link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 1,14


                     XIV (s. 90-94)

       Ich seh' von des Schiffes Rande 
       Tief in die Flut hinein - 
       Meerkönig auf seiner Warte 
       Sitzt in der Dämrung tief, 
       Als ob er mit langem Barte 
       U"ber seiner Harfe schlief. 
       Da kommen und gehen die Schiffe 
       Darüber, er merkt es kaum, 
       Von seinem Korallenriffe 
       Grüsst er sie wie im Traum! 
                             Eichendorff. 

   [s90] Den 18 October var Alt klart ombord til Afreisen. Foruden Peter Wik var Besætningen tre Matroser og to Passagerer; den ene af disse var en halvgammel Gouvernante, som i sin Blomstertid havde traadt op ved Grev Trampes Skuespillertroup i Odense, men som hun, efter hvad hun sagde, havde forladt, formedelst sine moralske Anskuelser; ellers skrev hun Vers, men kun paa Tydsk, thi den høiere Følelse, meente hun, kunde man kun udtrykke i dette Sprog. Hun skulde til et adeligt Herskab i Kjøbenhavn. Den anden Passageer var bosiddende der i Byen; han var Krigsraad, en Titel, han havde søgt om efter sin Kones Forlangende.
   Skibet gik med svulmende Seil forbi St. Jørgensgaard og Fiskerleiet, langt ud i den vide Verden syntes det Christian; China eller Kjøbenhavn: for ham var det lige fjernt, lige nyt. De vilde gaae udenom Øerne og holde den aabne Sø.
   Begge Passagerer havde snart gjort gjensidigt Bekjendtskab, og før Skibet var under Ærø, havde Krigsraaden med en veltalende Gnavenhed udviklet sine Glæder og Lidelser. Han var ogsaa Digter, havde i sin Tid skrevet i Aftenposten og Poulsens Nytaarsgave, men pseudonymt. Det Elegiske var hans egentlige Fag; forøvrigt skrev han Auctions-Cataloger, Critiker og et og andet lidet Skrift. »Men man [s91] har ingen Fornøielse deraf!« sagde han. »Der sidder man og piller og piller, for at finde Feilene, som kun ærgrer En, og sætter man det saa frem for dem, saa blive de vrede. Irritabile genus, som det hedder. Jeg har forsøgt mig i alle de horatsiske Versemaal: asclepiadiske, alcæiske og sapphiske, det er nu disse, de Nyere forsømme, og det maa ærgre en classisk dannet Smag; jeg har ogsaa opløftet min Stemme, jeg har skrevet derimod og ærgret mig og ærgret mange Mennesker; de har skoset og epigrammatiseret mig, men jeg læser ikke noget i Bladene, uden det, jeg selv skriver, men saa fik jeg paa min Geburtsdag med Fodposten et lille Papiir, med et grovt Vers; jeg kaldtes »en Bussemand,« det stod skrevet med to s og Etymologien er Buse c: et Røverskib, som i gamle Dage overfaldt Kysterne, og Røverne ombord kaldtes Busemænd. Det er ærgerligt, at Folk ville skrive, naar de ikke kunne bogstavere, det er, som om man vilde holde Tale, naar man ingen Tænder har! det Indfald maa jeg skrive op!« afbrød han sig selv, gjenmumlede det mellem Tænderne og tegnede det ned med Blyanten. »Seer De Jomfru, jeg lader aldrig noget godt gaae tabt; faaer jeg, som tidt skeer, et snurrigt Indfald, da skriver jeg det op! for jeg maae sige Dem, jeg har paataget mig Afskrivningen af Roller i vort dramatiske Selskab, og saa har jeg, ligesom Jean Paul, i min Skuffe smaa Sedler med Indfald paa, som jeg skriver ind i Rollerne. Det gjør meget godt!«
   Gouvernanten fortalte, at hun holdt Dagbog, det havde hun gjort i elleve Aar, den blev holdt i det tydske Sprog.
   Det var Hverdagslivets lavcomiske Virkelighed, der her var den meest fremtrædende; vi kunde ogsaa hos begge have grebet en skjøn, poetisk Side, den findes hos Alle, om kun momentviis, den findes dog. Der laae selv i det Comiske hos Gouvernanten noget, som maatte røre Enhver. I eet Aar havde hun levet saa godt som kun ved Theevand, det var Morgen, Middag og Aften Alt, hvad Flid kunde skaffe tilveie; hendes fixe Idee var smuk, den: Dyd er dit Maal. Krigsraaden hang trofast ved det Gamle, men kun ved det Gamle, hvad kunde han for, at Himlen ikke havde givet ham Geniets Janushoved, der lige klart skuer frem og tilbage.
   I Middagsbelysningen fløi, fra Bugt og Fjord, ud i den aabne Sø Skibet, denne Havets Struds, der løber over Verdenshavets store Steppe; for tung til at hæve sig i Luften, har den dog Fuglens Flugt. De svulmende Seil stode som Vinger ud over den lille Caravane, som her [s92] foer frem. Christian saae Hjemmets Kyster meer og meer forandre deres bekjendte Udseende; den raske Fart, den friske Luftning med Alt det Nye rundt om opfyldte ham med sælsomme Tanker.
   De sidste Solstraaler slukkedes i den vaade Taage, der skjød sig hen over Havet. Det blev mørkt. Lanternen agter ude, kastede sit Lys kun paa de nærmeste Touge. Bølgerne sloge med eensformigt Pladsken paa Siden af Skibet der gik i rask Fart over Havkongens Slot! med sit lange Skjæg sad han vist dernede og saae mod Skibets Kjøl; pludseligt stødte den mod Noget, man hørte et lydeligt Raab, og derpaa blev det stille, men Vandet pladskede stærkere, og hen under dem hørte de en Skraben.
   »Herre Jesus!« sagde Matrosen ved Roret og gjorde en Dreining. Lanternen blev heiset i Veiret, Baaden kom ud, Christian blev befalet at trække i Klokken. Alt var forgjæves. En Baad med Mennesker i, havde de seilet over i den mørke Nat. Og han tænkte paa Døden.
          Ja døe - det er dog sært at tænke paa, 
          Men saare lidt det Hele vi forstaae; 
          Det er saa stort og smukt, hvad Døden skjænker, 
          Ja meget meer, end nogen Digter tænker. 

          Saae vi det her med Aandens klare Blik, 
          Vi Alle gjerne strax i Graven gik, 
          Men vi er jo kun Børn, paa denne Side, 
          Og Børn, det veed vi, maae ei Alting vide. 

   »Det er en kold Morgenluft!« sagde i Dagningen Krigsraaden og stak frem af Kahytten sit gustne Ansigt, der ved det gule Silketørklæde fik et elendigere Udseende. Vinden blæste stærkt og havde fordeelt Taagen i Skyer, den mørkegrønne Sø viste sit hvide Skum. »Luften seer betænkelig ud!« sagde Krigsraaden.
   »Hun staaer med Muler!« svarede Peter Wik og pegede paa Bygerne.
   »Har De nogensinde været ude i et saadant ondt Veir?« spurgte Gouvernanten.
   »Hvad feiler Veiret! Det er jo saa velsignet, man kan ønske sig det! nei, lad os faae en lynende tre Qvart, saa vipper hun anderledes!« Taus stod han ved Roret og saae ud over den fraadende Sø.
   [s93] »Ja, jeg er præpareret mod Søsyge!« sagde Krigsraaden, »jeg har Velinpapiir om Benene, graat Papiir om Underlivet, en Muskatnød i Hjertekulen og Lemonasie at spise!«
   Gouvernanten havde kun en grøn Silketraad om det venstre Haandled og Ansigtet altid mod Vinden.
   »De maa ikke tænke paa at blive daarlig, lille Jomfru!« sagde Krigsraaden. »Jeg skal læse en lille Afhandling for Dem. Det er et Forslag, anvendeligt for den kongelige Theaterdirection. Det kan maaskee adsprede Jomfruen!«
   »»Først bør og skal enhver Sanger synge hvad Partie man giver ham, Bas eller Tenor! har han Stemme maa han jo kunne synge.«« Seer Jomfruen, det vil være en god Forandring til det Bedre.«
   »»Dernæst bør enhver Digter paatage sig Ansvaret for sit Stykke. Giver det i Indtægt ikke en bestemt Sum ved første og anden Opførelse, saa erstatter han Theaterkassen det Manglende««. See det vil være overordentlig godt for Kassen, og den er dog Hovedsagen; desuden stækker det Skrivelysten hos disse originale Forfattere!«
   - »Jeg faaer saa inderlig ondt!« sagde Gouvernanten. I det samme slog en Sø høit op paa Dækket og sprøitede sit Salt ind i det ferske Theater-Regulativ.
   »En lille Lemonasie!« udbrød han.
   »Gud!« sukkede hun, »jeg, som elsker Havet, naar jeg er paa Landjorden!«
   »Meget originalt sagt!« udbrød han, »tillader Jomfruen, jeg antegner og anvender det!« Han tog Tegnebogen frem og skrev. Peter Wik bar Jomfruen ned i Kahytten.
   Krigsraaden studeerte imidlertid Navigation, som han vilde skrive en Afhandling om, thi intet Fag gaves der, uden at han havde skrevet derom, lige fra Beengjødning til Hamlets Characteer, Alt forstod han ogsaa ligegodt. Derfor var det ogsaa hans Haab, at Regjeringen engang vilde blive opmærksom paa ham og ansætte ham, enten som Stutterie-Inspecteur, Overlods, eller Theater-Directeur; overalt vilde nok hans Brugbarhed blive iøjnefaldende.
   Næste Morgen sad han og beskuede Møens Klint, som de passerede. I Haanden holdt han Manuscriptet af Gouvernantens samlede Digte, Skade at det Digt manglede, som hørte til selve Stedet: »Beym Anblick der Insel Möen im Mondschein,« hvilket hun først skrev, da hun havde været fjorten Dage i Kjøbenhavn og der studeret Klinten [s94] i Molbechs Ungdomsvandringer, hvori den præsenteres i overnaturlig Størrelse.
   »Insula Mona, hedder det paa Latin!« sagde Krigsraaden. »Det er dog en forunderlig Klang, der er i de Gamles Sprog! Det var Mennesker!« Nu hensank han i stille Henrykkelse, over at Folk for to tusind Aar siden havde været klogere end vi, greb da Tegnebogen og optegnede sin gyldne Tanke.
   Mod Aften dukkede op fra Kjøgebugt Kjøbenhavns Taarne og Christiansborg, de bleve netop synlige, Øiet opfattede Contourerne, da Billedet igjen slukkedes af Mørket. Saaledes dukker tidt Erindringen af en sælsom Drøm, op i vor Sjæl, og idet vi ville gribe Billedet, flyder Mørke hen derover: mon, som her, en kommende Morgen skal føre os nærmere Beskuelsen af dens Virkelighed?
   Fleer og fleer bleve Skibene, de mødte; længere borte blinkede alt Lysene fra Kjøbenhavn og Amager. Christian hørte Bradspillet dreie sig; Ankeret faldt; der lød Stemmer fra Vandet; Peter Wik steg i Baaden, Krigsraaden og Gouvernanten fulgte med, men først stak hun Matrosdrengen et Par Skillinger i Haanden.
   Endnu i denne Nat skulde de sove i den store sælsomme By. Først imorgen skulde Christian see den. Mon den var meget større end Svendborg? Mon Husene lignede Slottet paa Thorseng, og mon der var Musik? Som han stille vuggede disse Tanker i sit Sind, klang Jægernes Horn fra Castellet; Vinden bar de bløde, veemodige Toner ud over Søen til hans Øre, Hænderne foldede sig til Bøn.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek