H. C. Andersen: Ev. 163: [Temperamenterne.]

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen: Eventyr 163: [Temperamenterne.]

   "Nu ryster Jorden!" sagde Muldvarpen, "see det kan jeg gjøre!" og saa sad han midt i den lille Klat bløde Jord han var gaaet op med. Det var Muldvarpe-Kongen, for Muldvarpene havde een de havde arvet. - "Her sidder jeg!" sagde han, "skal jeg nu op, eller skal jeg ned! jeg sidder meget godt, som jeg sidder!" og saa blev han siddene; for han var dvask og doven, saaledes hvad man ogsaa kalder phlegmatisk; der sad han og knugede Øinene sammen, for han kom lige fra Mørket, og hvorfor kom han, ja det vidste han ikke selv; "uh hvor det blæsser!" sagde han, "det er godt jeg er Pels, men jeg kan dog forkjøle mig, og døe af det; - saa er det gjort!" - og saa blev han siddende.
   "Sjap, sjap!" sagde det hen ad Marken, der kom en gammel Person i lange side Klæder og de drev af Vand, men i Blæsten blev de nok tørre, han havde Sørgeflor om Hatten og det hang langt ned, hans Ansigt var ganske underligt at see paa, det var ligesom han havde Sildehovede og det havde han, det var den gamle Sildekonge, sin lille Datter førte han ved Haanden, hun havde ogsaa Sørge-Flor, de vare lige stegne op fra Havet begge to, og da Mulvarpen var den første levende de stødte paa, spurgte de ham om Veien til Byen. - Mulvarpen saae meget daarligt, for den saae egentligt slet ikke og vilde derfor spørge hvem de Fremmede var, men den spurgte ikke, den var phlegmatisk, som det ogsaa kaldes; men Sildekongen i Sørgeflor og overordentlig melankolsk, troede at ogsaa Mulvarpen havde Sorg og saa sagde Sildekongen sit Navn og sin Stand. Han var med hele sit Hof og hele sit Folk altid paa Vandring; snart laae de ved den Kyst og snart ved den Kyst, det man paa Jorden kalder Nomadeliv, men ingen Stæder var han glad, for han var Enkemand og sat med sin lille Sildeprindsesse, som han nu selv skulde opdrage, og for hendes Skyld og med hende, var han gaaet i Land, om han maaskee kunde finde en rigtig god Gouvernante, for paa Havsens Bund var der ingen der duede, og saa græd han det salte Havvand og den lille Silde Prindsesse græd, og Muldvarpen sad og hørte paa det, for det var det mageligste. -
   Svip i Gallop kom der den yndigste Sommerfugl, ja i det den rørte Jorden var den ligesaa godt Menneske som Muldvarpe-Kongen og Sildekongen. Hvad der havde seet ud som Vinger var nu den deiligste Slængkappe af skotsk Tøi, den løftede sig i Blæsten, det var Sommerfuglenes Konge: "Ja, jeg vil rigtig more mig!" sang han, "kysse og klappe! hei faldera!" - Jo han vidste at fornøie sig og sige mere end God Dag og Farvel til Tulipaner og Roser; det var Talegaver han havde; selv Muldvarpen blev opmærksom, og Sildekongen maatte græde fordi han selv ikke havde de Talegaver. - Og Sommerfuglenes Konge der strax mærkede hvem han talede med, kaldte dem hver lille Fætter, for kongelige Personer, selv af forskjellig Troesbekjendelse, sagde han, vare Fættere. - "Jeg boer i Luften, og er hvad de lærde kalde sangvinisk, det er saadan halv vaad og halv tør, som man skal være i denne Verden. Deres Havmajestæt, Hr. Sildekonge er nu af et andet Temperament, De er melankolsk, som jeg ikke fortænker Dem i, naar man som De altid sidder i Vandvæsenet; Fætter Jord-Drot, det var Muldvarpen han meente, lider af den slemme Syge, som man kalder Phlegma, den er gaaet ham over i Blodet og i Charakteren, det kommer af Stillesidden og det evige Mørke under Jorden, kom med mig saa skal jeg muntre Dem begge to, og det vil De have godt af og den lille med, saa faaer hun Verdens Kundskab, og det er den bedste Gouvernante!" - Men gamle Sildekonge græd endnu mere for han var nerveus og Muldvarpekongen knittrede med Øinene, han gad ikke mere! - "Saa maa jeg have den fjerde Fætter med! han er cholerisk, Fyr og Flamme, kan han ikke varme op, saa bliver der aldrig noget istand!" - og saa tog han sit Brændespeil for at fange en Solstraale, der kunde hente Fætter, men da der ingen Solskin var, saa kom der ingen, men saa tog han sit Fyrtøi op af Lommen, een, to, tre, der gik Staalet mod Flintestenen, Gnisterne fløi, og fut op og ned som den røde Lue, stod Fætter Ildkonge der, det vil sige Konge over al Ild var han ikke, men han havde ligesaa meget Magt over den, som Sildekongen havde over Havet og Mulvarpen over Jorden og Sommerfugle Kongen over Luften; han var bare Lygtemand men selv antændende og det var nu det meest respectable ved den. - Det knaldede ordentlig da han kom, og der var Knald i Karlen. "Chemi!" sagde han, for han vidste hvoraf han selv og hele Verden bestod, i alle Dele, hvorledes de sad sammen og hvorledes de ikke sad sammen, "Chemi kan jeg! og mig selv kjender jeg, hvorfra jeg kommer, hvor hen jeg gaaer, fut er det Hele! - vi fire ere i Familie, Fættere ere vi, jeg er den forbindende, kommende fra Jorden, svævende over Vandet, begge tilsammen er Sump, Luften tænder mig Lygten, jeg blusser jeg dandser, og er dog selvstændig! jeg er Ildkonge i det Smaa, fut, fut! hele Verden er jo fut!" - og saa sprang han imellem dem og løb Sildekongen op af Brystet og satte sig paa Hovedet af Muldvarpen, men lige meget hjalp det; og saa foreslog Løgtemanden at de skulde skifte Ringe, der ved fik hver lidt af den andens Natur, og saa vilde der komme Ligevægt. Muldvarpen fik Lygtemandens gloende Ring og saa kom der Liv i ham; og selv blev Lygtemanden lidt mere sindig! Sommerfuglenes Konge, der var sangvinisk, byttede Ring med den melankolske Sildekonge og det hjalp især paa den sidste; og saa besluttede de at gjøre en Vandring sammen til Staden; "man maa dog eengang slaae sig løs," sagde Mulvarpen! "vi skal alle fire paa Eventyr!" sagde Sommerfuglekongen, for han var nu letsindig. Lygtemanden var nu altid Fyr og Flamme og Sildekongen haabede at finde en god Gouvernante til sin lille Silde-Prindsesse. "Ja jeg vil give mig ud for Dykker!" sagde han, "saa bliver jeg dog i Elementet og kan ikke forsnakke mig!" "og jeg vil være Handlende med chemiske Svovlstikker," sagde Løgtemanden, "jeg veed Beskeed med Chemi og de Dele!" - "og jeg er Luftballonseiler!" sagde Sommerfugle Kongen. "Men hvad skal jeg give mig ud for!" sagde Mulvarpen. "Dersom her bare var Bjergværker her i Landet! saa kunde De være Bjergmand, men her er ingen, og være Kjældermand er ikke dybt nok!" - "Han er reisende Bjergmand!" sagde Sildekongen! "Ja nok!" sagde Muldvarpen, der ikke holdt af mange Ord, "saa er jeg reisende!"
   "Det første vi gjør, naar vi komme til en Stad," sagde Sildekongen, "er at vi gaae ind til en Barbeer og faae Skjællene skravet af os!" Han meente Skjægget, og deri var de alle enige og saa gik de til Byen, og til Barberen.

II. Barberstuen.

Disse gamle Grækere som Skoledrengene endnu i deres Lexier have saa meget at gjøre med, for de skulle kunde dem, de gik hen paa Torvet i Hvælvingerne og talte om Dit og Dat, til Lands og Vands, og inde hos Naboens; vi derimod gaae over til Condittoren, eller kommer ind til Barberen, der er Torvet. Alle Stænder komme de, Præsten og Slagteren, Bonden og Kammerjunkeren, det vil sige naar det er en fiin Barbeerstue, og det var det just her, de sæbes Alle lige ind, men de fine Folk faae reent Haandklæde, de simplere faae det skident, ligemeget koster det, men man maa jo vide at gjøre Forskjæl; Aviser ligge her, der ere Folk som læse hele Timer, man maae jo vide hvad man læser, Stuen er varm og mange Gjæster komme her. - "Veed De hvad man siger og det har jeg hørt! hele Barbeerstuen er en levende Avis. -" Det vilde være lærerigt at [ ]

H. C. Andersen Homepage