44. 21 kort over Island. Magnus Arason o.a. 1721-36.
Kortene er udfærdiget på foranledning af stiftsbefalingsmanden, admiral Peter Raben. De blev indleveret til Krigskancelliet i København i Frederik IV’s regeringstid, og er meget interessante, fordi de bl.a. viser i hvor stor udstrækning embedsmænd, udsendt fra Danmark, havde kendskab til Islands topografi.
Kortene er opmålt, tegnet og kopieret af Magnus Arason, Johan Nicolai Eckleff, Frederik Christian Knoff, Thomas Hans Henrik Knoff og Hans Jacob Scheel i årene 1721-36.
Den daværende direktør for Geodætisk Institut, N.E. Nørlund udgav i 1944 et stort værk om Islands kortlægning. Her omtales de hidtil upåagtede kort for første gang i nyere tid. Det Kongelige Biblioteks Kortsamling fik overdraget kortene i 1977 i forbindelse med udskillelsen af det historiske bibliotek fra Geodætisk Institut.
De 21 kort er alle håndtegnede og håndkolorerede med farver, som har beholdt deres friskhed og glød. Mange af kortene har en kant af stof og de fleste er sammensat af flere stykker papir. Det største kort måler 186 x 161 cm.
bevaringsbehov >
|