H. C. Andersen: Ev. 133: Peiter, Peter og Peer.

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen: Eventyr 133: Peiter, Peter og Peer. (1868)

   Det er utroligt Alt, hvad Børn i vor Tid vide! man veed næsten ikke mere, hvad de ikke vide. At Storken har hentet dem fra Brønden eller Mølledammen og bragt dem som Smaa til Fader og Moder, er nu saa gammel en Historie, at de ikke troe paa den, og det er dog den eneste rigtige.
   Men hvorledes komme de Smaa i Mølledammen og Brønden? Ja, det veed ikke Enhver, men Nogle vide det dog. Har Du rigtig betragtet Himlen i en stjerneklar Nat, seet de mange Stjerneskud, det er som en Stjerne faldt og forsvandt! De Lærdeste kunne ikke forklare, hvad de ikke selv vide; men det kan forklares, naar man veed det. Det er som et lille Julelys faldt fra Himlen og slukkedes; det er en Sjæle-Gnist fra Vorherre, som farer ned mod Jorden, og idet den kommer ind i vor tættere, tunge Luft, svinder Glandsen, der bliver kun, hvad vore Øine ikke mægte at see, thi det er Noget langt finere end vor Luft, det er et Himmelbarn, der sendes, en lille Engel, men uden Vinger, den Lille skal jo blive Mennske; stille glider den gjennem Luften, og Vinden bærer den hen i en Blomst; det kan nu være i en Natviol, i en Fandens Mælkebøtte, i en Rose eller i en Begnellike; der ligger den og sunder sig. Luftig og let er den, en Flue kan flyve med den, sagtens en Bi, og de komme skiftevis og søge efter det Søde i Blomsten; ligger nu Luftbarnet dem i Veien, saa sparke de det ikke ud, det nænne de ikke, de lægge det hen i Solen i et Aakandeblad, og derfra kravler og kryber det ned i Vandet, hvor det sover og voxer, til Storken kan see det og hente det til en Menneske-Familie, som ønsker sig en sød lille En; men hvor sød eller ikke, beroer paa om den Lille har drukket af det klare Væld, eller om der er kommet Mudder og Andemad i Vrangstruben; det gjør saa jordisk. Storken tager uden Vrag den Første, han seer. En kommer i et godt Huus til mageløse Forældre, en Anden kommer til haarde Folk i stor Elendighed, det havde været meget bedre at blive i Mølledammen.
   De Smaa huske slet ikke, hvad de drømte under Aakandebladet, hvor om Aftenen Frøerne sang for dem: "Koax, koax! strax, strax!" det betyder i Menneske-Sproget: "Ville I nu see, I kunne sove og drømme!" De kunne heller ikke huske, i hvilken Blomst de først laae, eller hvorledes den duftede, og dog er der Noget hos dem, naar de blive voxne Mennesker, som siger: "den Blomst holde vi meest af!" og det er den, de laae i som Luftbørn.
   Storken bliver en meget gammel Fugl, og altid give han Agt paa, hvorledes det gaaer de Smaa, han har bragt, og hvorledes de skikke sig i Verden; han kan rigtignok ikke gjøre Noget for dem eller forandre deres Vilkaar, han har sin egen Familie at sørge for, men han slipper dem aldrig af Tanke.
   Jeg kjender en gammel, meget honnet Stork, som har store Forkundskaber og har hentet flere Smaa og veed deres Historie, hvori der altid er lidt Mudder og Andemad fra Mølledammen. Jeg bad ham at fortælle en lille Levnetsbeskrivelse af En af dem, og saa sagde han, at jeg skulde faae tre for een fra Peitersens Huus.
   Det var en særdeles net Familie, Peitersens; Manden var en af Byens to og tredive Mænd, og det var en Udmærkelse; han levede for de To og Tredive og gik op i de To og Tredive. Her kom Storken og bragte en lille Peiter, det blev Barnet kaldt. Næste Aar kom Storken igjen med En til, ham kaldte de Peter, og da den Tredie blev bragt, fik han Navnet Peer, thi i Navnene Peiter-Peter-Peer ligger Navnet Peitersen.
   Det var altsaa tre Brødre, tre Stjerneskud, vuggede hver i sin Blomst, lagt hen under Aakandebladet i Mølledammen og derfra af Storken bragt til Familien Peitersen, hvis Huus ligger paa Hjørnet, hvor Du nok veed.
   De voxte op i Krop og Tanke, og saa vilde de være Noget endnu mere end de to og tredive Mænd.
   Peiter sagde, at han vilde være Røver. Han havde seet Komedien om "Fra Diavolo" og bestemt sig for Røverhaandværket som det Yndigste i Verden.
   Peter vilde være Skraldemand, og Peer, der var saa sød og saa artig en Dreng, buttet og rund, men bed sine Negle af, det var hans eneste Feil, Peer vilde være "Fa'er". Det sagde nu hver, naar man spurgte dem: hvad de vilde være i Verden.
   Og saa kom de i Skole. En blev Dux, og En blev Fux, og En kom midt imellem, men derfor kunde de jo være lige gode og lige kloge, og det vare de, sagde deres meget indsigtsfulde Forældre.
   De kom paa Børnebal; de røge Cigarer, naar Ingen saae det; de toge til i Kundskab og Kjendskab.
   Peiter var fra lille af stridig, som jo en Røver maa være; han var en meget uartig Dreng, men det kom af, sagde Moderen, at han led af Orm; uartige Børn have altid Orm: Mudder i Maven. Hans Stivhed og Stridighed gik en Dag ud over Moderens nye Silkekjole!"
   "Stød ikke til Kaffebordet, mit Guds Lam!" havde hun sagt. "Du kunde vælte Flødepotten, og jeg faae Stænk paa min nye Silkekjole!"
   Og det "Guds Lam" tog med fast Haand om Flødepotten og heldte med fast Haand Fløden lige i Skjødet paa Mama, der ikke kunde lade være at sige: "Lam! Lam! det var ikke besindigt, Lam!" Men Villie havde Barnet, maatte hun indrømme. Villie viser Charakteer, og det er saa lovende for en Moder.
   Han kunde ganske vist være bleven Røver, men blev det ikke lige efter Ordet; han kom bare til at see ud som Røver: gik med bulet Hat, bar Hals og lange, løse Haar; han skulde være Konstner, men kom kun i Klæderne, saae dertil ud som en Stokrose; alle de Mennesker, han tegnede, saae ud som Stokroser, saa lange vare de. Han holdt meget af den Blomst, han havde ogsaa ligget i en Stokrose, sagde Storken.
   Peter havde ligget i en Smørblomst. Han saae saa smørret ud om Mundvigerne, var guul i Skindet, man maatte troe, at blev han skaaret i Kinden, da kom der Smør ud. Han var som født til Smørkræmmer, og kunde have været sit eget Skilt, men inderlig, saadan inden i sig var han "Skraldemand": han var den musikalske Deel af den Peitersenske Familie, "men nok for dem Allesammen!" sagde Naboerne. Han lavede sytten nye Polkaer i een Uge og satte dem sammen til en Opera med Trompet og Skralde; fy, hvor den var deilig!
   Peer var hvid og rød, lille og almindelig; han havde ligget i en Gaaseurt. Aldrig slog han fra sig, naar de andre Drenge bankede ham, han sagde, at han var den Fornuftigste, og den Fornuftigste giver altid efter. Han samlede først paa Grifler, siden paa Segl, saa fik han sig et lille Naturaliekabinet, hvori var Skelettet af en Hundesteile, tre blindfødte Rotteunger i Spiritus og en udstoppet Muldvarp. Peer havde Sands for det Videnskabelige og Øie for Naturen, og det var fornøieligt for Forældrene og for Peer med. Han gik heller i Skoven end i Skolen, heller i Naturen end i Optugtelsen; hans Brødre vare allerede forlovede, da han endnu levede for at fuldstændiggjøre sin Samling af Vandfugleæg. Han vidste snart meget mere om Dyrene end om Menneskene, ja meente, at vi ikke kunde naae op til Dyret i det, vi sætte høiest: Kjærlighed. Han saae, at naar Hun-Nattergalen rugede paa sine Æg, sad Fa'er-Nattergal og sang hele Natten for sin lille Kone: "Kluk! kluk! zi zi! lo lo li!" Det kunde Peer aldrig have udført eller hengivet sig til. Naar Storkemo'er laae med Unger i Reden, stod Storkefa'er hele Natten paa eet Been paa Tagryggen, Peer kunde ikke have staaet saaledes en Time. Og da han en Dag betragtede Edderkkoppens Væv og hvad der sad i den, saa opgav han aldeles Ægtestanden. Hr. Edderkop væver for at fange ubetænksomme Fluer, unge og gamle, blodfyldte og vindtørre, han lever for at væve og ernære sin Familie, men Madame Edderkop lever ene og alene for Fatter. Hun æder ham op af bare Kjærlighed, hun æder hans Hjerte, hans Hoved, hans Mave, kun hans lange, tynde Been blive tilbage i Spindelvæven, hvor han sad med Næringssorger for hele Familien. Det er den rene Sandhed lige ud af Naturhistorien. Det saae Peer, det tænkte han over, "saaledes at elskes af sin Kone, ædes af hende i voldsom Kjærlighed. Nei! saa vidt driver intet Menneske det; og vilde det være ønskeligt?"
   Peer besluttede aldrig at gifte sig! aldrig at give eller tage et Kys, det kunde see ud som det første Skridt til Ægtestanden. Men et Kys fik han dog, det, vi Alle faae, Dødens store Smækkys. Naar vi have levet længe nok, faaer Døden Ordre: "Kys væk!" og saa er Mennesket væk; der lysner fra Vorherre et Solblink, saa stærkt, at det bliver En sort for Øinene; Menneskesjælen, der kom som et Stjerneskud, flyver igjen hen som et Stjerneskud, men ikke for at hvile i en Blomst eller drømme under et Aakandeblad; den har vigtigere Ting for, den flyver ind i det store Evighedsland, men hvorledes der er og seer ud, kunde Ingen sige. Ingen har seet derind, ikke engang Storken, ihvor langt han end seer og ihvor Meget han end veed; han vidste nu heller ikke det Mindste mere om Peer, men derimod om Peiter og Peter, men dem havde jeg hørt Nok om, og det har Du vel ogsaa; saa sagde jeg Storken Tak for denne Gang; men nu forlanger han for denne lille, almindelig Historie tre Frøer og en Snoge-Unge, han tager Betaling i Levnetsmidler. Vil Du betale? Jeg vil ikke! Jeg har hverken Frøer eller Snoge-Unger.

H. C. Andersen Homepage