| Index | -1 | +1 |
H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 2,5
V
Santa. Eruptionen. Gamle Forhold.
[s184] Næste Morgen var jeg for Federigo et nyfødt Menneske, jeg kunde udtale min Glæde, det kunde jeg ei Aftenen forud, Livet rundt om tiltalte mig mere, jeg følte mig ældre, syntes at være mere modnet ved den Opmuntrings Dug, der var faldet paa mit Livstræ. Santa maatte jeg aflægge en Visit, hun havde jo iaftes hørt mig, jeg længtes efter ogsaa her at inddrikke hendes Roes, som ikke vilde mangle. Maretti tog henrykt imod mig, men Santa havde den hele Nat, efter at hun kom fra Theatret, lidt stærkt af Feber; i dette Øieblik sov hun, og Søvnen vilde styrke, jeg maatte love at komme igjen efter Middag; denne tilbragte jeg med Federigo og mine nye Venner, Skaal blev drukket paa Skaal, den hvide Lacrymæ Christi og Calabreser-Vinen vexlede, jeg vilde ikke drikke mere, mit Blod brændte, Champagnen skulde kjøle. Muntre og glade skiltes vi ad; da vi kom ud paa Gaden lyste Luften af Vesuv, og den stærke Lavastrøm; flere kjørte alt ud, for at see det rædsomme skjønne Naturspil; jeg gik til Santa, det var kun kort efter ave Maria. Hun var ganske ene og meget bedre, sagde Pigen, Søvnen havde styrket hende; jeg torde nok komme ind, men ellers ingen.
Et deiligt hyggeligt Værelse med lange tætte Gardiner for Vinduerne, en smuk Marmor Statue af Amor, som hvæssede sine Pile, en argantisk Lampe, hvis Lysning gav det Hele en magisk Colorit, var det første jeg saae. Santa laae i en let Natdragt paa den bløde Silkesopha. Hun reiste sig halvt op, i det jeg traadte ind, holdt med den ene Haand Teppet om sig og strakte mig den anden imøde!
»Antonio!« udbrød hun, »det gik jo herligt! lykkelige Menneske! Alle har De henrevet! O, De veed ikke, hvor angest jeg var for Dem, hvor mit Hjerte bankede, og hvor saligt jeg aandede igjen, da De saaledes overtraf min største Forventning!« -
Jeg bukkede for hende, spurgte til hendes Sundhed, hun rakte mig Haanden og forsikkrede, at det var bedre! - »Ja meget bedre!« - sagde hun og tilføiede: »De seer ogsaa ud, som nyskabt! De var smuk, meget [s185] smuk! da Begeistringen henrev Dem, saae De idealsk ud! Det var Dem, jeg saae i hvert Digt! ved den lille Dreng med Maleren i Katakomberne, tænkte jeg mig Dem og Federigo!«
»Det var det ogsaa!« afbrød jeg, »selv har jeg oplevet, hvad jeg sang!«
»Ja,« svarede hun, »Alt har De selv oplevet, Kjærligheds Lykke, Kjærligheds Smerte, gid De blive lykkelig, som De fortjener!«
Jeg sagde hende, hvilken Forandring jeg syntes der var foregaaet med mit hele Væsen, hvor ganske anderledes Livet tiltalte mig og hun greb min Haand, saae mig med det mørke udtryksfulde Øie ind i Sjælen, hun var smuk, smukkere end sædvanligt, en fiin Rødme brændte paa Kinderne, det sorte glindsende Haar hang glat tilbage fra den smukt formede Pande. Den yppige Væxt gav et Juno-Billede, skjønt, som en Phidias kunde forme det.
»Ja, Verden skal De leve for,« sagde hun, »De er dens Eiendom, Millioner vil De glæde og henrykke, lad derfor ikke Tanken om en Enkelt gribe forstyrrende ind i Deres Lykke, De er Kjærlighed værd, De henriver ved Deres Aand, ved Deres Talent, ved« - hun drog mig ned paa Divanen hos sig. - »Vi maae tale alvorligt, vi har jo ikke ret kunnet tale sammen siden hiin Aften, da Sorgen laae saa tungt paa Deres Sjæl! - De syntes da, ja hvad skal jeg kalde det, - at have misforstaaet mig - -!«
Det havde mit Hjerte ogsaa, og tidt havde jeg bebreidet mig dette, »jeg er ikke deres Godhed værd!« udbrød jeg, trykkede et Kys paa hendes Haand, saae hende med Reenhed i Sjæl og Tanke ind i det mørke Øie, og dog brændte hendes Blik, hvilende alvorligt, næsten kan jeg sige gjennemskuende paa mig. Havde en Fremmed seet os, han vilde have læst Skygge, hvor der var Reenhed og Lys. Det var, kunde mit Hjerte høit udsige, som Broder mod Søster, Øie og Tanke her mødtes.
Hun var selv bevæget, jeg saae hendes Bryst hæve sig stærkt, hun løste en Sløife, for at aande friere. »De er mig værdig!« sagde hun, »Aand og Skjønhed er enhver Qvinde værdig!« hun lagde sin Arm om min Skulder og saae mig ind i Øiet; og med et Smiil, saa uendeligt talende, sagde hun, »og jeg kunde troe, at De kun drømte i en Idealverden! Fiinhed og Klogskab har De, og de have Seiren mellem dem; derfor brændte Feber i mit Blod, derfor var jeg syg! - De har kunnet gjøre alt ved mig! Antonio, Deres Kys, Deres Kjærlighed er [s186] min Drøm, min Tanke!« - hun trykkede mig fast til sit Bryst, hendes Læber var Ild, den strømmede ind i mit Blod, i min Sjæl, i min Tanke - -! Evige Guds Moder, dit hellige Billede styrtede ned fra Væggen paa mit Hoved; det var ei ved Tilfældet, nei, Du rørte min Pande, greb mig, i det jeg vilde synke ned i Lidenskabens Mal-Strøm.
»Nei! nei!« skreg jeg og sprang op, mit Blod var som sydende Lava.
»Antonio!« raabte hun, »dræb mig! dræb mig, men gaae ikke fra mig!« - hendes Kinder, hendes Øine, Blik og Udtryk var Lidenskab, og dog var hun saa smuk, et Skjønheds Billede, malet med Flammer, jeg følte en Zittren i alle mine Nerver, og uden Svar forlod jeg Værelset, foer ned af Trapperne, som om en ond Aand forfulgte mig.
Alt var Flamme udenfor, som i mit Blod; Luftstrømmen bølgede Varme, Vesuv stod i glødende Ild, Eruptionerne oplyste Alt rundt om! Luft, Luft! forlangte mit Hjerte, jeg ilede ned paa Molo, [*Note] Skibsbroen. [*] ved den aabne Sø-Bugt, og satte mig tæt ved, hvor Brændingerne brødes. Blodet trængte mig op i mine Øine, jeg kjølede min Pande med det salte Vand, rev min Kjole op, for at hver Luftning kunde kjøle, men Alt var Flamme, Havet selv skinnede, som Ild, af den røde Lava, der væltede ned af Bjerget! hvor jeg saae, stod hun malet med Flamme og saae mig med det bedende, brændende Ildblik ind i Sjælen! »dræb mig, men forlad mig ikke!« lød det for mit Øre; jeg pressede Øinene til, vendte min Tanke mod Gud, men den sank tilbage, det var som Syndens Flamme havde svedet dens Vinger. En ond Samvittighed maa kunne knuse, kan Tanken om den saaledes lamme Mod og Styrke.
»Vil Eccellenza have en Baad til Torre del Annunziata?« sagde en Stemme tæt ved mig, og Navnet Annunziata aandede Bevægelse igjen i min Sjæl.
»Lavastrømmen gaaer tre Alen i Minutet;« sagde Karlen, der med Aaren holdt Baaden fast ind til Land; »om en halv Time skulle vi være der!« -
»Havet vil kjøle!« tænkte jeg og sprang i Baaden, Karlen stødte fra Land, heisede Seilet, og nu fløi vi, som baaret af Vinden, henover det blodrøde, glødende Vand, en kjølig Vind blæste mig om Kinden, jeg aandede friere og følte mig roligere og bedre, da vi stødte mod Land paa den anden Side af Bugten. »Aldrig mere vil jeg see Santa!« besluttede [s187] jeg fast i mit Hjerte, »flye vil jeg Skjønhedens Slange, som viser mig Kundskabens Frugt. - Tusinde ville spotte mig derover, men heller disses Latter, end mit Hjertes Jammerskrig! Madonna lod sit hellige Billede falde fra Væggen, at ikke jeg skulde falde!« Dybt følte jeg hendes beskjærmende Naade.
En forunderlig Glæde gjennemstrømmede mig, alt Ædelt og Godt jublede Seiershymner i mit Hjerte, jeg var Barn igjen med Sjæl og Tanke. »Fader, led alt til det Bedste for mig!« og livsglad og som var min Lykke for evig grundet, vandrede jeg gjennem den lille Byes Gader ud paa Landeveien.
Alt var i Bevægelse, Vogne og Kabrioletter overlæssede med Mennesker joge forbi, man skreg, jublede og sang, Alt lyste i Flamme rundt om. Lavastrømmen havde naaet en af de smaa Byer, der laae paa Bjergsiden, Familierne flygtede derfra, jeg saae Koner med smaa Børn ved Brystet og den lille Byldt under Armen, hørte deres Jammer, og maatte med de første dele den lille Sum, jeg havde hos mig; jeg fulgte Strømmen op mellem Viinhaverne, som indhegnes af de hvide Mure, og henimod hvor Lavaen tog Retning. En stor Viin-Mark laae imellem os og den, og flere Favne høi, som en glødende Ilddynd, bevægede Floden sig fremad over Bygninger og Mure; de Flygtendes Jamren, de Fremmedes Jubel over det imponerende Syn, Kudskenes og de Handlendes Skrigen, Grupper af fulde Bønder, der stod i Klynger om Aqvavithandlerne, de Kjørende og Ridende, Alt belyst af den røde Ild, var et Malerie, som ikke i sin Heelhed kan gjengives. Man kunde gaae ganske nær Lavastrømmen, der flød sin bestemte Gang; mange stak Stokke i den eller Penge, som de lode tage ud igjen, indklemt i et Lavastykke. Rædsomt skjønt var det, naar et Partie af Ildmassen ved sin Høide løsrev sig, det var som Bølgens Brænding! det nedfaldne Stykke laae som en straalende Stierne udenfor Strømmen; Luften afkjølede først de fremstaaende Kanter, de bleve sorte og det hele Stykke syntes da et straalende Guld i et kulsort Næt. Paa et af Viintræerne havde de ophængt et Madonnabillede, i det fromme Haab, at Ilden skulde standse for det Hellige, men i samme afmaalte Gang skred den fremad; Heden sved Bladene paa de høie Træer, de bøiede sig med Kronen nedad mod Ilden, som de vilde bede om Naade. Forventningsfuldt hvilte mangt et Blik paa Madonnas Billede, men Træet bøiede sig dybt med hende for den røde Ildstrøm, den var kun nogle Alen derfra. Da saae jeg en Capucinermunk [s188] tæt ved mig løfte Armen høit i Veiret, og raabe, at Madonnas Billede brændte! »redder hende, som hun vil redde Eder fra Ildens Luer!« men Alle bævede og stirrede der hen; da styrtede en Qvinde frem, raabte Madonnas Navn og ilede mod den glødende Død, men i samme Nu saae jeg en ung Officeer til Hest, med dragen Kaarde, drive hende tilbage, skjøndt Ilden stod, som en Bjergmuur op ved deres Side.
»Vanvittige!« raabte han, »Madonna trænger ei til Din Hjælp! hun vil, at det slet malede Billede, vanhelliget af en Synders Hænder, skal brænde i Ilden!« Bernardo var det, jeg kjendte hans Stemme; hans raske Beslutning havde reddet et Menneskes Liv, hans Tale hævet alt Forargelse; jeg maatte agte ham, og ønskede i Hjertet at vi aldrig vare blevne skilte fra hinanden. Dog følte jeg mine Pulsslag, jeg havde ei Lyst og Mod til at see ham Ansigt mod Ansigt.
Ildstrømmen havde alt skjult Træet og Madonnabilledet, jeg stod længere fjernet derfra, støttende mig til en Muur, hvor en Deel Fremmede sad om et Bord.
»Antonio, er det Dig!« hørte jeg en Stemme udbryde, jeg troede, det var Bernardo; en Haand trykkede min, det var Fabiani, Eccellenzas Svigersøn, Francescas Gemal, der havde kjendt mig som Barn, og nu, hvad jeg maatte troe af Brevet, jeg fik, var vred paa mig, som de Andre, havde forstødt mig, som de.
»Naa, skal vi mødes her!« sagde han. »Det vil glæde Francesca at see dig! - Men smukt er det ikke af dig, at du ei har søgt os op, vi have jo været otte Dage i Castelamare!«
»Det har jeg slet ikke vidst!« svarede jeg, »desuden -«
»Ja, Du er jo med eet blevet et ganske andet Menneske! har faaet Kjærlighed og,« tilføiede han mere alvorligt, - »endogsaa Dueller! hvorfor Du formeligt deserterer, noget jeg slet ikke bifalder! Eccellenza har løseligt meldt os det, og vi vare forbausede derover! han har nok skrevet Dig til igjen, og vel ikke i de mildeste Udtryk?«
Mit Hjerte bankede stærkt, jeg følte mig tilbage igjen i den Kjæde, Velgjerninger havde bundet mig med, bedrøvet yttrede jeg min Smerte over, saa ganske at være stødt bort fra dem Allesammen.
»Nei, nei, Antonio!« sagde Fabiani, »det kan ikke være saaledes! kom med i min Vogn! Francesca skal overraskes ved din Nærværelse iaften; vi kan snart naae til Castelamare, og i Vertshuset faae vi nok Plads til Dig! Du skal fortælle mig, hvad der er skeet; det er en Daarskab at [s190] fortvivle, Eccellenza er hæftig, Du kjender ham, men alt bliver godt igjen!«
»Nei, det kan det ikke, svarede jeg halvt høit, draget tilbage i min Smerte.
»Det skal og vil!« sagde Fabiani bestemt og førte mig hen til Vognen.
Jeg maatte fortælle ham Alt. »Du improviserer dog ikke!« spurgte han med et Smiil, da jeg fortalte om min Flugt og om Fulvia i Røverhulen.
»Det klinger saa poetisk, som om det var din Phantasie og ikke din Hukommelse, der her spillede Hovedrollen! - Strængt, altfor strængt!« sagde han, da han hørte Eccellenzas Brev, »men du seer jo nok, just fordi han holder af dig, var det saa alvorligt! Du har dog ikke senere traadt op paa noget Theater?« -
»Igaar Aftes!« svarede jeg.
»Det var dristigt!« udbrød han. »Hvorledes gik det af?«
»Herligt! lykkeligt!« svarede jeg med glad Stemme. »Et stort Bifald fik jeg, blev to Gange kaldt frem!«
»Er det muligt? Du gjorde Lykke?«
Der laae en Tvivl i dette Udtryk, som saarede mig dybt, men Taknemmeligheds Forholdet bandt min Læbe, som min Tanke. Jeg følte et Slags Forlegenhed ved at fremstilles for Francesca, og jeg vidste jo hvor stræng og alvorlig hun kunde være. Fabiani trøstede mig halv spøgende med, at der ikke skulde blive holdt Bod og Straffeprædiken, skjøndt lidt kunde jeg jo alletider have godt af. -
Vi kom til Hotellet.
»Ah, Fabiani!« raabte en ung, pyntet, friseret Herre, der hoppede os imøde. »Det er vel du kommer! din Signora er utaalmodig! - Ah!« udbrød han, i det han bemærkede mig, »Du bringer den unge Improvisator med! Cenci, ikke sandt?«
»Cenci?« gjentog Fabiani, og saae forundret paa mig.
»Et Navn jeg antog paa Affichen!« svarede jeg.
»Ogsaa det!« udbrød han, »naa, det var jo ret fornuftigt!«
»Han kan synge om Kjærlighed!« sagde den Fremmede. »Du skulde have været i Sanct Carlo iaftes! det er et Talent!« Han rakte mig forbindtligt Haanden og bevidnede sin Glæde over at gjøre mit behagelige Bekjendtskab. »Jeg spiser iaften med Eder!« sagde han til Fabiani, [s190] »jeg inviterer mig selv paa vor fortræffelige Sanger, og du og din Frue ville vel ikke nægte mig Adgang!«
»Du er altid velkommen, veed Du nok!« svarede Fabiani.
»Men saa presenteer mig dog for den fremmede Herre!«
»Ceremonier behøves ikke her!« sagde Fabiani, »han og jeg kjende hinanden saa nøie; mine Venner behøve ikke at præsenteres for ham. Det vil være ham en stor Ære, at gjøre dit Bekjendtskab!« -
Jeg bukkede, men følte mig ikke ret tilfreds med Fabiani's Maade at udtrykke sig paa.
»Nu, saa maa jeg presentere mig selv!« sagde den Fremmede. »Dem har jeg alt den Ære at kjende, mit Navn er Genaro, Officeer ved Kong Fernandos Garde, og,« tilføiede han leende, »af god neapolitansk Familie! Mange give den endogsaa Nummer eet. Det kan gjerne være, det er rigtigt! især holde mine Tanter meget derpaa! Usigeligt kjært er det mig, at lære at kjende en ung Mand med Deres Talent, Deres -«
»Stille dog!« afbrød Fabiani, »han er ikke vant til Sligt! nu kjende I jo hinanden! Francesca venter! der forestaaer en Forsonings Scene mellem hende og din Improvisator! maaskee kan du der faae Leilighed til at vise din Veltalenhed!«
Det ønskede jeg ikke, han havde sagt, men de vare jo Venner, hvor kunde Fabiani sætte sig ind i min piinlige Stilling. Han førte os ind til Francesca, uvilkaarlig holdt jeg mig nogle Skridt tilbage.
»Endelig, min fortræffelige Fabiani!« udbrød hun.
»Endelig!« gjentog han, »og to Gjæster bringer jeg med!«
»Antonio!« raabte hun høit og Stemmen sank atter, »Signore Antonio!« Hun fæstede et strængt alvorligt Blik paa mig og paa Fabiani; jeg bøiede mig, vilde kysse hendes Haand, men hun syntes ikke at bemærke det, rakte den til Genaro og yttrede, hvor kjært det var hende at see ham ved Aftensbordet. »Fortæl mig om Eruptionen!« begyndte hun, »har Lavastrømmen forandret sin Retning?« -
Fabiani fortalte derom og endte med, at han havde truffet mig der, at jeg var hans Gjæst, og Naade skulde nu gaae for Ret.
»Ja,« udbrød Genaro, »vel veed jeg ikke, hvori han har forsyndet sig, men Geniet maa man tilgive Alt!«
»De er i deres ypperlige Humeur!« sagde hun og nikkede nu ret naadigt til mig, i det hun forsikkrede Genaro, at hun slet intet havde at tilgive. »Hvad bringer De ellers for Nyheder?« spurgte hun ham. [s191] »Hvad mælde de franske Aviser? Hvorledes tilbragte De Aftenen igaar?«
Det første Spørgsmaal skilte han sig snart fra det andet behandlede han med større Interesse.
»Jeg var i Theatret, hørte sidste Act af Barberen! Josephine sang som en Engel, men naar man har hørt Annunziata, saa kan ingen tilfredsstille! Jeg kom ogsaa meest, for at høre Improvisatoren.«
»Tilfredsstillede han Dem?« spurgte Francesca.
»Han overgik min, ja Alles, høieste Forventning!« svarede han. »Det er slet ikke for at smigre ham, og hvad bryder han sig vel ogsaa om min ringe Kritik! det var en Improvisation! han var inde i sin Digtning, og rev os Alle med sig! der var Følelse! der var Phantasie! han sang om Tasso, om Sappho, om Katakomber! det vare Digte, der burde opbevares!«
»Et lykkeligt Talent, man ikke nok kan skatte og beundre!« udbrød Francesca. »Gid jeg havde været der!«
»Men vi have jo Manden med!« sagde Genaro, og pegede paa mig.
»Antonio!« udbrød hun spørgende. »Han har improviseret!«
»Ja, som en Mester!« svarede Genaro, »men De kjender ham jo, og maa altsaa have hørt ham!«
»Ja, ret ofte,« svarede hun leende; »vi beundrede ham alt, som lille Dreng.«
»Jeg bekrandsede ham endogsaa den første Gang, jeg hørte ham,« sagde Fabiani ligeledes i Spøg. »Han besang min Kone! da vare vi endnu ikke gifte! og som Elsker hyldede jeg hende altsaa selv i hendes Sanger! Men nu til Bords! Du fører min Francesca, og da vi ingen flere Damer have, tager jeg Improvisatoren. Signore Antonio! jeg udbeder mig din Arm!«
Han førte mig derpaa efter de Andre ind i Spisestuen.
»Men du har aldrig nævnt Cenci for mig, eller hvad egentlig vor unge Herre hedder!«
»Vi kalde ham Antonio,« sagde Fabiani, »vi vidste jo slet ikke af, at det var ham, der var traadt op som Improvisator! see det var just Aarsagen til den omtalte Forsonings-Scene. Du maa vide, han er paa en Maade Søn af Huset. Ikke sandt, Antonio?« jeg bukkede med et taknemmeligt Blik. »Det er et fortræffeligt Menneske, hans Characteer er der ikke det mindste at udsætte paa! men han vil ikke lære noget!«
[s192] »Men naar han nu bedre kan læse sig alting til af Naturens store Bog, hvorfor skulde han da ikke det?«
»De maa ikke ved deres Roes fordærve os ham!« sagde Francesca spøgende, »vi troede, han sad i sine Classikere, i Physik og Mathematik, og saa svæver han i Kjærlighed til en ung Sangerinde fra Neapel!«
»Det viser han har Følelse!« sagde Genaro, »og var hun smuk? hvad hed hun?«
»Annunziata!« sagde Francesca, »et sjeldent Talent, en ganske udmærket Qvinde!«
»Hende har jeg selv været forelsket i! han har en god Smag! Annunziatas Skaal, Hr. Improvisator!«
Han klinkede med mig. Jeg kunde intet Ord sige, det piinte mig, at Fabiani saa let blottede mine Saar for en Fremmed, men han saae jo det Hele fra en ganske anden Side, end jeg.
[s193] »Ja,« vedblev han, »han har endogsaa duelleret for hendes Skyld, skudt Senatorens Brodersøn i Siden, da de vare Rivaler; saa maatte han afsted! Himlen veed, hvor han er kommet over Grændsen; og derpaa træder han op paa Sanct Carlo! det er i Grunden en Raskhed, jeg ikke havde ventet af ham.«
»Senatorens Brodersøn!« gjentog Genaro, »nu, det interesserer mig! han er i disse Dage kommet her til, er traadt i kongelig Tjeneste, jeg har været sammen med ham en Aften! - En smuk, interessant Mand - ah nu begriber jeg alt! Annunziata kommer her snart, Elskeren er fløiet i Forveien, har sat sig fast, og snart læse vi nok paa Affichen, at Sangerinden lader sig høre for sidste, allersidste Gang.«
»De troer, han gifter sig med hende?« spurgte Francesca, »men det vilde dog være en Skandale for hans Familie!«
»Man har Exempler paa,« sagde jeg med bævende Stemme, »at en Adelsmand før har fundet sig hædret og lykkelig ved at erholde en Kunstnerindes Haand!«
»Lykkelig maaskee!« afbrød hun, »men aldrig hædret!«
»Jo, min naadige Signora!« tog Genaro Ordet, »jeg vilde føle mig hædret, valgte hun mig! og det samme troer jeg saa om enhver anden!« De talte meget, ret meget om hende og Bernardo, de glemte, hvor tungt hvert Ord maatte falde paa mit Hjerte.
»Men De maae glæde os med at improvisere! Signora giver dem et Thema!«
»Ja,« sagde Francesca leende, »besyng os Kjærlighed, det er jo noget, som interesserer Genaro, og som Du jo kjender!«
»Ja Kjærlighed og Annunziata!« udbrød Genaro.
»En anden Gang vil jeg Alt, hvad De forlanger af mig!« sagde jeg, »men i Aften er det mig umuligt! jeg er ikke ganske vel! uden Kappe seilede jeg over Søen; ved Lavastrømmen var saa varmt, og derpaa kjørte jeg hertil i den kjøle Aften!« -
Genaro bad mig indstændigt, dog at improvisere, men jeg kunde ikke paa dette Sted og over dette Thema.
»Han har allerede Kunstnermaneren!« sagde Fabiani, »han vil lade sig nøde! vil Du da heller ikke følge med os imorgen til Paestum, der kan Du faae Stof til Digtning! - Du skulde gjøre Dig lidt kostbar! der er vel neppe noget, der binder Dig i Neapel!«
Jeg bukkede forlegent, i det jeg ikke syntes at kunne undslaae mig.
»Ja, han maa med!« udbrød Genaro, »og naar han staaer i de græske Templer, saa kommer Aanden over ham, og han synger som en Pindar!«
»Vi reise imorgen!« vedblev Fabiani, »hele Touren er gjort af i fire Dage! paa Hjemveien besøge vi Amalfi og Capri. Du er altsaa med?«
Et Nei havde maaskee, som Tiden viser, forandret min hele Skjæbne! denne korte Reises fire Dage røvede mig, tør jeg sige, sex Ungdomsaar! Og Mennesket er frit? Ja vi kunne frit gribe i Traadene, der ligge for os, men hvor de ere knyttede fast, see vi ikke. Jeg takkede, gav mit Ja -, greb Traaden, der trak min Fremtids Forhæng tættere sammen.
»Imorgen tale vi med hinanden!« sagde Francesca, da vi efter Bordet skiltes ad, og hun rakte mig sin Haand at kysse.
»Endnu iaften skriver jeg Eccellenza til!« var Fabianis Ord, »jeg vil forberede Forsonings-Scenen!«
»Og jeg vil drømme om Annunziata!« udbrød Genaro! »derfor bliver jeg jo ikke udfordret!« tilføiede han leende, i det han trykkede mig i Haanden.
Jeg selv skrev et Par Ord til Federigo, fortalte ham om mit Møde med Eccellenzas Familie, og at jeg i nogle faa Dage gjorde en lille Udflugt sydpaa med dem. Jeg havde endt Brevet, tusinde Følelser bevægede mit Bryst. Hvormeget havde ikke denne Aften bragt mig. Hvor mange Begivenheder krydsede ikke her hverandre.
Jeg tænkte paa Santa, paa Bernardo ved det brændende Madonnabillede, [s194] og nu de sidste Timer her i gamle Forhold. Igaar havde et heelt Publicum, for hvem jeg var fremmed, tiljublet mig Bifald, jeg var beundret og hædret, endnu i denne Aften havde en Qvinde, rig paa Skjønhed, bønfaldet om et kjærligt Blik af mig, og Timer efter stod jeg mellem Bekjendter, Venner, dem jeg skyldte Alt, og var kun det fattige Barn, hvis første Pligt var Taknemmelighed.
Men Fabiani og Francesca havde jo været elskværdige imod mig! de havde modtaget den forlorne Søn, givet mig Plads ved deres Bord, indbudet mig til Lystreisen imorgen, Velgjerning var lagt til Velgjerning, jeg var dem kjær -! men den Riges Gave, rakt med en let Haand, ligger tungt paa den Fattiges Hjerte!
H. C. Andersen Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek