link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 |

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 2,26

                      XXVI.
 
         - Où peut on être mieux 
         Qu'au sein de sa famille? 
                              Vieil air. 

         Du bist Herr in deiner Welt, 
         Hast Du dich, so hast Du alles! 
                              Mahlmann. 

   I Sommeren 1833 havde Vennerne været to Aar borte. I eet Aar havde violette Levkøier smykket en Grav paa den lille Landsbykirkegaard.
       »Et Hjerte fuldt af Kjærlighed 
       Indgik til Kjærlighed og Gud!« 
læste man paa Stenen.
   En vissen Bouquet af Levkøier havde Louise fundet gjemt ved Evas Døbeseddel og Psalmebog. Det var disse Blomster, Vilhelm gav hende hiin Aften i Roeskilde. Mellem de tørre Stilke sad et lille Papiir, hvorpaa hun havde skrevet: »Som disse Blomster visne, lad i min Sjæl den Følelse hendøe, som Blomsterne lærte mig!«
   Over Graven duftede nu Levkøien, hendes Kjærligheds Blomst.
   Det var Søndag, Solen skinnede varmt; Menigheden, Gamle og Unge flokkedes under det store Lindetræ, nær ved Evas Grav. De ventede deres unge Præst, der denne Dag skulde prædike tredie Gang.
   Herskabet kom vist ogsaa, meente de, for den unge Baron var jo kommet hjem der udenlands fra; den anden Herre var med, han som vist skulde have Frøken Louise.
   »Vor nye Præst er nok værd at høre!« sagde een af Bønderkonerne. »Saadan en ung Mand, der prædiker rigtigt den gamle Tro! saa mild og sagtmodig i Tale, ligesom han var een af vore Lige! Og paa Prædikestolen -! Gud bevar os! det gik mig lige ned i mine Been, sidst da han talte om Fordømmelsen!«
   »Der er Fader!« udbrød Mængden, og Unges og Gamles Hoveder blottedes, Fruentimmerne neiede dybt, i det en ung Mand i Præstekjole gik ind af Kirkedøren. Hans Øine og Læber bevægede sig til et fromt Smiil, Haaret var glattet over den blege Pande. »God Dag, Børn!« sagde han.
   Det var Hans Peter. Han havde jo »bedste Characteer«, havde altsaa faaet det gode Kald og prædikede om Djævelen og alle hans Gjerninger.
   Menighedens Sange tonede ud over Gravene, hvor Solen skinnede, hvor Levkøierne duftede og Eva sov, hun, hvis sidste Ønske var at leve:
       »I Graven er ei Kjærlighed, 
       Ei Toner, Lys og Varme!« 

   Jorden laae fast og tung hen over Kistelaaget.
   Ved den anden Psalme holdt en herskabelig Vogn udenfor Kirkegaarden. Begge Vennerne, der nyligt var komne til Hjemmet i Danmark, gik med Fruen og Louise ind i Kirken. Vilhelm havde Reisen og de to Aar gjort noget ældre, der laae en Skygge af Alvor i det ellers aabne livsglade Ansigt. Otto syntes smukkere, end før; det mørke Udtryk var formildet; klog og tænkende skuede han frem for sig, og der stod Smiil paa Læberne, naar han talte med Louise.
   I Prædiken vare Hentydninger paa de Hjemkomne, forresten et blomstrende Sprog og mange Bibelsteder. Menigheden græd derved; de gode skikkelige Folk forstode det nok, at deres unge Baron var uskadt kommet hjem fra alle de Farer, som gives i fremmede Lande.
   Til Middag var Præsten inviteret hjem paa Gaarden. Kammerjunkeren og Sophie indtraf ogsaa; men det varede syv lange og syv brede, som Frøken Jacoba udtrykkede sig, før de bleve færdige med Udpakningen og kunde komme ind i Stuen, for de havde med dem deres lille Søn: Fergus, opkaldt efter den kraftige Skotlænder i Walter Scotts Waverley. Det var Sophies Ønske. Kammerjunkeren gjorde Navnet Fergus til Gussemann, og Jacoba paastod, det var et Hundenavn.
   »Nu skal I see min Tykkert!« sagde Kammerjunkeren og frembar selv den fiirskaarne Dreng, der, med røde tykke Kinder og Pølsearme saae paa dem. »Det er en Kraftmand! her er noget at tage paa! tralla-ralla-ralla!« og nu dandsede han rundt i Stuen.
   Sophie loe og rakte Otto Haanden.
   Vilhelm henvendte sig til Huusjomfruen: »Jeg har noget til Dem! noget, jeg haaber faaer Plads i Syæsken. En Mand af bitte smaae Muslingeskaller; den er fra Venedig!«
   »Gud, derovre fra!« sagde hun og neiede.
   Efter Bordet spadserede man i Haven.
   Vilhelm talte allerede om, at han næste Aar gik til Paris igjen.
   »Satan!« sagde Kammerjunkeren. »Nei, saa kan jeg bedre lide Hr. Thostrup! han er patriotisk! han sætter sine Penge i en Gaard. Det er godt Kjøb, De har faaet den for, og ved Weile er kjønt! der er Bjerge og Dale!«
   »Der skal min gamle Rosalie boe hos mig!« sagde Otto. »Der vil hun finde sit Schweitz! Køerne skal faae Klokker om Halsen!«
   »Herre Gud! skal nu ogsaa de gjøres til Nar!« udbrød Jacoba, »det er accurat, ligesom det var Sophie.«
   De gik gjennem Alleen, hvor Otto for to Aar siden, grædende, udtalte for Louise sin Smerte. Han erindrede det, et let Suk gled fra hans Læber, men Øiet smilede til Louise.
   »Nu føler De Dem dog glad i Hjemmet?« spurgte hun. »En smukkere Sommerdag, end denne, havde De vist ikke ude.«
   »Hvert Land har sine Skjønheder!« svarede Otto. »Vort Danmark har ikke været Stedbarn. Her hjemme ere Menneskene mig kjærest; dem kjender jeg ogsaa bedst. De, og ikke Naturen, er det, som gjør det hyggeligt. Danmark er et godt Land! her vil ogsaa jeg finde Lykke!« han greb Louises Haand, hun rødmede og blev taus.
   Glade Timer fulgte.
   Hver Søndag samledes denne Kreds, men tredie Gang var Glæden større, den var festligere.
   Naturen selv havde samme Udtryk. Aftenen var saa smuk, Fuldmaanen skinnede; prægtige sorteblaae Skyer hævede sig, som Bjerge, hiin Side Beltet. Langt ude seilede Skibe, alle Seil vare heisede for at opfange hver Luftning.
   Hen under Maanen gik en kulsort Sky, den vilde bringe Kastevinde.
   En lille Jagt gled roligt frem paa Søen. Ved Roret sad en Dreng, halv Barn syntes han, det var Jonas, den lille Sangfugl, som Vilhelm engang havde kaldt ham. Sidste Pindse blev han confirmeret, og da var hans Sangerdrøm forbi; dog, det havde ikke bedrøvet ham, derimod havde det ret ligget ham tungt paa Hjertet, at han ikke maatte blive Piber. Hans høieste Ønske havde været, at see sig som Regiments-Piberdreng, da skulde han staae til Confirmation i den røde Uniform, bære Sabel ved Siden og i Chacoen en Fjær, halv saa lang som han selv; saaledes pyntet kunde han da gaae med Pigerne hen i Kongens Have og op paa Rundetaarn, den sædvanlige Tour for fattige Børn i Kjøbenhavn. Confirmationsdagen bestige de det høie Taarn, ret som om de vilde faae et frit Blik paa Verden. Lille Jonas blev derimod confirmeret som Matrosdreng, og sad nu allerede ved Roret i den stille Nat.
   Paa Dækket laae to Mænd og sov; en tredie gik roligt op og ned. Pludseligt ruskede denne i een af dem og foer derpaa til Seilene. En Kastevind reiste sig med en Hurtighed og Kraft, saa at Skibet øieblikkelig gik over paa den ene Side. Mast og Seil dykkede ned i Vandet. Den lille Jonas udstødte et Skrig. Intet Skib var at see i Nærheden. De to Sovende foer netop saa betids op, at de kunde klynge sig til Masten. Kraftigt grebe de i Tougene, men forgjæves, Seilene hang, som Bly, i Vandet, Skibet reiste sig ikke.
   »Joseph Maria!« udbrød den ene, en Mand med graat Haar og hæslige Træk. »Vi synke! Vandet trænger ind i Rummet!«
   Alle tre kravlede ud i den yderste Deel af Skibet, hvor en lille Baad slæbte efter. Den ene sprang deri.
   »Min Datter!« raabte den ældre og bøiede sig mod den snevre Nedgang til Kahytten. »Sidsel, red dit Liv!« selv sprang han nu i Baaden. »Vi maae have min Datter ud!« raabte han. Skibets ene Kahytvindue var under Vandet; han sparkede det andet Vindue ind. »Vi synke!« raabte han, og man hørte et hæsligt Skrig derinde.
   Den Gamle var tydske Heinrich, som vilde med dette Skib fra Kjøbenhavn til Sønder-Jylland. Sidsel var Heinrichs Datter, derfor var det han nu anden Gang vilde have hende reddet.
   Vandet trængte meer og meer ind i Skibet. Heinrich jog sin Arm gjennem Kahytvinduet, greb i Vandet derinde; pludselig fik han fat om et Stykke af en Kjole, han trak til sig, det fulgte med, men det var kun Skipperens Piekkert, ikke Datteren, som han haabede.
   »Skibet synker!« skreg den anden og greb vildt i Touget, som holdt Baaden fast; forgjæves skar han i det med sin Foldekniv, Skibet hvirvlede rundt, med Baad og Alt; Luft og Bølger brødes derinde og, som i en Malstrøm, gik det Hele til Dybet. Søen bevægede sig i en voldsom Brænding henover Stedet og den blev atter stille. Maanen skinnede roligt paa Fladen, som før; man saae intet Vrag, saae Ingen kjæmpe med Døden.
   Det var Klokken tre Qvarteer til eet. I samme Moment slukkedes det sidste Lys paa Herregaarden. Alle vare til Ro.
   »Til Paris vil jeg!« sagde Vilhelm, »til mit herlige Schweits! her hjemme bliver man tungsindig, Levkøierne paa Graven have en Duft, fuld af veemodige Erindringer! jeg maa aande Bjergluft, tumle mig i Vrimlen, saa bliver man lystig, og det er det Bedste i denne Verden!«
   Otto lukkede sine Øine, hans Hænder foldede sig. »Louise elsker mig! Jeg er saa lykkelig, at jeg frygter for, at der snart maa møde mig en stor Sorg, saaledes pleier det jo altid at skee. Var dog tydske Heinrich død! Først naar han er borte, kan jeg blive fuldkommen rolig, fuldkommen lykkelig.«
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek