51. Himmelglobus. Willem Janszoon Blaeu. 1603.
Willem Janzoon Blaeu var en af de mest berømte kortfremstillere fra den hollandske kortindustris blomstringsperiode i første halvdel af 1600-tallet. Sammen med sin søn Johan Blaeu skabte han det berømte Blaeu’ske Institut i Amsterdam, Officina Blaviana, som efter hans død blev videreført af arvingerne. De udgav hundredevis af kort fra hele verden, både atlas og enkelttryk, samt mange store flotte himmel- og jordglober.
Blaeus lille himmelglobus har stærke relationer til Danmark. I den latinske tekst, som findes på globen, henviser W. J. Blaeu til sin læremester inden for astronomi, danskeren Tycho Brahe. Blaeu opholdt sig på øen Ven omkring 1595 og deltog i Tycho Brahes forskning. Tycho Brahes portræt er trykt på globen med påskriften: Tycho Brahe den fremmeste/ypperste astronom. Vi må formode, at denne globus, som er udfærdiget to år efter Tycho Brahes død, har tilhørt den danske konge
Globens kugle er af papmaché, gips og kalk, mens stellet er af træ. På selve kuglen er klistret 12 tilspidsede ovale papirstykker/segmenter samt to runde segmenter, som angiver henholdsvis nord- og sydpol. Stjernebillederne og den latinske tekst er først stukket i kobber, derefter trykt på papiret og håndkoloreret for endelig at blive klistret på selve kuglen.
bevaringsbehov >
|