link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 1,16


                        XVI (s. 100-104)

                            Margot. 
         Sie war's. 
                           Louison. 
         Und sie erkannt' uns nicht! 
                 Schillers: die Jungfrau von Orleans. 

   [s100] »Iaften skal vi i Comedie!« sagde Peter Wik og førte Christian med sig.
   Man fortæller om en Mand fra Landet, der første Gang i sit Liv kom i Theatret, at han i Forsalen gik lige hen til Billetcontoiret, stak Hovedet ind af det fiirkantede Hul og blev derpaa taus staaende, i den Tro, at det var det Perspectiv, han skulde see Comedien i. Christian kunde gjerne have gjort det samme, thi han havde aldrig før været i et Theater. Alt var ham et Skuespil, lige fra de opstillede Soldater i Forsalen til Vrimmelen, som jog op af Trapperne.
   »Nu skal Du see en Dragkiste, vi komme i!« sagde Peter Wik. »Vi skal i den øverste Skuffe! Seer Du, den nederste er trukket lidt ud, for at Damerne ikke skal krølle deres Stads!«
   De satte sig paa første Bænk. Christian var høitidelig taus, han syntes, det lignede en stor Kirke.
   »Den Topseng der paa hver Side skal Kongen og Dronningen i!« sagde Peter Wik. »Det store Skilderi foran gaaer iveiret, som et Skibsseil, og saa komme Fruentimmerne frem og strække Been, først det ene, saa det andet, ligesom en Flue i et Fad Fløde!«
   Lysene straalede klart ud over de forgyldte Loger, hvor de rigtklædte Damer sad. Nu kom Kongen og det hele Hof. Christian følte en sælsom Angst og dog stor Glæde; han var jo i det samme Huus, som Kongen, han behøvede kun at raabe høit, saa maatte Kongen høre det, og vilde vist spørge: »Hvo er det, som raaber?«
   Nu blev der ganske stille, og et Hav af Toner bølgede gjennem Huset. Stykket begyndte, og han hørte Sang, som han endnu aldrig havde hørt den. Vandet brast ham ud af Øinene; han skjulte det, thi man vilde vist have leet af ham. Himlens Glæde kunde dog ikke være [s101] større, syntes han, end altid at sidde her, og dog var dette Stykke, sagde de Andre, noget kjedeligt, nu kom først det Rette, den prægtige Ballet Rolf Blaaskjæg.
   Musiken klang som Menneskestemmer, ja som den hele Natur. Han syntes at høre Uveiret hiin Nat ved Kilden, da Træerne bøiede sig som Siv, og Løvet hvirvlede om ham. Han hørte Vinden, som naar den susede om Mast og Tougværk, men melodisk deilig, det var langt herligere end Gudfaderens Violin, og dog mindede det ham derom.
   Tæppet rullede op. Rolf Blaaskjægs dræbte Koner svævede i hvide Liin om deres Morders Leie; Musiken var de Dødes mægtige Sprog, og hans Phantasie fulgte med stærke Vingeslag hele den romantiske Digtning. De lykkelige Smaabørn, som dandsede for Isaura! O var han dog imellem dem! Lykkeligere Lod end deres, kunde Ingen have paa Jorden. O, turde han dog raabe sit Ønske, sin Lyst ned til Kongen, han vilde vist høre og hjælpe ham. Men han vovede det ikke. Theaterlivet forekom ham at være et Lykkens og Skjønhedens Tryllebillede, og Enkelte drømme derom som han.
   I Paris seer man i Balletten: le diable boiteux, det Omvendte af hvad Tilskuerne ere vante til at see, man henflyttes paa selve Scenen og seer derfra ned paa en imagineret Tilskuerplads; Coulisserne vende den umalede Side frem, Bagtæppet, som ruller op, er et Fortæppe, man seer Rækkerne af Tilskuere, som klappe og pibe. De Dandsende paa Scenen vende Ryggen til de virkelige Tilskuere. Det er det Sceniske, man saaledes føres midt ind i, men kunde vi ligesaa let see ind i Menneskehjerterne der, hvilken Skyggeverden fuld af Lidenskab og Taarer vilde da aabenbare sig for os. Denne Skare af lystige, dandsende Qvinder har kun Armod i Hjemmet. Der gaaer En mellem Choret, som kunde indtage den største Plads paa Scenen, men Directionen begriber ham ikke, og Regisseuren kan ikke lide ham. I Theaterstaten er man under de tredive Tyranner. Lønnes Kunstneren slet, da kan han og Familie søge om Billet ved de Fattiges Bespiisnings Anstalt. Digteren faaer ingen Pension, maaskee for at Tanken om den nøgne Fremtid smukt kan holde ham i et tragisk Lune.
   »Der sidder Naomi!« raabte Christian pludselig midt i sin Henrykkelse. »Ja, det er hende!« og Blikket foer fra Trylleverdenen, fra Isauras Kamp og den fristende Guldnøgle; han saae kun den slanke, nydelige Pige med de kulsorte Gazeløine og den sydlige Teint. Hun sad i [s102] første Etage mellem de andre pyntede Damer. »Vi have leget sammen!« sagde han til Peter Wik, og hans Beskuen og Interesse deelte sig mellem Balletten og Naomi.
   Altfor snart var det herlige Pragtskuespil til Ende, Alle stormede bort med en Iil, som var det noget Ubehageligt, man vilde see at komme bort fra. Forgjæves speidede Christian i Trængselen efter Naomi, hun var ikke at see; maaskee var det hende, der jog forbi i den rullende Karreet.
   Tonerne klang endnu i al deres Fylde for hans Øre, det hele Spil foresvævede ham saa levende; saaledes staaer endnu Stjernebilledet for det menneskelige Øie, længe efter at det har hørt op at være til. Nu begreb han, at der var noget Høiere, noget Ædlere end Hverdagsmenneskets Dont; Geniet hos ham var ved Toner aandet i Live og stræbte efter et Slags Legemliggjørelse. Han anede Perlen i sin Sjæl, Kunstens hellige Perle; han vidste ikke, at den som Perlen i Havet maa vente paa Dykkeren, som hæver den til Lyset, eller klæbe sig fast ved Musling og Østers, det høie Patronatskab, for saaledes at komme til Beskuelse.
   »Naa, der gad Du nok have været med at springe!« sagde Peter Wik.
   »Ja!« svarede Christian i en begeistret Tone.
   »Det er et daarligt Levebrød, min Dreng!« svarede han, »naar Du eller jeg give vore tre Mark, maae de være til Nar for os!«
   Nei, saaledes kunde han ikke opfatte det; Kongen og tusinde Mennesker havde jo med Andagt seet og hørt, som man seer og hører Præsten i Kirken. Intet var glemt, og midt i denne Livsherlighed svævede for ham Billedet af Naomi, den kjære Legesøster.
   Med en Rigdom af Tanker laa han i sin lille Køie i den lave Kahyt; den raae Efteraarstaage bredte sig ud over Dækket og skjulte Skibet, som han i det var skjult og glemt for hele den store By. Maaskee var det Hele et Billede paa hans Fremtid, som det er paa saa mangen begavet Aands. Geniet er et Æg, der trænger til Varme, til Lykkens Befrugtigelse, eller det bliver et Vindæg.
   Det var langt over Midnat, før der kom Søvn i Drengens Øine.
   Mangen paafølgende Aften, sad han ene i den lille, mørke Kahyt; inde i Havnen maae ingen Skibe have Lys ombord; han spillede da Reminiscenser af Rolf Blaaskjæg; han søgte paa Strængene at gribe de beslægtede Toner, som Vinden sang i Skibets Tougværk. Af Musikstykkerne, han daglig hørte fra Hovedvagten, fæstede sig hele Tacter [s103] i hans Erindring, og han gjengav dem i et broget Potpourri. Ofte haabede han, at den venlige Dame, hans Lykkes Fee, skulde pludseligt træde ombord og bevirke en Forandring i hans Stilling. Han tænkte paa Naomi; ja hun holdt af ham, hun havde jo grædt, da de skiltes ad.
   Som han saaledes en Aften sad ganske ene paa Skibet, straalede Lysene prægtigt ud fra den store Gaard tætved, og han hørte Musik, saa jublende, deilig. Der blev dandset. Det Hele mindede ham om hiin Aften paa Glorup. Lænet til Masten stod han og inddrak Tonernes Duft.
   Pludseligt fik han en Tanke; han klattrede op i Tougværket og kom i lige Linie med Salen, hvori der blev dandset. Eet af de øverste Vinduer der var aabnet, og han saae derigjennem hele det pyntede Selskab. Det bestod mest af Børn; et deiligt Børnebal var det. Alle vare saa glade og festligt pyntede. Store Malerier hang paa Væggene; to Marmorstatuer stode høit paa en glindsende Consol, og rundtom blinkede Lys og Speile, der viste Alt i dobbelt Glands. Nu svævede en fiin, nydelig Pige hen over Gulvet; hendes kulsorte Haar bølgede om de smukke Barneskuldre; de mørke Øine straalede af Liv og Glæde. »Naomi!« raabte Christian med høi Stemme, og han saae, hvor hun studsede, saae til Siderne og lo. Hans Øine vare kun heftede paa hende, hans Tanke var hos hende, og han gled ned af Tougværket, sprang fra Skibet og ind i Huset, opad Trappen, hvor Musiken klang, aabnede Døren og stod nu midt i den oplyste, prægtige Sal, midt imellem de pyntede Børn, der forbausede saae paa den fattige Matrosdreng, som nu, blendet af Lysene og den hele Pragt, kom til et Slags Besindelse og stod forlegen midt i Værelset.
   »Hvad vil Du?« spurgte et Par halvvoxne Drenge, i hvis Øine man tydeligt saae, at deres Fader havde en Formue eller et Embede, der gav dem Anseelse. De vare af de mange Nuller, som rigtignok ikke give en Familie Værd, men selv faae Anseelse ved den Streg, de staae bagved.
   Naomi havde ogsaa nærmet sig og saae nysgjerrigt paa ham; hun smilte - ja hun kjendte ham vist. Christian rakte Haanden ud imod hende og stammede: »Naomi!« Hun blev rød som Blod.
   »Smudsige Dreng!« udbrød hun og rev sig løs. En Tjener kom i det samme til.
   »Hvad vil Du?« spurgte han og stødte ham ublidt i Skuldrene. Christian stammede nogle uforstaaelige Ord, medens Tjeneren sagde, at [s104] han var gaaet feil, »her havde han Intet at gjøre!« Han førte ham til Trappen, og uden Svar, med en Sjæl bedrøvet indtil Døden, foer han ned og ud paa Skibet. Han klyngede sig til Masten og græd tunge, store Taarer, medens Musiken jublede lystigt i bølgende Dandsemelodier.
   En Barnesjæls dybe Sorg er stor som den største, den Voxne kjender; Barnet har i sin Smerte intet Haab, Fornuften rækker ei sin støttende Haand til Barnet, det har i Øieblikket Intet uden sin Sorg at klynge sig til. Hun havde ikke villet kjende ham, hun, som han holdt af som en Søster! Han følte, som Pariaen, at han hørte til en overseet Kaste. Alle Baand, der trykkede, laae i et Nu fastere om hans Sjælelige. Hans Jevnaldrende i Bondebyen havde spottet ham, kaldt ham gal; Naomi, der engang forstod ham, vendte sig nu fra den »smudsige Dreng!«
   Et saadant Øieblik giver Livs Erfaring. Den lystige Jubel derinde var en bengalsk Flamme, som belyste Slutningsscenen af hans Barndoms Drama. Han klattrede op i Tougværket, stirrede gjennem det aabne Vindue ind i den prægtige Sal, hvor Naomi og de lykkelige Børn svævede under Tonernes Jubel, Arm i Arm; Tjenerne gik med kostelige Retter i Chrystalskaaler og deilige Frugter, som han aldrig før havde seet, og midt i Salen stod Naomi med de mørke Øine og lo og klappede i Hænderne; - men udenfor faldt den kolde Tøsnee, og den graae Taage slog sin klamme Kappe om den »smudsige Dreng,« som holdt sig fast i det vaade Tougværk.
                    Ende paa første Deel. 

H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek