link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 2,2


                      II (s. 117-121)

            - Wir waren Kinder, 
       Zwei Kinder klein und froh; 
       - Vorbei sind die Kinderspiele, 
       Und Alles rollt vorbei. - 
                          H. Heine. 

   [s117] Det er først i de sidste Aar, at vort Øie er blevet vant til det smukke Skue af Hesten i sin naturlige Skjønhed paa Veddeløbsbanen. Billedet af dens vilde Flugt over Stepperne er saaledes blevet os tydeligere. Een af de meest anskueligtgjørende Skildringer af dette Dyr i sin Naturtilstand have vi i Washington Irwings »a tour on the prairies.« Han fører os ind i urgamle Skove, hvor den vilde Ranke snoer sig fra Træ til Træ, og danner et milevidt Hegn, hvorfra man seer ud paa de uhyre Sletter, hvor det høie Græs bølger som en Sø, og de vilde Heste i store Horder, med flagrende Manke, gnistrende Blik og dristige Spring, jage henover Sletterne. Ønsket at de altid maa blive i denne stolte Friheds-Tilstand paatrænger sig os. Jægerne kaste Slyngen om det stolte, frie Dyr, og det reiser sig med al sin Kraft for at løsrive Baandet, men kraftigere Hænder holde det fast; det første Pidskeslag falder paa Dyrets Ryg, og skummende og dampende forsøger det sidste Gang sin hele Kraft, forgjæves, det kaster sig som død til Jorden; et nyt Slag af Pidsken falder, og taalmodigt reiser det sig; bundet i en Strikke følger det Pakhesten. Steppens Konge er nu Træl.
   Der ligger noget Veemodigt i denne Overgang. Fra den vilde Hest paa Steppen til det usleste Arbeidsøg for Bondens Vogn er der et uendeligt Spring, men een Slægt er det, og paa den mest glimrende Begyndelse kan følge en saadan Slutning. Intet Dyr har i Skjæbneomskiftelse mere tilfælles med Mennesket. Hesten, som engang bar en Konge, blev klappet af hans høire Haand, pleiet paa det Bedste, steg ofte ved et Uheld ned til at blive Dragonhest og endte tilsidst for Rakkerens Sluffe.
   Opfyldte med disse Betragtninger, sættes vi i en egen Stemning, [s118] naar vi, paa en klar Frostdag, medens Sneen ligger fast og funklende, gaae i Maanskinnet over den store Plads i Kjøbenhavn, som bærer Navn af Kongens Nytorv. Rundt om Kongestøtten til Hest, hvor de colossale Malmfigurer sidde, jager en Række af Kaner, der her holde til Leie. Gadedrenge og den simpleste Almue give her deres to Skilling, for, som det hedder, en Tour to Gange om Hesten. Kanerne ere almindeligviis gamle og høist elendige, men den stakkels Hest foran hver endnu ynkeligere; naar Vognmanden ikke kan bruge den foran Arbeidsvognen, spændes den for Kanen, og udtæret pidskes den nu afsted og kommer skummende og dyndvaad tilbage, forat staae i den sviende Kulde, til en ny Kudsk sætter den i Flugt; det ender ofte med at den styrter, og det er vistnok den bedste Lykke for Dyret.
   Det var ud paa Aftenen, at disse omtalte Skillingskaner joge omkring Malmhesten; Bjelderne klingede, Pidskene smældede og Hurraraab og Jublen af de kanekjørende Drenge lød med knaldende Effect. De fleste Gaaende gjorde lang Omvei; kun Faa vovede at lægge Veien midt over Torvet; de Dristige kastede speidende Blik og gjorde raske Spring over de i Cirkler og Ellipser skaarne Baner. Mellem de Dristige var en Herre i en stor Kappe, det var Greven. Et Par Kaner var han let sluppet forbi, nu kom een med to jublende Matroser og en Dreng; forgjæves standsede han, at den kunde jage forbi, den dreiede i det samme lige mod ham, Hesten var saa nær, at Fraaden stænkede paa ham, men i samme Øieblik laae Dyret paa Jorden, og Kanen, der pludseligt standsedes, slingrede om paa Siden, det arme Dyr gispede et Par Gange slog sine Øine underligt, smertefuldt op og laae nu død. Folk strømmede til, et Par af Udleierne med Pidskene i Haanden indfandt sig.
