H. C. Andersen: Kun en Spillemand, 1,1

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 1,1


                    Dedikation
           Mine sande, deeltagende Venner, 
                     Digterne 
            B.S. Ingemann og J.C. Hauch 
                     tilegnet. 

                   Første Deel

                       I (s. 9-15)

     - Unter den, an zwei Stunden im Umfang haltenden Ruinen 
     zeichnet sich vor allen der grosse Tempel aus, dessen 
     Porticus fast vollständig erhalten ist. - - Es macht eine 
     fast rührende Wirkung, auf der Spitze der Giebelfeldes, 
     grade über dem Kopf des steinernen Adlers, jetzt ein 
     Storchnest zu sehen. Schade nur, dass seine Bewohner in 
     dieser Zeit eben ihre Sommer-villagiatura in Europa bezogen 
     hätten, so dass vielleicht einer meiner freundlichen Leser 
     dort die Besitzer gravitätisch um hersteigen sah, während 
     mir nur das leere Nest zu betrachten blieb. 
                                   Semilasso in Africa.

   [s9] Naar Sneen smelter, naar Skovene blive grønne, da komme Storkene tilbage fra deres lange Reise. I det fjerne Africa have de været, drukket af Nilens Vande, hvilet paa Pyramiderne. Beboerne af Siciliens Kyster og af Italiens Cap Mysenum sige, at aarligt paa en bestemt Tid komme Storkene i store Flokke over Havet og udhvile sig der paa Bjergskraaningerne, der ganske bedækkes; med eet flyve de op, bort mod Norden, over Alpernes Snee og Skyer, hvor Hoben fordeles i Flokke. Den mindste Flok, som den største, veed at styre mod Landet, den har hjemme i. Det er just ei den mindste Skare, som flyver til det lille Danmark. Hver enkelt kjender den Havbugt, han maa søge, kjender Skovens Bøining og den hvide Skorsteen paa Herregaardens takkede Gavl, hvor Reden venter. Forunderlige mystiske Fugle! paa Eders Ryg rider Vaarguden ind i Landet, og Skovene blive mere grønne, Græsset frodigere, Luften varmere!
   Et saadant Par var vendt tilbage, deres Rede stod høit paa et Pakhuus i en Udkant af Byen Svendborg. De vare i fuld Virksomhed; et Halmbaand, næsten tre Alen langt, fundet paa Marken, førte de op til Reden, som skulde repareres. Denne Travlhed blev seet og var Gjenstand for en Samtale i det lille Gaardsrum tæt ved. Det eneste nogenlunde Særegne hos Manden der, var et Par store mørke Moustacher [s10] og en blaa, halv nedknappet Kasket. Han lænede sig til Karmen i det aabne Vindue. Indenfor dette sad paa Bordet en ligesaa kraftig Skikkelse; en Soldaterchacot vilde have seet bedre ud paa det mørke Haar end den hvide Hue, der nu havde Plads der, en Sabel i Haanden havde klædt smukkere, end den Synaal, som nu spillede mellem Fingrene. Manden udenfor Vinduet var Commandeersergeant, Manden inde paa Bordet Skræddermester. En lille Dreng laae med Næsen fladtrykt mod Ruden, for at see paa Storkene, de talte om!
   »Curiøse Dyr!« sagde Commandeersergeanten, idet han strøg sine Moustacher, »jeg vilde ikke for en Maaneds Gage skyde een af dem! De bringe Lykke, hvor de bygge, derfor har ogsaa Jøden faaet dem!«
   »De sidde rigtignok paa Jødens Huus!« svarede Skrædderen, »men vi have dog Afgiften! hvert Aar give de deres Tiende, det ene Aar et Æg, det andet Aar en Unge. De jage deres Næb bag ind i Nakken paa den, det seer ud som et Sylestik, og saa ud af Reden med den. Det er ellers en heel Comedie at see, naar de made Ungerne eller lære dem at flyve. De Gamle gjøre sære Kunster ved Madningen. Ligeop i Reden staae de, lægge den lange Hals tilbage over Ryggen og Næbbet henad Halen, ligesom naar en Gjøgler bøier sig bagover, for at tage en Sølvskilling op af Gulvet. Først trække de Halsen til sig, saa skyde de den tilbage og gulpe pæne smaa Frøer og Snogeunger op, som de Smaa da blive trakterede med. Men det lystigste er dog at see dem lære Ungerne at flyve. Maneuvren skeer henad Tagryggen. Der gaae de Smaa, som en Liniedandser paa en Snor, balancere med Vingerne og begynde med smaa Hop, da de ere tunge i Livet. Hvert Aar jeg seer Storkene komme hjem fra deres lange Reiser er det mig, ligesom om jeg selv var nylig kommen hjem fra min store Vandring, saa faaer jeg mange gamle Erindringer, tænker paa de høie Bjerge, jeg har kravlet over, de prægtige Byer, hvor Husene saae ud som Slotte, og Kirkerne havde en Rigdom som Keisernes Skatkamre. Ja, der er deiligt i fremmed Land!« sukkede han, »der er Sommer den meste Tid af Aaret. Vor Herre har rigtignok ladet os være Stedbørn! - men hvad det var jeg vilde sige! det var om Storkene, vi talte. Man kan dog aldrig ret udgrunde de Besynderligheder, man seer hos disse Dyr. Før de flyve bort, samles de altid paa forskjellige Steder i Landet. Jeg har seet dem, flere Hundrede i Tallet, ved Qværndrup, det var en heel Maneuvre, de holdt. Alle paa eengang knebbrede de med Næbet, man kunde ikke høre Ørelyd. De talte nok om Reisen. De holdt [s11] Raad, og med eet styrtede den største Flok over nogle enkelte og dræbte dem; der blev en halv Snees liggende paa Stedet. Man siger, at det er de syge og svagelige, som ikke have Kræfter til den lange Reise, de Andre da dræbe. Hele Flokken gaaer i Veiret og gjør Dreininger som et Vridboer. Gud Fader bevar' os! hvor de gaae høit op! de see ud som en Myggesværm og forsvinde. Blommen i deres Æg er rød som Ild og Blod. Man kan see, det er en Solfugl, som har lagt det. En Unge fra de varme Lande ligger der indeni.«
   »Har Storken ogsaa hentet mig fra de varme Lande?« spurgte pludseligt den lille Dreng, som bestandigt havde trykket Ansigtet mod Ruden, men dog hørt hvert Ord.
   »Henne i Mølledammen har han fisket Dig!« svarede Faderen; »Du veed jo nok, at de smaa Børn hentes fra Mølledammen!«
   »Men de have jo ingen Klæder paa!« sagde Drengen, »hvor kan saa Storken see, hvilke der ere Drenge, og hvilke der ere Piger!«
   »Ja, derfor tager han ofte feil,« sagde Commandeersergeanten, »han bringer os en Pige, naar vi vente en Dreng!«
   »Skulle vi ikke fra Storken gaae til Lærken!« udbrød Skrædderen og tog en blaae Flaske ned af Dragkisten, som var pyntet med Kande og Kopper, midt imellem hvilke sad en udpyntet Dukke, saaledes som man i katholske Lande finder Gudsmoder fremstillet.
   »Mutter Maria sidder godt!« sagde Commandeersergeanten og pegede paa Dukken. »I har nok selv gjort hende?«
   »Hovedet er fra Østerrig,« svarede Skrædderen og skjænkede, »Tøiet har jeg selv syet. Det husker mig paa mine Ungdomsreiser. Saadant et Billede havde Børnene paa et Bord udenfor Døren, smaa Lys brændte foran og saa tiggede de af dem, som gik forbi: »Det er Madonnas Geburtsdag!« sagde de. - Men her skal I see mit Forvandlings-Billede. Det har jeg selv gjort.« Han pegede paa et daarligt tegnet, coloreret Billede i en stor Ramme. »Det er Doctor Faust midt i sin Stue, hvor han studerer. Paa den ene Side staaer hans Stueuhr, Klokken er tolv, paa den anden Side ligger Bibelen. Træk nu i dette Baand tilvenstre! See, Uhret forvandler sig til Satan, som vil friste ham. Nu trække vi i dette Baand, og Bibelen aabner sig, Engelen kommer ud af Bladene og taler Fredens Ord.« Som han sagde, skete det, og ved hver Figur blev tillige et Vers synligt, hvori læstes Djævelens Fristelse og Engelens Advarsel. Skrædderen trak igjen i Baandet tilhøire og Engelen, steg ind i Bibelen, der lukkedes, Djævelen blev tilbage hos Faust.
   [s12] »Potstausend!« udbrød Commandeersergeanten. »Det har I selv fundet paa? I skulde ikke være Skrædder, I har Hoved!«
   »Billedet har jeg selv sat sammen efter et lignende jeg saae engang i Tydskland. Jeg udgrundede Mechaniken. Historien selv med Faust, Troldkunstneren, er heller ikke min; jeg saae den paa mine Reiser. Det var en Dukkecomedie. Engelen steg op af Bibelen og varede Doctor Faust, men Uhret blev til Satan, der fik Magt med Doctoren, da Engelen gik, og Bogen lukkedes. Samme Faust havde en Famulus, som de kaldte ham, han vidste den hele Pagt og var selv paa den gale Vei med, men trak sig bort itide; fattig og elendig saae man ham i sidste Act, hvor han gik og var Vægter i den By, hvor den rige Faust boede; han vidste, at naar han raabte tolv, saa kom Satan og tog hans Herre. Man hørte Klokken slaae, Famulussen foldede Hænderne over Brystet: »den Glock« - raabte han, drog et dybt Suk og hverken kunde eller vilde sige »tolv«, men hvidskede kun - »geschlagen!« det hjalp ikke, Faust foer ud gjennem Vinduet, ridende paa den røde Lue!«
   »I er ikke skabt til at sidde paa Bordet!« sagde Commandeersergeanten. »I lever jo dog kun i at reise og marchere. Feldten var just et Liv for Eder! Fremad! Marche! Ærestegn paa Brystet! Før Aaret er omme, er I Commandeersergeant!«
   »Og Konen og Drengen?« sagde Skrædderen; »Han skulde vel gaae med som Piber, hun som Markentenderske! Det vilde intet Liv være for dem! Nei, ledig og løs maa man være, saa er Verden vor! Det var en Levetid, de fem Aar jeg var min egen Herre! Seer I, Commandeersergeant, jeg var kun nitten Aar, havde hverken Fader eller Moder, ingen Kjæreste! Faaborg er en net By, der er jeg født, der gik jeg i Lære! Naboens Maria var en voxen Pige, da jeg endnu blev kaldt Dreng, derfor gjorde det mig stolt, at den smukke, voxne Pige, som saa Mange gjerne vilde være »gode Venner« med, rakte mig Haanden og loe saa skjælmsk til mig, men at hun kunde blive min Kjæreste, saa høit turde jeg ikke see! jeg vilde reise, naar jeg blev Svend; Verden, som jeg havde læst om i Beskrivelserne, vilde jeg see. Da derfor Svendestykket var antaget, og mine Spareskillinger talt sammen, blev strax Randselen snørt, og jeg sagde gode Venner farvel! Nu er det saaledes i Faaborg, at Kirken ligger i den ene Ende af Byen og Taarnet i den anden. Jeg gik om Aftenen forbi Taarnet, der mødte jeg Maria. Hun lagde sine Hænder om mit Hoved, kyssede mig midt paa Munden. Det var, som Ild, aldrig har siden et Kys saaledes gaaet mig ind til [s13] Marven; jeg vilde have ønsket, at hele Byen havde seet derpaa. Men vi vare ene To! Jeg saae op paa Taarnet. Der er ingen Vægtergang, ingen, uden een, de have malet af paa Muren; der ere tegnede to Vægtere, i naturlig Størrelse og med Couleurer; de sees endnu, thi de blive altid friskede op igjen. Hvor jeg ønskede, at de havde været levende! jeg kunde dog ikke lade være at sige i mit Hjerte: I have seet den kjønneste Pige i Byen kysse mig!«
   »Saa blev I forlovet?« spurgte Commandeersergeanten.
   »Jo, paa det Lag! jeg blev som et Blod, men lystig i Sindet var jeg, og Reisen gik med mere Fornøielse! I fem Aar reiste jeg fra Land til Land. Skikkelige Folk, brave Mestere har jeg stødt paa, men Bisselæderet var mig i Skoene!«
   »Og Kysset, I fik af Maria, det var Eder Blod paa Tanden, saa fik I Smag paa Pigerne?«
   »Nu, jeg vil ikke gjøre mig bedre, end jeg er, men det er Sandhed, da jeg i fremmed Land første Gang slog min Arm om en Piges Liv og fik et Kys igjen, kom jeg til at tænke paa Maria og det paa en ganske egen Maade! det var ligesom om hun saae paa det, og Blodet gik mig op i Ansigtet! Aldrig følte jeg mig fremmed ude. Tidt, naar jeg havde været nogle Uger i en By, var det mig, som havde jeg altid levet der, som havde jeg altid kjendt Kammeraterne og fløitet med dem deres tydske Viser. Kun naar jeg saae noget, der ret forbausede mig, som den gamle Stephans Kirke i Wien, eller de høie Bjerge, med Skyer paa Siden og nede ved Foden en Frugtbarhed, som i den rigeste Kjøkkenhauge, saa stod Faaborg for mig, med alle gamle Bekjendter, og mens jeg var nær ved at faae Vand i Øinene over den Verdens Pragt, tænkte jeg ufrivilligt paa Taarnet i Faaborg med den afmalede Vægtergang og de afskildrede Vægtere, som havde seet Maria kysse mig, og saa syntes jeg, her kunde endnu være kjønnere for mig, stod kun det gamle Taarn her, og Maria der nedenunder med den Stoffes Bul og det grønne Skjørt. Jeg fløitede da en Vise, og Lystigheden var der igjen! Heisa! saa vandrede jeg med Kammeraterne længer ud i Verden!«
   »Men her hjemme er dog kjønt!« udbrød Commandeersergeanten.
   »Ja, her er smukt, naar Frugttræerne staae i Blomster, naar Kløvermarken lugter som en Potpourikrukke! men, der skulde I see, naar man først er over de høie, blaae Bjerge: Alperne, som de kaldes, det er som en stor Hauge; den stikker den ud paa Glorup, den overgaaer [s14] hvert kongeligt Anlæg i de nordlige Lande! Marmor, hvidt, som Sukker, hugge de ud af Bjergene, og Druerne hænge der, store og faste i Kjødet, som Blommer hos os. Jeg var der i tre Aar; saa kom der engang Brev fra mit Sødskendebarn i Horne, og nede i Kanten stod: »Maria hilser og beder ikke at blive glemt!« Det var skrevet med hendes egen Haand. Jeg blev blød om Hjertet derved, jeg kunde da mærke, at det var Kjærlighed hos mig, da havde jeg ingen Ro; jeg fik en Længsel, jeg maatte hjem, og jeg vilde hjem! mangen Nat gik jeg paa den eensomme Vei, forbi store Klostre, gjennem snevre Byer, over Bjerge og gjennem Dale; saa hørte jeg igjen det danske Sprog, saae Spiret paa Hornekirke, Lyngbakkerne ved Faaborg - og da jeg friede til Maria, fik jeg ja. Nu reiser jeg ikke mere! nu seer jeg paa Storkene, hvor de reise ud og komme hjem. Imellem er jeg heller ikke i godt Humeur, men saa har Maria sin egen Maade at sætte det paa; engang om Sommeren seile vi ogsaa over til Thorseng og gaae lidt omkring derovre. Det er jo ogsaa at reise! De lange Toure, ja dem kan Drengen gjøre, naar han voxer til. Der er Liv i ham, Commandeersergeant!«
   »Og derfor skal han ogsaa have af det Klare!« svarede denne og rakte ham det halvfyldte Glas. Drengen greb derom med begge Hænder og drak, saa Vandet løb ham ud af Øinene.
   »Der have vi vor Madam!« udbrød Commandeersergeanten, idet Drengens Moder traadte ind. Den yppige Figur, de store brune Øine kunde nok kalde et Hjerte tilbage fra Syden. Et temmeligt strængt Blik mødte Manden, en kort, men dog venlig Hilsen tilfaldt Commandeersergeanten, der klappede hende paa Skulderen. »Hele Kjærlighedshistorien har jeg hørt!« sagde han, »været i Øster og Vester med Mester.«
   »Ja, man har ikke andet at bestille!« svarede hun kort, og lagde sit Halstørklæde ned i Dragkisteskuffen. »Der skulde han have blevet, siden der var saa rart! vor Herre veed, hvad han vilde her! Snart er her for koldt, snart regner det for meget! jeg siger ogsaa: reis! der er Ingen, som holder paa Dig! jeg kan tage ud at tjene, og Drengen faaer jeg vel Brød til!«
   »Maria,« sagde Manden, »det mener Du ikke! var jeg ikke kommet tilbage, saa havde Du maaskee ikke været gift endnu!«
   [s15] »Ti for Een kunde jeg have faaet! Gaardmandens Søn i Ørebæk friede før Du, men da var jeg en Tosse, som vi Fruentimmer ere det!«
   »Du har ikke fortrudt det, Maria!« sagde Manden kjærligt og lagde sin Kind til hendes. Hun kyssede ham, lo og gik til Kjøkkenet, hvor snart Fisken brasede til det lille Familiemaaltid.

H. C. Andersen Homepage