link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 2,5

                     V.

           Disse Digterbreve ere saa aldeles baggesenske, 
           at man kunde fristes til at holde Efterretningen 
           om hans Død for falsk, saa velbekræftet vi end 
           maa tilstaae at den er. 
                            Maanedsskrift for Litteratur. 

           Hun er saa rank som Poppelpilen, 
           - Saa flygtig let, som Vandets Ilen, 
           En Maiblomst duftende og sød. 
                                  H.P. Holst. 

           »- Ei, hvor blev Rosen af? -« 
                            Lulu af Güntelberg. 

   Aftenen før Otto skulde reise med Contoirchefens til Roeskilde, var han i Besøg hos Familien, hvor Frøken Sophie opholdt sig. Hendes kjære Mama var netop afreist for tre Dage siden. Vilhelm vilde have ledsaget hende til Roeskilde, men Moderen ønskede det ikke.
   »Vi have idag havt en Nydelse!« sagde Sophie. »En Nydelse, vi længe ville have godt af! Har De seet den nye Bog: Gjengangerbrevene? Det er Baggesen selv i sin største Skjønhed! det er Musik, som jeg aldrig troede kunde lægges i Ordene. Det er en Digter! Han gjør Julidage i Danmarks Poesi! Den naturlige Tanke er saa betegnende og dog simpelt udtalt! man kommer til at troe, at man selv kunde skrive Vers, saa lette falde de!«
   »Det er som Prosa,« sagde Fruen, »og dog de skjønneste, meest fuldendte Vers, jeg kjender. De maa læse den Bog, Hr. Thostrup!«
   »Maaskee for os, i denne Aften!« sagde Sophie. »Jeg hører den gjerne strax forfra igjen.«
   »Anden Gang vil man endnu bedre gaae ind i de enkelte Skjønheder!« sagde Fruen.
   »Jeg bliver og hører derpaa!« sagde Herren i Huset.
   »Det maa være et Mesterstykke!« udbrød Otto. »Et sandt Mesterstykke, efterdi de Alle ere saa henrevne deraf!«
   »Det er Baggesen selv! og som han maa synge i den anden Verden, hvor alt Menneskeligt forædles!«
      »Engene dufted', beskylled' af Voven; 
      Himmelblaa Bækken 
      Nynned' og iilte med Hast gjennem Skoven.« 
begyndte Otto, og det aandige Bataillestykke, med Skjønhed og Toner, fremsteeg meer og meer; man var midt i Musernes Vinterleir, hvor Digteren med:
     »- Lyren om Skulderen, Sværdet ved Siden, 
     Iler at kjæmpe med Musernes Fjender!« 

   Ottos mørke Blik fik under Læsningen et livligere Udtryk. »Fortræffeligt!« udbrød han, »det er, hvad jeg selv har tænkt og følt, men desværre ikke har kunnet udsige!«
   »Jeg er nu en forunderlig Pige!« sagde Sophie. »Hvergang jeg læser en ny Digter af eminent Talent, anseer jeg denne for den største. Saaledes gik det mig med Byron og Victor Hugo. »Cain« rystede mig, »Notre Dame« opfyldte mig. Engang kunde jeg ikke tænke mig en større Digter end Walter Scott, og jeg har dog glemt ham for Oehlenschläger, ja Heibergs Vaudeviller bleve eengang næsten Nummer Eet mellem mine Udvalgte. Jeg kjender saaledes nok mig selv og min Bevægelighed; men med dette Værk troer jeg bestemt, jeg gjør en Undtagelse. Hos de andre Digtere var det noget udenfor mig, man bragte mig til at beskue, her er det noget i mig selv, det er min egen Tanke, mit eget Jeg, der er givet mig og derfor vil jeg altid have samme Interesse for Gjengangerbrevene.«
   »De ere en sand Aandsbespiisning!« sagde Otto. »De ere et Ord i rette Tid; der maa være Bevægelse i Søen, ellers bliver den en Sump!«
   »Forfatteren er skarp mod de Paagjældende!« sagde Fruen, »men han fører, hvad man kalder en sød Kniv! Et Saar af en skarp Klinge smerter ikke, som eet af en rusten Kniv med Skaar i.«
   »Hvo kan det være?« sagde Sophie.
   »Gid vi aldrig maae faae det at vide!« svarede Otto. »Det Uvisse giver ogsaa Bogen noget Pikant! I et lille Land, som vort, er det godt for Autor, ikke at være kjendt. Her staae vi jo lige op paa hinanden, og see ind i Klædernes Folder; det Personlige gjør meget Udslaget; og saa komme Bladene, hvor Ven eller Uven har en Hjælpers Hjælper, som med Anonymitetens Adels-Patent sætter Seglet paa. Gid man aldrig kjendte en Forfatter! hvad kommer ogsaa hans Person os ved, naar kun Bogen er fortræffelig!«
     »- Split og knuus den overgivne Klynge, 
     Der tramper paa din Sangers Grav!« 
læste Otto og Tonedigtningen var endt. Alle vare de opfyldte deraf. Otto alene havde nogle smaa Indvendinger: at Muserne ikke skulde komme »med Piber og Trommer«, at der i et Digt af denne Skjønhed ikke maatte gives saa mange Ord af den Slags som: »slaae paa Snuden, Mudderkasser« og deslige.
   »Men naar det nu er det Plumpe, Digteren vil bekjæmpe,« sagde Sophie, »maa han jo ogsaa nævne det ved sit Navn. Den prosaiske Slam præsenterer han os Prøver af i en Sæbeboble. Vi skulde see, men ikke gribe deri. Jeg finder, at De har Uret!«
   »Begrebet om Ideen og Formen,« sagde Otto, »synes mig heller ikke tydeligt nok fremsat; begge smelte jo sammen. Selv Prosa er en Form!«
   »Men Formen selv er det vigtigste!« sagde Fruen! »Det er med Poesie, som med Billedhuggerkunst, Formen er det, som giver Betydning!«
   »Nei, De vil tillade mig!« sagde Otto. »Det er med Poesie som med Træet, Gud lader voxe. Den indre Kraft udtaler sig i Formen; begge blive lige vigtige, men jeg anseer det Indre for Helligere. Det er ogsaa her Digterens Tanke. Meningen, han siger, griber os lige saa meget, som den smukke Indklædning, i hvilket det bliver sagt.«
   Nu begyndte da en Strid om Form og Stof, saaledes som den siden førtes over hele Kjøbenhavn.
   »Jeg vil altid beundre »Gjengangerbrevene!« sagde Sophie, »altid sværme for disse Vers! inat drømmer jeg ene og alene om dette Kunstværk!«
   Hvorlidet man kan, hvad man vil, lærte Øieblikket.
   Naar vi i Kikkerten beskue Fixstjernen og tabe os i Beskuelsen, kan et lille Haar skjule os det store Legeme, et Støvgran bringe os bort fra de ophøiede Tanker. Der kom et Brev til Frøken Sophie. En Reisende havde bragt det fra den kjære Moder, hun var alt i Fyen, og tilmeldte sin lykkelige Reise.
   »Og Nyhederne?« spurgte Fruen.
   »Mama har fæstet en ny Pige, eller rettere, taget sig af en elskværdig, ung Pige, den nydelige Eva i Roeskilde. Hr. Thostrup og Vilhelm fortalte os i Sommer nogle Træk om hende, som gjorde hende interessant. Vi saae hende nu paa Reisen hertil, hvor Mama blev indtaget i hendes bly Væsen. Nu har Pigen paa Tilbagetouren ganske vundet hende. Det var virkelig ogsaa Synd, at en saa smuk og skikkelig Pige skulde blive i et Vertshuus. Hun er meget smuk! ikke sandt, Hr. Thostrup?«
   »Ret smuk!« svarede Otto, og blev blodrød, thi Sophie sagde det med en Betoning, som var ikke uden Betydning.
   Næste Dag, i den tidlige Morgenstund, var Otto hos Contoirchefens.
   Uagtet det foranderlige Veir i vort Klima, vare alle Damerne i deres bedste Klæder. Der maatte tre Personer paa hvert Sæde. Hans Peter og Elskeren fik Plads hos Kudsken. Det varede da syv lange og syv brede, før det kolde Kjøkken, og det var Proviant for flere Dage, blev indpakket og før hele Selskabet kom til Sæde.
   Da de endelig vare ude af Byen, huskede Christiane paa, at de havde glemt Paraplyer, og disse kunde være ganske gode at have med. Kudsken maatte da tilbage for at hente dem, imidlertid holdt Vognen ved Frihedsstøtten. Den stakkels Skildvagt der maatte da være Gjenstand for Frøken Grethes Vittighed. Han saae et Par Gange ned foran paa sin Mundering. Han var da, sagde hun, en Krähwinkler, som »saae paa sin Fordeel«. En karl, som kjørte forbi paa et Læs Halm, »var høit paa Straa.« - Det var meget moersomt!
   Otto søgte at give Conversationen en anden Retning. »Har De seet det nye Digt, der er udkommet: Gjengangerbrevene?« Nu udviklede han disses Skjønhed og Tendents.
   »Deri faae de nok rigtig Klaps!« sagde Hr. Berger. »Manden skal være vittig, Baggesen op ad Dage!«
   »Kjøbenhavnsposten bliver kaldt Pumpen!« sagde Hans Peter.
   »Det er superb!« udbrød Grethe. »Hvem flere gaaer det ud over?«
   »Dem i Sorø, og denne »hellig Andersen«, som han kalder ham.«
   »Faaer han ogsaa?« sagde Laide. »Det kan han have godt af for sit: »Pjat, Pjat!« Han var saa uartig mod Damerne!«
   »Jeg holder meget af, at de saaledes skjendes!« sagde Fruen. »Heiberg faaer vel ogsaa lidt? saa svarer han noget moersomt.«
   »Ja,« sagde Hr. Berger, »han veed altid at dreie det saaledes, at Folk komme til at lee, og saa kan det være os det samme, om han har Ret eller ei.« »Denne Bog er ganske for Heiberg,« sagde Otto. »Forfatteren er Anonym; det er en dygtig Mand!«
   »Gud, det skulde dog ikke være Dem, Hr. Thostrup?« raabte Julle, og saae ham stivt ind i Øinene. »De kan gaae med saadan noget! ja, De holder ogsaa saa meget af Heiberg! jeg kan nok huske alt det Nydelige, De sagde om hans Pottemager Walter og om Psyche!«
   Otto forsikkrede, han ikke kunde vedkjende sig Æren.
   Ud paa Formiddagen var man i Roeskilde. Eva tog ikke imod dem. Touren til Lethraborg blev arrangeret; henad Aftenen vilde man være her i Vertshuset igjen, da kom vistnok Eva tilsyne.
   Selskabet spadserede i Haven ved Lethraborg, Udsigten fra Terrasserne var smuk, man kigede ind af Vinduerne, og blev endelig enig om, at det dog var bedst at komme derindenfor.
   »Der skal være saadanne deilige Malerier!« sagde Elskeren.
   »Dem maae vi see!« udbrød alle Damerne.
   »Besøger De ofte Billedgalleriet paa Christiansborg?« spurgte Otto.
   »Nei, det kan jeg ikke sige!« sagde Fruen, »De veed nok, at hvad man har saa nær ved sig, faaer man sjeldent at see, tager man det ikke overtvert, og det have vi endnu ikke! der kommer nok heller ikke mange Mennesker derop! det er saa trættende at gaae i de store Sale!«
   »Vi have herlige Stykker af Ruysdal!« sagde Otto. »Salvator Rosas prægtige Jonas er det nok værd at see!«
   »Ja vi maae rigtig eengang derop, mens vor lille Maja er her. Det koster jo ikke mere, end til Udstillingen, og der vare vi tre Gange ifjor. Udsigten fra Slotsvinduerne skal jo være saa deilig, baade den til Canalen og den til Volden!«
   Selskabet beskuede nu det Indre af Lethraborg, spadserede derpaa i Haven og Skoven. Alle Løvtræerne stode vel med gule Blade, men det Hele frembød en Variation, langt rigere, end den findes om Sommeren. De mørke Graner, de gule Bøge, og Egene, som havde skudt lysegrønne Skud i de yderste Grene, frembød noget høist malerisk, vare en pragtfuld Forgrund til Udsigten over det gamle Leire, Kongestaden, som nu var en lille Landsby, hen over Fjorden til den prægtige Domkirke.
   »Det er ligesom et Theater!« sagde Fruen, og saa var hele Selskabet strax inde i det Dramatiske.
   »Saadan en Decoration skulde de have paa det kongelige Theater!« sagde Hans Peter.
   »Ja de skulde have saa meget!« sagde Grethe. »De skulde have nogle andre Stykker, end de have! Jeg veed ikke, hvorledes det er med vore Digtere, de have ingen Opfindelse! fortæl den moersomme Idee, Du forleden fik til et Stykke!« sagde hun, og klappede sin Kjæreste paa Kinden.
   »O,« sagde han, og affecterede en Slags Ligegyldighed, »det var nu saadan en Idee, som man kan have saa mange af. Men det kunde blive et ganske net Stykke. Jeg vilde have, at naar Teppet gik op, skulde man, lige henne ved Lamperne, see Gavlene af to Huse. Det skraa Tag maatte gaae lige ned paa Theatergulvet, saa at dette kun var en halv Alen bredt, og forestillede en lang Vandrende mellem de to Huse. Nu skulde der i hvert Tagkammer boe en pæn Familie, som var ulykkelig, og saa skulde de træde ud i Tagrenden. Der maatte hele Stykket foregaae!«
   »Men hvad skulde der egentlig skee?« spurgte Otto.
   »Ja,« sagde Elskeren, »det har jeg nu ikke tænkt paa, men see, Ideen er der jo! jeg er nu ikke saadan Digter, jeg har saameget at gjøre paa Contoiret, ellers kunde man vel nok skrive saadant et lille Stykke!«
   »Gud, den Idee skulde rigtig Heiberg have!« sagde Grethe.
   »Nei, saa blev det en Vaudeville,« sagde Elskeren, »og det kan jeg ikke lide!«
   »O det kunde blive nydeligt!« udbrød Grethe. »Jeg kan see hele Stykket! hvor de kravle om paa Taget. Det er en original Idee! Du søde Ven!«
   Ud paa Aftenen var Familien igjen i Roeskilde.
   Contoirchefen søgte efter Eva. Otto spurgte efter hende, Hans Peter gjorde samme Spørgsmaal, og alle tre fik det samme Svar: »hun er her ikke længer i Huset.«
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek