link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 2,23

                          XXIII.
 
              »In one short speaking silence all conveys 
              - And looks a sigh and weep without a tear.« 
                                Barretts Women. 

              »Erlass uns unsere Schulden, 
              Wie selbst wir Andern gethan; 
              Entfern von uns den Versucher, 
              Verschliess uns des Bösen Bahn.« 
                                A. v. Chamisso. 

   Vi følge ikke med Vennerne, men blive tilbage i Fyen, hvor vi ville gjøre en dristigere Reise, end de, nemlig een og tyve Aar tilbage i Tiden. Vi ville lade Begivenhederne ved Ottos Fødsel synligt træde frem for os. Det er altsaa et Spring tilbage, fra 1830 til 1810. Vi blive i Odense, den gamle By, som skal have sit Navn efter Odin.
   Almuen der, har endnu et Sagn om Oprindelsen til Byens Navn. Paa Næsbyhoveds Bakke [*Note] Ikke langt fra Byen, ved Odense Kanal; den findes beskrevet i Wedel Simonsens: Borgruiner. [*] stod engang et Slot; der boede Kong Odin med sin Gemalinde; da var Odense endnu ikke til, men dens første Gaard stod under Bygning. [*Note] Stedet angives at være ved den nu saakaldte »Korsgade«. [*] Hoffet var uenigt om hvad den nye By skulde kaldes; efter lang Uvished blev man enig om, at de første Ord, Kongen eller Dronningen kom til at sige næste Morgen, skulde blive dens Navn. I den tidlige Morgen vaagnede Dronningen, og saae fra Vinduet hen over Skoven. Byens første Gaard var reist, Tømmermændene havde hængt en stor Krands med Glimmerguld høit over Tagets Sparreværk. »Odin see!« raabte Dronningen. Da blev Byen kaldt »Odinsee«, hvilket Navn siden ved daglig Tale er udartet til Odense.
   Spørger man et Barn i Kjøbenhavn, hvorfra vel de smaa Børn hentes, da er Svaret: »ude fra Peblingesøen.« De odenseiske Smaae kjende ikke til Peblingesøen, de sige: »vi ere hentede fra Rosenbækken,« en lille Bæk, som først i de sidste Aar er blevet nobiliteret, ligesom i Kjøbenhavn »Krystalgaden«, med et det forrige modsat Navn; den løber midt igjennem Odense, og skal i ældre Tider, forenet med Odense Aae, have dannet en Ø, hvorpaa Byen dengang laae; herfra udlede Andre Navnet Odense som: Odins Ei eller Odins Ø. Hvorledes det nu har sig eller ikke, Bækken løber der endnu, og 1810, da den saakaldte Piledam ved Vesterport ikke var fyldt, stod den, især om Foraaret dyb og vandrig. Ofte gik den over sine Bredder, op i de smaa Haver, der omslutte den paa begge Sider. Den løber saaledes skjult gjennem Byen, indtil den naaer Nørregade, her træder den et Øieblik frem, men dukker derpaa ind under selve Gaden, og som en lille Flod strømmer gjennem Kjælderen af den gamle Amtsstue, som den berømte Oluf Bagger [*Note] Han var saa riig, at da engang Frederik den Anden besøgte ham, lod han Værelset varme med Kaneel. Mere om denne mærkværdige Mand findes i Thieles danske Folkesagn, anden Samling; hans Slægt lever endnu i Odense, nemlig: Bogtrykker Ch. Iversens Familie, der opbevarer flere Curiosa, som have tilhørt ham. [*] har bygget.
   Det var ud paa Eftermiddagen i Sommeren 1810; Vandet var temmelig høit i Bækken, dog stode to Vadskerkoner derude, Sivmatten var bundet dem fast om Livet; med Tærskelen bankede de Tøiet paa deres Toestol. De vare i en dyb Samtale, men Arbeidet gik uforstyrret.
   »Ja,« sagde den ene, »heller lidet med Ære, end meget med Vanære! hun er dømt! imorgen skal hun gaae med Fiddelen. Det er vist og sandt! jeg veed det af Trompeterens Karen og af Stodderkongens Kone! [*Note] Stodderkonge : Fattigfoged. [*] de to fare ikke med Løgn!«
   »Ih, min Jesus!« udbrød den anden og lod Tærskelen synke, »skal Johanne Marie gaae med Fiddelen? den kjønne Pige, der saae saa skikkelig ud og klædte sig saa godt!«
   »Ja, det var Ulykken!« sagde den anden; »stort skulde det være -! Nei, lad enhver beholde sit! siger jeg hver Dag til mine Børn. Ovenpaa den søde Kløe kommer den bittre Svie! Heller maa man arbeide, saa Blodet staaer En ud af Neglerødderne.«
   »Ih, see dog!« sagde den anden, »der gaaer det gamle Skind, Johanne Maries Fader. Det er en honet Mand, han var saa glad for den Datter, og imorgen skal han selv binde hende Fiddelen paa. Men skulde hun virkelig have stjaalet?«
   »Hun har selv tilstaaet!« sagde den anden, »og Obersten er strix paa det. Jeg troer, Gevaldigeren [*Note] Profos ved de Militaire; blandt andre af hans Forretninger er den, at skjære Pileqvistene til Spidsrodløben. [*] gik derind.«
   »Obersten skulde holde sin egen Søn i Tømme. Det er en slem Knægt; forleden, da jeg bøgede Garn der, og jeg var lystig, som jeg altid er, kaldte han mig »Qvind«; havde han sagt »Qvinde«, det skulde jeg ikke have kjæret mig om, for det har en anden Mening, men »Qvind« er grovt! - - Ei, der seiler hele Menuetten!« skreg hun pludseligt, idet Lagenet, hun havde slynget om Toestolen, gik løst og flød med Strømmen; hun løb efter og Samtalen var afbrudt.
   Den gamle Mand, de havde seet og beklaget, gik ind i den store Gaard tætved, hvor Obersten boede; hans Blik hvilede paa Jorden, en dyb, stille Smerte laae i det rynkede Ansigt; sagte drog han i Klokkestrængen og bukkede dybt for den sortklædte Dame, som aabnede for ham.
   Vi kjende hende, det var den gamle Rosalie, dengang tyve Aar yngre, end da vi saae hende paa Jyllands Vestkyst.
   »Gode gamle Mand!« sagde hun og lagde venligt sin Haand paa hans Skulder. »Oberst Thostrup er nok streng, men umenneskelig er han ikke, og det vilde han være, lod han ham imorgen gjøre Tjeneste. Obersten har sagt, at Gevaldigeren kunde blive hjemme!«
   »Nei!« sagde den Gamle. »Vor Herre vil give mig Styrke! Gud skee Lov, at Johanne Maries Moder har lukket sine Øine, hun skal ikke see den Elendighed! Vi have ingen Skyld deri!«
   »Ærlige Mand!« sagde Rosalie. »Johanne var altid saa god og skikkelig og nu -!« hun rystede med Hovedet. »Jeg vilde have svoret for hende; men hun har jo selv tilstaaet!«
   »Retten maa have sin Gang!« sagde den Gamle og Taarerne strømmede ham ned over Kinderne.
   I det samme gik Døren op, og Oberst Thostrup, en høi, mager Mand med et skarpt Blik, stod foran ham. Rosalie forlod Værelset.
   »Gevaldiger!« sagde han, »imorgen er han fritaget!«
   »Hr. Oberst, det er min Pligt at være der, og, tør jeg sige et ringe Ord: Folk vilde tale ilde om det, blev jeg borte.«
   Næste Formiddag var alt fra den tidlige Morgenstund Pladsen, hvor Raadstue og Hovedvagt ligge, opfyldt med Mennesker; de vilde see den kjønne Pige gaae med Fiddelen. Tiden begyndte at blive dem lang, og endnu viste sig intet af hvad de ventede paa. Skildvagten, som gik sine afmaalte Skridt fra Skilderhuset og tilbage igjen, kunde heller ikke give Besked. Raadhuusdøren var lukket. Alt gav saaledes Anledning til det Rygte, der pludseligt udbredte sig, at den smukke Johanne Marie allerede for en Time siden havde gaaet med Fiddelen inde i Raadstuegaarden, og at saaledes Ingen fik det at see. Uagtet det ganske stred mod sund Fornuft, da jo Straffen just bestod i Offentligheden, fandt det megen Tiltro og vakte stor Uvillie.
   »Det er lumpent!« sagde en simpel Kone, i hvem vi gjenkjende den ene Vadskerkone, »det er lumpent, saaledes at holde Folk for Nar! Slidt og slæbt, som et Øg, har jeg igaar, og saa skal man her, i to Klokketimer, staae sig stiv i Benene, uden at faae Noget at see!«
   »Det tænkte jeg nok,« sagde en anden Kone, »et glat Ansigt har mange Venner! hun har nok vidst at vinde de Store for sig!«
   »Troer Du ikke,« spurgte en Tredie, »at hun har været gode Venner med Oberstens Søn?«
   »Ja, før vilde jeg have sagt nei, for hun saae meget skikkelig ud, og Forældrene har der aldrig været at sætte ud paa; men har hun stjaalet, som vi veed hun har, da kan hun ogsaa have været løs paa Traaden. Oberstens Søn er en vild Fugl. Svire og sværme gjør han i Smug! Vi Andre veed meer, end Faderen; han har avet ham galt; for megen Haardhed sætter ondt Blod!«
   »Gud hjælpe mig, nu gaaer det an!« afbrød den anden Kone, idet en Afdeling af Soldater marscherede ud af Vagten og, i Afstand fra hinanden, indesluttede en fri Plads. Nu aabnedes Døren til Raadhuset og to Politibetjente, samt et par Vægtere, ledsagede den Dømte, der var iført Fiddelen. Denne er et Træaag, lagt over Delinquentens Skulder; et Stykke af Træet gaaer frem foran, heri ere Hænderne knæblede; ovenover staae to Jernbøiler, den forreste med en lille Klokke, den anden derimod med en lang Rævehale, som hænger den Dømte ned af Ryggen.
   Pigen syntes neppe mere end nitten Aar, og var af en usædvanlig smuk Figur, Ansigtet ædelt og fiint formet, men dødblegt; dog saae man intet Udtryk af Smerte eller Skam, hun syntes Billedet af en Bodfærdig, som stille fuldfører sin Poenitentse.
   Hendes gamle Fader, Gevaldigeren, fulgte langsomt efter, hans Blik var fast, ingen Mine antydede, hvad der foregik i hans Sjæl; taus tog han Plads ved en af de murede Piller foran Vagten.
   En stærk Mumlen opstod blandt Mængden, da de saae den smukke Pige og den stakkels gamle Fader, der selv maatte see paa Datterens Vanære.
   En spættet Køterhund slap ind i den aabne Kreds; Pigens eensformige Gang midt paa Pladsen, den lille Klokkes Ringning og Rævehalen, som bevægede sig i Vinden, tirrede Hunden, den begyndte at gjøe og vilde bide i Rævehalen. Vægterne jog Hunden bort, men den kom snart tilbage igjen, vovede sig vel ikke ind i Kredsen, men stak Hovedet frem og udstødte sin Bjæffen.
   Mængden, som alt ved Pigens Skjønhed og ved Synet af den gamle Fader, var bragt til Medlidenhed, bragte nu dette Tilfælde igjen i et lystigt Lune; man loe og fandt det Hele saare moersomt.
   Timen var omme, Fiddelen skulde løses af. Gevaldigeren nærmede sig, men, idet han hævede Haanden op mod Aaget, vaklede den gamle Mand og sank i det samme tilbage paa den haarde Steenbro.
   Rundt om afpressede dette et Skrig, kun den unge Pige stod taus og ubevægelig; hendes Tanke syntes langt borte, dog troede Enkelte at have seet hende presse Øinene til, men det havde da været kun øieblikkelig. En Betjent løste hende fra Fiddelen; hendes gamle Fader blev baaret ind i Vagten, to Betjente førte hende ind paa Raadhuset.
   »See, nu er det forbi!« sagde en gammel Handskemager, der var blandt Tilskuerne. »Næste Gang kommer hun da i Tugthuset!«
   »O, derinde have de det ikke saa galt!« svarede en Anden. »De synge og tralleraller hele Dagen, og behøve ikke at sørge for Føden!«
   »Ja, men det er ogsaa Føde derefter!«
   »Den er ikke saa gal! mangt et fattigt Menneske vilde takke sin Gud for den, og Johanne Marie fik nok det Bedste! hendes Moster er jo Spisekone derinde, og det veed vi, Spisekonen og Inspecteuren, de hænge sammen. Den Historie, kan jeg tænke, tager da Livet af den Gamle. Han fik rigtig et godt Bump, da han faldt i Steenbroen; man kunde høre, hvor det dunkede!«
   Mængden skiltes ad.
   Den Sidstes onde Stemme spaaede Sandhed.
   Tre Uger efter bare sex Soldater en flettet, guul Straakiste ud fra et fattigt Huus i »Paaskestræde«. Den gamle Gevaldiger laae, med brustne Øine og foldede Hænder, i Kisten. Inde i Kammeret sad paa Sengefjællen Johanne Marie, hvid i Ansigtet som den Døde, man bar bort. En medlidende Nabokone greb hendes Haand, nævnede hende et Par Gange ved Navn, før hun hørte det.
   »Johanne, kom ind til mit! spiis en Skaal Ærter og hold Livet i sig, om ikke for hendes egen Skyld, saa dog for Barnet, hun bærer under Hjertet!«
   Pigen udstønnede et forunderligt Suk. »Nei, det er ikke saa!« sagde hun og pressede Øinene sammen.
   Godlidende drog Nabokonen hende med sig.
   Et Par Dage gik; da traadte en Morgen to Politibetjente ind i det fattige Kammer, hvor Gevaldigeren havde boet. Johanne Marie kaldtes igjen for Retten.
   Et nyt Tyverie var begaaet hos Oberstens. Rosalie sagde, at hun alt i mange Tider havde savnet det Bortkomne, men meente at det var bedst at glemme det. Oberstens heftige Gemyt og hans Forbittrelse paa Johanne Marie, der, som han sagde, havde ved sin slette Opførsel dræbt den gamle, skikkelige Fader, fordrede hende igjen for Retten, at Tingen nøiere kunde undersøges.
   Rosalie, der, indtaget af Pigens Skjønhed og nydelige Væsen, endnu holdt meget af hende, var denne Gang rolig, vis paa, at hun vilde benægte Alt, Tyveriet var jo skeet i de sidste Dage. Dette kom man ogsaa snart efter; Johanne Marie var neppe deelagtig deri; men til de Flestes Forundring tilstod hun strax, hun havde taget det, og tilstod med en Rolighed, som forbausede Alle. Hendes ædle, smuktformede Ansigt syntes blodløst, de mørkeblaae Øine straalte med en Glands, som den Febersyges; Skjønheden, den tilsyneladende Ro og dog denne Forhærdelse i Last, frembragte et forunderligt Indtryk paa Tilskuerne.
   Hun dømtes til Odense Tugthuus. Foragtet og forskudt af den bedre Menneskehed gik hun til sin Straf. Ingen havde drømt om, at under en saa smuk Maske kunde være et saa fordærvet Sind.
   Hun blev sat til Skotrokken; stille, indesluttet i sig selv, fuldførte hun der det Arbeide, man paalagde hende. De andre Fangers raa Glæde tog hun ingen Deel i.
   »Du skal ikke lade Dig forknytte, Johanne Marie!« sagde tydske Heinrich, som sad ved Væven. »Syng med, saa det ryster i Jernstængerne!«
   »Johanne, Du har lagt din Fader i Graven!« sagde Spisekonen, hendes Beslægtede. »Hvo har faaet Dig paa de gale Veie?«
   Johanne Marie taug; de store, mørke Øine saae stille hen for sig, medens hun dreiede Rokken.
   Fem Maaneder gik hen, hun blev syg, dødsyg, fødte en Dreng og en Pige, to smukke, velskabte Børn, kun at Pigen var saa spæd og fiin, som om Livet hang ved en Traad.
   Den døende Moder kyssede de Smaa og græd; det var første Gang man herinde havde seet hende græde. Spisekonen sad alene hos hende ved Sengen.
   »Slaa ikke Haanden af de ukyldige Børn!« sagde Johanne Marie. »Siig dem engang, naar de blive større, at deres Moder var uskyldig! Min evige Frelser veed det, jeg har aldrig stjaalet! uskyldig er jeg og var det, da jeg gik til Spot udenfor Vagten og nu jeg sidder her!«
   »Ih Jesus dog! hvad siger Du?« udbrød Konen.
   »Sandhed!« svarede den Døende. »Gud være mig naadig! - mine Børn -!«
   Hun sank tilbage paa Leiet og var død!
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek