Den hemmelige Note


Kort efter udgivelsen af Enten – Eller i 1843 skrev Søren Kierkegaard i sin dagbog: "Efter min Død skal Ingen i mine Papirer (det er min Trøst) finde en eneste Oplysning om hvad der egentlig har udfyldt mit Liv; finde den Skrift i mit Inderste, der forklarer Alt, og som ofte gjør hvad Verden vilde kalde Bagateller til uhyre vigtige Begivenheder for mig og hvad jeg anseer for Ubetydelighed, naar jeg tager den hemmelige Note bort, der forklarer det."

Med denne optegnelse fremhæver Kierkegaard, næsten demonstrativt, noget fraværende som den sande fortolkningsnøgle til sit liv og det dermed forbundne forfatterskab. En hemmelig note lader sig i sagens natur ikke udstille, så det kan rigtignok virke lidt bagvendt at lade en sådan give navn til en udstilling. Når vi ikke desto mindre har gjort det, er det, fordi vi helt bogstaveligt har villet tage Kierkegaard på ordet. Hvis vi nemlig ikke kan vise, hvad der egentlig udfyldte hans liv, kan vi i det mindste vise, hvad der også udfyldte det og udfyldte det i en grad, så man undertiden kan have sine tvivl om, hvorvidt der i hans korte, ubegribeligt intense liv egentlig var plads til så forfærdeligt meget mere. Vi vil med andre ord vise hans skrift eller i det mindste et repræsentativt udsnit af den.

Af samme grund har vi uden at ryste nævneværdigt på hånden undladt at udstille de forholdsvis få, personlige effekter, der knytter sig til Kierkegaards liv i øvrigt, hans forlovelsesring, nøgleknippe, merskumspibe og andet sådant, der befinder sig på Københavns Bymuseum, hvor enhver kan kigge indenfor. Dog ingen regel uden undtagelse – og da slet ikke når det gælder Kierkegaard. Hans pult, skriftens tilblivelsessted, det konkrete underlag for pennens salige sitren mod papiret, er taget med.

De udvalgte manuskripter befinder sig til daglig i Det kongelige Biblioteks 'Søren Kierkegaard Arkiv'. Ingen uden for bibliotektet og kun yderst få indenfor har adgang til den samlede manuskriptmængde, men den vilje til vedholdenhed, man skimter bag papirbjerget, når det stykkevis og delt bliver bragt op på læsesalen, virker næsten naturstridig. "Kun naar jeg producerer befinder jeg mig vel. Da glemmer jeg alle Livets Ubehageligheder, alle Lidelser, da er jeg hos min Tanke og lykkelig," skrev Kierkegaard engang i 1847, og tager man det produceredes omfang i betragtning, kan man fristes til at mistænke Kierkegaard, der ellers ofte betegnes som den store melankoliker, for i alt væsentligt at have befundet sig så vel, at tilstanden ligefrem kunne ligne lykke.

De nærværende eksempler på forarbejder og trykmanuskripter er udvalgt, så de kan reflektere Kierkegaards eget synspunkt på sit forfatterskab. I den første del er der manuskripter til fx 'Diapsalmata' og 'Forførerens Dagbog' fra Enten – Eller; 'In vino veritas' og 'Skyldig? – Ikke-Skyldig?' fra Stadier paa Livets Vei; forordet, dateret 5. maj 1843, til To opbyggelige Taler; Begrebet Angest og Philosophiske Smuler. Midtvejs (Del 2) cirkler Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift omkring et centrum, forfatterskabets vendepunkt.

I Del 3 er udvalgt manuskripter til fx Kjerlighedens Gjerninger, Sygdommen til Døden, 'Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?' fra Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, 'Ultimatum' fra anden del af Enten – Eller, Indøvelse i Christendom, To Taler ved Altergangen om Fredagen, Guds Uforanderlighed samt Øieblikket. Ind imellem disse manuskripter fra forfatterskabet er anbragt en række blade, ark, notesbøger og journaler fra de efterladte papirer, afspejlende Kierkegaards løbende diskussion med sig selv om sine skrifter.

Fordybet i håndskrifterne kan man læse og måske et øjeblik føle sig som "hiin Enkelte" – i al fald står det enhver frit for.

Det skyldes ikke en forglemmelse, men er en pointe, at Kierkegaard ikke selv kan ses blandt Håndskrifterne. Når De bevæger Dem gennem manuskripterne, føres De således ad en række individuelle, aldrig helt identiske ruter, som ikke nogensinde vil blive gentaget. En sådan bevægelse er, tror vi, i takt og pagt med Kierkegaard. Heller ikke han yndede det alt for forudsigelige, nøje fastlagte, foretrak foranderligheden, alt det, der ikke lod sig genne ind i det generelles geled, dyrkede mystifikationen passioneret, opfandt falske navne, tog maske på, forsvandt.

Hermed er vi tilbage ved den hemmelige note. Den har naturligvis kastet forskningen ud i mere eller mindre geniale gisninger inden for snart sagt alle fagområder: psykologi, teologi, litteraturvidenskab og andre ædle genrer. Undertiden kryber det geniale ned under bæltestedet og er måske mere genitalt end genialt, men Kierkegaard kan ikke frakende sig en vis medskyld i kiggeriet. Med nogen selvbevidsthed kunne han således kundgøre i 1847: "... Og derfor vil just engang ikke blot mine Skrifter, men netop mit Liv, hele Maskineriets intrigante Hemmelighed blive studeret og studeret." Han fik ret, gjorde han, Kierkegaard, hans forfatterskab lever i høj grad også af, hvad han aldrig sagde noget som helst om. Og det satte han – ligeledes i 1847 – på en snurrig formel: "See, Andersen han kan fortælle Eventyret om Lykkens Galoscher – men jeg kan fortælle Eventyret om Skoen som trykker, eller rettere det kunde jeg fortælle men just fordi jeg ikke vil fortælle det, men gjemme det i dyb Taushed, derfor kan jeg fortælle adskilligt Andet." Er mon forfatterskabet selve dette "Andet" – et vildt opvæld af sky skriftvariationer over et bestemt og forfærdeligt tema, som Kierkegaard fra først til sidst fortier eller fortrænger og følgelig stedse må skrive udenom? Måske, måske ikke. Og en anden mulighed er da også inden for rækkevidde. Sæt nu, at den hemmelige note slet ikke fandtes, ikke fordi Kierkegaard havde fjernet den, men fordi han aldrig skrev den – og aldrig skrev den, fordi hemmeligheden i virkeligheden var, at der slet ingen hemmelighed var. Hvad så? Ja, så havde Kierkegaard mistet, hvad han satte så højt, at være interessant, gådefuld, uudgrundelig for sig selv og andre. Derfor notatet om noten, hiin hemmelige, der unddrager sig og derved inddrager læseren i et spil, der kan ligne en forførelse til forveksling, thi – som skrevet står i forførerens dag- og fagbog – der er "Intet, hvorover der hviler saa megen Forførelse ... som over en en Hemmelighed".

Ironisk nok har historien på dette punkt vist sig fra sin mere betænksomme side. Den første udgiver af Kierkegaards efterladte Papirer, H.P. Barfod, omgikkes nemlig materialet med stor lemfældighed. Ikke blot klippede og klistrede han i det, over- og gennemstregede ord, når han fandt det fornødent, tilføjede et komma hist og et punktum her, men i adskillige tilfælde sendte han også selve originalmanuskripterne til trykkeriet, hvorfra de efter endt sætning stilfærdigt forsvandt ned i papirkurven. Samme vej gik optegnelsen om den hemmelige note. Hvad vi har i dag er altså Barfods aftryk af Kierkegaards optegnelse om den skrift i hans inderste, der ville kunne forklare alt, men som han har ladet forsvinde.

At også optegnelsen om dette det forsvundne nu er forsvundet, er det overladt til bogholderne at begræde. Kierkegaard vil det sikkert hensætte i et højt, ironisk humør.
Baseret på katalogen til udstillingen "Kierkegaard. Den hemmelige Note", Rundetaarn, København, den 6. maj - 9. juni 1996, arrangeret af Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Niels Jørgen Cappelørn og Søren Kierkegaard Selskabet ved Joakim Garff.


Web presentation Copyright © The Royal Library, Copenhagen, 1997
All rights reserved.