H. C. Andersen: O.T. 1,2

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 1,2

                    II.

        I Tiden, naar skilte vi gaae, 
        Een vel i Jylland, i Fyen vel en anden, 
        For vor Erindring skal Rusen da staae - 
        - Mere livlig og munter 
        Neppe der kommer en Dag. 
                        Carl Bagger.

   Det var 1829, hen i October Maaned. Examen artium var endt. En Deel unge Studenter vare samlede til Aften hos een af deres Kammerater, en attenaarig Kjøbenhavner, som Forældrene lode gjøre Examensgilde for sig og de nye Venner. Moder og Søster havde arrangeret Alt paa det nydeligste, Faderen givet en prægtig Viin fra Kjælderen, Studenten selv, der her var rex convivii, sørget for Tobak, ægte Oronoco-Kanaster. Men hvad Piber angik, da hed det paa Indbydelsen, der naturligviis var skrevet paa Latin, at enhver maatte bringe sin med.
   Selskabet, der bestod af 21 Personer, og det var kun de intimeste Venner, var allerede samlet. Omtrent en Trediedeel af disse var fra Provindserne, de Andre derimod Kjøbenhavnere.
   »Den gamle Fatter Homerus skal staae midt paa Bordet!« sagde en af de livligste, i det han tog ned af Kakkelovnen en Gibsbüste, som han satte paa det dækkede Bord.
   »Jo, han har nok drukket, ligesom de andre Poeter!« sagde en ældre. »Giv mig een af dine Stilebøger, Ludvig! saa skal jeg klippe ham en Krands af Drueblade, eftersom vi ingen Roser have og jeg helle rikke kan klippe disse!«
   »Jeg vil begynde Libationen!« udbrød en tredie. »Favete lingvis!« og nu kastede han en Knivsod Salt hen over Büsten, medens han tillige hævede Viinglasset, for at gyde nogle Draaber over Büsten.
   »Behandl ikke min Homerus, som en Oxe!« udbrød Verten. »Homerus skal have Hæderspladsen midt imellem Bollen og Krandsekagen! han er just min Poet! det var ved ham jeg fik laudabilis et quidem egregie i Græsken! nu ville vi drikke hverandres Skaal! Jørgen skal være magister bibendi og saa synge vi »gaudeamus igitur« og »integer vitæ«.«
   »Degnen med Cardinalhatten maa være Forsanger!« udbrød een af Provindsialerne, i det han pegede paa en rødmusset Knøs.
   »O, nu er vi ikke Degn længer!« sagde denne leende. »Ripper Du op, saa faaer Du ogsaa dit gamle Skolenavn: Røgsprutten!«
   »Ja, men det er en deilig Historie!« sagde denne. »Ham kaldte vi Degnen, fordi hans Fader var Degn; det var nu ikke saa vittigt! men om Hatten var det meget godt; thi den lignede en Cardinalhat. Jeg fik mit Navn paa en lystigere Maade!«
   »Han boede ved Siden af Skolen,« begyndte den Anden, »altid, naar vi havde Friqvarteer, kunde han smutte ind til Sit; saa tog han en Dag Munden fuld af Tobaksrøg, for at sætte os den lige i Ansigtet; men da han, med de opspilede Kinder, kom ind i Gangen, var Qvarteret ude og vi inde i Classen; Rector stod endnu i Døren, saa turde han ikke slippe Røgen, og vilde luske sig ind. »Hvad har han der i Munden!« spurgte Rector, men Philip kunde ikke svare, uden at Røgen maatte futte ud. »Naa, maaber han!« sagde Rector og gav ham en paa Siden af Hovedet, saa Røgen spruttede ud af Næse og Mund. Det saae deiligt ud! Rector selv blev saa fornøiet, at han slap for Notabene!«
   »Integer vitæ!« faldt Forsangeren ind, og smukt harmonisk fulgte de andre Stemmer. En ung Kjøbenhavner viste derpaa sit dramatiske Talent, ved ganske skuffende at tale efter Academiets Professorer, og gjengive disses Eiendommeligheder, dog paa en saa godmodig Maade, at det selv vilde have moret de Paagjældende. Nu fulgte Skaaler: »vivant omnes hi et hæ!«
   »Den bedste Piges Skaal!« raabte dristigt een af de lystige Brødre.
   »Den bedste Pige!« gjentog et Par af de Yngre og stødte Glas imod Glas, medens Blodet steg dem op i Hovedet over deres Kjækhed, thi de havde endnu aldrig tænkt paa et elsket Væsen, men det skulde nu være saa raskt. Rundsangen begyndte, hvori hver skulde nævne Fornavnet paa den Elskede, og vistnok greb hveranden et ud af Luften, men Enkelte udtalte ogsaa et med nogen Hjertebanken. Samtalen blev livligere; de forestaaende militaire Øvelser, den smukke Uniform, Optagelsen i Studenterforeningen, Fornøielserne der, Alt var af stor Interesse; men den kommende philologicum og philosophicum, ja om disse blev der ogsaa talt, der skulde man vise sig i Latinen.
   »Hvad synes De!« sagde een af dem, »om vi skifteviis samledes een Gang om Ugen hos hinanden, og holdt Disputeerøvelse? Men der maa da ikke tales et dansk Ord. Det kan blive ypperligt!«
   »Jeg er med!« gjentog Flere.
   »Der maa ordentlig skrives Love!«
   »Ja, men vor bedste Latiner, Kronjyden, Otto Thostrup, maae vi have med! han skrev sin Stil paa Hexameter!«
   »Han er ikke inviteret her i Aften!« udbrød Sidemanden, den unge Baron Vilhelm fra Fyen, den eneste Adelsmand i hele Selskabet.
   »Otto Thostrup!« svarede Verten. »Ja, han er vistnok en flink Fyr, men han seer saa storagtig ud. Han har noget i sit Væsen, som slet ikke behager mig. Fordi han fik ni præcæteris, ere vi Andre da ikke Sinker!«
   »Ærgerligt var det dog!« udbrød en anden, »at han skulde faae det ene non i Mathematik. Han var ellers blevet indkaldt! nu maa han kun ærgre sig over de mange brillante Characterer!«
   »Ja, og han er god i Mathematik!« tilføiede Vilhelm. »Der var noget Vrøvleri med det Skriftlige! det var Opsynsmandens Skyld! jeg veed ikke hvorledes, men Thostrup er saa rasende hæftig, kan reent glemme alle Omstændigheder; han blev gal i Hovedet og gik sin Vei, der kom kun et Stykke reent Papir op fra ham, og det var da Nul, som det Mundtlige ikke kunde hjælpe op høiere, end til Non. Thostrup er bestemt en herlig Fyr! vi have gjort en Tour sammen med Dampskibet fra Helsingøer til Kjøbenhavn, og ved det Skriftlige sad vi ved Siden af hinanden, paa den Dag nær vi havde Mathematik, da var jeg neden under. Jeg synes just godt om ham, paa Stoltheden nær, og den maa man vænne ham af med!«
   »Hr. Baron,« sagde Naboen, »jeg er af Deres Mening. Skal vi drikke Dus?«
   »Vi ville allesammen drikke Dus iaften!« sagde Verten, »det er saa flaut, at Kammerater og gode Venner sige De!«
   »Evoe Bacchus!« jublede de lystige. Glassene fyldtes, man bøiede sin Arm om Naboens og tømte Skaalen, medens Enkelte istemte: »dulce cum sodalibus!«
   »Siig mig, hvad Du hedder?« spurgte een af de Yngre sin nye Dus-Broder.
   »Hvad jeg hedder,« svarede denne, »jeg hedder, paa eet Bogstav nær, ligesom Baronen!«
   »Baronen!« udbrød en Tredie, »ja, hvor blev han af?«
   »Der staaer han og sladdrer ved Døren; vil han tage Glasset! nu have vi Andre drukket Dus!«
   Glassene hævede sig, den unge Baron loe, klinkede og raabte til dem rundtom: »Du, Du!« men der laa dog noget tvunget i hele Maaden, som dog intet af de unge Gemytter lagde Mærke til, mindre giorde sig Tanke over, at hans pludselige Trædentilbage, medens den første Dusdrikken fandt Sted, maaskee ene og alene var for at undgaae den. Men snart igjen var han En af de meest overgivne, lovede enhver, som vilde studere Theologie, skulde blive Præst paa hans Gods, naar han fik det under Hænder, og foreslog derpaa, at de latinske Disputeer-Øvelser skulde begynde hos ham, og det den første Fredag som kom, men at Otto Thostrup skulde med, - at sige, dersom han vilde - han var en rask Student og hans Ven, de havde jo reist sammen og begge været Naboer ved det grønne Bord.
   Mellem dem, som tidligst gave deres valete amici! var Baronen; en Deel vilde endnu ikke forlade den lystige Kreds. Ude paa Gaden var allerede ganske stille, det var deiligt Maaneskin. I de fleste Huse var Alt til Ro, kun i en enkelt Etage saae man endnu Lys, de fleste Folk sov, ja flere, end Pligten tillod det; saaledes sad der en sælle Hyrekudsk høit paa Karreet-Sædet og nød, med Tømmen snoet om Hænderne, den forønskede Hvile, udenfor et Huus, hvor han ventede paa sit Herskab. Vilhelm (vi ville herefter nævne den unge Baron kun ved hans Fornavn) kom alene gjennem Gaden. Vinen havde opvarmet det nordiske Blod, - det flød desuden aldrig langsomt; hans ungdommelige Sind, overgivne Lune og Glæden fra det lystige Selskab, han havde forladt, tillod ei heller, at han gik saa stille forbi denne sovende Endymion. Hurtigt fik han det Indfald at aabne Karreetdøren og springe derind, trak nu Glasset ned og raabte med stærk Stemme: »kjør til!« Kudsken foer op af sin velsignede Søvn og spurgte ganske befippet: »hvorhen?« Uden at betænke sig, raabte Vilhelm: »Skibet paa Vestergade«. Kudsken kjørte; men paa Halvveien fik Vilhelm Døren op igjen, gjorde dristigt et Spring ud, og Vognen foer afsted. Den holdt ved Vertshuset Skibet. Kudsken steg ned og aabnede Karreetdøren; der var slet ingen derinde, han stak Hovedet ind i Vognen for ret at overtyde sig derom, nei, der var tomt! »Besynderligt!« sagde Karlen, »kan jeg have drømt det? Men jeg hørte jo ganske tydeligt der blev sagt: kjør til Skibet! Gud bevar' os, nu vente de mig!« og han foer op paa Bukken og jog igjen tilbage.
   Imidlertid var Vilhelm kommet til sit Hjem i Viingaardstræde, havde aabnet Vinduet i den smukke Nat, og saae ud over den øde Kirkegaards Plads, som Boutikerne indeslutte; sove havde han ingen Lyst til, skjøndt Alt i Gaden, lige til Vægteren, syntes at nyde denne Gudsgave. Vilhelm tænkte paa det lystige Aftenselskab, paa sit Eventyr med den stakkels Hyrekudsk, tog derpaa Violinen ned af Væggen og begyndte at spille nogle Variationer.
   Efternølerne fra det hæderlige Rusgilde, lystigere, end da Vilhelm forlod dem, kom nu vandrende gjennem Gaden. En af dem jodlede smukt, og ingen Vægter viste sig, som forstyrrende Princip. De hørte Vilhelms Violin og kjendte Spillemanden.
   »Spil os en Francaise, Du deroppe!« raabte de.
   »Men Vægteren -?« hvidskede en af de mindre modige.
   »Død og Pølse, der sidder han!« udbrød en Tredie, og pegede paa en sovende Gjenstand, der hvilede Hovedet op til en stor Trækasse udenfor de lukkede Boder.
   »Han er salig!« sagde den første. »Havde vi bare den stærke Islænder her, han skulde snart faae ham hængt op ved Bandeleret paa en af Jernkrogene. Det har han gjort før! han har Hestekræfter. Han tog saadan en Gripomenus, ret saa nydeligt om det Smalle af Livet og hang ham ved Beltet op paa en af Krogene ved Veierboden. Det har seet deiligt ud. Der hang Vægteren og peeb ad de Andre. Den første, der kom, blev strax hængt op ved Siden og saa løb Islænderen, mens de to blæste Duetter!«
   »Hør, tag fat!« raabte en af de lystige Brødre, i det han hurtigt aabnede Trækassen, hvor kun en Pind holdt Laaget til. »Lad os faae Vægteren her ned, han sover jo, som en Hest!«
   Øieblikkelig havde fire fat paa den Sovende, der rigtignok vaagnede herved, men han var alt i Kassen. Laaget fløi til og et Par af Vennerne sprang ovenpaa, medens Pinden blev sat for. Vægteren inde i Kassen greb strax fat paa sin Pibe og udstødte den meest hjerteskjærende Lyd. Hurtigt trak hans Plageaander sig bort, dog ikke længer, end at de kunde høre Piben og see, hvad der vilde skee.
   Nu kom Nabovægterne til.
   »For en Ulykke! hvor er Du?« raabte de og fandt nu Stedet.
   »O, Gud hjælpe mig!« raabte han derinde. »Luk mig ud, luk mig ud! jeg skal jo raabe!«
   »Du har nok faaet lidt over Tørsten, Kammerat!« sagde de Andre. »Er Du faldet i Kisten, saa lig der, din So!« leende forlode de ham.
   »O, de Kjeltringer!« sukkede han og arbeidede forgjæves paa at faa Laaget op. Kisten væltede om ved hans voldsomme Bestræbelser. Nu traadte de unge Mennesker frem, og som forbausede over hele Historien, den han maatte fortælle, lode de sig bevæge til at aabne Kassen, men kun paa den Betingelse, at han skulde holde Gaden reen for de andre Vægteres Indblanding, medens de dandsede Francaise efter Vilhelms Violin.
   Den arme Mand kom ud af sit Fængsel og maatte nu smukt staae Skildvagt, medens de stillede sig op til Francaisen. Vilhelm blev opmuntret til at give dem en, og Dandsen begyndte; men der manglede een Dandser. En skikkelig Borgermand kom i det samme forbi. Den af Herrerne, som stod uden Dame, nærmede sig ham med komisk Ærbødighed, og bad ham om at tage Partie.
   »Jeg dandser aldrig!« sagde Manden leende og vilde bort.
   »Ja,« svarede Kavaleren. »De maa alligevel gjøre mig den Fornøielse! ellers faaer jeg jo ikke dandset!« tog ham derpaa om Livet og Dandsen begyndte, enten den gode Mand vilde eller ei.
   »Vægteren bør have en Mark af os hver!« sagde de, da Francaisen var endt. »Han er en brav Mand, som holder Orden i Gaden, saa man kan faae sig en Dands!«
   »Det er honette Folks Børn!« sagde Vægteren til sig selv, medens han fornøiet stak Pengene i sin Skindpung.
   Alt var igjen stille paa Gaden, ogsaa Violinen taug.

H. C. Andersen Homepage