H. C. Andersen: Ev. 122: Sommergjækken.

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen: Eventyr 122: Sommergjækken. (1866)

   Det var Vintertid, Luften kold, Vinden skarp, men inden Døre var luunt og godt, inden Døre laae Blomsten, den laae i sit Løg under Jord og Snee.
   En Dag faldt Regn; Draaberne trængte ned gjennem Sneelaget ned i Jorden, rørte ved Blomsterløget, meldte om Lysverdenen ovenover; snart trængte Solstraalen saa fiin og borende, gjennem Sneen, ned til Løget og prikkede paa det.
   "Kom ind!" sagde Blomsten.
   "Det kan jeg ikke!" sagde Solstraalen; "jeg er ikke stærk nok til at lukke op! jeg bliver stærk til Sommer."
   "Naar er det Sommer?" spurgte Blomsten, og gjentog det, hvergang en ny Solstraale trængte ned. Men det var langt fra Sommertid; Sneen laae endnu, der frøs Iis paa Vandet hver evige Nat.
   "Hvor det varer! hvor det varer!" sagde Blomsten. "Jeg føler Kriblen og Krablen, jeg maa række mig, jeg maa strække mig, jeg maa lukke op, jeg maa ud! nikke Godmorgen til Sommeren, det bliver en livsalig Tid!"
   Og Blomsten rakte sig og strakte sig derinde mod den tynde Skal, som Vandet udenfor havde blødgjort, Snee og Jord opvarmet, Solstraalen prikket ind i; den skød frem under Sneen, med hvidgrøn Knop paa sin grønne Stilk, med smalle tykke Blade, der ligesom vilde skjerme om den. Sneen var kold, men gjennemstraalet af Lyset, dertil saa let at bryde igjennem, og her kom Solstraalen med stærkere Magt end før.
   "Velkommen! velkommen!" sang og klang hver Straale, og Blomsten løftede sig over Sneen ud i Lysverdenen. Solstraalerne klappede og kyssede den, saa at den aabnede sig heelt, hvid som Sneen og pyntet med grønne Striber. Den bøiede sit Hoved i Glæde og Ydmyghed.
   "Deilige Blomst!" sang Solstraalerne. "Hvor Du er frisk og skjær! Du er den Første, Du er den Eneste! Du er vor Kjærlighed! Du ringer Sommer, deilig Sommer over Land og By! Al Sneen skal smelte! de kolde Vinde jages bort! Vi skulle raade! Alting vil grønnes! Og saa faaer Du Selskab, Syrener og Guldregn og tilsidst Roserne, men Du er den Første, saa fiin og skjær!"
   Det var en stor Fornøielse. Det var, som Luften sang og klang, som trængte Lysets Straaler ind i dens Blade og Stilk; der stod den saa fiin og let til at bryde og dog saa kraftig, i ung Deilighed; den stod i hvid Kjortel med grønne Baand og priste Sommer. Men det var langt fra Sommertid, Skyer skjulte Solen, skarpe Vinde blæste paa den.
   "Du er kommen lidt for tidligt!" sagde Vind og Veir. "Vi have endnu Magten! den skal Du føle og finde Dig i! Du skulde være bleven inden Døre, ikke løbet ud at stadse, det er ikke Tiden endnu!"
   Det var bidende koldt! Dagene, som kom, bragte ikke en Solstraale! det var Veir til at fryse istykker i, for saadan en lille skjør Blomst. Men der var mere Styrke i den, end den selv vidste; den var stærk i Glæde og Tro paa den Sommer, der maatte komme; der var den forkyndt i dens dybe Attraa og bekræftet af det varme Sollys, og saaledes stod den med Fortrøstning i sin hvide Dragt, i den hvide Snee, bøiende sit Hoved, naar Sneefnuggene faldt tætte og tunge, medens de iisnende Vinde fore hen over den.
   "Du knækker over!" sagde de. "Visner, iisner! Hvad vilde Du ude! Hvorfor lod Du Dig lokke, Solstraalen har gjækket Dig! Nu kan Du have det saa godt, du Sommergjæk!"
   "Sommergjæk!" gjentog den i den kolde Morgenstund.
   "Sommergjæk!" jublede nogle Børn, der kom ned i Haven, "der staaer een, saa yndig, saa deilig, den første, den eneste!"
   Og de Ord gjorde Blomsten saa godt, det var Ord ligesom varme Solstraaler. Blomsten fornam i sin Glæde ikke engang, at den blev plukket; den laae i Barnehaand, blev kysset af Barnemund, blev bragt ind i den varme Stue, seet paa af milde Øine, sat i Vand, saa styrkende, saa oplivende. Blomsten troede, at den med Eet var kommen lige ind i Sommeren.
   Datteren i Huset, en yndig, lille Pige, hun var confirmeret, hun havde en kjær lille Ven, og han var ogsaa confirmeret, han læste til Levebrød. "Han skal vær min Sommergjæk!" sagde hun; tog saa den fine Blomst, lagde den i et duftende Stykke Papir, som der var skrevet Vers paa, Vers om Blomsten, der begyndte med Sommergjæk, og endte med Sommergjæk, "lille Ven, vær Vinternar!" hun havde gjækket ham med Sommeren. Ja, det stod Altsammen i Verset, og det blev lagt som Brev, Blomsten laae deri, og der var mørkt om den, mørkt, som da den laae i Løget. Blomsten kom paa Reise, laae i Postsæk, blev klemt og knuget, det var slet ikke behageligt; men det fik ogsaa Ende.
   Reisen var forbi, Brevet blev aabnet og læst af den kjære Ven; han var saa fornøiet, han kyssede Blomsten, og den blev, med sit Vers omkring sig, lagt ned i en Skuffe, hvori laae flere deilige Breve, men alle uden Blomst, den var den Første, den Eneste, som Solstraalerne havde kaldt den, og det var fornøieligt at tænke over.
   Længe fik den ogsaa Lov at tænke derover, den tænkte, medens Sommeren gik, og den lange Vinter gik, og det blev Sommer igjen, da kom den atter frem. Men da var den unge Mand slet ikke glad; han tog saa haardt paa Papirerne, smed Verset hen, saa at Blomsten faldt paa Gulvet, flad og vissen var den bleven, men derfor skulde den dog ikke kastes paa Gulvet; dog der laae den bedre end i Ilden, der blussede Versene og Brevene op. Hvad var der skeet? Hvad der skeer saa tidt. Blomsten havde gjækket ham, det var en Spøg; Jomfruen havde gjækket ham, det var ingen Spøg; hun havde kaaret sig en anden Ven i Skjærsommer.
   I Morgenstunden skinnede Solen ind paa den lille fladtrykte Sommergjæk, der saae ud, som den var malet paa Gulvet. Pigen, som feiede, tog den op, lagde den ind i en af Bøgerne paa Bordet, idet hun troede, at den var falden ud, da hun ryddede op og lagde i Orden. Og Blomsten laae igjen mellem Vers, trykte Vers, og de ere fornemmere end de skrevne, idetmindste er der kostet Mere paa dem.
   Saa gik Aaringer, Bogen stod paa Hylden: nu kom den frem, blev aabnet og læst i; det var en god Bog: Vers og Viser af den danske Digter Ambrosius Stub, som nok er værd at kjende. Og Manden, som læste i Bogen, vendte Bladet. "Der ligger jo en Blomst!" sagde han, "en Sommergjæk! det er nok med Betydning, den er lagt her; stakkels Ambrosius Stub! han var ogsaa en Sommergjæk, en Digtergjæk! han kom for tidlig i sin Tid, og derfor fik han Slud og skarpe Vinde, gik paa Omgang hos de fyenske Herremænd, som Blomst i Vandglasset, Blomst i Riimbrevet! Sommergjæk, Vinternar, Spas og Narrestreger, og dog den første, den eneste, den ungdomsfriske danske Digter. Ja, lig som Mærke i Bogen, lille Sommergjæk! Du er lagt der med Betydning."
   Og saa blev Sommergjækken igjen lagt i Bogen, og følte sig der baade beæret og fornøiet ved at vide, at den var Mærke i den deilige Sangbog, og at Den, der havde først sjunget og skrevet om den, ogsaa havde været Sommergjæk, staaet til Nar i Vinteren. Blomsten forstod det nu paa sin Maade, ligesom vi enhver Ting paa vor Maade.
   Det var Eventyret om Sommergjækken!

H. C. Andersen Homepage