   »Det var Sonderling, som lagde sig!« sagde de, »hun gjør det ikke mere!«
   Sonderling, Navnet kaldte en forgangen Tid tilbage i Grevens Sjæl; levende stod for ham den gamle Familiegaard i Byen, hvor den naadige Fru Mama sværmede for Lafontaines Romaner, det smukke Hoppeføl blev derfor kaldt op efter Romanen: »der Sonderling,« og den unge Greve fik det paa sin Fødselsdag, det var et stolt, et deiligt Dyr; naar han red gjennem Svendborgs Gader, kom alle Folk til Vinduerne og Rytter og Hest vandt Alles Bifald. Den smukke Sara, Jødens Datter, klappede det med sin fine Haand, og Dyret holdt meget af Gouvernanten, som hun kaldtes paa Gaarden. Det vrindskede høit, [s119] naar hun kyssede det paa Hovedet, dog, Rytteren holdt endnu mere af den smukke Gouvernante, og derfor maatte hun bort - Det blev en sørgelig Historie! - Da den unge Greve siden reiste i Udlandet, gik ogsaa Sonderlings Lykkestjerne ned, den blev solgt paa Sanct Knuds Marked.
   Kunde og maatte det ikke være det samme udmagrede, piinte Dyr, her laae? Alle disse Tanker slog i een mægtig Erindringsfunke ud fra Grevens Sjæl ved Navnet Sonderling, det eneste, det endnu havde beholdt fra lykkeligere Dage. Derfor dvælede han længere, end han i et andet Tilfælde havde gjort, og mærkede heller ikke til den større Ulykke tætved: Drengen, som havde siddet i Kanen, var vist kommet til Skade, han blev bragt ind til en Barbeer.
   Fra den kolde Aftenscene ville vi med Greven træde ind i hans hyggelige Hjem, hvor Skibet laae udenfor med Snee paa Tougværket. En varm Luft, kryddret med Røgelse, mødte den Indtrædende. Voxlys i Sølv-Armstager oplyste Værelset, hvis Gulv var belagt med brogede Tepper, som det tykke Underlag gjorde elastiske, bløde. Malerier af Juul og Gebauer smykkede Væggene. Gips-Afstøbninger af den døende Fægter, og Romerdrengen, som tager Tornen af sin Fod, stod paa hver Side af det Mahogni Bogskab, hvori kun fandtes fornemme Forfattere, det vil sige: Goethe, Racine, Swift, men ikke en eneste dansk Bog, som man tidt finder saaledes hos vor saakaldte høiere Classe en Art Stuebibliothek, der viser Smag, men om denne virkelig findes, læres først ved Conversationen. At der desuden stod en heel Række »Taschenbücher« var just ikke gode Auspicier. Ind til det næste Værelse førte ingen Dør, paa østerlandsk Viis hang her brogede Silketepper, som man slog tilside. Værelset var mindre; underlige Slyngplanter hang fra Pyramiderne mellem de Damaskes Gardiner. Hyazinthens blaae og blegrøde Klokker ringede med Toner af Duft. Ved Theebordet, som Gouvernanten bestyrede, sad Naomi og en gammelagtig Herre; Kammerherre var han. Thorvaldsen begyndte paa den Tid at faae en europæisk Navnkundighed; Kammerherren talte derom.
   »Jeg har kjendt ham,« sagde han. »Da jeg var Kammerjunker, var han Ingenting; men Genie har han, og Aviserne tale om ham. Ja, ved min Gud! læser jeg ikke hans Navn i Journal des debats! Mennesket bliver celèbre, men til Kongens Taffel kan han ikke komme, da han ikke er Etatsraad!«
   [s120] Paa et Bord tæt ved laae fine Kobbere og Prospecter. Der var de fleste italienske Egne, Greven havde besøgt.
   »Magnifique! magnifique!« sagde Kammerherren. »Det er Genua! der var jeg for syv og tyve Aar siden! deilige Fruentimmer er der! og i Bologna -! ak ja, Bologneserinderne! hvilke Øine!« Gouvernanten slog sine ned. Kammerherren hviskede halvhøit: »deilige Fruentimmer! det er jo dog dem, man reiser for!«
   Greven fortalte nu, hvor nær han denne Aften havde været ved at blive kjørt over, og sagde, at den stakkels Dreng vist var kommet til Skade. »Det lille musikalske Genie!« tilføiede han.
   »Her i Huset har han givet Concert!« sagde Naomi leende. »Tjenestefolkene havde faaet ham ind til sig, han havde spillet, og de havde klappet for ham, men Hans Kudsk havde været vittig og hængt ham en Kløverknægt paa Brystet som et Ordenstegn,« sagde Naomi, »det forstod han dog, var at gjøre Nar af ham, og han fik Vandet i Øinene, men saa kom Elisa,« hun pegede paa Gouvernanten, »og Alt kom i den skyldige Respect!«
   »Stakkels Dreng,« sagde Greven, »nu kommer han paa Hospitalet.«
   »Men jeg kan høre ham spille paa Violinen!« sagde Gouvernanten og lyttede. »Det er ganske den samme Musik, vi pleie at høre!«
   Tjeneren blev kaldt ind.
   »Skaf mig at vide, hvo det er der spiller,« sagde Greven. »Spørg om den lille Matrosdreng er kommet til nogen Skade ved Kanekjørslen.«
   Tjeneren kom snart tilbage igjen og fortalte, at Drengen havde rigtignok vredet Benet af Led, men det var istand igjen, han stod udenfor Døren med Violinen, som han havde sagt, han skulde tage med.
   »Ja, det var ikke min Mening!« sagde Greven. »Nu, godt er det, at han er uden Skade!«
   »Skulde vi ikke see det lille Kunstværk?« sagde Kammerherren. »Frøken Naomi siger med sine smukke Øine, at hun vil opmuntre den lille Kunstner!«
   Greven smilte, og et Øieblik efter stod Christian paa Strømpesokker, og med Violinen skjult bag Ryggen, inde i det oplyste Værelse. Hvor varmt og duftende, hvor rigt og deiligt var dog Alt omkring ham. Blomster og Naomi, ret som da han krøb igjennem Muren ind i Jødens Have. De vilde høre hans Violinspil! han bævede af Glæde.
   Da traadte i det samme en høi mager Herre ind med et alvorligt, [s121] strengt Ansigt. Mørkt og spørgende saae han paa Christian, som om han vilde sige: hvad gjør den fattige Dreng her!
   »Det er et lille musikalsk Genie!« sagde Greven og forklarede nu med faa Ord Bekjendtskabet.
   Den Fremmede saae endnu alvorligere paa Drengen, som Greven affærdigede med at ville høre ham en anden Gang; en Sølvdaler blev stukket ham i Haanden, men kun halv lykkelig derved, forlod han de prægtige Værelser.
   Tjeneren fik ham ind i Pigekammeret, og nu maatte han der, som igaar, spille for Folkene. Alskens Vittigheder faldt, men hans Forfængelighed blev dog smigret, og ogsaa her fik han Penge. Han var meget glad, da han gik ned af Trappen. Den alvorlige Herre med det strænge Blik mødte ham. »De have Dig jo til Nar!« var Alt hvad han sagde, og det faldt som ædende Gift i hans Glædes Bæger.
   Paa Skibet modtog Peter Wik ham med et alvorligt Ansigt.
   »Hvor Satan føiter Du hen?« spurgte han. »Er Du blevet Stadsmusikant? Gnide kan Du dernede i Kassen, men ikke oppe for Tallerkenslikkerne, ellers faaer Du en Vinge! See, det er Peter Wiks Mening!«
   Stille og bedrøvet gik han ned til sin lille Køie.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek