III. festen

fra den undrende købmand og landsbyens spredte huse med benzintankens skilt som et øje i midten, et øje, der fortæller intet undtagen prisen paa benzin pr. liter, vandrer stenka paa vej hjem - i tasken har han tyve cigarer og et kilo kaffe, sukker og salt - købmanden havde sagt tak for hver ting, stenka havde forlangt - tilsidst, da han havde betalt (cigarerne med den ene fugl), var takken blevet efterfulgt af et søgende "herr .....

herr..... mange tak..... herr ...... " men stenka var ikke gaaet i fælden, han havde ikke fuldført sætningen - og da han var gaaet forbi de sidste huse, havde han skimtet landsbyens sjæl, i form af fladtrykte børneansigter i vinduerne, og døre, der tøvende blev lukket, lige da han passerede - og stenka bestemmer, at der skal være fest i aften - i aften og i nat - hans første fest i hans ny hus - og i morgen vil han begynde at snakke - maaske allerede i nat - til festen - fest - i otte maaneder havde han med strænghed holdt stilheden ved lige i sit indre - i otte maaneder havde han forberedt mødet mellem sit eget mysterium og det store mysterium - og nu var det sket - nu var det færdigt - nu vidste han, hvad han skulde vide - foreløbig - hans eget mysterium var forsvundet uden at gøre det store mysterium større

og i stedet for havde han faaet en lille del af det store, som han havde ladet gøre med sig, hvad det vilde - blot han til gengæld maatte se, hvad det var, han skulde - hvad det var, det vilde -, hvad det var, han ikke havde vidst før - og som det var absolut nødvendigt for ham at vide - og nu var det sket, og han kunde gaa, hvorhen han vilde - men først skulde han takke det store, som havde vist sig for ham - og han skulde sige: din vej er fra nu af for evigt ogsaa min vej - og selv dit fald er sejr og tillige min - og (det største af alt:) din sejr vil blive ogsaa min sejr - og andet findes ikke for dig - han skulde takke

takke for, at han havde faaet et liv at leve - en herlig strid at kæmpe - og saa kunde han gaa - saa var han fri - fri -! men i nat skal der være fest - den store fest for ham selv - og manja skal være med ham - og han skal fortælle hende den lange og mærkelige historie om shojo, verdens drukkenbolt, jordens frælser -

det er allerede næsten mørkt - stenka gaar hurtigt til stedet, hvor han havde efterladt sine ting - han læsser det hele paa en stor grangren, surrer det fast og slæber næsten løbende sit læs hjem gennem det hurtigt faldende mørke - det er sagte begyndt at sne, og hans aande staar som røg om hovedet paa ham i kulden -

manja havde tændt et stort baal foran hytten, for at han ved skæret eller lugten lettere skulde kunne finde huset - hun sidder i døraabningen - "hej stenka" raaber hun stille, da hun ser ham komme - hans aande har lavet skægget om til en hel isbuket - han rækker hende den ene af urfuglene og den anden paa en krog udvendig paa huset, hvor to harer i forvejen hænger - "kaffe?" spør hun - "mens maden blir færdig" stenka tar sin snevaade skindjakke af, og sine støvler og strømper, og stikker de bare fødder i et par sutter af hareskind og varmer dem paa stenene omkring det aabne ildsted - "kaffen er stærk" smiler manja - "drik!" hun sætter sig i en krog og plukker hurtigt fjerene af fuglen - "stenka, jeg har taget maarskindet" hun siger det tøvende og stille - stenka rejser sig og gaar ud med en smal pakke, som laa under hans leje -, cognac'en - manja viser ham en stor krukke - "den fik jeg for skindet - og saa disse her" hun peger paa to faarelaar - "jeg syntes, vi skulde have lidt godt - der er brombærsyltetøj i krukken" - stenka rejser sig fra sin kaffe - og uden at hans hænder rører hende, bider han hende let i den udstrakte haand - saa tar han smilende hendes hoved mellem hænderne -, springer ud og kommer tilbage med en vældig favn brænde og smider den paa ilden - den rejser sig som et lakrødt taarn og sender en gloende hede ud i rummet - "vi skal have fest - en vældig fest - hører du manja - en fest - i nat laver vi fest, fest, fest -!"

manjas øjne, kinder og mund breder sig ud i et smil af tyk fløjelsrød varme - "fest, stenka - ja" og stille begynder hun at forberede sig til festen - imens gaar stenka med en stor gryde ned til bækken og vasker fødder, ansigt og haar i det iskolde vand - urfuglen er stegt - kaffen færdig, og en fed suppe af kraaser staar dampende paa en sten, hvid af hede efter at have ligget i ilden - manja tar sit tøj af paa nær en nederdel af rødt lærred og gaar barbenet ud under en tynd gran, ryster den og svaler sin af ildskæret tørrede hud med sneen, der falder ned over hende fra granens grene - hendes farve er som friskt afbarket træ, og levende og mat - hendes sorte haar er fyldt med duften af brændt gran, og dets egen duft er som et nyskudt dyrs - hendes øjne er blanke, og deres lys skifter som skovens lys - fra nattens sammenkrøbne sorthed til solopgangens forbijagende haler - og tilbage gennem dagens grønskarpe aarvaagenhed, oversaaet med skovens brune bankende ro - manja er ikke født her - hun er fra det store land med de lange bølgende sange - hvor hestene er fulde af værdighed og uro - hvor floder og kvinder tilbeder maanen, og mændenes angst for det ukendte gør dem hurtige og skæggede - de røde støvlers land - manja er fra landet i øst, hvor mysteriet har valgt at være jubel og dans, og hvor jordens knugende død vaager i natlige klager mod ubønhørlige og levende guder - manja var gaaet bort for at finde lykkelige mennesker, men hun vilde snart vende tilbage til de røde støvlers land - hun vidste det -

hun gaar atter ind i huset - tørrer sit haar ved ilden, binder det sammen i nakken med et sort baand, sætter sig i en krog og begynder at spise - stenka kommer tilbage med den store gryde svingende i haanden og flasken med cognac - ingen af dem har spist siden morgenen - stenka sætter sig helt henne ved ilden med korslagte ben og roder op i sit vaade haair og skæg - manja sidder paa hug i sin krog med tallerkenen paa de bare knæ, gnavende paa en vinge - som stol har hun nogle hvide lammeskind - hun hviler ikke som folk, der er vant til at sidde i stole - hun tynger ikke - hun sidder med fødderne ogsaa - naar hun rejser sig, stiger hendes legeme hurtigt og lige op uden andre bevægelser - stenka friserer omhyggeligt sit nu næsten tørre haar og skæg - ilden sender lynsnare og slikkende skygger over hans ansigt - røgen, der kun langsomt trænger ud gennem det lille kolde hul i taget, trykker loftet midtvejs ned over gulvet - -

manja rækker stenka hans portion af fuglen - hun bøjer sig frem uden at flytte sig og støtter den ene haand foran sig - stenka tar fadet og griber samtidigt om hendes udstrakte haandled og kysser hurtigt alle hendes fingre en efter en - saa river han fuglen midt over og spiser sultent - manja er allerede færdig og sidder med hagen i hænderne og betragter ham - stenka kaster sine afgnavede ben paa ilden og henter kaffegryden - hun sætter tallerknerne udenfor - til kaffen spiser de hver en stor kop brombærsyltetøj - saa begynder festen - manja nynner, vuggende med hovedet og de knyttede hænder - omkvædet paa sangen er kort latter, som hun understreger ved at slaa en haand mod hvert knæ - stenka skænker de tømte kaffekopper fulde af cognac - de tænder hver en cigar - i stille og mæt nydelse sidder de og stirrer i ilden, drikker og ryger - stenka bygger legende et kinesisk taarn af brændestykker over ildstedet, hvis flammer hvæsende illuminerer det indefra - manja piller med tæerne i faareulden under sig - og smiler mod stenka

- naar hun smiler, løfter hun kun overlæben fra tænderne - mundvigene og underlæben er ubevægelige - hendes tænder er meget tykke - og korte - som tætte terninger af porcelæn - hendes øjne smiler mere end munden, og panden faar en rynke - de drikker skiftevis kaffe og cognac af kopperne - hver gang en drikker ud, fyldes koppen paany - den, der har drukket, rækker sin kop til den anden, som skænker - huset er kun oplyst af ilden - varmen er enorm, men de har kun ild om aftenen, og mærker det ikke -

