Guds Uforanderlighed, 1855
[Renskrift]
Gud er uforanderlig. Almægtig skabte han denne synlige Verden og gjorde sig usynlig; han iførte sig den synlige Verden som en Klædning, han forandrer den som man omskifter en Klædning selv uforandret. Saaledes i den sandselige Verden. I Begivenhedernes Verden er han overalt til stede i ethvert Øieblik; i en sandere Forstand end den aarvaagneste menneskelige Retfærdighed, der siges at være allesteds, er han, aldrig seet af nogen Dødelig, allestedsnærværende, overalt tilstede, ved det Mindste og ved det Største, ved hvad der kun uegentlig kan kaldes en Begivenhed og ved hvad der er den eneste Begivenhed, naar en Spurv døer, og naar Menneske-Slægtens Frelser fødes; han holder i ethvert Øieblik alt Virkeligt som Mulighed i sin almægtige Haand, har i ethvert Øieblik Alt i Beredskab, forandrer i et Nu Alt, Menneskenes Meninger, Domme, menneskelig Høihed og Ringhed, han forandrer Alt selv uforandret.
SV 1 XIV, 286 (Pap. XI 3 B 290-91)
Web presentation Copyright © The Royal Library, Copenhagen, 1997
All rights reserved.