• Håndskrifterne, Del 1 (1834 - 1845)
• Håndskrifterne, Del 2 (1843 - 1847)
• Håndskrifterne, Del 3 (1843 - 1855)
• Essay: Den hemmelige Note
• Essay: Urskriften læst af et geni
• Billeder af Kierkegaards samtidige
• Tidstavle
• Portrætter
• SK Håndskrifternes Hjemmeside

Peter Klæstrups tegning fra 1845(?)

Marstrands tegninger fra 1870

H.P. Hansens tegning fra 1854

"Stukket af Knud Hendriksen". W.6298, Acc. 1919-458. Neg. 30217.

Niels Christian Kierkegaard (1806-82). I modsætning til mange af sine samtidige lod Kierkegaard sig aldrig fotografere, eller daguerreotypere, som det hed dengang. Københavnerne blev præsenteret for teknikken så tidligt som 1842 af den wienerske portrætmaler Joseph Weninger, der i Bredgade indrettede et atelier, hvor man formedelst otte rigsdaler kunne lade sig forevige på femten sekunder. Det var åbenbart femten sekunder for meget for Kierkegaard, ærgerligt nok, men jo også ganske konsekvent af en forfatter, der skrev pseudonymt og vedholdende gentog, at læseren skulle beskæftige sig med værket og ikke med personen bag. End ikke Regine ejede et billede af sin kæreste.

Som halvfætter til Søren fik imidlertid Niels Christian Kierkegaard med et par års mellemrum lejlighed til at tegne sin sidenhen så berømte slægtning. På profiltegningen fra januar 1838 er stregen overordentligt følsom, der er noget drømmende, men også aristokratisk over den åndfulde yngling, som har sat sig i positur. På tegningen en face, udført omkring 1840, ser man den smalle ansigtsform, spidst forløbende nedefter fra de ret brede kindben, der også kendes fra Kierkegaards fader og søsteren Petrea. Øjene er skønne, evigt stirrende, mens læberne er livfulde i deres linier.

Stik. "Efter en Blyantstegning fra hans Ungdom". W.6300, Acc. 27.X.1907. Neg. 197741.

At der for begge tegningers vedkommende er tale om en idealisering, bevidnes ikke blot af niecen Henriette Lund, men også af tegningernes ophavsmand. I et brev af 30. januar 1875 til P.C. Kierkegaard, Sørens bror og biskop i Aalborg, skriver han nemlig: "Du veed, at jeg har tegnet et lille flygtigt Omrids af Din Broders Profil i Aaret 1838 og nogle Aar senere paabegyndt et Andet en face, men begge disse Udkast ere meget udfuldstændige og kan kun svagt opfriske Mindet om Søren for dem, som personligt have kiendt ham; og langtfra ikke give et nøiagtigt og fyldigt Billede for dem, der aldrig har seet ham."

Niels Christians henvendelse skyldes, at han gentagne gange er blevet opfordret til at udlåne sine tegninger til "Afcopiering og Udgivelse for Publicum", hvad han dog indtil videre har sat sig imod. Dels var tegningerne jo ufuldstændige, dels vidste han, at "Søren ikke ønskede at efterlade et Billede af sig selv, og derfor spillede mig det Puds reent at udeblive – da han havde siddet to Gange for mig". Da man nu har planer om rejse et monument over den sære ener, synes Niels Christian imidlertid ikke længere, at han kan forsvare at tilbageholde sine tegninger – så meget mindre som alternativet er, at man må gribe til "Afbildninger fra Corsaren". Den biskoppelige storebror svarer nølende og undskylder selv sine "Frem- og Tilbage-Overvejelser", principielt er han imod, men i praksis må han jo nok erkende, at en modstand ikke lader sig opretholde i længden. Det kunne den, som man kan se, heller ikke.

Peter Klæstrups tegning fra 1845(?)

Tegning af Klæstrup. Acc. 1911-8497. Neg. 285, 169995.

Peter Klæstrup (1820-82). Det er på ingen måde let at være en karikatur. Ligner den for godt, bliver den et portræt, ligner den for lidt, er det ikke til at se, hvem det er, der karikeres. I tilfældet Kierkegaard er opgaven næsten umulig, en af hans samtidige, teologen, P.C. Zahle, hævder nemlig lige ud: "Kierkegaard var nær ved at ligne en Karikatur." Når man ser Peter Klæstrups tegning, der i originalen er farvelagt nok så sirligt, må man da også spørge sig selv, om kunstneren karikerer eller blot portrætterer en karikatur. Man ved ikke, hvornår Klæstrup tegnede denne lapsede Kierkegaard med den selvbevidste holdning, men da han genoptrådte i Corsaren den 9. januar 1846, var lapseriet afløst af lurvethed og det selvbevidste af noget latterligt. Skulderpartiet var desuden blevet trukket yderligere op under hatten, ryggen forsynet med ekstra svaj, og endelig havde Klæstrup gjort det ene bukseben en anelse kortere end det andet. Dette sidste skulle snart vise sig at være en slags genistreg. Man havde bogstavelig talt fanget geniet på det gale ben. På ingen tid blev Kierkegaard, der førhen var en selvfølgelig del af bybilledet, et omvandrende karikaturbillede i byen, og alle morede sig det bedste, de havde lært. Fraset en enkelt.

Marstrands tegninger fra 1870

Wilhelm Marstrand (1810-73). "Marstrand tegnede samme Aften, Budskabet om Kierkegaards Død bredte sig i København, ude hos Digteren Johannes Fibiger, hvor han tilfældigvis da befandt sig, efter Hukommelsen – en af hans Specialiteter! – en Del løst skizzerede Rids af Kierkegaard." Således kan man læse hos P.A. Rosenberg, men hans beskrivelse er nu ikke helt sandfærdig. Marstrands tegninger af Kierkegaard er nemlig ikke udført i 1855, men hele 15 år senere. Derimod er det rigtigt, at en af Marstrands "Specialiteter" var hans hukommelse for synsindtryk, der lod ham fastholde de karakteristiske træk ved personen med eminent sikkerhed. Af de bevarede erindringsskitser kan man dog tydeligt fornemme, hvordan han møjsommeligt har måttet tegne sig frem (eller måske rettere tilbage) til den person, som hans mange og lange udenlandsrejser havde holdt ham på afstand af.

Stik. W. 6305, Acc. 1924-305. Neg. 150809.

På skitserne er profilerne uden karikaturmæssige overdrivelser, men indbyrdes ret afvigende; den høje pande under det opredte hår, de tykke øjenlåg og den ret brede mund med de let optrukne mundvige er dog genkommende, ligesom også den store næse, hvis ryg Marstrand – men først efter nogen betænkning – vælger at lade være aldeles lige. Snart har han erindret Kierkegaard siddende i en stue eller måske på kafé, snart har han fremstillet ham som gadeoriginal med paraply og iført en fæl figurfrakke, ud af hvis ene lomme der hænger et langt lommetørklæde, snart har han afbildet ham barhovedet og i stående stilling, men uden paraplyens diagonale virkning, hvorved figuren fyldes med en egen ro og får noget iagttagende over sig. Endelig har Marstrand valgt karikaturen og fremhævet det alt for store hoved og den tilsvarende svage krop som det karakteristiske ved Kierkegaard. Paraplyen bliver ved samme lejlighed genindsat som en skrålinie, hvis yderpunkter er nøje fastlagt i forhold til papirets ydersider; den virker nærmest som en vægtstang, der kan bevæge sig rytmisk op og ned med midtpunkt lige i hjetestedet. Det var velvalgt, må man sige, for til sin paraply havde Kierkegaard et såre personligt forhold. På en løs lap papir fra 1840 kan – under overskriften "Min Paraplui, mit Venskab" – således kundgøre: "Den er bleven mig saa kjær, at jeg altid gaaer med den enten det er Regnveir eller Solskin; ja forat vise den, at jeg ikke elsker den blot for Nyttens Skyld, gaaer jeg stundom op og ned af Gulvet i min Stue og lader ligesom jeg var ude, støtter mig paa den, slaaer den op, understøtter min Hage med Haandgrebet, bringer den nær til mine Læber o.s.v."

H.P. Hansens tegning fra 1854

Stik. W ?, Acc.-- Neg. 2123.

H.P. Hansen (1829-99). "Der lever," skrev Kierkegaard engang i 1854, "intet saa kløgtigt Hoved, at han skulde kunne undfinde en Form af Klogskab, som ikke mit Politi-Blik strax seer, og som min Klogskab ikke kan faae gjort aabenbar som Gavtyvestreg." Det lyder ganske flot, men passede nu ikke helt. H.P. Hansens tegning er i dobbelt forstand en "Gavtyvestreg", der formåede at unddrage sig Kierkegaards årvågne "Politi-Blik". I sin lejlighed sad H.P. Hansen nemlig klar med blyant og blok, når Kierkegaard defilerede forbi og fastholdt derved den intetanende "Politi-Spion" for eftertiden. Man ser det meste af hattens skygge og dens overside, så H.P. Hansen har formentlig indfanget figuren fra et vindue i stueetagen eller på første sal. Det er tydeligt, at Kierkegaard sled det forfinet æstetiske af sig med årene, tidligt ældet som han blev, men det lille, lige så vemodige som satiriske smil over mundkrogslinien har han stadig.

Frithiof Brandt skriver om denne mund og manden, den sad på: "Paa H.P. Hansens Billede er Munden faldet til Ro, mildnet og følsom, næsten muleagtigt resigneret, en Fløjtenist i Kapellet, kunde man tro." I så fald bør man tro om igen. Den Kierkegaard, man har for sig, udløste nemlig samme år et øredøvende tordenskrald, da han løb storm mod den danske kirke.

• Håndskrifterne, Del 1 (1834 - 1845)
• Håndskrifterne, Del 2 (1843 - 1847)
• Håndskrifterne, Del 3 (1843 - 1855)
• Essay: Urskriften læst af et geni
• Billeder af Kierkegaards samtidige
• Tidstavle
• Portrætter
• SK Håndskrifternes Hjemmeside