stenka ryger meget hurtigt - efter cigaren stopper han to piber

- manja kan ikke stoppe selv - cognac'en farer rundt under huden paa dem - opad - kaffen faar deres hjærter til at snurre - bunden i de tømte kopper er dækket af et tykt lag grums, som de slaar ud, før de skænker - manja stryger ned ad sin kjole og rejser sig - hendes fødder er smaa og høje - og brune - hun begynder sagte at synge en dans - stenka forstaar ikke ordene - sangen blir stærkere - højere - stenka lægger langsomt pibe og kop fra sig - og tar hendes ene haand - de danser - først haand i haand - til de har fundet takten - til rytmen har rigtig fat - saa tar de om hinanden og danser rigtigt - manja synger med øjnene næsten lukkede - hurtigere og hurtigere - stenka ser tavs paa hendes ansigt - gulvet er kun eet lag brædder - nogle tommer fra jorden - det gynger sagte efter manjas bare fødder og stenkas bløde sutter - de danser længe - manja synger den samme sang om og om igen - ord, som siger det samme som melodien - langsomt blir hendes stemme svagere - hun synger højt oppe ligesom fra næseroden - saa skiller hun læberne, og sangen blir dyb og blød - saa atter højere - til den næsten er et melodisk og rytmisk udtrukket skrig - en del af dansen danser de bedre sammen end det øvrige - helt sammen - deres blikke gaar som stænger af følelser og liv forbi den andens øre og kind -

men helt forskelligt danser de - manjas dans er ligesom spredt, flagrende - dog er hendes bevægelser ikke store - men det er som om betydningen ligger langt bagved dem - som om de kun er løsrevne glimt fra en tordensky, der endnu er langt borte - hendes skridt er ikke selve dansen, hendes rytme heller ikke - sangen er nærmere ved - men der er en anden sang, som stenka hører i sin haand, som han ligesom har rakt dybt ind i en fjern og mægtig melodi - manjas melodi, som hendes urolige og dog sikre skridt ikke kan følge, som ingen dans i verden kan følge helt ud - stenka danser helt anderledes - det er samlet som eet dyr, en maar, en odder, en slange - stenka danser een tanke, een følelse ad gangen - danser den færdig og fortsætter med den næste - han kan holde op og begynde igen, hvor han slap - han kan blive ved, til han har danset, hvad der er at danse - stenka danser sit sinds perlebaand, den ene dag langt som en vej, den anden dag kort som en sang - stenka faar ro af at danse - og glæde af at føle roen komme - og brede sig i ham - for manja er det hver gang paany at betragte hele afstandens uhyggelige, urokkelige længde - hjemveens højtklagende vemod - hjemveen efter den evigt lige fjerne melodi, som er hendes hjærte, hendes hjemland - men atter og atter maa hun søge ud til uroen, danse sig i alt fald saa langt frem, at hun kan skimte den dybe varme, hvoraf hun er kommet, som en rød solstribe paa horisonten -

- før de holder op med at danse, har de fundet et sted, hvor de er meget nær til hinanden - det er som om de begge staar med en arm paa hver side af stammen paa hver et højt træ og trækker i hinandens hænder med brystet mod de ubønhørlige stammer - og saa et kort øjeblik blir træer til kviste og stammernes øverste toppe bøjes sammen af deres arme - men stadig er de gyngende, susende, skillende stammer der - dog er de i dette korte øjeblik som vand, som luft, som intet - men de er der - imellem dem - trykket mod bryst og kind - og i dette korte øjeblik føler begge de dansende, at stammer, pæle, grænser ikke kan flyttes fra, hvor de staar, men at deres magt kan gøres lille og svag som aftenvind og faldende blade -

efter dansen sidder de to som før - skænker i igen og tænder en ny cigar - spiser mere syltetøj - isen i bækken nedenfor gir af og til et knald - sneen lister susende ned mellem granernes grene - der er en lille drive udenfor døraabningen som en barriere mellem skoven og huset - ilden har grebet stenkas taarn og kaster en kort tid et gnistrende lys gennem røgen i stuen - stenene omkring ildstedet ser taageagtige ud af hede - manja er ligesom mindre nu -, det er som al hendes kraft har trukket sig sammen til en blok inde i hende efter dansen - musklerne i hendes kæber har mørke skygger - hendes øjne ser vidaabne ind i ilden - hun sidder paa sine hænder og over undersiden af hendes fødder, som ildskæret belyser, klemmer de korte tær sig ned, som om de med magt betvang en voldsom trang efter at udsige, hvad de vidste - der er for varmt nu - de lader ilden dø ud - stenka knapper sin skjorte op foran - saa ser han pludselig paa manja - "jeg vil fortælle dig historien om shojo, verdens drukkenbold" manjas spænding opløser sig i et udtryk af den største glæde - hun udstøder en lille latter - som en fugl, der letter - "ja" hun tar med hænderne under sine fødder, saa fingrene mødes, og hendes skuldre næsten rører ved knæene - "ja" hvisker hun, "ja - fortæl historien -"

TILLÆG