link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,9


                   IX 

              Jødepigen. 

   [s77] At jeg uden Tilladelse havde været en Aften ude, ja endog drukket Viin med Bernardo paa et Osterie, ængstede mig siden, men Tilfældet var mig gunstigt; ingen havde savnet mig, eller ogsaa havde de, som den gamle Custode, troet, at jeg havde Frihed; jeg var jo bekjendt som det roligste, det samvittighedsfuldeste Menneske. Dagene glede stille hen og bleve til Uger; jeg læste flittigt og besøgte imellem min ædle Velgjørerinde, det var min største Opmuntring. Hendes lille Abbedisse blev mig Dag for Dag kjærere; jeg bragte Barnet Billeder, jeg selv som Lille havde ridset, men naar hun nogle Øieblikke havde leget med dem, fløi de i mange Stykker om paa Gulvet; jeg samlede Stykkerne op igjen og gjemte dem.
   Jeg læste paa den Tid Virgil; sjette Bog, hvor den cumæiske Sybille fører Æneas ned i Underverdenen, interesserede mig meget for det Beslægtede deri med Dante; jeg tænkte da paa mit Digt og derved ret levende paa Bernardo, som jeg saalænge ikke havde seet; jeg længtes ret meget efter ham. Det var just en af de Dage i Ugen, Vatikanets Gallerier stode aabne; jeg bad om Tilladelse, til at gaae derud at see paa de herlige Marmorguder og de deilige Billeder, men det jeg egentligt vilde, var at træffe min kjære Bernardo.
   Jeg var alt i den store, aabne Buegang, hvor den skjønneste Büste af Raphael staaer, og hvor hele Loftet er Bibelen i deilige Billeder, skizzeret af den store Mester og udført af hans Elever. De sælsomme Arabesker op ad Muren, den Legion af Engle, der i hver Bue knæle og svæve paa store Vinger op i det Uendelige, var mig ikke nye; dog dvælede jeg længe her, som beskuede jeg dem, men ventede egentlig paa det lykkelige Tilfælde, der vilde føre Bernardo her igjennem Logerne. Jeg lænede mig paa det murede Rækværk og betragtede den prægtige Bjergformation, de stolte Bølgelinier hiinsides Campagnen, men Øiet søgte ogsaa nede i Vatikanets Gaarde, om det ikke var Bernardo, naar en Sabel klirrede mod de brede Flisestene. Men han kom ikke.
   [s78] Forgjæves vandrede jeg gjennem Stanzerne, besøgte Niilgruppen og Laokoon, men det var kun Daarlighed med min Beskuen, jeg kom i slet Lune; Bernardo var ikke at opdage; derfor syntes Hjemveien mig ligesaa interessant, som Torsoen og den kostelige Antinous.
   Da hoppede en let Skikkelse med Fjerbusk og klingende Sporer over Gangen, og jeg efter, - det var Bernardo; hans Glæde var ikke mindre, end min; i Hast drog han mig med sig, thi han havde tusinde Ting at fortælle, sagde han:
   »Du veed ikke, hvad jeg har lidt og lider endnu! Du skal være min Doctor! Du alene kan hjælpe mig med de magiske Urter!« og nu førte han mig gjennem den store Sal, hvor de pavelige Schweitsere holde Vagt, ind i et stort Værelse, indrettet for den vagthavende Officier.
   »Du er dog ikke syg?« spurgte jeg, »Du kan ikke være det! dine Øine og Kinder brænde jo lyslevende!«
   »O ja, de brænde,« sagde han, »jeg brænder fra Taa til Isse! men alting er godt! Du er min gode Lykkestjerne, Du bringer deilige Eventyr og gode Ideer, Du maa hjælpe! sæt Dig dog! Du veed ikke, hvormeget jeg har oplevet siden den Aften, vi sidst saae hinanden; Dig vil jeg betroe det Hele, Du er en ærlig Ven, og maa selv med i Eventyret!«
   Han tillod mig ikke at tale, jeg maatte høre, hvad der saaledes bevægede ham!
   »Husker Du Jøden?« sagde han, »den gamle Jøde, som Drengene vilde skulde springe, og hvorledes han løb bort, uden at sige Tak for min ridderlige Hjælp? Jeg havde i det mindste siden glemt ham og den hele Historie! Nogle Dage efter kommer jeg forbi, hvor man gaaer ind til Ghetto; jeg lagde ikke Mærke dertil, før Soldaten, der havde sin Post ved Porten, gjorde mig Honneur, thi jeg hører jo nu til Rangspersonerne; jeg hilser da igjen, og seer derved tæt indenfor Porten en deilig Flok sortøiede Pigebørn af den hebraiske Race, og saa kan Du nok tænke, jeg fik Lyst at trave igjennem den snevre, smudsige Gade. Det er da en heel Synagoge derinde, Husene tæt paa hinanden op imod Luften, i alle Vinduer gik det: »Bereschit Bara Elohim!« Hoved ved Hoved, som da de gik over det røde Hav. Rundt om hang der gamle Klæder, Parapluier og andet Pulterkammergods; jeg hoppede mellem Jernskramlerie, Skilderier og naturlig Søle, og saa var der en Surren og Skrigen, om jeg vilde handle, sælge [s79] eller kjøbe, man lod mig knap faae Tid at see paa et Par sortøiede Glutter, der smilte fra Dørene til mig. Det var en Vandring, kan Du troe, den skulde Dante have beskrevet. Med eet styrter der mig en gammel Jøde ind paa Livet, bøier sig lige ned foran mig, som var jeg den hellige Fader. »Eccellenza,« siger han, »min ædle Velgjører, mit Livs Frelser, velsignet være den Stund, jeg hilser Eder! troe ikke den gamle Hanock er utaknemmelig!« og meget mere, som jeg ikke forstod og heller ikke husker; jeg kjendte ham nu, det var den gamle Mosait, der skulde have sprunget. »Her er mit fattige Huus, men min Tærskel er for lav, at jeg tør bede Eder betræde den,« og nu kyssede han mig paa Hænderne og Kjolen; jeg vilde afsted, thi hele Nabolauget tabte sig i Beskuelse af os, men da faldt mine Øine op paa Huset og jeg saae det deiligste Hoved, jeg endnu har seet, en Marmor-Venus med varmt Blod i Kinderne og Øine som Arabiens Datter, - saa kan Du nok vide, jeg fulgte ind med Jøden, han havde jo indbudt mig. Gangen var rigtignok sort og snever, som gik den ind i Scipionernes Grave, og Steentrappen og det deilige Trægallerie, - ja, den vare særdeles skikket til at lære Stadighed i Gang og Forsigtighed til de yderste Fingerspidse. Inde i Stuen var derimod ikke saa galt, kun Pigebarnet manglede, og hvad skulde jeg saa derinde. Nu maatte jeg da fordøie en lang Taknemmeligheds-Tale, hvori der vare mange østerlandske Billeder, som sikkert vilde have behaget dit poetiske Gemyt! jeg lod det gaae og tænkte, saa kommer vel hun tilsidst! men hun kom ikke; derimod fik Jøden en Idee, der ved en anden Leilighed kunde have været særdeles god; han meente, at jeg, som en ung Mand, der var med i Verden, nok kunde bruge Penge, men nok ogsaa have Mangel paa dem, at jeg da vel nødtes at tye til medlidende Sjæle, der for 20 til 30 Procent viste christelig Kjærlighed, - men at han, og det var i Grunden et Mirakel i Jødernes Rige, vilde laane mig uden Procent! hører Du? uden Procent! - jeg var en ædel ung Mand! paa min Ærlighed stolede han! jeg havde beskyttet en Green af Israels Stamme, dens Stubbe skulde ikke rive mig Klæderne sønder. Da jeg ikke trængte til Penge, tog jeg heller ingen, men saa bad han mig, om jeg vilde nedlade mig til at smage hans Viin, den eneste Flaske han eiede; jeg veed ikke, hvad jeg svarede, men det veed jeg, den deiligste Pige af østerlandsk Slægt traadte ind; der var Former og Farver, Haaret skinnede kulsort, som Ibenholt! hun skjænkede en herlig Cyperviin for mig, og det kongelige salomonske Blod steg hende i Kinderne, [s80] da jeg tømte Glasset paa hendes Lykke. Du skulde have hørt hende tale, hørt hende takke mig for sin Fader, hvad der jo ei var Umagen værd! det klang som Musik i mine Øren. Det var intet naturligt Væsen! hun forsvandt da ogsaa, kun den Gamle blev tilbage.«
   »Det er jo som en Digtning det Hele!« udbrød jeg, »det kunde deiligt sættes i Vers.«
   »Du veed ikke, hvor jeg siden piinte mig, hvor jeg i Hovedet byggede op og rev saa ned igjen, for at træffe sammen med min smukke Zionsdatter. Tænk Dig, jeg nedlod mig til at komme, for at tage mod et Laan, jeg slet ikke behøvede. Jeg tog mod 20 blanke Scudi paa 8 Dage, men hende fik jeg ikke at see. Jeg bragte dem alt tredie Dag derefter urørte igjen, og den Gamle smiilte og gned Hænderne, thi han havde vel ikke saa ganske stolet paa min priste Ærlighed. Jeg roste hans Cyperviin, men hun bragte mig ingen, selv skjænkede han den med magre, rystende Hænder. Mit Øie speidede i hver Krog, hun var der ikke. Hun viste sig ikke; kun da jeg foer ned ad Trappen, syntes jeg, Gardinet ved det aabne Vindue bevægede sig; det maatte være hende: »Farvel Signora!« raabte jeg, men Alt blev stille, som en Muur, ingen viste sig. Endnu er jeg ikke videre i mit Eventyr! Giv mig et Raad. Opgivet hende har jeg ikke, og vil ikke! hvad gjør jeg dog? Faae en glimrende Idee, min Hjertens-Unge! Vær mig en Saturnia og Venus, der fører Æneas og Lybiens Datter sammen i den lønlige Grotte.«
   »Hvad vil Du, jeg skal gjøre? Jeg begriber ikke, hvorledes jeg kan udrette noget her!«
   »Du kan Alt, naar Du vil! Hebraisk er jo et deiligt Sprog, en poetisk Billedverden, det skulde Du lægge Dig efter, og tage en Jøde til at lære Dig det! jeg betaler Alt! Du tager den gamle Hanock, for det har jeg udspioneret, og han hører til den lærde Deel i Ghetto; naar nu dit troskyldige Væsen har indtaget ham, saa kommer Du ogsaa i Bekjendtskab med Datteren og tager Dig da af mine Sager; men i Gallop, i flyvende Gallop; jeg har brændende Gift, Kjærlighedens brændende Gift i mit Blod. Gaae endnu i Dag til Jøden!«
   »Det kan jeg ikke!« svarede jeg, »betænker Du slet ikke mine Forhold, hvilken Rolle jeg kom til at spille; og hvor kan Du, kjære Bernardo, nedlade Dig til et Kjærligheds-Eventyr med en Jødepige - - «
   »O det forstaaer Du dig ikke paa!« afbrød han mig, »Jødepige eller ei, det gjør intet til Sagen, naar kun Varerne ere gode! Nu, Du velsignede [s81] Unge! min egen fortræffelige Antonio! læg Dig saa efter det Hebraiske! vi ville begge to studere det, kun paa forskjellig Maade! vær fornuftig og tænk paa, hvormeget Du derved kan gjøre for min Lykke!«
   »Du veed,« sagde jeg, »hvor inderligt jeg med hele min Sjæl hænger ved Dig! Du veed, hvor din overveiende Kraft griber ind i mine Tanker, i min hele Villie! var Du ond, da kunde Du fordærve mig! - jeg maa ind i din magiske Kreds! Jeg bedømmer ikke dine Livs-Anskuelser efter mine, enhver maa vist følge sin Natur! jeg troer heller ikke, det er Synd, den Maade Du griber Glæden paa, thi saaledes er nu Du engang skabt, jeg er en ganske Anden! Overtal mig ikke til et Eventyr, der, om det end falder vel ud, dog aldrig var til din sande Lykke!«
   »Godt, godt!« afbrød han mig, og jeg saae det fremmede, stolte Blik, han saa ofte havde viist mod Habbas Dahdah, naar denne ved sin Stilling var den afgjørende! »godt, Antonio! det var ogsaa et Spøg, det Hele! Du skal ikke løbe i Skriftestolen for min Skyld! men hvad Ondt der var i, at Du lærte lidt Hebraisk og det af min Jøde, begriber jeg ikke! men ikke et Ord derom! - Tak for Besøget! vil Du spise? vil Du drikke? her er til Tjeneste!«
   Jeg var forstemt; Tonen, hvori han talte, hele hans Maade at være paa var som den Fornærmedes. Isnende Kulde og fornem Høflighed mødte mit varme Haandtryk. Forstemt og bedrøvet forlod jeg ham snart.
   Jeg følte, han havde Uret, at jeg havde handlet, som jeg burde, og dog kom der Øieblikke, hvori jeg syntes at jeg havde været ond imod ham. I denne min Kamp med mig selv, gik jeg igjennem Jødeqvarteret og haabede paa min Lykkesstjerne, at den vilde føde et Eventyr til Gavn for min kjære Bernardo, men jeg saae ikke engang den gamle Jøde; fremmede Ansigter tittede rundt om fra Vinduer og Døre; skidne Børn laae paa Fortouget mellem alskens Skramlerie af Jern og Klæder, det evige Skrig, om man vilde sælge eller kjøbe, bedøvede mig næsten. Nogle unge Piger spillede, fra Vindue til Vindue, Fjerboldt over Gaden; den ene var ret smuk, skulde det være Bernardos Elskede? Uden at ville det, tog jeg Hatten af, men skammede mig derover og strøg mig med Haanden om Panden, som var det Varmen og ikke Pigen, jeg blottede mit Hoved for.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek