her i Byen. De Fremmede ere Folk fra Lybek; der er et Par Sømænd imellem dem!«
   Da Naomi siden med Lyset i Haanden gik over Gangen, kom een af Gjæsterne, en lille, fiirskaaren Mand med et jovialt Ansigt; han glædede sig vist ogsaa til Bryllupsfesten næste Morgen. Han havde sit Lys i Haanden og kom lige hen imod Naomi; Lufttrækket blæste Lyset ud for ham, men Naomi havde seet nok for at kjende Manden; det var Peter Wik. Blodet steg hende op i Kinderne, men hun trøstede sig ved, at han umuligt kunde kjende hende; hvor skulde han ogsaa falde paa at see den kjøbenhavnske Frøken klædt som Berider og med Moustacher her i den gode By Möln. Rask gik hun ham imøde, tændte ham hans Lys og sagde nok saa kjækt, at hun hørte paa hans Tydsk, at han ingen Indfødt var.
   Peter Wik lo og slog hende fortroligt paa Skulderen med et: »Gute Nacht, Bruder!«
                  Ende paa anden Deel. 

H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek