link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 2,7


                       VII (s. 145-156)

       La jeunesse est le temps des illusions. 
                                   Voltaire.  

       Schön bist Du, 
       Das weisst Du 
       Nur leider zu sehr; 
       O wüsstest 
       Du's minder, 
       So wär't Du es mehr. 
                    F. Rückert. 

   [s145] Udenom Odense Slotshaven slynger sig en Sti, der fører fra et Hjørne af Byen til et andet; denne Vei gik tidt Christian og Luzie, naar de besøgte hinanden. Det var sidst i August, hun havde saaledes efter Peter Wiks Bestemmelse med hendes Skræddersyning, været i Byen et Par Maaneder.
   Solen stod nær ved Horizonten; man kunde see paa den uden at blændes.
   »Det seer ud, som om den kom ned paa Marken til os!« sagde Luzie. »Kom den virkelig og var ikke større, end den seer ud, saa skulde jeg hen at see den!«
   »Og jeg løb tusinde Mile derfor!« sagde Christian. »Men jeg vilde være den Første, og Mange maatte der ikke komme efter mig! da vilde den hele Verden tale derom, mit Navn kom i alle Aviser.«
   »Hvad kunde det hjælpe Dig!« sagde Luzie. »Du er i Grunden forfængelig!«
   »Nei, det er ikke Forfængelighed! hvor kan Du sige sligt! jeg gad sidde i en Ballon, flyve saa høit, som intet Menneske havde været! jeg vilde gjøre Opdagelser. Var jeg bleven Sømand og selv kunde have bestemt, hvor jeg vilde seile hen, da havde jeg gjort Opdagelsesreiser ude i det store Verdenshav eller trængt ind til Polerne, og gaaet over den evige Iis!«
   [s146] »Naar Fingrene havde begyndt at fryse blaae paa Dig, var Du nok vendt om!« sagde Luzie.
   »Du kjender mig slet ikke. I Smaating er jeg ingen Helt, og det skammer jeg mig slet ikke ved. Men Du kan troe, naar der kommer noget Vigtigt, saa har jeg Mod. Jeg er rigtignok bange for at sætte over Kanalen i en lille fladbundet Baad, men jeg vil ikke være bange for at seile i den paa det store Verdenshav, naar det gjælder Noget; jeg er bange for en Ko, som vil stange, men kom jeg til Afrika, jeg red med de Andre ud i Skoven paa Tigerjagt, for det var Noget at vove Livet for. Han er druknet i Odense Kanal! der er en Ko, der har stanget ham ihjel! see, det er der slet ikke noget Stort i. Jeg bryder mig ikke om at vove Livet, naar der kun er noget Usædvanligt deri!«
   »Men hvorfor vil Du være anderledes end andre Mennesker!« sagde Luzie og standsede i sin Tale, da de vare komne til Forstaden paa den anden Side af Byen; Stien dreiede sig, og de saae paa Stenten en gammel Kone med en almindelig Mandfolkehat, hvori var stukket en Fjer af Soldaterchacot, desuden var Hatten pyntet med gamle Tøiblomster. En Flok Børn raabte efter hende og lo.
   »Det er den gale Skomagerkone,« sagde Christian. »Hun har faaet Drengene efter sig!«
   »Den Ulykkelige!« sukkede Luzie og blev rød; Erindringen om hendes tidligere Sindstilstand paatrængte sig hende, dog uden at det faldt hende ind, at den var Christian bekjendt.
   »Den stakkels Kone!« sagde han, »men hun føler vist ikke sin Ulykke!«
   Luzie rystede med Hovedet. »Lad os takke Gud for, hvad han har givet os!« sagde hun, »lad os bede, at vi aldrig maae miste det! det er vigtigere end at flyve mod Solen eller komme til Nordpolen. Vor Herre har givet os Alle saameget, at det vist er Synd at ønske mere end hans almindelige Gave!«
   »Men det vil dog jeg!« sagde Christian i ungdommeligt Lune. »Jeg vil være berømt, ellers bryder jeg mig ikke om at leve!«
   »Hvor Du dog er et Barn!« sagde Luzie, og de bød hinanden Levvel.
   Christian vandrede tilbage; da trak En ham i Ærmet; det var Skomagerkonen. »Er De ikke en Søn af den hellige Lazarus?« spurgte hun, og vor Helt, som ikke er Helt, men som nok vilde gaae paa Tigerjagt i Afrikas Skove, gjøre Opdagelsesreiser over Skyerne og oppe [s147] ved Polerne, blev brændende varm ved den gamle Kones Nærhed, saae et Øieblik paa hende og - løb. Det var godt, at Ingen saae det!
   Dristige Ideer høre Ungdommen til; forvoven styrter den sig i Strømmen, lærer at svømme, og naaer ofte Maalet; den Ældre derimod grunder, undersøger og kommer for silde; han bærer sig ad som Manden i Parabelen, der gravede de betroede Penge ned af Frygt for at tabe, medens den Dristige vover og vinder. Lykkelige Ungdom, for Dit Øie ligge hundrede Veie til Ære og Lykke.
   Mange sælsomme Tanker fødtes i Christians Sjæl, men hver ny, hver dristig Idee lod han som Veddeløbshesten først passere forbi Luzies Beskuen, dog til egentligt Løb kom den naturligviis ikke. Sædvanligviis rystede hun smilende med Hovedet og sagde, at han var et Barn, og hun fortalte ham, hvorledes hun selv som Lille havde tænkt paa at finde en uhyre Skat, hvorved hun kunde blive den rigeste i Verden; og derfor havde hun taget Spaden og gravet, snart i Haven, snart paa Marken, i den Tanke, at hun da muligviis kunde støde paa en Skat. Ligesaa barnagtigt fandt hun alle hans høitflyvende Ideer.
   Efter en saadan Samtale gik altid Christian bort mindre venlig stemt imod hende, men efter nogle Timer var Alt igjen ved det Gamle. Han indsaae, at hun dog havde Ret i Noget, og det ærgrede ham. Hver overmodig Tanke han havde udtalt: »jeg vil være berømt, eller ikke leve!« laae ham som en Synd paa Hjertet. I Eensomhed bad han Gud om Tilgivelse, og følte da ogsaa et Slags Beroligelse, men saa begyndte han igjen, ligesom mangen Catholik efter erholdt Absolution, at fornye de gamle Synder.
   En Glæde var ivente. Hele Maaneder forud var der talt om den. »Grevereisen,« som Madame Knepus kaldte den, forestod denne Vinter. Det var fem Aar siden den høifornemme Herre havde tilbragt en Vinter paa sit Gods i Fyen, og saaledes fem Aar siden Omegnens Kunstnere og Honoratiores havde feiret dennes festlige Fødselsdag paa den prægtige Gaard.
   Hr. Knepus og Madamen havde begge det Oeconomiske for Øie, og dette blev der taget Hensyn til. Man leiede en gammel, udlevet Karreet; i denne stoppede man først Provianten ind, derpaa Violinkassen, og endelig kom Herren og Madamen; Christian fik Plads midt imellem dem; ligeoverfor sad en Embedsmand med Frue, Barnepige og Barn, og over Skjødet af dem Alle laae for at holde Varme en Fjærdyne. En lille Lygte blev hængt op inde i Vognen ligeover Christians [s148] Hoved, saa han var nær ved at faae Nakken brændt. Paa Dynen laae en Gnavpose, thi man vilde forkorte Tiden ved at spille Gnav. Natten havde man valgt at kjøre i, da var man i Morgenstunden paa Gaarden, og efterdi man den følgende Aften tog bort igjen, saa var der jo ingen Liggenover om Natten, derved sparede man Drikkepenge og havde jo Vogn og Heste tolv Timer kortere. Det var altsammen Oeconomie.
   I en lukket Vogn sov man jo deiligt, og ved en saadan natlig Kjørsel mindedes Hr. Knepus om sine Reiser med Fahrposten gjennem Nordtydskland for mange Aar tilbage.
   Om det andet Ægtepar i Vognen var der intet Characteristisk at sige, naar man undtager, at Fruen engang havde ligget af Nervefeber, og derfor skrev sig alle hendes Erindringer fra »før« og »efter min store Sygdom.« Om Manden var der ikke engang saa meget at sige; vi maae springe flere Aar frem i Tiden, for dog at finde et Træk, og dette er, at han blev en Beundrer af Nicolais Reise: »Italien wie es wirklich ist.« Sneen laae høit og varmede Bondens Agre i det strænge Frostveir, men Landeveiene vare, efter det gængse Udtryk, ligesom et Stuegulv. Rask rullede de afsted i den dæmrende Nat. Christian var høist lyksalig.
   I Landsbykroen, der laae et Par Mile fra Herresædet, bedede man flere Timer, for dog ikke, som Gjest, at komme altfor tidligt paa Morgenstunden.
   De røde Dagskyer, Sneen og Granplantagen frembøde et oplivende Skue. Tæt ved Smedien, paa Toppen af en oversauget Poppel, stod en tom Storkerede; Eieren drak maaskee nu sin Morgendrik af Nilens Kilder i Afrikas varme Solskin. Christian skottede til Reden med den Erindrings Veemod, man føler ved at see i sin Psalmebog den hentørrede Blomst, som vi for Aar tilbage afplukkede paa et kjært Sted.
   Nu laae foran dem Herresædet med alle sine Udbygninger og Længer. Det deelte sig i to Dele, den gamle Gaard og den nye Bygning. Veien snoede sig udenom de gamle Voldgrave, der nu vare tilfrosne, men alligevel viste, at de holdtes i god Stand. Den gamle Gaard med sine tykke, røde Mure, faa Vinduer, Taarnet og Kighullerne tydede ikke paa at frembyde mange Beqvemmeligheder; desflere [s149] lovede derimod den nye Bygning med sine to moderne Etager. Man traadte ind i denne opad en bred Steentrappe, paa hvis nederste Trin laae to mægtige Sphinxer. Hovedgangen lignede et stort Drivhuus; sydlige Væxter, Træer og Blomster stode paa begge Sider, og over det kolde Steengulv laae uldne Tepper; her var saa varmt og saa duftende.
   Alt hvad man regner med som Reqvisiter for en dansk Herregaards Vinterglæder var her bragt tilveie. Paa Voldgraven dreiede Kanerne sig i Ring om den høie Stang, hvorpaa det danske Flag vaiede. I den smalle Hasselallee ned af den steile Banke var en prægtig Rutschbane, og paa den store Græsplet stode to kolossale Sneemænd med Øine af Kul og Skjolde af Iisstykker. En vægtig Humlestang overgydt med Vand var det glindsende Iisspyd. Midt imellem begge afbrændtes Kanonen, da Velkomstskaalen blev drukket.
   Dilettanter, hvoriblandt var baade Præster og en Borgemester, spillede under Hr. Knepus's Anførsel i et Sideværelse, skjulte bag et prægtigt Dørtæppe. Paa Bordet laae rige Presenter, og midt imellem disse stod et Blomsterstykke af Naomi, det vil sige componeret, ikke efter Naturen, men efter tre andre Blomstermalerier, et Fif, som ikke er saa ganske originalt hos os; Naomi selv var ikke i Værelset, hun stod ude i Gaarden og dannede der Hovedfiguren i et langt interessantere Maleri. Den fine, sylpheagtige Pige, der var i Overgang fra Barn til Dame og alt i Besiddelse af begges Skjønhed, stod ved den ene Lænkehund, et stort, glubende Dyr, som havde hendes særdeles Kjærlighed; den lagde sine sorte Poter paa hendes hvide Skuldre, den lange, røde Tunge hang den ud af Munden; hun syntes kun at være et Par Bid for Dyret, men det logrede med Halen, og hendes lille, fine Haand klappede dets lodne Side, medens hun lo; hun og Dyret vare de bedste Venner!
   »Den vilde Pige!« sagde den gamle Grevinde, »hun skrækker dog Livet af mig engang, det hænger saa kun ved en Traad! Snart løser hun det vilde Dyr, det kan æde Mennesker! snart jager hun uden Saddel paa den kaadeste Hest over Mark og Eng! Vor Herre er hende god, ellers havde hun for længe siden været en Krøbling! Havde jeg en Fjerdedeel af hendes Natur, det vilde være mig bedre end alle Mixturer og Draaber!« og den blege, gamle Dame satte sig i Sophaen og talte med Fruen fra Odense, hvis Erindring kun skrev sig fra »før og »efter min store Sygdom.«
   [s150] »Nu skal der være kommet en ganske ny Sygdom,« sagde hun, »den kaldes de røde Hunde.«
   »Jeg har vist havt den,« sagde Grevinden, »ganske vist: jeg har havt alle Sygdomme, og det i en Grad, som ingen andre Mennesker; jeg kan Apotheket udenad. Jeg kan vise Dem et heelt Skab fuldt af Krukker og Flasker. Jeg smager kun paa det, thi det hjælper ikke! - Ak! endog paa de Smaatoure, jeg svage Menneske kan gjøre, maa jeg have Medicamenter med. Jeg var forrige Uge ved den store Soirée hos Amtmandens, distraherede mig, men jeg forsikkrer Dem, jeg var kjørt derhen med Suurdeig under Fødderne, saadan sad jeg ved Spillebordet. Jeg er meget syg, og alligevel smiler Lægen -! han veed nu, jeg kan ikke helbredes, og derfor har han ikke den Attention, han skulde. Jeg bliver svindel, naar jeg seer en Veirmølle gaae rundt!«
   Under denne dæmpede Samtale spillede Musiken fort; Naomi var ogsaa lokket ind og stod ved Vinduet, beskæftiget med at blæse Grevindens Tulipaner fra Knop til Blomst. En Violinsolo begyndte; de forunderlige, dristige Buestrøg vakte Opmærksomhed.
   »Charmant!« raabte den gamle Grevinde og glemte, hvor syg hun troede sig.
   Naomi trak Dørtæppet tilside, og midt for, ved den lave Pult, stod Hr. Knepus's Eleve, Christian, med Violinen under Hagen.
   »Vi have nok seet hinanden før!« sagde Greven. »Men hvor?«
   »I Kjøbenhavn,« svarede Christian med dæmpet Stemme.
   »Man har betroet ham til min Veiledning!« sagde Hr. Knepus.
   Rundtom lød Bifald og Opmuntring. Naomi selv smilede saa usigeligt indtagende, og hun talte længe med ham, kun ikke om gamle Dage.
   Hvilken Glædens og Lykkens Dag var det dog ikke for ham.
   Man spadserede til Rutschbanen i Haven; Naomi var dristig som en Dreng; Christian holdt sig tilbage.
   »De tør ikke?« sagde Naomi til ham; og han steg i Kanen, men væltede da ogsaa uden videre Følger, end at han hørte Naomi hviske til Naboen: »han er klodset.« Det gjorde ham taus, han vovede ikke at tale til hende, men desmere hang hans Øine ved hende.
   Endnu engang før Bordet maatte han spille, og det satte ham igjen i hans rette Lys. Den gamle Grevinde underholdt sig med ham, og da hun hørte, hvem han var, vidste hun god Besked med hans tidligere Sygdomstilfælde, der nu syntes hævede; ogsaa om Luzie talte hun. »Ja [s151] alle Syge, flere Mile heromkring,« sagde hun, »ere mig ikke fremmede. Jeg vil nu gjerne indrømme, at der kan findes Enkelte, som have prøvet Smerter, der i og for sig ere større end mine, men det er haardføre Naturer, de lide mindre ved det, end de Empfindtlige lide ved de ringere Smerter! og jeg er saa uendelig empfindtlig!«
   Man tør næsten troe, at Interessen for Christian var mere vakt ved Tanken om hans tidlige Sygelighed end ved hans Violinspil; han maatte og skulde blive paa Gaarden hos dem tre, fire Dage. Der var jo en god Leilighed for ham til igjen at komme hjem til Odense, Hr. Greven skulde om fire Dage derhen, idet han reiste til England.
   Bordet var festligt dækket; de blændende hvide Servietter stode som Vifter i de lange Champagneglas. Lysene straalede fra solide, prægtige Sølv Armstager. Enhver af Herrerne tog sig en Dame; Naomi flagrede som en Fugl fra dem; hun nærmede sig Christian.
   »Vil Kunstneren være min Cavaleer?« spurgte hun, stak sin Arm ind under hans og førte ham tilbords. Blodet brændte ham i Kinderne; han bar sig keitet ad.
   Naomi hviskede til Gouvernanten: »Saaledes skulle vi sidde i den anden Verden, Paradiisfugl og Krage ved Siden af hinanden! - Men De maa underholde Deres Dame!« sagde hun til Christian, »eller vil De være Dame, saa er jeg Cavaleer!« og nu sørgede hun for hans Glas.
   Han følte, at hun var ham overlegen i Frihed og Munterhed, ja i Alt. Der laae Spot, men dog et Slags Hengivenhed i hvad hun sagde til ham. Med hele sin Sjæl var han hendes, og meer og meer blev det ham bevidst. Bestandig skjænkede hun i for ham, og uden Tanke drak han Glas paa Glas! Blodet løb ham raskere gjennem Aarerne, han fik nogen Veltalenhed, »han tog sig op,« som Naomi kaldte det. Nærved dem sad den blonde Ludvig, Politimesterens Søn, og i Skinsygens Qvaler spiste han for Tre, det fornuftigste Middel mod ulykkelig Kjærlighed, og Naomi lod ham ret føle, hvor hun hyldede Christian.
   »Hendes Skaal, De mener!« hviskede hun til ham, og stødte sit Glas mod hans.
   »Det er Deres!« sagde Christian; Vinen havde løst hans Tunge.
   Man reiste sig; Naomi smuttede fra ham. Forlegen trak han sig tilside, han vovede ikke at nærme sig hende; dybt følte han, at der manglede ham meget i at kunne være med i Verden.
   Der blev dandset; heller ikke heri kunde han tage Deel; ikke eet Trin forstod han at gjøre. Naomi fløi som en Sommerfugl gjennem [s152] Salen; Bevægelsen gjorde hende dobbelt smuk; Blodet skinnede gjennem de fine Kinder; hendes mørke Teint vandt ved Belysningen. Hun var meget smuk: en deilig Mignon, kun for fiint bygget for et Sydens Barn.
   »Hun dandser sig en Feber til!« sagde den gamle Frue.
   Hr. Patermann, Godsets Sjælesørger, med det væmmelige søde Smiil om Munden, var af samme Mening som den naadige Frue. Det gik dem begge med Dands, som det gaaer Hundene med Vandet: de undvære det saa længe, at de tilsidst faae Afsky for det.
   Naomi syntes ei et lægge Mærke til Christian, den blonde Ludvig var den Lykkelige, men Christian kunde jo heller ikke dandse. Pludselig stod hun for ham, hun lagde sine Arme paa hans Skuldre, og de fløi i den hvirvlende Valts. Alt løb rundt for ham, men slippe hende kunde han jo ikke. Han traadte hende paa Fødderne, han stødte sine Knæ imod hendes.
   »Jeg faaer saa ondt!« sukkede han, og hun lod ham synke ned paa en Stol, lo af ham og svævede med en ny Dandser gjennem Salen.
   En amerikansk Forfatter fortæller os, at naar Elsdyret er saaret tildøde af Jægerne, forlader det sine Ledsagere for at døe afsides; et lignende Instinct drev Christian bort; han var jo en vingeskudt Fugl mellem de andre høitflyvende.
   Tjeneren ledte ham med tændt Lygte over Gaarden til den gamle Bygning; i den nye vare alle Gjesteværelser optagne. Gjennem en smal Port traadte de ind i den lille fiirkantede Gaard, som engang havde været hele Herresædets Gaardsplads; op af den spiralformige Taarntrappe, gjennem flere høie, gammeldags Værelser kom de til et lille Kammer, der i Hast var indrettet til at sove i. Geværer af høist forskjellig Form og en uendelig Mængde Ridepidske hang rundtom paa Væggen.
   »Her er Sovekammeret!« sagde Karlen og tændte Lyset. »Og der hænger Stamfruen, som vil passe paa Dem medens De sover!« tilføiede han leende, idet han belyste over Døren Portraitet af en Dame i Middelalderens Costume; men det Forunderligste var, at hun om Halsen bar en Jernlænke, der hang hende ned over Skuldrene og Brystet.
   »Det var en mandhaftig Frue!« sagde Karlen, »hun havde nok ikke saa stor en Apothekerregning som vor gamle Grevinde! Hun laae i sin Tid i Strid med en Naboherremand, og han fik hende til Fange, [s153] gav hende Lænken om Halsen og lod hende smede fast til Hundehuset. Det var i de Tider! saa drak og svirede han, men Fruen kom løs imens; hun slap hjem, fik sine Folk paa Benene og kom bag paa Fjenden. Derfor har hun ladet sig male af med Hundelænken!« Karlen gik, og Christian var alene med sine Tanker og Billedet af den mandhaftige Frue.
   Hun havde mørke Øine som Naomi. Saa kjæk og dristig kunde vist Naomi ogsaa være. Han saae ud gjennem Vinduesruden; Glasset var tykt og solbrændt, han kunde kun see de oplyste Vinduer i den nye Bygning, og han tænkte paa hiin Aften i Kjøbenhavn, da han som Matrosdreng hang i det vaade Tougværk, da Naomi ogsaa svævede i Dands og Glæde; han tænkte paa den nylig endte Time, paa alle sine Mangler, alle sine knuste Forhaabninger.
   Endnu efter Midnat var han vaagen; han hørte Hr. Knepus og Madamen kjøre bort og var slet ikke lykkelig ved at blive.
   Men hvilken Lægedom eier ikke Søvnen, naar det er et Ungdomshjerte, der skal helbredes!
   Sollyset skinnede ind paa Stamfruens Billede, da Christian vaagnede. Den tunge Jernkjæde om hendes Hals beskæftigede hans Tanker.
   »Ogsaa jeg bærer en saadan Lænke! jeg er ei bedre end lænket til Hundehuset, medens de Andre ere lystige i Salen! Men ogsaa jeg skal sprænge Lænken, engang skal jeg som en stor Kunstner træde frem for dem, og de skal bøie sig for Geniets Magt. Som i Josephs Drøm alle de Andres Neg bøiede sig for hans ene, skal det gaae med mig, og da vil jeg ogsaa lade mig male, men ikke med noget Tegn paa Aaget, jeg har baaret, nei Haand i Haand vil jeg staae med Naomi. Hun er saa smuk, saa smuk som de gode Engle hos Gud, men ikke saa god - men hvo kan ogsaa være det!« og han bøiede sine Knæ, læste sin Morgenbøn og bad, at hans skjønne Drøm maatte opfyldes.
   Opad Formiddagen vilde den gamle Grevinde see alle de tilbageblevne Gjester hos sig. I den gamle Gaard, som kun hun og de til hendes Opvartning bestemte Tyender beboede, ventede Chocoladen.
   Gjennem Taarnet, opad Vindeltrappen kom man til hendes Værelser, der idetmindste i det sidste Aarhundrede ingen væsentlige Forandringer havde undergaaet. Vævede, grønne Tapeter, en Urskov, hvor hist og her mellem Grenene et Hjortehoved tittede frem, smykkede Væggene. En stor Flisekakkelovn var opreist foran den tilmurede Kamin, [s154] som var prydet med store Sphinxer, hugne ud i Graasteen. Gjennem et stort Skab, hvis Døre bedækkedes med Tepper, var Nedgang til Værelserne neden under. Stole og Divan havde samme gammeldags Snit, det eneste moderne var en Gips-Napoleon, der havde Plads i en gammel Pyramide, paa hvilken hver Afsats bar Mixturflasker, Krukker, Pilleæsker og lignende Trophæer fra Sygdomme, den naadige Frue havde overvundet. Helten, opstillet mellem Fruens Trophæer, var slet ingen uheldig Idee. Man gjør det saa godt man kan.
   »Her er min Residents!« sagde hun. »Hele Vinteren staaer den nye Bygning øde; Alt er da under den gamle Regjering, og da skinne Lysene her, desværre Lysene ved en Sygeseng!«
   Gjesterne vare endnu ikke komne. Naomi stod paa en Stol og undersøgte den øverste Skuffe i et gammelt, kunstigt udskaaret Skab.
   »Du er en Uglspil!« sagde den gamle Frue, »stig dog ned, Gjesterne komme.«
   »Det er ikke hver Dag,« svarede Naomi skjelmsk, »at det Allerhelligste kommer op. Du har tilladt mig at kige deri!«
   »Det er Skramleri!« sagde Fruen, »halvhundredaarige souvenirs!«
   »Og dette Dameportrait,« spurgte Naomi, »hvorfor ligger det her? Hun er deilig! men hun ligner en Jødinde!«
   Den gamle Frue fæstede sit Øie skarpt paa Billedet, vendte sig derpaa til Naomi og sagde alvorligt: »Det er Din afdøde Moder!«
   De bleve begge tause. Naomi var den Første, som tog Ordet.
   »Min Moder? Hun skal ikke ligge mellem Skramleriet!« og hun stak Billedet ind paa sit Bryst.
   »Stig dog ned, faae Skuffen lukket, Gjesterne komme!« sagde Fruen, »Du faaer mit Blod i Bevægelse, og det kan jeg ikke taale, veed Du.«
   »Fortæl mig Noget om min Moder,« sagde Naomi alvorligt.
   »Hvad tænker Du paa, Barn!« svarede den Gamle. »Det vilde heller ikke være noget morsomt for Dig!« hun vendte hende Ryggen. De Fremmede traadte ind, og denne Samtale var afbrudt.
   Christian maatte spille for dem; det var egne Phantasier, thi Hr. Knepus var jo borte. Naomi stod tankefuld, hendes Øine syntes drømmende at hvile paa ham. Saaledes havde han aldrig seet hende. »Hun beundrer mig,« tænkte han, og det gav ham Begeistring. Aldrig havde [s155] man heller seet Naomi saa lidet talende, saa forunderlig tænkende, som i Dag.
   Der skulde spilles Fjerbold ovre i den store Sal i den nye Bygning; Selskabet begav sig derhen. Naomi blev tilbage hos den gamle Frue, greb hendes Haand og sagde med en Bestemthed, der var over hendes Alder: »Fortæl mig om min Moder! jeg maa vide det, jeg vil vide det!«
   »Du skrækker Livet af mig med Din Hæftighed!« sagde den Gamle. »Jeg veed ikke Noget. Gaa Du over til de Andre og spil Fjerbold.«
   »Du behandler mig altid som et Barn, og det er jeg ikke længer! derfor vil jeg vide noget mere om mig selv. Jeg er ikke en Fremmed, som I af Naade har gjort godt imod! jeg er, hvad jeg kun skal synes at være, Din Søns Datter! Du er min Bedstemoder. Letsindig er jeg, og derfor har jeg kunnet glemme at spørge om min Moder. Kun to Gange har jeg nævnet hende for min Fader, og begge Gange blev han heftig og gik bort fra mig. Heller ikke Du har villet sige mig Noget, og jeg har i min Barnagtighed ladet det gaae og siden næsten glemt det; men i Dag har jeg faaet min Moders Portrait! i Dag vil jeg vide mere, og Du skal sige mig det!«
   »Naomi, Du veed hvor svag jeg er!« sagde den gamle Frue. »Plag mig ikke! jeg hverken kan eller vil føie Dig! Desuden er det slet ikke nogen Historie for Din Alder. Nei, om et Par Aar, naar jeg rimeligviis længe har ligget i Jorden, vil min Søn nok sige Dig det. Gaa nu ud i Forværelset og hent mig min brune Kaabe -!«
   »Du vil have mig udenfor,« sagde Naomi, »saa skyder Du Skodden for Døren, og jeg kommer ikke ind! Det har Du før gjort! Bedstemoder, Du kjender min Bestemthed. Ude paa Voldgraven er hugget et Hul i Isen, der springer jeg i, fortæller Du mig ikke strax, hvad jeg vilde!«
   »Du forfærdelige Pige!« sagde den gamle Grevinde, »Du er ond mod mig svage Menneske! jeg skal føie Dig, men Du trykker kun Braadden i Dit eget Hjerte!« Den gamle Dames Kinder, som ellers vare sygelige, blege, fik en stærk Feberrødme, Talen blev hurtigere: »Du er ikke mit Blod, ikke min Søns! en Taabelighed er det, en Svaghed, at han imellem troer det!« Den Gift, Bitterheden skaber i vort Blod, gik som electriske Funker frem i Ordenes Betoning. »Den gamle Jøde i Svendborg er Din Bedstefader!« sagde hun, »hans Datter [s156] var smuk, smukkere end Du vil blive. Hun var Gouvernante her paa Gaarden, hun tjente her, Du forstaaer mig, hun tjente! men hun havde Forstand, hun havde Læsning, og vi behandlede hende som een af vore Lige! Min Frits forelskede sig i hende, hans Fader kom efter det, og Din Moder maatte bort, hjem til sin Fader. Frits kom paa Reiser, vi gjorde vort; men de skreve til hinanden, sværmede for hinanden, skjøndt visse Folk ikke talte godt om Din Moder. Der var en Musikant, en Nordmand i Svendborg, han kom der i Huset og var Fortrolige, ja han var overmaade fortrolig! Frits kom hjem; vi tænkte, at alting var glemt, han gik flittigt paa Jagt, og Jagten var Besøg i Svendborg. Jeg fik at vide derom, vidste, hvilket syndigt Liv de førte, værre end Du begriber det! Taabelighed er det at tale med Dig derom. Jeg sagde Frits hvad jeg vidste, men han stolede paa Din Moders Kjærlighed, indtil han selv engang traf den Fortrolige! Af dansk Adel er Du ikke, maaskee af norsk! Min Frits var overtydet og blev et fornuftigt Menneske. Da Du blev født, skrev Din Moder elegiske Breve over Dig og tilsidst tog hun Livet af sig, fordi Frits ikke vilde gaae ind paa Fictionerne; det var Effect! det hjalp: hun kom i Graven og Du til os; selv har jeg hentet Dig i Svendborg By.«
   »Tak for Deres Fortælling!« sagde Naomi rolig, men bleg, som hun aldrig havde været. »Jeg er altsaa af norsk Adel og ikke af dansk! Oehlenschlægers Hakon Jarl har ogsaa altid behaget mig mere end hans Palnatoke! Skal vi nu gaae ud og spille Fjerbold!«
   »Barn!« sagde Grevinden, »bliver Du ikke exalteret? Din Lige har jeg aldrig kjendt! men Du begriber ikke det Hele! O, der vil komme en Tid, at Du vil græde Blod over, hvad Du har hørt i denne Time!«
   »Jeg hørte, at min Moder var smuk!« sagde Naomi, »jeg hørte, at hun havde Forstand, og at hun havde Mod til at døe, da man krænkede hende for dybt! - Hendes Portrait skal hænge i mit Værelse, pyntes med Blomster og have alle mine Kys! - Nu gaaer jeg ud og spiller Fjerbold!«
   Med et leende Ansigt forlod hun Grevinden, men paa Trappen i Taarnet stod hun stille og græd tunge, bittre Taarer. Fem Minuter efter saae man den overgivne, leende Naomi ved Fjerboldspillet. Instinctet lærte hende, at Taarer kun finde Medfølelse hos den, som troer, at man lider som han selv.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek